Norge i sol og regn

Kun de færreste opnår at få alle ønsker opfyldte på én og samme tid. Vi gjorde heller ikke. Selv om vi havde bedt til vejrguderne og fulgt meldinger på nettet fra diverse profeter, som alle påstår de "alene vide" og alligevel tager fejl, fik vi ikke det vejr vi havde ønkset, men det ødelagde ikke vores "bryllupsrejse" til broderfolket nord for Skagerak.

Hjemmefra havde vi mildt sagt ikke den bedste udsigt foran motorcyklerne. Ganske vist var det tørvejr, og det fortsatte et langt stykke op gennem Jylland. Et tykt skydække, skærmede for solen og gjorde land- og byskaber næsten tonløse og lidt triste at se ud over. Men i Hirtshals ventede en færge på at fragte os over til klipperne, der standser Atlanterhavet og bryder Golfstrømmens bølger.

Regntøjet burde have fundet plads udenpå vores motorcyketøj, men nej nej. Den "byge" der ramte os syd for Ålborg, var nok kun en mindre 'plet' til vores noter om vejret fra dette års første længere udflugt sammen.

Men desværre nej. Regnen fortsatte og blev faktisk stadig stærkere, jo længere nordpå vi kom for Nr. Sundby. Få km før Hirtshals fik de efterhånden mange små og større vandpytter stoppet deres vækst, men vi var til gengæld mere våde, end vi syntes om.

Heldigvis havde Nordmænnerne noget bedre vejr til os, og turen fra færgens landingsplads i Larvik og til Vrådal, hvor vi var ventet på Quality Straand Hotel, som ligger helt ud til Telemarksvejen, lige inden man drejer fra for at køre ind til Vrådal. Vi havde været der før, så vi kendte såvel hotellet som området. Vore forventninger til opholdet var store.

Hotelværelser er generelt jævnt kedelige. Indretningen er, som oftest, rimelig ens og på vores prisklasse, noget spartanske og almindeligvis lidt billige. Vores værrelse på Quality Strand Hotel skilte sig ikke ud til hverken det værre eller bedre. Vi var ok tilfredse, men ville gerne have haft hårdere madrasser.

Anden dagen på vores tur bød på fint vejr, hvorfor vi straks efter morgenmaden pakkede lidt til en udflugt. Vi havde bestemt os for at køre ud og kigge på et gammelt nedlagt stenbrud. Glæden var stor hos os begge, for nu skulle vi ud og rullle på de smukke norske småveje.

Stenbruddet ligger lidt udenfor Dalen. Klods op ad Eidsborg stavkirke, har man bygget  Vest-Telemark museum, hvorfra der findes en meget fin vandretur gennem typisk norsk landskab. Ved at følge den afmærkede rute fra museet, kommer man efter en "middelsvær krævende" tur frem til stenbruddet.

   Brynesteinbrotet var det største af mange lignende brud. Bruddet åbnede tilbage i 1700 tallet, og var i drif frem til 1950.

På trods af naturens mange forsøg på at gøre op- og nedstigningen fra stenbruddet besværligt, lykkedes det at komme både op og ned, samtidig med vi nød den fremmedartede natur, den anderledes vitaminfyldte luft og samværet.

Tilbage ved motorcyklerne, måtte vi trodse varmen og atter montere brynjer og jakker, førend vi indledte turen tilbage til hotellet. I Dalen kom vi forbi "Spiseriet" et lille traktørsted, hvor der var motorcykel-kaffe-træf eller noget.Vi vendte cyklerne i en flot U-vending og kørte ind og parkerede vore cykler for enden af en række norske tohjulere. Stedet var fint og velegnet til kaffe-træf og vi kom da også i snak med nogle norske mc-ister. Hyggeligt.

Når vi er afsted, forsøger vi at være så meget udenfor som muligt. Frokosten nydes gerne på en bænk med bord og udsigt.

Til at dulme mavens råb om fordøjelsesmaterialer, dækkes af dertil indkøbt brød og pålæg, handlet i en lokal forretning, hvor vi finder noget vi kan lide. Når vi tourer i Norge, er der Gulbranddalsot i madkurven. Brunt gedeost er nærmest slik for os, og spises i mængder, der vil gøre enhver gedefarmer lykkelig.

