Æd mit støv i Namibia

På turen fra Windhook til Swakopmund var der masser af støv at æde.
Rute C28 er ca. 325 km - heraf er de ca 290 km støvet, ikke asfalteret grusvej gennem savanna, bjerge og ørken.

Kapitel 1     Kapittel 2     Kapitel 3

Når solen skinner gennem huller i skyerne, opstår de skønneste "spotlys". I Namibia så jeg disse spot gennem den uklare rude i flyet, som bragte os fra Arusha til Windhook, da vi kort før landingen, fik besked omat spænde sikkerhedsbælterne. I Danmark standser jeg ofte op og kigger intenst på de stærke spot fra den samme sol, når den laver sådanne kraftige stråler og gør mig glad for vort dejlige Danmark.

Hosea Kutako International Airport er den vigtigste internationale lufthavn i Namibia. Lufthavnen betjener hovedstaden Windhoek og err ligger et godt stykke øst for byen, 45 km. Det er Namibias største lufthavn med internationale forbindelser.

   Varmen havde samme intensitet og styrke som i Arusha, men det føltes som var luftfugtiheden lidt mindre. Ved min side havde jeg følgeskab af Thorkild. Stefan, ejer og udbyder af rejser under navnet MCsafari.dk blev nægtet adgang til flyet! Der var ikke direkte fly fra Arusha til Windhook, og det fly vi havde booket, skulle mellemlande i Johannesburg, Sydafrika. Men selv om vi kun skulle være i transit, ville SA ikke tillade Stefan, fordi hans nødpas kun gjalt 30 dage. SA ville ikke risikere Stefan blev i landet syd for ækvator :-)

Altså var det kun Thorkild og undertegnede der steg ud af flyet, sammen med de mange andre der havde booket billet til Namibia. Ærgerligt, men sådan var det. Selvfølgelig kunne vi sagtens klare os selv, men det var Stefan der havde lavet aftaler for opholdet og turen i Namiabia, og selvfølgelig savnede vi hans selskab.

Igen, som i Zanzibar var vi fløkjet til Windhook med det formål at finde nye egnede ruter, ophold og lokaliteter som var egnede til at Stefan kunne lave rejser til landet. I stedet for at drage ud og kigge på de emner Stefan på forhånd havde lagt planer for, improviserede Thorkild og jeg, hjulpet af Stefan som stadig var i Arusha. Han måtte endnu en gang til den danske ambasade for at få et nyt pas. Denne gang med mere end et halvt års gyldighed.

Første indtryk af Namibia var kæmpe godt. En kvindelig tolder, smilende med skønne mørke øjne, røde læber og stramtsiddende uniform, spurgte hvor vi kom fra. Jeg fortalte vi var fra Danmark, og havde kørt rundt i Tanzania et par ugers tid. De mørke øjne kiggede på mig, medens hendes røde læber bøjede sig i smilende folder, alt medens hun sagde: I skulle da være kommet direkte til Namibia. Vi har så meget at byde turister på, og vil rigtig gerne have besøg.

Den smilende tolder havde ret. Namibia tog mit hjerte, og jeg håber inderligt jeg finder mulighed for at komme tilbage til det skønne land. 
   Thorkild og jeg fandt et godt hotel. Også hotellet levede totalt op til de forventninger, tolderens ord havde plantet i os.

På anden dagen fandt vi ud til Namibia Motorcycles og forretningens dejlige ejere, Sara og Chris Bennett. Vi fik en flot, hjertelig og varm modtagelse. De havde ventet os alle tre. Stefan havde lavet aftaler om leje af Royal Enfield motorcykler. I stedet for at være tre, var vi to som lejede hver vores Himalayan modeller. Herlige motorcykler, mage til dem vi havde kørt på rundt om Kilimanjaro. Og jeg var igen heldig at kunne vælge én med rød tank!

   Papirer blev ordnet, betaling overført, og vi var så klar til at køre en tur. Motorcyklerne var udstyret med sidetasker. Den nødvendige bagage blev pakket på cyklerne, og snart var vi klar til at køre en tur, som foreslået af Chris. Ingen af os havde lyst til at sidde på værelserne og vente på Stefan, så vi hvade besluttet at hente motorcyklerne og køre en tur på egen hånd.
   Gps havde vi ikke. Sara forærede os et kort over Namibia, hvor vi kunne se de fleste af de større veje. Det måtte række. Chris tegnede og fortalte lidt om hvad han mente ville give os et godt indtryk af landet, samtidig med det var en overkommelig en-dags-tur. Sådan blev det.

At finde ud af byen, var ikke det vanskeligste. Der er ikke mange store veje til og fra storbyen Windhook, med knap en halv million indbyggere. B1 var den ene af 5 større veje. Der var skilte med "Sydafrica" fordi vejen fører gennem hele Namibia, fra Angola i nord til Sydafrika i syd. Vejen er asfalteret, bred og krævede ikke den store opmærksomhed, idet der var forholdsvis lidt trafik. Vi kunne nyde det kuperede terræn. Der var noget grønnere end jeg havde troet. Grønt græs, træer med løv og buske med blomster og blade kappedes om at give et "grønt" indtryk.

