Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Ferie - rundt i Europa
Sammen med et par gode venner, kørte Jeanne og jeg en tur rundt i det nordlige Midt-Europa. Fin tur som dog fik en meget anderledes afslutning end nogensinde tidligere
Inden jeg kom for godt igang, måtte jeg et par gange overveje, om jeg kunne benytte ordet: "Midt-Europa"! Er der overhovedet noget der hedder sådan? Næppe, tror jeg, men det skal ikke afholde mig fra at bruge ordet. I en af de yngre klasser i folkeskolen, lærte jeg engang at forfattere har en vis frihed til at 'opfinde' ord, skrive sætninger, eller anvende metamorfose i betydningen, at forfatteren har en vis ret til at 'udvide' sproget, hvor denne finder det nødvendigt eller giver mening på anden vis.
Så altså, kære læser, du er nu igang med at få en - håber jeg fornøjelig oplevelse ved at se mine billeder og læse mine tekster - og måske endda få inspiration til at gøre en lignende tur selv. Som du kan se på første foto fra turen, startede vi ud fra hjemmet i Kvong, hvor græsset i indkørslen fik lov at vokse og gro, brede sig og blomstre som det selv ønskede og kunne!
Med andre ord, lad ikke en opvask, noget ukrudt eller en græsplæne der, efter manges opfattelse, trænger til at blive klippet, stå i vejen for at køre en tur på motorcyklen. Jeg husker der stod lidt opvask fra morgenmaden i køkkenvasken. Ukrudtet i gruset fik lov at blomstre, men græsset havde jeg fået lippet. Det var mest fordi det ville blive kæmpe højt hvis det skulle stå i tre uger, uden at min Rider-plæneklipper havde flænset de længste strå af.
Sjældent, hvis overhovedet nogensinde, er jeg blevet modtaget med så stor graciøsitet! Det var virkelig rørende. Og lovede rigtig godt for de næste tre uger, hvor Jeanne og jeg skulle på motorcykeltur med denne skønne ven og hans hustru.
Vi, det vil sige Michael, Rita, Jeanne og jeg, var alle så klar. Og VejrGuderne smilede til os. Vi blev velsignet med en fin temperatur, som passede rigtig fint til vores forventninger og sørgede for at smilene blev brede og kom fra hjertet.
Foran os ventede hele Europa. Vi havde tiden, vi var fyldt af lyst og vi nød hinandens selskab. Der var intet der kunne forhindre at den tur vi om ganske snart skulle rulle ud på, ville blive en skøn-herlig oplevelse, som vi ville mindes og snakke om, bl.a. når vi den sidste dag i året, igen skal sidde i et shelter og snakke om løst og fast.
En af de lidt spøjse oplevelser på vejen sydpå, var da vi overhalede denne Gut. Ligesom os, nød han vejret og det skønne Danmark, og han viste flaget. På sin gamle knallert havde han fastgjort et par sidetasker og et Dannabrog. Han manglede hjelm, handsker og beskyttende tøj, men han nød i fulde drag sin tur, og vinkede da jeg, dyttende kørte forbi ham.
Uanset vi kørte ad mange små veje, nåede vi sidst på formiddagen den dansk-tyske grænse. Selvklart havde vi pas med, men der er ingen kontrol med hvem der kører over grænsen. Ikke engang et bump på vejen, markerede at vi havde kørt de første omkr. 150 km.
Udsigten forandrede sig. Væsentligt. Ikke fordi vi var kørt ind i et andet land. Ændringen bemærkede vi når vi kiggede lidt op fra asfalten. Himlen over Tyskland var truende mørkeblå. Samtidig blev træernes blade rusket godt og grundigt af en stærk vind, som kom ind fra vest. VejrGuderne nøjedes med at true og sendte kun den stærke sidevind.
Som det eneste sted på hele turen, havde Michael booket et par værelser på Landgasathaus Zum Norgen i Jagel. Hotellet var en helt igennem autentisk landsby kro. Der var ikke meget luksus, men det havde vi heller ikke brug for. Et par kolde øl, noget godt og veltilberedt mad, nogle senge med ikke alt for bløde madrasser, så kunne vi sagtens klare os natten over.
For Jeanne og mig er det ganske normalt, at vi kører på tur uden forud bestillinger af overnatningssteder. Vi har næsten altid en liste med adresser på noget vi ønsker at se, opleve. Men vi ønsker at have friheden til dels at finde vej fra sted til sted. Dels selv bestemme hvor lang tid vi ønsker at bruge på at køre, for at finde frem til de steder vi har på vores liste. Dels vil vi have mulighed for at ændre planer, uden at skulle aflyse bookinger, med eventuelt tab af gebyr og lignende.
Grunden til vi havde booket første hotel var, at vi kom sent afsted på dagen. Vi valget var at køre fredag efter de arbejdsramte havde fået fyraften. Det gav os "en dag mere på ferieturen". Men med sen afgang, ville vi ikke stå i en situation hvor vi skulle lede efter overnatning. Michael havde beregnet det ville tage os 3, måske 4 timer at når frem, når vi ikke benyttede motorveje. Turen på motorcyklerne skulle nydes. Vi ønskede tid til afstikkere, pauser og ønskede for alt i verden ikke at skulle stresse. Turen var ferie. Afslapning, hygge og snak med gode venner.
Dag to oprandt med samme skønne vejrlig; det var næsten som vi havde haft vejret med hjemmefra. Fra Jagel er der ikke langt til Rendsburg, og da hverken Rita eller Michael tidligere havde "svævet" over Kielerkanalen, førte jeg dem til jernbanehøjbroen, hvorunder der hænger en 'færge' som mod betaling medtager biler, motorcykler med flere, og bringer disse passagerer trygt og hurtigt over den 53 sømil lange kanal, der blev indviet tilbage i 1895, efter en byggetid på mere end 7 år.
