Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Tak for dansen Afrika V
Link til: Afsnit I Afsnit II Afsnit III Afsnit IV Afsnit VI
Sådan vi var fremme. Nu var det tiden hvor min nervøsitet skulle overhales af min nysgerrighed og hvor mine evner som endourochauffør skulle stå sin prøve. Eller, det var ihvertfald her om snart jeg - med stor sikkerhed - ville blive testet, hvis bare en smule af de mange "detaljer fra tidligere ture" Henrik så venligt havde fodret min fantasi med.
Siden vi begyndte vores tur oppe i Durban havde vi nu kørt omkring 5.600 km. Vidunderlige kilometer, med rigtig mange gode og en enkelt meget dårlig, oplevelser. Min Gamle Slæde, den BMW R1200GS jeg købte som fødselsdagsgave til mig selv tilbage i 2008, havde klaret alle de opgaver jeg havde udsat den for. Inklusiv en enkelt gang, hvor jeg. som en forvænt knægt, stolede lidt rigeligt på min udødelighed, og fik en ordentlig forskrækkelse, efter jeg havde klaret pludselig opståede udfordringer i en snæver S-kombination på en grusvej, hvor vejens forløb og underlag ikke just var i total god kombination med den hastighed jeg kørte med. Efter en tur ud i rabatten, på begge vejens sider, kunne jeg se i spejlet at jeg havde været heldig. Lidt pudsigt var det bl.a. hastigheden der havde reddet mig. Den høje fart havde holdt motorcyklen oprejst, og ført mig gennem dels nogle buske, dels noget ujævnt skrab-af fra vejen.
Både ovenstående oplevelse og den senere meget uheldige og uønskede udgang på den trafikulykke Thomas havde været part i, lå nu som små tidslommer i mine mangeårige motorcykeloplevelser. Her og nu gjaldt det Baviaanskloof, som jeg glædede mig meget til.
Vi kørte ind fra vest. I Willowmore, hvor vi havde overnattet, kørte vi syd ud af byen, til vi kom til et stort skilt mod øst. Den skulle vi ind på. Allerede den dag vi kørte ind på vejen, husker jeg hvordan jeg "blev narret". I min bevidsthed kørte vi mod vest. Med solen i ryggen og et drej mod venstre, burde vi ifølge mit indbyggede kompas, køre mod vest! En lille detalje som overordnet set, ikke betyder noget. Men som for mig er værd at bemærke, fordi jeg også da jeg var i Australien, blev snydt på samme måde. Jeg burde have lært lektien. Men okay, turen i Australien foregik 12 år tidligere, men ellers næsten på samme årstid.
Solen skinnede allerede stærkt, som havde den tændt det lange lys. Havde der været skyer på himlen og måske lidt dis tæt på jorden, var disse fænomener for længst brændt væk. En mor med to børn fandt skygge under en fin rød paraply. Hun var det eneste menneske vi så efter vi var kørt væk fra asfalten. Hvor hun kom fra? Og hvor hun skulle hen, var en gåde jeg ikke søgte svar på. Men huset, som kunne være hendes hjem, så vi ikke.
I stedet holdt vi øjnene på vejen, som var en rigtig god og vedligeholdt grusvej. Den dersens Baviaanskloof så jeg ikke noget til. Ikke før mange kilometer senere, og det endda efter vi havde passeret en lille flod, som søgte over vejen, uden den på nogen måde havde travlt. Dyb var den heller ikke. Nogen havde lagt et tykt lag cement ud på vejen, og flodens vand flød stille hen over den hårde beton.
Endelig blev det spændende. Efter temmelig mange kilometer, måske 25-30 stk., kom vi frem til et skilt, som fortalte, at hvis vi fortsatte, ville vi køre ind i Baviaanskloof. Stedet levet helt op til sit navn, for vi nåede kun lige forbi skiltet, inden de første bavianer viste sig. De var sky, som de fleste ville dyr er. Men jeg nåede at lave et foto af en han, som var lidt sen - eller måske fordi den var for nysgerrig - til at fortrække ind i skoven.
