Den lange vej rundt..... II

På turen "Den lange vej rundt om Bornholm" er Jeanne, min dejlige hustru, og jeg nu ankommet til øen Saaremaa i Estland.

   Ventetiden ved færgen var på en times tid, og inden næste færge ankom, var jeg kommet i godt humør igen. Selv om det ærger mig over de ikke tog os med, selv om der var rigelig plads til både os og et par biler (?), kunne jeg jo ikke gøre noget.

   Færgelejet i Virtsu ligger så tilpas langt fra en by, at der kun var én ting vi kunne gøre. Nyde ventetiden, og hvis vi ville nyde noget, skulle det findes i vores egen bagage.

Men netop på grund af ventetiden kom vi så sent frem til Saaremaa, at klokken nærmede sig slå-lejr-tid. De fleste seværdigheder lukker omkr. 16-17 tiden. Der var ingen grund til at sætte hastigheden op for at nå frem til Bischofsburg i Kuressaare. Hvis vi nåede frem inden de lukkede, ville der ikke være meget tid til vores rådighed førend vi ville blive jaget ud. Altså besluttede vi at tage en overnatning på øen.

   Sådan en beslutning nødvendiggjorde et stop. Når vi ændrede målsætning, måtte vi jo finde et nyt. I dette tilfælde gjalt det om at finde et sted at slå kludehjemmet op for natten. GPS og Google blev spurgt. Begge steder kunne vi finde oplysninger om teltpladsen "Tehumardi Camping" i en lille by der hedder Salme Vald og ligger 15 min. kørsel sydvest for Kuressaare. Perfekt. Ja, vil næsten kalde det mere end perfekt.

Pladsen var nem at finde. De havde plads og overnatning var billig. Forholdene var fine og iorden. Herunder bl.a. masser af bålpladser og træer, gode toilet - og badeforhold. Kun ca 1 km, d.v.s. gåafstand, til nærmeste indkøb (som dog kun havde et begrænset sortiment i aftensmads-egnede varer). Når der ikke var længere end vi kunne gå denne aften, betød det at vi kunne gøre som vi plejer. Jeanne og jeg har en lille sermoni vi ynder at dyrke. Når teltet er rejst det sted vi vil overnatte, holder vi "rejsegilde". Så medens jeg slår de sidste pløkker i og placerer "gulvtæppet" (et af de billige grønne plastikpresenninger fra Thansen), skænker fruen et glas rødvin til os. Så skåler vi, smiler til hinanden og udveksler kys.

Undervejs ind på pladsen så jeg et lille skilt, mage til de skilte jeg tidligere havde set i såvel Danmark, Sverige, Finland og andre steder i Estland. Skiltet fortalte med bogstaver og tegning, at man ikke måtte lave bål, på grund af tørken som også havde ramt vore nabolande denne sommer. Men, da jeg så at flere af de andre på pladsen, ikke tog dette alvorligt, lavede jeg også et aftenhygge bål til os. Iøvrigt i en gammel fælg på fødder, mage til den vi har på vores MiniPrimiCamp.

   I løbet af aftenen ankom pænt mange til pladsen. Faktisk vrimlede det om morgenen med store og mså telte, biler, skrigende unger, gøende hunde og røg fra næsten udbrændte bål. Jeg tænkte Saaremaa må være et meget yndet weekend-opholds sted. Vi ankom en lørdag, og flere steder var der i løbet af aftenen opstået små kolonier af yngre par med børn, som havde stillet deres telte op i rundkredse, og hyggede sig sammen. Dejligt at se, men, skulle det vise sig, træls når alle vil forlade øen samtidigt.

Førend vi skulle gennem balladen ved færgen, besøgte vi borgen Bischofsburg. Ifølge brochurer er det et af de mest velbevarede borge i Baltikum. Flot var det, og for mig var det guf for fantasien. Som dreng holdt jeg meget af at se film og læse bøger om "Sir Lancelot", "Ridderne omkring det runde bord", "Robin Hood", "Børnene i Nyskoven" o.l., fordi de var voldsomt inspirerende for drenges krigeriske lege med træsværd og kartonskjolde i de dybe skove i Sydvestjylland.   

   Desværre var borgen i Kureesaare mangelfuldt møbleret, ligesom det var meget begrænset hvad der var af interessante effekter fra dengang borgen var et vigtigt forsvarsværk. Men blot det at kigge rundt på de gamle rester af borgmure og skydehuller, lugtede da lidt af "de gode gamle dage" som for manges vedkommende nok ikke var helt så gode endda.

Anderledes med møllemuseet i Angla. På en lille høj på den eller meget flade ø, har man samlet en række møller. Et par er restaureret og kan endnu male korn. Betænk at alt i møllen er lavet af træ, jern og sten. Det er håndværk. Se blot hvordan vingen drejer et kæmpe tandhjul af træ.

   Hele historien om hvordan bønderne kørte deres korn på vogne, trukket af heste, er beskrevet og illustreret. Arbejdsgangen i møller er tydelig, bl.a. med dukker af møllekonen og mølleren, som har hver sin funktion.

   Møllekonen binder sække med korn til et reb, som mølleren oppe under loftet, på højde med vingerne, hejser op og væltet over i en skakt, hvorefter kornet glider ned mellem møllestenene og bliver knust, malet, til mel. Melet glider derefter i en slidske ned til møllekonen igen. Inden melet når helt ned, bliver det siet. Nederst i møllen har møllekonen sat sække under slidsken, og det malede og rensede korn, drysser ned i sækken, hvorefter bonden kan læsse sit korn, der nu er blevet til mel, på vognen og køre hjem til bondekonen, som bager brød af melet.

Den regn vi hørte spille spille en solo på teltdugen om natten, havde truet med at hente forstærdkning hele formiddagen. Heldigvis blev det ikke til noget - førend ved middagstid. Medens vi besøgte møllerne, kom forstærkningen piskende ud af skyerne. Møllemusseum gæsterne forsvand ind i møllerne og skabte trængsel. Heldigvis forsvandt de mørke skyer igen, men eftersom de dukkede op med korte mellemrum, iførte vi os regntøjet, inden vi fortsatte turen mod færgen.

Ved færgen i Kuivastu var der kaos.Klokken var kun 13.30 men alt for mange, ville tilbage til fastlandet. Der var en meget lang kø af biler, som vi kørte udenom. Godt nok havde vi da vi skulle over til Saaremaa oplevet at man ikke har helt samme holdning til motorcykler, som det for eksempel er gældende ved færgen over Elben i Glücksburg i Tyskland, men vi tog chancen.

   Et stykke før billetlugerne startede kaoset. Bilerne holdt i 3-4-5 rækker og samtidig med i 3-4-5 kolonner. En færge-kø-regulerende-kontrollør på cykel forsøgte at få overblik, men skabte, så vidt jeg kunne se, blot mere kaos. Fremme ved os, ville han have vi til at vende om og køre tilbage i køen, fordi vi ikke havde bestilt billet. Men den gik ikke med hr. Riber.

   Jeg blev sur, og da færge-kø-regulator-kontrolløren vendte ryggen til, sagde jeg ind i mikrofonen: "Så er det nu, Skat", slap koblingen og fulgt af Jeanne møvede vi os frem til en luge, ,hvor jeg købte billetter til os. De skulle fan.... ikke tage røven på mig én gang til. Resultatet blev, at vi kun ventede én færgeafgang. Sådan.

   Der er altid plads til en motorcykel eller to. Det har jeg altid sagt. Og sådan er det! Og sådan skal det være i al fremtid! Overalt!

Efter man har følt sig fanget og isoleret på en ø, er det mega skønt at være tilbage og mærke fastlandet under dækkene.

    Vejret var klaret helt op. Vi havde løv- og nåletræer på begge sider af vejen, stor set helt fra Virtsu til Pärna, som var vores næste mål. I Pärna havde Jeanne set en reklame for et tidligere fængsel for hårde krinimelle, som nu skulle være nedlagt som fængsel, og åbnet for turister der ønskede ën på opleveren. Sådan noget var da lige os, mente vi begge.

   Ad brede og meget lige veje, sine steder endog meget brede, kørte vi mod sydøst. De store skov var enkelte steder fældet til fordel for kæmpe store dyrkede arealer. Mange steder så vi storke, som uden at tage hensyn til trafikken, spankulerede på deres røde ben, søgte de føde langs vejen. Iøvrigt et syn som fulgte os gennem det meste af Baltikum og Polen. Hvor mange storke kan du se på billedet nedenfor?

