Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Endnu medens jeg drømte om en herlig ferietur, blev morgenstilheden brudt af to ting: morgenvækning af mobiltelefonen forudindstillede brummen samtidig med der lød en sagte men vedvarende prikken på teltdugen. Aftenens snak og stemning gled langsomt forbi mine trætte hjerneceller, alt medens kroppen forsøgte at ignorere begge uromagere. Soveposens lune indre lokkede dejligt meget. Lysten til at kravle ud af det blå/orange kropskondom, blev ikke større ved tanken om regnen, der bare ventede på at kravle ind på min bare hud.
Medens jeg lå og overbeviste mig selv om jeg sagtens kunne tage endnu et kvarter, godt gemt i den blå/orange tæppedyne, blev jeg klar over jeg faktisk havde regnet tidsforbruget frem til færgens afgang, temmelig nøje ud. Altså blev jeg nødt til at droppe de ekstra minutter i posen. Egentlig var det jo også noget pjat, mindede jeg mig selv om.
Langsomt krøb jeg ud af posen. Fandt mit tøj hvor jeg havde smidt det om aftenen. Fortrød beslutningen om at tage jeans på. De skulle pakkes sammen med alt det andet. Rodede rundt i bunkerne i apsis, for at finde mine motorcykelbukser. Dagen hed lørdag, og var døbt "Afrejse fra Järnforsen". Fru Nielsen og jeg skulle videre. Det ville være hensigtsmæssigt at tage mc-dresset på straks fra morgenen.
Rundt om os vågnede de andre. Hyggeligt at se - og ikke mindst høre - når hoved efter hoved stak ud fra et telt med stort smil og et rungende glad "Go morgen". Arne, vores altid morgenfriske vært, kom forbi på vejen tilbage fra hans morgenvandretur til søen. Han fortalte - meget overbevisende - at regnen ville stoppe meget hurtigt. Noget naivt kiggede jeg tvivlende på ham. Men han fik ret. Skønt. I stille overskyet, men tørt vejr, fik vi fordelt hele vores lejr på de to motorcykler.
Vores plan var enkel. Kl. 0900 skulle vi forlade det herlige selskab for at drage videre på vores færd. Inden da skulle telt og alt habengut være pakket sammen til transport.Morgenmad, morgentoilette, og alle andre gøremål, såsom at puste nyt luft i dækkene på min gule GS'er, skulle være overstået således vi havde 4 timer til turen mod Ystad. Cyklen skulle have justeret trykket, fordi der var tappet luft ud for bedre grip på grusturen dagen før. Normalt ville jeg straks have sørget for dette, men på grund af badeaktiviteten, optagelsen i "The Skitsticka Association" m.v. havde jeg ikke fået trykket justeret til det normale, 2,6 og 2,9 for henholdsvis for- og baghjul, om aftenen.
Seks par arme vinkede heftigt og højt medens vi kørte en sidste runde forbi den røde hytte. Gennem motorlarm og hjelm, kunne jeg høre vennerne råbe: "Go tur, vi ses" Bedre afslutning på nogle dejlige dage, kan ingen rejsende få.
Turen fra Järnforsen til Ystad er ca 300 km. ad de større veje. Men sådan var og blev det. Hjemmefra havde vi besluttet at netop den del af ferieturen skulle køres som "transport strækning". Altså: Ingen afstikkere. Kun nødvendige stop, det vil sige for at tanke eller tisse. Derudover havde vi en aftale om, at hvis én så noget, som vi absolut måtte studere nærmere, eller hvis én så noget vi absolut under ingen omstændigheder eller på nogen måde ville gå glip af, måtte der standses. 4 timer til 300 km betyder en gennemsnitsfart på 75 km i timen. Ikke en beregning der kan slå ret mange ud. Det er ikke hurtigt, slet ikke på motorcykel, men omvendt havde vi ikke meget ekstra tid til uforudsete hændelser. Og, vi var i Sverige, hvor der er fartmålere i hver sving og ved alle vejkryds. Plus mange andre steder.
Pauser holdt vi derfor ikke nogen af. Udover da vi fik vi fornøjelsen af at skulle tage stilling til om det var "NU" regntøjet skulle smides over kroppen? Vi kunne tage chancen - og måske blive mere våde end vi ønskede. Altså valgte vi det sikre. Stoppede og tog regntøjet på. Den byge vi kørte ind i var ikke heftig, men langvarig. Vi diskuterede om bygen fulgte os, eller vi fulgte bygen sydpå? Vi fandt aldrig et svar. Efter det meste af et par timer, med ca. halvdelen af ruten tilbagelagt, stoppede vi ved et benzinanlæg hvor der også var et cafeteria. Regntøjet blev pakket væk, tankene fyldt med benzin og maven fik en kop varm kaffe, som blev f brugt til at gøre en sej halvgammel flutes spiselig. Det blev vores eneste stop undervejs.
Vi nåede Ystad i pæn tid før færgeafgang. Fik købt billetter til færgen mod Swinoujscie i Polen. Få minutter senere holdt vi forrest i køen. VOres planlægning af tiden gjorde, vi ikke holdt længe førend vi blev vinket om bord på færgen. Alt klappede. Vi var på vej til Swinoujscie i Polen.
Om sejlturen var der ikke meget at berette. Cyklerne stod pænt på bildækket. De var ikke spændt som jeg ville have gjort, men personalet på den polske færge ville ikke lade mig sætte bånd på motorcyklerne. Mine protester mod matrosens måde at fæstne cyklerne, hjalp ikke. Heldigvis var det stille vejr, og jeg forudså ikke problemer med bølger og uvejr, så jeg endte med at give op og ham om at tage ansvaret, og fastgøre motorcykler som han ville.
