Tekst og foto: Peter Kr. Riber
Kapitel 1 Kapittel 2 Kapitel 3
"Giv fuld gas, så du kommer væk fra det farlige", tilføjede Lisbeth, som en kommentar til Stefans velkomsttale, hvor han betonede farer ved at køre rundt på vejene i Tanzania.
Medens Herry, mekaniker og guide, kontrollerede de sidste ting på motorcyklerne, inden vi fik dem udleveret, holdt Stefan sin introduktion om stort og småt, vi ville møde undervejs. Stefan Jacobsen, indehaver og rejsearrangør af MCsafari.dk, gav råd om forholdene i landet i almindelighed. Gentog hvad han tidligere havde fortalt til alle, der havde deltaget på hans off roadkurser, om vigtige forholdsregler og håndtering af motorcyklen. I sin tale kom Stefan ind på mangt og meget. Dog var mit indtryk, at selv om alle lignede nogen der hørte efter, var tankerne allerede ude i bushen, som ventede kun få 100 meter borte.
Smilende ved mig selv, tænkte jeg, at jo, det med at give fuld gas for at "komme væk fra fedtefadet" kan være en go idé. Men ikke i alle. Hastigheden bør altid være tilpasset forholdene, hvilket et par af turens deltagere lærte på den hårde måde.
Efter Stefans tale, blev cyklerne, der var linet op på parkeringspladsen, fordelt. Jeg valgte en rød. Igen igen! Og det valg fortrød jeg ikke. Min røde Himalayan gjorde det rigtig flot, og viste bl.a. sin klasse ved ikke at punktere! Ikke alle var så heldige!
Inden alle havde fundet en cykel, fået cyklen modificeret eller monteret med medbragt merchandise, var flere på hjul for at "lære cyklen" at kende. Jeg lavede en slalombane med nogle sten, og opfordre mine medrejsende til at øve koblingspunkt og håndtering i al almindelighed.
Uagtet jeg har besøgt mere end 40 lande i Europa, kørt 11.000 km i Australien og tidligere også 7.000 km i Sydafrika. På trods af de kæmpe mange kørte kilometer jeg har kørt på mine motorcykler, har jeg aldrig deltaget på arrangerede ture, hvor guide og følgebil er en del af krydderierne. Desuden, skulle jeg for kun anden gang, køre på en lejet motorcykel. Jeg var spændt.
Indenrigsflyet til Arusha lettede lidt tidligere end angivet på fartplanen. Alle passagerer var ankommet, så der var ingen grund til at vente på ordinær afgangstid. En holdning jeg synes er helt ok. Lidt ligesom at "bussen kører når pladserne er fyldt op", som jeg oplevede første gang jeg var i Afrika. (Læs "Tak for dansen Afrika")
Thorkild, Michael, Stefan og jeg indlogerede os på Forrest Hill hotel. Vi var en dag foran. Næste dag skulle vi tage imod de 5 andre deltagere på turen rundt om Afrikas højeste bjerg. Med andre ord havde vi en aften og ca en halv dag der kunne bruges efter behag.
Aftenen blev en hygge aften hvor Stefan præsenterede os for Eric, indehaver af Eastafrican Motorcycles, hvis motorcykler vi skulle køre på. Resaturanten bød på god afrikansk mad, som vi nød under skøn afrikansk stemning, hvor aftenmørket sænkede sig, fyldt af lyde vi ikke var vant til, medens indholdet på tallerknerne forsvandt, sammen med gyldne dråber af lokalt øl.
På dagen hvor de andre skulle dukke op, gik Thorkild, Michael og jeg en tur rundt i nabolaget, medens Stefan var kørt ud i byen for at møde en forretningsforbindelse. Under gåturen mødte vi flere steder hegn rundt om huse og haver. Mage til hegn jeg så i Sydafrika. Problemet med uønsket besøg når man ikke er hjemme, findes også i Tanzania!
Transport af chaufførmedhjælpere foregik på ladet, hvor der helt sikkert var mere luft, men også lidt farligt at sidde, tænker jeg.
Den smalle, uasfalterede vej bag hotellet, viste sig også af være adresse for en skole. Vi kiggede på udsmykningen af hegnet, og fandt det såvel oplysende som lidt sjovt at se, hvordan betonnen blev udsmykket med bogstaver og tal. I løbet af meget kort tid kom en vagt og bad os om at forsvinde. Han ønskede åbenbart ikke at vi skulle "studere" hans område!
Heden omkring middagstid var svær at holde ud. Luften "stod" stille, der skulle drikkes meget. Vi havde ikke taget vand med på gåturen, og fandt heldivis en lille butik hvor vi kunne købe vand. Da vi forlod butikken, med hver vores flaske vand, var vi alle overbeviste om, at vi havde "købt" hele hans lager af vand. Altså, vi havde en tydelig fornemmelse af han havde taget sig rigtig godt betalt for vandet.
En erfaring rigere, gik vi tilbage til hotellet. Skiftede til badetøj. Købte en kold øl, og gik ned til poolen, hvor Camilla og Lisbeth, Ole, Christian og Jack snart efter kom i samlet flok.
Vi behøvede ikke presse, eller spørge to gange! De var i den grad til koldt hvidvin og øl i duggede flasker. Ved første, og senere andet øjekast, viste de fem ’nye’ sig at være en lille flok dejlige mennesker. Samtidig fandt jeg også ud af, der var stort spring i alder. Yngste var Camilla på 22. Ældste var undertegnede på 68. Jeg håbede det ville gå godt. Alt tegnede til at blive netop den succes, vi alle håbede på.
Stefan sørgede for vi fik et bord på hotellets terrasse, hvor vi spiste sammen, skålede på en go tur og hørte Stefan berette om sine erfaringer og gode råd.
Straks efter morgenmad næste dag, var det tid for udlevering af motorcykler. Alle skulle køre på de encylindrede Royal Enfield Himalayan modeller. Med kun 24 arbejdsivrige, godmodige og sejtrækkende heste under den 15. liter store tank, stillede den lille indiske tohjuler, op til dans på Afrikas røde jord. Motorcyklerne var forholdsvis nye. Den jeg valgte var rød og havde 11.000 km på tælleren. Den var pæn, ikke særlig skrammet, men havde en større bule i fælgen, som jeg dog ikke mærkede noget til, når vi kørte på de hullede og sandede veje. På asfalt hoppede den lidt omkring de 70-80 km/t. Men pyt, det var småting.
Om det tog lang tid, eller det bare var mig, der som en anden novice, syntes der gik alt for lang tid med at komme igang, det skal jeg ikke vurdere på. Fakta er at jeg følte udleveringen af motorcykler tog alt for lang tid, men eftersom der foregik rigtig meget omkring mig, er det sandsynligvis mig der tog fejl.
De første kilometer kørte vi med fast sort asfalt under dækkene. Som forventet, og håbet, mødte vi snart et skilt, som fortalte at asfalten sluttede, men at vejen fortsatte som en grusvej. I bogstaveligste forstand knoldet, ujævn med masser af mindre sten og groft sand, strøet ud i hele vejens bredde. Fra dybet stak – i spredt forvirring - større sten op og gjorde vejen ekstra svær at køre på. Jeg lod mig senere fortælle, at vejene i mange lande i Afrika, er bygget efter samme opskrift som romerne brugte i oldtiden. Senere på turen fik jeg set at den udlægning var helt korrekt.
Gruppen fandt hurtigt sammen i en kolonne. Stefan kørte forrest. Mekaniker Herry dannede bagtrop. Herry kørte på en Himalayan ligesom os danskere, medens Christoffer var chauffør på følgebilen, som trak en trailer med en reserve Himalayan motorcykel.
