Rundt i Europa I     .........med start fra Kvong

Inden træerne havde fået blade og græsset rigtig var begyndt at gro efter vinteren, var idéen til en længere tur på den Gamle Slæde lagt. Ikke i detaljer, men Flemming J og jeg havde et fælles ønske om at køre en tur sammen - gerne sydpå hvor Vejrguderne pr. defination, spreder mere varme og tålelligt vejr. Vores aftale blev bekræftet adskillige gange i løbet af foråret. Hver gang uden egentlige rammer for hvor turen skulle gå hen. Ej heller havde vi nøjagtig dato for afrejse og hjemkomst.

Da sommermånederne begyndt kom der er en mindre ændring til planen. På sin tur til Sydafrika*, havde Flemming overnattet hos en dansker, Henrik JN, bosidende i det sydligste Portugal. Samme Henrik JN kendte jeg en smule fra Facebook. Henrik havde booket sommerferietur med sin søn Sebastian i Danmark. De to ville køre Danmark tyndt på Henriks BMW, inden Sebastian skulle begynde på gymnasiet i Danmark. For at få alle detaljer på plads, giver denne information rigtig mening når jeg fortæller Henrik, sammen med sin hustru, har boet 27 år i Portugal. Deres Sebastian var født og opvokset i Portugal, og nu ville knægten tage en gymnasiel uddannelse i DK. Sebastian skulle derfor "introduceres" for sit fædreland.

Henrik kommer ind i historien fordi han, efter sin rundtur med sønnen, skulle retur til Portugal. Såvel Flemming som jeg, fandt det kunne være fint at "følge Henrik hjem", ikke så meget for at sikre Henrik nu også forlod Danmark igen. Mere for hyggen og det ekstra en tredje person ville kunne tilføje vores, altså Flemming og min, tur sydpå. Aftalen blev at når Henrik havde afleveret sønne Sebastian på gymnasieefterskolen, skulle Flemming og jeg følge ham hjem. Eller ihvertfald så langt sydpå som tiden tillod.

Medio august blev Sebastian overladt til sit studium. Henrik kørte til Haderslev for at hente Flemming, som havde bestilt morgenmad på "Cafe Engel" i Tønder. Vi forventede, flaget var ude på fortovet, foran vinduet, men Mona havde endnu ikke fået flaget sat ud da vi ankom. Flemming, Henrik og jeg fik hilst pænt på hinanden. Sammen med Sebastian havde Henrik overnattet på vores MiniPrimiCamp. Det var derfor allerede anden gang jeg hilste på Henrik. Flemming havde jeg mødt ved flere lejligheder. Bl.a. ekskorterede jeg ham de første 30 km da han forlod Haderslev for køre "sit livs eventyrtur".

Mona fik en opringning, og snart efter kunne vi tage plads ved et spinkelt hvidt bord, dækket med store kopper fyldt op af varmt kaffe.Henrik levede op min forestilling om en hyggelig dansker. Vi fandt hurtigt sammen i en fælles jargon og der var ingen problemer i at finde fælles fodslag omkring ruten sydpå. Som den naturligste ting enedes vi om, hvordan vi tre, som aldrig havde kørte fællestur sammen, ville køre og forholde os til hinanden under kørslen. På skift skulle vi køre forrest mod det fællesmål vi havde sat os for dagens etape. Under hensyntagen til vejrudsigten ville vi køre sydpå. Tættest muligt på Europas vestkyst. Og gerne ad små og mindre veje. Vi var helt klar over fravalget af bl.a. motorveje vil gøre turen længere og at vi skulle bruge mere tid for at komme frem. Men det var vi helt enige om. Det var hvad vi ønskede.

* - Flemming kørte for et par år siden, fra sin bopæl i Haderslev til Nordkap i Norge. Deroppe vendte han forhjulet på sin motorcykel, og fortsatte sin tur med at køre til Sydkap i Sydafrika.