Fru Nielsen og jeg gik op i restauranten. Der var et ledigt bord ved vinduet. Vi fik okuperet pladsen, pakket vort gear ud og bredte os, så ingen kunne tro der kun skulle sidde to ved det bord. Mine tanker gik på langfart. Som i drømme lod jeg de første feriedage glide forbi. De første dage på Öland og ved den lille røde hytte i skoven, havde været pragtfulde. Samtidig glædede jeg mig over noget jeg ofte formulerer for mig selv: Jeg har en sej kæreste.
I løbet af de første 5 ferie dage havde vi tilbagelagt knap 2000 km. Vi havde flere dagsmarcher på 3-400 km. Vi havde kørt på mange slags veje og underlag: Motorveje, motortrafikveje, hovedveje, landeveje, små og mindre biveje, med og uden (dårligt/hullet/lappet) asfalt. Vi havde kørt ad mark og skovstier med grus, græs og grønt mos, iblandet alskens forskelligheder såsom grankogler, kviste, tuer og kolort.
Vejret havde vist os alle slags vejrlig. Næsten. Vi havde udstået torden, blæst, regn, byger, sol og overskyet gråt. Ikke på noget tidspunkt eller over noget som helst af det turen havde budt os, havde min seje kæreste klaget sig. Yes, hun er en skøn og dejlig Quinde, som tager udfordringerne som motorcyklist alvorligt, men også i den række de nu engang kommer. Uden at klage.
I tiltagende mørke, med dunkle skyer hængende syd for Swinoujscie, nåede vi havnen. Færgen lagde til, hvor færger skal lægge til. Ingen slinger eller falske toner i den melodi. Fyldt med lyst og mod på hurtigt at finde et sted at sove, stoppede vi inden vi var ude af færgeområdet, for at lade Gerda PS finde et egnet sted at overnatte.
Blandt en del forslag, valgte vi et omkring en kilometer fra hvor færgen havde sat os i land. Det var overkommeligt. Adressen og navnet så ok ud. Men men men, som så ofte før med adresser på Garmin, var "hotellet" ikke noget hotel, men et beboelseshus på 3 etager! Ok, aftenen var ung. Vi var trætte, det var begyndt at dryppe fra de mørke skyer. Natten nærmede sig med sit mønstrede tæppe af et grå skydække.
Altså måtte vi forsøge igen. Helst i den retning vi ønskede turen skulle fortsætte dagen efter. Vi søgte og fandt vi et "hotel" længere mod øst, i nærheden af Miedzuzdroje, en mindre by øst for Swinoujscie. Undervejs havde vi nogle anderledes - lidt uhyggelige oplevelser i den våde polske nat.
GPS'en viste vi skulle køre ad vejen, Norweska, forbi nogle jernbanespor. Vejen var ikke i særlig bred, var i dårlig stand, hvorfor vi listede afsted i 2.gear medens de få gadelygtyer langs vejen, spejlede flotte stjerne i de våde visir. Jeg valgte at se bort fra regnen og skubbede visiret op over hjelmen, for bedre at kunne se vejens ujævnheder, vandpytter og spredte sten.
Til højre for vejen stod en lang række gamle jernbanevogne. Vinduerne havde gardine, som var tydelige i lyset, der skinne ud. Enkelte mørkklædte personer gik udenfor, medens silhouetter af andre, stod tydeligt tegnet på de ensfarvede gardiner bag ruderne i vognene.
I min fantasi var scenen sat til et filmsæt - i en uhyggelig film - jeg ikke ønskede at være deltager i. Fantasien arbejdede på højtryk med at forvirre og forlede mig. Ganske sagte, som om de mørke personer ved vognene kunne høre vores stemmer i samtaleanlægget, diskuterede vi hvad det var vi så. Vi forsøgte at finde en forklaring på hvad der foregik ved de gamle togvogne? Hurtigt kom vi frem til en idé om, at beboerne kunne være sigøjnere, der boede i vognene. Vi havde ikke lyst til at stoppe op i mørket og undersøge om vi havde ret i vores formodning. I stedet fortsatte vi ud i natten, og håbede GPS'en ikke havde taget fejl. Håbede vi kunne komme igennem virvaret af gammle jernbanesveller, skinner, afdankede og tomme såvel som beboede togvogne, der stod i al deres forfald og råbte mod den sorte himmel, kun sparsomt oplyst af de få ikke særligt kraftige gadelamper. Pu ha, vi var glade da vi kom ud på en større vej og så vi ikke skulle samme vej tilbage.
Nu håbede vi næste destination, hotellet GPS'en havde fundet til, havde en seng til os og et sikkert sted til vores motorcykler.
Men nej. Hvad GPS ikke vidste var, at adressen, hvor "hotel" var en del af navnet, ikke var et hotel i almindelig forstand. Hotellet var et skib. Jeg fik ikke fat på navnet. Ærlig talt var vi ikke begejstrede. Omkring os var det ved at være rigtig mørkt. Og det gik hurtigt op for os at der var noget der ikke stemte.
Mørket skjulte det meste af skibet, men lyset skinnede ud fra flere vinduer på skibet. Tæt på landgangsbroen standsede vi motorcyklerne. Vi kunne ikke se hvad der foregik ombord på skibet, men en person kom ud på landgangsplanken og sagde noget på polsk - eller et andet sprog vi ikke forstod. Stemmen var venlig.