   Fremme i Pärnu havde vi håbet at få et kig ind i fængslet, men der var lukket og slukket overalt. Gammelt rustent pigtråd afsluttede de høje mure af sten. Tunge massive  jerndøre. Jerngitter for vinduerne. Buske og slyngplanter forsøgte at kravle over murene. Intet, absolut intet, indbød til at gøre stop. Alt emmede af forfald. Bygningerne så meget skumle ud. Er helt sikker på det ikke var et rart sted at være indsat, da bygningerne fungerede som fængsel. Vi kørte rundt om kareen to gange, fordi vi var sikre på vi var det rigtige sted, og var overbeviste om, at der burde have været åbent.

For en gangs skyld var det ikke Garmin eller TomTom der havde taget fejl. Vi var på det rigtige sted. I stedet for et turist-åbent tidligere fængsel, fandt vi en lukket bygning, som ikke ville åbne for sine hemmeligheder. Altså gik vi til  plan B: Find et sted at overnatte.

Ikke langt fra det tidligere fængsel, klods op ad floden Pärnu, søgte vi ind på en lidt specielt udseende campingplads. Konse Motel-Caravan Camping. Et sted med cafeteria, værelser, mobilhomes, campingvogne og telte, som vi havde med. Min fornemmelse var at vi blev forvist fra pladsens gode steder, da vi fik besked om at slå teltet op på en smule græs i et hjørne, hvor det var umuligt at drive pløkker i jorden. For at få teltet til at blive stående, fandt jeg et par betonklodser og store sten, som blev anvendt som pløkker. Så gik det, men sikkert kun fordi det var stille vejr.

   Pladsen vi fik anvist, havde weekenden over været brugt til en "Vintage bil og motor messe". Vi ankom om søndag, hvor der endnu ikke var ryddet helt op. Derfor kunne vi gå ud af teltet, og i løbet af to skridt, befandt vi os midt i en større udstilling af motorer på hjul, som med drivhjul var fremstillet til at trække andre maskiner, som ikke selv havde motor monteret. De så meget fine og spændende ud. Og hvad, de generede jo ikke os, for ingen af dem kørte, selv om de vist alle kunne startes.

   Jeg er overbevist om, at der var fint Guf for Kendere. Én havde fået monteret et par bulede tubaer, sikkert kunne give et ordentligt DYT i bamsen!

Havde borgen Bischofsburg på Saaremaa gødning til min drengede fantasi, var det  for intet at regne i forhold til hvad ruinerne i Cesis midtby kunne bidrage med. De gamle borgmure råber mod himlen midt i deres forfald. Jeg kunne "forstå" hvad de fortalte, for de lignede hvad jeg i tankerne forestiller mig, når jeg tænker på jerndække ridere på stolte hingste, skønne jomfruer i overdådige kjoler, larm fra smedjen i gården, grynt fra fritløbende grise, som bliver jagtet af møgbeskidte knægte med langt hår og snot i næsen.

   Museet bidrager med masser af udstillede effekter. Bevarede fund, og efterlavede kopier. Som gæst får du en lygte med stearinlys stukket i hånden, inden du begiver dig på vej rundt på borgen. Man har bevaret - og restaurerer løbende - ruinerne, men har ikke lagt elektricitet ind. Vil du rundt i gangene og kældre, behøver du lys. Har du selv en lygte med er det fint, men at gå rundt i de dunkle gange med et tændt stearinlys i en gammel lygte, det forstørrer oplevelsen.

Med masser af materiale til skønne fantasier om smukke jomfruer og seje herrer på vrinskende vallakker, der ad grusede eller brostensbelagte veje og gader, jog forbi magre bønder der arbejdede på markerne, fortsatte vi mod sydvest. Vores næste mål var i Liepaja, hvor vi havde udset  os et tidligere "opdragelses fængsel" fra dengang Letland var under russisk herredømme.

Et er at ville, noget andet er at .............. gøre som man tænker. Vores mål var i Liepaja, men vi nåede kun til Krastinu Pirts,, hvor teltet blev stillet op på Rundale Camping. En fin og hyggelig plads med fri adgang til en meget lavvandet flod, Lielupe. CampingMutter var meget venlig. Vi skulle bare benytte alle faciliteter, lige så meget vi lystede.

   Desværre havde vi ikke fået handlet ind, men det var der råd for. Ikke langt fra pladsen lå Rundale Slot, som er meget besøgt. Nabo til slottet lå en lille købmandsbutik, hvor vi kunne handle, fik vi oplyst. Vi kørte derhen. Kiggede lidt på købmandsbutikken, og på en cafe som lå ved siden af. Priserne og maden så godt ud. Priserne var gunstige. Maden var lækker. Kunne vi konstatere efter vi havde spist. Hos købmanden købte vi en flaske rødvin.

   TIlbage ved teltet var der stillet en skål med fine hindbær i vores teltdør. Det var CampingMutter som ville forsøde vores ophold. En smuk tanke, og bærrene smagte vidunderfuldt.

   Vi vågnede til et smukt vejr, og kunne ikke modstå fristelsen til at gå en tur langs floden.

Når man følger de mindre bag- eller afveje, får man andre oplevelser end hvis man slavisk følger de asfalterede ruter. Både Jeanne og jeg holder gerne farten nede i stedet for at "jage afsted" på brede landeveje fyldt med andre trafikanter. Kan det ikke være anderledes, tager vi også følgerne, hvis en medtrafikant på de alternative veje, rejser en støvsky.

   På vejen fra Rundale Camping mod Liepaja kom denne Volvo imod os på en bred og tør grusvej. Bilen kom tordnende med høj fart. Lang tid førend bilen nåede os, kunne vi følge dens vej hen over det flade landskab. Volvoen pløjede en kæmpe støvsky op fra den knastørre vej. Selv da chaufføren kom så tæt på han ikke kunne undgå at se os, fortsatte han uden at sænke hastigheden. Æv - men så kunne vi måske lære det?

Ruten vi fulgte mod havet, var ikke mærket op som en grusvej på det kort over Letland, vi havde set i en turistbrochure. Omvendt kunne det ikke forbavse mig, idet jeg har været i landet tidligere, og der erfarede jeg, at mange af de veje vi i Danmark kalder skov- og markveje, faktisk fra den lettiske stat side, betegnes og medregnes som en del af infrastrukturen.

   Når vi havde valgt en næsten direkte rute mod Liepaja, burde jeg måske derfor måske have gættet der ville komme sektioner med grus. Men det tænkte jeg ikke på, så vi begav os afsted. Lidt grus skader ikke, mener vi begge to, men Jeanne var lidt stram i stemmeføringen, da hun efter en 12-15 km spurgte, hvor langt jeg troede grusvejen ville fortsætte? Tja, bedyrede jeg forsigtigt, nok nogen kilometer. På min Garmin kunne jeg se næste gang vi skulle ændre ruten, var om 15 km. Det fortalte jeg dog ikke.

   Senere kunne jeg konstatere at denne første etape var på hele 33 km grus. Vel fremme ved næste sektion, hvor gps'en ønskede vi skulle køre mod venstre, viste der sig endnu 16 km grus. Hvis vi troede grusvejene dermed stoppede for denne gang, tog vi fejl. Ruten fortsatte ad endnu 16 km med grus. Og ikke nok med det, sidste grusetape var med vejarbejde. D.v.s.. flere store vej-retnings-maskiner var igang på denne strækning, med at jævne gruset. Sådanne maskiner jævner overfladen og efterlader materiale i hullerne. Bag maskinen er vejen således fin og jævn, men også blød! Absolut ikke en cocktail min seje Quinde holder af.

   Men Jeanne fortsætter. Gerne med 60-65 km/t på sådanne veje, men samtidig brokker hun sig højlydt over forholdene til mig, over samtaleanlægget! *s*

Alt godt har en ende (!). Også ruten til Liepaja. Adressen til det nedlagte "militære  opdragelses fængsel", Karosta Prison, var plottet ind, og var ok nemt at finde. Bygningen var oprindeligt opført til hospital omkring år 1900. I 1940 okkuperede Rusland Baltikum, herunder Letland, og det tidligere hospital blev indrettet til "opdragelses- eller genopdragelses fængsel for militær personale" og fungerede som sådan frem til 1997.