Farvel Danmark. Hej Tyskland. Første landegrænse blev krydset kort efter vi havde betalt Mona for morgenmaden i Cafe Engel. Humøret var højere end et fuglefløjt. Vejret var "lige tilpas" til en længere køretur. Dækkene var pumpede. Tankene fyldte (næsten) og vi var bare så klar.

De første mange kilometer foregik på B5, forlængelsen af hovedvej 11 fra Söderlügum til Itzehoe. Vi drejede dog fra lidt tidligere for at komme ud og følge Elben, frem til Glückstadt, hvor en færge hjalp os over Elbens mudrede vand. Inden havde vi benyttet os af en anden færge for at komme over Kielerkanalen. Vi fulgte de små og mindre veje. Og får dermed også nogle afbrydelser, som man ikke får på det overordnede vejnet, hvor det eneste det gælder om er, at komme hurtigst muligt frem til næste destination.

Allerede ved det sidste lysregulerede kryds i udkanten af Glücksburg mødte vi bagtroppen af den kø af biler, der ventede på at komme med færgen, sådan en almindelig mandag middag. Uden jeg skal gøre mig klog på hvorfor, hvornår og hvordan "traditionen" om, at motorcykler blot skal køre frem til færgen, er opstået, kan jeg konstatere den holdes i hævd. Mine to rejsefæller var lidt tilbageholdende, men jeg har været med færgen så mange gange, at jeg ingen betænkeligheder havde. Og vi modtog da heller ikke én enste vred kommentar eller sur mine. Hverken af politiet, som også holdt i køen, eller af andre. Altså kom vi med den første færge der lagde til, så vores ventetid var ganske kort.

Den tredje færge på denne vores første rejsedag, var en orange færge som fragtede os over Weser. Efter Weser fortsatte turen stik vest, mod Groningen i Holland, eller som hollænderne foretrækker, Nederland. I groningen fandt vi ind på Natuurbad en Camping Engelbert, hvor vi kunne opregne dagens tal. Herunder kunne vi fastslå, at vores lille gruppe allerede på første dagen, var blevet skilt ad to gange, på de godt 500 km vi havde fulgtes! Det er da godt klaret!

For at fejre dagen - og stille sulten - holdt vi sammenskudsgilde. D.v.s. jeg havde meget lidt at byde ind med til aftensmaden, så jeg lukrerede på de andres mere velforberedte madkasser. Heldigt for mig, var de to andre godt forsynede, for der var langt til nærmeste indkøbscenter, da vi stoppede kørslen denne dag.

Dag 2 på vores  Europa rundt tur, startede ud i flot vejr. Solen skinnede, men varmen var ikke værrer end vi kunne holde temperaturen ud. Under morgenmåltiden havde vi drøftet "problemet" med at have 3 GPS ombord på motorcyklerne! Eller problem er for stærkt et udtryk at anvende. Opgaven består for 3 personer på hver sin motorcykel med hver sin navigation i, at enes om, hvilken GPS der skal følges! Har man 2,3 eller flere GPS'er, vil de med stor sandsynlighed vise hver sin vej, uanset man har samme opsætning og valgt samme destination som et fælles mål. Vi blev enige om, at den der kører forrest,  viser vej. BUM.

   Hvis man kommer væk fra hinanden, følger man vejen, kører lige ud, til man mødes igen. Hvis de der kører forrest ændrer kurs / drejer af for at følge en ny rute, venter man der hvor man drejer fra. Enkelt og ligetil.

Holland er fyldt med veje trukket efter en lineal, gennem et lavland, som i det store og hele kun har en forhindring der gør det svært at lave spændende veje! Vand! Der er ganske kort til grundvandet. Ingen bakker eller klipper. Altås ingen udfordringer for vej-arkitekter, udover at de skal sørge for at fundere vejbelægningen godt og grundigt. Tænker det er grunden til de ikke "orker" at gøre vejene spændende?