Vi har også hang til godter, som fanges i havet. Som her rejer, men ellers spiser vi gerne laks, ørred, sild, rødspætter, torsk og alle andre spisefisk. På såvel morgenbordet som ved aftenmåltiden sørger Quality Straand Hotel og Resort i Vrådal for altid at have masser af fisk til gæsterne. Det "liker" vi meget.

Et af de større stunt på denne udflugt til Norge, blev udført i bedste stil af undertegnede.

   Som vanligt havde jeg forsøgt at lave en fin rute til udflugten. Som vanligt var det lykkedes ud over alle forventninger, næsten. Der var, eller kom, et "aber dabei" i form af et skilt med teksten "Privat vej. Indkørsel på eget ansvar". Lågen var åben, - ihvertfald i den ene ende.

   Det med ..... på eget ansvar, kom i form af en meget lang tur på en skøn skøn gruset vej, hvor underlaget kun i få sektioner, bød på øget behov for koncentration omkring kørslen. Især for Jeanne. Hun lød til tider lidt mopset og kundgjorde flere gange, at hun bestemt ikke var tilfreds, idet hun mente underlagt var rigeligt svært forcerbart for hendes Gladius.

   Min undskyldning var, at jeg ikke havde kørt ruten tidligere, og derfor ikke kunne vide noget om, hvad underlaget bestod af. Samtidig bedyrede jeg, at det snart var forbi. Hvilket jeg flere gange ikke havde nogen anelse om, men det lød godt! Jeannes svar behagede mig ikke rigtig godt, fordi hun gang på gang slog fast, at hun ihvertfald ikke ville køre retur ad samme vej, hvis nu der skulle være bom eller lign. over vejen, når vi kom til enden af vejen!

   Ups, det havde jeg ikke tænkt på, men jeg lod mig ikke mærke med en voksende uro, som jeg følte inden i. Da vi kørte ind VAR der en bom, men den var ikke sænket. Og hvis den havde været for, var det muligt at køre forbi bomme ad en alternativ rute, som andre før os havde benyttet.

   Men jeg anede ikke hvad der ventede!

Det fik jeg syn for, da vi nåede frem til hvor den private vej mødte den offentlige. Der var en bom. Den var ned og låst med en tung hængelås. Ved den højre side var der træer og en dyb grøft. Ikke en mulighed at komme den vej.

   På venstre side var klipper, men der var en lille grøft og ca en meter mellem klippevæk og bom. Jeg så en mulighed for at vi kunne køre forbi venstre om, hvis jeg inden lagde et par sten eller fem ned i grøften til at køre på. Som tænkt så gjort.

Klipper og sten var der rigeligt af. Jeg fandt nogle som var flade, og fik dem lagt tilfrette, inden jeg satte mig op på Gladius'en, som Jeanne ikke selv ville forsøge at køre forbi bommen. Uheldighvs rokkede stenen sig, forhjulet gled ind mod klippen, og cyklen hang på maven. Øv.

   Ved fælles hjælp fik vi cyklen rettet op. Jeg forsøgte med mere gas og en hurtig tilkobling i første gear. Cyklen sprang frem............og så dukkede en gæst op!

Gæsten var en dame, som var ude og lufte sin hund. Hun spurgte forundret til, hvorledes vi var kommet frem til bommen?

   Jeg fortalte, som sandt var, at der ikke var nogen bom for den vej vi var kørt ind i området! Damens ansigts udtrryk afslørede hun ikke troede 100% på min historie, og ønskede derefter at vide, hvilken vej vi var kørt ind i skoven. Jeg forsøgte at komme i tanker om navnet på den samling huse der lå hvor vi drejede af mod venstre. Damen kendte udmærket stedet, og havde stadig svært ved at tro, bommen ikke var sænket.

    Vi snakkede lidt, og hun kunne se vores besvær med at få Gladius forbi bommen og op af grøften, og tilbød så at hente en nøgle. Jeg var ikke så meget for at vi skulle vente og forsøgte at overbevise både Damen og Jeanne om, at vi godt kunne få begge motorcykler forbi. Men, damen gik og vi fortsatte med at bringe Jeannes sorte Suzuki forbi. Det lykkedes. Men jeg fik varmen!

    Anderledes let gik det med Den Gamle Gule. Inden jeg kørte den igennem, rettede jeg lidt på stenene i grøften, og så gik det ellers næsten som smurt.