   Regnen gjorde hvad den er bedst til: Regnede. Indenfor var der ly, og varmt, så brillerne duggede til, sveden løb ned ad ryggen, medens vi puklede med at få det våde regntøj af, vi havde trukket i, fordi himlens store bruser gik i gang i utide. Som det ses på foto nedenfor, tog vi hjelmene med ind. Det var ikke fordi vi var bange for de skulle blive stjålet. I baghovedet på os lå en tanke om, at de måske kunne blive placeret et sted, hvor de kunne tørre sammen med tøjet.

   Tøj og hjelme fik vi lov at aflevere hos billettøren. Flink mand, lige indtil han fortalte de ikke kunne modtage kort ved betaling. Øv, men måske vi kunne veksle i cafeteriaet? Men det var også et nej. De havde heller ikke online forbindelse til bankernes betalingskort.  I stedet kunne den flinke billettør fortælle der kun var omkr. en kilometer til en ATM, og forklarede fint hvordan vi fandt derhen.

   Jo tak. Vi havde fået regntøjet af. Udenfor stod regnen stadig ned omfangsrige dråber. Jeanne kiggede på mig, og jeg på hende!

   -Jeg orker ikke at tage tøj på og køre ned i byen, sagde hun med overbevisning i stemmen. Fint nok, tænkte jeg, og spurgte ikke hvad hun så havde tænkt sig. Det kunne jeg nemlig sagtens regne ud. I min lomme lå nogle få lokale penge. Dem rakte jeg til hende, med et, du kan vist købe en kop te at drikke, medens jeg henter penge.

Billetmanden havde ret. Der var ikke langt, men lidt længere end han havde sagt! Eller, måske jeg fandt en anden ATM-maskine. Lige meget. Jeg fik vekslet, vendte tilbage og kunne i tide købe entre til os, inden rundvisningen gik igang. Vi var 4 gæster der fik vores egen rundvisning. Det andet par kunne - ligesom os - heller ikke lettisk - eller russisk, så vi fik vores egen guide, som med glimt i øjet, ironi og overbevisning fortalte om forholdene under russisk herredømme.

   - Der blev på intet tidspunkt anvendt tortur, gentog guiden ved næsten hver eneste celle. Guiden var klædt i en menig russisk soldater uniform. Uniformen passede fint til flere af hans jokes. Bl.a. blev vi fire flere gange bedt om at træde ind i de celler, han ville fortælle om. De første par gange, trådte guiden selv ind og fortalte om forholdene under "opdragelsesopholdene", hvor der sagtens kunne være endda rigtig mange i hver af de små celler på vel 2-3 x 4-5 meter. Dog med højt til loftet. Op til 10-12 personer samtidigt.

   Og så kommer vi til guidens underlige form for humor! Et par steder åbnede guiden døren og "kommanderede" os fire gæster ind med en stærk bydende og skrap undertone. Som små søde lam gik vi ind i cellen, og bang, lukkede han døren bag os, og slog låsen for! Tavse betragtede vi hinanden, altså det andet, unge par, og os. Efter kort tid kom guiden ind til os med et smil på læben, og fortsatte sin beretning. Ved en anden celle gentog guiden kommandoen om at vi skulle gå ind i cellen. Igen, slam gik døren i bag os, og der blev kulsort. Der slap absolut intet lys ind i cellen. Ingen af os fire der var hans "gæster" sagde noget som helst. Alle ventede vi på døren skulle gå op igen. Hvilket den da også gjorde, og guiden kom ind til os og fortalte om "isolations fængsel i mørkekammer".

   Opholdene for de der blev dømt til opdragelsesophold, var på mellem 2 og 10 døgn. Ok, det er måske nok til at overse, men betænk lige, at de skulle dele celle, ganske få kvadratmeter, med 10- 12 fremmede, som også havde gjort sig fortjent til et ophold. To gange i døgnet kunne de indsatte komme på toilet. Morgen og aften. Hvis man både skulle vaskes lidt og forrette sin nødtørft, var toilet-tiden meget knap. Der var måske 1000 indsatte om de 6-8 toiletter, og der var ialt afsat ½ time til alle! Kunne du klare nå hvad du havde behov for? Prøv at dele (30 minutter x 60 sekunder)  med  (1000 divideret med 8). Resultatet er: ca. 15 sekunder til hver! Men altså to gange pr. døgn.

   Ikke så sært det var en go tjans at blive valgt til at gøre toiletter rene.

   I genopdragelsens gode ånd var der kun et at gøre: Adlyde. Første gang der blev sagt noget. Alle som ikke adlød ordrer omgående, havde ikke lært lektien, og fik tillægsstraffe, hvilket betød, at opholdet bag tremmerne blev forlænget indtil fangen havde lært lektien. Det var jo til fangens eget bedste!

   Der var mange grove eksempler, men, som guiden fastslog gang på gang. Man brugte ikke tortur! Det var nemlig ikke nødvendigt, idet opholdet i sig selv var rigelig til at få folk til at makke ret.

Alt var vådt udenfor. Regnen var næsten stoppet. Der undslap stadig himlen nogle små dråber, som dog ikke formåede at få os til igen at kravle i regntøjet. I stedet søgte vi efter et hotel. Lysten til at slå teltet op på en våd græsplæne, og forsøge at tørre vort tøj i apsis, kunne end ikke måles på et meget fintfølende instrument. Valget faldt på Vilhelmine Hotel, som ikke lå særlig langt fra Karosta Prison. De havde et værelse til os. Et værelse hvor orange var en fremtrædende farve!

Som altid med nogenlunde jævne mellemrum, meddeler sulten sine krav. Næste punkt var således mad, men for at finde noget sådant, måtte vi gå ud i byen, idet det eneste folkene på Vilhelmine serverede, var morgenmad. Morgenmad var så til gengæld inkliuderet i værelsesprisen. Fint nok. Vi gik ud i byen og fandt en restaurant, hvor vi fik standset signalerne fra maveregionen. Tilbage på værelset gætter jeg på vi nød et glas rødvin, inden vi lagde os til at sove.

Ude i trafikken kører man med "livet i hænderne". Ikke mindst på motorcykel, hvor man bogstavelig talt holder ved styret og fører den tohjulede gennem den øvrige trafik, ved at følge en eller anden rute frem mod et mål. Jeanne og jeg forlod Liepaja efter morgenbuffet'en i hotellets kælder. Heldigvis havde vi fået sovet godt, var friske og årvågne. På vej ud af byen, tænkte jeg ikke præcist over at kigge efter huller i vejen. Så måske det bare var heldet der var med mig, da jeg kom til dette sted, hvor et dæksel midt på sporet, havde forskubbet sig, og var på vej væk fra hullet, den skulle dække!

Som vi kender det fra Vesterhavet, har man også på vestkysten i Litauen, masser af beton bunkers liggende og flyde på strandene. Kønne er de ikke. Selv ikke efter de har fået en gang spraymaling.

   Akkurat som hos os, må der være nogen som mener de er et besøg værd. I brochurer er de opført og må kæmpe om turisters gunst med vandlande, museer og kunstudstillinger. Jeg blev aldrig klar over hvorfor Jeanne havde lavet et POI ved et større anlæg nord for Klaipeda?

Faktisk var bunkeranlægget det første må vi søgte, og fandt, da vi entrerede Litauen. Fra Liepaja var det bare at følge A13 mod syd.Køre fra ad en mindre vej lidt nord for Kleipeda, for at komme tæt på kysten. Sætte motorcyklerne på en p-plads og vandre gennem klitter og skov ned til vandet. Vi var kommet lidt for langt, så vi måtte gå en tur op ad stranden, for at komme frem til "Battery Nordmole. Heldigt det med at gå, er sundt, hvilket nok var det bedste ved det anlæg. Vi har set så mange efterhånden, og der var intet nyt at opdage her.

At vi kan være spontane når vi kører rundt, kom til udtryk, da der i det fjerne dukkede et spir op. Tættere på kunne vi se lidt mere af tårnet, og det tog ikke lange tid for at beslutte, at den kirke ville vi se nærmere på. Dels lå kirken i en mindre, lidt ussel udseende landsby, dels så kirken ud til at være bygget i træ, og den lignede ikke en helt almindelig kirke. Altså satte vi venstre blinklys til at fortælle bagfra kommende (der kom ikke nogen) at vi ville køre ned mod landsbyen der lå øst for landevejen.

