Æd mit støv

Inden vinteren var blevet til forår, rejste jeg til Østafrika.

Zanzibar bød på kanosejlads, 40 gr. varme og luftfugtighed på 90.

Tekst og foto: Peter Kr. Riber

Kapitel 1     Kapittel 2     Kapitel 3

Dronningens nytårstale er et must. Den må vi høre. For at være godt rustede til et nyt års udfordringer, skal vi have vores Dronnings velsignelse over Dannmark, søens folk og grønlændere, med i baghovedet. Årskiftet 2022 til 2023 blev anderledes, idet de skønne venner Jeanne og jeg skulle fejre nytåret med, kom op med en spontan idé om at næste motorcykeltur skulle køres i Afrika. Om det var efter talen, eller under det kæmpe gode måltid mad vi spiste, idéen blev omtalt, husker jeg ikke. Sikkert er det at vi efter flere glas af hvid-, rosé- og rødvin, var tanken om en tur med MCsafari.dk til Afrika en kæmpe go plan.
    Noget af det eneste jeg er helt sikker på fra den aften er, at det var Thorkild der bragte forslaget frem i tågerne. Tågerne lå tæt omkring det shelter Jeanne og jeg sammen med Thorkild, Rikke, Michael og Rita havde valgt at fejre overgangen til 2023 i. 

Fakta er, at Thorkild, i sin tale, et speak som Stefan, ejer af MCsafari.dk kunne være tjent med at bruge som saltstale, fik tunet flere billeder frem i min hukommelse. Jeg havde set et indlæg på FB om den tur Thorkild snakkede så varmt for. Og min udlængsel var - og er altid - stor, så jeg kunne sagtens se mig selv på tur på de afrikanske savanner, selv om en alkoholisk dis, havde blandet sig med den tåge, der hele natten gemte himlen over Kvong.
   Michael var meget lidt vild med tanken om at skulle op og sidde fastspændt på monkeyclass i en trang kabine, omkapslet af et fly, som er så tungt, at det rent faktisk ikke kan flyve, ensige lette fra startbanen. Den kan kun flyve fordi den ikke ved den ikke kan!!! Men også Michael blev pacet til at tro på at en safar i Tanzania ville være en kæmpe go oplevelse, flyveturen til trods.

Fest og farverige kommentarer og billeder fulgte med den fælles beslutning hos de herrer Michael, Thorkild og undertegnede. Vi ville afsted. Start februar fandt vi frem til, hvorefter vi tog fat på næste emne. Resten af aftenens samtaleemner og hændelser lader vi blive tilbage på MIniPrimiCamp.dk, fordi Lejrchefen har en regel der hedder: Hvad der sker på MiniPrimiCamp.dk., det bliver på MiniPrimiCamp.dk

Første januar dukkede op, himlen var stadig skjult i disen. Vi var nogen der håbede at også idéen om en tur til Østafrika var skudt op i himlen, for at forsvinde sammen med den smule nytårskrudt, en venlig nabokone havde foræret mig. Men musketereden om at vi skulle afsted, var ikke glemt. Thorkild var fast besluttet på at skulle med. Og vi andre måtte jo springe på turen også, for at lade Thorkild alene på turen, det gik ikke, var Michael og jeg helt enige om. Og vi fik ret. Selv med os som følgesvende, kom Thorkild galt afsted. Ikke nok med han punkterede sin motorcykel fem - 5 - gange. Han nåede også at....... Mere følger senere.

Hvorom alting var, stod vi tre, frysende i vores store motorcykeljakker, på peronnen i Esbjerg, klar til at stå på toget mod København, hvorfra vi skulle flyve til Zanzibar, en tidlig morgen i februar. Jo kære læser, hvis du mener at vide MCsafari.dk ikke har en rejse til Zanzibar, har du ret. Alligevel er det helt i overensstemmelse med sandheden, når jeg fortæller vi skulle med fly til den kendte ferieø. Stefan, MCsafari.dk har nemlig planer om at lave en tur til solskinsøen. Vi var en slag fortrop, som skulle køre en tur på øen sammen med Stefan. Undervejs rundt skulle vi finde 'gode veje', egnede steder til overnatning samt  vurdere seværdigheder og forlystelser, der kunne være et stop værd.
   Mange timer senere stod vi ud af bugen på kæmpeflyet, og svedte gevaldigt i de lange bukser. Temperaturen lå tæt på 40 gr. C og luftfugtigheden på ca 80%

Varmt, indelukket og til ingen nytte!

Vel ankommet til øen, skulle vi udfylde nogle indrejsepapirer og ansøge om turistvisum. Det blev en meget varm omgang. Næsten alle i flyet var turister, og alle skulle igennem samme "officielle velkomst". Vi var mange der havde det rigtig varmt, og enkelte fik det ovenikøbet så varmt, at de blev dårlige. Men, ingen vej udenom.
   Vi var heldige. Medens vi ventede i en kæmpe lang kø, fik en sikkerhedsvagt ondt af os, og åbnede en ny kø, som vi hurtigt fandt over til. Dermed gik det lidt hurtigere. Og åbenbart også for hurtigt, for jeg var så uheldig at den tolder der 'ordnede' mine papirer, glemte at give mig en lap papir, som jeg - efter længere ventetid i en anden kø, måtte tilbage og hente. Tilbage ved den tidligere låge, var hele køen der væk. Fint, men den tolder der havde behandlet mine papirer, kunne ikke finde dem i (rodet) igen, så han måtte lave en ny lap med diverse stempler, som jeg kunne tage med tilbage. Igen heldigt, blev jeg vinket frem i køen fordi mine papirer næsten var færdigbehandlet. Sveden drev af mig, og den ekstra omgang i toldbehandlingen, gjorde ikke mit ubehag ved situationen mindre.