Med vores bedste engelsk, udtalt meget klart og langsomt, forsøgte vi at forklare vi ønskede et natlogi. Personen rystede på hovedet, sagde noget vi forstod som "Vent et øjeblik" og forsvandt ind på skibet igen. Døren smækkede i. Men blev åbnet lidt efter, da en kraftig mand i mørkt tøj kom ud af døren. Han kunne lidt engelsk og spurgte hvad vi ville? Igen forklarede vi noget om et sted at sove! På et næsten uforståeligt engelsk fik han forklaret os, at skibet ikke var et hotel, og vi ikke kunne overnatte der. Det blev vi glade for. Jo, helt ærligt. Vi havde, medens vi ventede på ham der kunne tale engelsk, bestemt os for, at vi ikke ville sove der. Det virkede ikke særlig trygt, og der var ikke nogen garage eller andet ly til motorcyklerne.
Vi takkede pænt for oplysningen og for go behandling, hilste pænt farvel og kørte fra stedet. Selv om det var ved at være sent, selv om vi var trætte, selv om vi trængte til et sted at slå os ned for natten, følte vi os heldige. Vi var helt enige om, at dette ikke var stedet for os at overnatte. Ikke denne nat kolde, våde og mørke nat. Alt virkede lidt skummelt. Vi var meget sikre på vi ikke havde lyst til at hoppe i en seng ombord på det skib! Og nej, jeg mener ikke jeg er racist. Men det så noget lyssky og lumskt ud på og omkring båden. I dag, nu hvor lyset skinner og jeg sidder hjemme, er jeg sikker på der ikke var noget at være bange for, men fornemmelsen den aften var en anden.
Nedenfor er et foto fundet på min ven Goo.......... nettet. Her ser skibet, M/S Hanse, mere indbydende og tilforladeligt ud. Billedet giver et andet indtryk end vi syntes hin mørke nat.
Næste forsøg på at finde et hotel med Garmin'en som vejviser, gik bedre. Meget bedre. Ganske vist måtte vi helt ind i centrum af Miedzuzdroj, helt ind hvor der var et tivoli eller marked med gøjl eller forlystelsesetablissement...... under alle omstændigheder der var larm fra glade mennesker, lys fra masser af neon og glødelamper og ...........længe åbent!
Hotellet hed "Aurora". Der var åbent. Selv om det så lidt dyrt ud, gik vi ind og spurgte pænt om de havde et ledigt dobbeltværelse. Det havde de, og vi fik oplyst prisen til 400 slothy eller 100 € og takkede ja. Prisen var noget over hvad vi under andre omstændigheder ville give, men vi var trætte, det regnede, var mørkt, koldt og sent på aftenen, vi orkede ikke at lede mere. Desuden, cyklerne kunne stå i kældergaragen, tørt og godt, og fremfor alt, i sikkerhed for nysgerrige blikke fra de mange folk, der summede rundt i centrum. Nu kunne vi slappe af. Nu var vi landet, alt var godt. Et pænt og ok værelse. Motorcyklerne stod tørt og godt i kældergaragen. Vi havde selv medbragt lidt rødvin vi kunne nyde, inden vi kravlede under dynerne. Så det var hvad vi gjorde.
Natten forløb uden flere nævneværdige begivenheder. Alt var normalt. Hotellet. Receptionen. Indretningen. Betjeningen. Elevatoren. Sengene. Mørket. Vi sov godt.
Men morgenen var anderlede. Ikke mindst morgenmadsrestauranten. Nøj, da fik vi et andet indtryk af stedet. Synet var overvældende. I første øjekast var der mange gæster. Oprigtig talt havde jeg ikke forventet så mange gæster. Vores fælles vurdering var, at hotellet måtte være populært, priseniveauet til trods.
Fra døren ind til restauranten snoede vi os frem til buffen. Hold da op et syn. Kort fortalt flød bordene med alt en sulten mave kunne begære af godter. Kendte såvel som ikke kendte retter og varianter af disse, som vi end ikke kunne drømme os til.
Desuden en kok til at kokkerere og jonglere. En rigtig kok med høj hvid tårn-hue. En pæn bule midt på den løsthængende kokkejakke, fortalte han, som det sig hører til, kunne li mad, lavede varme eller lune retter, med indhold efter ønske. Medens man ventede. De der ikke kunne sproget - hvilket vi ikke kunne (kan) kunne blot pege og bruge fingre til at vise hvad man ønskede og hvor meget af diverse tilbehør man gerne ville have i. Tro mig, det var godt.
Uden nogen form for dokumentation, vil jeg gætte på morgenmaden tog pænt lang tid at nyde. I hvert fald brugte vi m,eget tid på at kigge på maden og scenariet i restauranten, denne første dag i Polen. Måske vi følte os lidt som grever. Sådan er det at have og være på ferie.
At være på et hotel, endda et flot og indbydende hotel et, hvis niveau lå over vores forud afsatte budget til overnatning, med mange gæster af flere forskellige nationaliteter, var en iøjnefaldende kontrast til dagene på Öland og Järnforsen, hvor natten blev overstået under teltdugen i en sovepose, hvor morgenbadet var noget der blev overstået meget hurtigt, for at komme frem til pulverkaffen og det tørre brød fra forleden, som blev gjort spiseligt med den rest ost, der var tilbage i plastikken fra dagen før.