Oplevelsen er lidt 'tynd'. Der er hverken søgang undervejs, eller større bump når færgen lægger til land. Turen over tager vel 2-3 min. og der er ingen grund til at tage hjelmen af. Den skal på igen lige med det samme.
På udturen skiftedes vi, det vil sige Michael og jeg, til at være FørerHund. Jeanne kom oss på banen som den der førte an, men det skete ikke så tit. Set i det kære 'bakspejl' ved jeg ikke hvorfor, og der er absolut ikke nogen speciel grund til dette, udover måske, at hun som oftest holder sig tilbage. Men Jeanne kan sagtens. Hun er vant til at køre forrest når hun og jeg er alene på tur, og Jeanne har absolut ingen problemer med at følge anvisninger fra hendes GPS.
En længere omvej for at komme frem til at jeg på et tidspunkt var FørerHund hvor det ikke gik helt så godt. Som så ofte før fulgte jeg den rute GPS'en fortalte vi havde valgt for at komme frem til dagens mål. Om det måske var fordi jeg sad og kedede mig på asfalten husker jeg ikke. Men da vejen som GPS'en sagde vi skulle følge, pludselig blev spærret af en bom, og indkørsel tillige blev forbudt af et meget sigende skilt, valgte jeg selvfølgelig at............... fortsætte den vej GPS sagde.
Asfalten fortsatte kun et kort stykke. Derefter blev den fine asfalt afløst af sand og stabilgrus, som var trykket godt og grundigt sammen. Min tanke var, det næste skridt med vejarbejdet var, at lægge ny asfalt på. Altså fortsatte jeg. Satte hastigheden lidt ned, og nød at kunne brede mig på vejen. Der var ingen anden trafik. Heller ikke vejmaskinerne kørte. Måske fordi det var lørdag?
Vi fortsatte nogle kilometer. Så blev vejen underlaget lidt mere løst. Der lå bunker af stabilgrus, som endnu ikke var spredt ud, men men men, vi kunne sagtens komme igennem, og underlaget var fint tæt og godt banket sammen.
Solens status nærmede sig det tidspunkt på dagen, hvor den stod højest på himlen. For os '4 på Tur' betød det tid for at finde et sted at spise vores frokost. Meget belejliget dukkede 'afkørslen' til et holde-ind-sted op på den ufærdige vej. Oh fint, det var jo netop der vi skulle holde spisepause! Ingen larm fra biler. Ingen andre på pladsen. Fred og ro, med passende skygge og motorernes taktfaste lytde, blev afløst af fuglesangen. Det var en fin plads, men desværre bragte den lette brise, som med mellemrum brød gennem skoven, en meget ubehagelig lugt med sig. Heldigvis var vi næsten færdige med at spise, da viden fik styrke til at finde vej mellem træerne.
Af hensyn til min troværdighed, må jeg hellere fortælle, at vi efter frokosten fortsatte ad den endnu ufæridge vej. Dog kom vi ikke langt. Stakkene med sand og stabilgrus blev stadig større, og optog mere og mere plads på vejen. Det var hvad det var, men da vi kort efter kom til en bro, som ikke var der, var vi nødsaget til at vende om. Mine venner og hustru syntes pludselig der var meget god grund til at mobbe mig. Jeg forstod det ikke. Vi havde taget en chance, og måtte lave en U-vending. Som I der kender Jeanne, Michael og Rita kan helt sikkert regne ud, at den lille svipser måtte jeg høre meget for på resten af ferieturen.
Området vi var nået til, var det tidligere DDR, altså det tidligere russisk besatte Tyskland. Med udsigt over nyhøstede marker, med halm i store 'poser', fortsatte vi turen. Målet var den lille landsby Mödlareuth, som blev kendt da byen var kulisse i tv-serien "Tannenbach". De mindre veje vi fulgte, bugtede sig gennem landsbyer med bindingsværkshuse, kirker med spir, haver med farverige buske og blomster og flinke folk, som ofte vinkede tilbage når jeg løftede min venstre arm til en hilsen.
Mödlareuth
Ruten bød på rigtig øjenguf. Landskabet var varieret. Skov med såvel gran- som løvtræer, marker med dyr og afgrøder, enge med fuglevildt, halvt skjulte bække og gårde bygget i en anden stil end i Danmark. Når man har ansvaret for at styre motorcyklen kan man ikke nå at få alt med. Jeg har så udviklet en teknikl så jeg får en del med via mit kamera. Jeg skyder i "blinde". Retter bare kameraet mod det der sker foran motorcyklen, og trykker på udløseren. På den måde får jeg mange indtryk med. Senere - når jeg skriver mine reportager, oplever jeg turen igen, og husker på den vis, mange gode indtryk fra mine ture.
Ja ja, jeg ved det godt. I en reportage som denne, er der mange billeder, som er bygget op over samme læst. Et par motorcykler, mere eller mindre i forgrunden, og så ellers skiftende 'land- og byskaber' som indramning. Jeg kunne vælge at koncentrere mig om land- og byskaberne uden mnotorcykler. Men det gør jeg altså ikke. Jeg kører motorcykel, og skriver reportager fra de ture og udflugter jeg er på. Og derfor er der motorcykler på næsten alle de billeder jeg viser. Min mission er at vise mine skønne rejse- og motorcykelvenner i de omgivelser vi opsøger. Jeg holder rigtig meget af at køre i sving. Et 2.-3. eller 4. gears sving uden motorcykel, det bliver aldrig det samme (for mig) hvis der ikke også er en motorcykel med foran eller bag mig.
Når dette er noteret, så lad mig også skynde mig og skrive, at du ikke selv skal køre og gøre ligeså. Det er farligt. Og måske endda også ulovligt? Det med at lave billeder fra motorcykel under kørsel, er ikke noget man bare lige gør. Selv har jeg øvet mig i mange år, og jo, jeg har også dummet mig, og er kørt i grøften. Heldigvis har jeg ikke lavet skader, hverken på mig selv, mit kamera eller min motorcykel under sådanne manøvrer. Men altså: Lad være - det er mit bedste råd!