Den morske dame kom tilbage med hund og nøgle, samtidig med vi trak hjelmen ned over håret. Vi var klar til at køre. Damen kiggede underligt på os, for nu stod begge knallerter på den rigtige side af lågen, med motorerne kørende. Jeg smilede til hende, og så satte vi ellers igang, med et hej og tak for nu, til det lettere frustrede blik, der kiggede på mig, og sikkert fulgte os medens afstanden mellem hende og os stille og roligt blev længere og længere. Missionen gennemført, men jeg måtte høre en del for stuntet, medens Jeanne fulgte mine instruktioner om hvilke veje vi skulle følge for at komme bort fra skovvejen, hvor vi tilsyneladende ikke var særligt velkomne.

   Heldigvis er jeg blevet tilgivet afJjeanne. Om den norske Dame også har tilgivet mig, ved jeg ikke.

Jeanne og jeg har begge en portion nysgerrighed i behold. Når vi ser skilte elller brochurer, hvor vi får en mistanke om, at lurer noget spændende forude, skal det undersøges. Jeanne havde set en brochure med omtale af "Z museum".

   Museet har til huse i en lagerhal i et industriområde i Treungen. Vi besøgte museet og kan varmt anbefale stedet. Inde i hallen findes et tidsbillede af 1960 og frem. Der er såvel ældre som nyere effekter - du nævner noget, og det findes - men med hovedvægten på ting fra midt 1900 tallet.

Ikke mange, hvis overhovedet nogen, ferier følger den plan eller indfrier de håb man har forud for turen. Når vi planlægger ferier, tager vi ingen forbehold for vejret, men tænker at vi vil gøre sådan, se dette og prøve ........ Når turen går til Norge er der flere ting der kan gå galt. Dels skal man være opmærksom på de forskellige seværdigheders åbningstider. Faktisk er vi flere gange blevet overraskede over, at nogle af de ting vi gerne vil, ikke kan lade sig gøre fordi vi er enten for tidligt på færde, eller kommer efter "sæsonnen". Desuden er der vejret. Regn med regn, og blive glædellig overrasket hvis solen skinner hver dag.

   Nok hører vi ikke til den gruppe der planlægger ferier i detaljer, men det er ikke ensbetydende med at vi ingen planer har.

   Før opholdet i Vrådal havde vi glædet os til at skulle ud og padle en kano på Bussvikfjorden. Kanoturen blev erstattet af en tur med en gammel slæbebåd "Fram", søsat i Vrådal tilbage i 1909. Nu er den udflugtsbåd. Og blev vores "sejlturs båd" i denne ferie.

   Vejrudsigten havde flere dage i forvejen lovet regn, og vi havde derfor bestilt plads på "Fram" til en tur gennem slusen og rundt på Bussvikfjorden. Inden hyggede vi på hotelværelset, med et spil 500 (som jeg vandt stort :-) ), ......................så vidt jeg husker!

På denne vores bryllupsrejse, havde vi ikke det bedst tænkelige vejr. Alligevel blev turen en herlig oplevelse, set under et. Vi havde en uge sammen. Vi nød hinanden. Vi havde masser af tid til at finde og nyde roen i nordmænnernes land. Vi så og oplevede meget.

Gåture er altid populære hos os. På motorcyklen er bagageplads begrænset, men er man opmærksom på hvad man har med, og tænker man over at alt skal kunne bruges til mere en én ting, kan man pludselig meget. Vores motorcykel støvler er købt til at holde fødderne tørre når vi kører i regn. De skal være varme, således vi kan holde ud at køre i kulde. De skal yde beskyttelse hvis uheldet er efter os. Og de skal helst også være gode at gå ture i.

   På denne tur var vi, som tidligere beskrevet på vandretur til et stenbrud. En anden dag i ferien var vi på vandretur gennem fjeld og skov til et vandfald.,med det fantastiske navn  "Helveteshylen".

Tæt på Quality Straand Hotel er en vandrerute op i fjeldet bag hotellet. Den tur gik vi en dag, hvor duggen faldt noget hårdere end normalt. En fin lille tur, hvor motorcykelstøvlerne bestod vandprøven. Stien var meget våd. Græsset hang ud over sporet, men støvler og regnbukser gjorde hver sit for at vi ikke fik vådt skind.

