TET på Sønderjysk

På en ganske almindelig lørdag midt i marts, tittede solen endelig frem

Endelig dukkede solen op. Lige sådan som vi havde ønsket det. Lørdagens udflugt var planlagt, sat i kalenderen med rød kuglepen, og glæden ved at kigge ud af shelteren og se der ikke var de, for vinteren så sædvanlige mørke skyer indeholdende masser af regn, var forsvundet ud i horisonten. 

   Planen for lørdagen var at vi, Steen D fra Esbjerg, Thorkild V fra Skjern og undertegnede fra Varde, skulle køre et stykke at den danske TET-rute. Undervejs var opgaven at kontrollere alt var som det skulle være. Det vil sige, at den del af ruten vi havde logget os på, kunne køres: 1) lovligt, 2) uden særskilt svære sektioner samt 3) om der var seværdigheder, som skulle nævnes, således andre der kom efter os, kunne få en god oplevelse af egnen. Ruten vi skulle køre startede ved Marsktårnet, umiddelbart vest for Skærbæk

Thorkild ankom til vores lille camp, MiniPrimiCamp.dk fredag sidst på eftermiddagen. Han havde pakket sin CRF knoldhopper med sovepose og liggeunderlag. Vi havde besluttet at starte fra vores matrikel, og sammen køre til Esbjerg, hvor Steen ville være klar med morgenmaden. Selvom det lød næsten for godt til at være sandt, skete alt som planlagt. Vi tre har været på tur før. Bl.a. gennemførte vi Julemandsturen fra Rønde på Djursland kort før jul sammen. Se reportagen "JuleKøreTur på Djursland" her. Derfor var der ingen "is" der skulle brydes. Vi var så klar til en god dag sammen, at morgenmaden hurtigt gled ned.

   Medens Thorkild hjalp med at dække bord, og jeg snusede rundt i stuens hjørner, for at se de mange spændende effekter Steen omgiver sig med i sin dagligdag, kom dagens første overraskelse. Steen tog en bakke æg ud af køleskabet. Forinden havde han spurgt om vi kunne spise blød kogte æg. Jo tak, det mente vi nok vi kunne. Så Steen gjorde klar til at koge æg til os. Han tog hvert æg, 6 stk. ialt, to til hver, og vejede æggene på en lille køkkenvægt. Når vægten havde afsløret hvor meget ægget vejede, blev vægten registreret på Steens mobil. Efter at have vejet alle 6 æg, regnede en app på mobilen ud, hvor længe æggene skulle have for at være blødkogte! Appen sagde 6,03 minutter, og den tid fik æggene så i kogende vand. De smagte rigtig godt, og var absolut flot blødkogte! Tak for morgenmad inklusiv perfekt kogte æg!

Så var det tid at køre mod syd.

Steen var vores stifinder, og altså den der ledte os på vejen mod målet, Marsktårnet ved Skærbæk. Jeg havde misforstået startpunktet, og troede vi skulle starte et sted ved Mandø ebbevej. Derfor undrede jeg mig meget, da Steen fortsatte sydpå, uden så meget som at kigge mod vest, hvor Mandø ligger i forhold til de veje vi fulgte på vores vej mod syden! 

    Selvfølgelig havde Steen fundet alternativ rute til 11'eren, som faktisk bare er jævn kedelig. Han svang ind omkring Sneum sluse, forbi Vilslev og mange andre landsbyer, så vi ligesom fik sving, vejr og især vind ind under huden, inden vi skulle ballancere på TET rutens rustne overfalde.

For de som ikke kender betegnelsen 'baglandet', kan jeg oplyse at det i store træk er marsklandet der ligger mellem diget ude var Vadehavet og hovedvej 11, også kaldet primær rute 11, som kort fortalt smyger sig tæt på havet, hele vejen fra Tønder til Ålborg. Ved at følge rute 11, kommer man gennem / tæt på følgende større byer: Tønder - Ribe - Bramming - Varde - Skjern - Holstebro - Struer - Thisted - Fjerritslev - Aabybro - Løkken - Hjørring - Frederikshavn. Baglandet ved Vadehavet er overstrøet med grusede, forholdsvis jævne mark- og landeveje, hvor det er fuldt lovligt at køre. Vejene er fint vedligeholdte. Man kan give den go gas. Oversigtsforholdene er gode, fordi landet er fladt som en pandekage, og træer, eller det der normalt betegnes som træer, for det meste kun er store buske, som læner sig kraftigt mod øst.