9.11.89 er ikke "9-11"
Når vi siger "9-11" udtales datoen på engelsk, hvor måneden kommer før dagen. Så 9. november ( 9-11) er ikke datoen for hvornår to Tvillingetårne i World Trade Center i New York, i løbet af kun godt 100 minutter, blev jævnet med jorden. Det er datoen for hvornår "Muren", der siden 2 verdenskrigs slutning, skilte Berlin by i to dele, blev gennembrudt, faldt.
2. verdenskrig, hele den tilspidsede situation med Berlin som en delt by, har været skildret i kæmpe mange film og romaner. Jeg har set film og læst bøger, samt besøgt mange mindesmærker, som krigen fra 1939 til -45 har være kulisse for. På denne ferietur var et af de steder vi på forhånd havde planlagt at besøge, endnu et mindesmærke. Den lille by Mödlareuth, der ligger på grænsen mellem Thyringen og Bayern i Østtyskland, bliver kaldt "Lille Berlin" fordi byen blev delt i to, da krigen var slut. Gennem byen risler en lille bæk. Dengang som nu. Men efter krigen blev der på den vestlige side bygget en mur af beton og pigtråd, således ingen kunne være i tvivl om, hvor grænsen mellem øst og vest gik. Familier, venner og bekendte blev der, ligesom mange andre steder langs den ca. 300 km lange grænse, splittet. Mange kunne se hinanden, men de måtte ikke kontakte eller komme hinanden nær.
Vi besøgte byen. Så museet og de tilhørende areler omkring den lille bæk. Ikke mindst fordi vi alle fire har set filmen "Tannenbach", en tv-serie om livet i Mödlareuth og omegn, medens krigen rasede og blev mere og mere intens, og fik større og større konsekvenser for beboerne i landsbyen.
Museet i Mödlareuth giver et fint og følsomt indtryk af hvordan krigen berørte indbyggerne. Museet har til huse i autentiske bygninger, som overlevede krigen, eller er bygget op på ny. Livet leves midt i museets arealer, som fylder det meste af midtbyen. Muren er den samme og står nøjagtig samme sted den blev opført. Inde på museet kan man se billeder fra opbygningen af muren, og følge hvordan byen blev splittet. Ingen lades i tvivl om, hvor skrækkeligt det var at bo og være en del af Mödlareuth under krigen.
Forstemmede forlod vi byen. Mine tanker drog mod øst, til Ukraine, hvor en ny krig raser. Jeg kender ikke til konkrete steder, og jeg har ikke personlig erfaring med krigens rædsler, men jeg har ikke svært ved at sammenligne krigens rå og brutale ansigt, som med nye våben, strategier og andre mennesker, stadig gør dagligdagen til en skrækkelig oplevelse for mange mange uskyldige mennesker. Dengang som nu. Én eller nogle få mennesker har magten til at starte krige; sende unge mænd ud i et inferno af uhyrligheder hvor mange dør, lemlæstes og får oplevelser som de aldrig slipper af med.
Der er langt tankerne om anden verdenskrig til de grønne bakker, små gårde og landsbyer som lå langs de veje vi fortsatte ad på vores ferietur. Ikke langt fra Hof, en lidt større tysk by meget tæt på grænsen til Tjekkiet. Meget passende idet jeg havde glædet mig til et gensyn med Bikers Cave, som vi havde på vores allesammens besøgsliste.
Ikke to ture er ens. Jeg har tidligere besøgt Hells Mine, aka Bikers Cave, men aldrig tidligere overnattet på Park Hotel Morris i Novy Bor. Hotellet var fint. Fine værelser, go mad, venlig betjening og de havde gjort meget ud af deres havestue. Og når vi, d.v.s. Michael og jeg, havde 'konerne' med, var det fint med lidt luxus i form af en rigtig seng, go mad, hyggelig atmosfære og godt selskab til Kvinderne (d.v.s. Michael og undertegnede!) Iøvrigt var det med hotelovernatning indlagt i hele turen. Dette var en luxusferietur fordi vi alle fire havde fortjent en sådan! BUM
På dag 6 var netop Bikers Cave, også kendt som Hells MIne, CZ 47158 Lindava. Minegangene er gravet ud i bjerget, som er europas største sandstensmassiv. Undervejs rundt i minene (yderste gange) er huler og gange dekoreret med alskens uhyggeligheder. Stedet er drevet af en motorcykelklub, Pekelný doly, som i åbningstiderne sørger for at gæsterne hverken tørster eller sulter. Forvent ikke det helt store kulinariske menúkort. Deres gullashsuppe med et stykke brød til, smagte godt og stillede den værste sult, da jeg første gang besøgte hulen.
Inden vi kom så langt ved dette besøg, gjorde vi stop ved en anden hule. Nogle få hundrede meter inden en lille vej fører op til Bikers Cave. satte vi cyklerne på sidestøtten for at tage et mindre hulesystem nærmere i øjesyn. Vi gik en tur i området, og nød skovens mange lyde. En lille bæk lod langsomt sit vand finde vej gennem væltede træstammer, under store træer, der dannede en tunnel til vandet under de tunge grene, fyldt med grønne blade. Noget af stien vil fulgte, var stejl, glat og næsten skjult af vildtvoksende grene.
Fremme ved indgangen til Bickers Cave, var dørene slået op. Begge sider af den lille stålport med glas, er dekoreret med hundredvis af mærkater. Hver og en repræsenterer en motorcykelklub (?) der har besøgt hulen. Selv har jeg været det to gange, så jeg har placeret to mærker, over hinanden! Jeg kan ikke huske navnene på de par danske motorcykelklubber jeg så, undskyld, men det var ganske tydeligt, at stedet har haft besøg af rigtig mange motorcyklister, og altså også danske grupper.
Fik jeg nævnt at man gerne må køre sin motorcykel ind i hulen? Det må man, og der er en parkeringsplads for motorcykler bag inde i mørket!