Ganske rigtigt, kirken tilhører den katolske religion. Og var ihvertfald ikke ny. Døren var ikke låst, så vi kunne gå lige ind, og kunne se der var annonceret gudstjeneste førstkommende søndag. Fint nok. Men det kunne vi ikke vente på. Vi kiggede os rundt og forlod stedet uden at efterlade andet end en smule uorden i gruset på parkeringspladsen, da jeg vendte rundt i gruset, og måtte give lidt ekstra gas for at undgå at sætte foden i jorden.

For mange år siden så jeg et billede fra et sted der hedder "Cross Hill", Korshøjen, som fandtes et sted ude i verden. Jeg blev meget betaget af billedet, og drømte om at besøge stedet.

   Nu har jeg været der to gange. Og får jeg mulighed for at besøge stedet igen, gør jeg det.

   På vores tur havde jeg plottet adressen Jurgaičiai 81439, Litauen, ind på min Garmin. For jeg ønskede at vise Jeanne højen med de mange kors. Fra Klaipeda var der knap 200 km. Jo nærmere vi kom, jo mere spændt var jeg. De fine personlige oplevelser jeg havde haft medens jeg vandrede mellem de mange kors, blev mere og mere nærværende. Jeg håbede inderligt Jeanne ville synes om stedet, og også få nogle gode input, som hun kunne tage med sig hjem.

Fremme ved højen skinnede solen. Varmen puslede rundt om kroppen, båret af en sløv vind. Som ventet havde det flotte vejr lokket mange andre ud og vandre mellem korsene.  Motorcyklerne blev parkeret på græsmarken tæt på højen. Samme sted jeg parkerede da jeg i 2013 besøgte Korshøjen.

   På stien, fra en stor parkeringsplads på modsatte side af vejen, havde et par sigøjnere taget plads med deres indsamlingshatte liggende foran sig på gruset. Vi gik forbi da vi gik op for at for at forarges over souvenirboderne. I boderne sælges meget forskelligt. Halskæder og armbånd af rav. Men flest var varer der relaterede til religion. Madonnaer, kors og rosenkranse. Meningen er meget tydelig. Køb et kors og plant det på højen.

Undervejs rundt på højen, dukkede mørke skyer op fra vest. Skyer som så ud som var de fyldte med vand. Solen skinnede, som altid, ovenover  de mørkeblå plamager. For en gangs skyld lyttede VejrGuderne til vores bøn om ikke at lade skyerne tabe deres indhold på vores hoveder. I stedet drev de videre østover, medens vi søgte efter en plads til vores kludehjem i sydgående retning.

   Stedet vi plantede pløkkerne denne nat hed "Meskiu Dvarkiemis". Et kæmpe fint sted, hvor vi havde alle faciliteter for os selv. En ung mand, som ikke kunne hverken engelsk eller tysk, hjalp os med fagter, og underlige gerninger, fristes jeg til at sige, med at finde os til rette på pladsen. Da vi ikke forstod hvad han sagde, og nok var for genert til at gøre et større væsen af sin rolle, blev han troligt stående lidt væk fra motorcyklerne, indtil vi forstod vi skulle gå med ham.

   Jeanne fulgte den unge mand, som viste hende hvor toiletter og gæstekøkken var. Medens drengen og Jeanne var væk, kom faderen kørende på sin havetraktor med en lille trailer med haveaffald. Han kunne end ikke smile, men kørte tæt forbi og så end ikke hen mod mig, der var igang med at løsne teltet fra motorcyklen.

   Jeanne vendte tilbage, og derefter var det så min tur til at følge med ind i en restaurant, hvor man skulle melde sin ankomst. Heller ikke drengens mor, som jeg tror det var der tog imod ved skranken, kunne andre sprog end deres litauiske, men jeg kunne se på kvitteringen hvor meget jeg skulle af med.

   Efter jeg havde betalt, var vi at betragte som deres gæster, og familien overlod os til de sysler, vi fandt det for godt at foretage os.

   Hvis du kommer i nærheden af pladsen, så kig ind. Udover campingplads er der hytter og restaurant. Altsammen bygget i meget rustik stil, af mursten, klipper og cement. Meget specielt og temmelig særpræget. Se deres website  Meskiu Dvarkiemis

Som noget lidt sjældent, var Jeanne vågen og oppe før mig, denne morgen. Lidt forvirret, spurgte jeg hvad der galt? Noget måtte være sket, for jeg er altid den første til at stå op. Lidt opgivende slog Jeanne ud med hænderne: Luften var forsvundet ud af hendes luftmadras. Dermed fik vi en lidt uventet opgave, som dog hurtigt blev løst.

Den der smører godt, kører godt. Hvis du ikke smører, og sørger for at holde justits med kæde og diverse andre ting, motorolie for eksempel, ja så kan der ske uforudsete hændelser, som kan være fatale for den videre færd.

   Jeanne ville gerne have sin kæde strammet lidt, og fandt derfor sit værktøj frem. Forudseende som hun er, havde hun de til øvelsen nødvendige nøgler, men der manglede et forlængerstykke til den nøgle, som skal anvendes for at løsne baghjulet, således man kan stramme kæden. Jeg kunne ganske enkelt ikke få løsnet møtrikken, og vi måtte opgive og søge hjælp. Ved hjælp af Google fandt vi en mc-shop, som blev plottet ind på GPS'en sammen med adressen på en "Jysk". Forretningerne lå mindre end 10 km fra hvor vi pakkede teltet sammen, så de to opgaver kunne hurtigt få hver sit flueben for "done".

Jysk havde en ny luftmadras til, så vidt jeg husker, 75 kr. omregnet. Og mc-shoppen havde intet værksted! Se det var jo ærgerligt, men de flinke folk i butikken, kunne alligevel hjælpe. Den ene kendte en "tusindkunstner", Egidijus Adomaitis, som blev kontaktet via telefon. Jo, han ville gerne hjælpe os. De få kilometer vi skulle køre for at komme ud til Egidijus, blev hurtigt overstået. Heldigvis kunne Egidijus lidt engelsk, og snart var Jeannes Gladius under kyndig behandling.

   Rundt omkring i gården, og i garagen, stod den ene ATV'er ved siden af små og større motocross motorcykler. Egidijus har et par sønner som kører motorcross, og han har selv en lang karriere bag sig som aktiv motocross'er. Uden at vide noget 100% er jeg ret sikker på, at ligemeget hvad der måtte være galt med sådan en crosser, ville han kunne få "lortet igang igen" Og at stramme en kæde på en Gladius, det hørte til i den lette ende. Da det kom til betalingen, ønskede Egidijus ikke at modtage penge. Men han fik alligevel til et par flasker sprut, eller hvad han end måtte ønske at bruge den Euro-seddel jeg stak ham for indsatsen.

Glade og vel vidende at vi nu kunne fortsætte turen på to mekanisk iorden motorcykler, sagde vi pænt farvel til Egidijus. Fandt tilbage til de lidt større veje mod syd, og fortsatte til vores maver atter skreg på fast føde.

   Heldigt for os lå et lille madhus lige ved vejen. Der var åbent og en del andre gæster. Nede bagerst i rummet var et ledigt bord. Desværre var der også et tændt fjernsyn, hvor der blev sendt en åndsvag serie med dåselatter. Lyden var skruet op så ingen kunne undgå at høre teksterne. Inden vi fik serveret vores mad, stegte ben, som smagte himmelsk, var næsten alle gæster forsvundet, og vi flyttede væk fra fjernsynet, som så ovenikøbet blev slukket. Så kunne vi nyde de stegte ben, som er de bedste jeg nogensinde har spist.

   Vi så et par gæster "spørge om lov" til at benytte toilettet, personaletoilettet, og forstod i første omgang ikke hvorfor! Jeanne gjorde det samme, for senere at finde ud af hvorfor! Se foto, og forstå hvorfor!

   P.s. Jeg har haft flere overvejelser om hvorvidt jeg skulle vise billedet, men valgte altså at det skulle med!

