Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Det var tid at "justere hastigheden", som skiltet fortæller! Vi havde nået delmålet Balkan, hvor Slovenien, eller ihvertfald dele af landet, hører med, ifølge den defination Wickipedia fortæller. Citat: "Balkanhalvøen er en halvø i den sydøstlige del af Europa. Halvøen omfatter dele af Slovenien og Kroatien, det meste af Serbien, samt hele Montenegro, Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Makedonien, Grækenland, Bulgarien, Dobrogea (Rumænien) og den europæiske del af Tyrkiet." citat slut.
Solen skinnede. Vi havde det pragtfuldt. Motorcyklerne kørte som de skulle. Det vi manglede var..... en kop kaffe og en kiks. Det var der der råd for. Vi drejede væk fra asfalten. Kørte ganske få hundrede meter til denne plet, hvor græsset på alvdelen af marken var slået, og gav et glimrende underlag til vore bagdele, medens vi nød kaffen. Lærker og andre bevingede væsner sørgede for underholdningen, lige til vi selv tog over, ved at køre nogle runder på den stærkt bulede mark, som vi lod GS'erne kravle rundt på, inden vi svang ud på vejen igen.
Vi hilste - som det hører sig til blandt motorcyklister - på alle vi så. Vi hilste også på de som ikke kørte motorcykel, og de fleste hilste smilende igen.Turen gennem Slovenien var hurtig overstået. Vi krydsede landet, hvor afstanden mellem græserne ikke overvældende, og kom derfor ret hurtigt til Kroatien.
Endnu en grænse blev krydset uden problemer - eller ophold. Må medgive EU-medløberne at de åbne grænser gør det nemt og udramatisk at krydse gennem Europa. Både for os - og for andre, som har knap så rent mel i sidetaskerne, som vi har! Men det tanker brugte jeg ikke meget tid på dernede, for overalt hvor vi var kommet frem hidtil, blev vi mødt med smil og imødekommende hjælpsomhed.
I Kroatien vendtede nogle spændende veje på at føre os rundt i landet. Bl.a. til et mindesmærke, for nogle lokale partisaner, som var frosset ihjel på deres poster.
Inden vi kom så langt, måtte vi køre ad snoede veje med fast passende varmt og asfalt, hvor kvaliteten var helt ok. Mine tanker fór ud på YouTube, hvor svingglade amerikanske motorcyklister på det nærmeste står i kø for at rose vejstykket "Dragons Tale".
Jamen tak for kaffe, de kan da bare køre til Kroatien. Stykket mellem Malo Selo og Delnice kan til hver en tid stå mål med Dragons Tale. Det er jeg overbevist om. Ihvertfald var der kun ganske få steder vejen var trukket efter en lineal. Var der nogen lige-ud-stykker, var de max et par hundrede meter lange. Fodhvilere og sidetasker fik lidt skrabemærker, men smilet inde i hjlmene viste, at det var helt efter lærebogen!
Nu var hensigten med turen ikke at nyde skønne krøllede asfaltveje - ihvertfald ikke kun! Vi ville have grus under dækkene. Og det fik vi så sandelig også. På vejen ude til monumenterne for de frosne partisaner, var der vel 12-15 km med fint sammenkørt 4-5 gears grusveje, som pløjede sig gennemgrønne bakker og mørke skove. Nøj hvor det gik. Støvet blev hvirvlet op, og for mig som lå bagerst, var det knap så sjovt. Men jeg fik lært at holde afstand, så det aldrig blev rigtig slemt.
Videre - videre - videre. Turen kører ikke sig selv. Tilbage i sædet. Forhjulet pegede stadig mod syd.
Pladsen med de faldne partisaner måtte vige for nye oplevelser. Grusvejen fortsatte. Ikke i det uendelige, men meget langt. Dybe skove med kløfter og klipper, blev afløst af kuperet terræn, hvor bønder frister tilværelsen, ved at dyrke jorden, eller afgræsse den med deres dyr.
I en landsby fortalte Jespers rute os, det var tid at dreje fra mod venstre. Vejen, var til at starte med ganske ok. Selv om den ikke var asfalteret, var den jævn og fin, med fastkørt grus. De første kilometer lovede godt, men så var det der kom skilte frem med korte mellemrum. Skiltene mindede os om fortiden. Ikke middelalderen, men tiden lige inden årtusindeskiftet. Dengang i begyndelsen af 1990'erne. Dengang Kroatien var en del af krigen der rasede på Balkan.
