Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Fra min opvækst på landet i Vestjylland, kan jeg huske vi ofte fik besøg af forskellige handlende, som kørte fra hus til hus, for at sælge de varer de nu engang havde "specialiseret" sig i. En gang om ugen kom en slagter med kød og far der lå i bagenden af hans varebil. Fra tid til anden kom en kludekræmer, som i sin bil havde forskelligt "moderne" tøj, som min mor - og andre kvinder - selvfølgelig ikke kunne leve uden!
I Ungarn har man stadig sådanne kludekræmerere. En af dem standsede sin bil på torvet, ikke langt fra hvor Jesper og jeg gjorde stop for at drikke en kop kaffe. Vi sad i skygge for solen ved et busstop. JetBoileren havde endnu en gang vist sin værd og varmet vand til en go kop kaffe. Ventetiden fordrev jeg med at kigge på kludekræmeren, som indbydende viste kjoler, bluser og tørklæder frem, når kunderne kom forbi.
Opholdet i Ungarn blev af kort varighed. Måske endda ordet 'ophold' er uanvendeligt til at fortælle om vores tur gennem landet? Vi kørte nemlig det meste af tiden, og nåede gennem Ungarn i løbet af få timer. Slovakiet var næste land på ruten.
Jesper havde en plan om vi skulle besøge turistmagneten Zakopane i Polen, og bruge noget tid til at kigge lidt rundt i det populære vintersport center. Den plan blev ændret. Vi kørte til Slovakiet. Fortsatte op til Polen, fandt Zakopane, og fortsatte. Endnu en gang så vi en del hestetrukne køretøjer. Ikke kun som en uundværlig del af landmandens "maskinpark", men også anvendt i underholdningsindustrien. Turister bliver transporteret rundt i Zakopane i hestevogn (som mange andre steder, bl.a. Bakken, udenfor København). Der var så mange turister og andet godtfolk, at vi ikke orkede at gøre holdt. Officielt fortælles om 640 hoteller i byen med kanp 30.000 indbyggere! Det synes mig de skulle kunne række til at dække behovet?
Men holdt gjorde vi, da en skoleklasse skulle over vejen.
I det hjørne af Polen har de en anderledes byggestil. Flot og spændende. Jeg har store planer for at vende tilbage til området og bruge mere tid på at kigge på huse og nyde Tatra bjergene.
Med jævn og passende lav fart, fortsatte vi gennem Polen. Jeg kunne have brugt timer på at cirkle rundt og kigge på de spændende bygninger, hvoraf flere var endog rigtig flotte og særdeles spændende.
Snart var vi tilbage i Slovakiet, hvor huse og gademiljøer igen var tilbage til "tiden lidt før vor tid"-tilstand
Døgnet har 24 timer. Nogen brugte vi til at køre, andre til at tage et nærmere kig på hvad vi fandt interessant. Andre timer blev brugt til at nyde fremmed mad, ofte ledsaget af en lokal øl. Uanset hvad vi havde haft af opgaver og oplevelser, sluttede alle dage ens. Vi søgte – og fandt hver gang- et sted at sove.
I Slovakia gav første forsøg ikke et resultat, men en venlige kvinde bemærkede vores skuffede blikke, da vi kiggede på hendes låste dør. Et skilt med ordlyden "Zatvorené" gættede vi betød lukket! Men kvinden åbnede vinduet og forklarede vejen til en kollega, som hun vidste, havde åbent.
Jesper sagde pænt tak og smilede tilbage til kvinden. Ifølge kvinden var der ikke langt.
Tilbage i sadlen. Start your engines, Gentlemen. Efter at have kørt en mindre omvej, fandt vi frem til "Penzion Pohoda".
Sandelig, de havde et værelse, og aftensmad til to hungrige motorcyklister kunne de også klare. Kolde øl behøver jeg ikke fortælle om. De findes alle steder. Også på dette fine overnatningssted.