Det var altsammen meget godt. Men det var ikke de asfalterede veje med grønne omgivelser, vi var fløjet til Namibia for at køre på. Vi ville gerne se og køre noget grus. Om der var grønt, svedent eller lyst sand udenfor vejbanen, var vi knap så interesserede i. Bevares, grønt er både kønt og godt for øjnene. Svedne stepper har også en charme.. Og ørken landskab af lyst sand er uvant og ukendt for danske øjne.
   Men grusede veje, det var hvad vi ønskede. Og det var hvad vi fandt, knap efter vi var kørt af B1. Chris havde foreslået vi skulle køre mod syd, til Rehoboth. Fortsætte forbi byen og finde vej C24 mod sydvest, og følge den til vi kom til en mindre bebyggelse, hvorfra vej D1261 til højre, vest, ville føre os ud hvor civilisationen lever på naturens nåde og barmhjertighed. Yes, det lød som en rigtig go plan. Altså var det en let beslutning, og en plan vi fulgte..

Bogstaverne foran tallene ved ruteangivelser, fortæller om vejenes klasse. Et D foran et 4-cifret rutetal, betød at vi nu kørte ind på en mindre vej. Vi startede på B1, fandt vej C24 og var nu på vej ad D1261. Der er system i vejnettet, også i Namibia. Skiltet hvor vej D1261 startede, fortalte at vi kun var 110 km fra Solitaire. En by jeg senere skulle besøge og overnatte i. Hvad skiltet ikke fortalte, men som vi havde en fornemmelse af var, at de 110 km til Solitaire sikkert var grusvej. Hele vejen til byen, som faktisk kun var et par huse, en tankstation, restaurant og campingplads. Et par dage senere kunne jeg overbevise mig selv om, at jeg havde ret. 

Bemærk at sandet, jorden, skifter farve. Næsten overalt i Namibia og resten af Afrika, er jorden rød. Mere eller mindre rød. At jorden er rød skyldes et højt indhold af jernoxider, som er rustrøde. Røde jorde finder man i varme, fugtige egne, hvor de er udviklet fra bjergarter, som er rige på jern og er udviklet over millioner af år. Indholdet af jernoxider er forskelligt, men flere steder vi kom frem, var jorden meget rød. Må derfor have et særligt højt indhold af jernoxider.

Også grusveje skal vedligeholdes. Vejarbejde forekom, men ikke alle de steder jeg ellers sagtens mente det var nødvendigt. Næsten samtlige grusveje jeg kørte på i landet, var trængende til at blive "lappet" på den ene eller anden måde. Overalt var der huller. Var der ikke huller, var der ofte klipper og  storesten der stak op fra undergrunden. Over flere sektioner oplevede vi også at vejen i store træk kun var sand. Så jo, der var stort behov for at forbedre vejene.

Efter nogle få kilometer på D1261 kom vej D1282 som bøjede af mod nord. I retning mod Windhook. Igen var det på opfordring af Chris at vi ændrede kurs, og slog ind på D1282. Dermed kom vi ind i et større kvægområde. Nogle få steder var der kvægriste tværs over vejen. De fleste steder var der dog låger, mellem de forskellige "marker". Alle låger var lukkede. Alle måtte enten ud af bilen, eller stå af motorcyklen for at komme videre. Lågen skulle åbnes, og lukkes igen, når man var kørt igennem.

Landskabet omkring vej D1282 var kuperet. Ingen bjerge, men bløde kurvede bakker og mindre dale. Overalt måtte vi sænke hastigheden for, som Chris havde advaret mod, i de lave områder var der hvor vandet, når det regnede samlede sig og med sig havde vandet alt løst jord, sand og småsten. Chris opfordrede os til at være forsigtige, idet der meget ofte var dybt løst sand de steder hvor vandet flydt. Dybt blødt sand og høj hastighed er noget såvel Thorkild som jeg meget gerne overlod til "Dakar-ryttere". Ingen af os er særligt vilde med den slags terræn.

Hvis jeg skrev at vi mødte mange på vores tur gennem kvægområdet, ville jeg kalde det en meget stor overdrivelse. Men vi mødte denne fine kærre, trukket af et par æsler. Det kvæg hegnet og lågerne skulle sørge for blev hvor de hørte hjemme, så vi ikke meget til. Det skyldtes sikkert at "markerne" var så store, at køerne var i et andet område, end lige der hvor vi fulgte vejen.

Vi så kvæg. Og vi så også andre dyr. En skildpadde. En temmelig stor én af slagsen. Den måtte vi fotografere. Vi fandt ikke ud af hvor meget den vejede, men nogle kilo skjold og kød var der. Thorkild og jeg er mere til 'forloren' skildpadde end ægte skildpadde, så den overlevede vores møde!

Flere låger, en del af de for tiden udtørrede flodsenge, med bund af løst sand. Alti alt var der mange herlige kilometer grusveje af mange forskellige standarder. Nogle steder var vejen bare et par spor med lidt tørret græs og svenden ukrudt. Andre steder var vejen godt vedligeholdt, bred og gav lyst til at køre lidt stærkt. Vi kørte på Himalayan så det med høj hastighed blev aldrig til det helt store. 

At køre på Himalayan i Afrika passer lige så godt som 'fod i hose'. Der hvor den generelle hastighed i de lande jeg har besøgt i Afrika er forholdsvis lav , passer gennemsnitshastigheden (måske lige med undtagelse af Sydafrika) rigtig fint til den lille en-stamper. Royal Enfielden klarer sig fint i acceleration og kan sagtens holde en generel hastighed på 70-80 km/t. Når det går meget opad kan det betyde man skal et gear ned, fra 5. til 4. for at holde hastigheden oppe. Men den kan og den vil gerne, og kører fint ved de hastigheder.
   Herhjemme vil den blive kørt bagud. Ved de fleste accelerationer, overhalinger og især motorvejskørsel vil den ikke kunne vise sin berettigelse. Men selvfølgelig, har man tiden, lysten og er man ligeglad med motorveje, så kan Royal Enfield også sagtens tilfredsstille motorcyklister i Danmark.