Som Henrik havde fortalt, var der en del vandpassager. Et stykke vest for Baviaanskloof samler vand fra bjergene sig til en flod. Det vand hedder Baviaanskloofriver. Formiddagen var stadig helt frisk, da vi kort inde i dalen, fik fornøjelsen af at møde floden. Som det tydeligt ses på billedet, var det ikke muligt at se hvor dybt vandet var. Derfor vadede Henrik ud med en stok. Han ville måle dybden!
Grunden til vi var forsigtige skal ses ud fra, at Baviaanskloof havde været lukket på grund af forhøjet vandstand. Kløften havde være lukket for passage i flere dage, fordi regn havde gjort det uforsvarligt at køre gennem dalen. Vejen er en "4WD drive only". Uden lokalkendskab til forholdene, bør man være forsigtig. Henrik målte vanddybden med pinden, inden an tog næste skridt. Forsigtigheden var unødvendig her, viste det sig hurtigt. Vandet var ikke særlig dybt. Inde på tør grund stod jeg med kameraet, og havde fået en lille forsmag på hvad der ventede. Baviaanskloofriver og vejen vrider sig på kryds og tværs gennem dalen. Vejen og floden mødes ofte, alene i det første stykke, Nuwekloofpas, er der 14 steder hvor man skal krydse floden. Og som det - næsten - altid er, vinder vandet, hvis det kommer til en "kamp"!
Med styr på vanddybden, slog jeg sidestøtten op, og kørte over som den første, så jeg kunne lave billeder af Henrik, da han kørte sin KTM gennem vandet. Derfra fortsatte vi på meget afvekslende grund, dybere ind i kløften. Jeg har ikke tal på hvor mange vandpassager vi kørte igennem. Men der var mange.
Nogle steder snoede vejen sig mellem træer. Her var vejen mudret. Solen havde for ringe magt, når løvet dannede tag over den våde vejbane. Andre steder gik det ligeud på et underlag af sten og mindre klippestykker, der stak op mellem de løse sten. Forskellen mellem de løse sten og den faste klippegrund var ofte, at sten kunne være skarpe og desuden "levende". De flyttede sig når hjulene skulle finde vej over dem. De store eller større sten og klipper, var sværere at flytte med, og desuden var de fleste af disse, "slebet" runde af trafik og vejrlig.
Flere gange undervejs gennem kløften lykkedes det at overraske en abeflok. Hvis du - som jeg - troede aber var nysgerrige, har du måske ret, men fakta var, at aberne her i Baviaanskloof, var bange for mennesker, og de forsvandt hurtigere ind i skyggerne, end jeg kunne nå at fumle kameraet frem og lave et foto. Et godt eksempel på (et dårligt) abe-fotos, finder du lige herunder.
Veje eller spor, hvor man som motorcyklist på endurokøretur, skal over en vandpassage, er altid forbundet med et øget indre spændings niveau. Især hvis man ikke kender området. Hvis vandet er grumset, kan man ikke se eller lodde dybden, med øjnene. Sådanne passager vil det ofte være en god idé, at være forsigtig. For os var situationen den, at Henrik havde været gennem kløften et par gange, men når der går år mellem man kører en rute, vil der altid være noget som ikke er som sidst. De ruter og spor vi gerne kører når vi er på enduro eventyr, er spor og ruter som i meget høj grad er underlagt naturens orden - eller uorden, om man vil. Vinden blæser træer omkuld. Regnen gør vejen mudret, oversvømmet eller på anden vis, sværere og anderledes at passere. Frost sprænger sten og klipper. Solen udtørrer jorden og kørsel udløser heftige støvskyer, som bagved kørende får fornøjelsen af. Solen tørrer også alle dybe spor som får hård kanter. De kan være vanskelige og meget ujævne at forcere. Omvendt kan man også sige, at naturen gør hvad den kan for at gøre alle udflugter spændende, også når stien eller sporet er kendt i forvejen.