Holdet fandt hurtigt ind i en fælles kadence, som dog allerede efter kun ca. en halv times kørsel på gruset, blev brudt. Nådesløst - men lykkeligvis, uden større konsekvenser for de implicerede. To ekvipager, pigerne, havde banet sig vej frem foran guiden Stefan. Uden at sænke hastigheden fortsatte de, men var ikke opmærksomme på, at vejen,efter en mindre højredrejning, ’forsvandt ned i en lille flodseng’
Bunden i flodsengen var dækket af beton, og hele 'broen' var uheldigvis spærret af får, der blev drevet ad vejen af en enkelt hyrde. Camilla, der på det tidspunkt lå forrest, kunne ikke nå at bremse ned, og valgte at køre op ad en skrænt, hvor hun smed cyklen. Lige bag Camilla, kom Lisbeth og hun kunne heller ikke nå at bremse, og valgte at følge efter Camilla, og begge brugte skrænten som landingsbane.
Heldigvis skete der ikke noget med pigerne, men den ene cykel fik skader. Der blev byttet rundt på motorcyklerne, og Camilla fik reservecyklen, som den anden hjælper, Christoffer, havde på en trailer efter følgebilen.
Der kom hurtigt styr på situationen, men til Stefans store ærgrelse, havde han under tumulten, mistet sin rygsæk med pas, penge, værktøj og vanddunk. Rygsækken havde Stefan lagt på sin motorcykel, da han sprang til for at hjælpe pigerne. En forbipasserende havde set sit snit til at stjæle rygsæk med indhold. Tyven havde en go dag. Der var mange amerikanske dollars og en del anden valuta blandt indholdet.
Billedet er ikke af den hyrde med geder, der spærrede beton-broen for pigerne. Flere andre hyrder brugte vejen, og især skrænter og rabatter, til at føre deres geder og køer rundt mellem de sparsomme pletter med græs, eller buske med grønne blade og friske kviste, som kvæg og geder kunne fornøje maverne med, inden de om aftenen atter skulle hjem til deres fold ved huset.
Når jeg er på tur med andre, søger jeg næsten altid for at komme ned bagerst i flokken. Der føler jeg mig rigtig godt tilpas, og har samtidig et fint overblik. På så godt som alle ture hænger mit kamera i sin rem om halsen. Hvis jeg ser et motiv, jeg gerne vil have med hjem, er der ikke langt fra tanke til handling.
På turen rundt om Kilimanjaro skulle det vise sig, at det ikke altid var en go idé at ligge bag gruppen. Fra min position bagerst, måtte jeg 'æde de andres støv'! De grove dæk fra flokkens motorcykler foran mig, rejste så meget støv, at det til tider var ganske ulideligt. Dertil kom at mit kamera, som hang klar på maven, måtte lidt samme tort som mig. Ganske ubeskyttet dinglede det i stroppen, medens støvet satte sig på frontglasset og alle andre flader. Guderne fik mange venlige påmindelser om at de skulle huske på Nikons reklamer om at hus og objektiv var støv- og vandresistente.
Langs vejen så vi flere boder. Lokale udstillede deres håndværk. Fra boderne solgte de lokale smykker, frugt og grønt eller andet håndværk, træarbejde for eksempel. Vi kørte forbi uden at gøre holdt for at inspicere og eventuelt købe.
Tanzania, som officielt hedder Den Forenede Republik Tanzania, er en demokratisk forbundsrepublik ved Afrikas østkyst. Landet dækker et 945.087 km² stort landområde, har et befolkningstal på 63,6 millioner indbyggere, og er kæmpe spændende at opleve. Med så mange indbyggere, er det praktisk talt umuligt at finde et sted uden mennesker. Overalt dukkede de op, eller kom frem næsten i samme nu, vi standede motorcyklerne. Selv ude på savannen, hvor jeg ikke havde set nogen under kørslen, kom de frem med nysgerrige øjne, og smil på læberne, næsten i samme sekund vi slukkede motorerne.
Trafikkulturen er en oplevelse i sig selv. Undervejs rundt om Kilimanjaro mødte vi næsten hele tiden andre, der var på vej. Hyrder med deres får og geder. Gående, hvor kvinderne næsten altid havde byrder på hovedet og poser i hænderne. Mændene gik oftest forrest, og viste vej!
Vogne trukket af æsler eller køer, blandede sig mellem biler og små motorcykler, alle med passagerer og varer. Ude i bushen kom lastbiler, alle mindre lastbiler med store lad, oftest godt og højt belæsset, med passagerer oven på læsset. Overalt foregik transport af varer og passagerer under mottoet: Der er altid plads til én (ting) til.
Et kapitel for sig selv, var ejere af små motorcykler. De små motorcykler er indrettet efter der kan sidde to på sædet og én på en eftermonteret bagagebærer. Alle steder tilbyder ejere af disse motorcykler, transport af personer og gods, og tjener derved lidt til livets ophold.
Akacietræet forbindes med Afrika, savanna og giraffer. Her må du nøjes med et foto af træet. Dog får du to versioner!
Tanzania havde ikke fået regn i flere måneder. Solen skinnede ubarmhjertigt på alt, fra sin plads højt oppe på en blå himmel, hvor ikke en eneste sky forsøgt at gemme den varmegivende lampe. Temperaturen sneg sig fra tidlig morgen, hurtigt op over 30 grader C. Alle stop skete - så vidt det var muligt - hvor der var træer man kunne komme i skygge under.
Et stop kunne forekomme når der var sket en punktering. Dem var der mange af. Thorkild oplevede hele 5 punkteringer i løbet af de ca. 1100 km vi kørte rundt om bjergmassivet. En oplevelse hverken han eller jeg tidligere har præsteret. Når én fra gruppen punkterede, var Herry vaks. Herry var mekaniker, og fulgte efter gruppen på en Himalayan mage til dem vi kørte på. Derfor var han under hele turen lige i nærheden, når der skete noget. At have en mekaniker ’lige ved hånden’ var en helt klar fordel og et virkeligt gode. På flere af de ture jeg har kørt, har jeg oplevet at punktere, og hver gang har jeg været nødt til at bede mine venner hjælpe. Jeg har forsøgt selv, men mine forsøg stopper når jeg har nappet flere dæk.
Lige så snart én gjorde holdt, med en antydning af noget var galt, var Herry straks på pletten. Med værktøj, smil på læbe og i øjnene, var Herry klar til hvad end der måtte være galt. Uden betænkningstid gik han i gang, uanset om han måtte arbejde med solens varme stråler i nakken, eller han kunne trække ind i skygge.
Bemærk de store sten der er placeret på bagagebæreren. De var lagt for at holde forgaflen oppe, medens hjulet var afmonteret. Thorkild var mand for - ved en anden punktering - at smide stenene retur til rabatten.
På billederne nedenfor er det dog Christoffer som hjælper Stefan med at skifte slange. Vi andre fortrak ind i skyggen, hvorfra vi kunne overskue, komme med tilråb og gode velmente råd.
Dag ét på turen var altså helt fra start en begivenhedsrig oplevelse. Et par erfaringer rigere, fortsatte gruppen turen. Hastigheden blev sat ned. Vejen fortsatte sin bølgende kurs, som et hav i oprør. Der var bakker og dale, hvor de advarsler Stefan havde givet, blev til udsagn som det var klogt at følge.
Når vejen gik ned mod et udtørret flodleje, var de skrånende vejflader ofte fyldt med "toppede brosten". De par gang om året hvor Tanzania bliver skyllet over af regntider, sørger vandet der løber ned ad vejen for, at ale løst materiale bliver skyllet ned i bunden af sænkningen. Når det løse, altså sand og andet skrammel, når bunden, bliver det liggende der. Undervejs mod bunden, danner vandet render og grøfter, hvor kun de større sten og klipper, bliver tilbage.
