Tak for dansen Afrika III

Link til: Afsnit I     Afsnit II     Afsnit IV     Afsnit V     Afsnit VI

At være i go form, er af stor betydning, når man skal forcere bjerge, dale og ørkner. At vi alle tre var i go form denne morgen, sørgede Henrik og Thomas for. Henrik rodede rundt i stue og køkken, allerede inden jeg havde fået søvnen gnedet ud af øjenkrogene. Jeg kunne høre hvordan han svang opvaskebørsten. Oh, han klarer opvasken fra i aftes, tænkte jeg og blev liggende. Da jeg kunne dufte kaffen gennem den lukkede dør, kunne jeg ikke modstå fristelsen, og kravlede ud og fik mig gjort klar til dagens første kop. Herligt. Thomas kom også, og sammen gjorde mine to rejsemakkere klar til morgenmaden. Jeg synes jeg kan huske jeg nåede at finde en kop til mig selv, inden de andre havde ryddet på bordet, og serveret æg og bacon.

Afsted. Oppakningen på plads. Når alle er klar, starter vi motorcyklerne. Slipper koblingen. Kører ud på vejen, husker at køre i "den forkerte side", d.v.s venstre. Næste mål for turen, ifølge vores iøvrigt noget slappe dagsorden, var Cecderberg Backpackers Oasis. En skøn oase, i bogstaveligste forstand. Et åndehul i det yderste af Karoo ørkenen, hvorfra der er langt til alt. Selvfølgelig er der nogle naboer undervejs til de nærmeste byer, spredt i bjergene og dalene, der omgiver Backpackers Oasis, forsøger nogle farmere at friste tilværelsen med landbrug.

Ude på jordvejen, ved afgangen fra Sutherland, tog Henrik straks teten. Distancen denne dag var overkommelig. Der var rigtig mange kilometer, hvor vi kunne dreje gashåndtaget op til sjov kørsel i rimelig høj hastighed, på gode snoede spor, som endnu ikke har fået sort tjære smurt oven på de sten og jord vejen bestod af.

   De fleste kender Rute 66 i USA. Færre kender Rute 355 i SA. Men Rute 355 er den længste samlede grusvej i Sydafrika. Vejen er 162 miles lang, d.v.s. omkr. 260 km. Et sted på rute 355 ligger "Bike X Cape". På Bike X Csape tilbydes guidede off road udflugter i alle sværhedsgrader, og når jeg tænker på hvilket område farmen ligger i, er det min klare overbevisning, at man får hvad man ønsker! Måske lige med undtagelse af kørsel i vådt græs! Men hvem gider også tage til SA for at køre i vådt græs? Det har vi så rigeligt af i Danmark.
   Et andet spændende stede Henrik havde glædet sig til at præsentere for os, havde desværre lukket om onsdagen. Øv, et besøg i en lige-i-min-stil-indrettede pausested. Tankwa Padstall, ville have været særdeles interessant og passende, fordi kroppen sukkede efter en kop kaffe. Du, kære læser, må nøjes med et foto af hegnet og den lukkede låge, med den særprægede indgangsportal.

Først et foto hvor vi kom fra.

   Dernæst et foto hvor skulle hen. (Ok, det er ikke helt samme sted, men det giver et glimrende udtryk af de meget lange stræk vi kørte gennem et betagende bjerglandskab.) Jeg forestiller mig det er de dersens tektoniske plader man kan se, som en slags bølger i overfladen. Uanset er det spændende at beundre, og ikke mindst at gøres sig nogle forestillinger om!

   Ærgerligt at ørkenens storhed skal påduttes reklame! Kig i stedet på vejen som snor og vrider sig op af bjerget i baggrunden. Det var den vej vi skulle.