- Nøj, jeg får lyst til et glas mælk, kommenterede Thorkild en storbarmet flot sort kvinde, der kom imod os, iført røde højhælede sko, en stram nederdel, der skjulte en velformet bagdel, og en nedringet bluse, som åbenbarede en lokkende kavalergang. Desværre lagde jeg ikke mærke til hende, men jeg tror på hvad mine venner fortæller mig.

Den tid det tog at komme gennem tolden, havde bagagefolkene udnyttet. Vores bagage var klar til afhentning, da toldpapirerne var behandlet. Vi kunne derfor ile gennem ankomsthallen og ud i varmen til Stefan, der stod med kolde sodavand og ventede på os.

Der var også andre der var klar til at tage imod os. Café 27, Zanzibar Airport Hotel havde værelser fri til os. Med stor hast fik vil tildelt vores værelser, smidt vores bagage og skyndte os derefter til baren, hvor vi hurtigt fik bestilt en omgang kolde øl. Eller, var det to omgange? Jeg husker det ikke. Øllene, lokale Kilimanjaro og Serengeti, blev skænket af unge Rouqaiya, som smilede venligt hver gang hun måtte bære nye forsyninger til vores bord. Hun blev tiltalt på swahili, som Stefan taler, efter han har levet 10 år i Tanzania. At han, en hvid turist, kunne tale det lokale sprog forbavsede mange af dem vi mødte på vores tur.

Hotellet lå på samme gade som udlejningsfirmaet, East African Motorcycles.com, hvor vi skulle hente motorcykler næste morgen. Dog var vi nysgerrige, og trængte desuden til at få rørt benene, samt skifte luften i lungerne, så vi gik de få hundrede meter til udlejningsbureauet. Desværre var de ved at lukke til fyraften, men Stefan fik løftet presenningen, så vi kunne få et glimt at de Royal Enfield Classic som vi dagen efter skulle indlede vores odyssé på Zanzibar på. 
For mig var det kærlighed ved første blik. Straks jeg så der var rød, sagde jeg "Helle for den røde". Og sådan blev det.

Næste dag ved åbningstid, stod vi klar til at tage mod personalet. Okay, de var mødt, men de havde ikke haft åbnet længe, inden vi ankom.

   Udlejren hedder Olga, hun er græker og gift med Eric, som ejer Eastafrican Motorcycles. Jeg fastholdt jeg gerne ville køre på den med rød tank. Ingen modsatte sig, så jeg fik den Lille Røde, som var en 350  kubikker, hvor de andre fik 500 kubikker Classic. Men det var ligegyldigt. På  Zanzibar tænkte jeg at 350 kubik ville slå til. Motorcyklerne var udstyret med sidetasker. Taskerne lignede de soldatersidetasker jeg kender fra tidligere tider i Danmark. Stive, små og bestemt ikke vandtætte. Men pyt. De rakte til den smule oppakning vi skulle have med, og vi forventede ikke regn.

Olga var ikke den eneste der var mødt på arbejde den dag. En zanzinit, en ægte indfødt masai i original klædedragt og med stor machete hængende fra bæltet, hjalp til med motorcyklerne. Desuden var der en to-tre andre ansatte i den lille butik.

Cyklerne blev linet op. Hver af os begyndte at pakke vores ting i taskerne, samtidig med at Olga indledte papirarbejdet. 

Hver motorcykel blev gennemgået. Buler samt fejl, mangler og skader blev noteret. Benzinstand kontrollert og derefter skulle vi sætte vores autograf og betale depositum og leje af cyklerne. Nem og smertefrit. Jeg gav ca 275 kr. pr. dag, inklusiv forsikring, fri kilometer m.m. for den 350 kubik Classic jeg kørte. En 500 kostede ca 350 kr. pr. dag.

Papirer udfyldt og underskrevet. Betaling ordnet. Vi er så klar til afgang, sammen med guiden, Khamis, som senere viste sig at have planlagt et par gode overraskelser til os. For mig var det første gang jeg kørte en Royal Enfild. Spændende, og overraskende hurtigt, vænnede jeg mig til den lille cykel med kun 20 HK. Jeg sad godt, omend jeg gerne ville have forlænget afstanden mellem sæde og fodhvilere. Den lød fint og gik pænt jævnt i motoren. Jeg oplevede ikke problemer med at følge med de 'store' 500 kubikker, som havde hele 7 heste mere at gøre godt med. 

I trafikken var ingen i tvivl om vi var turister. Vi lignede det vi var. Turister. Dels havde vi alt vores udstyr på. Altså tøj med beskyttelse, hjelme, handsker og støvler, beregnet til at mindske skader ved uheld. De lokale kørte i shorts, t-shirts og klipklapper. Dels skulle vi vænne os til at chauffører i biler, stort set ikke tog hensyn til motorcykler. Hvis det passede en bilkørende trafikant at overhale når der knap var plads til en knappenål, så gjorde de det. De kørte også så tæt på, at vi kunne høre når de trak vejret gennem næsen. I forsøget på at komme først, gav de ikke meget plads efter de havde overhalet. Trafikkulturen på Zanzibar afvikles efter "største køretøj har ret"!!! Alle andre må vige, eller tage følgerne!

Kort efter start, forsvandt byen i sidespejlet. Foran ændrede vejen karakter og blev snart til grusbelagt landevej. En ændring jeg havde set meget frem til. Men med ændringen kom også det der har givet anledning til reportagens tittel: Æd mit støv.

   Som altid når jeg kører på motorcykeltur, hang mit Nikon i sin rem om min hals. Jeg laver billeder undervejs, men støvet fra de foran kørende venner, havde jeg ikke haft med i mine overvejelser. Heldigvis er mit kamera og objektiv 'støv og vandafvisende', hvilket jeg inderligt håber fabrikanten har styr på og ikke har lovet for meget.