Om morgenen, medens vi pakkede motorcykler, fortalte jeg Jesper om en sms jeg havde modtaget meget tidligt denne morgen. Sms'en var sendt af den mand, der bor sammen med hende, jeg har lejet det hus min kæreste og jeg bor i. I sms'en forklarede manden, at den aftale vi havde lavet om at mødes når jeg atter var hjemme ( - en aftale vi havde lavet dagen i forvejen), den var aflyst.
At "Udlejer og jeg havde/har forskellig holdning til tingene" var indiskutabel, og nu havde han / de besluttet at sende sagen til advokat!
Sådan. Ingen forklaringer. Ingen forhandlinger. Ingen pardon eller ’blødsødenhed’ der.
Jeg var mildest talt målløs. Jeg er tilhænger af rene linjer, og selvfølgelig var jeg interesseret i et møde, hvilket jeg havde givet besked om. Om det var mangel på tålmodighed eller der var andre bevæggrunde, det ved jeg ikke, men udlejer og dennes samlever havde valgt at sende sagen til advokat, hvilket de i en sms meddelte denne morgen.
Nøj hvor det rumlede i mig. Advokat? Jamen hvad? Hvorfor? Hvordan? Jeg fattede ingenting.
Jesper og jeg drak en kop kaffe i gården. Cyklerne var pakket færdige. Jesper fik afklaret verdenssituationen medens mit indre lignede kaos. En "gryde med uforklarlige og uforståelige ingredienser" var blandet sammen. Min udlejer og dennes samlever havde tændt for blusset under gryden!
Jeg diskuterede situationen med Jesper. Mente jeg sagtens kunne håndtere situationen og Jespers spørgsmål om, hvorvidt jeg ønskede at afbryde turen og køre direkte hjem, blev besvaret med et: "Nej, jeg kan jo ikke gøre hverken fra eller til, sådan som jeg havde forstået sms'en". Altså fortsatte vi turen, som jo i øvrigt lakkede mod enden under alle omstændigheder.
Siden jeg mødte Jesper lidt nord for Berlin, havde han ønsket at købe nogle sommerhandsker. På trods af vi havde tilbagelagt godt 5000 km sammen, heraf rigtig mange km med solen bagende ned over os, havde han stadig ikke købte nogen. Men nu skulle det være.
Jeg så et skilt med "Honda"-motorcykel logo og kørte frem til forretningen. Cyklerne blev parkeret i gården. Allerede på vej ind gennem porten, fik vi opmærksomhed fra et par lokale kunder, der stod ved en række udstillede motorcykler. Jeg smilede, og kiggede på dem. De var vist ikke særlig vant til at se et par tyske BMW'er med henholdsvis svensk og dansk nummerplade.
Jesper fik købt et par handsker. De var pænt billige i forhold til danske priser, hvilket jo bare var endnu et incitament for at købe der.
Jana, der hjalp Jesper med at finde de rigtige, er medejer af forretningen, som også huser et værksted. Hun gjorde hvad hun kunne for at vise sortimentet og vejlede. Tog handsker fra skuffer og hylder. Fandt endog nogle i en papkasse, som tilsyneladende lige var kommet med posten. Hun talte et fint engelsk, samt en smule dansk, svensk, nordisk. Jana havde tidligere arbejdet i Danmark. Jesper valgte et par, betalte og ”luft i æ dæk, pist var vi væk”.
Historien om handskerne, vender jeg tilbage til.
Gode veje, kan sagtens være veje hvor asfalten hælder lidt, enten ned eller op. En stigning på 12% er ikke noget at regne for motorcyklister, og skulle det ske at vejen samtidig er lidt snoet, gør det bare helhedsbilledet meget bedre *lol*
Jesper er en overraskelsernes mand. Han havde endnu et POI / point off interess, han mente vi skulle ”spilde lidt tid på”. Hvilket vi så gjorde!