Hvor mange gange vi krydsede floden ialt, har jeg ikke tal på. Den første sektion, Nuwekloofpass, har ifølge kilder, ikke færrer end14 stk. Sporet smyger sig gennem landskabet i form af en jordvej, som hele tiden ændres. Nogen steder er den rigtig fin, andre steder temmelig rå og ugæstfri. Dog ingen steder sværere end at jeg tænkte, øv øv, var vi allerede igennem?
Min umiddelbare fornemmelse af udfordringerne, som de havde formet sig hidindtil, havde ikke øget min "frygt" for at mine evner ikke ville række. Langt de fleste steder hvor vejen krydsede floden, var overkørslen forbedret af en cementbund. At så betonen mange steder var ødelagt, ved at vandet havde undermineret overkørslen, og trafikken efterfølgende havde trykket betonen i stykker, havde ikke givet mig problmer.
Resultatet var skarpe høje kanter vi både skulle ned af og op over, alt medens hjulene pløjede sig gennem vandet. Mine dæk og fælge "overlevede" den til tider noget hårde belastning. Frem til Nuwekoffpass, havde vi ikke haft nogen nævneværdigt svært passerbare flodkrydsninger. Flere steder fordi vandet havde hjulpet godt til, ved at være klart som glas, og vi derfor kunne planlægge hvor vi køre. Andre steder var vandet så lavt, at vi ikke satte hastigheden væsentlig ned. Men der var sektioner, hvor vandet var trukket væk. Tilbage var et pløret, glat og hullet spor, hvor vores evner blev sat på prøve, med spændende kørsel som resultat.
Jeg nød turen, glædede mig over at være midt i en flot natur, kørende på min elskede motorcykel, og håbede der ville komme lidt mere "råt miljø", inden vi var igennem passet. Jeg fik mine ønsker opfyldte.
Rundt omkring i hele verden, kan man se de officielle tavler med navn på bjergpas, overklistret med stickers, der reklamerer for motorcykleklubber, motorcykelrelaterede begivenheder og -steder samt enkelt personer, der på motorcykel har "kørt passet". Nu kan man også finde en sticker for "MiniPrimiCamp.dk" på toppen af Baviaanskloof. Kan du finde mærket i det store rod på skiltet?
Lige netop den sektion, hvor min GS'er kom op og "hænge" på en klippe eller måske det var en betonklods, i noget dybt vand, er skildret i flere videoer, som du kan finde på YouTube. Se denne, hvor du ca. 6 minutter inde i filmen, ser netop den strækning, hvor jeg kom i problemer. Dog var der væsentlig mere vand, da vi passerede. Bemærk: Videoen jeg linker til er fra 2014. De 6 år har ændret vilkårene i passet væsentligt. Ikke mindst et pas længere fremme i videoen, hvor der er lagt beton i sporene. Betonen i videoen, er den samme som den vi kørte på. I modsætning til hvad videoen viser (betonen ser meget ny ud) var alt udenom betonsporene skyllet væk her i 2020. Tilbage var kun sten og klipper, som kun ganske få steder var i niveau med betonen. I videoen kan du scrolle frem til 07.35 hvor optagelser med betonsporene begynder. For at komme videre, måtte vi hele tiden vælge enten at køre på "højbanesporet" eller prøve lykken i mellemstykket eller vælge rabatten. At køre til venstre for sporet, var kun ganske få steder tilrådeligt. Rabatten ud mod dalen var ikke særlig bred, og fyldt med såvel huller som klipper og rullesten. Hvis vi valgte at køre i rabatten ind mod klippen, var situationen den samme. Huller, klipper og løst underlag. Valget stod mellem pest eller kolera!