Dagens første stop var under et par store træer, som gav skygge til både motorcykler og mennesker. Sæderne på motorcyklerne bliver meget varme når de står såldes solen kan skinne på og varme sædeovertrækket. Derfor er det en go ide at parkere i skygge.Få meter fra det sted vi stoppede, begyndte den ebbevej, vi skulle over. Målet var at besøge øen Uzi. Ebbevejen til Uzi var meget anderledes end ebbevejen til Manø, øen i Vadehavet syd for Esbjerg, der kun kan besøges ved lavvande. Nøjagtig som Uzi.  Vi var heldige. Vandet var væk, og vi kunne køre tørskoede til den lille ø.

De første par hundrede meter, lignede vejen en almindelig grusvej med bump, huller samt store og små sten i en stor blanding. Derefter blev vejen til en stenet fornøjelse. Halvstore sten med masser af kanter og huller, var dynget op over mudderet. Vejen var hævet, og tænker jeg, kunne derfor anvendes over længere perioder mellem høj- og lavvande. Stenene ligner kalksten. Alle samlet op af havet, tror jeg. Faktisk ligner det et "dødt" koralrev, der har fået nyt liv i form af at levere overflade til en ebbevej. 

   På begge sider af vejen, voksede mangroven. Tæt og tilsyneladende uigennemtrængelig. 

Ankommet til øen skiftede vejens underlag igen. Fra de hårde kantede sten til jord. Rødt jord, som overalt i Afrika. Og små pytter, som der også havde været nogle få af ude på ebbevejen. Farten blev sat lidt op, endskønt vejen egentlig ikke var til højere hastighed. Dels var der hullerne, dels var vejen snæver og der var en del gående og cyklende der også skulle levnes plads og rådighedsrum til.

Khamis ændrede kurs. Han førte os ind på en sti, som nærmest var et singel spor. Herligt, nu var det pludselig så meget sjovere at køre. Smalle spor der snor sig som en slange gennem underskoven, med rødder på tværs, små og større mudderhuller og skarpe sving, udfordrer og gør kørsel meget mere attraktiv og spændende. Men at vi skulle overhales af en indfødt på cykel, altså trædecykel, det stødte mig på mine motorcykelførerevner! 
   Cyklisten overhalede os alle, men da han kom frem til vores guide, sænkede han hastigheden og de to talte sammen. Sådan fortsatte det nogen tid. De to, guiden og cyklisten, fulgtes pænt ad, og pludselig var vi ude af skovens mørke.

Foran os åbnede skoven sig. Skovbunden blev til en lys sandstrand, hvor mangrovetræer dækkede for udsigten til vandet.

   Motorcyklerne blev parkeret under et træ. Vi vidste ikke hvad der skulle ske. Snakken gik på swahili mellem guiden, Stefan og cyklisten. Snart gik det op for os, at vi skulle præsenteres for en skøn badestrand, som dukkede op i en åbning af mangroven.

Som jeg altid har hævdet, løst sand er noget skidt at køre motorcykel i. Det måtte Stefan erfare da vi skulle køre væk fra den fine sandstrand. Han kom for langt ud i det bløde hvide underlag, og måtte have hjælp for at komme op i skoven igen.

- Er der interesse og stemning for at komme lidt ud og sejle? I kano? blev der spurgt. Øh, ja, måske!  Men hvordan? Faktisk ville jeg hellere køre en tur på motorcyklerne. Nu var det lige ved at bliver rigtig godt. Den lange ebbevej gennem mangroen. Singel sporet gennem den tætte skov. Lad det fortsætte. Jeg lod mig overtale. En seljtur, kunne da oss være sjov og spændende. Så ja, lad os sejle inden vi fortsætter turen. 

   Alle kom fri af stranden, gennem skoven og fandt tilbage til ebbevejen. Under et stor baobab træ gjorde Khamis holdt. Cykelmanden dukkede op. Han forklarede lidt på gebrokkent engelsk at han ejede de kanoer der lå i en lille naturlig havn, ca midt på ebbevejen. Fra et vakkelvornt skur, som lignede noget der have overlevet mange år i skoven, hentede cykelmanden nogle årer, satte sig op bag på Khamis' motorcykel, hvorefter turen fortsatte mod fastlandet, d.v.s. mod Zanzibar.

Motorcyklerne blev parkeret i et lille sving, hvor vejen var bred nok til at cyklerne kunne forlades uden at de ville genere den øvrige trafik. Vi var lidt nervøse for at efterlade bagagen, men blev beroliget. Næsten alle på øen er muslimer, og de har meget hårde straffe, hvilket afholder langt de fleste fra at berige sig fra andre. Altså lod vi cykler være cykler, bagage være bagage, og tog alt det tøj af vi kunne og gik skyndsomst i bådene.

Fulgt af nysgerrige blikke fra en far med sine to piger på armen, nærmest kravlede vi ned i bådene. Det var ikke så nemt. Vandet var helt sikkert vådt. Stenene skarpe. Bunden dækket af dybt mudder. Vores værdier, kameraer, tasker med pas og penge o.l. måtte ikke blive vådt. Forsigtighed var en dyd, og det lykkedes alle at komme i bådene, uden at komme i nærkontakt med vandet.

Med alle på plads i kanoerne, blev padlerne forsigtigt sat i vandet. Der var smil på læberne. Foran os lå en tur rundt i mangroven. Noget som vi for det første ikke havde planlagt. For det andet noget ingen af os tidligere havde prøvet. Og for det tredje, ventede et lille ekstra eventyr på os, medens vi langsomt gled rundt mellem de mange rødder, som stak op af det blanke vand. I vandet mellem rødderne så vi masser af stimer med små fisk. På rødderne sad salamandre (?) leguaner og lignende firbenede kreaturer, der var meget svære at få øje på. Deres camoflage er meget effektiv. Lidt højere i træerne sad fugle og gjorde opmærksomme på sig selv, med deres mange forskellige lyde.