Når man kører på veje med sand og grus i Afrika, er det nærmest et must, at have teknikken i orden. Når cyklen rammer en 'dyne' af tørt sand i en flodseng, som vi for ofte oplevede når vi undervejs skulle over udtørret flodleje i en dalbund, siger teorien, at man skal have mest vægt, og godt med træk, på baghjulet. Derfor forsøger chaufføren, kort inden han rammer sandet, for at ’hæve’ forhjulet. Teknisk sker ved at give gas, så der kommer ’skub’ på baghjulet, hvorved bagfjederen synker og forhjulet hæves. Samtidig skubbes bagdelen ud over baghjulet. Ikke til en wheelie, men dog nok til at forhjulet ligesom kan svæve over sandet.
En ting er teknik, en anden om det kan udføres! Hvis motorcyklen under dig for det første ikke har mange hestekræfter at gøre godt med, hvis akselafstanden er 'lang' mellem hjulene, eller man kører ned over et meget ujævnt og bumpet areal, lige inden man skal give gas, så kan det være meget svært at udføre den tekniske manøvre.
I Afrika har jeg i flere lande oplevet vejbump. Med bump menes fartregulerende ophøjede arealer, som også findes i forskellige udformninger i Danmark. I Afrika er bump at sammenligne med afsæt til flyveture, hvis ikke hastigheden er passende lav. I Tanzania er bump dels meget høje og dels meget skarpt viklede. Tilsyneladende er det nødvendigt med sådanne extremt høje bump, fordi færdselsloven (hvis de har en sådan?) af langt de fleste bilister, tilsyneladende opleves som vejledende. Men bumpene respekterer alle! Hvilket jeg forstår til fulde.
Allerede inden jeg nåede ud af Arusha fik jeg lært, på den hårde måde, at sænke hastigheden, når der var ’bump’ på vejen. Ofte var bumpene svære at se, fordi de havde samme farve som det omgivende areal. Kun sjældent blev der skiltet med bumpet. Der var ikke gjort nogen tiltag for at gøre bumpene synlige.
Hvor sidder kontakten til at slukke for varmen?, var der én der spurgte under et stop. Efter flere sjove bemærkninger, enedes gruppen om, at den skulle findes med højre hånd. Kun hastighed kunne give en smule kølende vind gennem hjelmen, og kun med åbent visir. Kroppen fik luft ved at ventilationsåbninger i motorcykeltøjet på front og ryg blev åbnet.
Hvis du på din vej rundt om Kilimanjaro, søger et lodge i den vestlige del af området, kan du finde landlig ro i skønne omgivelser på Simba Farm lodge . På min tur rundt om Kiulimanjaro var Simba Farm Lodge en af de lodges jeg kom til at holde af. Farmen, er en familieejet farm i drift, med køer og planteavl. Farmen har mere end 3.000 ha jord under dyrkning. Hovedsagelig hvede, byg og bønner. Davin og Karina bor på gården sammen med deres tre børn, Zander, Rian og Chantal.
Straks ved annkomsten kunne man mærke en varm følelse af vi var velkomne. Jeg kiggede ind i køkkenet hvor jeg m'dte smil fra de ansatte, og fik indtryk af glæde, tilfredshed og gode vibrationer under madlavningen. Værelser blev fordelt. Farmen var stor. Der var flere afdelinger, og værelserne lå spredt i forskellige bygninger. Alle var rene og fine. På en større veranda ud mod haven, blev der dækket op til aftensmad. Inden vi skulle spise, nåede vi at køre en tur ud ad et par mark- og skovveje, hvorfra vi fik et indtryk af farmen. Og størrelsen på samme.
På turen ud over markerne, så jeg endnu en gang et par afrikanere komme gående, langt fra alting. Ude hvor der ikke var andet end tørre marker uden afgrøder og spredte træer. Vi havde allerede kørt et stykke tid, ad marksporet, og havde ikke set huse eller andre tiltag til bebyggelser, og jeg undrede mig - som så ofte tidligere - over hvor disse folk kom fra? Og ikke mindst, hvor de var på vej hen?
Christoffer fulgte som vanligt, med som bagtrop. Han var altid klar, hvis.....................! Men vi fik ikke brug for Christoffers hjælp denne sene eftermiddag, og han kunne, ligesom vi andre, nyde synet af høstede marker, der lå parate til at blive bearbejdet forud for ny tilsåning.
Storbyer og tæt trafik, er ikke noget for mig. Landlig idyl og veje uden alt for mange andre trafikanter, ja tak, gerne uden fast belægning, ja tak, der føler jeg mig hjemme. I Danmark kender jeg et stykke vej med grus der er 10 km langt. Der kører jeg af og til og møder sjældent andre.
I Afrika har jeg kørt grusveje med væsentlig flere kilometer uden belægning. Et eksempel er turen fra Windhook til Swakopmund i Namibia, hvor de ca 290 af i alt 325 km var uden belægning. Aldrig tidligere har jeg kørt så langt på én og samme vej uden asfalt.
Vejene snor sig gennem landskabet. Mellem krat og træer med torne så lange som tændstikker, og skarpe som en syl, slynger de toppede veje sig kilometer efter kilometer, mellem små og større byer. Flere måneder uden regn, betyder tørre støvede veje. Som en del af bagtroppen, havde jeg fornøjelsen af at sluge en masse støv. Det støv som ikke fandt vej til mine lunger, lavede mønstre i huden i ansigtet, farvede tøjet gråt, og dækkede lak og crom på motorcyklen.
Turen ud over Simba Farmens marker var ren tidsfordriv. Vi trillede i lav hastighed, for vi skulle have tiden indtil vi skulle sætte os til bordet, til at gå. Og da vi alle elsker at køre på motorcykler, var det en hurtig og nem flertalsbeslutning at vi kørte en tur på gårdens jorder.
Alle har en Skytsengel. Alle har brug for en Skytsengel. Når vi går over gaden. Når vi cykler. Er ude at sejle eller bade. Overalt hvor vi færdes, lurer farer, som vores forældre, fra vi var helt små, har printet ind i vores hoveder, at vi skal lære at forudse og undgå.
Når vi sætter os op på vores motorcykler for at køre en tur, ved vi der er chancer for turen kan gå galt. Alligevel starter vi motoren, sætter i gear og kører ud. Nogle gange for at hente mælk i Brugsen, andre gange for at opleve en ny verden.
Godt mætte af mad og gode - såvel som én knap så god oplevelse - samledes vi omkring et bål i haven, medens mørket gemte dagens hændelser i sin lune favn. Oplevelserne blev snakket igennem, og vi var alle taknemmelige over og lykkelige for, at pigerne ikke havde lidt overlast og kun havde ar i deres selvtillid, efter første dagens "parkering på skrånende areal".
På udflugter hvor vi kører i ukendt terræn, efter andre trafikregler, måske endda udenfor den trygge, kendte og sikre asfalt, dukker farer op, som vi ikke kender, eller er vant til fra vores dagligdag. På turen rundt om det tidligere lavaudspydende kæmpe bjerg på grænsen til Kenya, blev der rundhåndet delt ”huskekager” ud, om hvordan man håndterer en motorcykel på løst underlag. Flere fra gruppen mødte og måtte håndtere farer, som ikke alle havde regnet med og taget højde for.
Hvordan reagerer en 200 kg tung maskine, når den skal bremses ned fra 70-80 km/t til 20 eller færre km/t. på et underlag der flytter sig hurtigere end chaufføren kan nå at sige UPS? Kan man redde en udskridning? Pudderstøv og løst sand kræver opmærksomhed før og medens dækkene har kontakt. Turens ekvipager måtte ofte sige Tak til deres Skytsengle.
Himalayaen har ABS bremser på begge hjul. På veje uden fast belægning er ABS bremser stort set uden værdi. Derfor sætter mange ABS funktionen ud af drift, når turen fortsætter efter asfalten.