Inden vi var tilbage i Windhook fik vi en lille byge. Der var ikke meget vand i regnvejret. Kun lige nok til at cyklen blev en smule våd. Bygen var meget lokal, og snart var vi igen fremme hvor vejen var tør. Og støvet, og når støv hvirvles op og rammer en våd overflade, så bliver det liggende til nogen vasker det af.
   Vi vaskede ikke motorcyklerne. Ikke kun fordi det ville være spild af tid, men også fordi lidt støv på cyklen ikke skader køreegenskaberne, ligesom det omvendt viser at cyklen har været derude hvor den er bygget til at køre. Og der skulle cyklen ud og køre igen!

Hverken Thorkild eller jeg var helt klar over hvor i Windhook vi var landet. Vi kunne ikke orientere os på det bykort vi havde. I forbindelse med vi skulle tanke, spurgte jeg en meget høj kvinde, iført dyrt udseende leopardmønstret silkebluse, om hun kunne fortælle os hvor vi var? Samtidig med sprøgsmålet, viftede jeg med bykortet over Windhook. Damen, Dina, kiggede søgende på kortet, men måtte have hjælp af en uniformeret herre. Sammen fandt de ud af vi var langt fra det hotel, Areabush Lodge, vi havde booket værelse på. Men de to, Dina og den uniformerede (betjent) fandt ud af hvor vi var, og pegede vores destinatin ud, men i stedet for at sige farvel, foreslog Dina at hun ledete os gennem byen. Et tilbud vi bestemt hverken ville eller kunne sige nej til. Medens Dina gik ind i butikken for at betale sin benzin, fik vi hjelm og handsker på, og snart rullede en Mercedes E-klasse frem mod os. 

   Thorkild og jeg fulgte efter den fine bil gennem Windhook, og snart kunne vi vinke farvel til Dina og finde nøglen frem til vores natlogi. Kæmpe tak til Dina for den fine hjælp.

Endelig havde vi modtaget en go besked fra Stefan. Han havde været på ambasaden, fået et nyt pas med længere udløbsdato, og var på vej mod Windhook.
Stefan ville ankomme til Windhook omkring kaffetid. Derfor havde Thorkild og jeg tid til at køre ind til midtbyen, spise lidt frokost. Gå en tur på hovedgaden og kigge lidt på butikker. Vi besøgte en blandet landhandel, hvor der også var museum. Lidt underligt at flere af klenodierne og udstillede ægte effekter, også kunne købes! Mange af tingene var efterlavede, og blev solgt som souveniers. Men mange af effekterne, hvoraf jeg ville regne flere som yderst bevaringsværdige ting, som jeg ville tro samfundet/landet ville have stor interesse i, blev udstillet og solgt, for derefter at forsvinde ud af landet. Havde jeg lyst, kunne jeg købe en tidligere RegnMesters stol. Flot og autentisk, med brugsspor og mærker efter brug. 3750 Namibianske dollars svarende til ca. 1705 danske kroner.

Medens vi ledte efter er sted at spise frokost, fandt Thorkild en plakette, med omtale af en af sine forfædre. En vis Gustav Voigts havde åbenbart været i Namibia, og der givet anledning til at hans navn skulle foreviges ved at navngive et center i midten af Windhook.

Efter turen ud i Windhooks baghave, var vi både tørstige og sultne. Stefan var ankommet. Vi havde været forbi Namibian Motorcycles hvor Sara og Chris havde fået den kæmpe gode idé at vi skulle spise middag sammen på Klein Windhook Guest House Hotel.

Der var dog lige et enkelt skår i glæden. Thorkild havde haft et uheld. Vi havde ingen gps på motorcyklerne. At finde ud til Namicia Motorcycles var lidt svært. Ny by. Stor by. Trafik der blev afviklet med kørsel i venstre side. Jo tak, det var en udfordring. Men efter vi havde konfronteret vores kort og mobil, fandt vi efter nogen søgen frem.
    Under et af vores stop, havde Thorkild parkeret så uheldigt at han snublede over kantstenen, da han stod af motorcyklen. Jeg opdagede ikke noget. Dels var jeg optaget af at kigge på kort og mobil, dels havde jeg hjem på. Thorkild satte støttefonden ned, satte venstre fod på asfalten og var i færd med at svinge højre ben over cyklen. Når man står af, til venstre, hvilket er det normale at gøre, drejer man automatisk en smule på venstre fod, når man får højre ben over sædet, på dens vej ned mod fast grund. Det gjorde Thorkild også, men der var ikke plads til det drej med foden, mellem motorcyklen og kantstenen, hvorfor han mistede balancen, væltede ned på fortovet og tog motorcyklens 200 kg med sig i faldet.

    Av for den. Noget gik galt, men han klarede selv at komme fri. Han klarede også at få motorcyklen op, men han havde stærke smerter, hvilket han kom frem til mig, og fortalte. I første omgang mente han ikke der var sket noget alvorligt. Men det skulle senere vise sig, at det var der.