For at komme frem til stedet, skulle vi køre ad en mindre vej. Som set flere gange før på denne tur, endnu en vej uden belægning. Helt ok med mig, bortset fra jeg stadig gerne ville have haft andre fodhvilere, når kørslen fordrer opretstående kørestilling. Stedet Jesper ville vise var, så vidt jeg husker, en drypstens hule. Grunden til jeg ikke lige er helt klar på hvad det var vi skulle se, er fordi........ der var ikke noget at se!
Det vil sige, der var noget, men stedet var under om- og tilbygning. Alt var lukket. Alt var dækket af. De få parkeringspladser der var foran afspærringen, var optaget af arbejdskøretøjer, og vejen endte i øvrigt blindt. Ok, altså tilbage, men på GPS'erne så det ud som om der var flere muligheder for at komme væk fra stedet, uden vi skulle køre helt tilbage til den store vej. Altså forsøgte vi et par gange at finde vej gennem skoven, men måtte begge gange give op!
Veje på GPS kan være ok veje til at starte med. De kan så udvikle sig, eller ’ud’-vikle er nok så meget sagt. I hvert fald om de veje vi fandt. De ’ind’-viklede sig, d.v.s. de blev smallere og smallere.
Hvor der er en vilje og stor lyst, er der også en vej. Men når en vej, bliver til et par gode spor. Dernæst til en vandresti, for til slut at ’forhindre al videre trafik med et par Elefant-lignende BMW’ere’ fordi stierne fortsætter med at sno sig ned over klipper i skarpe vrid og vinkler! Så kan der være nok så meget vilje og lysten være enorm. Det hjælper bare ikke!
Altså måtte vi vende om, og køre tilbage. Vi fandt en anden vej da vi kom ud af skoven, men tilbage, det måtte vi. På vejen hilste vi på en lokal mor, som var ude at gå tur med en lille dreng, der kørte grusvej på sin John Deere traktor.
Næste stop i Tjekkiet var Knogle kapellet i Kutna Horá i Sedlec. Et spændende stykke kultur, som nogen vil finde lidt makabert! Sådan virker det ikke på mig.
Igen var det Jesper der havde været på research og fundet "Knogle kirken" i Kutna Hora. Et ønske jeg delte. Og det var jo på vejen hjemad, så det var fint med mig. Jeg havde stadig ikke taget beslutning om, hvorvidt jeg skulle skynde mig hjem. Altså fortsatte vi mod vestnordvest............
Fremme ved Sedlec er det tid for at vende tilbage til de handsker Jesper købte af Jana. Selvfølgelig tog Jesper handskerne i brug straks efter købet, men da vi nåede Sedlec, besluttede Jesper sig for at skille sig af med handskerne igen. De passe alligevel ikke! De strammede og var ikke rare at have på! Desuden var der en syning som gjorde det ubehageligt at holde ved såvel gas- som koblingshåndtaget!
Derfor lagde Jesper handskerne på motorcyklen. Frit tilgængelig og yderst synlige lå de på sædet på den parkerede motorcykel. Efter han havde placeret handskerne gik vi ind i Knogle Kapellet - men, da vi vendte tilbage til motorcyklerne , lå handskerne stadig på sædet.
Ingen havde åbenbart lyst til at hjælpe Jesper af med handskerne? Jeg kan godt forstå Jesper genre ville af med handskerne. De var så dårlige, at ikke engang en tyv gad stjæle dem! De må godt nok være dårlige!!!!
Nu var mine tanker så rodede, at jeg fortalte Jesper, jeg ikke kunne finde hoved og hale i mine fornemmelser. At jeg ikke kunne koncentrere mig om ”turen”, og at jeg var kommet frem til det ville være bedst, hvis jeg kørte hjem. Og jeg ville køre den hurtigste vej. Jeg havde ikke ro i mit indre. Mine følelser var i oprør. Jeg fattede ikke hvad det var der skete. Og jeg fik ikke meget ud af at være i fremmede skønne områder, fordi jeg ikke kunne nyde opholdet og turen.