Efter Bikers Cave var det tid for et besøg i benkapellet i Sedlec. For at komme dertil, skulle vi køre et par timer, gennem Bøhmen. Medens vi forsøgte at finde egnede må for vores ferie tur, havde vi en idé om at finde nogle af de i turistbrochuer omtalte seværdige klippeformationer i Bøhmen, men det lykkedes os ikke. Det får stå hen i det uvisse hvorfor vi ikke gjorde et større arbejde ud af at finde sådanne, nu vi var i området.
I stedet søgte vi sydpå, mod Østrig. Bemærk igen igen, at vi ikke havde planer for turen. Vi havde noteret steder og punkter ned på et stykke papir, som vi - denne gang - havde husket at tage med! Jeanne og jeg har prøvet at lave en fin fin liste med mange steder vi gerne ville besøge, og da vi var kommet langt hjemmefra, opdagede vi at vi havde glemt papiret med listen! Helt ærligt, det er ikke smart!
Hvis man forsøger at skyde genvej, kan man blive tvunget til at køre samme vej tilbage, som man kørte frem. Det havde vi prøvet med mig som førerhund, nu skulle vi så også prøve det med Michael som forrest kørrende.
Alle fire er vi til de mindre veje. Michael og jeg vil også gerne køre grus- og skovveje. Det er Jeanne ikke så glad for. For Rita er det uden betydning. Hun sidder bagpå hos Michael.
Men efter benkapellet havde vi ligesom fået nok af storbyer og stærkt trafikerede veje. GPS blev sat mod en by i Østrig. Så kunne vi senere, når vi ikke ønskede at køre mere denne dag, finde et sted at overnatte. For at gøre det turen spændende, og husk lige vi jo ikke havde travlt, gled vi ind på de små veje. Små veje skal, ligesom større og brede veje, vedligeholdes. Vi kørte sydpå med en go kadance, lige til der pludselig, i en mindre landsby, var spærret for al trafik. En bom over vejen, og udgravninger på tværs af vejen, fortalte med tydeligt sprog, at vi 1) enten skulle følge de anvisninger der var om en omvej, eller 2) forsøge at finde vores egen vej.
Vi valgte mulighed 2) Finde vores egen vej. GPS'en blev taget af sin holder, og nærstuderet. Jo, der var en mulighed. Ganske vist ville det - så meget kunne både Michael og jeg bedømme, medføre vi skulle ind gennem en skov, og sandsynligvis køre på noget markvej, for at komme til en asfalteret vej, som lå pænt i forhold til den rute vi havde valgt at følge. Så altså. Sådan blev det.
De første 3-400 meter gik det fint. Derefter begyndte vanskelighederne, ihvertfald for min kære Hustru, som ikke - hele generelt - bryder sig om at køre udenfor asfalten. Men vejen blev til en fin markvej. Lidt senere groede græsset højt, ved begge sider og i midterrabatten. Derefter kom vi ind i skoven, hvor solen sjældent skinner fordi løvhanget er så tæt, at strålerne ikke kan nå igennem. Der var vejen tillige våd og blød. Vi fortsatte, omend Fru Riber fulgte med under protest. Skoven sank nærmest sammen over hovedet på os, løvtaget blev tættere. På GPS'en havde vi set der var et jernbanespor der krydsede den skovvej vil skulle følge. Markvejen vi fulgte, lå dybt i landskabet, men der var bygget en viadukt til toget, men da skovvejen på den anden side viadukten så "endnu mindre fremkommelig" ud, valgte vi at vende om. Michael havde svært ved at styre sin GSA på det slibrige spor med passager. Jeannes Gladius er monteret med almindelige gadedæk, de havde intet grib overhovedet. Jeg var nok den der havde det mindste arbejde på skovvejen, men jeg havde, ligesom de andre, fået nok. Vi vendte på sporet, og kørte retur, og fulgte skiltene med omkørsel. Øv.
Tilbage på asfalten, mødte vi endnu en gang et skilt der fortalte der var vejarbejde, og at vejen var lukket. Endnu en gang tog vi chancen, og denne gang gik det godt. Vi kan nemlig alle køre slalom, og fik det prøvet af. Det stykke vej GPSen fortalte os at følge, var fyldt med huller. Aslfaten var raspet af for reparation. Nogen steder var der længere strækninger. Andre steder var der flere mindre huller, som bare var sjove "at undgå", altså køre slalom imellem.
Vores næste mål var Kutná Hora, hvor jeg ville vise mine rejsefæller benkirken. Kirken er berømt for sin 'anderledes' udsmykning. Knogler fra mellem 40. og 70.000 mennesker er omdannet til lysekroner, søjler, relieffer m.m. Omkring år 1870 blev træskæreren Frantisek Rint udset til at skabe interiør i et kapel, ikke langt fra kirken, hvor de mange knogler, der blev gravet op i forbindelse med at Sankt Babara katedralen i Kutná Hora skulle udvides, kunne opbevares.
Kapellet med de mange menneskeknogler er et besøg værd. Det er imponerende hvad Frantisek Rint fik kreeret af de mange knogler. Vores besøg i år blev ekstra godt, fordi jeg fik bekræftet min teori om, at de "tårne/pyramider" der er opført i kirken, er bygget af knogler. Pyramiderne er altså massive. Når man kigger på størrelsen, giver det et indtryk af hvor mange knogler der er gået med til byggeriet. Da vi besøgte kapellet, var der arbejde igang med at "renovere" pyramiderne. Ved en af pyramiderne var man igang med at løfte knoglerne af opbygningen. Gæster kunne følge arbejdet ved at kigge på nogle slideshows, som tydeligt viste hvor omfattende dette restaureringsarbejde er.
Inde i kapellet var der en behagelig temperatur. Udenfor tror jeg der var tæt på 30 grader Celsius. Vi svedte, og trængte til en kop koldt. Meget passende ligger der, lige overfor kapellet, en lille café, hvor de havde kolde drikke.
