Prinsens Jule Kur

For femte gang inviterede Prinsen til Jule Kur en søndag lige inden jul

Knap var der åbnet for tilmelding, førend der kom den ene mail efter den anden, fra glade forventningsfulde motorcyklister, som gladeligt risikerede kolde fingre, vådt og fedtet føre, salt og frostvejr. De 15 pladser blev hurtigt besat, og Prinsen frydede sig overmåde meget, samtidig med, der blev holdt godt øje med fremtidsprognoserne for vejret.

Der var i dagene inden en tendens til at frygte VejrGuderne ville åbne for nogle mindre sluser, hvor der bag skydækket gemte sig såvel vådt som frosset indhold. Dog jo nærmere december kom til den 16. jo bedre blev udsigten. Forventningerne steg, humøret fulgte pænt med op og da dagen oprandt, var det fint fint vejr til en køretur.

Ialt 14 ekvipager mødte op. Desværre var der et par afbud, men det var jo værst for dem. De der ikke mødte frem, blev snydt for såvel nogle fine nye sektioner off road udfordringer, som Ole AI havde fundet til årets køreture. Dels blev de ikke mættet af fru Ribers fantastisk gode gullaschsuppe, og de fik ej heller gruppens gode ønsker for en dejlig jul samt et fantastisk nytår at høre.

Når der står skrevet det var fint vejr til en køretur, så var det heller ikke bedre. Men regn og anden nedbør udeblev. Temperaturen var plus, omend det måske om morgenen kun var en ½ grad over nullet, og skydække spærrede for solens varmende stråler, stort set hele dagen.

Til at varme ekvipagerne op på, var der stillet kogt vand, constant cafe og tebreve frem til alle der ønskede eller var tørstige. Desuden var der tændt op for et par bål, som man kunne varme hænderne på, hvis der var ønske og behov for det. Kl. 10 var briefing overstået. Der blev linet op til afgang, og snart gik det over markveje og engareal frem mod en stub mark, hvor ........................

............... den første ekvipage måtte give op. Et gaskabel sprang og da der ikke var reservedele i rygsækken, måtte han udgå. Det er rigtig ærgerligt, og en meget træs situation for alle. Både dem der måtte vente og ikke mindst for chaufføren. Farmer tog det dog med højt humør og blev trukket ud af marken.

Medens den uheldige ekvipage fik førstehjælp, ventede resten af gruppen. Det er rigtig kedeligt at vente, men alle tog det med vanligt godt humør. Vi kender det jo. Nogen gange er det én selv der bliver ventet på! Alle kan punktere eller komme ud for havari på anden måde. Ingen sure miner der.

Desværre sket der også det, at jeg, Prinsen HamSelv, væltede og fik min venstre fod i klemme mellem motorcyklen og jorden. Det gav et jag og jeg sendte et højt "AV - AV for Sa..." ud i luften, inden jeg kom op på ret køl igen. Jeg fik motorcyklen i vandret med dækkene nedad og fortsatte turen. Der var - håbede jeg - ikke sket det store, og motorcyklen havde kun mistet det yderste led på koblingsgrebet. Koblingsgreb og håndbremsen er forberedt til at "knække" ved uheld, og det var hvad der skete.

   Foden gjorde ondt, men ikke værre end jeg fortsatte turen, uden tanke for at stoppe og undersøge hvad der var sket.

Ruten var tilrettelagt således der var mindst mulig "genbrug" af veje og stier fra tidligere år. Men da vi kører i det samme område hvert år, og nu var igang med den femte udgave af "Prinsens Jule Kur" er det umuligt at undgå at køre ad nogle af de samme veje og spor.

Min WingMan og StiFinder Ole AI er fantastisk til at finde spændende egnede steder at køre, og igen i år havde han fundet nogle sektioner, som dels var nye, dels meget egnede til sådan en sidste-køretur-før-Jul.

Forarbejdet med at lave rute og finde gode udfordringer er omfattende. Sammen har vi gennemkørt ruten flere gange, dels for at finpudse, dels for at kontakte lodsejere. I år har vi snakket med et sted mellem 25 og 30 gård- og andre jordejere, for at høre om vi må bruge deres arealer, traktorspor og markveje til vores Jule Kur. Hvert eneste år når vi har været rundt, har vi mødt store smil og velvilje. Enkelte steder har vi måtte ændre vores rute men er så blevet vejledt og hjulpet videre.

Ole og jeg kender ikke på forhånd noget til, hvilke afgrøder der er på markerne, og når vi står med landmanden, og han ikke er meget for at vi kører på netop den mark vi havde tænkt, har vi mødt stor imødekommenhed og forståelse for vores projekt, og er i langt de fleste tilfælde blevet hjulpet videre i vores søgning efter egnede og mulige steder at køre.