Når man kender sin cykel og bremser, vil det i mange tilfælde være bedst uden ABS slået til. En erfaren kører fortalte mig engang, at man ikke skal være bange for at bremse på grus. Heller ikke med forhjulsbremsen. Når forhjulet blokerer, skal man selvfølgelig slippe håndtaget, men kun lige så meget at bremserne stadig bliver aktiveret. Dækket skal ”skubbe det løse væk” og finde det faste underlag nedenunder. Så tager de ved igen.
Godt at vide når der pludselig kommer en flok får og geder løbende ud over vejen.
Eller når én fra gruppen pludselig standser og peger! Der var observeret en flok giraffer, og de skulle foreviges.
Nede bagerst i flokken hyggede jeg mig med den lille Royal Enfield Himalayan. Motoren brummede lystigt. Vejen foldede sig ud foran mig som et ru og ubehandlet stykke land, klar til at blive errobret. Motorcyklen skulle kun fragte min vægt. Ingen bagage. I forsøget på, efter bedste evne, at undgå de mange sten, som stak op af det tynde lag sand og ral, som jeg tror skulle skjule det knoldede underlag af kampesten, brugte jeg hele vejens bredde. Slalomkørsel mellem de største sten. Finde ruter mellem render og større tilsandede stykker, og øge hastigheden når vejen var jævn og sektionen overskuelig. Og kun sjældent måtte jeg vige for modkørende.
Indlæringskurven for at finde mig til rette på Himalayan var stejl. De mange friktionsfri små og større sten, mixet med sandkorn og pudderstøv, gjorde sig meget hurtigt bemærket på de tanzaniske veje. Der var straks afregning hvis chaufføren ikke reagerede hurtigt. Øvelsen gik ud på, med lynets fart, at få bagdelen langt tilbage i sædet, trådt gearpedalen et trin ned, og gassen vredet hård med uret, i forsøget på at få løftet forhjulet mest muligt, og få noget ’skub’ på baghjulet.
Når den lille Sejtrækker skulle op fra en flodseng, eller vejen var stejl, tillærte jeg efterhånden hvordan jeg – næsten - kunne bevare moment og til dels hastighed, ved at pine de 24 heste med kraftige drej på gassen og et trin ned på gearvælgeren.
Min teknik bestod i at vente med at skifte gear, lidt længere end godt var, måske! Og så, når der ikke var mere saft og kraft i motoren, skifte et gear ned, huske at give mellemgas, høre hvordan motoren sukkede efter den luftblandede benzin, vride gassen helt i bund, og mærke hvordan hestene mellem benene fik nyt liv. Mellemgassen var vigtig. Jeg morede mig med at rode i gearkassen og få momentet til at arbejde efter mine anvisninger.
Enstampermotoren bliver fodret via indsprøjtning, men min oplevelse var, at jeg mærkede en smule forsinkelse på trækket når jeg skiftede et gear nedad. Måske det lille indisk producerede indsprøjtningsmodul ikke er færdigudviklet? Men ved at give motoren et øjebliks hvile, give mellemgas, var de 24 hypper hurtigt klar til at lægge kræfter på baghjulet.
Den teknik forfinede jeg til perfektion. Også på asfalten, når der skulle overhales eller det gik op ad bakke, brugte jeg samme teknik. På den vis havde jeg flere gange held til at overhale andre i gruppen. Også når det gik op ad. Yes, min lille sort/røde Pony var et herligt legetøj og jeg havde stor fornøjelse af at rode rundt i og lege med gear og omdrejninger.
Faktisk blev jeg så glad for modellen, at jeg flere gange overvejede om jeg skal have sådan en lille arbejdshest hjemme i garagen. Men, jeg tror det bliver ved tanken.
I Afrika, blandt de mange små og mindre motorcykler, klarer den sig fint. Hiamalaya’en passer perfekt til de sandede og grusede veje udenfor byerne. Royal Enfield’en har nok hestekræfter, den er nem at køre, lystrer fint på selv de mindste vrid på styret, reagerer pænt og jævnt (lidt langsomt) på gassen, uden at kræfterne tager magten fra chaufføren. Men den vil - tror jeg - hurtigt blive for passiv for mig til danske forhold. Jeg er ikke klar til at ”tage den så meget med ro” når jeg kører på motorcykel.
Overalt hvor vi mødte børn langs vejen, vinkede de med højt hævede hænderne og smilede stort til os fremmede. Selvfølgelig havde de set hvide turister i stort antal, men de var åbenbart så glade for at se 'fremmede' i deres område, at vi skulle have en hilsen med på vejen.
Jeg var aldrig i tvivl om at børnene blev stående i vejsiden, men hunde, får, geder og køer var ikke bange for trafikken, og de gik ofte ud uden at tage hensyn til at der kom køretøjer, som kunne være farlige at komme på tværs af.
Landskabet var varieret. Hvor der var dale og svalt, var der mere grønt. I flodsenge, hvor vandet sidst forsvinder efter regntiden, var det også tydeligt at se, at træer og buske ikke var så udsatte for tørken, som i højlandet.
Når vores lille gruppe kom kørende gennem en landsby, kiggede alle. Vi kom på vores forholdsvis store, lejede motorcykler pakket ind i vores beskyttende motorcykeldress. Forskellene på 'dem og os' var nemme at få øje på. Vi kørte kun én person på vores motorcykler. Vi havde hjelm på hovedet, handsker på hænderne, støvler på fødderne og tøj med indbygget EU-godkendt beskyttelse i ærmer, på ryggen og div. andre steder. De lokale kørte i klip-klapper, shorts og t-shirts. Ofte uden hjelm. Ofte med passager / -rer.
Jeg så små ekvipager med op til 4 personer på samme lille motorcykel, som bumpede afsted på de samme humplede, uasfalterede veje som vi kørte på. Vi kørte ofte lidt hurtigere end dem, men med 2,3 eller 4 passagerer, forekom det mig alligevel at de kørte pænt hurtigt.
Var det forsvarligt? Måske livsfarligt? Ja det er jeg sikker på. Tallene i statistikken for antallet af trafikdræbte i landet, er da også kæmpe højt. Tanzania ligger på linje med flere andre lande i Afrika. Det vil sige i top fem over trafikdrab i verden. Kigger man på trafikken som den udfolder sig på gaden, er det forståeligt hvorfor landet har så trist statistik. Og jeg tillader mig at tvivle på at statistikken kender til alle uheld. Det synes som om der er meget langt fra bushen og ørkenen til storbyens officielle kontorer, hvor jeg forestiller mig tallene bliver indsamlet.
Ganske langsom, i en lang glidende bevægelse, nærmede vi os højlandet. Med andre ord, havde ruten rundt om Kilimanjaro, sneget sig tættere på bjergets sider. Men stadig uden vi kunne se noget som helst af det ellers kæmpe høje bjergmassiv. Omkring os dukkede grøn skov op. Synet af grønne træer var en kærklommen forandring fra det tørre og golde landskab, som vi indtil da havde kørt igennem.
At køre i bjergene er noget helt andet. Der er mange flere sving. Vejen snor sig, og der er mange op- og nedkørsler på bjergsiderne. Underlaget ændrede sig også. Efter sand- og jordveje, kom vi frem til veje med flere sten, regnvandsrender samt klippestykker, der havde fået lov at blive liggende, da man gravede ud til vejen.
Samtidig gav det arbejde til den lille Himalayan motor, men den klarede alle udfordringer rigtig fint. Gjalt det om at sno sig i et hårnålesving, var den en godmodig sejtrækker. Gik opad, på et rimeligt underlag, viste den sit værd, ved at arbejede velvilligt, og sågar, hvis det var ønsket, tillige villig til at øge hastigheden. Maskinen var nem at manøvrere og lystrede styrudslag hurtigt og relevant, og chaufføren undgik at køre ned i de mange render, som regnvand havde lavet.