Vi havde kørt en times tid, siden afgangen fra Esbjerg. Inde i mit hoved summede motorlyden omkap med vindens forsøg på at presse mig ud i rabatten. Vestenvinden var stærk allerede fra morgenstunden. Vinden var kold. Men inden i den store skov lige nord for Skærbæk, gjorde Steen holdt på Brøns Møllevej. Han hev en termokande og tre kopper frem. Der var varm kaffe til tre Knægte på tur.

   Brøns Møllevej er en bred grusbelagt skovvej, med kun et reelt sving. Vi kunne se rigtig langt frem, og jeg skal ikke afvise at motorcyklerne fik lov at danse lidt mellem skovens mange træer.

   Efter den flade godt tilkørte grusvej, var det en sand fornøjelse da vi kom ud på en blød markvej, hvor teknikken skulle findes frem fra gemmerne. Vejens bløde jord med opkørte spor og vådt græs, krævede opmærksomhed. Både Steen og Thorkild holdt sig på midterstykket, hvilket jeg også selv gjorde. De smalle spor efter en ladvogn lokkede, men jeg kunne sagtens modstå den fristelse.

Vi krydsede over 11'eren og fortsatte mod vest. Som det rigtigt hedder i oplæggene for at køre på TET sporene, gældende for hele Europa, skal man tage videst mulig hensyn til såvel dyr som mennesker. Kan man passere en flok heste, uden disse lægger mærke til dig og din motorcykel, er man sikker på man har kørt forsigtigt. Heste er ofte lidt sky, og meget opmærksomme på trafik. Ikke mindst hvis det er spruttende udstødninger fra hidsige encylindrede motorcykler der bryder stilheden over græsmarken. På nedenstående foto trillede vi meget stille forbi, og hestene værdighede os knap nok et blik!

Fra der hvor vi krydsede 11'eren og ud til diget var der ikke langt. Snart havde vi det grønne dige skrånende mod himlen til venstre for os. Langs diget, faktisk hele vejen fra Esbjerg og til et grænsen til Tyskland, går en vej, Bærmevejen I Danmark er den asfalteret. Vejen fungerer som redningsvej. Over flere strækninger er den åben, og man må gerne køre på vejen med biler og motorcykler. Andre sektioner er lukket, og der må man kun køre hvis man har ærinder, dvs.. hvis man er landmand eller digegreve eller på anden måde har særtilladelse. Dog må man gerne køre på cykel, og man kan, hvis man er trænet, har stor lyst og masser af energi, cykle helt til Holland på Bærmevejen.

   Vi havde ingen intentioner om at følge Bærmevejen længere end højest nødvendigt. Men kommer du derud, skal du ikke snyde dig selv for oplevelsen ved at køre op på diget. Der er flere opkørsler, hvor du gerne må køre op. Man må ikke køre på selve diget, men jeg kunne ikke modstå fristelsen, da vejen stoppede midt på diget. Da jeg skulle retur samme vej, måtte jeg ud på græsset for at vende motorcyklen!

Ude foran diget i Vadehavet ligger de tre øer, Fanø, Mandø og Rømø. For at komme ud på øerne, skal man til Fanø sejle med en færge. For at komme til Rømø kører man over en 9,2 kilometer lang dæmning, men for at komme til Mandø, skal man køre på havbunden! Ja, vejen til Manø er anlagt på selve havbunden, og kan kun passeres ved ebbe, altså lavvande. Til gengæld er der hele to veje.