   At vi kørte gennem Holland, var der ingen tvivl om. Vindmøller af den gamle model samt rigeligt af nyere, pegede mod himlen uanset hvor vi var.

....................og diger fyldt med græssende får.

Glemte totalt at fortælle vi, ved morgenbordet på Cafe Engel i Tønder, havde bestemt, at hvis én i gruppen blev træt, og gerne ville ha' en morfar, så var det selvfølgelig tilladt.......................

Samtidig med vi nærmede os grænsen til Belgien, var dagen ved at være til ende. Tiden var inde til at finde et sted at overnatte. Inden skulle der fourageres. Et miindre supermarked egnede sig glimrende, som leverandør af diverse fornødenheder. Herunder øl, pølser og brød, samt ost! Så var vi klar til at finde en campingplads, hvor vi kunne få lov at sætte vores kludehuse op for en enkelt nat.

Efter en smule søgen, fandt vi frem til en Farmcamping på Helenawe i Biervliet. Forgæves ledte vi efter bestyreren, men fandt aldrig nogen vi kunne spørge. Eftersom der var rigeligt med pladser, valgte vi et hjørne, slog lejr og lod som om vi ville blive. Teltene var rejst. Liggeunderlagene var pumpet. Aftensmaden var pakket ud, inden campingmutter kom og hilste på. Vi blev hurtigt enige om en pris for overnatning, og så var der ellers dømt aftenhygge omkring trangianen.

Humøret var højt, som bjergene i Himalaya. Himlen var blå, som en lyseblå Filia-olieekridt i 12-stk. pakningen. Grænsen til Belgien blev krydset inden klokken blev 10. Mindre end to timer senere havde vi krydset grænsen til Frankrig. Hvis vi ikke havde krydset Belgien hvor det er smallest, så var det ihvertfald tæt på.

Gradtallet på diverse termometre steg. Og stegt blev vi, ihvertfald når vi gjorde holdt. Frokosten, d.v.s. resterne fra "middagen" aftenen før, blev indtaget i på torvet, i skyggen af rådhuset i en lille by.

Dagens tal blev noteret i Saint Pierre en Port. Der fandt vi en campingplads "et stenkast fra havet", som ejendomsmæglere ynder at betegne ejendomme i op til meget lange stenkast fra noget de ønsker at fremhæve, som for eks. havet.

Pladsen var fin. Teltene blev slået op. Pulsen kom ned. Flemming demonstrerede hvordan en struds gemmer sig i et tunneltelt.

   Sådan en opvisning giver sult-fornemmelser i hele kroppen. Eftersom vi ikke var sikre på der var åbent på den restaurant der - ifølge garmin - lå tættest på, fandt vi det smartest at køre dertil. Men, der var åbent. Og vi kunne få mad. Der skulle lidt gestikuleren til, inden Madame forstod hvad Henrik mente, men de blev - med underlige og til tider vovede - tegn og fagter, enige om hvilken del af hønen det var, Henrik ønskede at sætte til livs.

Det var på denne plads, vores første overnatning i Frankrig, jeg for første gang i mit liv, oplevede at det er "normalt" der ikke er et toiletbræt på porcelænkummen på toiletterne, samt at man - forud for sit besøg i det lille rum med lås på døren indefra - skulle gå hen til en række ruller med toiletpapir. Her skulle man bestemme hvor meget - eller lidt - papir man mente man skulle bruge i forbindelse med besøget i det lille aflukke. OG, ikke at forglemme, man skulle tage det brugte papir (ja, du læste rigtigt: det brugte toiletpapir) ned ud fra det lille aflukke og smide det i en dertil henstående stor spand med låg. Brugt toiletpapir måtte IKKE komme i toilettet. Dertil er deres kloarksystemer ikke beregnet. Såre simpelt. Men det gav altså mig nogle "billeder" i hovedet jeg ikke var vant til at håndtere.