Ude mellem buske og træer, dukkede børn, iført deres skoleuniform, op. De var helt sikkert på vej hjem fra skolen. De vinkede og råbte til os. Pigernes alder er svær at gætte, men for mig var det lidt underligt at se de to 'små' piger, udenfor landsbyen, som vi for længst var passeret. Min tanke var, at der måtte være en landsby forude, men den så vi ikke.
Selv for den bedste motorcykel, kan veje som dem vi kørte på, give anledning til mekaniske problmer. På foto hjælper Herry en ekvipage, vordi noget var raslet løs. Herry fandt værktøjget frem, skruede lidt, og snart var motorcyklen atter vel fungerede.
Ole slapper af, medens gruppen tanker benzin. En vittig person los en pegefinger tegne på min vindskærm.
Bemærk den stak pengesedler den unge kvinde der solgte benzin har i hænderne. 1Tanzanisk shillings varer til 0,0027Dansk krone. 100 DKK svarer til
36.593 Tanzaniske shillings. Skal man betale 150 kr. for at tanke, skal man altså have 54.890 tanzaniske shillings op af lommen! Der skal en stor pung til.
En aften vi sad bænket om bordets glæder, aftensmad på afrikansk med øl og rødvin til, sukkede Christian: ”Dagens sidste etape var rent ”forfølgelsesløb”. Han hentydede til den strækning grusvej på omkring 70 km, hvor gruppen var delt. Stefan havde gjorde holdt "et sted ude i vildnisset". Han havde noget han ville sige. Flokken blev samlet, og lyttede til det tilbud Stefan havde til gruppen.
Sagen var, at der kort fra hvor vi var standset, var to muligheder for at nå frem til nattens lodge. Den ene var ren asfalt, og måske en anelse længere ende den, hvor vejen var snoet, hullet og alt andet end belagt med fast overflade.Stefan tilbød at føre en gruppe ad den snoede bjergvej, medens Christoffer i bilen, ville køre forrest på asfalten. Dermed var der lagt op til, at de som stadig havde lyst, energi og kræfter til at køre på det støvede og løse underlag, kunne følges med Stefan, og de som var mere til rutineret kørsel på asfalt, kunne følge efter Christoffer.
Gruppen blev delt. Christian, Ole Thorkild, Michael og undertegnede, valgte omvejen, uden belægning.
Hu hej og vilde dyr, hvor det gik. Hastigheden blev hurtigt sat op. Vejen var en for afrikanske forhold, almindelig ujævn grusvej med alt hvad dertil hører. Hullet. Knoldet. Sine steder med sandede strækninger. En del skarpe sving. Flere dalsænkninger med flodsenge. Nogen ville nok sige at vi ”gik til stålet”. Det syntes jeg også og havde et par gange en tanke om, at det måtte være nogenlunde sådan at være deltager i Paris – Dakar løbet.
Inde bag hjelmen kunne jeg mærke adrenalinet fare rundt i hele kroppen. At køre så tæt på grænsen (for egne evner), i et fremmed land, på en rigtig lortevej, alene for at nå hurtigt frem til den kolde øl der ventede ved målet, var en fantastisk følelse. Min fornemmelse var at alle i den lille gruppe havde samme følelse. Alle ville fremad. Alle ville holde sin plads i gruppen, helst uden at ’tabe’ afstand til forankørende, men gerne skabe større afstand til bagvedkørende. Kald det barnligt. Eller drengerøvs eufori. Jeg har ingen undskyldning for fornemmelsen. Men jeg nød det.
Min oplevelse var at vi kørte for stærkt, men omvendt, havde jeg hele strækningen igennem, fuldt styr på cyklen. Ikke på noget tidspunkt mistede jeg grebet om situationen. Jeg havde ingen UPS-oplevelser. Der var ikke noget sted undervejs hvor jeg havde tvivl om, at jeg havde magten. I mit indre følte jeg meget at jeg kørte til kanten, meget tæt på det uforsvarlige, men jeg – og de andre – havde styr på racet.
Indvendigt blev kroppen høj af de mange kilometer ræs på grusvej for amatører. På intet tidspunkt nåede hastigheden de højder en rutineret rallychauffør kunne have kørt med. Men for mig føltes oplevelsen fin, hastigheden tilstrækkelig og jeg havde nydt hvert et sekund. Jeg følte mig sikker på hvad jeg lavede, og såvel cykel som jeg – og alle andre - kom igennem samtlige kilometer uden mén. Men ja, Christian, der var noget vildt over netop den sektion!
Nej, der er ingen billeder fra det stykke. Kameraet blev pakket væk inden jeg lagde første gear i kassen. Jeg havde en fornemmelse, og håbede at der skulle køres pænt til, og så har jeg ikke evnerne til samtidig at holde et kamera med højre hånd, og styre gassen med venstre, medens øjnene fokuserer på eventuelle motiver der dukker op foran mig.
Overalt lurer farer. Også nogen, som man ikke er klar over man skal være opmærksom på. I Afrika skal man være på vagt hvis man søger væk fra vejen. Et par gange blev vi advaret om, at de sorte mamba slanger lever og trives rigtig godt i Tanzania. Sort mamba regnes for Afrikas farligste slange. Den findes netop i Østafrika, hvor vi var. Derfor skulle vi kigge os godt for, når bevægede os ind i krat og vildnis til fods.
Der var også andre farer. Flere var yderst synlige. Dårlige veje. Kæmpe høje vejbump. Manglende afskærmning mod ellers synligt farlige skrænter. Og vejgrøfter. 50-60 cm dybe og brede kanaler i beton eller sten, uden afskærmning eller kantsten. Højden var plan med vejen. Det kunne gå rigtig galt, hvis en knallert eller motorcykel, gående eller en på trædecykel forvildede sig ud over kanten.
PÅ billedet unge kvinder på vej hjem fra marked. De går på vejen, eller på stien ved siden af vejen, bærende på deres varer. Hullet i rabatten, var på ingen måde afmærket. Væn dig til det - og bliv på vejen.
En sandet vej, uden rabat. Kommer man i slinger og evner ikke at få cyklen på ret køl inden man rammer den høje kant mod bushen, risikerer man at .........
.............skulle bede om hjælp til alt få motorcyklen fri af krattet!
Grøfter som denne, så vi i flere byer. Uden kantsten eller advarsler. Renderne var 50 +-60 cm dybe og samtidig brede nok til at en motorcykel sagtens kan komme ned til bunden, bygget i beton eller sten, hvor kanten flugter med vejens højde. Av for den hvis man kørte derned.
Ole har parkeret klods op ad en rendesten.
Man kan også hæve vejen over niveau. I denne større landsby lå vejen 50-60 cm højere end det omgivende marked. Det var lidt underligt at køre 'så højt over niveau", og må være endnu mere akavet når boderne er fyldt med varer og mennesker!
Vejbump og rørunderføringer. Hastighedsbegrænsninger i en kategori for sig selv. Her synlig, men ikke varslet på skilt. Synlig fordi belægningen er så ny, at farven afslører "noget er forandret"!
Efter et par måneder, får jorden på forhøjningen samme farve som omgivelserne, og så kan det være svært at se den føren man rammer den.
Når vi stoppede, var det godt at finde skygge under træer og buske. Med solen bragende ned fra en blå himmel, kom temperaturen ofte op på 35-40 gr. C. Men når man søgte skygge, skulle man passe på skyggegivende træer og buske. Langt de fleste træer og buske havde skarpe og lange, ofte meget lange torne.
Man skulle derfor være forsigtig, hvis man søgte ind i bushen. Dels var det klogt at "larme" for at skræmme evt. slanger. Dels skulle man holde sig på afstand af tornene. Camilla søgte ly for solen, og kom for tæt på en busk. Nogle torne fik fat på hendes lange hår, og Camilla måtte have hjælpe til at komme fri.