Flere af de som er flittige læsere af min webside, har spurgt, hvornår jeg går over til video? Aldrig. Ihvertfald ikke som min første prioritet. Jeg holder rigtig meget af at lave billeder med mit Nikon (som dog også kan optage videos). Jeg holder meget af de udfordringer - men også de muligheder - det ligger i at lave stillbilleder. Jeg er helt klar over det ofte er farligt. Jeg er helt med på at jeg ikke får alle situationer med på mine stills. Jeg er helt klar over at en video, som er tændt hele tiden, kan fange nogenlunde de samme situationer jeg gør med kameraet, og endda rigtig mange jeg ikke når at lave.
For eksempel kan jeg kun beklage jeg havde pakket mit kameraudstyr væk i vandtæt pose, da jeg - bogstaveligt talt - lagde fra land, og kørte ud i floden, hvor jeg næsten fremme ved et betonbelagt stykke, fik min fremfærd standset ved, at motorcyklen "sprang" op og "landede på maven" på noget højt, hvorfra jeg ikke sådan lige kunne få den ned igen. På billedet kan man se vandet stod op til lige under udstødningen, der hvor den "hang på maven". I sporet ved siden af var der dybere Billedet lavede Henrik med telefon, da han nåede frem til mig, ved at gå gennem skoven.
Gode idéer måtte hentes i erfaringsboksen. Desværre var der ikke meget at hente fra den boks. Jeg var presset. Motorcyklen "stod" på bundpladen og jeg kunne knap nå fast grund med fødderne. På højre side fandt min fod nogenlunde fast grund på brinken. Men venstre fod skrabede kun rullesten rundt i det mørke mudrede vand. Cyklen hang skævt, hældende mod venstre. Hvor længe jeg var om at finde balance nok, til at jeg turde forsøge at stige af cyklen, ved jeg ikke. Jeg var bange for at vælte. Uden god kontakt med grunden, var der en høj risiko for jeg ville få motorcyklen ned over mig. I øjeblikket var jeg glad for kameraet var forsvarligt pakket. Hvis jeg væltede ville jeg blive våd og måske endda blive fixeret liggende, med den tunge cykel over mig.
Henrik var nået frem. Han var våd langt op ad benene, ligesom jeg, da han måtte vade gennem floden for at hjælpe mig løs. Skafterne på de vandfaste støvler var ikke lange nok til at de holdt vandet ude. Stående i vand til knæene, forsøgte vi først med et reb bundet fast i cyklens styrtbøjler. Forsøget lykkedes ikke. Henrik "trak cyklen skævt". Det var umuligt for mig at holde balancen samtidig med jeg skulle håndtere motorcyklen. Desværre hjalp et forsigtigt lirken med førstegearet ikke. Baghjulet kunne ikke få bid i de løse sten.
Selvfølgelig fik vi cyklen op, dog først efter jeg havde afmonteret tasker og bagage, medens Henrik holdt cyklen oprejst. En drøj omgang. Sveden dryppede fra panden. Og støvlerne viste sig at være vandtætte! Desværre kun indefra! Oppe i trætoppene skræppede aberne højlydt! Om de grinede af mig? Tja, det skulle ikke undre. Men fint nok, for så var min tur gennem vandet da godt for noget, nemlig abernes lattermuskler!
Henrik valgte at slæbe sin bagage igennem, førend han satte sig overskrævs på KTM'en og sneglede sig gennem vandet.
Så vidt jeg har kunnet finde ud af, var vi kommet frem til, Combrink's Pass. Et par kilometer (?) med fin zigzag snoet vej gennem et flot, men ikke særligt højt bjergmassiv, med et rigt dyreliv. Vi så dog kun en flok bavianer.