Skiltene advarede mod miner! Til trods for det er 20 år siden krigen hvirvlede alt det kendte op og fra hinanden, var der endnu miner i nogle områder. For mig var det indlysende. Jeg skulle ikke forsøge at spille Karl Smart, især ikke når skiltene stod så tætte som i denne skov. Jeg var overbevist om, de mente det alvorligt!
Vejen, eller sporet som vejen havde ændret karakter til, var vi overbeviste om, var sikker at køre på. Der var så mange spor efter skovbrugsmaskiner og lastvogne, at samtlige miner ville være sprunget for længst. De få kilo vores motorcykler (med chauffører) vejede, ville ikke kunne udløse noget der gemte sig i jorden, efter de tonstunge andre køretøjer havde banet vejen! Vi fortsatte...............
Ruten frem til og videre fra de gamle stenstøtter, opstillede til ære for den gruppe partisaner der døde heltedøden i kulden virkede helt psykedelisk på mig. Sollyset flimrede og reflekterede gennem løvtaget. Støvet hvirvlede foran øjnene og lagde sig som en tynd film på visiret. Stemplernes rytmiske dunken. Underlagets ujævne overflade lod mig aldrig i tvivl om, at jeg kørte udenfor asfaltens menneskeskabte system af orden. Hvor vi kørte, herskede naturens kræfter. Når vejret var tørt, blev vejfarende grå af støvet. Og vejen blev knoldet og bulet. Når det var regn, blev køretøjer og mennesker sorte af mudder, og våde af vandet. Og vejen vanskelig og smattet.
Vores tur ud til og forbi monomenterne, grænsede til en filmisk oplevelse. Men opgaven med at filme, overlod jeg til Jesper. Han havde videokamera med, og han stod for de ”levende indslag”.
Vejens tilstand og beskaffenhed denne dag, krævede hele min opmærksomhed. Grusvejen var rigtig fin, bred og jævn da vi kørte ind på den, men ændrede undervejs karakter. Alt det fin og forholdsvis jævn forsvandt, og blev til et skov spor, som mange steder var kørt i smadder af de maskiner, skovfolkene bruger til det tunge arbejde i skoven. Næsten overalt var der tørt, men det betød at sporet var fyldt med indtørrede, dybe spor og høje knolde. Hist og pist lå stammer og større grene, som vi også skulle være opmærksomme på, idet de ikke altid (som på ovenstående billede) lå udenfor sporet!
Senere ændrede sporet igen karakter. Fra at være sammen kørt indtørret lerjord, blev overfalden nu dækket af håndboldstore sten i mange former - undtagen flade let forcerbare! Alt på sporet var pakket godt sammen af hårdt sammenkørt tørt ler, som var krydret med klippestykker med skarpe kanter! Mine Heidenau Scout klarede dog også denne opgave med bravur. K60 er et fantastisk godt dæk til mine eventyr.
Da det blev tid at kigge efter natlogi, åbenbarede der sig pludselig en mulighed for at bo på "7 stjernet" hotel. Lige hvad vi havde brug for. Og jo, de havde et værelse, og jo, de ville gerne leje ud til os. Og jo, vi kunne spise i restauranten. Og selvfølgelig var maden god. Værelset kostede 25 € for 2 personer, og maden, en gang "Mixed Grill" (som blev Jespers foretrukne aftensmad) var forholdsvis lige så billig, men absolut god. Øllet, jo det var koldt og kostede heller ikke nogen bondegård.
Fordi vi havde lidt besvær med at finde ud af hotellets navn rigtigt, blev vi enige om at kalde det: "Hotel Pletvis Isglat"! Hotellet ligger i Plitvice! Så det mente vi måtte være et godt navn. Men spøg til side. Hotellet kan absolut anbefales. Det er billigt og rigtig godt, og fortjener helt klart de "7" stjerner, hvordan de så end kommer frem til dem *s*
Endnu en gang nærmede vi os en grænse. Denne gang til Bosnien. MenJesper havde forberedt endnu en overraskelse til mig (?) inden vi forlod Kroatien. En forladt flyveplads, hvor man havde efterladt et par flyvemaskiner. Man kunne desuden kigge ind i hangarerne, som var gravet ind i bjergsiderne. Flere af forbindelsesveje og landingsbaner var intakte og farbare. Dog tror jeg ikke de var gode nok til at fly kunne lande på dem. Men vi kunne køre rundt og danne os et indtryk af den tidligere flyveplads. Pladsen findes ved Zeljava, ikke langt fra Plitvice Jezera, Kroatien, lige på grænsen til Bosnien.