Det vil være at overdrive hvis jeg betegner vejarbejde som en ’fare’. Men der var flere steder hvor vejarbejde gjorde det meget besværligt at komme frem. På flere strækninger oplevede vi hvordan lastbiler havde læsset deres last af jord og sten af på vejen. Bunke efter bunke, kilometer efter kilometer.
Trafikken på disse sektioner, blev afviklet hvor der nu var plads, ofte på smalle stykker i siden af vejen. Eller med et hjulsæt i rabatten. Nogen gange måtte trafikken i begge retninger, bruge samme 'spor', andre gange lå stakkene på midten af vejen. De høje stakke, med deres ”stabilgrus”, gjorde det besværligt at bruge vejen. Hertil skal så tilføjes, at det – trods alt – var nemmere for os på to hjul, end for de som kørte på tre eller fire hjul.
Nedenfor følger nogle eksempler på vejarbejde.
Christian, en af deltagerne, arbejder som entreprenør, og kunne fortælle at vejene i Afrika bygges efter meget gamle oldromerske metoder. Man graver en rende i den bredde vejen skal have. Derefter lægger man store og mindre sten i et tæt lag. Disse store sten bankes godt og grundigt ned i underlaget, hvor det kan lade sig gøre. Hvis der er klipper nedenunder, lader man bare klippestykkerne stikke op, og være en del af vejens belægning.
Ovenpå stenene tilfører man sand og mindre sten, som derefter bliver stampet ned mellem de større sten, og denne proces med at tilføre nye lag af sand og mindre sten, fortsætter man med, hele vejens levetid.
Et sted oplevede vi vejen blev vandet. En tankvogn kørte langsomt ud ad vejen samtidig med den sprøjtede vand ud over sandet. Tænker ikke det var for at hindre støvet i at sprede sig i vinden, men derimod et forsøg på at gøre underlaget "fast".
På et af de hoteller vi overnattede på, mødte hele personalet opå for at byde os velkommen. Herry, vores altid smilende og imødekommende, venlige mekaniker, deltog i sang og dans. Det var en kæmpe fin oplevelse, og forstærkede den afrikanske rytme, vi efterhånden havde fået ind i kroppen.
Nyd billedet. Vi er på vej til et vandfald, hvor under der er en sø, hvor man kunne smide tøjet og bade, hvis man er til sådan noget vandpjaskeri.
For at komme frem til vandfaldet måtte vi vandre gennem skoven ad en smal sti. På vejen gennem skoven blev vi fulgt at fuglekvidder af skovens fjedrede beboere, som vi dog ikke kunne se. Der var også mange aber højt oppe i træernes toppe. De gav lyd fra sig, men var svære at skille ud fra træernes skygge.
Fremme ved vandfaldet var der flere som lod sig friste til en dukkert. Jeg havde taget bad om morgenen, så jeg syntes ikke jeg havde behov for mere vand over kroppen.
På den lille plads i skoven vi havde efterladt vores motorcykler, for at vandre til vandfaldet, havde en indfødt fanget en skøn kamæleon.
Alt kan transporteres på motorcykel. Også en vinduesramme? Eller hvad det nu er!
Motiver kommer som en snegl, og forsvinder som et lyn. Nogen gange er jeg heldig, som med billedet af Stefan og krokedillen. Forhistorien er, at gruppen kørte på en snoet vej på en bjergside. Lidt som på foto nr. tre herunder.
Jeg opdagede krokodillen, så hullet i hegnet og knipsede medens Stefan kørte forbi, hvor han samtidig kiggede efter krokodillen. Billedet er ikke opstllet. Jeg var på vej rundt i svinget, og Stefan var på vej ud af svinget. Rent held - tja, jeg havde et håb om at jeg kunne fante situationen, og det gjorde jeg *s*
Læn dem ikke ud, kunne jeg kalde billedet. Der var højt ned, og Ole mente det var mest sikkert at nærme sig kanten, når han lå ned. Jeg havde ikke behov for at kravle derud.
To skønne kvinder, Camilla og Listeth smiler i varmen. Det kunne jeg ikke modstå.
Snoede veej gennem et par landsbyer.
Tag dig iagt for uforudseelige hændelser! Kig en gang til på vejen. Det er tydeligt at den lokale vejmand ikke har været forbi stedet.
Efter hvert et sving var der nyt at se. Landskaber og byskaber. Enestående træer eller skove der dækkede store områder. Et kig ud ned ad bjerget, kunne vise vejens forløb, og en kort ventetid, kunne give mig mulighed for at forevige mine kørevenner fra højden.
Sådan kan en Boxer også se ud! Motorcykel med 150 kubik, enstamper og så navnet Boxer............ Tja, navnet lover ihvertfald godt, og virker ambitiøst fra min synsvinkel.
Nej, det er hverken yoga eller morgengymnastik, Stefan her illustrerer. En morgen, inden vi skulle forlade vores overnatnings hotel, mente Stefan det var tid at genopfriske nogle af de gode råd om kørsel på løst underlagt, som turen rundt om Kilimanjaro var så rig på. Ude i hotellets forgår, tegnede og fortalte Stefan, medens holdet sugede til sig af de guldkorn der flød fra rejselederen.
Herry havde alt med i sin rejsekuffert. Når der var brug for Herrys mekaniske evner, satte Herry sin Himalayan på sidestøtten, tog sin lille med fuldt udrustede kuffert frem, og sørgede hurgtigt for at gruppen kunne komme videre.
Jeg fik mulighed for et kig i kufferten, og jeg må blev lidt overrasket. Selv kan jeg stort set intet udrette på den maskimekaniske side af det at køre motorcykel. Men med den smule værktøj (?) og fingersnilde som Herry besidder, kunne han lave alt hvad der var brug for på denne tur. På billederne er det en punktering. Men også da Thorkild fik problemer med forgaflen på sin Royal Enfield, blev problemet fixet, medens vi andre spiste vores frokost.
Problemet for Thorkild opstod under krysning af et indtørre flodleje. Thorkild kom med lidt for høj fart, ramte en sten eller en brink, og vupti, sank forgaflen til laveste leje. Uanset hvad der blev prøvet ude i bushen, ville forgaflen ikke tilbage til sin oprindelige arbejdsposition. Thorkild måtte derfor køre uden en fungerende forgaffel frem til vi kom til frokoststedet. Bagefter kunne Thorkild fortælle at det er næsten umuligt at styre motorcyklen, hvis forhjulet ikke har en affjedring. Men Herry fik det fikxet, og vi kunne alle fortsætte på velfungerende køretøjer.
Under et stop i en landsby, så vi en motorcykel, hvor der var spændt en stor plade på. Ekvipagen havde fastgjort pladen på sædet, og medens vi stod og snakkede om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at køre med den opsætning, kom chaufføren ud fra huset, satte sig op på pladen,startede og trillede stille og roligt afsted gennem byens gade, med pladen, stikkende et godt stykke ud i begge sider. Det så legende let ud! Men det tror jeg faktisk ikke det var. Pladen var af metal, og må have vejet en del.
Når man er langt fra hjemmet, og skal ihukomme Jeremias' ord: "Hold gråden fra din stemme, og tårerne fra dit øje". Se på omgivelserne. Luk det du ser ind i dit hjerte. Vær nærværende og åben.
At se forskelle på kulturen, fra det land man kommer fra til det land man er rejst til.
At være en del af en flok der kører en tur på motorcykel, har sin helt egen stemning. Også når man kører i et ganske fremmed land.
At sidde i sandet og snakke, medens man holder pause.
At sidde på en cafe, og vente på noget koldt at drikke.
At få en snak på swahili med servitricen, kan også være hyggeligt, og opbyggeligt.