Lidt længere fremme skal man krydse Holgat Pass. Combrik's Pass var ikke "forbedret" med beton spor, i samme omfang som Holgat Pass. Min erfaring fortæller, at beton spor er udmærkede, lige indtil de to forholdsvis smalle striber, fremstår som "højbanespor", hvor alt udenom er udhulet og ført bort af års regnbyger. Tilbage er alle store, tunge skarpe sten og klipper, som vandet ikke har kunnet flytte. Jeg har set videoer fra 2013 og senere, hvor vejen er rigtig fin og betonen ligger i samme niveau som jorden omkring sporet. Se denne. Men sådan er det ikke for nuværende.
Et øjebliks uopmærksomhed, jeg beundrede landskabet, var nok til at min "Gamle Slæde" blev træt og lagde sig ned. Jeg ramte et hul med en skarp kant i noget grumset sand, som vred styret ud af mine hænder. Der skete ingenting, hverken med mig eller cyklen. Henrik var foran og så ikke mit "fald". Jeg børstede tøjet, rejste cyklen og var på hurtigt hjul igen.
Snart efter kom vi til Holgat Pass, hvor sporet er "forbedret" med beton, i en bredde så de to betonlinjer passer til bredden mellem hjulene på biler.
Endnu en gang sad jeg med ønsket om at have et videokamera som supplement. Mit billede med betonsporet, viser ikke den aktuelle stigning, men den var pænt stejl. Vi gjorde holdt i et sving, der var bredt nok til at biler kunne passere, hvis der var nogen som havde vovet sig på samme eventyr som os. En drikke og puste ud pause. Altid godt.
Eftersom jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med sådanne spor, vidste jeg det kunne blive en udfordrende omgang. Jeg fik ret. Vejrliget havde gjort alt udenfor betonen "mindre velegnet" til kørsel med tungt læsset to-hjulet køretøj. Cementen i sporene var af ældre dato, og havde lidt en del skade, forårsaget af såvel sol, regn og frost, som af eventyrlystne folk i biler og på motorcykler. Men vi skulle over passet. Sæt igang. Et flot sving, vupti var benene over sædet. Derefter satte jeg mig godt til rette, for øjeblikket efter jeg havde sluppet koblingen, at rejse mig op. Her var al mulig grund til at stå op. Med kroppens vægt på fodhvilerne, er det meget nemmere og hurtigere at "arbejde" med - d.v.s. korrigere vægten - på cyklen. Når man står op i fodhvilerne, er det meget hurtigere at ændre balancen og dermed hjælpe med at styre køretøjet. Desuden giver det bedre overblik at stå op, fordi man kan overse mere af vejen.
"Højbroerne" som jeg ynder at kalde sådanne betonspor, strakte sig over en relativt lang sektion. Når man vælger at lægge cement i sådan et spor, har man helt sikkert en meget god hensigt med det. Efterfølgende vedligeholder man sporet ved at "lappe" opståede skader med mere beton. Min personlige opfattelse af dette er - som motorcyklist - at det ihvertfald ikke gør det nemmere for os at køre gennem Baviaanskloof. Baviaanskloof er for rigtig mange, såvel Sydafrikanere, som eventyrer fra andre dele af verden, et kendt og skattet must-ride-pass. Selvklart slider al den kørsel på sporet, som samtidig er meget udsat for både varme og kulde, regn og sol, hvorfor det nu og altid har været, en udfordring, som eventyrer gerne forsøger sig med. Netop det at man som chauffør bliver udfordret, når man vil køre sin motorcykel gennem eller over floder, klipper, sandede strande og ørkner, er den "magnet" der får os til at søge dertil. Det er de ingredienser der får blodet til at rulle og varme i vort indre. Når passet er kørt og vippet af på to-do-listen, får man en skøn følelse i kroppen. Adrenalinsuset er trækplastret.