Hele formiddagen havde Thomas og jeg ædt det støv Henriks motorcykel hvirvlede op. Jeg havde ikke fået fyldt min Camelback op inden vi forlod Sutherland, så min tørst havde cirka samme omfang som Thomas'. Thomas og Henrik kørte uden Camelbacks, men havde vand med i halvliter plastflasker. Derfor var det første vi gjorde fremme ved Cederberg Backpackers Oasis, at købe noget vand, koldt vand fra køleren. Henrik skulle fortsætte til Cape Town, hvor han skulle forberede modtagelsen af Ling, Henriks hustru, som skulle ankomme dagen efter. Henrik havde derfor stadig ca. 250 km inden han kunne hive taskerne af cyklen og slappe af med en kølig drink.
   Thomas og jeg ønskede Henrik god tur nedover, og vinkede højt farvel da han lagde første gear i, og kørte væk i en støvsky. Nu havde Thomas og jeg en hel eftermiddag, hvor vi kunne slappe af, køre en tur, dykke i poolen eller drikke os stive i baren. Inden vi besluttede hvad vi ville, skyllede vi lidt mere støv væk fra mund og hals med en kold øl. Dermed var det ligesom bestemt vi ikke skulle køre mere denne dag. 
   Booking af soveplads var nemt. Vi kunne vælge mellem værelser, telte og små hytter. Vi blev bedt om at gå ud i parken og finde det sted vi ønskede at lufte vores soveposer. Valget faldt på en slags hytte, hvor der var teltdug sat op under en A-ramme af træ. Gulvet var hævet ca 4o cm over grunden. Hvorfor ved jeg ikke. Et ældre ægtepar, som var på tur i deres 4WD, sov på luftmadrasser, smidt direkte på jorden, lige ved siden af deres bil. De fortalte der ikke var slanger i området! Vi troede på dem, vor hvis der var slanger, ville de nok ikke have valgt den soveplads.
   A-hytte-teltet var fint. Go seng, herlig madras. Og selv om gulvet var med store sprækker, sov vi godt i visheden om, at der ikke var slanger. Dog kunne lizzards og edderkopper fint komme ind. Hvis de altså turde. Jeg sov ind til lyden af et utalt af cikader der forsøgte at overgå hinanden med larm. Jeg havde spist en lækker middag, drukket et par glas vin og hyggesnakket med Thomas og andre gæster. Sov herligt under en stjerneklar himmel.

Såvel Thomas som jeg havde sovet godt i telthytterne. Morgenmaden var god og rigelig, men pomfritterne, dem lod vi gå ligge uberørte. Ingen af os havde lyst til at spise pommes til morgenmad. Det var lige stærkt nok, vi skulle jo køre lige så snart vi havde pakket det sidste. Vi var heldige at få lov at købe 5 l. benzin, som vi delte. Der var langt til næste tank, og vi havde ikke fået tanket medens tid var dagen i forvejen. Cyklerne var parkeret i skyggen, medens vi tankede, betalte og fik de sidste løsdele pakket forsvarligt i tasker eller bundet med en RockStrap.

Min Camelback var fyldt med dejlig køligt vand. Vi var meget klar til at køre mod Cape Town, hvorfra Henrik havde sendt en sms. Han var nået godt frem til storbyen. Bag visiret på vores hjelme, var smilene smurt ud over hele ansigtet. Tankerne var allerede ude på sporet. Thomas havde fundet en rute, som ville give os rigtig mange skønne kilometer på grusede veje. Klokken var kun 08.30, solen skinnede. Der var ingenting at vente på. Forhjulet vendt mod syd, hvor Cape Town, Henrik og Ling ventede på os.

Tid var så at sige det eneste vi havde masser af. Vi havde en hel dag til at køre de ca 250 km til Cape Town. Vejen var ikke blevet bedre siden i går. Vi valgte at køre samme vej tilbage mod Ceres, fordi det var den korteste ud af område. Farten var lav, fordi vejen var forholdsvis dårlig. Sektionsvis var der masser af "vaskebræt"-overflade, som jeg sad og blev lidt irriteret over. I tankerne strejfede en frygt for at min Gamle Slæde skulle falde fra hinanden. Jeg havde jo tidligere på turen tabt et par skruer. Det kunne ske igen! Mange forskellige tanker tumlede rundt i hovedet. Mest af alt var det en stor fornøjelse at være på hjul. Den tur jeg havde glædet mig så meget til, havde totalt indfriet mine håb, forventninger og drømme. Måske, tænkte jeg, kunne jeg godt bruge lidt forandring i udfordringerne. Et var at køre på "vaskebræt", noget andet de store sten og huller, riller, efter strømmende vand. Men vi havde endnu til gode at køre i jungle og passere floder hvor der var rindende vand. Men det måtte komme senere, det havde Henrik lovet.

Med tankerne på langfart, momentvis koncentration på vejen, især på dens beskaffenhed og de udfordringer der dukkede op foran forhjulet, og forsvandt bag os, nød jeg tempoet, som tillod mig at kigge på de mange anderledes detaljer i landskabet. Samtidig med jeg undrede mig over de mange nuancer i grønt der blandede sig i den okker farvede ørken, blev jeg mere og mere optaget af hvordan hulen de små buske og grønne græstuer kunne overleve!  Verden er forunderlig og naturens vækster indretter sig efter omgivelserne.

Pludselig blev jeg "vækket" af mine tanker ved, at der rejste sig en stor støvsky foran mig.................