Flere af gruppens ekvipager "tabte" motorcyklen på vejen rundt om Afrikas højeste bjerg. Også jeg 'botaniserede' i forbindelse med jeg skulle køre gennem en sektion med 'flydende' sand. Det betragtes om ganske normalt at man taber sin motorcykel, når man kører udenfor asfalten. Blødt sand, løst grus og kombinationer af huller, render og størrer og mindre sten for eks. i sving, sammen med et forkert gearvalg, resulterer ofte i, at må genfinde den lodrette kørevinkel for motorcyklen. I forbindelse med sådanne "tab af mc" forekommer der sjældent personskade. Motorcyklen får måske en mindre skramme, en ridse i lakken, eller en bøjet gearpedal, men så er det også det.
Når noget sådant sker, kommer følgeskabet ofte farende og giver en hånd med, når cyklen skal rejses.
Men der forekommer også ulykker af mere alvorlig art. Og jeg har set flere af mine rejsevenner været ude for uheld. Flere af disse uheld har for vedkommende betydet, at turen stoppede for dem. En enkelt af mine venner mødte sin skæbne, da han fik totalkontakt med en bil i et højresving i Sydafrika. Den ulykke skete da jeg første gang var i Afrika. Min ven Thomas ramte ind i en stor 4WD. Læs reportagen om min første tur i Afrika her.
På denne tur i Tanzania gik det heldigvis ikke så hårdt for sig. Der var et par "afkørsler" hvor ekvipagen endte i bushen, men på denne tur skete kun materiel skade. Dog var ene afkørsel meget voldsom og kunne være endt langt langt værre end den gjorde. Heldigvis.
Forkert valg af gear i et skarpt sving i kombination med en rende på tværs af vejen, skabt af regnvand, hvor renden var fyldt med mindre sten, gjorde at Camilla tabte sin motorcykel. Hun holdt cyklen i et jerngreb, indtil en fra gruppen kom hende til undsætning.
Denne situation kunne være endt rigtig skidt. Ekvipagen blev overrasket over hvor skarpt svinget var. Hastigheden var for høj, og motorcyklen 'fløj' over et hul, hvorfra vandet blev ledt ind i et rør, under vejen. Der var ingen vand i kanalen. For at komme ned i hullet, hvade vandet lavet en rende, hvor motorcyklen lagde sig pænt til rette. Ekvipagen slap med skrækken, og fik lidt knubs og blå mærker og støvlerne blev ødelagt.
Michael viser hvor afsættet blev gjort. Motorcyklen sejlede gennem luften, og landede i renden, og måtte derfra stå på traileren, for den kunne ikke køre videre.
Med i Stefans rejsetilbud med køretur rundt om Afrikas højeste bjerg, var også et tilbud om at besøge Mkomazi National Park. Et dyrereservat beliggende tæt på byen Same, lidt øst for Kilimanjaro. I parken lever et kæmpe stort antal fuglearter, herunder også storke, mage til dem vi har i Danmark. Desuden har parken et varieret dyreliv, bestående af giraffer, oryx, girafgazeller, hartebeest, mindre kudu, elan, impala, zebraer, Grants gazelle og flere andre. Disse mange arter deler pladsen i det åbne reservatet med elefanter, bøfler og adskillige rovdyr, herunder løver, leopard og gepard. Alle dyr man kan være heldig at se og opleve, hvis man booker en tur i bil rundt i parken. Parken er ikke hegnet ind. Men det betyder ikke at man bare kan køre ind og 'tage for sig af herlighederne. Man skal melde sig i vagten, betale for at køre ind og have en ranger med i bilen, så vidt jeg har forstået. Man må ikke køre rundt på motorcykel. Det anses for farligt.
Gruppens ophold i Mkomazi parken blev krydret af en overnatning i Babus Camp. Nogle få steder i parken kan man spise, nyde udsigten og overnatte, f.eks. forud for en tidlig morgensafari, en tur i bil rundt til vandhuller, hvor de mange forskellige dyr samles for at drikke.
Spredt over et mindre areal op ad en bjergside, lå Babus Camp. Fra verandaen på Babus Camp kunne man se ud over en kæmpe slette. Bag sletten strakte høje bjerge sig mod himlen. Til trods for vi ikke selv oplevede livets barske realiteter for dyrene ude på sletten, var det meget nemt at forestille sig hvordan byttedyrene hele tiden måtte være opmærksomme på rovdyrene. Vi fik anvist telte, to og to. Teltene, som alle stod på et fast underlag, var rigtige safaritelte. De var meget store og indrettet med 2 queen size senge, der bløde og lækre skulle sørge for vi fik en go nats søvn. Desuden var der i hvert telt toilet og bruser. Fornemt. Luxusglamping for vestjyder.
Inden mørket falder på, bliver gardiner rullet ned foran netsiderne. Tynde stofteltsider betyder at alle lyde kommer ind til gæsterne. Cikader, løver der brøler, bøfler der gumler, fugle der kvidrer eller fluer der suser forbi i jagten på føde. I vores tilfælde måtte vi nøjes med lyde fra cikader, fugle og fluer. Hverken løver, bøfler eller andre større dyr kom tæt på lejren. Rangeren forklarede det med at dyrene vidste der var mennesker i lejren, og de udgør en fare, hvorfor dyrene holder sig væk. I stedet havde vi fornøjelsen af cikader, gråspurve (der til forveksling ligner dem vi har i Danmark), og mange andre fugle i alle regnbuens farver, udgjorde koret fra junglen.
Om morgenen stod vi meget tidligt op, og kørte i to safaribiler ud på savannen, og så såvel løver, som elefanter og bøfler, giraffer, zebraer og mange andre dyr, der alle gik frit omkring i den store park.
Dyrene er vant til safaribilerne. Dyrene konstaterer hvad der sker omkring dem, men koncentrerer sig om deres eget. For eks. at ligge på lur, være opmærksom, æde eller drikke vand. Ofte kan man derfor komme meget tæt på dyrene, og opleve dem i deres naturlige habitat, hvor de gør nøjagtigt det de skal, for at leve, overleve. Det skete også for os, at vi kom tæt på...., eller rettere, at dyrene kom tæt på os. Elefanthannen så ikke helt tilfreds ud, men chaufføren var ikke synligt nervøs, så jeg tog det også helt roligt. Men en hverdagssituation at se en vred elefanthan, det var det bestemt ikke.
Inden vi kom frem til vores overnatningssted Babus Camp, i Mkomazi National Park, kørte vi forbi en lille sø, hvor der lå et ådsel. Det var en elefantunge, kunne safariguiden fortælle. Dagen efter kørte vi igen forbi søen, og da var elefantungen væk! Den var blevet spist af rovdyr. Vi havde heldet med os, og så senere på turen, en løve bærende på et stykke af elefantungen. Naturens gang - når den får lov at opføre sig ......naturligt!
Et møde med et næsehorn på klos hold, gav et gip i kroppen. Næsehornene bor i en særlig, stærkt bevogtet afdeling af nationalparken. Dyrene er totalt fredede. De er en meget truet dyreart, og der bliver passet rigtig godt på dem. Dyrene er overvågede døgnet rundt, af bevæbnede vagter. De holdes bag kraftigt hegn, hvor vagterne kører rundt for at forhindre dyrene bliver fjernet, skudt eller på anden måde lider overlast.
Bag indhegningen, fik vi fortalt, er det meget vigtigt at man ikke bevæger sig rundt i andre køretøjer end de få safaribiler, som parken selv ejer. Næsehornene er meget "lidt venlige", og de bliver nemt ophidsede. De kender parkens egne biler, der drøner rundt med gæster. Men parkbetjenten mente det var meget farligt, hvis andre kom tæt på næsehornene.
På et tidspunkt kom vi meget tæt på et par næsehorn. Næsten så tæt at vi kunne nå dem hvis vi strakte armene ud fra bilen. Det ene næsehorn begyndte at "sparke jorde op", ligesom vi kender det herhjemme, med tyre. Når de bliver vrede, inden de angriber, sparker de jorden op med klovene, og det lignede til forveksling det som næsehornet gjorde, da vi var tættest på.