Næste punkt på vores rejsedagsorden blev diskuteret medesn den kolde drik, en øl for mit vedkommende, røg ned og gjorde godt i gane og mave. Jeanne har for år tilbage besøgt Swarovski Kristallwelten i Wattens, Østrig. Hun mente det skulle være næste sted vi skulle besøge, og sådan blev det.
Altså på med tøjet igen. Pu ha, allerede da den første arm var stukket i jakkens ærmehul, sprang sveden på panden. Inden arm nr. 2 var på plads i sit ærme, kildede sveddråberne da de krøb ned ad ryggen, bag rygskjoldet. Tilbage på landevejene udenfor Kutná Hora hjalp det sætte hastigheden lidt op, samtidig med at lynlåsen i jakken stadig ikke var lynet op i halsen.
Knap et par timer efter jeg havde lavet billedet ovenfor, var vi kommet ud på en anden vej, med væsentlig mere trafik. Vi kørte i en kø, da vi blev overhalet af 5-6 motorcykler med engelske plader. Sidste mand i gruppen hilste pænt, medens han med højere hastighed end kammeraterne, på det nærmeste fløj forbi os. Han var kommet bagud, og ville - tænker jeg - indhente vennerne, medens de overhalede den kø vi kørte i.
Nå da, tænkte jeg, han havde vist travlt! Og så, få sekunder øjeblikke senere, lyder et brag, og en sidetaske fløj op i luften for lidt senere at lande i det modsatte spor, foran en længere række biler, der kom imod os. Manden der havde overhalet os, blev ramt af en bil der trak ud af køen. Bilisten bag rattet havde ikke kigget sig over skulderen (?) - havde ikke set motorcyklen, som slingrede noget efter kontakten med bilen, Ekvipagen mistede kontrollen, og havde retning mod den forreste modkørende bil. F..k. tænkte jeg, det går galt.
Men nej. Motorcyklisten redde situationen, fik kontrol over motorcyklen, og da vi nåede 5-600 meter længere frem, holdt såvel den lille gruppe motorcykler som den bil der var involveret i ulykken. Vi stoppede ikke. Der var, tænkte vi, styr på situationen.
Østrig og krystaller
De der Alper, de kan en del mere end bakkerne i Østjylland. Allerede på lang afstand dukker de op i disen. De højeste toppe kan anes hen over landskabet, som langsomt., over tid, har udviklet et bølget landskab, som optakt til de massive stenmasser som tilsammen, udgør det menneskene har døbt Alperne. En lang kæde af bjerge, som rækker gennem mange lande. Et bjergmassiv som tusindvis af motorcyklister hvert eneste år søger til, i håb om at efterligne Valentino Rossi og mange andre, i kunsten at køre sving. På denne tur var det ikke just det formål der lå forrest. Vi jagtede et eventyrland skabt af krystaller. Stedet hedder Swarovski Kristallwelten og ligger i tæt afstand af Innsbruck. Først skulle vi finde et overnatningssted. Meget overraskende viste det sig pænt svært. Dels havde vi ikke rigeligt med penge, og ville ikke betale de priser vi kunne finde ledige værelser til. Dels var mange hoteller fuldt bookede.
Selvfølgelig lykkedes det. Det gør det altid! Noget jeg har for vane at påstå. Udsagnet står for egen regning, men som altid har vist sig at være korrekt. Omend vi, som i dette tilfælde, måtte lede længe og køre pænt langt for at finde et sted, vi kunne betale (læs: ville betale prisen) og stadig have lidt feriepenge på lommen.
Inden man når frem til Alperne, er der som ofte et bredt område med kuperet terræn. Landområde hvor vejene snor og vrider sig over bakker og gennem lavland. For at opleve disse skønne motorcykel veje, må man forlade motorvejen. Den skærer sig næsten altid næsten snorlige gennem ligegyldigt hvad, selv bjerge og dybe dale. Følger man motorvejen kører man gennem tuneller eller over broer. Derfor foretrækker jeg at køre væk fra "betonstien" som motorvejen oftes kaldes af motorcyklister med hang til snoede landeveje.
På sådanne veje kan man nyde den berusende effekt 3., 4. og 5. gears sving giver i kroppen, og desuden have tid til at se panorama effekterne af bjergene, når de på eventyrlig vis rækker mod himlen, bag det grønne tæppe vi elsker at have som kulisse til den krøllede asfalt. I Østrig, Tyskland og flere andre europæiske lande, advares der ivrigt om, at det kan være dødsens farligt at 'race' gennem det smukke bakkeland. Sandheden i udsagnet, kan læses i statistikkerne.
Desuden, hvis man har travlt og bare haster igennem landskaberne, får man ikke samme nydelse med i bagagen.
I en østrisk landsby så vi denne skønne gamle Steyr-Diesel bus. Læg mærke til hvordan chaufføren sidder afslappet, med den venstre arm hvilende i det åbne vindue, medens han stille og roligt lusker gennem byen.
På en ferie for en del år siden, havde Jeanne besøget et sted der hedder "Swarovski Kristallwelten". En oplevelsesattraktion for krystalglasproducenten Swarovski, som producerer krystaller til alverdens ting. Lamper, design-klæder, udstillinger, promotion og jeg ved ikke alt hvad. Deres produktion er - tilsyneladende - enorm, og meget kendt overalt i verden.
I deres park har de skabt et museum for krystaller, og det var dette museum vi besøgte. Jo det var/er imponerende. Og flot. Ligesom der tilsyneladende ikke er det område hvor krystaller ikke kan anvendes.
Fabrikken ligger kun et stenkast fra Innsbruck, som en ejendomsmægler ville sige det. For at komme videre på vores rundtur, "valgte vi" at følge en større vej gennem byen. Klokken var godt middag. Vi havde entret krystalfabrikken ved åbningstiden, og kom ind som nogen af de føreste, hvorfor vi var færdige med at suge til os af indtryk fra krystallerne, godt middag. Vejret havde ikke ændret sig. Udenfor det tempererede museum, skinne solen med ca 35 gr. Celsius, hvilket betød at vi svedte allerede inden vi havde fået al motorcykeltøjet hængt på kadaveret igen.