Heldigvis er det svært at spå, især om fremtiden. Ingen ved hvad der skal ske, ingen ved hvornår noget sker, og ingen ved hvem der bliver ramt. Denne dag, ramte ulykken Thomas. Dagen var 16. januar 2020. På vejen mod Cape Town blev Thomas involveret i en tragisk og meningsløs trafikulykke, som Thomas ikke overlevede. Min ven og køremakker mistede livet. Jeg mistede en ven og køremakker. Jeg har lovet familien ikke at beskrive ulykken i detaljer. 

   Jeg er sikker på Tomas var midt i et herligt eventyr, som han, ligesom Henrik og jeg, havde glædet sig meget til, da hans røde tråd pludselig blev for kort!

Efter ulykken fortsatte jeg alene mod Cape Town. Uden at tænke nærmere over hvilke konsekvenser ulykken havde på mig og min kørsel, fortsatte jeg ad den rute Thomas og jeg havde valgt om morgenen. Efter flere timers ophold i stegende hede, ude i bjergene, omgivet af ulykken, uden mulighed for at komme i kontakt med omverdenen, var jeg igen på hjul. Mine tanker kredsede om ulykken, og om hvordan jeg tidligere har fået fortalt, hvor vigtigt det er at komme ud og køre igen, hurtigt efter man har været med i en ulykke! Jeg satte mig på motorcyklens sæde, hvor jeg har tilbragt så mange gode timer. Alt var kendt og rutinerne var ikke glemt. Jeg husker det var lidt som at se en film. Det var mig der kørte, men jeg havde en fornemmelse af ikke rigtig at være tilstede! Med i mine overvejelser var, om det var forsvarligt at køre? Medens jeg kiggede hen over styre, mod vejens kurvede forløb, blev jeg enig med mig selv om, at dels kunne jeg godt køre og koncentrere mig. Dels var jeg ventet og endelig havde jeg en opgave. Jeg skulle finde et sted hvor jeg kunne få forbindelse til telefonnettet.

Stedet hvor ulykken skete, var langt fra alt. Derude i bjergene var ingen mobildækning og intet internet. I den første by jeg kom til, benyttede jeg lejligheden til at tanke benzin og ringe til Henrik. Han gik rundt i Cape Town, og anede endnu intet om hvad der var sket tidligere denne dag.
   Medens jeg sad med telefonen mod øret og hørte opkaldstonen, gik det pludselig op for mig, at jeg skulle fortælle Henrik en frygtelig nyhed. Alle jeg havdee vært i kontakt med siden ulykken, vidste hvad der var sket. Men Henrik vidste intet. Ingen af dem der betød noget for Thomas, hans hustru og børn, familie, vidste hvad der var sket. Heller ikke det selskab af danske motorcyklister vi var rejst sammen med, vidste noget.
   Jeg var budbringer. Jeg skulle fortælle Henrik, at hans ven, kollega og motorcykelbuddy Thomas, var død i et færdselsuheld. Når Henrik havde sagt "Hej, det er Henrik", skulle jeg åbne munden og sætte ord på at Thomas ikke levede. Jeg var i gang med den værste telefonopringning jeg nogensinde har foretaget.

Stadig chokeret efter samtalen med Henrik, satte jeg mig igen på motorcyklen. GPS'en var sat til en adresse i Cape Town. Jeg skulle bare følge ruten på skærmen, så ville jeg snart, d.v.s i løbet af et par timer, være sammen med nogen jeg kendte. Men så let skulle det vise sig ikke at være.
   Flere gange bemærkede jeg ikke at Garmin enheden ville have mig til at skifte kurs. En af gangene kørte jeg rigtig mange kilometer, inden jeg opdagede at GPS'en for længe siden havde bedt mig dreje til venstre. Da jeg opdagede fejlen, stoppede jeg motorcyklen. Jeg kiggede på kort og GPS og fandt ud af, jeg lige så godt kunne bede Garmin finde en ny rute. Det ville være betydeligt nemmere end at køre tilbage.
   Jeg var helt bevidst om, at jeg havde svært ved at styre mine tanker. De var delt i to retninger. Første prioritet var at finde til Cape Town, men tankerne om Thomas og ulykken, overtrumfede gang på gang min koncentration, og ødelagde min intention om at følge GPS'ens rute mod storbyen. Når jeg skulle følge en vej over mange kilometer, blev chaufførjobbet med at styre motorcyklen i den rigtige retning, sat på auto, og tankerne søgte automatisk over i de mange indtryk jeg havde fra ulykken. Uagtet den lokale retsmediciner personligt havde fortalt mig at Thomas var død, havde jeg stadig svært ved at tro på det. Thomas og jeg havde grinet, hygget og spøgt om morgenen. Vi havde nydt hinandens selskab. Og nu var han for altid henvist til 'kun' at være en person som var en del af min historie. En del af min første tur til Sydafrika. Jeg skulle aldrig mere grine og skåle, snakke og sludre med Thomas.