Fra afsnittet hvor næsehornene boede, fortsatte vi til et andet indhegnet område. Her skulle vi møde de vilde hunde. De bliver, ligesom næsehorn, holdt i et lukket reservat. Hundene er jaget vildt for de indfødte. I reservatet bliver hundene opdrættet, og senere udsat i området, fordi de også er en truet dyreart. Optællinger viser der er ca 3.000 fritlevende vilde hunde i Afrika.
Det var en meget vil oplevelse at se hundene. Vi kom helt tæt på. Heldigvis var der hegn mellem os og hundene. Når dyrepasseren kaster en luns friskt kød, er der kamp om godbidden, og lunsen fortæres, inden man kan nå at sige 'Whau'.
Denne lille fyr lå og nød eftermiddagens i skyggen, på en varm klippe, udenfor hegnet ind til de vilde hunde.. Den forsvandt hurtigt, da jeg trådte hen for at komme tættere på.
På vejen tilbage fra dagens safaritur, så vi igen løverne. Denne gang var vandrede de mod søen, hvor de sikkert skulle frem og finde et skjul, så de kunne overraske et eller flere af de dyr, der skulle drikke af vandet inden natten faldt på.
En SunDowner omkring bålet er altså ikke at foragte. Og slet ikke når man fra stolen kan kigge ud over en kæmpe savanna, hvorfra aftenens forløb blev kommenteret af de dyr, der bor og lever derude. Sammen med gruppen, nød jeg aftenstemningen, hvor de mange indtryk fra dagens oplevelser med løver, giraffer, næsehorn, vilde hunde og mange mange andre, gav meget at snakke om.
Opholdet i Babus Camp, Mkamozi National Park, var slut. Og ferieturen rundt om Kilimanjaro lakkede også mod enden.
12 dage lang er den tur med MCsafari.dk som går rundt om Kilimanjaro. TIden flyver. Dels var der det skønne selskab, dels var der mange fine oplevelser, dels var der de meget varierende og udfordrende veje. Tiden går alt alt for hurtigt. Og så er 12 dage endda inklusiv rejsen frem og tilbage. Tanzania har rigtig meget af alt det Afrika har at byde på. Natur fyldt med liv i mange former og størrelser. Et landskab der vil betage enhver dansker. Et folk med mørk hud, store smil i de mandelfarvede øjnene og et nysgerrigt sind, som er lette at komme i kontakt med.
Sidste tur på de skønne Himalayan motorcykler, var turen fra Same til Aurusha. Når vi nåede Aurusha, skulle motorcyklerne afleveres, og turen rundt om Kilimamjaro var til sluttet.
Endnu en gang blev gruppen delt. Stefan havde to ruter, og da der var forskellige ønsker til underlag, blev gruppen delt op i et off road hold og et asfalt hold. Der var ingen tvivl hos mig. Jeg var straks med på off road holdet, og det fortrød jeg ikke.
WhaU for en tur. Meget varierede forhold. De første få kilometer var på den store asfalterede og meget trafikerede vej, B1. Nogle få kilometert fra Same, blinkede Stefan med sit venstre blinklys. Nu skulle off roadholdet ud på eventyr.
Lige så hurtigt vi var kommet væk fra asfalten, rejste støvet sig bag hver eneste motorcykel. De første kilometer var fin bred grusvej, som tillod os at fortsætte med en rimelig høj hastighed. Den blev holdt frem til en kontrolpost ved Nyumba ya Mungu Reservoir. Jeg blev aldrig klar over hvilken rolle kontrolposten havde, men soldaterne mente det åbenbart alvorligt. De var bevæbnede, men smilede og lod os fortsætte uden at vise nogen former for papirer.
Stefan gjorde holdt på en sandbanke lige efter vi var kørt over dæmningen. Der var ingen vind. Der var en stor folk fugle, men de generede ikke os, så vi undlod også at genere dem. Jeg brugte stoppet til at fotografere min Schuberth E1 hjelm, medens jeg tænkte på, at jeg faktisk var glad for jeg endnu ikke havde fået den næste udgave af Schuberths endurohjelm. Den gamle var totalt støvet til i alle kroge og hjørner. Den var decideret ulækker at h ave på, idet den allesteds nærværende varme, gjorde at jeg svedte meget inde i hjelmen.
Jeg fik også lavet et foto af off road gruppen. På billedet er, fra venstre, Stefan, Herry, Ole, min Himalayan, Michael og Thorkild. Fedt hold, som spillede rigtig godt sammen.
Kursen var lagt. Vi fulgte Nyumba ya Mungu Reservoir et langt stykke mod nordøst. Snart kørte vi gennem små landsbyer. Snart kørte vi på reservoirets brede brink. Der var masser af tid til at lege. Lidt udnefor en landsby, kom Stefan i tvivl om hvilken af de mange spor, der forvirrende løb på kryds og tværs gennem de tornekronede træer. Han stoppede ved en lille gruppe unge mænd, som villigt viste hvilken vej vi skulle. Bagefter fortalte Stefan at han havde lidt svært ved at forstå hvad de sagde. Stefan var meget sikker på de havde indtaget noget 'sjovt tobak' af en eller anden art.
Om det var drengene der havde vist os forkert vej, eller om Stefan havde taget et forkert valg, vides ikke. Men, vi kom ind på en vej der fulgte en udtørret flodseng. Det fik rigtig fint et langt stykke vej. Der var tydelige spor efter lastvogne, og ingen havde mistanke om, at der var noget galt. Efter nogle heftige sving med meget blødt sand, kom vi til et sted hvor vejen stoppede. Vi kunne ikke komme videre, og måtte vende om. De lastbiler vi havde set spor efter, var i gang med at flytte sand og klipper fra en udgravning.
At komme op fra flodsengen var ikke lige så nemt som at komme ned i den. Men alle kom op. Nogen måtte have hjælp. Men sådan er der jo så meget.
Tillbage på sporet var der andre udfordringer. Blødt sand mødte vi flere gange. At følge en flodseng ved at køre på kanten, kan også være en svær opgave, når træerne står tæt på brinken. Kørsel på tværs af huller, skabt af rindende vand, og rivende strømme af udtørrede floder, var både spændende og udfordrende.
Kort sagt var denne sektion den bedste på hele denne tur rundt om Afrikas højeste bjerg. Det var så fedt og herligt.
Hvor mange kilometer dette fantastisk skønne, udfordrende og yderst spændende landskab havde vores fulde bevågenhed, det har jeg ingen anelse om. Hvor lang tid det tog os at komme igennem, har jeg heller ingen idé om. Men jeg ved, at tiden gik alt alt for hurtigt, inden vi igen var tilbage på asfalten. For snart derefter igen at være i Aurusha, hvor vi afleverede motorcyklerne.
Turen med MCsafari.dk rundt om Kilimanjaro var slut. Motorcyklerne blev afleveret foran Forrest Hill Hotel. De fleste fra holdet skulle hjem. Thorkild og jeg skulle sammen med Stefan fortsætte samme en uges tid mere.
Vi fik sagt pænt farvel, go tur hjem og vi ses til Lisbeth, Camille, Michael, Ole, Jack og Kristian. Hvorefter Thorkild og jeg kunne sætte os til rette i baren, drikke en øl, skåle på de andre kom godt hjem, og glæde os til flere oplevelser på det afrikanske kontinent. Næste stop for os var Namibia.
Tak til holdet. Det var en stor oplevelse og kæmpe fornøjelse at opleve Tanzania sammen med jer.
Holdet er, bagerste række fra venstre:Christian, Christopher, chauffør og mekaniker, Camilla, Jack, Lisbeth, Ole. Forreste række: Stefan, rejseleder og ejer af MCsafari.dk, Thorkild, Herry, mekaniker og stifinder samt Michael. Jeg var med på turen, men står bag kameraet og smiler til holdet.
Til kapitel 1 Til kapitel 3 Til toppen/menu