Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
På tur gennem Danmark
Oplæget lød på at hente en gruppe, 2 nordmænd, 2 engelskmænd og 2 belgiere
og vise dem vores blomstrende og lysegrønne land.
af Pter Kr. Riber
- Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt, - og det vil jeg gerne, var mit svar til Bjørn-Magne Broen, da han spurgte om jeg kunne hjælpe ham med at vise en lille gruppe eventyrister gennem Danmark. Gruppen skulle se Danmark fra de små veje. Det vil sige, de ønskede flest mulige kilometer på grusveje. Meget gerne suppleret med skovstier og markveje. En tur på stranden var et must. Turen skulle starte ved færgen i Helsingør og slutte ved færgen i Hirtshals. Og jeg havde to dage til disposition.
Bjørn-Magne har et rejseselskab, Adventur Mc Tours Norway, med speciale i eventyrlige udflugter og rejser på motorcykel. Alle ture køres (mest muligt) udenfor alfar vej. Ude hvor asfalten endnu ikke har erobret og civiliseret landskabet. Ude hvor man behøver særlige dæk, gerne med store knopper, for at når frem. Ude hvor sand, jord, græs og mudder, stikker frem - og skal forceres - mellem klipper, sten, træer og buske. Ude hvor man behøver særlige teknikker og specielle motorcykler for at nå målet, som ofte er en plads i naturen, hvor man kan sætter pløkker i jorden, så teltdugen kan strammes op. Eller tarpen gøres fast til nogle træer, eller man kan finde plads til en hængekøje.
Målet kan også være en hytte. Et shelter. Et B&B eller i andre tilfælde et hotel, hvor man kan bygge kræfter op (med lidt luxus) til næste dags anstrengelser på motorcyklen.
Mødestedet var Helsingør. Jeg havde fået et tidspunkt og var fremme i pæn tid. Men gruppen stod og ventede på mig. Øv, jeg kom for sent! Eller rettere, det gjorde jeg faktisk ikke. Gruppen - var så spændt på at komme til Danmark - at de havde nået en færge lidt tidligere end planlagt. Derfor stod de og ventede på mig. En hurtig runde med mit bedste smil og et venligt "Hej - velkommen til Danmark. Jeg hedder Peter". Og så ellers afsted mod vest.
Nordsjælland er smuk. Alle de mange løvtræer stod i fuldt flor. De var våde efter en morgenbyge og skinnede derfor ekstra. Turens første stop og mål var Hundested, hvorfra vi skulle med færgen til Rørvig. Blæsten fejede det salte vand ind over stævnen, men selv om det gav lidt stænk på alle, var humøret højt.
Som fan af, eller ihvertfald, ivrig bruger af en BMW R1200GS motorcykel, er jeg naturligvis ganske klar over det er verdens bedste serieproducerede all round motorcykel, men derfor overraskede det mig alligevel en smule, at 5 ud af 6 kørte på den store tyske endouro maskine. Lars, en norsk gut med et herligt (næsten uforståeligt) norsk, kørte på en stor KTM Adventur.
Færgen nåede - som altid når den sejler mod vest fra Hundested - i land i Rørvig. Gruppen forlod færgen som de sidste. Helt ok, idet vi også var de sidste som kørte ombord. Bommen var faktisk nede, da vi trillede ind i opmarchbåsen i Hundested, men kaptajnen råbte ned til os, at vi bare skulle køre ombord, så kunne vi købe billetter senere. Bommen gik op og vi trillede ind. Fin service.
Samme service kunne Mols linjen ikke præstere. Vi ankom 5 min. i afgang til Ebeltoft. Bjørn-M havde reserveret til Århus, men vi ville hellere til Ebeltoft, og håbede vi kunne komme med. Men nej. Vi måtte vente 2 timer. Damen i lugen ville ikke holde færgen tilbage. Hun ville ikke skynde sig at tage mod ekstra betaling. Damen i lugen havde magten. Og hun holdt stædigt på sit.
Altså måtte vi vente. Heldigvis var vi alle lidt sultne. Jeg vidste der var et glimrende spisested ved lystbådehavnen. Så altså, motorcyklerne blev vendt, og vi kørte "mod trafikken" for at komme ud fra betalingsanlægget.