Undervejs mod Vilnius, gjorde vi en mindre omvej og et stop i Kaunas, hvor der findes et "Djævle museum". Det måtte vi ind og se nærmere på. Udefra lignede bygningen en grå klods. Gennem glasdøren kunne vi se nogle plakater. Bagerst i lokalet sad en ældre herre. Jeg gik ind, men fandt kun den ældre herre, som heldigvis kunne lidt engelsk. Han fortalte der ikke var nogen i lugen, men vi kunne bare gå ind og betale bagefter.

   Nej, det kunne vi så ikke, for i første omgang var jeg kun gået ind for at få vekslet, således jeg kunne betale for at parkere. Men da jeg ikke kunne købe billetter, måtte jeg gå igen, for at finde et andet sted at veksle. Det lykkedes, og da jeg vendte tilbage til museet, sad en ældre dame i lugen og tog mod vores 4 Euro, som det kostede for at komme ind. For 2 personer, altså!

Museet råder over flere etager. Hvert rum er fyldt med glasmontre og -skabe, hvor de mange figurer og installationer med djævlen, som motiv, er udstillede. At Djævlen har mange ansigter, er de fleste bekendt. Og museet har en fin samling, som på fineste vis, fortæller mange af de historier, skrækscenarier og skrøner hvor djævlen er indblandet. Udstillingen, som er permanent, kommer godt rundt, men der var også mangler, efter min opfattelse.

   Der var meget om alkohol, opium, rygning, dovenskab, drillerier men kun ganske få figurer hvor der var sexuelle fristelser med i illustrationerne. Blandt manglerne, hvis man kan sige det sådan, talte jeg også fraværet af figurer fra Royal Copenhagen. Til den lidt humoristiske side, havde man fundet en lille opstilling med Hitler og Stalin.

   Figurerne spændte vidt. Nogle var flotte detaljerede små kunstnerisk velfunderede figurer. Nogle lignede trolde. Nogle var afbilledet som søde og venlige. Andre var råt skårne og endda enkelte var decideret ufærdige men dog tydeligt sammenlignelige med fantasier omkring Djævlens udseende.

Skulle din vej føre dig til Kaunas i Litauen, kan Djævle museet absolut anbefales. Der er masser af indtryk som du kan fantasere om og bygge videre på.

   Om det var Djævlens værk, eller måske varmen, vil jeg ikke dømme om. Men fakta var, at jeg fik det dårligt under besøget. Jeg svedte meget, og havde det fysisk dårligt, så jeg måtte sidde lidt på en stol, inden vi kunne forlade museet.

Måske var det på grund af jeg havde det lidt dårligt, at vi fandt et B&B denne nat. Oven i købet et meget fint sted. Stedet hedder "Brazuoleje Pas Juoza". Huset ligger lidt væk fra vejen. Vejen ned til huset ligner en hullet og sandet markvej. Selve huset er opført i træ, omgivet af en meget flot parklignende have med flere adskilte damme. Heldigvis husker jeg ikke hvad det kostede at bo der. Vi havde ferie, og priser tænkte vi generelt ikke meget over. Hvis der var noget vi ville eller ønskede, ja så var det hvad vi gjorde. Indtrykket af huset var godt. Indretningen gav stemning og hygge, som ikke blev mindre da mørket faldt på, og hele haven blev oplyst af lys og lygter.

   Om morgenen skulle jeg ned med topboksen. På vej ned ad den udvendige trappe fra første sal, gik en ung quinde med en spindelvævskost. Hun fjernede spind mellem rækværkets mange stænger. Hvis jeg fortæller hun ikke så særlig begejstret ud over bestillingen, så har jeg ihvertfald ikke overdrevet. I mit indre bekræftede det min indskydelse af værtinden, som værende lidt af en heks! Jeg fin nemlig det indtryk at hun var noget af en rabenskralde. Hvordan de to ting, altså at værtinden er en rabenskralde, og den unge pige skulle feje spindelvæv, må du nok selv forsøge at regne ud.

Selv om vi ikke er til storbyer, havde vi dog udset os et museum vi ville besøge i Vilnius. Men undervejs mod hovedstaden blev vi fristet af et skilt, hvor vi kunne læse og forstå ordet "Holocaust". Efter en u-vending på den smalle vej, fulgte vi skiltene ind i en stor skov. Jeg blev en smule betænkelig ved vejens udseende, fordi det ikke just tydede på der var særlig meget trafik til det sted, skiltet fortalte om. Fremme ved stedet var en rydning i skoven. Et rektangulært indrammet område med en ca tre meter høj skulptur udført i træ og et par stenplader med navne, var hvad vi fandt.

   Stedet sagde os ikke noget. Vores gæt var, at tyskerne her havde udryddet nogle lokale, sikkert jøder. Men som skrevet. Det er et gæt.

At sige vi blev skuffede, ville være forkert. Vi havde håbet på noget lidt mere spændende. Og nu jeg er ved de impulsive afbræk vi foretog, kan jeg fortælle at vi et andet sted også kørte efter et skilt med seværdighedssymbolet. Efter vi havde havde kørt mange kilometer på grusvej, ledt hen til et sted hvor forfatteren til en meget kendt og elsket folkevise (eller noget) engang havde levet! Heldigt vi elsker at køre på motorcykel. Men knap så heldigt for Jeanne, som ikke just elsker grusveje!

Skuffet blev vi ikke i Vilnius. Efter vi endnu en gang skulle finde parkering til motorcyklerne i en storby, og efter vi blev vejledt af en yngre civilklædt betjent, fandt vi et fortov ikke langt fra det KGB-museum vi ville besøge, hvor motorcyklerne kunne stå. Den civilklædte betjent opfordrede os til ikke at efterlade motorcyklerne på et mindre grønt areal, mellem nogle træer. Hvis der kom en p-vagt, ville denne udstede en bøde, forsikrede han os om. Ok, så måtte vi jo "købe lov at holde på gaden".

Museet for Folkedrabs Ofre i Vilnius, også kaldet KGB museet, ligger tæt på byparken, midt i Vilnius. Kort fortalt var bygningen ramme om et fængsel, hvor der over 50 år blev begået grusomheder, lige så brutale som du kan forestille dig. Overgrebene fandt sted medens Litauen var underlagt russisk herredømme. Udover at fungere som fængsel med torturkamre og henrettelseskælder, fungerede stedet også som aflytningscentral og kommandocentral for forfølgelse af modstandsfolk.

   Billedet af cellen med en lille rundt plade, hævet lidt over gulvet, er en celle hvor indsatte opholdt sig på pladen, længst muligt. Grunden til at søge op på pladen var, at gulvet var oversvømmet med koldt vand. Der var kun tørt på pladen. Der var ingen seng, ingen stol, intet tørt gulv, undtagen på lille plads på pladen.

Jeg blev ærlig talt lidt nostalgisk da jeg så det gamle mørkekammer. Mit mørkekammer så ikke helt sådan ud, men systemet med et forstørrelsesapparat, klapramme og skåle med kemikalier, det var havde vi til fælles.

   Isolationsceller. der var kun lige plads til at stå eller sidde på et smalt bræt.

   Trappen førte ned til tortur- og henrettelsescellerne. Hvis man blev ført den vej, kom man ikke selv gående op ad trappen igen. Enten var død, eller man var så medtaget man ikke selv kunne gå.

Det var skønt at komme ud til motorcyklerne, friheden, solen og varmen igen. Så meget lemlæstelse, fordærv, ondskab og død, var ved at blive alt rigeligt for mig. Udenfor trak jeg vejret dybt ind i lungerne. Vi gik en tur i byparken. Drak en kop te, henholdsvis cappuccino. At sidde stille og se på folk vandre forbi, uden at være bange for spioner og stikkere, var en fin måde at skabe afstand til de lidelser vi havde læst om, fantaseret os til undervejs gennem KGB museet, men som virkelig havde fundet sted, endda for ikke særlig mange år siden.

Motorcyklerne havde stået i en lille gade, meget tæt på byparken, med al vores tøj og handsker, telt, sovepose og liggeunderlag, enten liggende løst over sæderne, eller spændt fast med stropper uden låse. Alle vores ting lå uberørte, præcist som vi havde forladt tingene. I princippet kan vores jakker, bukser, støvler m.m. forsvinde, men vores Schuberth  hjelme med SRC samtaleanlæg, de bliver låst til motorcyklens stel, med en plastikbetrukket wire med kombinationslås.

- Hello! Can I helt you?