   Senere fulgte mange besøg på toiletter med lignende system.

Undervejs på tur, er der mange floder der skal krydses.Her er endnu én vi mødte på vores rute langs Frankrigs vestkyst. Seinen faktisk.. Billedet giver et glimrende indtryk af hvor højt tidevandet arbejder sig op, når ebbe afløses af flod ved Frankrigs vestkyst.. Desværre er det ikke alle steder, hvor landevejen afløses af en tur på en færge, myndighederne har besluttet det skal være gratis at smutte over vandløbet. Her, såvel som mange af de andre steder vi krydsede floder, måtte vi af med et par Euro for fragt af motorcykel og personer.

Som billederne nedenfor tydeligt viser, fulgte vi de små og mindre veje. Bl.a. også derfor var der færger og ikke broer, når floder skulle "overkøres".

Ruten langs europas vestkyst mod Spanien/portugal havde nu ført os til Normandiet, det område hvor der under anden verdenskrig blev udkæmpet mange slag mod tyskerne. Slag som er gået over i historien, og som mange stadig har et forhold til.

Der var utallige "minder" om krigen, der ændrede europa. I en af byerne vi trillede igennem, var der flere steder større forsamlinger af Jeeps. Indregistrerede og i høj grad kørende. Også i det almindelige gadebillede.

   Jeg er en smule historisk interesseret, og ville gerne besøge nogle af stederne, som jeg har læst om, og set billeder fra. Heldigt for mig, var de to andre også interesserede i disse historiske steder. Henrik, som havde været i området tidligere, var en fin guide og kunne fortælle enkeltheder fra nogle af slagene.

Inden vi kom til de berørte og berømte steder, var der lige et par andre ting der fastholdt min opmærksomhed. Kængten som "hænger" / får et lift af en bil, mindede mig om en lignende situation jeg fotograferede en nat jeg kørte taxi for mange år siden.

   Også franske motorcyklister hilser pænt, når de møder andre på mtorcykel undervejs. Sådanne hilsner er dejlige, man føler sig velkommen, og blandt venner.

   3., 4. og 5.gears sving er noget af det bedste ved at køre motorcykel. I love it  <3

Musee du Debarquement i Arromanches-les-Bains fik æren af vores besøg. Og dermed også vores entre penge. Om vi fik fuld valuta for beløbet, skal jeg ikke kunne vurdere, men jeg blev hurtigt overvældet af museets udstilling af effekter, oversigtsmodeller og overskueligheden. Hvis man interesserer sig for anden verdenskrig, kan jeg absolut anbefale et besøg på stedet. Stedet er meget besøgt.

   Museet imponerede og jeg blev meget påvirket af de kæmpe investeringer, kræfter og planlægning der er gået forud for de allieredes landgang på den franske kyst på D-dagen i 1944.

   Senere samme dag besøgte vi den amerikanske kirkegård ved Colleville-sur-Mer. Et kæmpe område, under amerikansk kommando, hvor ofrene fra D-dagen har fået hver sit hvide kors eller stjerne. På stranden umiddelbart foran kirkegården, foregik en del af landgangen, som omfattede et kpmpe stort område, hvor de allierede blev mødt med massiv modstand, som de fleste vist har læst eller hørt om.

   På min liste over steder jeg gerne ville besøge i forlængelse af "2. verdenskrig"-minder var også den landsby, hvor den amerikanske faldskærmssoldat John Steele fra det 505. faldskærmsregiment, sad fast i sin faldskærm på byens kirketårn. Skærmen blev viklet om spiret, og han måtte hænge der et døgn, inden de allierede havde erobret byen, og han blev befriet. I dag hænger "han" stadig fra kirketårnet.

En lang dag blev rundet af omkring et lille café bord, på torvet modsat kirken, i Sainte-Mère-Église.