Baviaanskloof er en del af verdens naturarv og man betaler for at køre igennem. Til opkrævning af bidraget, er der en portvagt i hver ende. Helt ok, sådan et sted vil jeg gerne være med til at vedligeholde - og passe på, ikke mindst når man oveni beløbet, får lov at køre igennem
Generelt set gjorde vi ikke særlig meget ud af at sikre vores motorcykler, når vi forlod dem for natten. Udover at få dem parkeret så de ikke var synlige fra gade, gerne i en aflåst baggård, var det ofte alt. Jeg havde en wirelås med, og en enkelt gang låste vi cyklerne sammen. Én gang brugte jeg wirelåsen som en synlig lås, hvis nogen skulle komme forbi. Men ellers var min Gamle Slæde kun låst med styrlåsen. Henrik brugte en alarm på cyklen, samt en løs skivebremselås.
Når man bruger skivebremselås, er det ofte godt med en "husk-skivebremse-låsen"-foranstaltning på styret.
Sådan en "husker" havde Henrik ikke med, hvilket gav ham en helt genkendelig oplevelse. Alle, der bruger skivebremselås udsætter sig selv for at "glemme" at pille den af, inden man sætter igang!
Fra Baviaanskloof, d.v.s. Patensie lidt øst for kløften, op til grænseovergangen Telle Bridge ind i Lesotho, sled vi ca 800 km mønster af dækkene. De ca. 500 km var asfalt, hvilket mit bagdæk ikke havde det helt godt med. Rigtig mange gange undervejs nordpå sad jeg og ærgrede mig over jeg ikke havde fået monteret et nyt bagdæk. Henrik havde fortalt om de mange skønne spor og veje vi havde til gode oppe i Lesotho, hvor knopper ubetinget ville være en fordel. Endnu en gang måtte jeg tænke: Kan mine dæk mon klare de spor i bjerglandet Lesotho?
Addo Elefantpark var en skuffelse. Jeg havde set frem til at besøge elefanterne. Vi fandt parken, men alle safariture var optaget meget lang tid frem. Der var én bus med plads, men den kørte meget tidligt, læs kl. 03.30, næste morgen. Vi opgav. Klokken var midt formiddag da vi parkerede ved parken. Skulle vi vente og deltage i morgensafarien, ville det betyde vi skulle vente og overnatte. Min indstilling var, at så ville jeg hellere se elefanter i en National Geografi film.
De mange kilometer på det "grove sandpapir" der kaldes asfalt i Sydafrika, sled grusomt meget på gummiet på mit bagdæk. Men det var sådan det var. Og nu var det for sent at gøre noget. Turen fortsatte frem til Queenstown, hvor vi efter en overnatning, igen fandt nogle skønne jord- og grusveje, som vi fornøjede os med, samtidig med vi nærmede os Lesotho, landet som ligger på første sal, klemt af Sydafrika på alle sider.
Livet i Sydafrika er ikke en dans på roser. Eller, hvis, så er der mange torne på de rosenstilke. Kvinden på billedet heruder sælger frugter fra sit hjem! Hun bor under den plastik der ses bag hende. Og hun var ikke den eneste der forsøgte sig som gadesælger fra boligen, på den strækning.
En kirkegård. Mellem en asfalteret vej og en township af blikskure og betonhytter. Jeg undrede mig meget. Ikke kun på grund af alt plastikken og andet andet affald. Mærkeligt var det også at se en ko græsse mellem gravstenene.
Et akademi til ære for læring om "Sunrise of Hope". Mor kommer hjem fra arbejde, og modtages med åbne arme. Affald og bjerg, bliver til affaldsbjerg. Transport af arbejdere. Mursten, lavet i hånden, sælges ved vejen.
Henrik og jeg forlader Sydafrika for, i et par dage at køre gennem Lesotho, inden turen rundt i det kæmpestore land, nederst på Afrika kortet, snart er slut. Dette næst sidste kapitel i "Tak for dansen Afrika" slutter her, lige inden vi kører ind i de frodige bjerge, som udgør landet Lesotho der ligger mellem ca. 1000 og 3.200 m over havet.