Tilbage på cyklerne forlod vi Wattens, med kurs mod Innsbruck. Fremme ved Innsbruck mødte vi lørdagstrafikken, og Jeanne og jeg fik flash backs til "skiftedags trafikken" i Sydvestjylland, hvor rigtig mange tyske turister hver lørdag henholdsvis indtager og forlader sommerhusområderne. Trafikken gennem Innsbruck var dog ikke helt så slem som dagen i forvejen hvor vi havde oplevet myldretidstrafikken. Den var slem, og varmen gjorde ikke oplevelsen bedre!
Ruten denne dag skulle føre os til Frankrig. Fra Innsbruck fulgte vi vej E533 mod Garmish Partenkirchen, som jeg har kørt adskillige gange, når jeg har deltaget i BMW Træffet i skikoppernes vinterparadis. Alt medens jeg lod tankerne fare tilbage mod dengang, skulle jeg pludselig bremse op fordi der var kø. Trafikken stod stille. Der var sket et uheld, og vi måtte pænt vente. Efter nogen venten kom Michael, som var FørerHund på strækningen, i tanker om at vi var på motorcykel, og kørte udenom de mange kilometer bilkø. Lidt før uheldsstedet blev vi stoppet af en større flok ventende motorcyklister, som - ligesom os - var kørt forbi køen. Fremme forrest i køen, var ventetiden snart forbi, og vi kunne igen starte motorcyklerne.
Det gik fint. Ihvertfald nogle få kilometer. Foran os satte billisterne hastigheden væsentlig ned. Nogen gange stoppede traikken igen. Atter sneg Michael sig udenom, og efter 4-5 kilometers kørsel, var vi fremme ved den forreste bil. Med andre: Vi var forrest i køen og ville blive "ekspederet som den næsten"! Men denne gang var det ikke et uheld der skabte køen. Nej, det var en ældgammel mobilhome. Et levn fra de glade 60' - eller 70'ere var bygget om til mobilhome, men de havde tilsyneladende glemt at renovere motoren. Sort diesel røg ud fra udstødningen, medens bilen tøffede afsted med 15-20 km/t. Den kunne ganske enkelt ikke trække sig selv, eller det kunne den, men kun vanskeligt!
For go ordens skyld kan jeg nævne at næsten samtlige biler der overhalede den meget aldrende bil, gav chaufføren et "vredt" dyt og nogle også en strittende 'langemand' ud af sideruden!
Vi stødte også på andre trafikanter. I et sving et sted undervejs mod næste overnatning, overhalede vi en "selvkørende kørestol" som med - hvad ved jeg - 5-8 km/t var på udflugt mellem biler og motorcyklister.
Pigerne havde et par gange undervejs hævdet, at vi havde en aftale om at lave en "Ruhe Tag" som det hedder på tysk. Desværre havde vi ikke rigtig fundet stedet, læs hotellet, hvor vi mente vi kunne få opfyldt ønskerne om et godt sted at bruge en dag på igenting. Eller ihvertfald lave alt andet end at køre motorcykel. Men efter vi checkede ind på Gästehaus Bishenberg i Sasbachwalden, blev vi hurtigt enige om, at nu havde vi fundet stedet. Alt passede. Området var småbjerge med masser af skov. Hotellet var typisk 'alpinsk' med et venligt og imødekommende meget opmærksomt påersonale. Vi fik en meget fin behandling, og værelserne var møbleret med dejlige dobbeltsenge og fine bad og toilet forhold.
Ikke langt fra hotellet, lidt ned ad bakken mod byen, var en sti, som vi kunne følge og nå ind til byen, fik vi fortalt. Friske og udhvilede efter en go nat i dobbeltsengen, drog vi afsted ned ad bakken. Stien var nem at finde, og over en længere strækning nem at følge. Vi var ikke i tvivl om at vi gik nedad. Lige ved siden af stien, flød en mindre strøm klukkende mellem klipper, mos og træer, i samme retning vi gik.
Vejret var meget bedre, eller ihvertfald mere passende for os nordboere. Træerne skyggede for solens varmende stråler. De mørke klipper beklædt med vådt mos sørgede for temperaturen ikke steg til det uudholdelige.
Vi ahvde en fin tur. Ganske vist fandt vi ikke ned til byen, som oprindeligt var vores mål. Men vi fik gået en lang tur i skovens og trådte en uvant sti, over klipper som vi ikke har i Danmark.
Efter hviledagen fortsatte vores tur. Lidt pudsigt havde vi en kort snak med en tysker, som uden at blinke straks sagde: "Der er alt for mange franskmænd": Grunden til hans udsagn var, at vi fortalte vi ville køre gennem Frankrig op mod Luxemborg og videre til Belgien. Tyskeren rystede på hovedet, og gentog sin dom: " At køre gennem Frankrig, ville vi fortryde, for der er alt for mange Franskmænd": Vi grinede, men manden har jo ret. Frankrig er fyldt med franskmænd.
Ingen vil påstå at sådan en skorsten er pæn! Og da de fleste sikkert ved at skorstenen er udledning af damp fra nedkøling på et atomreaktoranlæg, er der ingen der ønsker sig udsigt til sådan en krabat. Heller ikke os i Danmark. Men foruroligende (?) har jeg for nylig læst, at flere og flere unge mener atomkraf er vejen frem. Det skal jeg ikke dømme om, men med tanke på hvad der skete med anlæget i Tjernobyl, Ukraine, håber jeg der findes andre løsninger der ikke er nær så farlige.