Ture i gråt og vådt vejr har deres charme og giver andre oplevelser end ture i fint tørt vejr. Ture på motorcykel giver anderledes oplevelser end ture på trædecykel og bil. Nedenfor et par indtryk fra vores udflugter på motorcykel, med udgangspunkt fra Vrådal 2017.

Bryllupsrejsen var berammet til at vare en uge. Som med alle andre ture, kommer sidste dag alt for hurtigt. Vi kan fint holde til være på udflugt. At udnytte muligheden for at gøre hvad man har lyst til, er nem at vænne sig til. På det punkt ligner vi de fleste andre.

Når jeg betragter rodet på værelset, og dertil lægger det jeg ikke umiddelbart kunne se af vores habengut, har jeg nogen gange lidt svært at forestille mig det altsammen kan være på to motorcykler. Men det kan/kunne det. Vi hvade ovenikøbet lidt ekstra med hjem. I en slags byggelager fandt vi en postkasse vi gerne ville have med hjem til vores Mini Primi Camp. Sådan en grøn kasse, fylder en del, selv om det meste er luft. De par sten fra skoven vi også tog med hjem, fyldte ikke så meget, men var til gengæld tunge! Nogle stykker træ, som gemte på underlige "hoveder" af fabeldyr, hverken fyldte eller vejede meget. Og pladsen havde vi, for de par flasker rødvin vi havde med til ferien, var drukket, og plads dermed frigjort.

Nattens og morgenens regn lå endnu som pytter langs vejen, medens det andre steder flød tværs over vejen og dannede spejl for himlens grå tæppe. Undervejs gennem ugen på Quality Straand Hotel var vi kommet i snak med én tjener, Ralf.

   Ralf er tysker, men bosat i Norge gennem flere år. Han og jeg kom i snak, fordi vi kører motorcykel. hvilket Ralf også gør. Han inviterede os til en kop kaffe på gården, hvor han bor sammen med sin hustru og deres børn. En invitation vi ikke kunne, og ej heller ville, sige nej til.

    Besøget blev bestemt til at være på vores sidste dag i Norge. Efter jeg havde betalt vores regning på hotellet, kørte vi derfor mod nordpå til Kvieteseid, i stedet for mod syd. Ralf havde forud fortalt det kunne være lidt svært at finde ud til ham. Hvis det ikke lykkedes for os, skulle vi blot ringe, så ville han hente os. Og sådan blev det. På en skinnende ren Honda African Twin kom Ralf drønende ned ad bakken for at vise os de sidste 700 meter frem til gården.

For mig som rejsende på motorcykel, har jeg en forkærlighed for, at tiden ikke betyder noget. Altså jeg skal ikke være et bestemt sted på et forud fastlagt tidspunkt. Således har jeg det rigtig godt, og derfor knap så godt, hvis jeg har en "aftale", det være sig med en færge, et fly eller et tog. Altså en deadline, som hvis jeg ikke overholder "aftalen om fremmøde" forsvinder ud i fremtiden uden mig. Jeg havde det derfor også lidt svært ved at sidde roligt og nyde besøgt fuldt ud hos Ralf, men vi hyggede en times tid med kaffe og snak over køkkenbordet, inden det blev tid for os at sige pænt farvel sammen med et ønkse om gensyn til Ralf.

Færgen der skulle bringe os tilbage til Danmark ville forlade Norge sidst på eftermiddagen. Forud havde vi lagt en plan om bl.a. at gense Kragerø, lidt syd for Larvik. Kragerø er en skøn samling huse, som ligger ud til skærgården. Vi har været der flere gange. Denne gang gjorde vi holdt på havnen, hvor  den lille Jetboiler kom på arbejde, idet en stærk sydvesten vind ville lege med, og hele tiden forsøgte at puste ilden under gryden ud. Vinden tabte, og måtte i stedet nøjes med at vippe de mange lystbåde, ved at sende den ene bølge efter den næsten ind mod molen.

Nået så langt, havde vi en fornemmelse af, at vores bryllupsrejse ikke bød på flere oplevelsler. Men Norge var ikke færdig med os. Med kaffen liggende lunt og godt i maven, satte vi os på motorcyklerne, forlod Kragerø og fandt snart ind på E18, hovedvejen mod Oslo, som ville føre os op til Larvik.