Turen rundt i mangroven i kanoerne, var et rigtig fint indslag. TIlbage ved 'havnen' sagde vi pænt tak for turen til Cykelmanden Isak, som undervejs rundt i mangroven, fortalte mig at han arbejder for at mangroven vokser. Sammen med andre ngo'er planter han strandenge til med skud, der gerne skal vokse og blive til nye skove. Han drager verden rundt og fortælle om sin indsats, og skraber penge sammen til flere tiltag. Se og læs om Eco Kayaking 

Inden vi nåede afsted, passerede denne bil forbi os på vej mod Uzi. Bilen er læsset med passagerer og varer. Smilende og vinkende, hilste de på os turister.

Tilbage i sædet på den lille Classic, lagde jeg mærke til skyggerne. Når jeg kiggede på de andre, lå deres skygger "lige under dem". Vi var meget tæt på ækvator, og fordi vi var syd for ækvator, lå skyggen mod nord. Spøjst, tænkte jeg tilbage på min første tur på motorcykel på den anden side af ækvatorlinjen. Det var i 2008 hvor jeg var i Australien. Dernede havde jeg meget svært ved at 'finde rundt'. Efter nogle dage havde jeg vænnet mig til, at solen gik "forkert". På den sydlige halvklode går solen fra øst mod vest, men fordi jorden kredser rundt om solen, over ækvator, opleves solen som om den har ændret bane, og ses i nord.

Næste punkt, efter planen, var Jozani-Chwaka Bay National Park, og da den lå ikke langt fra Uzi, var vi hurtigt fremme. Vejen dertil var kedelig asfalteret, med rigelig trafik, og kun fritgående græssende køer, små motorcykler med 2-3 personer samt et pænt udvalg af små lastbiler, underholdt os med deres fremmede kultur.
  Jozani-Chwaka Bay National Parker især kendt som hjemsted for de røde culumbus aber, som kun findes på Zanzibar. I den store park, arbejder mange rangers, som hver fører en lille gruppe rundt mellem træerne, og udpeger aberne. Aberne er meget vant til folk, og selv når turister, som os, kom meget tæt, indenfor et par meters afstand, blev de siddende, og fortsatte med at spise eller hvad de ellers havde gang i.
   Selv om jeg ikke har den store erfaring med aber, tror jeg ikke det er helt almideligt at aber skider i hovedet på folk. Men sådan var det i denne skov. Aberne forrettede deres naturlige nødtørt, uanset de sad lige over hovedet på én eller flere turister. Det siges at betyde held, hvis en fulg er så heldig at ramme én med sin afføring! Betyder et abeeskrement mon så dobbelt held? Ihvertfald er abens afføring størrer!!! Heldigvis fik de ikke ram på mig, selv om det var tæt på.

Når guiden manglede ord, eller 'glemte' at fortælle en detalje, var Khamis straks klar til at hjælpe. Khamis taler et fint engelsk, og han ved rigtig meget om såvel dyre livet, botanikken som om historiske detaljer for Tanzania, især Zanzibar, hvor han bor og lever med sin familie. Som lokal guide er han meget væk fra hjemmet. Dog, hans arbejde er at køre motorcykel og fortælle om "livet, kulturen og seværdighederne" på Zanzibar, og det er  en i mine øjne et spændende liv. Skal du til Zanzibar, vil du leje motorcykel og gerne have en god guide, vil jeg gerne anbefale ham. Olga, hos East African Motorcycles kender ham, og du kan spørge efter ham der.

Aben på billedet er en rød culumbus. Når du går rundt i parken, skal du kigge op mod trækronerne eller ned i skovbunden. Næsten overalt vil du se de små dyr sidde og holde øje med dig, eller være optaget af at lege med hinanden.
   En ranger fra parken, viste rundt. Jeg fik ikke fat i navnet. Tror han var ret ny i faget, for et sted i skoven, hvor der var mange aber, kom en ældre udseende ranger, og skældte den unge ranger ud. Jeg fik senere at vide, det var fordi den unge "ikke måtte gå i den sektion af skoven". Hvorfor ved jeg ikke, men vi måtte vende om.

Skoven byder også på andet end aber. Der var mange træer af speciel oprindelse, måske sjældne? Der var også kæmpe store "børsteorm", tusindben eller hvad man skal kalde de sorte larver med røde ben?

Dagens lyse timer var ved at brænde ud. Aftenen nærmede sig, og det var tid at finde et sted at sove. Vi sagde pænt farvel til rangeren, og "vores" Khamis guide tog igen over. Med den røde hjelm på hovedet kørte han forrest og viste os vej gennem mere skov. Trafikken var ikke så tæt som tidligere på dagen.
   Vejen førte gennem landsbyer, hvor dagens vareudbud, stadig ikke var udsolgt. Tænker kvinderne håbede på en sidste handel inden lukketid. 

Billedet nedenunder er hovedindgangen til det hotel, vi skulle bo på. Hotellet lå helt ud til vandet. Karamba Resort er et hotel i Kizimkazi Mkunguni, en fiskerby på den sydlige kyst af Zanziba

   Jeg anede ikke vi var på vej ind i på et hotel. Ad en smal passage der førte os væk fra en meget lille lysning, hvor der knap var plads til vores motorcykler samtidig med en bil, gik vi frem mod et hus. Det var hotellet. Vi kom ind på et overdækket barområde, hvorfra vi skulle videre lands vandet, til nogle små huse der lå på første parket til stranden. Øh havet. Der var et trin ned fra dørtrinnet og til havet. Trinnet var 8-10 meter højt, og der var ingen sand mellem klipper og vand. "Klipperne" var koralterrasser, skarpe, mange kantede og ikke spor venlige mod mine følsomme fødder, oplevede jeg da jeg sammen med de andre skulle ned og bade i det meget varme vand.