Landskaberne i det nordlige Frankrig, er, ligesom i Luxemborg præget af bakker og mindre bjerge. lå et stykke væk, og vi havde mere travlt med at finde byen Rochefort, hvor munke i Abbaye Notre-Dame de Saint-Remy klostret i Rochefort har brygget øl siden 1595. For at brygge øllet bruger de vand fra en gammel brønd inde bag klostrets mure. Desværre er klostret meget lidt kendt, fordi det er lukket for besøgende. Deres produktion er ret begrænset, for der er i øjeblikket kun 15 munke tilbage til brygningen. En stor skam, for øllet smager fuldstændigt fantastisk vidunderfuldt.
Michael førte endnu en gang an. Han havde fundet byen Rochefort, og et hotel ved navn La Fayette. Straks jeg så facaden kunne jeg genkende såvel navnet som hotellet. Første gang jeg var i Rochefort havde jeg boet på netop dette hotel, og været godt tilfreds. Med gensynsglæden i øjnene, gik jeg ind gennem døren til receptionen. Ikke meget var forandret, hvis noget overhovedet.
Værelset Jeanne og jeg fik tildelt var i kke stort. Jeg kunne straks huske hvor 'besværlilgt' det var at komme frem til værelset. Dørene var små. Gangene om muligt endnu mindre, og meget snoede. Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg mene værelserne er rene brandfælder, men det snakkede vi ikke om medens vi boede der. Hvis jeg havde nævnt sådan noget, tænker jeg vi ville få marreridt og ikke ville kunne sove. Vi fik 'pakket' ud og straks lignede værelset et sted vi følte os hjemme.
Vi spiste aftensmad i restauranten og drak - naturligvis - "Rochefort nr. 10" til maden. Uhm det smagte godt, det øl der har byens navn.
Efter en go nats søvn, ovenpå et par eller tre Trappistes Rochefort 10, havde vi planer om at køre et lille stykke retur mod Frankrig. I en brochure havde pigerne fundet en grotte, hvor man kunne gå på opdagelse. Caves of Han, og det skulle undersøges.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Jeg havde over de sidste par dage inden besøget i Rochefort, haft nogle kraftige anfald af hjerteflimmer, som jeg tidligere har døjet noget med. Jeg troede der var styr på flimmeren, for jeg tog/tager dagligt piller, som skal hjælpe hjertet med at "holde takten", hvis jeg må udtrykke mig således.
På denne dag var hjerteflimmeren ved at "tage livet af mig" - sådan føltes det. Men det blev imødegået, idet jeg, da vi nåede frem til en parkeringsplads nær grotteindgangen, måtte kapitulere. Jeg havde det rigtig dårligt. Kunne ikke selv komme af motorcyklen. Kontaktede min læge hjemme i Danmark, og blev af min læge rådet til at søge hjælp. Da lægen forstod jeg var i Belgien, og derfor ikke bare lige kunne komme forbi hans konsultation, skulle jeg love i stedet at ringe 112 og søge hjælp i Han-sur-Lesse.
Mine venner og hustru lykkedes at få kontakt til en lokal, Benjamin, mekaniker med værksted lige ved siden af, og Benjamin var så venlig at ringe op og forklare hvor vi var. Selv om vi ikke havde været i Belgien særligt længe havde vi erfaret at belgiere ikke taler eller forstår hverken engelsk eller tysk. Derfor var det meget heldigt at Benjamin tilfældigt kom forbi.
Hvor længe der gik inden ambulancen og lægebilen kom har jeg ingen anelse om. Inden ambulancen landede havde Jeanne, Rita og Michael fået mig ned af motorcyklen. Jeg var svimmel. Alt kørte rundt. Hjertet hamrede ustyrligt afsted. Jeg havde problemer med at trække vejret, og kunne knap stå på mine ben.
Mine venner og hustru havde rimelig styr på mig, og da lægen og ambulancefolkene kom, tog de over. Selv husker jeg ikke meget. Jeg blev talt til og fik spørgsmål, men det var Jeanne der måtte svare. Jeg kunne ikke forstå ret meget. Men opfattede endnu en gang, at det med at 'servicefolkene' blev tiltalt på engelsk, det gjorde ikke meget indtryk på dem. De forstod simpelthen ikke hvad der blev sagt.
Selv om jeg ikke husker meget fra "operation red Peter", husker jeg at turen i ambulancen. fra Han-sur-Lesse til Vivalia hospital i Marche-en-Famenne, på ca 20 km med blå lys og lyd, ikke var behagelig. Vejen snoede sig, og jeg var, nej nok mere korrekt, følte jeg var ved at falde af båren flere gange. Det var ikke gavnligt for min kvalme.
Der findes ikke billeder fra sygehuset. Jeg fattede ikke selv ret meget inden der var gået flere timer. Jeg fik behandling, medicinsk og blev målt og vejet, samt mit hjerte blev røntgenfotografet. Engang over middag hvor jeg endelig fik det bedre, forsøgte jeg at fortælle jeg gerne ville have fat på Jeanne, men der gik en rum tid inden hun fik lov at komme ind og besøge mig, samt få oplyst hvad der var sket og skulle ske i det videre forløb.
Mad og drikke fik jeg ikke noget af. D.v.s. når jeg fik piller udleveret, fik jeg også noget vand. Kommunikationen med personalet var meget minimal. Det gjorde hvad de kunne, det er jeg helt sikker på. Men snakke med mig, og høre hvad jeg følte og oplevede, det var der på intet tidspunkt tale om.
Så vidt jeg husker var klokken næsten 17 inden jeg fik lov at rejse mig, og tage afsted. Jeg skulle på tro og love bekræfte jeg ville kontakte egen læge lige så hurtigt jeg kom til Danmark. Hvis jeg ikke ville love det, måtte jeg ikke forlade hospitalet.
Som jeg havde det den eftermiddag ville jeg sige 'ja' til næsten alt. Jeg var derfor helt indstillet på at vi, i stedet for at fortsætte vores ferie, skulle sætte kursen mod hjemmet, således jeg kunne kontakte min læge, og få ham til at afgøre hvilken behandling jeg skulle fortsætte med.