Et par etager nede under receptionen, stod motorcyklerne. Ganske som vi havde stillet dem aftenen før. Telt og andet grej vi havde efterladt sammen med cyklerne, var tørre og lige til at spænde på cyklerne igen, sammen med de ting vi havde haft med op på værelset. Under hele scenariet med at fastgøre vores habengut og komme i tøjet, blev vi fulgt af 2 par øjne. Garagemesteren og en tysk gæst havde svært ved at få øjnene fra fru Nielsen. De iagttog os nøje, mest min dejlige kæreste og havde god tid til at få alle detaljer med. De ventede på vi blev færdige. Først da vi var på vej op fra garagen, fandt vi ud af, at den tyske gæsts' bil stod i en elevator-parkerings-maskine, som garagemesteren ikke kunne komme til at operere med, inden vi var kørt.
Snart var vi på vej. Ud af byen, ad mindre veje. Hjemmefra havde vi fundet nogle destiantioner vi ønskede at besøge. Vi havde ikke lagt nogen ruter, idet vi ønskede at se på forholdene efterhånden som vi nåede frem, og derfra bestemme hvilken rute vi ville følge. Ved morgenbordet havde vi kigget på kortet. Hvor var vi? Hvor ville vi hen? Hvordan var omgivelserne aftegnet på vores Michelin kort? Vi kiggede efter veje, der gik igennem eller tæt forbi større grønne og blå pletter. Grønt betyder skov. Blå betyder vand. Vi ville gerne køre på veje omkranset af grønnt skove og eller tæt forbi søer, åer, og floder. Og undgå byer, især de større byer. Ikke fordi vi er bange at at bevæge os i storbyer, men fordi vi ikke er til byer. Vi bor på landet. Er fra landet. Og holder af at være udenfor byerne.
Vores første mål var "Det omvendte hus" / "The Upside Down House". Vi vidste det lå syd for Gda´nsk, men havde ikke nogen præcis adresse. Vi vidste hvilket område vi skulle lede i. Retningen var derfor næsten stik øst. I fint kørevejr forlod vi hotellet. Med pæne gloser om hotel, morgenmad og garagen, udtalt med smil og forventninger til de kommende dage i samtaleanlægget monteret i vores Schuberth hjelmene, og i fuld overbevisning om, vi intet havde glemt, satte vi hastigheden op på omkr. 90 km/t. og lagde kilometer efter kilometer bag os.
Med pænt temp kom vi længere og længere mod øst, over mod den ukrainske grænse. Vi nød at være afsted. Delte opfattelse af at vi var heldige med vejret. Cyklerne opførte sig perfekt og eksemplarisk. Alt var som det skulle være.Tid havde vi masser af. Tidligst om 14 dage ville arbejdsklokken kalde. Vi cruisede mod øst og lod som om hele verden og al tid tilhørte os..Indtryk af landskabet - og trafikken - lod vi fæstne sig på nethinden og noget på SD kortet i kameraet.
Bedst som det gik derudad, opdagede jeg et skilt der hang over et militærfarvet bæltekøretøj i vejsiden! Kombinationen af tekst og køretøj havde jeg ikke set andre steder !Teksten kunne jeg ikke nå at læse, men det var også ligegyldigt. Jeg kunne ikke forstå sproget. Men et hurtigt kig overbeviste mig om vi var kørt forbi et ”overskudslager”, et marked for brugt militær- og krigsmateriel. Jeg mente der var åbent og offentlig adgang. Min lyst til at besøge stedet var stor, hvorfor jeg overtalte fru Nielsen til vi skulle standse og se nærmere på udbuddet. Altså lavede vi en U-vending og kørte tilbage. Her er et indtryk af hvad vi så.
For en civilist som mig, virker det meget stærkt at enhver kan gå på marked og "købe udstyr til en mindre hær", uden at skulle legitimere hensigten med indkøbet? Men det er sikkert fordi jeg ikke tænker i sådanne baner. Siden besøget i Polen, har jeg undersøgt lidt om hvordan det forholder sig i DK, og her er det faktisk akkurat liges så nemt. Enten via nettet, hvor også ovenstående marked er repræsenteret, med varer og priser som i enhver anden købmandsbutik, (kig på www.wojsko.com.pl) eller på lignende markeder, som der findes flere af rundt Polen.
Til beroligelse for dig, kære læser, købte vi ikke noget som helst.
Tilbage på vejen. Siddende over skrævs på hver sin motorcykel. Med kontakt til hinanden via SCR systemet i vores Schuberth-hjelme, fortsatte vi turen mod øst. Retningen og vejene havde vi overladt til Gerda PS. Tankerne var vore egne. Mine kredsede meget omkring det kæmpe militære brugtmarked vi just havde besøgt. Nu var vi på vej mod et mere fredeligt mål, men senest dagen efter, ville vi parkere motorcyklerne ved et af 2 verdens krigs meget kendte bunker anlæg.
Krige og havde de gør ved folk, er ikke noget jeg til daglig beskæftiger mig med, men vores tur gennem Polen var tilrettelagt bl.a. med destinationer som havde meget med krig at gøre. Ikke fordi vi elsker eller holder af krig, men fordi vi ikke forstår hvad der får mennesker til at behandle andre, som er i deres væretægt, som noget de ejer og kan gøre med efter humør og for-godt-befindende! Oftest får mennesker der er fanget af fjenden, en meget dårlig behandling. I 2. verdenskrig, som i alle andre krig. Også de krige der udkæmpes rundt om i verden netop nu. Vi behøver ikke se resterne af Ulveskansen, Treblinka, Auschwitz-Birkenau og lignende steder for at tro på at mennesker / "fjender" blev behandler dårligt, blev udsat for tortur og forfølgelse, pinsler og død. Der findes ikke meget empati for krigsfanger. Dengang eller nu, har jeg stærkt på fornemmelsen!