Stedet hedder "Odden Fisk". Butikken var befolket af nogle friske kvinder, som med smil og latter tog mod vores ordrer. I løbet af kort tid havde AnneMette de 7 portioner med "lakseroulade" færdige. Bord og bænke blev tørret af - morgenbygen lå i store dråber - og vi kunne sidde i solen og nyde den gode fiskeret. Nøj hvor det smagte godt. (Jeg skal hilse fra personalet og fortælle, at "vores mad" var noget af det sidste, der blev lavet i det "gamle køkken" *s*)
Én KTM tanker, medens 5 BMW R1200GS'ere venter!
Næste færge var den vi havde reservation til. Derfor ingen problemer med at komme med. Alt klappede. Cyklerne skulle spændes godt fast. Der var noget søgang.
Der opdateres!
Turen var ikke en storby-rundvisning eller -ferie. Derfor. Ud af Århus hurtigst muligt. Ud hvor lærken synger, vinden blæser friskt og foråret viser Danmark fra en meget smuk side. I Kolindsund er der mange fine spor. Men først skal man over kanalen. KTM'en så der manglede et par sveller og hullet forskrækkede chaufføren. Men snart var alle samlede på samme side af Sydkanalen.
Har man sagt Kolind, må man som motorcyklist også nævne Nødager. Har man sagt Nødager, tænker man som motorcyklist automatisk på MC Touring Camp. Vores allesammens campingplads. Pladsen som ejes og drives af motorcyklister, for motorcyklister.
Vi var tæt på. Vi var kaffe-og kage tørstige. Det var den nemmeste ting i verden lige at runde campen og vise hvad Henning og Anette laver, når de er på arbejde. Henning og Anette er værtsparret (indtil sæson 2015 slutter. Derefter kommer der nogle andre). Anettes kaffe og hjemmebagte kringle er guf for kendere. Mine udenlandske gæster er kendere. De værdsatte menu'en *s*
Fra Venstre: Bjørn-Magne og Lars, begge fra Norge. Dan og Andy fra England. Piere og Ronnie fra Belgien.
Kaffen og sikkert ikke mindst sukkerkringlen gjord underværker. Med fornyet energi og lyst til "more gravel" steg vi atter på cyklerne for at fortsætte mod Rønde, udenom Århus ned mod Skanderborg. Ændre en smule for at køre mere mod vest for til slut at ende dagen i Sdr. Vissning, hvor Inge og Daniel vendtede med mad og bløde senge.
Inden vi nåede så langt, forcerede vi adskillige kilometer med såvel asfalt, som grus og græs samt skovspor med sten, mudder og mos. Forud for turen havde jeg kontaktet adskillige lodsejere, for at høre om jeg måtte "vise deres veje og spor" til den lille gruppe. Overalt blev jeg mødt med interesse og velvilje. Det vil jeg gerne sige tak for, til samtlige de folk jeg snakkede med inden turen.
Et af denne dags "højdepunkter" var Himmelbjerget. Vi var så tæt på, at det var ganske naturligt at køre "til toppen". Ikke mindst for at vise de udenlandske gæster Danmarks syvende højeste punkt, som med sine 147 meter, kun er omkr. 23 meter lavere end det højeste! Dermed fik gæsterne et indtryk af, Danmark ikke et helt så flad, som den pandekage vi ellers mange gange bliver sammenlignet med.
Desuden fik gæsterne et indtryk af, der ikke kun er "koldt på toppen". Man er også meget alene på toppen! Vi var ihvertfald. Alt var lukket og slukket. På den store p-plads var der kun os!
Klokken var blevet godt 18. Der var ikke meget tilbage af dagen. Drengene var ved at være lidt brugte! Flere gange havde jeg fået at vide de havde haft nogle lange dage med vanskeligt terræn i både Norge og Sverige. I Sverige var de tillige blev overdænget med regn det meste af dagen forinden. Vejret i Danmark var lidt bedre. Her fik de kun en smule regn men meget blæst.
Kl. havde passeret 1900 da vi kørte ind på pladsen ved "Torvehallen" i Sdr. Vissing, hvor Daniel og Inge ventede på os. Tildelingen af værelser skete uden bemærkninger. De fleste tog et bad inden vi samledes omkring middagsbordet, hvor vi fik en gryderet. Alle var enige om det var godt at få fast føde i maven. Men fast føde skal helst blødes lidt op, så der røg et par øl ned samme med maden, inden Inge og Daniel dukkede op med et par flasker, som de gavmildt delte ud af. Den ene flaske indeholdt alm. dansk Rød Ålborg medens den anden indeholdt en specialitet fra Schweiz. Daniel er fra Schweiz og har gode forbindelser dernede i Alpelandet.