   Medens indholdet i ølglassene sank, sundede vi os hver især over dagens forskellige indtryk fra den store krig der hærgede Europa i 40'erne. Mine tanker var brogede. Tidligere har jeg besøgt mange forskellige kz-lejre. Denne udflugt førte mig rundt på Normandiet, hvor en anden side af krigens grusomheder blev levendegjort - og fastholdt for de generationer, mig selv inklusiv, der ikke har førstehånds kendskab (heldigvis) til krigens rædsler.

Inden vi brød op for at fortsætte vores tur, d.v.s. for at finde et sted at sove, hilste vi en sidste gang på soldaten oppe på kirketårnet. Navigationen havde et bud på overnatningssted. Vi fulgte ruten, og blev ledt ud til en fin stor campingplads, hvor der, igen igen, var meget få telte, men rigtig mange store faststående campingvogne, alle med tilbygninger i træ eller plast, hvor beboerne har gjort hvad de formår, for at skabe hjemlig hygge med paraboltv, grill og kulørte lamper samt plastikblomster.

   Vi fik anvist en plads bagerst,  længst borte fra kysten, hvor der var andre teltliggere. Det var ok. Lejren blev bygget op, hvorefter vi gik til restauranten for at spise lidt godt mad. Men, det var pizza eller pizza, og jeg er temmelig sikker på det var "frisk-fra-fryseren"-pizzaer. Men øllet var godt og koldt.

Fra campingpladsen ved Normandiets nordvestkyst, var der ikke langt at køre, førend vi var ved næste delmål. Siden for mange mange år siden, har jeg været fascineret af Mont Saint-Michel klippe ø bastionen. En fæstning og et kloster. Tidligere en vigtig bastion for området. Nu om dage, er det næsten lige så svært at komme dertil, som det tidligere var. Dog, grunden er en anden. Øen er så overrendt af turister, man har forbud "fremmede" at køre ind til byen, hvorfra der er adgang til øen. Man skal holde et par kilometer fra øen, stige på en bus, og alene på den måde er det muligt at komme til "turist-paradiset". Det opgav vi. Jeg vil dog tilføje, at jeg forstår dem godt. Jeg har boet i Ribe, hvor jeg var en del af det almindelige miljø og havde min dagligdag. Der var dengang jeg boede der, vel knap så mange turister som der er i dag, men som indbygger i Danmarks ældste by, var jeg nogen gange lidt trær af de mange turister, som hverken kunne finde ud af at parkere eller gå rundt i byen, uden at være til gene for os, der levede, arbejdede og boede i byen. Så jo, kære indbyggere på Mont Saint-Michel, jeg forstår jer!

I forsøget på at lave et anderledes foto og måske med mulighed for at komme tæt på Mont Saint-Michel, lokkede jeg mine venner på et lille mark-eventyr. Jeg overvejede - medens vi nærmede og havde fået øje på målet - ganske kort, om det mon ikke var muligt at køre på de høstede marker ud til kysten. Altså fandt jeg en mulighed for at køre ind på en stubmark, og de andre fulgte med. Vi kørte lige til vi kom til en grøft, som vi fulgte frem til et sted, hvor den mødte en anden grøft, og så var det slut. Altså måtte vi vende om, men jeg fik dog et lidt anderledes foto af den kendte Mont Saint-Michel.

P.s.hvis min vej fører mig til området igen, har jeg besluttet at stige af motorcyklen og gå ombord i bussen, for at komme helt over på øen!

Fra fæstnings- og klosterøen Mont Saint-Michel gik det sydpå. Temperaturen steg og steg. Der var våde pletter i panden. Sveden drev ned ad ryggen. Selv når klokken viste 80-90 km/t, var det næsten ikke ltil at holde ud.

Næste delmål blev byen La Rochelle. Ingen af os havde "nogen planer om at besøge Bretagne", hvorfor kursen blev sat stik syd. Endnu en gang ad de mindre landeveje, men dog nogle af de veje, hvor vi havde en fornemmelse af at komme fremad. Forinden havde vi regnet lidt på hvor langt vi kunne nå, inden det blev tid at vende snuden hjemad. Den eneste som havde en fast termin var Flemming. Men han, og jeg, var enige om, at Pyrenæerne, dem ville vi køre, inden vi vendte forhjulet mod nord.

