BAT 2022 i smukkeste vejr

Som altid når vi afholder BAT Træf, var vejret godt

Faktisk var vejret lige efter bogen. Hverken for varmt eller koldt. Vi fik et par mindre regnbyger, således at støvet ikke generede alt for meget. Aftnerne var lyse og lune; alle kunne nyde livets ulidelige lethed omkring bålfadene med øl i hånden og smil om munden. I det hele taget var der, som altid, et fantastisk godt humør. En hjertelig varm stemning. Og et mindre hav af glade gæster, som hyggede sig i hinandens selskab.

Som værter og ansvarshavende er det intet mindre end fantastisk at opleve den hjælpsomhed gæsterne udtrykker i form af ekstra hænder til opstilling af de mange forskellige ting, der skaber rammerne omkring træffet, samt i forbindelse med de mange gøremål, som der nu engang er i løbet af sådan et træf. Og selv om teltrejsningen i år foregik på selveste Sct. Hans aftens dag, troppede de sædvanlige op for at give en hånd med.
   Jeanne har fået uvurderlig hjælp i køkkenet, og jeg har et hold 'drenge' der maser, løfter og bærer såvel den tunge teltdug, når den skal på plads på stellet, som holdet forinden har samlet, fordeler skraldespande på pladsen, eller tømmer kasser og spande med tomme flasker og dåser. Der blev svedt over gryderne i kkkenet, og i haven over arbejdet med teltet. Men ingen sure miner eller negative udmeldelser. Selv ikke når sveden drev ned i øjenene, og der var brug for endnu et hårdt nap, gav de trofaste hjælpere op.
   Da vi sent om eftermiddagen torsdag - inden det rigtig gik løs om fredagen, endelig mente at nu var det tid at holde fyraften, havde Jeanne og køkkenholdet fyldt en stor gryde med lækkert mad. Alle hjælpere blev tilbudt at spise med, og aftenen udviklede sig til det vi havde håbet på: hyggeligt samvær omkring bålet.
   Kæmpe tak til jer alle. Nu var vi igang igen.

P.s. på nedenstående foto fra torsdag aften, mangler flere af de frivillige.

Fredag startede med solen stod op i øst, lige så rund og varm som vi kunne ønske. I løbet af formiddagen gik jeg og rodede med at få de småting der gør pladsen til den træfplads, vi ønsker at tilbyde vore gæster. Samtidig med jeg rodede med mit, dukkede gæsterne op. I hast blev det tykke motorcykeldress hevet af kroppen, for derefter at startede på at bygge hver sin lejr op. Fuglene sang, som havde jeg betalt dem for det. Gæsterne smilede og var spændte på weekenden, og alt åndede af idyl.

For mig at se var der ingen grund til bekymring. Men det skulle ændre sig. Ind fra syd trængte et mørkt skyhav hurtigt frem mod os. I løbet af ganske kort tid, var der ingen tvivl om, at vi ville blive ramt af et regnskyl, måske torden? Heldigvis var bygen hurtigt overstået.

Foto: Bente Å, som fangede regnen på fineste vis.

Heldigvis varede regnen kun ganske kort. Der kom flere og flere gæster, og pladsen summede af liv og gensyns glæde, når de nyankomne så gamle bekendte. Fra hele Danmark og en enkelt fra Norge, kom glade træfdeltagere. 

Henad klokken 18.30 havde køkkenholdet lykkedes med at få tændt op i nogle brikettet under et par grillriste. Snart sneg duften af friskgrillede pølser, produceret af kød fra limousine kvæg, sig ind i næsen og øgede den fornemmelse af sult, som Jeannes hjemmelavede kartoffelsalat sammen med pølserne, snart skulle bekæmpe.

  I ly under træernes grønne blade, var der heftig aktivitet. Som efter et fælles regelsæt, ville de fleste have deres natteleje klargjort, telt eller hængekøje, inden man søgte op i festteltet. Også de, som havde reserveret plads i shelterne, havde travlt med at pumpe luft i madrasser og brede dyner og hovedpuder ud.