Maden gjorde os lidt søvnige, eller måske det var den "megen snak". Ihvertfald blev det ikke sent inden gruppen brød op og gik på værelserne. Uanset hvad, gæsterne fik en hyggelig og "dansk" aften i "Toften B&B"
Dag 2 på turen gennem Danmark
Der hvor man sætter sin motorcykel på sidestøtten, der skal man starte næste dag. Altså måtte vi alle starte fra Sdr. Vissing, hvilket der ikke var nogen der havde indvendinger imod. Tværtimod. Alle gav udtryk for de havde sovet godt. Alle havde roen, den gode mad og det "familiære" samvær med værtsparret, som begge kunne rigeligt med "udenlandsk" til at snakken gik uden afbrydelser.
Eftersom jeg var den eneste af flokken som havde været på stedet tidligere, vidste jeg hvad jeg gik ind til, da jeg trådte gennem døren til morgenmads buffeten. SImpelthen meget og rigeligt af egnsspecialiteter, i form af brød, ost og pølse. Herligt. Flokken tog godt for sig af de gode sager, så alle mætte og veltilpasse kunne sætte sig i sæderne kl. 09 for at køre videre, nu mod nord.
Et par dage inden turen var det lykkedes mig at "overtale" Daniel til at være stifinder den første times tid. Daniel kører motorcykel. Han har en ældre Honda Afrika Twin, som han smutter gennem de mange skove og skønne enge med, når tiden tillader. Faktisk var det ikke spor svært at overtale Daniel til at vise lidt rundt i den "baghave" han kender så godt, efter at have boet på en gård midt i det skønne Søhøjland i mange år.
Som det så ofte sker når mænd er på tur, bliver de tit som "små drenge" der skal pjatte og lege. Jo mere pjat og leg, jo bedre er turen! Der blev pjattet og leget meget denne morgen! Men der blev også pakket habengut på cyklerne.
Inge vinkede pænt farvel og stod (tror jeg) med et stille håb om at vi vender tilbage en anden go gang. Og det gør vi gerne Inge. Du er en knag til at hygge om dine gæster og vi følte os meget velkomne og nød din måde at være på.
Idéen med at lade Daniel køre forrrest, viste sig hurtigt at være en rigtig go ide. Asfalten slap op næsten inden vi var udenfor byskiltet. Derefter gik det hu-hej-vilde-dyr rundt i det lysegrøne, med solen bagende ned på skov- og markveje. Jeg fik en "thumbs ud" fra Bjørn-M's behandskede hånd. Han grinede over hele hovedet.
Kort før Boes, ude omkring Gudensø var det tid at tage afsked med Daniel. Han skulle hjem til blomstermarkerne. Vi andre skulle videre, og jeg overtog igen førerrollen.
Oppe syd for Viborg, ved kanten af Hald Sø, gjorde jeg et stop. Vi havde kørt et par timer og jeg var overbevist om, at drengene trængte til det æble, som Inge havde givet os med, sammen med madpakkerne.
En tid senere, gennem et rigtig forårsklædt Danmark, på to hjul, med motorer der spandt lystent under ekvipagerne, nåede vi frem til Skive, hvor jeg søgte ned i mod lystbådehavnen, i håb om at finde et sted hvor vi kunne nyde resten af Inges gode madpakke. Det lykkedes, og indholdet blev både beundret og fortæret. Jeg har ikke set så gode madpakker på en motorcykeltur nogensinde tidligere. Der var røget laks, der var skinke og ost, der var en skøn skøn krebsesalat. Altsammen pyntet op med godbidder i form af lidt sure radisser, og søde jordbær. Ih hvor smagte maden godt.
Endnu inden maden i de gode madpakker var spist, forberedte jeg mændene på, at de næste ca 60 km ville vi følge rute 26, som er hovedvejen mellem Skive og Thisted. Et par mumlede at det var ikke det mest spændende, hvilket jeg naturligvis er helt enig i, men omvendt, havde jeg fundet nogle meget gode strækninger efter Thisted, som jeg i korhed fortalte om, så de knap 70 km "transport vej" ville være mere 'spiselig'.