   En pæn ung mand smilede til os. Han var standset, og tilbød sin hjælp på et fint engelsk. Han præsenterede sig som Juozaz Na. Vi hilste pænt tilbage og fortalte vores navne, og at vi var fra Danmark. Juozaz, fortalte han er litauer med en 1200 GS og en Ducati, hvis det skal gå stærkt, i garagen. Se det lød jo interessant. Han fortsatte med at spørge hvor vi var på vej hen, og gentog sit tilbud om hjælp, hvis vi havde behov for det.

   Selv om vi ikke mente vi havde behov for hjælp, fortalte vi om hvordan vi var nået til Vilnius, at vi havde telt med, og at nu skulle forhjulet rettes mod Polen, men at vi ikke havde nogen særlige mål for dagens slutmål. Juozaz tog det som et tegn på, han gerne måtte give os et godt råd om hvor vi skulle overnatte.

   - Elk, do you know the town Elk?, ville Juozaz gerne vide. If not, I can tell you there are a very nice road from Vilnius to Elk.

   Gode råd er ofte guld værd. Og når gode råd kommer fra lokalkendte om se- eller køreværdige emner, skal man lytte godt efter. Det er min erfaring. Juozaz beskrev ruten som fin, med god asfalt og skønne sving gennem pænt landskab. Desuden kendte han en fin lille campingplads, som efter hans beskrivelse skulle ligge ved en sø, midt i byen Elk. Øreklapperne var slået ud. Elk blev fundet på Garmin, og med kun ganske få ændringer, passede rutenumre med de tal Juozaz havde fortalt. Vi tog pænt afsked med Juozaz, efter vi havde inviteret ham og konen til at besøge os i Danmark. Jeg vil mægtig gerne vise vores skønne land frem til fremmede, der så venligt tog imod os i deres land.

Med store smil i ansigtet, fandt vi ud af Vilnius og satte kursen mod Polen og byen Elk. Ruten var fin. Og det meste af vejen var der jævnt snoet asfalt, desværre uden de større bump, som bakker og bjerge ellers kan krydre en spændende vej med, nøjagtig som vores litauiske ven havde forklaret. Vi sendte mange gode hilsner i Juozaz retning, da vi skålede efter teltrejsningen sidst på dagen.

Den korteste vej mellem to punkter, er den lige linje. Skulle der komme en rundkørsel, uagtet der findes fortov, er den korteste vej stadig den der følger en lineal.

Den 6. grænse vi passerede på denne udflugt, var grænsen ind i Polen. Vi havde endnu kun vist pas når vi skulle sejle. Ved grænseovergangene havde vi ikke på noget tidspunkt bevæget os udenfor EU, så der var fri passage over alle landebegrænsninger.

Elk viste sig at være et samfund med omkring 55.000 indbyggere. Byen var grøn og frisk. Der var en fin ældre bymidte, og den campingplads Juozaz havde anbefalet, ver nem at finde. Pladserne var billige, men for at komme ind på området for telte, skulle vi køre ned ad en omkring 2 m. høj skrænt. Vi snakkede om at det vist ikke var meningen man skulle have sit køretøj med derind, men der var flere der havde parkeret deres cykler (uden motorer) ved teltene, så vi ville også have vores cykler med ind. Ingen beklagede sig over vores beslutning, som til gengæld gjorde, at vi ikke skulle slæbe teltet, soveposerne og alt det andet grej ind på pladsen på gåben. Herligt der altid er plads til og mulighed for at få motorcyklerne med *s*.

Om aftenen, i teltet sad vi længe og snakkede om hvorvidt vi skulle forsøge at komme ind i, eller da det sikkert ville være helt umuligt, komme tæt på grænsen til Kaliningrad. Noget jeg havde forsøgt sammen med The Baltic Sealions. Dengang var det end ikke muligt at komme ud af Polen uden visum til den russiske enklave. Men i løbet af aftenen fandt jeg på min Garmin et sted, ikke så forfærdeligt langt fra hvor Elk, en lille landsby, hvorfra der tilsyneladende gik en mark- eller grusvej over til de russisk talende besættere.

   Vejen jeg havde fundet førte os til Asuny, en lille landsby som husede en 600 år gammel ortodoks græsk-katolsk kirke, tilhørende et lille ukrainsk samfund i byen. Kirken var under restaurering. Noget af restaureringsarbejdet blev udført af præstens bror, som selv var præst i en anden meninghed. Han malede bl.a. guldstaferinger på ikoner og træværk.

Så tæt på grænsen til Kaliningrad, så måtte jeg også tættere på. Vi kørte nord ud af landsbyen efter vi havde besøgt kirken og fået en snak med præstens bror, som førte den gyldne pensel. Han havde desværre meget travlt, så han havde ikke meget tid at spilde på os.

I stedet gik vi atter ud til motorcyklerne. Udenfor var lyden mere intens og væsentlig mere truende end inde i kirken. "Lyden" var en brummen i det fjerne, men den kom hastigt nærmere. Torden og lynild, blev vi enige om, men da vi ikke kunne ændre på det, krøb vi på motorcyklerne og kørte ad en meget hullet markvej op mod grænsen til det lille russiske område. Jeanne ville ikke med hele vejen, så jeg fortsatte alene, helt frem til jeg så et par skilte ganske få meter fra selve grænsen. Selvklart kunne jeg ikke læse teksten, men jeg kunne sagtens gætte hvad der stod. Bag det store blå skilt, lige ved bommen, kan anes en grøn pæl. På den var der monteret et kamera. Om det var aktivt, har jeg ingen anelse om, men ligemeget. Jeg havde set hvad jeg ville (i denne omgang, næste gang er jeg måske mere modig?). Efter jeg havde lavet billedet, vendte jeg motorcyklen og kørte tilbage til Jeanne, som ventede lidt tilbage på vejen.

Nu kunne vi begge både se og høre den før omtalte torden og lynild. Et godt stykke ude ved horisonten var et kæmpe mørkt gardin af regn og storm, ved at dække for udsynet hen over landskabet. Kæmpe bulder og store brag overdøvede fuglenes pippen.

   - Så er det nu, råbte jeg til Jeanne. Vi skal have regntøjet på. Samtidig med vi satte sidestøtten i den endnu tørre jord, kom de første dråber. De kunne gå an. Men inden regntøjet var krænget over kroppen, var dråberne vokset. Både i størrelse, intensitet og styrke. Nøj for et møgfald vi fik. Uvejret var en dansk efterårsstorm værdig. I løbet af ingen tid var markvejen oversvømmet. Hullerne fyldte og alt smattet og glat. Jeg var ikke specielt nervøs på egne vegne. Jeg forsøgte at berolige Jeanne. Kør forsigtigt, men hold lidt fart på cyklen, ellers kommer du ikke igennem hullerne. Hun forsøgte at gøre som jeg forklarede, og vi kom begge ud på en lidt større grusbelagt vej, hvor problemet med bløde vandfyldte huller ikke var så stort. Heldigvis varede stykket med grus ikke mange kilometer. Dårlig vedligeholdt asfaltvej afløste grusvejen, og heldigvis for det.

Et par kilometer fremme, efter et sving, kom en lavning på vejen. Ikke noget vi ville have bemærket, hvis det ikke var fordi vejen over en strækning på 25-30 meter var dække af vand. Uden at have nogen som helst ide om hvor dybt vandet var, bad jeg Jeanne vente og kørte selv igennem vandet. Dybden var vel 20-30 cm hvor der var dybest. Jeg kørte midt på vejen, og opfordrede Jeanne til at gøre det samme. På smalle veje er hullerne oftest i hjulsporene, som samtidig også er der, hvor de fleste biler og traktorer kører, og som en følge deraf, er det der, i hjulsporene, der er dybest, fordi vejen har givet efter for vægten af køretøjerne. Så altså, kør midt på vejen. Så kan du sagtens komme igennem, forklarede jeg Jeanne, medens jeg fiskede kameraet op og lavede billeder medens hun forcerede den sorte strøm, som marken til venstre for vejen samlede sammen og lod oversvømme vores rute væk fra regnen.

Efter regn kommer sol. Også hvor vi var i Polen den dag. Regntøjet kom af. Der hvor vi var vi var blevet våde, kunne en frisk vind tørre tøjet. Humøret steg igen. Nu skulle det gøre godt at få lidt fart på motorcyklen.