   Fællesspisning i det store festtelt er en fast tradition. På menuen er de frisk slagtede ko-pøler fra Frøstrup Limousine Gårdbutik. Iøvrigt den samme menu hvert år, siden jeg opdagede hvor gode de pølser er. Undervejs i aftensmaden, snakkes, grines og prøves der kræfter! Eller, faktisk fik jeg ikke fat på hvorfor Ann og Allan sad og viste hinanden overarmsmuskler, men sjovt så det ud på asftand.

En af de 'opgaver' jeg har tildelt mig selv), er at lave billeder til den reportage, jeg altid laver efter træffet. Småsmilende og snakkende, 'lusker' jeg rundt på pladsen, og finder mine motiver, laver stemningsbilleder. Herunder har jeg fanget Flemming, i et tænksomt øjeblik. Men det er jo oss sin sag at deltage for første gang på BAT.

Som ovenfor nævnt er der en første gang for alt. Også for hvilket år vi havde en Harley Davidson chauffør med på træffet. Året blev 2022, modellen var HD Pan America Adventure modellen, og chaufføren var Anders Tuk. Mit indtryk var at Anders, kom, så og overbeviste os alle om, at en Harley D Pan America er en brugsmaskine, på linje med alle de andre store tunge enduromaskiner. Den amerikanske motorcykel industri var også repræsenteret af en flot Indian. Samt masser af Japanske, tyske og et par Italienere.

Stemningen er høj, når maverne er mætte af Jeannes kæmpe gode kartoffelsalat, limosine pølser og et par øller eller måske lidt rosé. Omkring bålet i gryden, 'kommer der hurtigt en herlig stemning af vennesnak, grin og af og til også fællessang.

Nogen skal rundt og sparke dæk, og se hvilke motorcykler folk er ankommet på. Ole og Bente kom på et par store GoldWings, hver med sin 'kæmpe kuffert' i form af en 'camplet' og trailer til habenguttet.

'Mørket kommer listende, og sådan en dunhammeraften får man stort håb', fortæller Steppeulvene i deres sang Dunhammeraften. Sådan føltes det også denne fredag aften. Mørket kom listende. Gæsterne hyggede sig omkring bålfadene. Leg, fnis og skønt samvær var koden under den dunkle sommerhimmel.

Lørdag

Dagen hvor det meste sker. Dagen alle er spændt på. Dagen hvor mange af vores forberedelser skal stå deres prøve. Fungerer morgenmaden, hvor der også skal smøres madpakker til fællesturene? Er der mad nok? Er 'personalet' (alle de frivillige :-) ) hurtige nok og får fyldt kogende vand på termokanderne? Finder de al pålægget, den populære flæskesteg med rødkålen, hamburgerryggen, osten og alle de andre ting?

   Aktiviteten er der hektisk på terassen - som i år var uden tag, fordi bjælkerne der bar det gamle tag, var rådnet op! Var der aktivitet ude, var der endnu mere hektisk i køkkenet. De friskbagte brød fra bageren i Nr. Nebel, bliver høvlet til i passende tykkelser. Sølvfadene nærmeste svæver gennem luften. Tømte den ene vej, og de med friske forsyninger den anden. Set fra hvor jeg var, så situationen ud til at der var fuld kontrol over alle detaljer. 

Solen bagte fra morgenstunden. Ihvertfald efter den havde tilladt en lille byge at flyve hen over pladsen, for ligesom at 'binde støvet'. Rundt omkring samledes folk i små og større grupper for at diskutere, hvordan dagens fællesture mon ville forløbe? Der blev udvekslet erfaringer fra sidste år, og årene før den. Der var flere som lige skulle justere lidt på motorcyklen.
   De nye deltagere spurgte ind til detaljer! Kan jeg - og min motorcykel med disse dæk, mon klare udfordringerne på off road turen? Ok, hvis du tror og mener de kan, så gør jeg det. Går det ikke, kan jeg jo altid køre tilbage til lejren.
   Nå ja, så skal de sidste jo oss lige ankomme til pladsen. Deriblandt Ole, stifinder og turansvarlig for off road udfordringerne. Og man bliver hjerteligt modtaget, med åbne arme, i bogstaveligste forstand.