Maden blev nydt. Alle fik tisset af. Hjelmen kom på plads på hovedet. Handskerne på hænderne. Første gear lagt i, og så gik det ellers mod nordvest ad 26'eren, for at komme op til de herlige veje og strækninger Thy området havde at byde os på.
Efter turen ad en mudret markvej, hen over en dæmning, som førte os gennem nogle våde vejler, en sektion englænderne kaldte "meget tekniske", var vi snart efter i Fjerritslev, hvor det kom frem, at denne torsdag var en helt speciel torsdag for Bjørn-M. Han havde fødselsdag og gav kage ved byens bedste konditor! Selvfølgelig var der danske flag i kagerne *s*
Kaffen blev drukket. Kagen spist. Næste punkt blev diskuteret. Alle var meget spændte på stranden. Nu var stranden med al sit sand og hav, tæt på. Ruten var planlagt til at vi skulle køre ned på stranden i Rødhus og følge havet nordpå mod Løkken, hvor vi skulle køre ind i landet igen, for at køre det sidste stykke til Hirtshals. Der ville jeg sige farvel, ønske go tur og vinke fra molen, medens den lille gruppe skulle vinke tilbage fra skibet.
Men sådan skulle det ikke gå!
Straks vi var på stranden, gjorde jeg holdt.. Motorerne standsede. Alle skulle lave selfies og gruppebilleder. Alle var ederspændte. Solen skinnede. Sandet var - til min tilfredshed - vådt og hårdt. Jeg gav hver enkelt instruktioner om hvordan man så forskel på hårdt og blødt sand. Gav tips til hvordan man kører i sand, og gav hver og én besked om at passe på og huske: "Better safe than sorry".
Til en start huskede alle at være forsigtige.................
Der blev leget. Alle var meget fornøjede. At køre på stranden var fint. At forcere sandbanker med løst sand var en udfordring. Alle morede sig. De store maskiner fik lov at leget med sandet. Og vandet. Sprede sandet med baghjulsspinning. Sprøjtede vandet i vandkanten med forhjulet. Solen skinnede, men lærkens sang kunne man ikke høre for bølgernes brusen og motorernes spinnen.
Men pludselig blev idylen brudt. En af de store BMW R1200GS Adv.'er snurrer rundt i luften. Chaufføren havde ramt en pril, en dyb rende i sandet, hvor vandet tidligere på dagen havde trukket sig tilbage. Den tunge maskine tog magten. Snurrede rundt, smed ekvipagen hen over styret og lavede en koldbøtte i sandet, inden den lagde sig på venstre side.
Andy var den uheldige englænder, der mistede magten over motorcyklen. Han var ekvipagen, der lavede det grimme stiunt på stranden ved Blokhus. Og jeg var ham der fik nogle grimme "flash backs" fordi en mine venner lavede et lignende stunt, på stranden ved Børsmose for et år siden. Jeg var ganske tæt på Andy, og skyndte mig hen til ham.
Som han lå der i sandet og hev efter vejret, var min første tanke, at han måske havde fået en lige så hård "behandling", som min ven et år tidligere havde fået. Men det var heldigvis ikke tilfældet. Andy kunne hurtigt smile lidt, omend det gjorde ond i hans brystparti. Al luften var slået ud af ham, og derfor tog det lidt tid, inden åndedrættet igen var på plads og normalt.
En tililende bilist hev omgående telefonen op af lommen, og havde kaldt 112 inden vi nåede noget som helst. Fint. For ingen tvivl om, at Andy måtte tilses af en læge. Selv mente han hurtigt, han var ok. Men man skal være forsigtig.
Lægen kom og lidt før ham en ambulance. Andy forklarede, fornuftigt og sammenhængende, hvad der var sket. Efter nogen tid blev lægen og Andy enige om, at han godt kunne undgå at blive fragtet til sygehuset. Dermed var den sag afgjort. Og vi kunne koncentrere os om motorcyklen.
Den havde taget skade. Meget af plastikken var revnet og brækket af. VIndskærmen hang i et par kabler fra GPS og andet elektronik. Forhjulet vendte den ene vej, styret den anden. Men motoren snurrede. Senere viste det sig, at cyklen kunne køre, men først efter en værktøjskasse var afmonteret. Den trykkede på dækket. Begge sidetasker var slået ud af form. Men de kunne bruges til at fragte de ødelagte ting væk fra stranden i.