Turen til Cape Town blev en del kilometer længere end beregnet. Jeg var ikke bevidst om hvor mange kilometer jeg havde kørt. Men, da jeg kontrollerede min rute, efter jeg havde slukket motoren i Cape Town, kunne jeg se, jeg ihvertfald ikke havde kørt hverken den hurtigste eller korteste vej. Jo tættere jeg kom på Cape Town, jo tættere blev trafikken. Klokken var blevet sidst på eftermiddagen. Myldretiden var rigtig godt igang da jeg nåede Kapstaden, i Danmark bedre kendt som Cape Town, en by med ca. 3,7 mill. indbyggere. Alle der havde en bil, var tilsyneladende ude at køre den eftermiddag.

I Cape Town havde Henrik og Ling lejet en lejlighed i Waterfront-området. Uanset GPS'en viste vejen, kunne jeg ikke finde de rigtige veje. Med største besvær forsøgte jeg at koncentrere mig om ruten, medens et kæmpe virvar af ensrettede gader, underlige rundkørsler, intens skiltning, lysreguleringer med underlige pile på såvel vej som i selve signalet, forvirrede mig totalt. Trafikken var lynhurtig. Alle - undtagen jeg - vidste hvor de skulle hen. De mange lysreguleringer med mystisk indrettede spor, den venstrevendte trafik og de mange biler, var ved at tage modet, humøret og min trafikforståelse totalt fra mig.
   Udover at være farligt at køre forvirret rundt, var min kørsel ikke særlig målrettet. Jeg fandt et sted at standse. Ringede til Henrik, som heldigvis nogenlunde kunne regne ud hvor jeg var. Han kom med hint til hvilke skilte jeg skulle se og køre efter. Altså på den igen. Pludselig fik jeg øje på Henrik. Han stod på et fortov modsat den lysregulering jeg holdt ved. Da blev jeg glad. Endelig. Nu var jeg fremme. Nu kunne jeg snart slappe af.

Efter godt et par timers kørsel kunne jeg læne mig mod Henrik og give ham et "Goddag igen venne-knus". Endelig var jeg hos nogen jeg kunne dele min frygtelige oplevelse med. Endelig var jeg sammen med Henrik, som var lige så var berørt og knuget af ulykken, som jeg var. Efter storm kommer stilhed. Flere gange hvor der blev stille omkring mig, forsøgte jeg at huske turen fra Cederberg til Cape Town. Men jeg kunne ikke fremmane køreturen. Kun ulykken stod lysende klar! Alle de mange kilometer var "forsvundet med vinden". Flere gange den aften, oplevede jeg hvordan mine tanker forsvandt. Jeg blev fraværende. Medens jeg sad sammen med Ling og Henrik, hørte jeg de sagde noget, men jeg opfattede ikke hvad. Chockeret og ramt, lige der hvor jeg har så svært ved at forstå livet. Reaktionen over hvad jeg havde været vidne til, skyllede mig ud i en intethed, hvor jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne kun se mørket, som jeg ikke forstod.

Henrik og Ling havde brugt timerne inden jeg kom, til at forberede min ankomst. De var flyttet fra et hotelværelse til en lejlighed med et ekstra værelse. I det værelse blev jeg installeret. Henrik havde sørget for jeg ikke skulle være alene. Såvel Henrik, som dennes hustru Ling, som jeg ikke havde mødt tidligere, var meget søde og forstående. Udover jeg var rørt, var jeg meget glad for deres beslutning om at dele en lejlighed. Det to viste stor omsorg for mig. Endelig kunne slappe lidt af, ovenpå den katastrofale oplevelse, jeg havde haft tidligere på dagen.
   Lejligheden var en del af et større kompleks i Waterfront området. Fra vinduer og terasse, havde vi frit udsyn til en kanal, hvor der normalt var trafik det meste af dagen. Dog det slap vi for medens vi boede der. Trafikken på kanalen foregik med vandcykler, kajakker og paddle boards, men de dage vi boede der, blæste en meget kraftig vind, som gjorde det meget svært at manøvrere de lette fartøjer. 