   Klokken var omkring 14. Det var længe siden vi havde fået morgenmad. Tarmerne var begyndt at mumle faretruende. Dog ikke så højt som tordenvejret, der langsomt forsvandt mod øst. Regnen stilnede af. Der kom endnu nogle store dråber farende fra oven. Himlen lysnede ude foran. Vi kom til en benzinstation, hvor de også havde lidt varmt grillmad at byde på.

   Motorcyklerne blev parkeret. Lidt tilfældigt, og måske de stod en anelse uautoriserede, idet de blev kørt næsten helt hen foran indgangsdøren. Men så kunne de stå under tag, medens vi hyggede indenfor, og himlen tømte de sidste plaskende dåber. Den unge mand bag disken kunne ikke engelsk, men der var de sædvanlige fotos af madudvalget, så det var bare at pege. Vi fik os samlet en smule sammen, tørsten og sulten fik besvaret deres kalden. De indre organer faldt til ro..

   Intet jagede. Vi havde flere timer til at køre i, og skulle nok kunne nå at blive tørre, inden vi skulle slå lejr for natten. Med ny enrgi i depoterne, fandt vi tilbage til cyklerne. Nu med regntøjet pakket sammen og fastspændt sammen med teltet. Regntøj havde gjort det ok, og skulle hænges til tørre, når vi fandt det sted vi ville overnatte.

Dagens køretur blev noget længere end oprindelig planlagt. Dels på grund af regnen, dels fordi Garmin jog os rundt i landskabet for at kigge efter campingpladser som ikke fandtes.

   Hvad der sker for Garmin når det gælder adresser i søgefunktionen, med overnatningssteder, det har jeg ingen viden om. Men jeg ved, jeg mange gange over årene, har kørt forgæves når jeg har fulgt Garmin's forslag. Mange gange har GPS'en vist mig frem til fine villaer, hvor der skulle være en campingplads. Jeg har fundet græssende køer på grønne marker, hvor Garmin har påstået der skulle være et hotel. Jeg har sågar også, på Balkan, fået anvist hotel, hvor der vitterligt - med stor sandsynlighed - kun var et bordel! Stedet var et mindre hus, hvor den røde lygte lyste, og et skilt med diverse regnbuefarvede små pærer omkransede store "OPEN"-neonlysende-bogstaver.

Det kunne også være omvendt. Et af de steder både TomTom og Garmin ledte os frem til, var et 4* hotel! Udenfor holdt Audi’er ved siden af store BMW'er, Mercedes og andre biler fra prisklassen over den halve million (efter danske registreringsforhold!) Vi gik ikke ind og spurgte på værelsespriser. Vi kunne sikkert finde pengene, men det ønskede vi ikke. Vi havde snakket om at ville finde et sted hvor vi kunne vaske tøj, og blive fastliggere for en enkelt dag.

   Sådan et sted fandt vi via google søgning på mobilen. Stedet hed "Camping 10 Tumiany". Smukt beliggende ved en sø. Med en tilhørende lille restaurant, med meget begrænset menu kort. Og temmelig langt til toiletterne, hvis man slår sig ned hvor vi gjorde. Nemlig næsten yderst på en halvø, der rager ud i søen.

   Pladsen var velbesøgt. Kort fortalt var der ikke 3 meter mellem teltene overalt. Dertil kom masser af campingvogne og bobiler. Vi fandt et sted, og nød livet med et glas rødvin i hånden.

   Vejen fra Elk og til Tumiany var belagt med brosten, asfalteret brosten, grusveje med "vaskebræt" og andre lignende temmelig ujævne småveje. Resultatet blev, at Jeannes topboks kom til at hænge med røven. Beslaget som holder topboksen var næsten knækket. Helt sikkert som et resultat af dårlig design, mange kilometer på ujævne veje med måske lige rigelig vægt i boksens indre. Opgaven var nu at få fæstnet topboksen, så den kunne holde hele vejen hjem. At den blev tømt for det meste af indholdet siger sig selv.

   Næste morgen flottede vi os med at købe morgenmad på restauranten. Ikke nok med vi så ikke selv skulle tilberede maden, vi skulle heller ikke vaske op. Og morgenmaden blev indtaget på en bro ud i søen. Under os svømmede stimer af små fisk. Over os skinnede solen. Omkring os sværmede myg, hvepse og sommerfugle. Vi nød scenariet. Tog små slurke af den varme cappuccino. Kiggede lidt på Facebook. Fik et smil om læben da jeg fortalte Jeanne at Ole Ø, Johny V og en endnu ukendt Brian, havde overnattet kun ca. 30 km fra hvor vi boede.

   Jeg skrev til Ole Ø, som straks svarede. I løbet af 3 sms'er var det aftalt at de ville køre forbi hvor vi var, til en kop kaffe og en snak. Herlig tilfældighed. Snart kom de larmende og hyggen og snakken bredte sig.

   Drengene skulle videre på en rundtur som bl.a. bragte dem til Tjekkiet. Vi ville lave ingenting. Slappe af. Sove lidt i solen. Gå en tur. Nyde en dag uden andre gøremål som skulle overståes, end at handle ind. Derfor talte dagens køretur kun 34 kilometer.

Dagen gik med ingenting. Næsten ingenting. Vi går en tur i skoven. Drikker kaffe eller te. Skriver lidt i krydsord felter, når vi kan finde de rette ord. Snakker om alt og intet. Vind, vejr og vores liv. Sammen og hver for sig. Prøver at lave en rute for de sidste kilometer hjem til vores grønne oase ved Vestkysten.

   Rundt omkring os blev der tomt. Telte pakkes sammen. Mobilhomes og campingvogne kørte af pladsen. Tilbage var visent græs og hjulspor. Udsigten til søen dukkede op, da en stor campingvogn forsvandt bag en SUV. Solen fik lov at stege vores skind. Sådan en slappe-af-dag er vist godt for noget inden i?

   Aftensmaden, 2 pandekager med hønsekød og spinat med gorgonzola sovs, spiser vi på restauranten. Underligt nok blev vi mætte. De pandekager må ha været tykke. Hønsekødet var svært at få øje på.

   Inden vi kravlede i poserne, delte vi en flaske rødvin. Uheldigvis havde vi fået købt noget forfærdeligt sødt bulgarsk rødvin.

Noget var begyndt at snige sig ind i mig. Noget som gjorde jeg blev lidt rastløs. Noget jeg godt kunne genkende fra tidligere.

   Når en tur eller ferie er ved at nå sin afslutning, er jeg sjældent klar til at det skal stoppe. Sætningen, stop medens legen er go, er nok opfundet af én der ikke havde flere feriedage tilbage, og derfor måtte finde på noget positivt at sige.

   Jeg har masser af feriedage at tage af. Jeg har ingen begrænsning, idet min tid som efterlønner for længst er startet. Desværre er det anderledes for Jeanne. Hun har aftaler med sit firma. Hun skal være tilbage til en bestemt dag, og møde frem til en bestemt tid.

Vi var kommet langt på vores tur rundt om Østersøen, rundt om Bornholm. Efter vi havde nydt en dag uden at flytte os til et nyt sted, havde vi fået nyt mod på flere oplevelser. Gennem flere år har jeg gået med et ønske om at besøge Hitlers feriekoloni på Rügen. Det 4,5 kilometer lange ferie-hotelkompleks han lod opføre, men ikke fik færdiggjort, har trukket lidt på min nysgerrighed. Dog aldrig så meget at jeg fik lavet en tur dertil.

   Nu var muligheden der for at vi slog et smut forbi. Jeanne bifaldt idéen. Inden havde vi dog et andet sted, som Ole Ø og de to andre, havde anbefalet. De tre havde besøgt et sluseanlæg, hvor skibe i stedet for at blive hjulpet videre ved at blive hejset eller sænket i store kar, blev løftet op og ned fra den ene kanal til den næste, på skinner. Jeanne havde set stedet omtalt, men vi kunne ikke finde adressen. Ole Ø kom os til hjælp, men da var det allerede mere end en time siden vi skulle have lavet en kursændring. Hvis vil ville forbi og se anlægget, måtte vi altså køre tilbage. Nej, det orkede vi ikke. Måske vi kan se anlægget en anden go gang?