"Ebbevejen" går fra fastlandet til Mandø, og blev anlagt i forbindelse med Ribe-digets bygning i 1914, er markeret med koste, der er bilkørsel forbudt. Ebbevejen må kun benyttes af traktorbusserne, der kører med passagerer, især turister, samt post, gods og skoleelever over Vadehavet til og fra Mandø.

   Den anden mulighed er Låningsvejen. Låningsvejen er hævet ca. 75 cm. over havbunden. Forskellen på på høj- og lavvande under normale forhold, er ca. 1,75 meter. Tidevandet er afhængig af månen og blæsten, og blæsten kan sagtens får højvandet til at stige extremt hurtigt, ligesom en storm nemt kan få vandet til at stige flere meter. Kørsel frarådes hvis man ikke har kendskab til tidevandets kommen og gåen. Rigtig mange er blevet overraskede over hvor hurtigt vandet kommer, og årligt må Falck hente folk der er strandet fordi de er blevet overraskede af vandet.

Jo, det ligner et hav der hvor Thorkild og Steen er standset for at Steen kunne fortælle lidt lokalhistorie Vandet dækker en snoning på den gamle del af Ribe å, som denne råkolde forårsdag var svulmet op og havde dækket et stort område med lave engarealer. Igen kom vi ud på en 'spændende' sektion, idet jorden var totalt mættet med vand, og derfor næsten extrem blød. Inden vi nåede ud på dette stykke, havde andre passeret med, tror jeg, traktor og vogn. I hvert fald havde dybe spor med synlige vandpytter, delt græsset op med render, hvor vi skulle ballancere cyklerne igennem.

Efter sådanne lidt teknisk krævende spor, bredte smilene sig i vores hjelme, medens vi fortsatte frem mod næste 'turistmål'.

   Selv sådan en blæsende dag, helt ude mod vest, møder man andre. Vi hilste smilende på de to kvinder, og de hævede hurtigt armene til en herlig retur-hilsen. Det er kæmpe hyggeligt.

TET ruten i Sønderjylland, fører også til Kammerslusen. Kammerslusen er den sluseport hvor vandet fra flere åløb forsvinder ud i Vadehavet og dermed Nordsøen. Helt ude ved slusen, har findes en klapbro af stål, hvor såvel biler som motorcykler kan køre over. 
   Er man ved Kammerslusen bør man standse op og gå en tur op på slusen. Dels kan man se hvordan slusen virker. Den åbner og lukker med vandet. Dels er der er betagende udsigt ud over vaderne og engene foran slusen, og ikke mindst, et smukt syn ind mod Ribe, hvor Domkirkens tårn er meget synligt, med de mange små fritidshuse langs åens nordlige bred, snor sig idyllisk ind i billedet.

   En anden men væsentlig del af oplevelsen i Marsklandet, er fuglelivet. Overalt ses store flokke af andefugle. De store våde enge og de mange indsøer, som er dannet hvor mennesker har fjernet den klægholdige jord, for at forstærke og ændre digerne, har gjort områderne til et sandt eldorado for trækfugle og fugleinteresserede ornitologer.

Fra Kammerslusen fortsatte ruten ind i landet. Klokken havde passeret middag, og sulten havde meldt sig ved at bide lidt i maveskindet. Under en lille pause blev vi enige om at køre ind til Kvickly i Ribe for at købe vores frokost der. Er man til gode sandwich og måske en kold sodavand, er det ikke et dårligt valg. Har man lyst til at frokosten skal serveres ved et bord med dug, findes i Ribe en hel række muligheder. Søg og du skal finde. Ribe, Danmarks ældste, flotteste og hyggeligste by tager pænt imod gæster, selv om byen i sommertiden er nærmest overrendt med turister. En gåtur i de snævre gader mellem bindingsværkshuse med smukt dekorerede porte og døre, er absolut et par timers besøg værd.