   Thorkild 'tog sig sammnen' og vi kørte de sidste kilometer frem til Namibia Motorcycles. Blev rigtig godt modtaget, og med bekymring hørte de om Thorkilds uheld. Patienten blev bænket, fik støvlen af og det gjorde stadig meget ondt. Sara og Chris var meget insisterende på at Thorkild skulle på sygehus og have foden røntgenfotograferet. Og sådan blev det.

I mellemtiden var Stefan ankommet til Windhook. Han kørte direkte ud til os hos Namibia Motorcycles. Endelig var vi samlet igen, men dog med én mand nede!

Vi troede og håbede det var en 'lille ting' med Thorkilds fod, men da han timer senere kom tilbage, med røntgenbilleder i hånden, fortalte han at foden var svært forstuvet, og at han ikke kunne deltage på resten af turen. Han havde fået en stor 'støvle' på sin fod, men lægerne havde sagt at intet var brækket.

   Tilbage i Danmark en lille uge senere, kunne de danske læger, se på røntgenbillederne at der var en brækket knogle i foden, men det havde lægerne i Windhook ikke opdaget, selv om det var de samme billeder der blev kigget på!

At Thorkild ikke kunne deltage på turen var selvfølgelig noget skidt og rigtig æv for ham. Heldigvis kunne Thorkild deltage, med smil om læben og blink i øjet, da vi satte os til bords på Klein Windhook Guest House Hotel, hvor Stefan også blev indlogeret. Vi havde fået et værelse med tre senge, så vi delte værelset. Iøvrigt ikke første gang på turen at vi sov flere i samme rum.

   Chris og Sara kom, og værten på hotellet, Francious Kwgh, kom og spiste sammen med os. Kæmpe hyggeligt, og snakken gik på kryds og tværs. Selvfølgelig blev der snakket frem og tilbage om, hvad Thorkild skulle lave, medens Stefan og jeg kørte på recon. I løbet af aftenen blev det til at Thorkild skulle rundt og se Windhook sammen med Sara og en gæst på hotellet. Damen, som ses på billedet nedenunder, var fra Sydafrika og var i Windhook for at se hvor hendes familie havde boet, og var begravet i byen. Hun var - så vidt jeg husker - 83 år, men frisk og mobil. 
   Planen om sightseeing i Windhook med Sara og den ældre dame blev ikke til noget. I stedet kom Thorkild på tur med hotelejeren. De to besøgte de tre våbensmede/-butikker der er i byen. Det interesserede begge. Thorkild er bøssemager, og Francious er jæger, udbyder og ejer af flere game farms. En game farm er en vildtfarm hvor vildt opdrættes til jagt. Udtrykket omfatter også steder, hvor vilde dyr opdrættes til at blive solgt som mad eller til fotografering. Game farms findes overalt i Afrika, og er et meget udbredt turistområde. I stedet for at sluge en masse støv ved at sidde på en motorcykel og køre gennem ørkenen, kunne Thorkild dyrke en anden interesse. Det var et fint bytte, omend det jo ikke var hvad hverken han eller vi andre havde haft med i vores planer.

Stefan overtog lejemålet af den motorcykel Thorkild havde lejet, og så var det ellers med at komme afsted. Desværre havde vi "mistet" et par dage af den tid vi skulle have været rundt i Namibia. Man har en plan, indtil man bliver nødt til at lave en ny!
   I samråd med Chris, fik Stefan udtænkt en ny rute. Vej C28 skulle føre os gennem de lave bjerge og dale, mod ørken plateauet, der dækker et kæmpe område før Swakopmund. Turen fra Windhook til Swakopmund er på 325 km, hvoraf de ca 290 km er grusbelagt landevej, hvor føres trafikken føres over savanna, klipper og halvørkener som her og der bliver til sandørken med lyst sand og klitter.

På vejen ud af Windhook kom vi forbi en blik-skur-by, township eller shanty town. Hverken i Tanzania eller Namibia fik jeg indtryk af at disse "slum byer af blikskure og andet lign. materiale, var særlig udbredt. I Sydafrika så jeg derimod rigtig mange. Townships er slum. De fleste 'byer' er uden elektricitet, vandforsyning og veje. Det er fattige mennesker, ofte uden arbejde. Folk fra landet der er søgt ind mod de store byer, boer i skurene. De fandt ikke lykken, nærmest tværtimod.

   Sådan en township kom vi forbi, på vores vej ud mod Atlanterhavet.

Skiltet på billedet nedenfor viser at asfaltvejen slutter om måske 100 meter. Fint for os. Den fine asfalterede vej, måtte betyde at de næste - mange mange - kilometer måtte være "fin grusvej". C28 var en hovedfærdselsåre mod vest, mod Atlanterhavet, og som sådan måtte den være i god stand.
   Jeg tog fejl. Jeg havde ret i at vejen var ikke asfalteret. Men jeg tog fejl i at vejen måtte være godt vedligeholdt, jævn, plan og nem at køre på. Også for motorcykler.

    Ligesom på turen rundt om Kilimanjaro, kapitel 2, var det herligt at mærke den 411 kubik store cylinder arbejde med at trække motorcyklen selv og mig som chauffør, op ad bakkerne. Når jeg koblede ud i fjerde gear, vred gashåndtaget og ramte tredje gear i kassen under cylinderen, spandt cyklen af arbejdsiver. De 24,5 HK (ifølge spec.) kunne klare meget, bare omdrejninger og gear passede til opgaven. Geare ned, give mellemgas, og mærke motoren få nye friske kræfter, blev til et lille kunststykke. Mine 90 kg og dens egenvægt på 182 kg plus væsker var en overkommelig opgave for motoren, når bare jeg rodede flittigt i gearkassen.