Nu hvor jeg genkalder mig indtrykkene fra besøgene i KZ lejre, husker jeg tydeligt hvilken underlig sindstilstand vores ophold i disse, hensatte mig i. Jeg blev stille. Talte med dæmpet stemme. Blev fyldt med tanker om, hvorfor? Fandt ingen svar! Gik rundt i ruiner, bag pigtråd, ind i barakker. Kiggede på spisegrej, senge, beklædningsgenstande, hjælpemidler til flugt. Så billeder af fanger. Flere fotos havde jeg set mange gange tidligere. I bøger jeg har læst. På nettet. I fjernsynet.
Inden Ulveskansen, havde vi plottet "Det omvendte hus" - "The Upsidedown House" - ind på kortet. D.v.s. hjemme ved computeren havde vi problemer med at finde en adresse. Men vi fandt den, og glemte lappen med denne og mange andre adresser på køkkenbordet.
Derfor havde vi kun Polens kortet med grønne post-it pile ud for de byer, hvor de forskellige destinationer skulle være. Selvfølgelig regnede vi ikke med det skulle blive nogen større opgave at finde det omvendte hus, idet nettet flyder med billeder af huset. Det måtte være berømt. Men åbenbart ikke særlig meget i Polen. Ihvertfald ikke på tankstationen i den større by Ko´scierzyna, der ligger lidt syd for Szymbark, hvor huset er bygget inde i en park, med såvel et lille zoo-område, som andre udstillingshuse af træ. Alle huse er bygget af træ, fældet, skåret og behandlet af det savværk, der ligger jord til parken. Selvfølgelig fandt vi stedet. Vi havde faktisk opgivet, og var på vej mod næste punkt, en pier (træmole) i Sopot / Gdánsk. Undervejs så vi et skilt der viste hen til parken. Således vejledt, vendte vi cyklerne og kørte tilbage til parken.
P.s. Husk: I Polen har de også "-stærekasser". Ubetjente foto-radar-maskiner som kontrollerer trafikkens hastigheder på vejene. Men de har ikke så mange som i Sverige. Bødeniveauet kender jeg ikke. Og det er fint med mig!
Inde på parkområdet var der ikke mane gæster denne søndag i september. Vi fandt plads til motorcyklerne mellem nogle biler, ikke langt fra indgangen. Der var masser af tomme pladser, men en retskaffen p-plads-KONTROLLØR kom ilende og gjorde os klart, de havde en p-plads kun for motorcykler, og vi skulle køre derover. Og så skulle han ha 5 zloty i afgift.
Ingen polske penge havde vi rigeligt af, men regnede med de havde en automat. Jo, inde i parken. Fru Nielsen skulle vente udenfor, medens jeg blev ledsaget ind til den eneste butik i hele parken, som havde adgang til internet og en kort-hæve-maskine! Sikke et halløj. Vi overvejede om vi skulle køre igen, men besindede os. D.v.s. fru Nielsen fik mig overtalt. Mit humør var bestemt ikke afstemt til at gøre en nævenyttig parkeringsordonans tilfreds. Jeg var gæst, han var vært. Jeg var turist. Han var fastboende. Han skal ifølge min opfattelse, smile, være venlig og forstående!
Når jeg har lagt hjelm, handsker og låst motorcyklen, skal sådan en pedant ikke spøge med mit humør. Der var masser af pladser den søndag. Efter besøget i parken, kunne jeg konstatere det ville meget meget bedre,hvis han gik ind og sørgede for dyrene fik bedre forhold. Sådan en opgave ville gi mening.
En smule slukørede, bl.a. fordi vi ikke fandt noget mad vi havde lyst til at lukke køberne sammen om, forlod vi parken uden tanke for at vi nogensinde ville komme til at savne den oplevelse nok til, at vi igen ville køre dertil.
Jeg var ikke sur! Jeg var skuffet. Hele området virkede nedslidt. Ingen havde lyst til smil. Ingen følte for at hjælpe os, forstå os eller bare smile til os. Da vi endelig kom ind i parken, var det som om at "nu havde de fået de zloty de havde regnet med at få ud af os, og så kunne vi passe os selv"!
Ok, vi kørte, lidt mindre glade og megetmindre opstemte end vi entrerede parken. Humøret hos undertegnede blev ikke bedre af det efter få kilometer begyndte at regne. Himlen mod nord øst, den retning vi kørte i, mod Gdánsk var mørkegrå og trist. Jeg var bestemt ikke til telt efter dagens oplevelser og regn, og slet ikke da vi endnu en gang - forgæves - var kørt rundt efter Gerda PS anvisninger for at finde en campingplads. Pladsen var en strand med spredt bevoksning, hvortil man skulle køre på cykelstil for at komme frem! Surt show, men heldigvis mødte vi ingen lovhåndhævere som afkrævede os en bøde for ulovlig kørsel på cykelsti.
Undervejs havde jeg set et skilt, hvor de første bogstaver var h-o-t-e-l. Den fine lille "Hotel Moris" vandt aftenens konkurrence om vores "nat-logi-penge". Stedet havde en lille restaurant tilknyttet. Desværre var udvalget på kortet meget småt. Den søde receptionist, som også passede restauranten, foreslog "Dumbling with meat". Kort sagt: Jeg fik rigeligt! En anden gang, undgår jeg "Dumblings" uanset hvad der er pakket ind i melet! Øllet var ok.