   Altså ville vi op i tempo. Nu var vi kommet gennem Normandiet og  besøgt de steder såvel Flemming som jeg havde på vores "to do"-liste. Næste punkt var som allerede nævnt, Pyrenæerne eller Bilbao. Under vores snak om hvor langt vi ville kunne nå, var det nu helt klart vi ikke kunne følge Henrik helt til hjemmet i det sydligste Portugal, hvis Flemming skulle kunne nå at være tilbage og begynde på arbejde igen, til den dato der var aftalt med arbejdsgiveren.

De tre navigatorer blev sat til at finde La Rochelle. Strækningen så ud til at være en overkommelig bid, selv om varmen gjorde, det til tider var svært at holde koncentrationen, og lysten til at køre motorcykel derfor indimellem dalede lidt. Som alle de foregående dage, skiftedes vi til at være stifinder.

   Uden jeg skal gøre mig klog på hvordan, lykkedes det os et par gange i løbet af dagen, at komme bort fra hinanden. Sidste gang var vi stadig ca. 160 km fra dagens mål. Endnu en gang blev den lille gruppe skilt. Uagtet vi  var enige om, hvordan vi forholdt os hvis der kom større afstand mellem os, lykkedes det at blive splittet op, således vi var to grupper. Én gruppe med én person, og en anden med to personer.

   Det var nogle lange kilometer. Jeg var rystet, ærgerlig og samtidig ked af situationen, fordi jeg mente, jeg tydeligt kunne mærke en uro og splittelse i gruppen. Der var kommet noget imellem os, som ikke var godt for sammenholdet.

   Henrik, Flemming og jeg har ikke samme mønster, når vi kører. Forudseenhend, vurdering af trafik, passion for kørsel og motorcykel, egne evner og tro på samt lysten til at håndtere motorcyklen. I løbet af flere snakke undervejs, var vi  kommet frem til, at vi var forskellige. Selvfølgelig. Ingen er ens, men når man følges ad i en gruppe på så lang en tur, er det - i mine optik - vigtig man har et rimeligt ens fodslag. Jeg havde ikke forhåndskendskab til hverken Henrik eller Flemming. Flemming havde jeg mødt et par gange, men vi havde ikke været på tur sammen.

   Da vi endelig, lidt før kl. 21. mødtes i La Rochelle, gik det så også således at vore veje skiltes. Henrik valgte at bryde op og fortsætte alene mod hjemmet, medens Flemming og jeg tog en overnatning på en campingplads. Fordi aftenen var så fremskreden, valgte Flemming og jeg at nøjes med at slå en tarp op over liggeunderlagene, i stedet for at bakse i mørket med telte.

Der er en lille krølle på historien, idet jeg - i forbindelse med vi blev væk fra hinanden - glemte mit kamera, som jeg havde lagt på motorcyklen, ovenpå teltet, som var surret fast på motorcyklen, der hvor bagsædepassageren normalt sidder. I stedet for at have kameraet liggende i tanktasken, med remmen omkring min hals, lå det løst på motorcyklen. Desværre glemte jeg i forvirringen alt om kameraet, og tabte det på vej ud fra en p-plads.

   Et par kilometer fra stoppestedet opdagede jeg det manglende kamera. Jeg klodsede bremserne, lavede en u-vending, og kørte tilbage mod p-pladsen, uden at tage hensyn til hastighedsgræsen. Jeg nåede tilbage hvor jeg havde tabt det, lige tidsnok til at se en dreng samle det op og være på vej ind i en bil. Jeg råbte ad drengen, som selvfølgelig ikke forstod mit danske eller engelske, men ihvertfald reagerede på mit råb, således han blev stående udenfor bilen. Jeg rakte ud efter kameraet, og fik det, medens drengens far fra rattet, smilede mod mig! Pu ha, det var tæt på jeg havde mistet kamera og alle billeder fra dagene inden.