Anledningen til Ling var rejst til Sydafrika var, hendes 50 års fødselsdag. Thomas og jeg var inviteret til middag på en skøn fiskerestaurant, dagen efter ulykken. Den aften jeg ankom til Kapstaden, Lings sidste aften som kvinde på vej mod de 50, blev noget anderledes end oprindelig planlagt. Siden jeg var kommet i "trygge" omgivelser, kunne jeg slappe af og lade forsvarsværkerne falde. Jeg var ikke "på" på samme måde som tidligere på dagen. Nu kunne jeg "læne" mig op ad Henrik. Sammen med Henrik og Ling, kunne jeg tillade mig selv at slappe af. Jeg behøvede ikke at skubbe mine følelser og tanker i baggrunden, jeg skulle ikke være klar, hård og parat til at reagere. Jeg var træt. Indimellem opdagede jeg også at jeg var fraværende, selv om jeg sad sammen med de to dejlige mennesker. De vidste hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Og de var forstående, og tillod mig at være svag.

Cape Town - en kæmpe by med et meget flot Waterfront område

Fredag 17. januar havde Ling's fødselsdag. For Ling var 2020 ikke et hvilket som helst år. Denne dag fyldte hun 50 år, og det skulle selvfølgelig fejres. Spørgsmålet var hvordan? Desværre var Cape Town omsluttet af storm vejr. Et meget kraftigt et af slagsen. På grund af den meget stærke blæst, blev det hurtigt bestemt at dagen ikke skulle bruges på en udflugt til Table Mountain, som ellers i dagens anledning havde fået "dug på". Udtrykket er en lokal måde at fortælle, bjerget er dækket af skyer.
   I stedet blev det bestemt vi skulle på museum. Museet "SOUTH AFRICAN MUSEUM" blev valgt. Et på alle måder interessant museum, med enormt mange forskellige udstillinger og emner. Jeg husker ikke hvor mange timer vi brugte der. Jeg ved vi ikke kom igennem det hele. Men vi så mange imponerende samlinger, bl.a. af dyrelivet i og omkring Sydafrika.

   Senere blev Ling fejret, ved at vi skålede i champagne og spiste hummer, hun selv havde valgte fra et stort kar, hvor der var mange flotte hummere at vælge mellem. Hummer var en del af en overdådig skaldyrs menu, vi spiste os igennem den aften. Thomas blev mindet ved flere lejligheder, og jeg følte flere gange han sad med ved bordet. 

I byer med millioner af indbyggere, føler jeg mig ikke godt tilpas. Aller helst undgår jeg at besøge byer hvor det tager mere end 10 minutter at komme fra centrum til man kan se byens navn på et skilt med en rød streg tværs over. Men nogen gange er jeg nødt til at overvinde min aversioner. At jeg skulle besøge Cape Town vidste jeg hjemmefra. Invitationen til at spise en skøn middag for at fejre Ling, havde jeg modtaget med glæde, inden vi rejste hjemmefra. Men at jeg skulle besøge en julesmykket storby midt i januar måned, vidste jeg ikke. Enten var bystyret kommet bagud i at vende kalenderblade, eller de havde bestemt at julen varer lige til........ Hvornår ved jeg ikke. Men et kæmpe højt juletræ af plastisk med pynt af stråhatte og masser af små lys, stod knejsende og pegede sin top mod en blå himmel, på et torv, i nærheden af hvor vi boede.
   Et andet sted i storbyen fik jeg et ønske opfyldt. Jeg ville mægtig gerne høre noget traditionelt afrikansk sang. Medens vi nød en øl på en terrasse, kunne vi beundre en flok unge kvinder og mænd, som underholdt med afrikansk korsang akkompagneret af tromme. De unge afrikanere gav den gas. Deres entusiasme betog og fangede min krop. Først vippede min højre fod i takt med deres tromme. Senere varmede rytmerne og ikke mindst lydene. Sangen, som kom fra et dyb, som jeg sjældent oplever i Danmark, krøb ind under min hud. Myrepatter voksede på armene, medens nervebanerne fik nyt liv af varme følelser. Deres sang lød helt fantastisk. 

Inden det blev tid at sige farvel til Cape Town, blev Henrik og jeg bedt om at køre til Ceres, for at identificere Tomas officielt. Thomas var tysk statsborger. Han var gæst i Sydafrika. Ingen af Thomas' nærmeste var i landet. Derfor blev det Henrik og jeg som skulle køre til Ceres for at underskrive de officielle papirer. Ulykken medførte en del forskellige opringninger fra den tyske ambasade, forsikringen, politiet og vores rejsearrangør Finn Ingemann.

Henrik kendte en vej over et pas, Bains Kloof, hvor han tidligere havde kørt. Og nydt såvel dyrelivet som de spændende sving med særprægede klippeformationer. Et sted måtte vi sænke hastigheden da en gruppe aber legede på vejens varme asfalt.