Det var ok med Jesper. Den rute han havde lavet hjemmefra, fortsatte faktisk direkte mod nord fra Sedlec. Altså sadlede vi op igen. Fik liv i motorerne, medens solen sørgede for, vi ikke havde besvær med at holde varmen i mc-dresset. Jeg bad GPS'en finde Pirna ved Dresden, vendte forhjulet i den retning GPS'en foreslog, fandt laveste gear, drejede på gassen samtidig med Jesper slap sin kobling og kørte ud fra parkeringsbåsen overfor Kutna Horá.
En times tid senere ankom vi til Detenice, byen hvor du kan finde mere middelalder, eller i hvert fald middelalder stemning! I Detenice ligger Středověká krčma, et hotel indrettet, som der må have set ud, dengang mænd var mænd, og bøsser noget man skød fjendens soldater med eller brugte til at nedlægge det vildt herremændene passede på ingen andre fik del i!
Hvis du nogensinde får mulighed for at besøge stedet, ligegyldigt om det er en overnatning eller for at få noget at spise, eller måske bare kigge indenfor, må du ikke snyde dig selv for den oplevelse det er!
Forestil dig du er på restaurant, rygtet vil vide maden er særdeles god, og du forventer rigtig meget af besøget. Du sætter dig ved et ledigt bord, eller får anvist et bord. Du afgiver din bestilling og venter spændt på hvad du får, idet du ikke helt forstod hvad menukortet indeholdt. Ind kommer tjeneren, i hullet og lurvet beklædning, bærende på et stort fad, samt 2 servietter. Fadet sætter han mellem dig og din partner, servietterne smider han og rammer præcist foran hver af jer. Du kigger, og tænker, nå, så kommer der nok en tallerken og noget bestik i næste ombæring? Men nej. Tjeneren kommer ikke med bestik og tallerken. I skal spise af samme fad. I skal bruge fingrene til at putte maden i munden, efter I har pillet benene med det herlige møre og skønt duftende kød.
Når maden står på bordet, er det bare med at komme i gang med at skubbe maden ind i munden, uden at bruge de sædvanlige værktøjer. Velbekom! Det er sjovt at prøve noget så uartigt som at spise uden bestik på en restaurant.
Ja, det er så tjeneren der står i slidte bukser og venter på noget mad, han skal servere for os!
Stemningen i restauranten blev understreget af skøn ”middelalder” musik. Klassiske instrumenter, korsang, som sagtens kunne stamme fra munke, iblandet bægerklang og andre lyde, som fremkommer, når man sidder i en knejpe, udsmykket med alt til middelalderen hørende udstyr. Der var gabestokke og fangebure. Torturinstrumenter, gamle sko, støvler og sække med mel og kartofler. Kærrer og kander, halm på gulvet og spindelvæv overalt! Lyset kom fra små vinduer og stearinlys. Hist og pist, gemt bag bjælker og inventar, var gemt elektrisk illumination i form af farvet lys, som understregede den tætte og intime stemning, der herskede, til trods for solen skinnede fra en himmel uden skyer udenfor.
Godt mætte og veltilpasse betalte Jesper regningen, inden vi atter kravlede op på vore ”heste” og fortsatte turen mod Pirna.
Undervejs vinkede til glade børn og andre med barnlige sjæle, som havde lyst til at vinke til os. Mine tanker kredse nu så meget om "rodet der hjemme" så jeg nogen gange havde lidt svært ved at holde fokus på kørslen. Èn gang holdt jeg i et højrespor og blinkede til venstre. Jesper kom op på siden af mig og gjorde mig opmærksom på, at jeg blinkede i den rigtige retning, men holdt i det forkerte spor! Underlig opførsel – af mig, altså! Godt Jesper kom op og gjorde mig opmærksom på fejltagelsen. Der var en kilometerlang kø i det højrespor, og ingen biler overhovedet i det venstre!