   Jeg vidste ikke om kameraet havde taget skade, men jeg kunne se at objektivet havde en meget synlig defekt, idet den forreste gruppe linser var trukket ud fra deres oprindelige placering. Øv, men vigtigst var, at jeg havde mit sc-kort, og håbede inderligt kameraet ikke havde taget skade.

   Senere viste det sig at kun objektivet var ødelagt. Kameraet virkede, og jeg købte et nyt objektiv et par dage senere. Derfor er der et par dage hvor jeg ikke har mange billeder fra, idet jeg måtte nøjes med det kamera der sidder i min mobiltelefon.

Ved morgenkaffen næste morgen snakkede Flemming og jeg om, hvad vi nu ville. Gruppen var reduceret fra 3 til 2. Vi fik en sms fra Henrik. Han var nået langt i løbet af aftenen og natten.

   Flemming og jeg havde begge en drøm om at denne tur skulle indeholde en tur tværs gennem Pyrenæerne. Den plan holdt vi fast ved, og fra La Rochelle satte vi kursen mod Pau. Byen Pau ligger godt 400 km syd for La Rochelle og godt 100 km fra kysten, på kanten af Pyrenæerne. I et pænt tempo faldt vi ind i en rytme, som bragte os gennem nogle smukke landsbyer, forbi frodige marker, blå lavendel områder og skrænter med grønne vinstokke.

   Sidst på eftermiddagen var vi nået til Lourdes. Byen er meget kendt af katolikker, idet en kun 14 årig pige tilbage i 1850'erne mente at have mødt Jomfru Maria i en grotte tæt på byen. Så heldige var vi ikke.

   Vi fandt en fin lille campingplads, og slog lejr, i tide til at kunne vaske tøj, og hænge det nu nyvaskede (men uden garanti for at være rent) tøj op på hegnet, som omkrandsede den lille plads. Hyggen bredte sig. Vi snakkede en del om bruddet med Henrik, som via sms'er lod os forstå, han var ok, og snart var hjemme.

   Morgenen på campen var fin. Jeg blev vækket, eller vågnede ved at høre flere kirkers klokker, der bekendtgjorde dagen var igang, og at det var tid at besøge Guds hus. Akompagnementet til de sprøde toner fra de tunge malmklokker, var duernes kurren og kreaturenes bjælder, der fra tykke læderremme, hang om halsen på de mange køer, der ad tidligere trådte spor, bevægede sig op ad bjergenes grønne flader, rundt om campingpladsen.

Pyrenæerne er et skønt område, fyldt med bakker og bjerge. Vi snoede os gennem landskabet, i høje temperaturer. Jeg har ikke mange billeder fra dagens etape, på grund af uheldet med kameraet. Men dette, lavet med min mobil, synes jeg skal med, idet det var et imponerende syn, med alle de gamle biler på fælles udflugt. Lidt længere fremme, d.v.s. efter vi havde passeret rækken, så vi grunden til de holdt. Én gammel bil var ved at få et sikkert meget tiltrængt eftersyn under kølerhjelmen.

Dagens mål var Andorra, den lille miniputstat, der ligger på første sal i Pyrenæerne. Vi nåede dertil, og fandt en campingplads, hvor vi formeddelest et forholodsvis billigt bidrag til deres kassesystem, fik lov at slå pløkkerne til vores telte i jorden. Et tordenvejr brød ud, lige som vi var kommet godt igang med at lave lejren, men heldigvis var uvejeret hurtigt drevet videre. Vi fik kun en lille snert af vandet, og måtte ellers nøjes med at høre bragene! En deal vi sagtens kunne leve med.