Den fine C28 bød på spændende kørsel. Flotte omgivelser, hvor der endnu mange kilometer fra Windhook stadig var grønne træer, friskt græs udfyldte pladsen mellem de mange sten og klipper, hvor der sikkert var masser af liv i form af insekter, firbenede dyr i mange størrelser, heraf også rovdyr. Samt en sort mambo i ny og næ! Men vi så ikke meget dyreliv. Selv om de sikkert var overalt, havde vi rigeligt at gøre med at kigge efter huller i vejen, klipper der stak op, løst og måske dybt sand, der kunne skade både os selv og motorcyklen, hvis vi ikke var opmærksomme.

Ganske langsomt, uden jeg lagde særligt mærke til det, meldte sulten sig. Vi havde kørt i flere timer. Haft et par stop for at se nærmere på landskabet. Drukket lidt vand, og for mit vedkommende, tænkt på mad. Frokost. Vi havde ikke taget madpakke eller andet spiseligt med. Vi havde tanket, men måleren sank og jeg fik en tanke om, om vi måske havde forregnet os!

   Tanken bed sig fast. Ganske vist havde vi mødt andre trafikanter. Om Stefan havde talt hvor mange biler vi havde mødt, ved jeg ikke. Vi snakkede ikke om det. Jeg havde ikke talt, og jeg gjorde Stefan opmærksom på, at vi måske ville få et problem med at nå frem til Swakopmund. 

   Ganske langsomt, uden jeg tænkte videre over det, ændrede landskabet karakter. Vejen blev mere sandet. Der var længere mellem træer og buske. Det grønne tæppe der tidligere på ruten havde dækket meget af jorden, var nu skrumpet. Om ikke ligefrem til ingenting, så dog til spredte grønne tuer, der lyste op mellem det svedne brune og de mange klippestykker, der dukkede op af sandet hist og pist.

Sulten var ikke en intens fornemmelse, men der skulle helst ikke gå flere timer inden maven fik noget at arbejde med. Ved vejen så vi et skilt, "Zu Klein" og begge fik vi en tanke om, at der måske var en mulighed for at få noget at spise, og tanke benzin. Men nej. Vi blev standset ved en låge. En indfødt kom frem fra et hus, og da han nåede ud til lågen, spurgte vi om de solgte mad og benzin. Men nej, det gjorde de ikke. Stedet var en lille privat farm. Ok, så måtte vi videre.

Landskabet fladede ud. Enkelte steder i horisonten steg et bjerg op af fra savannaen. Træerne var stadig grønne i toppen Buskene var pjaltede og jeg fik indtryk af at deres rødder ikke stak helt så dybt som træernes, og at deres rodnet ikke var så godt, at de kunne stå distancen lige og bevare deres grønne blade.

   Klipper blev til bakker. Kurver og bølgende streger, der knækkede horisons rette linje i det fjerne.
   Græsset var nu tørt som hø. Træer dukkede sig langt langt ude. Buske havde opgivet at gro og var forsvundet bag os. Snart kunne vi fornemme at foran os lå ørkenen og ventede med sin tørre luft, hvor ikke engang fluer gad bryde ensformigheden.

   Efter jeg kom hjem, har jeg flere gange været på Google og kigget ruten igennem. Når jeg ser den rute og de mange kilometer vi kørte, undrer jeg mig over hvor dumdristige vi faktisk var. Uden mad men med vand. Uden benzin og med mange kilometers kørsel for at nå målet, var vi kørt ud på en tur, som kunne have givet os oplevelser, vi ikke ville bryde os om. Stefan havde værktøj og lappegrejer med. Derfor ville vi ikke være helt lost, hvis vi fik en punktering. Men vi havde ikke undersøgt hvor langt der var til Swarkopmund. Og vi havde ikke tænkt på om vi kunne købe noget mad og benzin undervejs! Vi var faktisk bare kørt ud, som var vi hjemme i Danmark, og skulle ud på en weekendtur.

Afveksling var der ikke meget af. Foran os førte vejen os næsten snorlige mod vest. Lavt over horisonten kunne vi ane hvide skyer. Der var absolut ingen tvivl om at vi, helt bogstaveligt var ude midt i ingenting. I længere tid havde vi ikke mødt andre trafikanter. Der havde ikke været skilte der viste vej til farme eller anden beboelse. 

    Fordi Stefan havde mistet sin rygsæk med vandblæren i Tanzania, måtte vi stoppe når Stefan skulle drikke. Jeg kunne drikke når jeg ville, for jeg havde mine forsyninger på ryggen, og med en slange kunne jeg tage en slurk vand, hvis jeg var tørstig.
   Under et stop for at drikke, anede vi en støvsky ude foran os. Støvskyen blev større efterhånden som afstanden blev mindre. Vi kunne ikke høre motoren. Kun vindens stille susen og de kendte 'Tik-tik' lyde fra en varm udstødning nåede ørerne. 
   Snart kunne vi se at  trafikanten der kom imod os, kun havde én forlygte, altså måtte det være en motorcykel. Den enste motorcykel vi havde set på hele turen.