Velkomsten var herlig. En velkomstdrik, serveret af en smilende tsanzanier i en farverig kjole. Vi var tørstige, og den læskende drik bekom os rigtig vel. Medens Thorkild, Michael og jeg nød drikken, ordnede Stefan booking af værelser. Formaliteterne blev hurtigt ordnet, og vi fortrak til værelserne for at få de varme bukser af. Inden de korte blev trukket op om bagdelen, var vi i bad. Herligt at få sveden skyllet af, inden vi gik i baren.

Fra den overdækkede bar, var der udsigt til en mindre sandstrand med fiskerbåde, badende og selvfølgelig palmer. Om aftenen havde byens ungdom meget travlt på stranden. Helt til det blev totalt mørkt, legede en flok drenge og piger med et gummidæk, som de brugte som 'springbræt' ud i vandet. Med høje hyl og grinende tilråb, blev de højestsrpingende tiljublet. 

Agendaen for turen til Zanzibar var at finde muligheder for en motorcykelrejse til øen. Stefan havde hørt om et fiskemarked. Det skulle finde sted på stranden, lige ved siden af hotellet. En travetur til stranden inden morgenmade afslørede at markedet blev afholdt på en anden strand, kun et par kilometer fra hvor vi var. Stefan taler swahili, og havde ingen problemer i at forstå hvad de lokale fortalte, og som tak for oplysningen og vejvisning, hjalp han med at flytte en båd.

Korrekt, der var ikke så langt til stranden med fiskemarkedet, men der var ingen grund til at gå. Hjelm på hovedet og afsted. I shorts, som de lokale.
   På stranden var der mange folk. Det var umuligt at skelne fiskere fra købere, men auktionarius, det var manden med den gule vest. Aktionarius fik hjælp af en håndfuld lokale, som også bar sikkerheds vest. Hjælperne slæbte fisk fra bådene, lagde dem i sandet, hvor auktionsmester solgte dem, hvorefter hjælperne sørgede for de kom ud til køberne, imedens disse betalte for fisken til mesteren. 
   Ganske som i Danmark, foregik auktionen i en hastighed som kun 'kendere' kunne følge med til og forstå! For os var det umuligt på grund af sproget, men auktionarius talte så hurtigt at det var ganske utroligt at køberne kunne nå at byde ind med deres bud!
   Blandt de fisk der blev udbudt var især tun, i flere størrelser, og sejlfisk.

Der var hjælp at hente for de som ikke selv ønskede at flå og filetere de fisk man købte. Bag trængslen ved auktionspladsen var flere som stod eller sad medens de skar den ene fisk op efter den næste. Når fisken indvolde var fjernet og fisken findelt blev stykkerne vasket i havet. Skind, hoved, hale og indvolde røg sammen med andet der ikke skulle bruges, ned i et hul i sandet. En lille flok katte sørgede for at ikke alle fiskerester blev gemt under det hvide sand.

Denne Mamma havde købt stort ind. Jeg fandt ikke ud af om hun handlede ind til et hotel eller til privat. Måske for at sælge videre? Hun talte ikke engelsk, og jeg ikke swahili!

Denne kvinde 'fangede' jeg i landsbyen. Hun var på vej med sin datter på armen. Smilende medens barnet nysgerrigt kiggede på mig.

   Kvinden kom gående medens Thorkild, Michael, Stefan og jeg kiggede på øens ældste moské, Kizimkazi Old Mosque, hvis ældste dele dateres helt tilbage til år 1100. Da jeg hørte om moskéen, kom jeg straks til at tænke på Grand Moskeé i Abu Dhabi, som jeg har besøgt for år tilbage. Men denne gamle moské på Zanzibar var noget helt andet. 
   At mene jeg blev skuffet, er ikke en underdrivelse. I modsætning til moskéen i Abu Dhabi så denne sølle ud. Nedslidt, beskidt med bølgebliks tak, lignede den ikke en helligdom. Desværre kunne vi ikke komme ind. At dømme efter udseende er ikke retfærdigt. Vi skal også huske at det ikke er udseendet det kommer an på. Desuden, alle ved det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirke og Gud, end at sidde i kirken og tænke på kroen og alle dens fristelser. 

Turen kører ikke sig selv, og en ny dag var begyndt. Endnu inden vi havde betalt vores regning på Karamba Resort, kunne vi krydse to oplevelser af. Moskéen og fiskemarkedet. En go dag ventede, derom ingen tvivl.
   Inden vi kom ud af byen, var det tid at smøre kæden på min lille Royal Enfield. Den klagede sig, så vi holdt ind ved en tanksattion. Tankstationer på Zanzibar er bemandede, d.v.s denne var 'bedamet'. En buttet kvinde med blåt tørklæde, grøn jakke og sort blomstret nederdel, udenover et par stramme bukser, lå på gulvet i butikken. Hun kom med besvær på benene. Vi skulle bare have lidt olie til kæden, og fik en smule i en flaske, som Khamis brugte kapslen fra til at smøre min kæde. 

Blandt de 'turistfælder', også kaldet seværdigheder der findes på øen, er også et meget gammelt baobab træ. Træet står i en landsby, Mzambarauni, hvor et par yngre mænd, passede på træet. D.v.s. de opkrævede penge af de som ville op på en platform nogle meter oppe i træet. Stefan forhandlede en go pris for vores lille gruppe. Straks blev rebet for indgangen fjernet, og vi kunne gå op ad en trappe, som ingen dansk myndighed ville give tilladelse til at måtte benyttes til formålet.

   På Google fandt jeg et foto fra januar 2022, hvor platformen ikke er med. Måske det er de unge der 'passede' trappen der har bygget den og platformen, fordi de fandt ud af der var penge i sådan et stillads, fordi mange der gerne ville op i træet og se ned?