Overalt hersker der en hektisk stemning. Lidt opkørt er man vel altid. Lige om ganske snart, starter de fire fællesture, for at køre hver sin rute, i hver sit tempo, og med hver sin stifinder. Inden afgang er der introduktion til turen. Bl.a. om hvordan man kører i kortegen. Hvor der standses, hvordan alle skal hjælpe de andre og sørge for at alle kommer med og får en go tur. Endelig får deltagerne besked om at ingen ture må kopieres. Især off road turene er særligt ømtålelige med hensyn til at blive kopieret og kørt.
   Som en del af forberedelserne har Ole og jeg på forhånd indhentet særlig tilladelse til at køre på mark- og skovveje samt andre sjove steder. Det er engangs tilladelser, og mange steder får vil lov til at køre, hvor landmænd og skovejere normalt ikke ønsker at se aftryk af vores knoppede dæk. Derfor er det meget vigtigt at ruterne bliver gemt af andre end os.

Mon ikke der er flere som gerne vil vide hvad Christina SunShine er ved at forklare længden på? Flemming kigger betænkeligt, synes jeg!!!
Skidt pyt, bare John forstod og fik hjulpet Mis SunShine!

   Nogen har en stor fod, men selv de behøver hjælp indimellem, når terrænnet skråner og er glat 's'

   Snart var den smalle Åstedvej fyldt med motorcykler og forventningsfulde chauffører. Den stemning der hersker, er så tyk af forventninger at man næsten skal skære sig igennem.

Stifinder på off road fællestur for uøvede/Rookies er mig. Fører på turen for de øvede, er Ole. 

   Nedenfor følger indtryk fra turen for "Rokies - let øvede/begyndere". Selv om min gruppe "kørte udenom de vanskeligste sektioner", var der selvfølgelig steder hvor der var udfordringer. Ifølge min opfattelse, må der gerne være steder, hvor der kræves lidt mere, hvor der er teknisk lidt vanskelige passager. Sådanne passager udvikler og giver - forhånbentlig - lyst til mere.

   På ruten for de ikke-øvede var der masser af ganske almidelige grusveje. Dybden af gruset varierede, men det meste var fint og godt kørt til. Her blev hastigheden sat op. Andre steder på ruten var der løst sand. Det er noget mange bestemt ikke bryder sig om, men, som allerede nævnt, der skal være udfordringer, ellers kommer man aldrig videre, og alle kom fint igennem det sandede spor.
   Enkelte steder var vi ude i blødt jord. Bl.a. et sted hvor vi havde fået lov at køre på sprøjte spor gennem en majsmark. Der var skovstier, med dyb skygge og kort sigtbarhed, fordi vejen snoede sig gennem de høje stammer med såvel løv som nåle på grenene.

De få steder jeg havde jeg indlagt små sløjfer, hvor mit hold kunne blive ekstra udfordret, gik rigtig fint. Efter turen, var det herligt at høre, når deltagerne påstod at "det netop var sådanne udfordringer og ruter vi tilbød, de er kommet for at køre". Så bliver man som arrangør rigtig glad indeni.

Madpakken som alle deltagerne havde smurt til sig selv ved morgenbordet, blev nydt stående på en lille skovvej, under det grønne løvs skygge, cirka halvvejs gennem ruten.

   Solen gjorde sit til at få sveden frem. Kampen med motorcyklen på de grus-, sand- og jordede veje, gjorde køreturen ekstra varm. Alle havde vand med, og der blev drukket godt, således der var noget at svede ud. 

Et sted på ruten, havde jeg lovet at gøre holdt. For flere år siden, lavede jeg en aftale med Kian's mor og far om at vi stopper hos dem, for at Kian kan se og høre de motorcyklerne. Kian er handicappet, og var de første år meget sky. Med tiden er Kian blevet meget interesseret i motorcyklerne, og han er nu så 'sej' at han var helt fremme ved en motorcykel. Det er fantastisk at se den udvikling. 

Turen slutter hvor den startede. Nemlig ved at alle samles på MiniPrimiCamp.dk. Men inden vi kom dertil, var der lidt flere kilometer at køre. Endnu en gang havde en landmand tilladt os at bruge sin markvej, som i år var lidt svær, fordi jorden var så tør. Andre år har den været våd, når vi har kørt der. Flere gange har ekvipager 'botaniseret' på stykket. Således også en enkelt i år.