Det var ved at blive aften inden vi var fremme ved Pirna. Vi havde igen fulgt Elben over en strækning. Jeg er sikker på der var smukt, men jeg husker ikke meget fra turen. Mine tanker var i Danmark. Fremme ved den gade, hvor Jesper skulle dreje fra til venstre, for at komme frem til samme hotel vi havde boet på sidst vi var i Pirna, blinkede jeg ind til siden, trykkede bremsen ind. Da cyklen standsede, slog jeg sidestøtten ud og standsede motoren. Jesper kørte forbi mig og holdt lidt længere fremme i gaden. Vi skulle tage afsked.
Jesper ønskede mig en go tur hjem og, sagde han, ønskede mig held og lykke med at udrede trådene,, når jeg kom hjem. Jeg ønskede ham en go nat (Jesper ville overnatte i Pirna) og håbede han ville få en både god og tør tur hjem dagen efter. Jeg fik også sagt "tak for et fantastisk selskab og en aldeles vidunderfuld udflugt", hvorefter vi favnede hinanden i en ordentlig mandfolkekrammer. Da der ikke var mere at sige, satte Jesper sig op på sin Adventur udgave af GS’eren, startede motoren, svingede ud på gaden og forsvandt for mine øjne, ude hvor vejen drejede til højre.
Klokken var omkring 1900. Jeg var alene i Pirna. Fik en underlig, lidt vemodig fornemmelse i kroppen.
Maven snurrede usundt på grund af uvisheden om hvad der ventede hjemme! Da Jesper var forsvundet , bad jeg min Garmin om at finde hjem. Hurtigste rute. Uden at ænse hvilken rute den foreslog, kørte jeg ud af Pirna, gennem Dresden og fortsatte ad de veje min Zumo 590LM foreslog. På et tidspunkt undrede jeg mig over retningen! Standsede og kiggede på den foreslåede rute! Jamen, nej, jeg var bestemt ikke enig med GPS’en. Jeg ville over Berlin, men GPSen ville over Hannover!
I arrigskab bad jeg den "gå til de evige Landeveje" og blive der! Jeg foretog en ændring af ruten, hvorefter Garmin' fortalte jeg sparede en times tid i forhold til dens forslag! Godt man kan tænke lidt selv, og kender nogle af vejene, også i Tyskerlandet, hvor jeg har kørt en del rundt.
Natten kom krybende, som så ofte før. Jeg har ikke problemer med at se i mørke. Desuden er der fint lys på BMW'en og de tågelygter jeg har monteret, giver ekstra effekt i nærområdet. Altså fortsatte jeg i mørket. Allerede inden jeg sagde farvel til Jesper, havde jeg besluttet at køre til jeg var træt. Når det punkt kom, ville jeg standse og sove lidt, for så at køre videre efter lidt søvn.
Klokken nærmede sig 2300. Jeg var ude på landet. Et eller andet sted sydvest for Berlin. Øjnene ville ikke som jeg. Hjernen var - næsten - holdt op med at fungere. Tiden var kommet til jeg skulle have lidt søvn. Jeg aner ikke hvor jeg var, men jeg søgte væk fra vejen. Fandt en markvej og kørte et stykke ned ad den. Kom dermed tæt på nogle vindmøller, men det måtte være et godt tegn, tænkte jeg. I hvert fald var der et motiv, jeg lige skulle have med hjem. Frem med kameraet. Stjerner var der ikke, men vindmøllerne kunne anes mod himlen, og deres røde blinkende lygter ville lyse ekstra op på et foto.
Topboksen blev brugt som stativ, så billedet ikke blev rystet. 2½ sek er længe at holde et kamera stille, så jeg var nødt til at brug fast støtte.