Tilbage i sædet på Knallerten, gik det ud over Fæsted enge. Endnu eng gang mødte vi en kvinde der var ude og gå i det stadig friske, men flotte forårsvejr. Igen hilste vi og hun vinkede smilende tilbage til os. At hilse på de lokale er et vigtigt pointe, idet et smil og en højt hævet venstre, kan bane vej for tillid og venlighed, som er vigtig fordi TET ruterne bliver mere og mere benyttede. Mit råd er, at huske at sænke hastigheden når man møder såvel mennesker som dyr, også dyr der går på markerne langs ruten. Hvis de lokale vænnes til at vi Off`Rødder hilser, ser de helt sikkert med mildere øjne på os, når vi smutter forbi på vores knoppede dæk.

Personligt kører jeg hellere på mark- og skovspor som billederne ovenfor viser. Der må gerne være lidt udfordringer, tekniske sektioner hvor teknikker prøves af. Vi har i den vestlige del af Syd- og Sønderjylland ingen bakker. Men vi har spor hvor teknikkerne udfordres. Og vi finder også fra tid til anden tidligere grusgrave og andre 'huller' hvor vi kan lege lidt med tyngdeloven og balanceevnerne.

   Den del af TET som vi udforskede denne lørdag, havde ikke mange højdemeter indbygget. Der var et par mindre diger, og nogle større huller i vejene, men så var det også det. Dette til trods, er sektionen fra Marsk Tårnet ved Skærbæk til Gørklint Mølle, hvor vores 'officielle rekognosceringstur' endte helt sikkert et spændende bekendtskab. Landskabet er specielt, huse og landsbyer har tydelige ligheder med byggerier syd for grænsen og tag ikke fejl, der bor rigtig mange skønne mennesker, som gladeligt byder velkommen.

På broen over Holsted å, hvor der tidligere var en vanddrevet mølle, er fra 1947, men renoveret i 2021. Ved renovering indrettede Vejen kommune en lille rasteplads med bord og bænke. Der blev etableret stryg og yngleområde for ørreder og laks. Gamle møllesten, fra dengang der var en mølle på stedet, ligger nu som monumenter ude i åens vand, og giver strømninger og skjulesteder for fiskene.

   Vores stifinder på turen Steen lavede dette foto af vores knallerter, inden vi fortsatte ad TET sporet.

Dagen var så småt brugt. Vinden var taget til i styrke. Dens bid i kinderne var synlige. Vi havde alle tre fået vores "ung pige kulør", og var ved at have fået nok for denne gang. Turen var forløbet rigtig fint. Ingen uheld eller materielle skader. Ingen punkteringer. Kort sagt, det havde været en rigtig fin tur, og i betragtning af vi havde rullet mere end 150 km, og stadig havde ca 60 km til Kvong, hvor vi havde besluttet at overnatte, blev vi efter få kilometer enige om, at kalde dagens køretur for slut. Der var stadig nogle fine grusede veje, men det meste af turen til shelterne i Kvong, blev kørt på snoede små asfalterede biveje.

Fremme ved shelteret, blev lejren hurtigt udvidet med Steens habengut. Liggeunderlag og sovepose blev fundet frem og bredt ud i BMW-shelteret. Thorkild og jeg havde jo sovet under taget fra fredag til lørdag, så vores senge var klar. 
   Der kom øl, chips og sodavand på bordet. Holdet blev udvidet med Thorkilds veninde Jane og min dejlige hustru Jeanne. Medens Thorkild og Steen skar grøntsager og bacon, sørgede jeg for hygge og bål

Steen og Thorkild (mest Steen) fik kreeret en meget fin Chili Con Carne, uden chili!! Hvordan det kan lade sig gøre, har jeg ingen anelse om, men den gryderet der kom ud af anstrengelserne, smagte rigtig godt. Der var masser af ris og rigeligt Con Carne. Øllerne var tempererede, vinen frisk og go, selskabet fantastisk og humøret var kæmpe højt. Der var intet der ikke var godt denne lørdag, og så sover man altså mægtig godt når vindens leg med de bladløse grene, er det sidste man hører inden øjnene lukker sig og søvnen omkranser krop og sjæl.
   Tak for en rigtig fin dag og skøn selskab til de to Herrer og ditto Damer for selskabet om aftenen.

Til toppen / menu