Den røde Kawasaki KLR blev kørt af Andy. Han var på vej mod Sydafrika, hvor han bor i Cape Town. Med andre ord, Andy havde langt hjem. Men ikke længere eller mere travlt, end at han stoppede for at snakke. Vi spurgte bl.a. om der var tankstationer inden vi nåede frem til Swakopmund? Nej, men hvis vi manglede benzin kunne vi få af ham. Stefan havde mindst tilbage i tanken, så han fik ca en halv litter. Gratis. Andy ville ikke have betaling. Vi skulle bare love at vi ville hjælpe andre motorcyklister, hvis vi mødte nogen der var i nød! Det var nemt at love, for det er nøjagtig den holdning vi selv dyrker.

   Andy var på solotur. Han havde været langt omkring, og var nu på vej tilbage til hjemmet. Han hvade mødt tre spanioler, som også var på tur i Namibia, og de havde fulgtes et par dage. En af de spanske motorcykler havde fået bøvl med noget mekanisk, og Andy havde sagt pænt farvel til de tre samme morgen i Swakopmund. Vi fik telefonnummeret og navne på et par af de spanske motorcyklister, og Andy var helt sikker på, at hvis vi kørte tør for benzin eller fik andre problemer, skulle vi kontakte spaniolerne, så ville de køre ud og hjælpe os.

   Med smil og knus sagde vi tak til Andy, ønskede ham en fantastisk fortsat go tur, og tog afsked ved at vinke med en højt løftet venstre. Snart forsvandt Andy i en mindre støvsky. Det var herligt at møde dig Andy.

Andy forsvandt mod øst, mod Windhook,. Vi fortsatte vores tur mod vest, mod Swakopmund. Det svedne tørre græs forsvandt. Lidt spredt vegetation søgte lykken med at finde vand til rødderne i lavninger. Solen brændte. Vandet i rygsækken var også ved at være varmt. Maven knurrede. Motoren spandt. Benzinmåleren blev fulgt med stor opmærksomhed.

Vejen gennem Namib-Naukluft National Park, var kedelig. Tegnet efter lineal. Hård bund, masser af småtsten men ok til at sætte hastigheden op til 780-80 km/t. Farten blev sat op, men vi skulle også spare på benzinen. Der var igen der fortalte os hvor langt der var til målet. Spændende. Turen blev mere og mere "spændende" fordi vi bare kørte og kørte, uden at kunne se enden på vejen. 
   Jeg skimtede nogle hvide skyer lavt over horisonten. Derude måtte kysten være, tænkte jeg. Og håbede vi snart var fremme. Benzinmåleren var meget tæt på bunden på skalaen. De hvide skyer 'trak' kun langsom op over himlen. Til alle sider var sand, klitter og intet der kunne give lidt skygge for solens varmende stråler.

Selv om de hvide skyer over havet, stadig ikke var hævet højt over vores hoveder, var der en anden opdagelse som gjorde, at vi måtte være tæt på civilisationen. Gruset blev afløst af asfalt. Til højre for vejen var pæle med elektriske ledninger sat ned i sandet. Spredte lave buske med grønne blade, fristede muligheden for lidt grokraf med rødder begravet i sandet. Benzinmåleren var nu helt i bund. Mon vi kunne nå byen Swapopmund, inden benzinen slap op?

Inderst var jeg overbevist. Selvfølgelig ville vi nå frem. Maven knurrede, men benzin var vigtigere end mad. Der blev tanket godt 14 liter i den 15 liter store tank. Ikke mærkeligt måleren havde svært ved at vise hvor meget benzin der var tilbage.

Overnatningen var booket på forhånd. Vi fandt det fine B&B. Stefan havde lidt problemer med maven. I stedet for at køre ud i byen og spise, blev aftenens meny  pizza og rødvin. Ingen af os blev sent oppe den aften. Vi var lidt medtagne efter den hårde tur på godt 300 km gennem 'ingenting'. En go nats søvn skulle genoplade vores baterier. En meget tiltrængt opladning.

Friske og klar til næste etape stod vi op. Klarede toilette og morgenmad pænt hurtigt, og fandt tilbage i sæderne på vores Himalayan's. På vejen ud af Swakopmund mødte vi de tre spanioler. De var stoppet ved et værksted. Jeg huskede sydafrikanske Andy havde forklaret de havde et mekanisk problem, som de åbenbart ikke havde fået helt styr på. 
   Vi standsede op for at hilse på. Det blev en hyggelig snak om motorcykler, om at køre i Afrika og om at klare de mange små og større 'opgaver' længere ture på motorcykel næsten altid vil være velsignet med. De tre europæere var meget interesserede i Himalayan'. Den skulle prøvesiddes og de ville vide alt om HK og hvordan den indiske motorcykel klarede opgaven med at køre i Afrika. Jeg roste min Lille Rød til skyerne. Og jeg mente hvert et ord.

Med Atlanterhavet på højre side, kun et lille stenkast væk, forlod vi Swakopmund i retning mod Walvis Bay. For at komme til Walvis Bay kunne vi have valgt ruten lidt inde i landet, med grus og de udfordringer disse veje har indbygget. Men vi valgte vejen langs kysten. Ikke fordi den var asfalteret, men fordi vi sådan lige p.t. havde fået nok af ørken, sand, grus og varme. Vejen gav ikke anledning til huskeværdige oplevelser, men det var fint med lidt frisk luft med saltindhold og den lidt køligere temperatur.