   Der er hastighedsbegrænsning mange steder, eller rettere, på de fleste hvis ikke alle, veje i Norge. Vi fulgte trafikken mod nord. Jeanne kørte forrest. Hun lå i det venstre spor. Jeg fulgte efter i det højre spor. I mit bakspejl så jeg en motorcykkel komme meget hurtigt nærmere.

   I vores samtaleanlæg bad jeg Jeanne om at køre ind til højre, således den bagfra kommende motorcyklist kunne fortsætte sin hastige fremrykning, uden at lade sig standse af os. Et stykke foran os var en tre-fire biler.

   Motorcyklisten kom meget hurtigt frem til mig, og inden Jeanne nåede at køre helt ind i det højre spor, susede han venstre forbi mig, og højre forbi Jeanne. Jeg blev meget forskrækket - og gal! Den manøvre havde jeg ikke forudset.

   Den norske motorcyklist var meget tæt på at kollidere med Jeanne, fordi Jeanne jo var på vej ind mod rabatten, samtidig med de passerede hende højre om. I min vildeste fantasi havde jeg ikke evnet at forudse denne "underhaling" og ville meget gerne have fortalt chaufføren, at det var ustyrligt dumt det han lavede. Ikke mindst i disse tider, hvor samtaleanlæg mellem to eller flere motorcyklister er meget normalt.

   Jeg tror ikke nordmanden havde tænkt over - eller forestillet sig - jeg havde advaret min kæreste via samtaleanlæget, og at hun derfor var på vej ind mod højre. Bagefter var jeg meget meget glad for at Jeanne ikke reagerede hurtigere end tilfældet var. Hun skulle ikke have kærnget hendes motorcykel ret meget mere, inden det var gået galt.

   Lidt efter de havde lavet deres i mine øjne hasarderede manøvre, måtte de slække hastigheden fordi de kom frem til de biler der var foran os. Derved fik jeg lejlighed til at køre op og gøre tegn til chaufføren, at jeg gerne ville snakke med ham, men han havde ikke ønske om at snakke med mig. I stedet gav han gas og kørte forbi bilerne, som trak ind mod rabatten. Inden han forsvandt, fik jeg mulighed for at lave nedenfor viste billede.

Rystet men dog i balance fortsatte jeg turen sammen med Jeanne. Mine tanker kresede meget omkring hvad der kunen være sket. Og om at jeg på sin vis havde været delvist skyldig i ulykken, hvis den var sket. Det var mig der havde bedt Jeanne trække ind mod højre, hvor den norske motorcyklist havde "planlagt" at køre forbi. Hvis de havde ramt Jeanne, ville jeg med stor sandsynlighed være blevet trukket med i uheldet. Puha. Jeg har gang på gang tænkt situatonen igennem, og hver gang har jeg måttet konstatere, at jeg nok ikke advarer Jeanne (eller en anden kører foran mig, som jeg har radiokontakt med) om at køre til side, således en bagfra kommende motorcyklist kan køre forbi!

Færgen lagde til kaj hvor færgen var tænkt at skulle gøre ophold i Larvik. Vi ventede i opmarchbåsene, sammen med én anden motorcyklist, en tysker, og mange biler. Underligt nok var der kun tre motorcykler der skulle med til Danmark. Da vi rejste den anden vej, var der rigtig mange.

   Som på vejen til ferien, havde vi også på vej hjem booket plads til spisning. Maden er fin og god på Colorlin´s færge. Specielt vil jeg fremhæve der altid er herligt meget fisk i bufféen. Når jeg har spist godt, blir jeg nogen gange lidt træt. Således også denne aften. Efter lidt søgen fandt vi et sted vi kunne "sidde op og sove" (det er nemlig forbudt at ligge på bænkene).

Klokkken godt midnat var vi hjemme efter en fin tur gennem det mørke Jylland. Begge vores motorcykler er udstyret med godt lys, og vi havde ingen problemer med at finde tilbage til hjemmet i Åsted. Nogle skønne dage med min dejlige Brud var slut. Forude ventede endnu én af de større begivenheder. Vores Bike Adven Turist Træf 2017 skulle afvikles 2 uger senere. Og der var en del forberedelser, som jeg skulle sætte alle kærfter ind på at bringe iorden. En opgave jeg glædede mig meget til.   

Stay tuned, så får du snart mulighed for at se og læse om BAT 2017, som blev det bedste BAT træf til dato.

Til toppen / menu