På værelset fandt vi papvinen og vores dagbøger frem. Dagens oplevelser skulle på papir. Hvis vi skal have en chance for at huske dagene fra hinanden, skal der noteres lidt hver dag. Et glas vin, notater, samvær i det fremmede, fælles oplevelser. Vi følte os tæt knyttet og glædede os over hinandens nærvær, nød ferien og grinede over den fremmede mad, ingen af os brød os særligt om. Aftenen sluttede med at parkkontrollørpedanten fik et par velvalgte ord.
Morgener er dejlige. Ikke mindst når man selv bestemmer hvornår man vil op og hvad man efterfølgende vil bruge dagen til..Hvis der ovenikøbet hører et godt morgenmåltid til, ikke mindst et par kopper go (GOD) kaffe, ja så er livet bare herligt.
Vores proram i ferien er: Op af sengen, morgentoilette, morgenmad, pakke vores pakkenelliker ned og hænge alt på cyklerne, for derefter at køre
a) enten til eller mod næste mål, som vi
b) enten har fundet hjemmefra via research eller
c) opdaget undervejs eller
d) bare kører en tur fordi det er det vi kan lide i
e) den retning det passer os bedst, eller
f) der hvor vejret synes at være som vi ønsker..
Såre simpelt. Et enkelt program, som er til at forstå og til at leve med........
Denne morgen var ingen undtagelse. Motorcyklerne stod i kælderen under hotel Moris. Tørt, lunt og skjult for nysgerrige blikke og langfingrede ungersvende eller -kvinder. Dagens mål var Ulveskansen, men inden vi forlod Sopot, bydelen nord for Gdánsk, ville vi gå en tur på den gamle træmole, som byen er kendt for. At finde hen til molen var ikke svært. At finde en p-plads til motorcyklerne var næsten umuligt, hvis vi da ikke ville betale for en plads foran et af de store hoteller, som ligger med første parket til det gamle træværk, der rager godt ud i bølgerne..
Vi ville ikke betale for at parkere. I stedet fandt vi et fortov der var så bredt, cyklerne kunne klines op ad husmuren, medens det stadig var muligt at passere, uden at skulle ud på gaden.
For at komme ned til stranden hvor molen var, skulle vi enten gennem et af hotellerne, eller gå udenom. Vi valgte det sidste. Mente ikke vores outfit kunne harmonere med hotelgæsternes ditto. Vi fandt vej og kom ned til sandet, hvor vandet pjaskede mod molens gamle træpæle. Fandt derfra en vej, op gennem et sandt inferno af salgsboder med kæmpe udbud af samme slags turist effekter, som mange andre steder blev solgt til samme uhyrlige priser. Dagen var stadig forholdsvis ny. Endnu var sværmen af turister ikke dukket op ved boderne, og selv om vi ikke følte trang til at købe noget som helst, lod vi øjnene researche udbuddet. Blot for at være sikre på vi kunne undvære såvel smyker, som badebolde, -dyr og andet tingel tangel bemalet med en mole, der hvis jeg ikke tog meget fejl, skulle ligne den vi var på vej ud på..
Så langt så godt. Men så gik den heller ikke længere. For at betræde molen, skulle man erlægge et, for os at vurdere, uhyrligt stort antal zloty. Det ville vi ikke. Så hellere gå en tur langs stranden, eller i en skov eller nationalpark. Altså, vi havde været på molen. Vi havde set den. Vi havde overvejet om det var pengene værd. Det mente vi - samstemmende - ikke det var. Altså tilbage til motorcyklerne. Og ud af Sopot og mod øst. Kursen var sat mod Ulveskansen. En god lang tur lå foran os. Med, skulle det vise sig, mange fine små oplevelser, der kom farende imod os hele tiden.
På billedet nedenfor er en meget fin detalje, som polakkerne i høje og fine vendinger skal have ros for.
I forbindelse med et større vejarbejde, havde de spændt brædder fast om vejtræerne, således de store grove maskiner, der blev brugt til at forbedre vejen med, ikke så nemt kunne komme til at ødelægge træerne. Bravo, flot og betænksomt
Frokosten denne skønne dag, blev indkøbt og spist i en mindre by. Vi havde kørt langt. For langt i forhold til mit indre madur, som havde alarmeret hjernen nogen tid, inden det lykkedes os at finde en større by, hvor vi regnede med der var såvel en bager som en slagter. Eller et supermarked, hvor vi kunne købe brød, ost og måske noget skinke. Det lykkedes, men så sent at jeg bare næsten pr. omgående måtte have noget mad indenbords, Derfor foreslog jeg - ja fruen vil måske på det nærmeste sige, jeg insisterede på, vi skulle finde et sted inde i byen og spise. Det blev på byens torv.
Godt forankret (fik du den?) satte vi cyklerne på støttefoden, fandt JebBoiler og andet nødvendigt spiesværktøj frem, og nød et herligt måltid til stor glæde for såvel de handlende, som kiggede smilende med fra deres butiksdør og fra de mange, der mere eller mindre tilfældigt kom forbi, medens vi sad og fik stillet vores sult midt på deres lille torv.