Walvis Bay virkede ikke særligt tiltrækkende, og der ventede godt 200 km øde ørken, sletter og bjerge forude. Uden at standse, fortsatte vi mod målet for denne dag, Solitaire. Kloge af skade havde Stefan og jeg provianteret. Eller ihvertfald købt nogle chokoladekiks og bars, som vi tænkte kunne holde sulten væk længe nok til vi igen kunne sætte os til bords og nyde noget rigtig mad. Tankene var også fyldt op. Smilende til hinanden, kørte vi gennem en større rundkørsel, fortsatte forbi Walvis Bay internationale lufthavn. Vinkede farvel til civilisationen da vi kørte forbi Rooikop Army Base. Derfra var vi alene på den sandvej der hed C14. Vejen var ikke asfalteret. Men overraskende var overfalden lige så hård som beton. Belægningen var nubret men fin at køre på. Min tanke var at det var sand, der var kørt godt og hårdt sammen, måske fordi den fra tid til anden blev 'vandet'. Det kunne nemlig godt se ud som om der kort inden vi ankom, havde været en vandvogn forbi.

Sletten fra Walvis Bay frem til hvor bjergenen dukker op i synskredsen, er knap 150 km lang. Vejen slynger sig kun meget lidt. Enkelte mindre retnings ændringer, men i det store og hele, gik det ligeud. Kedeligt - men en del af turen. At rejse er at opleve, og det at køre langt ligeud er også en oplevelse. Når der til alle sider kun er sand, er oplevelsen knap værd at huske, men bliver alligevel siddende i baghovedet som et minde om "en kedlig oplevelse".

Uden at være helt sikker fandt jeg på følgende forklaring på, hvorfor der lige inden vi mødte bjergene, stod enkelte træer og rakte grenene mod den blå himmel. Min tanke var, at når den varme luft fra ørkenen/sletten møder bjergene, stiger den op og bliver afkølet, hvilket giver grokraft fordi der måske falder tilpas meget dug eller små byger, så træer kan vokse.

Hvor uheldig kan man være? Meget. Stefan havde købt vand i plastflaske, og anbragt flasken i sin sidekasse. Fremme hvor bjergene begyndte, stoppede vi for at få lidt at drikke. Til Stefans store ærgelse havde turen fra Walvis Bay været en "rystende" oplevelse, og plastikflasken havde åbenlyst "danset kindans" med noget hårdt, som havde gnavet hul i plastikken. Al vandet var væk. Eller væk er så meget sagt, for en stofpose med tøj havde suget al væden til sig. Den flaske jeg havde med, var hel, og den fik Stefan. Væskebalancen var genoprettet.

Landskabet var meget skiftende. Snoede veje førte op til platauer. Hist og her stak bjergtoppe op. Støvet fortalte hvis der var andre på vejen. Inden vi kunne se bilerne der enten kom imod os eller indhentede os bagfra, så vi støvet. 
    For os betød det, at den bagerst kørende sørgede for en passende afstand. På nogle strækninger, hvor sidevinden sørgede for at blæse støvet væk fra vejen, lå vi tæt. Når vi havde vinden imod os, var der længere afstand. Motorcyklernes dæk hvirvlede meget støv op. Og for at undgå at køre i støvet, øgede bagerst kørende afstanden.

Mange steder ses rester af fortiden. Rustne, afpillede, uden den stolthed mange af dem i deres storhedstid havde udstrålet, stod skrottede lig af fortidens biler i sandet. Som monomenter for en fortid, hvor de var fremtiden, fortalte de nutiden om tiden førr industrialiseringen, rumraketter og internet. 

Der er 33.511 hegnspæle langs vejen til venstre, og kun 31.788 pæle langs marken til højre. Jeg talte dem, fordi jeg blev overvældet. Og tiden skulle jo gå med noget. At styre motorcyklen var nærmest som at 'køre på autopilot', gearne skulle ikke skiftes, og ja, noget skulle tankerne have at rode med, så det blev jobbet med at tælle pæle, der holdt mig vågen.

De ca 270 km fra Swakopmund, over Walvis Bay til Solitaire tog en dag. Vi ankom tidligt til Solitaire. Bookede et værelse på Solitaire Lodge. Spiste sen frokost, drak en øl, rodede værelset til med vores sager. Snart lå vi og boblede i swømmepoolen, og kom i snak med et par, som også benyttede poolen. De var fra Holland og inviterede på en SunDowner ved deres autocamper.
    Samlet ved deres autocamper var flere der ligesom hollænderne, camperede i telte og autocampere. Bl.a. andet et ungt tysk par, som var på en længere tur i deres 10 tons tunge ombyggede lastbil. En lille familie, moderen var fra england og faderen var fra sydamerika var på tur med deres to små piger. Der blev snakket tysk og engelsk under tortelttaget, inden vi alle gik på restauranten og spiste.

Dagen for den 'aftale' vi havde med et fly der skulle bringe os tilbage til Danmark, nærmede sig med en hastighed, der langt oversteg hvad Himalayan kunne præstere. Altså havde vi taget afsked med den lille gruppe skønne mennesker vi havde nyt SunDowner'en med efter middagen.