Lige så snart billedet var i hus, pakkede jeg mit tarp ud. Slog det hen over motorcyklen. Fik det gjort nogenlunde fast. Bukkede den løse ende rundt så der blev dannet et hulrum, som jeg derefter krøb ind i. Lagde mig med alt tøjet på. Brugte handskerne som hovedpude, og sov godt i et par timer.
Vindmøllerne må have kunnet mærke jeg var træt. Den mølle der stod nærmest standsede sine vinger, da jeg lagde hovedet på handskerne. Der blev vidunderligt stille under den mørke himmel, hvor et massivt skydække forsøgte at hindre månen i at lyse kornmarken op.
Efter et par timers go søvn, vågnede jeg og følte jeg var frisk igen.
Helt frisk var jeg ikke. Men jeg var frisk nok til at køre videre på de mindre landeveje. Jeg undgik motorvej. Det var for søvndyssende. Efterhånden som lyset vendte tilbage, blev det nemmere og nemmere at holde øjnene åbne. Endnu inden solen steg op ude i øst, søgte jeg atter tilbage på motorvejen, og kom igen pænt hurtigt nærmere hjemmet. Tankstationerne ligger - som alle ved - i direkte forbindelse til, og med passende jævne mellemrum, på disse tyske beton stier.
Omkring Kiel, var jeg igen træt. Stoppede på en rasteplads uden servicebygninger. Fandt et skyggefuldt sted under et træ. Lagde mig endnu en gang, denne gang dog uden at pakke tarp'en ud. Solen strålede varmende ud over landet. Der var ikke meget trafik på rastepladsen, og jeg var overbevist om, jeg kunne ligge og døse på bænken under træet, uden fare for at blive udsat for overgreb.
Inden jeg startede op igen, drak jeg en kop kaffe, kiggede lidt i et motorcykelblad jeg havde købt et sted jeg tankede benzin. I bladet var en artikel om touring i Irland, Skotland og England, hvilket var grunden til jeg købte bladet. De Britiske Øer er nemlig tænkt som målet for næste tur, som jeg håber fru Nielsen og jeg skal køre senere på året.
Frisk og med pæn hastighed fortsatte jeg på motorvejen, til jeg nåede op til Padborg, hvor jeg kørte ind på rute 179. Jeg var så træt af motorveje, at jeg valgte den almindelige landevej, som fører forbi bl.a. Bolderslev, Toftlund og Ribe.
Selv om herren på den blå K100 ikke kunne se det, smilede jeg bredt til ham og vinkede naturligvis højt tilbage. Dejligt at blive budt velkommen hjem på den måde. Skønt at være i Danmark igen, selv om problemerne lurede på mig (hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke var klar over) og selv om jeg kom fra noget af det smukkeste natur jeg til dato har set.
Turen med Jesper rundt på Balkan havde været et helt igennem vellykket eventyr. En udflugt jeg tænker tilbage på med stor glæde. At jeg også har fået endnu en ven, jeg ikke vidste jeg havde, gør oplevelsen endnu bedre. Tak for et rigtig godt selskab som min RejseBuddy, Jesper. Jeg er altid klar, hvis du vifter med en tur *s* og gerne vil have selskab.
Også tak til dig, kære læser, fordi du holdt ud. Jeg håber du har nydt "turen", lige så meget som Jesper og jeg gjorde.
P.s. Afslutningen på "Balladen på hjemmefronten" blev at fru Nielsen og jeg valgte at flytte. Vi var meget meget glade for at bo i Skødstrup! Og selv om vi mente, vi havde skabt noget unikt og godt sted derude, var det ikke der vi skulle blive gamle sammen!
Heldigvis har vi fundet et andet sted hvor vi "kan og må" lege al det vi gerne vil, og nu ser vi frem mod at byde alle vore venner velkommen det nye sted, når vi har fået genetableret vores "drøm". Stay tuned og få det første sidst.......... eller noget *s*