Når Ole og jeg laver ruter, forsøger vi at finde nye steder at køre. År efter år bliver det vanskelige fordi det hovedsagelig er de samme områder vi kører. Der er en overordnet plan om, at vi det ene år kører syd, det næste øst og dernæst nord. Dermed er der ca 3 år mellem vi kører i de samme områder, men det kan ikke undgås at der er overlapninger. Men pyt, det må alle leve med. Og til dato har ingen klaget.
   Lidt af det nye i år var kørsel mellem skinner. Vi havde fundet et lille stykke, hvor vi kunne køre på en nedlagt jernbane, som ellers benyttes af skinnecykler, ført af turister. Bumpende på de gamle sveller, kørte vi et lille stykke, og håbede ikke vi mødte nogen skinnecykler. 

Inden lørdagens andet højdepunkt er der tid til at slappe af, nyde en kold eller to, sludre og samle appetit til at sætte tænderne i grillede gris. I år havde vi fået en ny 'kok'. Mons havde taget turen fra Fyn til Kvong, og medbragt såvel 2 grise som en stor grill. Derfor kunne vi igen nyde duften af stegt flæsk, da vi kom tilbage til vores lille camp. Det var skønt, og grisen var helt fantastisk. Alle der kom forbi grillen, fik en smagsprøve af Mons. Han var helt sikker på der var gris nok, og han havde ret. Der var rigeligt.

   Tro mod historien, havde Jeanne lavet citronfromage. Også den blev - som altid - taget rigtig godt imod, og mange fortalte de havde overspist. Men det lagde heldigvis ingen hindringer i vejen for at aftenen blev kæmpe hyggelig. Med maverne fyldt af den gode gris og fromage, steg humøret i teltet. Overalt snakkede folk sammen, på kryds og tværs af bordene. Der blev skålet højt og lavt.
   Sådan om træffet var forløbet indtil da, havde alt været fryd og gammen. Ingen skader af væsentlig karakter på hverken maskiner eller mennesker. Der var alt mulig grund til at slå ud med armene og sige "Tak til alle, men først og fremmest til de mange, som er frivillige hjælpere på træffet." Ingen nævnt, ingen glemt, og det vil jeg holde mig til her. 

Marianne S, som har deltaget på samlige BAT Træf, mente Mons og hans kokkekunst, burde roses til skyerne. Hele forsamlignen var enige, og Mons blev kaldt frem og hyldet, for den fabelagtigt gode grillede grissebasse han havde kreeret til os.
Lidt i senere i sin tale, hev Marianne også min dejlige hustru og mig op for at alle kunne se os sammen! Tak for talen, Marianne.

Den gode mad, hjulpet af øl og vin, gav hurtigt en livlig stemning, som for nogens vedkommende, fortsatte til næste morgen. Michael S sørgede igen denne lørdag for at få tændt op i bålene, og snart var alle forsamlede omkring de store bålfade. Der blev snakket, grinet og fortalt historer ad libitum. Og selvfølgelig skulle der, inden mørket havde overtaget, laves 'jordbrændere'. Igen i år var det Per B som 'viste hvordan man graver sin motorcykel ned i vores græs'. Snart fulgte flere, som også ønskede at demonstrere deres ever udi at finde muldvarpe!

Søndag

Alle pakker, eller ihvertfald de fleste pakker deres lejr sammen, enten for at køre hjem, eller for at fortsætte turen. Forbrug gøres op, og afregnes. Pladsen bliver langsomt tømt for telte, motorcykler og gæster. Det er lidt sørgeligt, men det er sådan det skal være. Et par dages fest og herligt samvær er slut. Der vinkes, gives klem til alle der vil have og aftaler for fremtiden bekræftes med heftig nikken, fulgt op af endnu flere klem.

Endnu en gang kunne Jeanne og jeg sætte os søndag aften, kigge på den næsten ryddede plads, og på hinanden og i kor sige: Det var endnu et godt BikeAdvenTurist Træf på vores MiniPrimiCamp.dk.

Kæmpe tak til alle vores skønne gæster og hjælpere.
Vi er kæmpe glade for jeres måde at være på, og vi glæder os til næste år, hvor vi i weekenden fredag 30. juni til søndag 2. juli igen indbyder til BAT Træf.

Til toppen / menu