Den retsmediciner, coronor Mr. Smile, jeg tidligere havde mødt på uheldsstedet, tog pænt imod Henrik og mig. Inden vi skulle til den alvorlige del af mødet, blev vi budt ind på hans kontor, hvor han forklarede hvad mødet gik ud på. Mr. Smile snakkede og forklarede, med varme i stemmen og forståelse i øjnene,om vores opgave. Forklaringerne gav "ro på gæsterne (os!)" og den trykkede stemning forsvandt. Den alvorlige retsmediciner jeg havde set i arbejde, var ved dagens møde en venlig, hjælpsom og imødekommende person. Ude på uheldsstedet var han på arbejde, da han i bestemte vendinger og med stor autoritet i stemmen, bad mig gå længere væk. Stedet var "a crime scene". Han ville ikke forstyrres af publikum.
   En ordre jeg selvfølgelig straks efterkom. Jeg havde fuld forståelse for hans henstilling, selv om jeg ikke mente jeg gik i vejen, for hverken ham eller de andre politifolk og ambulancereddere, der var ankommet til ulykkesstedet.
   Ved ligsynet fik vi sagt "Farvel og god rejse" til Thomas. 

Solen nærmede sig zenit. Alle formaliteter var overstået. Vi havde sagt pænt farvel til både Thomas og mr. Smile. Foran os lå ca 150 km snoet vej, førend vi var tilbage i byen, hvor Ling ventede os  Formiddagen og mødet var overstået. Min mave var begyndt at sende meldinger om, at morgenmaden var fordøjet. Det var tid at finde erstatning for dagens første måltid. Uden større besvær fandt vi en slags pizza- og grillcafé. Parkerede motorcyklerne på fortovet lige overfor. Vi måtte gå en længere omvej, gennem en lidt skummel baggård og en lang mørk gang, for at komme frem til serveringslokalet. Der var noget galt med indgangsdøren, fik vi forklaret. Ok, det forhindrede hverken os eller andre i at besøge caféen. Udover lidt let til maven, bestilte vi tre kolde øl. En til hver af os. Skænkede op og skålede, medens vi tænkte på Thomas og ønskede ham en god rejse til det ukendte.

Turen tilbage mod storbyen foregik uden stop. Dels kendte vi vejen, men mest havde vi hver især mange tanker, som skulle fordøjedes inden vi nåede tilbage til virkeligheden. Vi skulle tilbage og afgøre om vi skulle fortsætte turen, efter Thomas havde forladt os.

Mætte, og lettede over at nu var dette møde med Thomas overstået, nåede vi ud til vores motorcykler. De stod som da vi havde forladt dem. Uden snak fik vi vores udstyr på, hjelm og handsker. Jeg var i færd med at dreje nøglen, da en pæn ældre herre skråede tværs over vejen, fra det modsatte fortov, direkte mod os. Han begyndte at snakke allerede da han var et par meter fra os. På afrikaans, hvilket jeg hurtigt fik ham forklaret, at jeg ikke forstod. Han fortsatte på afrikansk-engelsk med at spørge, om vi var på vej mod Cederberg? Jeg husker jeg tænkte, hvad? Ja, men hvad kommer det dig ved?
   Mit ansigtsudtryk må have set meget uforstående ud, og han fortsatte med at forklare, at der et par dage tidligere, var en motorcyklist der var blevet slået ihjel, da han stødte sammen med en bil, ikke langt fra Cederberg Oasis. Så hørte jeg ikke  mere. Jeg ville ikke høre mere.

   Jeg var for chokeret til at sige noget! Jeg kiggede fortvivlet over mod Henrik. I stor hast fik jeg drejet nøglen og trykket på startknappen, medens jeg svagt kunne høre Henrik der, venligt med bestemt afviste at tale med manden. Jeg så ikke da manden gik, for jeg var på vej væk. Lige så snart - den sikkert velmenende - mand vendte sig mod Henrik, trak jeg koblingen, trådte på gearpedalen, og kørte ud på vejen. 

Cape Town lignede sig selv, og lå nøjagtigt hvor vi havde forladt den. Samme vej tilbage, som vi brugte for at komme til Ceres. Ling havde brugt dagen til at gå i butikker. Hun smilede medens hun baksede med et par poser med indkøbscentrets logo.

Fire dage i Kapstaden var nok for os alle tre. Der er rigtig meget at se på, men da blæsten alle dage havde drillet, og yderligere havde opgraderet med byger, syntes jeg det var en rigtig god ide at finde et andet sted at bo. Turen gik sydpå. Ling tog en bil fra det i Danmark ulovlige "Uber", som er stort i Sydafrika. Henrik og jeg trillede i fin støvregn og stærk blæst, sydpå mod Hout Bay på vores motorcykler.
   I Hout Bay var en lille fin lejlighed i et byggeri, Beach Club, tæt på stranden, ved at blive gjort klar til os. Vi kom lidt tidligere end beregnet, hvilket afsted kom mange undskyldninger fra såvel rengøringsdamen, som ikke var færdig med at gøre lejligheden klar til os, som fra ejeren, der ville kontrollere lejligheden inden vi flyttede ind. Vi var godt tilfredse, og fik lov at installere os i lejligheden.