Der var ikke meget tvivl om, at cyklen ikke kunne fortsætte turen til Norge, hvor gruppen skulle køre mere grus- og skovveje. Og. Andy kunne heller ikke fortsætte. Selv om han helt sikkert var sluppet billigt fra styrtet, havde han ondt i brystet. Selv var han overbevist om, smerterne skyldtes et par brækkede riben! Og så gjorde ryggen ondt. Men dog ikke mere end han ønskede at køre på motorcykel hjem!
Der blev gjort ihærdige forsøg på at gøre cyklen køreklar.
Derefter skulle der siges farvel til de andre! De skulle nå en færge.
Stædig og målrettet, begyndte Andy at gøre sig klar til hjemturen. Hans plan var, at køre cyklen til Oksbøl. Og når vi nåede dertil, engang omkring midnat, vlle han overnatte hos os og fortsætte mod England, via tunellen fra Frankrig, dagen efter. Hvis altså cyklen kunne gøres klar til turen.
Som planlagt, således forsøgt..........................
Ved fælles indsats fik vi cyklen og de mange ødelagte skærme, låg og tasker placeret på cyklerne. Jeg tog mig af Andy's oppakning. Andy kom med besvær op på cyklen. At bruge udtrykket "med besvær" er lidt underdrevet, idet det var meget tydeligt han havde ondt. Meget ondt. Men han er stædig og havde viljen til at gennemføre forehavendet.
Turen fra stranden ved Blokhus til Oksbøl ved Varde er lang. Når man er forslået og kører på en motoryckel som er temmelig beskadiget og langt fra nypudset, men tværtimod er dækket af sand og mudder fra et eventyr gennem Danmark, føles turen endnu længere. Som om disse faktorer ikke var nok, opdagede Andy forhjulet tabte luft. Hjulet kunne i starten, holde luft en 50-60 km. Luften sivede nemlig kun ganske langsom ud. Ved hjælp af kulsyrepatroner og en lille mobil elektrisk pumpe, hold vi cyklen kørende til vi kom til Herning. I Herning ville forhjulet ikke tage mod luft. Turen var forbi. Klokken var ca 0100.
Altså måtte det blive Herning. Vi kunne ikke stille meget op selv. Der var ikke meget andet at gøre end finde et sted at overnatte. Heldigvis var der et par hoteller i nærheden. Det ene var næsten 400 kr. billigere end det andet. Vi valgte det billigste. Værelset var fint. Inden vi lagde os til at sove, drak vi en øl og fik stoppet nogle flere piller i halsen på Andy. Han var stadig ved godt mod og helt overbevist om, at han sagtens kunne køre tilbage til England.
Morgendagen kom. Vi spiste et godt morgenmåltid på hotellet. Derefter fik vi i fællesskab afmonteret forhjulet, som derefter blev stroppet fast til min motorcykel, og jeg kørte ud i byen, hvor jeg havde lavet en telefonisk aftale med Henrik, hos Herning Dæk og Udstødning ApS.
Henrik viste sig at være lidt af en troldmand. Han fik dækket og fælgen rengjort. Satte en ny ventil i, smurte noget "et eller andet" mellem dæk og fælg, og vupti, kunne forhjulet igen holde luft.
Med et forhjul, der igen kunne gøre hvad den er tænkt og fremstillet til, nemlig holde et ganske bestemt højt lufttryk inde bag gummiblandingen, kunne vi sidst på formiddagen fortsætte turen mod Oksbøl.
Vi nåede fint - og uden problemer eller ophold - til mit hjem, hvor fru Nielsen bød på varm kaffe og lidt til ganen. Vi snakkede forløbet i gennem. Drøftede hvad der videre skulle ske, og det viste sig at Andy ikke havde ændret sin plan.
Efter en kop kaffe og lidt mad, klædte han sig igen i mc-dresset, tog hjelmen på hovedet, kravlede (ret bogstaveligt) op på motorcyklen. Med et tryk på startknappen sprang motoren igang og snart var Andy på vej igen.
Med en booking til toget gennem Eurotunellen fra Calais til Dover kl. 0900 dagen efter, havde han ca 17 timer til at køre de ca 1080 km. Det burde han sagtens kunne nå. Under normale omstændigheder. Men omstændighederne var ikke normale. Langt fra normale. Men Andy klarede det, og ringede dagen efter for at fortælle han var kommet godt og helt hjem.