Platformen var ca 7-8 meter over joden. Den blev holdt oppe af nogle tynde stammer. Trappen gyndede let under vægten af fire vikinger, men den holdt.

   Træet er vurderet til at være ca. 1000 år gammelt. Det måler godt 10 meter i omkreds. At træet er gammelt, vidner de mange 'sår' barken har. Træet har grene der er tykkere end mange træer i Danmark. Oppe på platformen sørger en lille abe, bundet med en længere snor, for underholdningen. Aben virkede ikke særlig tam, men Stefan nåede dog at blive så meget ven med aben, at han kom temmelig tæt på dyret.

Næste stop håbede jeg på ville være stedet vi skulle spise frokost. Min mave var begyndt at knurre ad mig! Stedet hed Eden Rock. Det var et hotel/restaurant, men vi skulle kun 'se' stedet og drikke en kold øl. Den kolde øl gjorde godt, og gav samtidig også energi til at fortætte turen, og sluge lidt mere støv, i små 40 graders varme.

Underholdningen på Eden Rock var ikke så værst. En ung kvinde var igang med at flette extensions i en anden yngre kvindes hår. En opgave som tager op til to dage at færdiggøre. Men så holder det også i, hold nu fast, halvanden til to uger!!! Et kæmpearbejde, med lav holdbarhed. Med smil og gode ord, lykkedes det mig at opnå tilladelse til at lave billederne.

Med energi fra den kolde Kilimanjaro øl, glemte jeg hvor sulten jeg var. Khamis fandt nogle fine singeltracks som snoede sig ud og ind mellem huse, der lå så tæt, at jeg tænkte, det her ville de færreste danskere finde sig i.

   Palmer afløste løvtræer. De fine singelspor blev til asfalterede veje, men husene lå stadig tæt på vejen, og fra næsten ethvert gadehjørne elle fortov, blev alskens varer udbudt til salg. Dert var smede der svejsede låger i jern, eller en tømrer der samlede skabe og senge, eller en landmand der solgte meloner, bananer eller andre, for mig ukendte frugter. Udvalget varierede meget.

En flok renovationsarbejdere i gang med tømning? Måske ikke ligefrem, men der må have været noget der var godt at få ned i maven, for okserne havde snuderne godt begravet i skraldet. 

Et helt almindeligt syn, overalt i Tanzania. Køer, eller geder, blev drevet langs vejen. Senere på turen så jeg en ged der var blevet kørt ned. Dyrene er tilsyneladende meget vant til trafikken. Og trafikken vant til dyrene.

Jo, taget er blåt. Om der havde været udsalg i blå ståltagplader, skal jeg ikke sige. Men der var en del huse der havde blåt tag. Her er det et nybyggeri, der bliver pyntet op med de blå plader. Læge mærke til trækonstruktionen der bærer pladerne. Der er efter danske forskrifter meget langt mellem spærene!

Trafikken er et helt kapitel for sig selv på Zanzibar. En ting er hastigheden i byerne, især i de store byer. En anden er hvor tæt chauffører i biler ofte kører på motorcyklister. Et tredje er deres vejbump. De er altså virkelig "BUMP" på vejen. De er høje, meget stejle og kan være svære at få øje på. Ikke alle er forhåndsadviseret med skilte. Noget som jeg et par gange opdagede for sent, og derfor kom for hurtigt over bumpene. Både motorcykel og chauffør bliver luftbåren i nogle sekunder, når forhjulet har ramt et bump.

Kontrol af politiet! Ja, men jeg ved ikke hvad de kontrollerede? I dette tilfælde blev vi standset af en betjent der stod midt på vejen, med venstre arm højt løftet (som om han ville hilse på os!) Alle fem stoppede op, parkerede pænt ind til vejkanten. Vi slukkede motorerne og kunne fra sæderne se betjenten snakke lidt med tolken Khamis. Og så blev vi vinket afsted igen. 
   Jeg troede det var ved denne lejlighed vi skulle vise vores "midlertidige" zanzibarkørkort. Men nej, det skulle vi ikke. Vi var blevet advaret om vi kunne blive udsat for mange kontroller, hvor vi skulle vise det midlertidige kørekort Olga havde "udstedet" til os. Men på intet tidspunkt blev vi bedt om at vise kortet!

   Inden jeg kørte, spurgte jeg pænt om lov til at fotografere betjenten. Han sagde stramt nej, men da havde jeg lavet billederne!! Håber - og regner - ikke med han ser min reportage :-)

Inden vi kom til Kiwengwa, mødte vi dette skilt. Jeg husker ikke vi kørte langsommere efter skiltet, men aber var der en del af.

   I Kiwengwa skulle vi bo på Zan Wiew Hotel. Et fint hotel, med gode værelser og et tårn i baghaven, lige ved siden af poolen. Tårnet var ikke beregnet til at springe ud fra. Nej, det var fra tårnet hotellet fik inspiration til navnet. Fra tårnet kunne man nemlig se stranden.

   Inden vi kunne klatre op i tårnet, skulle vi finde hotellet. Khamis var ikke i tvivl, men jeg syntes det var en underlig vej. Dog, vi kom frem til hotellet, et tre-stjernet hotel med masser af gode anmeldelser.  Grunden til jeg var lidt skeptisk var, at vejen til hotellet var smal, førte os gennem flere passager hvor skidt og skrammel forsøgte at spærre vejen for kørende trafik. Det føltes underligt at der for enden af de veje, skulle ligge et fint hotel. Men det gjorde der.

Den gule bygning bag det blomstrende træ, er hotel Zan Wiew. 

   Fra tårnet var en fin udsigt til det blå hav. Mellem havet og hotellet var der mange små forretninger med håndarbejde. Træskærearbejde, malerie og forarbejdede genbrugsmaterialer, som blev forsøgt solgt til turister, os inklusive.