Vejen dertil var trang. Den ser ikke ud til at blive benyttet, men der bor nogle folk inde på selv det tidligere indhegnede område. Området var meget spændende og gav inspiration til mange fantasifulde billeder. Jesper var ikke helt klar over om man måtte køre ind på området. Han havde ikke kunnet finde noget omkring adgangsforhold, men da vi kom til porten, kunne vi frit passere. Og det gjorde vi så...........
Sådan helt præcist hvor lang tid vi brugte derinde, det registrerede jeg ikke. Men vi snusede rundt. Lod fantasien arbejde. Pladsen havde rigelig med detaljer til at jeg fik mange "illustrerede" forestillinger fra drengebøgerne om Flyvende Helte.
Mættet af fantasifulde billeder, hvoraf nogle ikke var for sarte sjæle, forlod vi pladsen, og kørte de få kilometer frem til en fin nyere grænsepost, hvorfra vi blev lukket ind i Bosnien Hercegovina. Igen tog det stort set ingen tid at passere toldere og grænsebetjente. Så vidt jeg husker, ville de ikke engang se vores grønne forsikringskort! Og de var selvfølgelig up to date, hvad "holdbarhedsdato" angik. (Læs om en episode ved en tidligere indkørsel til Bosnien, hvor Finn K måtte betale i dyre domme for at få lov at passere ind i landet).
Tiden fløj af sted. Og vi fløj med. Men det betød ikke vi kørte stærkt. En GS'er kan flyve ved lave hastigheder *ggg* Inden jeg trillede ud af gruset tilbage i Oksbøl, havde jeg nulstillet alle tælleværker på min Garmin 590LM'er. Vel hjemme igen, kunne jeg aflæse jeg, på intet tidspunkt, havde kørt hurtigere end 137 km/t i løbet af de 6.600 km, turen havde strakt sig over. Dermed ikke være påstået jeg / vi ikke kørte pænt til på de grusede veje, men alt i alt, kan man vist ikke påstå vi havde "travlt"?
Netop også derfor kunne vi nå at få "sjælen med". Dog vil jeg meget gerne gøre turen igen, men med lavere frekvens. Altså ville jeg mægtig gerne have endnu mere tid til at se, opleve og fordøje hvad vi så og oplevede.
Som bl.a. dette virvar udenfor et hus. Sammenhængen er for mig ikke lige umiddelbar at gennemskue! En motorcykel stadset op på en piedestal. Skilte med tilbud om mad og drikke. Alt sammen foran et ikke færdigbygget hus!!! Spændende. Men nej, vi standsede ikke.
Vi jog videre. Med Jesper i front, gik det forrygende og støvende videre.................
En kop kaffe og måske en kiks, skal der til. Ellers bliver "dagen på kontoret" uudholdelig. Undervejs på grusvejen havde nogle behjertede folk, ment det var passende at stille et par bænke med tag over op ved floden. Meget betænksomt og idyllerisk nok til at vi blev fristet over evne til at indtage vores formiddagskaffe på stedet.
Lange pauser - næ, det var kun om natten motorcyklerne fik lov at hvile i længere perioder. Om dagen drev eventyrlysten os gennem alt det nye og fremmede. Vi var ikke kørt til Balkan for at slikke sol og bruge tid på pauser, med mindre der var noget at kigge på.
Denne dag fik motorcyklerne heller ikke nogen lang pause, selv om der var flot og svalt ved floden. Ret forude, d.v.s ikke så langt fra kaffe-pause-stedet ventede Martin Brod, er et vandfald i Una National Park. Jesper havde vurderet den var et besøg værd. Altså satte vi over floden på en ældre ikke rigtig tidssvarende vedligeholdt bro, for at komme frem til området, hvor floden Una falder godt 50 meter ned mellem klipperne.
Vi fik en helt speciel oplevelse, idet vi kom "fra den forkerte side". Vi kørte gennem en landsbygade som slyngede sig mellem klipperne, for at komme frem til en hængebro! På modsatte side samlede en større gruppe børn sig for at bevæge sig ud på broen, hvorfra man fik et fint indtryk af vandfaldet. Ups, broen var vist ikke til kørende ekvipager! Vi parkerede cyklerne og spadserede ud på broen, hvor vi fik en snak med børnenes lærer. Han talte et fint engelsk.
Med smil og venlige bemærkninger - på dansk og engelsk - fik vi lov at passere flokken af skolebørn på udflugt til Una National Park. På den anden side af broen lå billethuset, hvor vi mødte Mar´ceta Mika. Hun solgte adgangsbeviser til udsigtsplatformen længere oppe. Også hun kunne så meget engelsk, at vi kunne tale sammen, og det endte med vi fik lov at køre over gangbroen og endda fortsætte op til platformen ved vandfaldet på motorcyklerne.