I Andorra fik jeg købt et objektiv, og jeg var atter en glad mand, der iført kamera og motorcykel, kunne fortsætte turen gennem det meget kuperede terræn i mini staten. Andorra fylder ikke meget på Europakortet, og er hurtigt overstået, med mindre man vælger at tage en overnatning som vi gjorde.

Selv om vi forlod Andorra, var det ikke slut med bjerge. De fortsatte et stykke ind i Frankrig, hvor vi i ubehersket glæde og med stor fornøjelse, fortsatte med at køre slalom mellem de høje tinder. Hastigheden var selvfølgelig tilpasset de lokale forhold, med størst mulig hensyntagen til, mulighederne for at møde andre trafikanter og fodgængere på den varme asfalt. Dagens ridt var en skøn blnading af små snoede, smalle veje gennem samfund bestående af ganske få huse og gårde, hvor høns, køer og hunde, glaede, brølede og gøede ad os, når vi langsomt lod motorcyklerne slæbe os forbi.

   Når de smalle veje slap op, fortsatte vi på jævnt, fint plant, næsten jomfrueligt asfalt på de lidt størrer og bredere veje, hvor den lille vippepedal ved venstre fod, skiftede mellem 3., 4. og 5. gear i et langt flydende harmonisk tempo, som dog i enkelte etaper, oftest ved større højdeforskelle, blev afløst af intense crescendo-skift, hvor både Flemming og jeg følte os minimum 40 år yngre!

Dagen sluttede hvor vi havde bestemt. Nemlig på Le Camping Moto ved Drôme, i det sydlige Frankrig. Godt et par timers kørsel nord for Marseille.

   Vi blev mødt med smil, snak og en kold øl. Af selveste Fru Camping Moto. Hvad mere kan man ønske? Noget mad, gerne noget godt mad efter en lang dag på motoryklen, måske? Jo, der var åbent i køkkenet, og hu ville gerne lave os noget mad. Vi skulle blot bestille. Så det gjorde vi, inden vi satte teltene op. Derfor havde mørket sænket sig over pladsen, inden vi tæt omsluttet af utallige natsværmere, fik vores natlogi på plads. Flemming tog endnu en nat under tarp, men jeg havde besluttet at blive to nætter på Camping Moto, så jeg gjorde mig umage med at få pløkkerne gennem det meget stenmættede underlag.

Datoen havde sneget sig hen til det tidspukkt Flemming havde aftalt (med sig selv) at han skulle vende tilbage til Danmark. Han havde et job som ventede, og han havde strukket sig så langt, at han nu måtte køre i et stræk tilbage til moderlandet. Derfor tog vi afsked umiddelbart efter morgenmaden den 29. august. Flemming havde pakket og vinkede farvel, omkr. kl. 09. Forinden havde vi sagt pænt farvel, og ønsket hinanden fortsat go tur.

   Dagen efter hørte jeg fra Flemming, at han var nået godt og helt hjem. Havde haft en go, omend triviel og lidt kedelig tur, med motorvejskørsel stort set hele vejen hjem. Men det vidste han på forhånd, så det var "bare en tur der skulle overstås". Undervejs kunne han jo så passende fundre lidt over de mange gode oplevelser han havde fra de foregående mange kilometer sammen med Henrik og undertegnede.

Med de takfaste små brum fra Flemmings Adventur GS i ørerne, så jeg ham forsvinde rundt i svinget, der fører fra Camping Moto op til landevejen.

   Jeg var nu alene på tur. Min plan var at tage endnu en overnatning på pladsen. Jeg havde ingen hastværk. Der var en uge til jeg skulle møde min dejlige kæreste (og hustru), for at vi sammen kunne fortsætte, endnu et par uger.

   Min plan var at køre til Schweiz, hvor jeg ville besøge min gode ven Daniel K. Beretningen fortsætter med afsnittet: Rundt i Europa II

Til toppen / menu     Til Rundt i Europa II     Til Rundt i Europa III