   Blæsten og den overskyede himmel, som dog nu holdt tæt, var fulgt med og dækkede også Hout Bay. For mig var det mere af nød end af lyst, jeg vovede mig ud på en gåtur. Jeg var træt. Meget træt. Selv en dejlig lur, inden gåturen, kunne ikke jage trætheden væk.
   Som jeg har noteret i min lille bog, sneg en altfavnende træthed sig ind i min krop. Knap havde vi afsluttet det kapitel i vores eventyrlige rejse, der fint kunne kaldes "Afsked med Tomas", førend min krop reagerede. Fra at have været i beredskab, med et aktivitetsniveau i højt gear, kunne jeg nu slappe af i visheden om, at både Henrik og jeg havde gjort alt vi kunne, for at få Thomas sendt ud på hans sidste rejse.
   Henrik og jeg havde spundet alle de mere eller mindre løse tråde og opgaver, der blev ved at dukke op, sammen til en helhed. Vi var overbeviste om der ikke var mere vi kunne eller skulle gøre for Thomas. De resterende opgaver var alt sammen noget som politi, ambassade, forsikringsselskab og familie, skulle tage sig af. Senere viste det sig at også tolderne havde noget at skulle have sagt!

Nu kunne vi koncentrere os om noget andet. Nu var tiden var kommet, hvor vi igen kunne "være turister". Udgangspunktet hed nu Hout Bay. Og det var et spændende ferieområde.

   Ganske vist var jeg træt, og min lyst til at gå ud i blæsten, var til at overskue. Alligevel gik jeg med Henrik og Ling ned på stranden, hvor vinden fik sandet til at fyge. Houtbaairiver giver lidt udfordringer på stranden, hvis man har små sko på fødderne. Andre havde placeret en planke over det sted floden søgte mod havet. Jeg fik et par billeder, hvor Henrik og Ling krydser det lille vandløb. Ling fik flere point for yndefuld balancegang, end Henrik!

Turen ned i byen gav lyst til en kop kaffe med kage. Vi fandt et rustik og gammeldags indrettet kafferisteri, hvor der var 5 små borde med tilhørende hårde stole, til gæster og kunder. Duften af friskmalet kaffe var overvældende. Næseborene blev overdynget med lækre dufte, som fik smagsløgene til at svulme. Vi bestilte kaffe, men skulle selv afgøre hvilken sort! Det var svært, for vi kendte ikke de forskellige sorter, og bad derfor mester om at vælge hans egen favorit. I den halve times tid vi nød de hårde stole og den hede kaffe sammen med den lidt tørre kage, kom flere lokale og købte de friskkværnede kaffebønner.

Om det var den skrappe vind. De stikkende sandkorn. Den seneste tids oplevelser. Eller for at afslutte eftermiddagens udflugt, husker jeg ikke. Inden vi vendte tilbage til ferielejligheden, besøgte vi en restaurant, hvor vi først måtte forcere en kæmpe bunke sand, som vinden havde smidt i en dynge lige efter lågen ind til gårdspladsen. Efter sandet, hvor Ling ingen var den der fik flest point for sand-dynge-klatring, var der mere motion for trætte ben, idet den del af restauranten vi søgte, lå på første sal. Den kolde øl gjorde godt ovenpå de mange anstrengelser for at nå målet.

Turen fortsætter med Thomas som blind passager

Tiden nærmede sig hvor Ling skulle forlade os. Hun skulle hjem til Danmark og salonen. Henrik og jeg skulle finde ud af om vi ville fortsætte turen. Eller vi ville droppe resten og flyve hjem. Over flere snakke fik vi vendt spørgsmålet, og resultatet blev, at vi ville køre turen færdig, og have Thomas med som blind passager. Thomas kunne ikke være fysisk sammen med os, men han kunne være med os i tankerne. Han var også "lidt med fysisk", idet jeg havde alle Thomas' private papirer, telefoner, iPad, kamera m.m. i min ene sidetske.