Når man var træt af at nyde udsigten, kunne man vælte omkuld i en stak røde puder. Ønskede man en øl serveret, kunne man købe i baren under tårnet, og tage den med ovenpå. 

   Fra hotellet og ned mod stranden, var en lang trappe med mange ujævne trin. Vi skulle selvfølgelig ned og kigge på sandet. Et forladt hus var fyldt med affald. En kvinde der hev en spand vand op af den lokale brønd. Rustne bliktage. Plastikflasker. Gamle presenninger. Gitter for vinduer. Slidte og beskidte huse. Der var en verden til forskel mellem hotelltets lukkede have, hvor kun en dør skilte de to verdener.

Stranden med dens fine hvide sand, lignede alle andre strande. Vi var der tidligt, og de mange restauranter var i gang med at bære liggestole frem og sætte parasoller op, i forventning om mange gæster.
   På tilbagevejen fik Michael en ven. En lille pige havde fulgt os et stykke tid, og da Michael bøjede sig ned mod hende, fandt hun det helt naturligt at han tog hende op på armen. Vi skulle videre, og Michael satte pigen ned, hvorefter hun lagde sig på sandet, og flød ud!

Michael var den enste af os fire der havde hang til røg. I sin jagt efter cigaretter, kom han til denne shop, hvor han kunne købe MarlBoro cigaretter, hvilket afstedkom han fik et nyt navn, nemlig Mr. MarlBoro Man. Navnet fik han af Khamis, som også døbte Thorkild. Thorkild er bøssemager af proffesion, og blev derfor kaldt Mr. BulletMan. Jeg gjorde intet der kunne afstedkomme et nyt navn, så jeg blev kaldt Peter.

Med lugten af salt i næsen og friske forsyninger af tobak i sidetasaken, forlod vi Zan Wiew Hotel. Klokken var forholdsvis tidlig på dagen, varmen var næsten ikke til at holde ud, fordi luftfugtigheden var så høj. Men afsted skulle vi.

   Vand er meget vigtig. Hver eneste dag drak vi flere liter vand. Inden vi forlod Kiwengwa, skulle der tankes vand. Khamis gjorde stop ved en lille købmand, hvor et par unge mænd var i gang med at hænge lysguilander op i et par træer udenfor butikken. De havde - tror jeg - ikke en stige, så de måtte bruge hvad der nu var for hånden.

Mange steder rundt i verden, afspejler livet langs gader og stræder, kulturen og giver et retvisende billede af, hvordan hverdagen ser ud for de menesker der bor i landene. 
   Manden der triller et hjul med et slidt dæk. Unge mænd fragter sække og brænde i oksekærrer. Gadehandlere. Transport af personer. Nedslidte, flere faldefærdige huse, stadig beboede. Tegn på fremgang og velstand. Nysgerrig, venlig og interesserede.

Sidste seværdighed på Zanzibar var besøg på en krydderi-farm. For at komme dertil ledte Kharmis os ad på nogle mindre, snoede spor gennem et frodigt landbrugsområde. 
   Krydderifarmen, Guwacamole Botanical Garden, gjorde ikke meget væsen ud af skiltning ved vejen. Zanzibar er kendt verden over, for sine fine og mange slags krydderier. På øen findes næsten uendelig mange krydderifarme. Udsigten til at komme rundt og se hvordan og hvorfra de krydderier vi kender, udvindes og ser ud, lød spændende, og efter rundturen i en mindre skov, måtte jeg konstatere at min viden på området var meget meget begrænset. Krydderier som jeg kendte navnene på, anede jeg ikke hvor kom fra. 

    Her ville jeg gerne komme med eksempler og vise billeder, men jeg fik ikke noteret kombinationer af de forskellige krydderier med mine fotooptagelser. Min fejl. Stor fejl. Du må selv se om du kan hitte rede i hvilke krydderier jeg har på billederne.

Rundturen i den lille krydderiplantage startede med at vi "prøvesmagte" krydderierne. Medens vi satte os godt tilrette på nogle fine tæpper i et spisehus, blev skåle med forskellige krydderier sat på gulvet foran os. I den anden ende af spisehuset, sad - tilfældigvis - en anden gruppe danskere. Det var et rejseselskab, som også skulle på rundvisning.

   Nogle krydderierne var anvendt i forskellige retter, suppe, kød og ris, og andre var til at dyppe pandekager m.m. i. Spændende måltid. Jeg smagte flere nye, som jeg gerne vil prøve igen, gerne som krydderi i danske retter.

Snart var skålene tomme. Den gode suppe, det velstegte kød og den søde pandekager, smagte godt. Der var ikke nok til at mætte fire 'vikinger', som hjemmefra er vant til at skulle spise væsentlig mere, fordi vi i Danmark har et koldere klima, og derfor behøver mere energi til at holde varmen. Men frokosten smagte rigtig godt, og gav energi til rundturen i krydderi-skoven. 

   Første stop var en lav busk med store frugter. Guiden, som iøvrigt havde haft så mange danske gæster, og som desuden havde været på studietur i Danmark, at han kunne lidt dansk, åbnede en frugt, og vupti, havde han masser af læbestift. Frugten indeholdt mange små røde kerner, som var fyldt en rød masse, om hvilken han fortalte, at kvinder brugte massen til at farve læber og til rituelle kropsbemaling. Guiden havde en ung hjælper med rundt på turen, og denne blev brugt som model.

Mange af de træer og buske der vokser i Tanzania og i Afrika generelt, har store torne til at beskytte træerne mod deres 'fjender'. Det gælder også for flere af træer og buske hvor man finder krydderierne.

   Heldigvis havde den palme Khamis klatrede op i, for at hente en frugt, ingen torne. Den havde heller ingen grene. Khamis klatrede op alene ved at bruge hænder og fødder på den slanke stamme.