Bænken, det hårde granit ankeret var udstillet på, var ikke just den bedste siddeplads. Snart var vi klar til at trille videre
Efter nogen timers søgning, så vi skiltet vi havde søgt. Skiltet fortæller vi var tæt på Ulveskansen,
På 'wickipedia' hedder det, citat: "Ulveskansen (Führerhauptquartier Wolfsschanze) var det kodenavn, tyskerne brugte for et af Adolf Hitlers større militære hovedkvarterer under 2. verdenskrig. Anlægget ligger i det tidligere Østpreussen, nu otte kilometer øst for Kętrzyn (tysk: Rastenburg) i Polen. Hitler opholdt sig i 800 dage i dette hovedkvarter, som dermed blev et af de vigtigste kommandocentre i Det tredje rige. Den 20. juli 1944 foretog tyske officerer et mislykket attentat på Adolf Hitler i Ulveskansen. Hitler overlevede og betragtede det som et tegn på forsynets gunst. Anlægget blev sprængt i januar 1945, da sovjetiske styrker nærmede sig Østpreussen. Det er nu et polsk frilandsmuseum."
Ulveskanse-besøget blev en vandring i beton- og jern ruiner. TIlbage i 2013 besøgte jeg Ulveskansen første gang. Derfor vidste jeg hvor vi skulle parkere vore motorcykler. Jeg vidste hvor vi skulle betale for indgang og huskede hvor jeg fik de indtryk der satte sig stærkest i mig. Nu var jeg tilbage. Nye kuldegysninger krøb ind under min svedige jakke allerede ude på parkeringsanlæget. Uagtet der ikke var tale om udryddelseslejr eller deciderede torturkamre, var det trods alt her, i ly af kollosale bunkere, mange af de tanker og planer blev udviklet, som i løbet af WW2 kostede tusinder og atter tusinder af mennesker livet.
Skansen lå dengang, som nu, i et stort skovområde i det østlige Polen. Der var adang til området med tog, og en mindre flyveplads lå kun få kilometer fra anlæget. Stedet var perfekt til Hitlers formål, fortæller historikere.
For mig - og mange andre, er stedet i dag en mindeplads for krigens gru. Hitlers folk lagde selv stedet i ruiner, da de forlod Ulveskansen i januar 1945. Ingen skulle kunne finde belastende materiale, hvis Tyskland - mod egne forventninger, men med udsigt til, at skulle tabe krigen. Ordren var - tydelig nok - at alt skulle sønderbombes. Og således ser det ud endnu næsten 70 år efter krigen stoppede.
At vandre rundt i ruinerne medens tankerne løber rundt i de mange forskellige ting hukommelsen har samlet op gennem årene, giver sved på panden, rynkede bryn. Den dag i dag, forstår jeg ikke, hvad der får mennesker til at "finde på så meget ondskab" .
For at kunne bygge dette kæmpe store anlæg, ialt næsten 3 kvadratkilometer, fortæller Wickiepedia, blev der brugt cirka 1,7 millioner dagsværk, udført af ca. 3000 arbejdere og op til 30.000 slavearbejdere. Et kæmpe anlæg, hvor nogle af bunkerne har op til 10 m. tykke betontage!
Efter omkring 3 timers ophold, hvor vi kravlede og travede rundt, på og udenfor de trampede stier, læste skilte, snakkede om indtryk, dvælede ved steder vi ikke umiddelbart forstod, fotograferede beton, jern og forfald, forlod vi Ulveskansen ved lukketid.
Undervejs for at finde et sted at overnatte, var der stille i samtaleanlægget. Indtryk fra besøget i Ulveskansen skulle sætte sig. Begge have vi haft mange tanker om stedet. Undervejs rundt på skansen, havde vi delt mange af disse tanker. Da vi igen sad på motorcyklerne, da rutinere med at køre indfandt sig, var der igen overskud til at tænke på det vi havde set, det vi havde hørt og de indtryk vi havde dannet. Ingen af os havdestørre behov for at snakke lige med det samme.At være tilbage i nuet, på motorcyklen, på vej mod nye mål, oplevelser og indtryk, gjorde godt, og fjernede efterhånden som afstanden til Ulveskansen blev øget, den trykkende stemning af krig og ødelæggelse.
Turen fortsatte efter forslag fra Gerda PS mod sydøs, hvor Gerda hårdnakket påstod der skulle være en campingplads med det lidt misvisende navn "Elixir Hotelik Caravan Camping". Vores undren skyldtes sikkert vi ikke kender meget til det polske sprog, men caravan camping, det mente vi at kunne genkende og bruge til noget. Pladsen lå lidt væk fra den større vej. Græsset hvor vi kunne slå teltet op, nåede helt til søens blå kant.
Efter lidt køren rundt på pladsen, fandt vi behag i et sted ved en lille gruppe træer, hvor der stod et bord-bænk-sæt med tag.
Efter fru Nielsen havde stoppet en vaskemaskine med det meste af vores tøj, satte hun sig med mobilen og fik lidt styr på verdens situationen. Jeg dækkede bord, startede JetBoileren og nussede rundt. Der var ro, der var ingen generende myg, kun ganske få naboer. Ingen forstyrrende larm fra trafik. Vi nød at være i et fremmed land, hvor vi følte os trygge og godt tilpasse. Luften var lun. Blæsten meget svag. Kaffen var varm. Rødvinen tempereret. Manden velvalgt. Livet var en fællesdans værd.
Inden vi kravlede i soveposerne, fik vi vasket op (hehe - en meget nem tjans) og hængt vasketøj op. Vi håbede det kunne nå at tørre til næste dag.........
Men, det kunne det ikke, hvorfor det blev spredt ud over bord og bænke for at tøjet kunne "nyde solen og tørre" helt. Snor og klemmer havde vi med hjemmefra. Vi lod to og fem være lige, og nød fuglenes sidste strofer fra skjulet mellem træernes grene.