Medens Henrik fulgte Ling til lufthavnen, kørte jeg tilbage til Cape Town. Jeg havde - endnu en gang - tabt en meget vigtig skrue. Denne gang var det en specialskrue. De originale sidetasker til min GS'er hedder Vario. De hænges på cyklen med et par hængsler og en fastholdes af en skrue, med et særligt stort hoved. Skruen der skulle holde den højre sidetaske på plads, var væk. Tabt. Hvornår det var sket vidste jeg ikke. Men eneste mulighed for at få skruen var, hvis den lokale BMW forhandler havde én. En søgning på nettet viste, at vi havde boet meget tæt på BMW Motorrad Donford, medens vi residerede i Waterfront. Men dengang havde jeg skruen, og det var ikke aktuelt at besøge den flotte butik. 

   I første omgang blev min beskidte Gamle Slæde parkeret ude på gaden. Jeg gik indenfor og fremførte mi ærinde ved receptionen, og blev bedt om at køre motorcyklen indenfor. Wow for en butik.
   Mit håb om de havde den ønskede skrue, samt, nu jeg var der, et stk. blinklysplastik samt et stk. baglysplastik, var stort. Og jo, selvfølgelig kunne de klare opgaven, men det manglende plast til såvel blinklys som baglys, kunne jeg tidligst hente 3 dage senere. Skruen havde de. Øv, så måtte jeg nøjes med skruen, for jeg var sikker på jeg var meget langt fra Cape Town tre dage senere. Skruen fik jeg uden beregning. Smilende over hele hovedet, sagde jeg pænt tak for hjælpen, inden jeg igen smuttede ud af porten igen.

I stedet for at køre direkte tilbage til Hout Bay, lod jeg 2 og syv være lige. Satte gps'en til at finde ud til Cap of Good Hope. Tænkte det kunne være fint lige at smutte der forbi. Hvad jeg ikke lige havde haft med i mine overvejelser var, at for at komme derud skulle jeg gennem et kvarter, hvor jeg sad og bad til at motorcyklen ikke ville gå i stå. Med andre ord, jeg kørte gennem et område med tæt bebygget og - befolket området. Fra vejen, hvor jeg kørte, var det  mest sorte afrikanere der boede i området. Jeg var i udkanten af Cape Town. Jeg var i et af de områder jeg var blevet advaret mod at køre ind. Jeg var ikke spor stolt ved situationen, men jeg kom igennem uden at blive antastet og motorcyklen kørte - som altid - taktfast og uden problemer.

Selvfølgelig skete der ikke mig noget. Men, jeg havde jo netop opdaget at ulykken kan ramme, og at den rammer selv om man mindst venter det. Da udsigten til townships af blikskure og dårligt vedligeholdte højhuse, blev til udsigt til høje mure med elektriske hegn over, kunne jeg slappe af og nyde motorens rumlen ved de 60 - 70 km/t jeg rullede mod Cape of Good Hope med.

   Fremme ved porten bekendtgjorde et stort grønt skilt, at jeg, som "Adult" skulle betale "Standard fee" for at køre videre ud og kigge på det sammen hav, jeg kunne se fra Hout Bay, stående på nogle klipper, som alt i alt lignede de klipper der var i resten af området! Prisen var RAND 320, som omregnet er ca. 160 kr. Det blev et nej tak fra mig. Jeg lavede billedet af min Gamle Slæde foran betalingsanlæget, og det var så det! Jeg var ved Cape Good Hope - thivertifald næsten.

Henrik fulgte Ling til lufthavnen. Vi forlod lejligheden med vores bagage for at fortsætte turen, mod de destinationer vi havde planer om at besøge. Den første tur efter Ling forlod os, blev dog kun på ganske få 100 meter, idet Henrik fandt et fint B&B, Brightwater Lodge, hvor et særdeles venligt ægtepar tager sig venligt og kærligt af alle gæster. De havde et par dejlige værelser, som de gerne ville leje ud til os. Grunden til vi ville blive endnu en nat i Hout Bay var, at den anden gruppe danskere, også var ankommet til Hout Bay. Vi havde en aftale med dem om at spise middag sammen, bl.a. for at fortælle dem om ulykken.

Dagen efter var det tid at forlade Hout Bay og Brightwater Lodge. Værtsparret vinkede farvel og ønskede os god tur.

Foran os lå flere kendte destinationer og ventede på vi skulle standse motorcyklerne og nyde øjeblikket. Hvis du vil med på turen, hvilket jeg håber du finder tid og lyst til, må du have en smule tålmodighed. Jeg går straks igang med næste kapitel, men jeg skal også igang med vores camp, nu hvor VejrGuderne, via DMI's forlængede arm, har fortalt at nu, nu skulle regnen stoppe, og foråret med tørt vejr og sol dukke op i horisonten. Men stay tuned, spis en kage, drik en kop kaffe til og husk at leve livet. Vi ses

Til menu / toppen     Til andet afsnit     Til fjerde afsnit