Jeanne ventede stadig i uvished i et nøgent, uvenligt venterum, som nærmest var en gang hvor der stod et par stole. Da jeg kom ud til hende, fik hun hurtig kontakt til Michael, som kom ud til sygehuset. Han kørte mig tilbage til Han-sur-Lesse hvor jeg hentede motorcyklen. Derfra kørte vi til det hotel hvor pigerne ventede. Hotellet hed Quartier Latin Hotel og lå inden midt i Marche-en-Famenne. De kunne fortælle om deres oplevelse af hændelsen, og jeg kunne berette hvad jeg kunne huske. Og så kunne jeg oplyse om, at min ferie var slut. Jeanne havde stadig en uges ferie, og vi havde planer om at fortsætte vores ferietur, men det måtte jeg sige fra overfor, så vi besluttede at køre den nærmeste vej hjem. Hjem til lægehuset i Varde.
Billedet nedenfor er ikke med mig i BaBu-Bilen. Men det kunne godt ha været!
Det 4 stjernede hotel i Marche-en-Famenne var fint og ok, men der var ikke nær så hyggeligt og rart som i det sidste hotel på vores rejse. I byen Merzen fandt vi Gasthof Dückinghaus. Ved første blik virkede det lidt rodet og 'billigt'. Men når blikket havde vandret rundt i gården, opdagede vi flere og flere spøjse ting. Der var et 'rygerum' som var indrettet i en gammel jernbanevogn. Der var mange tog-inspirerede nips og småting. I et stort glasbur stod flere togvogne på skinner. Alt lugtede af og mindede om en svunden tid, hvor jernbanen var et forbindelsesled mellem borgere der boede langt fra hinanden.
Værelserne var indrettet i de originale togvogne i glashuset.
Som traditionen byder, mødes vi i restauranten, eller baren, når vi har indlogeret os på værelserne. Således også denne aften. Vi var noget tørstige efter vi havde kørt knap 400 km. Jeg var træt, men dog ikke mere træt end at jeg sagtens kunne drikke en kold dunkel bier.
Når man havde fået tildelt et bord, havde man også fået sin egen "togstation". I vores tilfælde Neuenkirchen, og bestillingen af mad og øl foregik ved at man trykkede på en knap, hvorefter der et øjeblik senere kom et lokomotiv kørende. Lokomotivet standsede ved bordet. Man fastgjorde sin bestillingsseddel, trykkede på knappen igen, og vupti, ganske kort tid efter kom ........
.............toget retur med det bestilte. I dette tilfælde, to dunkel bier på en ladvogn.Kæmpe smart, og vil jeg tro, godt for salget, for det var kæmpe hyggeligt at få besøg af toget når der var 'læs' på!
Der var ikke færrer end tre forskellige spor ud til bordene. Alt blev styret fra baren, hvor hovedbanegården Lechtrup-Merzen havde sin plads.
Mine problemer med hjerteflimmeren var der kommet styr på. Følte jeg. Jeg havde det ok, men jeg var træt. Medens vi spiste gik snakke om hvorvidt jeg mente mig i stand til at kunne køre resten af vejen hjem fra Merzen? Google maps fortalte der var omkring 450 kilometer, som jeg var overbevist om jeg godt kunne klare. Jeg følte mig fit for fight og havde jo lovet lægen på Vivalia hospitalet, at jeg ville køre lige hjem, og kontakte min læge.
Et par færger og mange - nogle af dem - meget lange kilometer hjem, blev klaret på én dag. Vejstykket fra Merzen via Bremen til Wishafen, hvorfra en færge transporterer biler og motorcykler (og mange andre rejsende) over Elben, blev overstået. Ruten fra Glückstadt nordpå ad B5 har jeg kørt rigtig mange gange. Den kender jeg og følte mig hjemme. Ikke at vi på nogen måde 'fløj' afsted. Men det fltes rart at "kunne overskue" resten af turen hjem.
Min træthed var ikke forsvundet, og jeg skubbede måske til mit held og måske led mit helbred en smule af de knap 500 km. Men vi kom hjem, og jeg var glad for at Jeanne og jeg kke tog chancen og fortsatte vores ferie!
Som altid når jeg kører til eller fra færgen mellem Wieshafen og Glücksburg breder der sig et bredt smil bag visiret på min Schuberth. Det er ikke skadefro når jeg smiler. Mine tanker går til de mange der sidder bag glas og blik og må vente - ofte i timevis - på at det bliver deres tur til at køre ombord på færgen, medens de kan se den ene motorcykel efter den anden køre lige forbi og direkte på færgen. Som jeg siger så ofte: Der er altid plads til en motorcykel!
(P.s. det er der så ikke altid. Oplevede i England at vi efter at have kørt rigtigh mange kilometer, blev afvist af færgepersonalet, selv om der helt tydeligt var plads. Da vi snakkede med en anden motorcyklist som også ventede, kunne han fortælle at det ganske enkelt var fordi personalet havde rigtig meget imod motorcyklister! Sådan en adfærd er svær at ændre!)
Fremme ved grænseovergangen var Michael så glad for at være i Dannark, at han rejste sig op! Jeg nøjedes med at synge "Der er et yndigt landt......." inde i hjelmen.
Rundkørslerne ved Ribe blev også klaret i bedste stil. Ved Gredstebro kørte vi ind på opløbsdistancen, hvor vi skulle hilse farvel. Vi havde ordnet det med knus og søde ord for den vellykkede ferie med det uventede indslag og sygehus besøg i Belgien. TIlbage var at skilles hvor motortrafikvejen deler sig i to: En vej der fortsætter mod Esbjerg, og en anden der går mod nord til Varde og Holstebro.
Ca tre kvarter senere blinkede Jeanne af til højre. Fra Kvongvej skulle vi ind på Åstedvej, og nu var der kun 200 meter til vores hjem. Dejligt, og en skøn-herlig ferie med gode venner, havde nået sin ende.