Jesper lavede en video fra turen på grusvejen frem mod Martin Brod. Den giver et fint indtryk af denne del af vores rejse. Jeg ved ike om det er Jespers tænder der klaprer af frygt for hvad der gemmer sig bag næste hæk........ men slem, det var vejen op til det fine vandfald bestemt ikke!
Snart efter kom vi ud på en større slette. Nøj for et landskab. Og hvilken tiltrækningskraft. De bølgende græsser på de mange bakker der tilsyneladende var uendeligt mange af, sugede så hårdt på os, at vi bare måtte "køre tvær marker", som det hedder på jysk! Altså, væk fra den støvede grusvej, og ind på det kæmpe tæppe broderet i grønt med røde, gule og hvide nister, farvet af blomster, klipper, sten og de bebyggelser, der fandtes rundt omkring. Et fantastisk nuanceret orgie!
Forinden måtte vi passere en hest, med et meget langt tøjr. Om hesten havde revet sig løs, eller den blot var lidt svær at fange (måske fordi den var ung?) det lader jeg stå hen i det uvisse.
Når jeg husker tilbage på turen, tænker jeg, det nok ville være muligt at passere gennem flere af landede på Balkan, kun på grus. Eller ihvertfald vil man kunne køre rigtig mange kilometer, udelukkende på ikke-asfalterede veje. Måske værd at forsøge at lave sådan en tur engang i fremtiden?
Bosnien består også af brede asfalterede veje. Nedenfor er vi kommet ud på sådan en stribe, undervejs mod Mostar, som vi havde besluttet os for, skulle være vores næste længere top. "For enden af den brede vej" lå en flyvebase. Da var det vi kom i tanker om, at den brede vej nok fra tid til anden blev brugt som start- og landingsbane! Det er vores gæt, men vi fik ikke verificeret om det nu også passede.
Der var stadig et stykke vej til Mostar da sulten begyndte at nage lidt inde bag bæltet. Maveuret havde slået frokost. Heldigvis var der ikke lange mellem byerne netop der hvor vi var, hvorfor vi hurtigt kunne få slukket såvel tørst som sulten.
Omgivet af en flok lokale, rimelig højrystede mænd, spiste vi et par pølser med tørt brød, tomater og ketchup. Ikke lige det bedste måltid jeg nogensinde har spist, men lidt mætte blev vi da!
"To sten i lommen, er bedre end én frisbee i øjet"??? Jeg ved ikke hvad det betyder, men spørg Jesper. Det er hans udtalelse.
Derimod kan jeg fortælle hvad "En ko på vejen" betyder! Nemlig, kør langsomt. Køer, får, geder og hvad vi ellers har mødt på vejene, kan være uransagelige i deres valg at flugtretning! Nu er du advaret.
Ved et mindre holdt, blev det igen tid til at lege lidt udenfor vejens trygge rammer. VI standsede et sted hvor lav vegetation dækkede for udsigten til nogle sjove områder, hvor klipper havde delt landskabet i parceller i forskellige niveauer. Måske med hjælp af menneskehænder, men den side af frembringelsen af et inspirerende ikke sporlagt område, tiltalte vores off road gen. Det var tid til at lege lidt igen.
Jeg har været lidt inde på vejenes beskaffenhed og udseende. Som altid når man kører hvor man ikke er kendt, skal man tage sig i agt for huller. Uanset om man kører på asfalt eller grusvej. Huller kan være irriterende men også særdeles farlige. Nogen gange er huller dybe. De kan have skarpe kanter, eller være fyldt med blandinger af uønskede materialer, som jeg har oplevet kan forårsage stop på grund af pludselig luftmangel i dækket. Eller ødelægge fælge! Så pas på derude på vejene. Huller kan være en grim og uhyggelig oplevelse.
Medens Mostar nærmede sig kilometer for kilometer, glædede jeg mig mere og mere til at gense byen, broen og hilse på i "Villa Anri". "Villa Anri" var det hotel jeg boede på tilbage i 2011, da jeg første gang besøgte Mostar. Nu ville vi køre forbi og se om vi kunne få et værelse der. Og naturligvis meget gerne samme 3.dje sals værelse, med udgang til tagterrassen, hvorfra der er frit udsyn til den gamle bro over floden Neretva, som blev totalt jævnet og skudt i sænk under Balkan krigen tilbage i 1990'erne. Jeg håbede vi kunne bo på Villa Anri, for jeg havde pralet af udsigten!