Helt som forventet og håber, slog vi øjnene op næste morgen. At synke morgenmaden og får pakket lejren sammen, tog tid. Dagens mål var Treblinka KZ lejr. Fra campingpladsen ved Gi`zycko til Treblinka skulle der være ca 300 km hvilket var en fin lille strækning, som vi hurtigt kunne køre. For at give tøjet mulighed for at tørre mest muligt, pakkede vi ned i slowmotion. Det var en lise for sjæl og legeme at tage en ting, lægge den sammen/skille den ad/putte den hen hvor den havde sin plads på motorcyklen, og gå videre til næste ting.Som det hedder udtrykt i gamle vendinger, i ro og mag fik vi tøj, grej og lejr pakket i tasker, og fastgjort på motorcyklerne, inden vi forlod pladsen med et smil om munden og et lille trut i hornet til Campingmutter som stod på en balkon og vinkede.
Vi kørte gennem skove større end de fleste i Danmark. Når det ikke var træer der dækkede jord og udsigt, kunne vi se velplejede marker eller søer. På markerne havde landmænd travlt med at udnytte solens varme til at give gode vækstbetingelser til næste års afgrøder. Hvis landmændene ikke såede, var de igang med at pløje eller harve. Ude på søernes vande, var flokke af ænder, gæs og andre vadefugle igang med at finde føde. Om frøerne kvækkede langs bredderne, kunne vi ikke høre for motorens taktfaste dunken. Men mon ikke? Vi så ihvertfald nogle store fugle spadsere på lange røde ben i vandkanten, medens næbbet afsøgte området i jordhøjde. Tænker de havde travlt med at lokalisere hvor frøerne var?
Vejene fik et par bemærkninger fordi de nogle steder var alt andet end gode! Vi fulgte længe nogle af de mindre veje, og deres asfalt havde taget skade af vind og vejr og dagligt brug. Undervejs bemærkede vi ikke navne på steder, men et enkelt sted nåede jeg at opfange et byskilt med et navn, som vi ofte i Danmark bruger som udtryk for noget som er gået galt!
Ovenstående by-navn kunne jeg sagtens ha benyttet om trafiksituationen på nedenstående foto. Men husker ikke om jeg gjorde! Hvilket jeg bestemt ikke tror jeg gjorde!!!
Tæt trafik, ovenikøbet af større lastvogne, gennem mindre og snævre byer, det er ikke min livret. Uanset hvilket transportmiddel jeg selv kører!
Rigeligt om dette. Vi var ikke kørt hele vejen til Østpolen for at diskutere eller studere trafikale forhold. Et enkelt område vil jeg dog kommentere på. Asfaltens overflade. Endnu en gang måtte vi konstatere vejenes stand kunne ønskes bedre.
Ikke mindst de sidste kilometer, fra den større vej vi kom fra, ind til Trebllinka lejren. Den var meget dårlig.Og smal. Med opkørte rabatter. Og lejren var dårligt skiltet. Men vi vidste det skulle være i området. Og vi fandt lejren.
Treblinka består i dag af et mindre museum, mange natursten, stillet op uden tilhugninger. En del med navne hugget ud i den hårde sten. Store betonbjælker er lagt som illustration af det togspor, der for mere end 850.000 fortrinsvis jøder, var endestation for deres livsrejse. Der er rejst et stort monument i midten af de mange sten. Familie og andre besøgende lægger blomster, eller stiller levende lys på og mellem stenene. Også i Treblinka forfalder man nemt til, gennem stilheden og fuglenes pippen, at høre de mange klageskrig og suk, der må have lydt ud over området i begyndelsen af 1940'erne.
Nogen vil måske smene vi, fru Nielsen og jeg, brugte vores ferie til at svælge i ødelæggelser, pinsler, tortur, og død. Sådan opfatter vi ikke vores tur rundt til Anden Verdens Krigs smertesteder i Polen. Vi mener vi opsøger disse steder af interesse for vores egen og ikke mindst vores forældres samtid..En interesse vi deler med rigig mange andre gæster. Mange unge skoleelever med deres lærer. Mange mænd og kvinder på vores egen alder. Mange som "næsten" selv har oplevet tiden. Vi er børn af forældre, der levede under krigens tryk. I Danmark ja, og for mine forældres vedkommende, uden at tage aktiv del i krigen. Men mine forældre måtte undvære mange ting, og havde ikke andet valg, end at indrette sig efter en overmagt, som bestemte for dem. Mine forældre, især min mor, har fortalt meget om de skrækkelige fem år i 1940'erne, hvor alle følte sig utrygge og bange.
Som ung læste jeg en del bøger om sabotagen, modstandsbevægelsen i Danmark. I skolen blev vi undervist af voksne, som alle havde kendt og mærket krigen på egen krop. Jeg er nysgerrig, Interesseret, men jeg forstår ikke hvordan det kunne ske. Historiske forklaringer og udredniger, dem har jeg læst og hørt om. Men derfra og til at forstå de mennesker, der har så store drømme om magt og indflydelse, at de tilsidesætter alt andet, for at opnå endnu mere magt til at herske over andre menneskers liv og død, det formår jeg ikke at forstå.
Nuvel, den diskussion skal ikke tages her. Men en del af ideen bag vores tur til netop Polen var, at vi ville besøge steder med relation til Anden Verdenskrig.. Senere på turen besøgte vi også Auschwitz-Birkenau.
Efter Treblinka, ud på vejen igen. Næste mål var at finde et sted at sove. Undervejs til vores overnatnings sted, nåede jeg at fange disse små "glimt af dagligdagen" langs landevejen. Sæt selv ord ............