   De mange kilometer fraTumiany til Rügen brugte vi to dag på jævnt kedelige veje til at køre. Natten blev tilbragt i teltet på "Nogat 197 Camping" i Malbork. Også en jævn kedelig plads, hvor vi bare slog pløkkerne i jorden, rejste teltet, pumpede luft i liggeunderlagene, lunede soveposerne med vores kropsvarme og sov de uskyldiges søvn, inden vi fortsatte turen dagen efter. Ifølge Wickipedia er Malbork mest kendt for Den Tyske Ordens slot fra 1274. Slottet har været på UNESCOs Verdensarv liste siden 1997, og til trods for vi kørte forbi det et par gange, gjorde vi ikke holdt for at se nærmere på turistfælden, pakket ind i gamle mursten.

   Landskabet lignede endnu en gang det danske. Stilen og materialer til huse og gårde er anderledes, men de store skove med løvtræer, dyrkede og velplejede marker, hvor alle kvadratcentimeter skal udnyttes, hvorfor afgrøderne når helt ud til vejkanten, pæne haver med blomster ved stort set alle huse, og pænt klædte mennesker i almindelige biler; jo, det kunne godt have været Danmark.

Desværre kom vi for sent. Prora består stadig. Nogle af bygningerne gør. Men der ser væsentlig anderledes ud nu, end tidligere.

   Bygningerne indeholder et Dokumentationscenter, hvor byggeriet og hele udviklingen samt anvendelsen af det 4,5 kilometer lange bygningsværk er beskrevet. Centret er dog langtfra færdigt. Andre, hvilket er de fleste, af bygningerne er nu renoveret og indrettet som lejligheder med havudsigt.

   Skulle mine øjne have set hele det 4,5 kilometer lange bygningsværk, medens det stadig var bare nogenlunde intakt, skulle jeg have været på Rügen for mange år siden.

   Ifølge Wickipedia er "Prora et enormt ferieanlæg og badehotel opført af nazisterne på Tysklands største ø Rügen. Anlægget, der ligger cirka 150 meter fra Østersøen, blev bygget 1936-1939 som en del af" Kraft durch Freude" -programmet. Otte identiske seks-etagers hotelblokke nåede at blive bygget, men aldrig taget i brug." Arbejdet blev udført af tvangsarbejdere.

   De bygninger som stadig står spøgelsesagtigt tomme hen, er med i planerne om beboelser. Dokumentationscentret viser billeder af og om byggeriet. Sideløbende er der gruopvækkende historier om tvangsarbejdere der måtte lide til tider helt umenneskeligt, for at Hitlers idé om et kæmpe ferie- og badehotel kunne etableres. Med til anlægget hører også et lille havneanlæg. Dog må der have været andre dybdeforhold dengang, for der er ikke mange skibe der kan lægge til kaj med den ringe dybde.

   Jeanne står ved et luftfoto af de mange kilometer ferie- og badehotel Prora. Så vidt jeg husker er billedet lavet i 60'erne.

Flueben sat ved Prora. Videre. Næste punkt på vores to-do-liste var et besøg på et meget spændende anlæg. Et stianlæg hævet 15 til 40 meter over jorden! Se det er da ligegodt noget.

   "Baumwipfelpfad und Erlebnisausstellung" er et stianlæg højt oppe mellem bøgekronerne i en stor skov. Besøgende går rundt på et stisystem, lavet af bjælker. Udover man kan se træerne i øjenhøjde og fra toppen og ned, kan man løse, eller forsøger at løse, nogle opgaver undervejs.

   Enkelte steder er nogle mindre anlæg, hvor man kan prøve kræfter med sin højdeskræk og balance evne. Jeanne lider lidt af højdeskræk, men skulle med op på stien. Og hun skulle selvfølgelig også prøve de udfordrende anlæg, hvor man for eksempel skulle gå på pinde som kunne vippe, vandre på vandret rebstige og lignende. Jeanne klarede alle prøver med bravur.

    Turen op i en stor kuppel, som førte op til en udsigtstårn hele 40 meter over havet, udgør samme med stien rundt i skoven, en tur på 1.250 meter. Det føltes ikke så langt. Gåturen var en stor oplevelse, og at se ud over Rügen fra toppen af kuplen, var fantastisk i det smukke vejr.

Fra Rügen er der godt 500 km til Varde. Det havde vi ingen lyst til at køre. I stedet fandt vi en campingplads i Schaprode, Rügen, hvor vi fandt en ledig plads til teltet kun 5-7 meter fra kysten. Aftensolen sank ganske langsomt i havet, medens vi bare nød bølgeskvulp og mågeskrig. Fisk fangede insekter i havoverfladen. Vi drak en Köstrisser øl og nød et glas rødvin til aftensmaden. Ude på vandet vuggede et par mindre både. En kano flød lydløst forbi. Solen farvede himlen med nogle helt specielle røde og orange farver. Aftenroen sænkede sig. Alt åndede fred og idyl.

Udhvilede og godt mætte efter en go nats søvn og et kraftigt morgenbord, hvor vi fik ryddet op i vores rester, satte vi os i sæderne for at fortsætte turen mod hjemmet. Ingen af os havde grund til panik eller hastværk, så vi tog os til at kigge efter regntøj og måske nye mc-bukser til fruen. Hverken Polo eller Louis i Kiel formåede dog at hjælpe med nogle nye hylstre til Jeannes stænger. Så vi leder videre.

   Dagen var ved at være fremskreden, så vi fandt ind på den sidste plads hvor teltets pløkker skulle bankes i jorden. Efter lidt bøvl fandt vi "Campingplatz Kiel-Falckenstein". Pladsen lå endnu en gang i en skov, tæt på fjorden ind til Kiel by.

   Grunden til der var bøvl med at finde pladsen var, at Garmin ønskede vi kørte lidt off road for at komme til pladsen. Det viste sig at være umuligt, og var en desuden en fejl, fordi den rigtige vej til stedet, var ad en skovsti, som Garmin ikke fandt go nok til vores motorcykler.

I løbet af natten listede et par kæmpe byger hen over campingpladsen, samtidig med de lod indholdet fra deres midte, pøse ned over teltet. Heldigvis er vores Redverz vandtæt, så eneste ulempe ved bygerne var, at vi skulle pakke teltet vådt ned. Ikke at det gjorde den store forskel, for heldigvis holdt morgenens skyer deres indhold for sig selv, men kun for at lade dem skylle ned over os senere - længere nordpå.

Vi havde en fin tur op mod grænsen, selvom vi kørte i regntøj. At køre i regntøj, giver øget fordampning fra kroppen, og kan være ret ubehageligt.

   Omkring den danske grænse stoppede regnen, kortvarigt. Men for resten af turen, blev regneriet ikke til noget særligt.

   I Toftlund kiggede vi indenfor hos Jan og Poul for at fortælle vi nu var tilbage i Danmark. Jan skulle ha et klap på skulderen ledsaget af et bredt smil. Jan er skyld i at begge motorcykler havde kørt de knap 5000 km uden mislyde. Vi var kommet rundt om Bornholm, som planen lød, og motorcyklerne havde gjort deres del af arbejdet helt efter bogen. Tak Jan *s*

Fra Toftlund til hjemmet er der ca 90 km. En tur begge motorcykler, men i særdeleshed min Gamle Slæde, har kørt så mange gange, at de kan finde vej af sig selv. Så langt er vi ikke kommet, at vi lader motorcyklerne "køre turen af sig selv", så vi fulgte pænt med.

   Hvor var det dejligt at se skiltet ”Åstedvej” dukke op i synsfeltet. Begge smilte vi over anlægget til hinanden. ”Nu er vi hjemme, skat”, sagde vi i munden på hinanden. En 3 uger lang tur havde ført os 5000 km rundt om Bornholm, gennem 7 lande.

   Tilbage var at pakke al vores habengut af motorcyklerne. Hænge telt og soveposer til tørre. Smide t-shirts, trusser og alt det andet vasketøj i vaskemaskinen, sætte den på 40 grader med rigelig vaskepulver og trykke på startknappen. Selv krængede vi os ud ud af motorcykeldresset og gik under bruserens varme stråler. Både tøj og kroppe trængte til sæbe, hvilket der heldigvis var råd for.

  Tak for en fantastisk god tur til min dejlige kæreste og hustru, Jeanne.  Du siger bare til, så er min Gamle Slæde og jeg hurtigt klar til flere ture med dig og din Gladius.

Til Toppen / menu          Til afsnit I