   Vores plan var at køre nærmeste vej. Den hed D1275 og var - selvfølgelig - en grusvej. Først skulle vi nogle kilometer tilbage ad den vej vi var ankommet fra dagen i forvejen. Så ville vi møde vej D1275 og skulle nu følge den hen over Khomas højlandet. Selvfølgelig gjorde vi stop ved Spreetshoogte Pass, ligesom langt de fleste andre turister. Der var en betagende udsigt over højlandet. Tørt, mange bakker og mindre bjergtinger stak op af den tavse slette, hvor alt liv tilsyneladende var gået i skygge. Vi så ikke andre levende skabninger end de få chauffører som holdt i rattet, på vejen hen over det landskab som ventede på næste regntid.

Selv væverfuglene hold middagshvil. Der var ikke den summen af liv ved deres reder, som jeg tidligere havde oplevet i Tanzania. 

Næsten tilbage ved Windhook, blev vi mødt af et større vejarbejde. Al færdsel var henvist til  at køre ved siden af vejen. Til at starte med var det ok at køre ved siden af vejen, men over en længere sektion skulle vi køre på en midlertidig vej, som var ren sand, og kun bestod af et sæt spor, med enkelte forbikørselspladser. Stefan kørte forrest, og det gik rigtig fint, lige til der kom et lastvognstog imod mig. De havde ikke til hensigt at holde ind, og jeg blev nødt til at fortsætte ud af sporet. De 5 aksler, og ialt 10 dæk, støvede så meget at jeg intet kunne se. Jeg væltede i et meget dybtr sandspor, netop da lastbilen var kørt forbi. PCyklen væltede til højre, og lagde sig på mit højre ben. Fastklemt mellem cyklen og det høje sandspor, lykkedes det ikke, trods flere forsøg, at sparke cyklen væk under mig. Jeg måtte blive hvor jeg var. Der måtte før eller siden komme nongen der ville hjælpe mig, var jeg sikker på. Om ikke andet, ville Stefan på et tidspunkt opdage jeg ikke var med, og så ville han komme tilbage.

   I en ubehagellig stilling, som gjorde ondt i benet, ventede jeg, og så endelig en bil. Det var en 4WD, som standsede. Ud kom en engelsktalende tysker. Jeg gjorde opmærksom på jeg forstod tysk, og snart havde Peter Hübbe hjulpet mig fri af motorcyklen. Jeg smilede og sagde "mange tak", og skyndte mig videre ad det sandede spor.

   Vejarbejdet stoppede. Den 4WD med tyskerne indhentede os. De stoppede og vi snakkede lidt, inden de igen sagde pænt farvel, og jeg takkede  endnu en gang for deres hjælp. Peter Hübbe lavde dette foto af Stefan og jeg, inden vi vinkede farvel.

Havde vi været i tvivl, fik vi snart vished for at vi igen var tilbage i civilisationen. Et poliltikontrolpunkt på vej. Betjentene sad - klogeligt - og blev inde i skyggen. Og vi stoppede ikke for at spørge om de ville os noget. Vi kunne have spurgt hvor varmt der var, men det var totalt ligegyldigt. Temperaturen var helt sikkert høj. Og der gjalt for os om at komme ind til byen.
   Vi kørte direkte ud til Namibia Motorcycles. Motorcyklerne skulle afleveres. Turen rundt - først på Zanzibar, dernæst rundt om Kilimanjaro og nu en drive-about i Namibia var slut. 
   Chris åbnede porten. De skønne Royal Enfield Himalayan motorcykler blev kørt ind, sat på centralfod. Taskerne blev tømt. Vi sagde pænt farvel til cyklerne som havde bragt os ud til Atlanterhave og tilbage. Uden problemer. Ikke engang en punktering havde vi været ude for i Namibia. Netop det med punkteringer stod i kontrast til turen i Tanzania, hvor ikke mindst Thorkild havde haft mange. Fem ialt blev det til for ham.

Thorkild smilede til os da Stefan og jeg mødte ham på hotellet, Klein Windhook Guest House. Skønt gensyn, ikke mindst da Thorkild med ild i øjnene kunne berette om alle de fine oplevelser han havde haft, bl.a. sammen med Francious, som havde vist ham rundt i Windhook.

   Tilbage var at sige pænt farvel til de mange skønne mennesker der havde hjulpet os og vist os så meget venlighed. Det blev til en mindre fest på hotellet, om aftenen, og kort før vi steg ind i taxaen der skulle bringe os til Hosea Kutako International Airport, kom Chris for at give os en krammer. En flot gestus og et herligt minde. 

Mange timer senere kunne vi ånde den friske, kølige københaver luft ind i lungerne. Vi nåede fint til Danmark. Al vores bagage var ankomet sammen med os. I forhallen købte vi en DSB billet til Esbjerg. Vi var i Danmark, men vi var ikke hjemme.

   Trætte men fyldt med gode oplevelser og masser af minder, hankede vi op i kufferterne og steg på toget ved lufthavnen. Mellem København og Esbjerg er der tre timers rejsetid. Efter næsten en måned fyldt med eventyrlige rejseoplevelser, var det tid at sige farvel til Stefan. Han skulle kun til Odense.

   Vel fremme i Esbjerg ventede Rita på Thorkild og jeg. Rita er Michaels kæreste og hun havde tilbudt at køre Thorkild og mig til Kvong. Et tilbud vi meget gerne tog imod, og således nåede jeg hjem efter endnu et motorcykel trip i Afrika. Afrika, jeg længes efter at komme tilbag og favne dig igen!

To gode venner tilbage i Danmark efter godt 2.000 km fællestur i Afrika.
   Rita lavede dette foto af os, efter hun havde sat os af i Kvong. Tak for du kørte os hjem, Rita.

Til toppen /menu