Kvinden på billedet vasker op. Det service vi spiste af, og de skåle som der blev serveret fra, blev vasket op som det er illustreret herunder. Den unge pige t.h. tørrede servicet, så det var hurtigt klar til næste hold gæster.

Som et "Tak for beøget" fik hver gæst en fin flettet hat. Vi kunne ikke have hatten med os på motorcyklerne, så vi nøjedes med at lave billeder og sige pænt tak for lånet, inden vi igen satte os på de fine Royal Enfild knallerter og startede turen mod nattens logi.

Endelig, fristes jeg til at skrive. Endelig skulle vi opleve nogle skønne kilometer på et spor, der snoede og vred sig gennem tætte skove, små landsbyer og marker med afgrøder. Khamis havde et kæmpe godt lokalt kendskab, og ledte os via flere singel spor frem mod Stonetown. 
   Sporene var flere steder godt udvaskede, havde dybe huller og stejle sider. 

Forude ventede Stonetown med dens myldretids trafik. I byen herskede nærmest kaotiske trafik forhold. Vi kom lige fra dybe skove, med små stier og ud på en bred landvej, der bragte os de sidste få kilometer frem til Stonetown. Omvæltningen var stor. Bilerne kørte tæt. De mange tohjulede køretøjer, scooter, knallerter, og motorcykler, kørte om muligt endnu tættere. Den lette trafik formelig smøg sig rundt i trafikken, uden at tage andre hensyn, end at de skulle frem.

Udflugten på Zanzibar havde nået sin ende. TIlbage var at aflevere motorcyklerne, afregne med Olga, og vente på at flyveren til Arusha skulle lette.

Flyet havde planmæssig afgang midt på dagen, næste dag. Det gav os tid til at gå en tur om formiddagen. Stefan havde en idé om vi skulle prøve noget street food. Ikke så langt fra hotellet, Zanzibar Airport Hotel, havde Stefan set der var en lille bod, som lavede noget lokalt mad. Jeg tog kamera med, og lavede bl.a. et foto af  enTukTuk, samtidig med jeg i tankerne sendte en hilsen til de TukTukker der ofte besøger os på MiniPrimiCamp, hjemme i Danmark.

Når man er så tæt på ækvator, er skyggerne korte. De korte skygger danner andre 'tegninger' end vi kender, og jeg fangede denne usædvanlige form på vores spadseretur ned ad gaden.

Jeg ønsker ikke at udlevere stedet vi spiste! Desuden tænker jeg situationen er ens for mange steder i udlandet, ikke kun i Zanzibar. Men inden vi satte os ned ved plastikhavebordet, kiggede vi ind på spisestedets lager, hvor der stod et par spande med kartoflerstykker, der senere skulle i fritureolie for at stege, inden vi fik dem serveret. Sarte sjæle skal nok ikke gøre ligeså? Jeg fortræd ikke mit kig, men det kunne få andre til at miste lysten til mad, tror jeg!

Spanden med skrællede kartofler, skåret i passende stykker, der skal serveres som pomfritter på det lille lager, så således ud. Læg mærke til de mange fluer, der fornøjer sig med kartoffelstykkerne!

   Efter en tur i frituren, blev pomfritterne serveret sammen med kylling på spid. Kyllingstykkerne var hakket i små passende stykker. Derfor var de fyldt med ben, bensplinter og brusk. Kyllingen var marineret og smagte rigtig godt. Det gjorde pomfritterne også, men jeg manglede remoladen. Bensplinter og andre ufordøjelige kyllingedele, rød ned på fortovet eller om bag hegnet. De havde ikke en affaldsspand. 

Efter det udsøgte, velsmagende street food, var det tid at stige ind i en taxa, som skulle køre os til lufthavnen, hvorfra vi skulle videre til næste tur. 

Som altid når man skal med et fly, er der en afsat en del tid til registrering og kontrol. De formaliteter gik hurtigt. Turen forude var en indenrigs, og kontrollen var ikke særlig skrap. Alligevel var der en times tid hvor vi skulle vente i en varm afrejsehal. Der var ingen air condition. Og der var ingen tavler med afgangstider. Alle afgangstider blev mundtligt afleveret, råbt ud over forsamlingen, på swahili og engelsk. For os var det ikke særligt nemt at forstå hvad der blev råbt, så vi var et par gange fremme ved den råbende, ansvarlige lufthavnsmedarbejder, for at få bekræftet at det ikke var, eller var det fly vi skulle med der blev kaldt ud til.

   Cirka en halv time inden rettidig afgang, mente Stefan han havde forstået der blev kaldt ud til det fly der skulle føre os til Arusha. Jeg mente ikke det kunne passe. Der var jo lang tid til afgang, men vi fik spurgt. Og jo, det var vores fly. 
   Forklaringen var at alle der skulle med var ankommet, og så kunne flyet sendes afsted en halv time før end forventet. Se det var jo fint. Men overraskende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Men, når alle var ankommet var der jo ikke nogen god grund til at vente!!!

Ved døren skulle vi vise boardingkortet. Derefter skulle vi gå langs lufthavnsbygningen. Efter den gåtur skulle vi krydse landingsbanen for at entre flyet. Det gik snildt. Ingen problemer, men der var flere som venligt men bestemt blev gennet på plads, da de ville skyde genvej. Snart sad vi igen i et trangt sæde i en smal flykrop. Turen tog cirka en time. Thorkild sad ved et vindue og kunne kigge ned på det landskab vi snart skulle udforske på en Himalayan motorcykel.

Reportagen fortsætter, men du må have tålmodighed. Næste kapitel er skrevet, men indsendt til "MCTC magasinet for motorcyklister", hvor jeg håber den bliver bragt en gang i løbet af 2023.
   Men, jeg lover, den kan læses her på websiden senere.

Til toppen / menu