   Jeg er imponeret og kæmpe glad for den modtagelse vi har fået overalt.

   Stor TAK til landmænd og lodsejere for jeres hjælp og forståelse for at vi gerne vil ud og lege på jeres marker!

I flere tilfælde kommer vi meget tæt på bebyggelser. Især de små grus- og markveje herude i vest, sniger sig til endog meget tæt på stalde og privatbeboelser. Når Ole finder en rute hvor vi kommer meget tæt på, kontakter vi altid landmanden eller lodsejeren, inden vi fører gruppen der forbi. Vi aftaler at vi kører stille og roligt, og opfordrer - under briefingen - alle til at respektere dette. Ved passager meget tæt på bygninger og gennem gårdspladser, kører vi med få omdrejninger for at lave mindst mulig larm, og vi gør alt for at gårdens dyr ikke bliver forskrækkede eller kåde. Vi lister forbi.

Det betyder meget for alle os der kører med, at vi kører på en sådan måde, at vi kan komme igen. Et par steder har vi også oplevet at blive modtaget af landmænd med et "Hvad, kommer I igen? I fik lov sidste år, og det har ikke ændret sig. Kør i bare". En anden udbrød spontant: "Ja, det har vi jo  aftalt" og så et stort smil i øjnene.

Thi hi, ja, det støvede nogle af de steder vi kørte i år. Det sker ikke så tit på denne tid af året.

   Grusveje som ovenstående, er en offentlig vej, hvor vi ikke behøver spørge om lov at køre.

Nedenfor er derimod et eksempel på et stykke vej, hvor vi har spurgt om lov at køre, og det fik vi.  At køre på sådan et stykke vej, er en sjov udfordring. Langt græs kan skjule huller, som det ikke er så spændende at køre ned i. Langt græs er næsten altid vådt og dermed glat. En gammel meget lidt brugt markvej som denne, er ofte efterladt med dybe spor, og kræver tit man skal - eller må - blive i sporet fordi det kan være svært for forhjulet at få grip til at komme op over sporets side. Så gælder det om at være god til at holde ballancen.

   De rigtig seje off roadkører som har teknikken i orden, kan komme ud af sporet, fordi deres motorcykler har kræfterne og chaufføren har teknikken, til at løfte forhjulet op af sporet, og når forhjulet først er oppe, kommer baghjulet næsten altid af sig selv........... !

Kan vi få lov, elsker vi at køre i skoven. Der er noget særligt ved at køre rundt mellem træer og buske. Op og ned ad bakker og grøfter. Det kræver teknisk kunnen og det er en stor fordel hvis motorcyklen er monteret med knopdæk.

  Igen i år var vi heldige at få lov at køre lidt rundt i et stykke skov, hvor der er et par gode huller og lidt spredt bevoksning, hvor vi kan hygge os med slalom og lidt køretekniske tekniske udfordringer.

Sådanne sektioner er Guf for De Store Drenge og Kække Quinder. I år havde kun én kvindelig ekvipage meddelt sin deltagelse i Jule Kuren. Sidste år var der 5. En tilbagegang Prinsen er meget ked af.

Programmet for "Prinsens Jule Kur" er hvert år det sammen. Deltagerne mødes i Kvong, på Prinsens foretrukne lokalitet, nemlig den lille hyggelige "Mini Primi Camp". Der bliver snakket og turen introduceres, hvorefter der i samlet flok gøres klar til første runde.

   Første runde er en tur rundt i sognet og lidt udenfor sognets grænser. Turen varer et par timer og køres ad flest mulige små-, grus- og markveje, skov- og andre stier og spor, samt tværs over marker og udyrkede arealer.

   Når første runde er kørt, ofte omkring 60-70 km. er ekvipagerne tilbage på campen, hvor Jeanne, Prinsens dejlige Prinsesse, venter med en rygende varm gullaschsuppe. Suppen står på et bålsted og øses op på tallerknerne med en stor træslev. Den kæmpe store grydeske er én Prinsen har hentet hjem fra en tur til  Rumænien, for nogle år siden.

Hvis jeg siger "Det svinder rigtig godt i gryden", har jeg ikke overdrevet. Men, det er endnu ikke lykkedes deltagerne i Prinsens Jule Kur at spise al suppen. Der er selvfølgelig øl eller sodavand til suppen, hvis man har lyst til det.

Når alle er mætte og har fået varmen, hvis man altså er kommet til at fryse, er der afgang ud på anden etape.

   Anden runde er ofte lidt kortere end første, typisk omkring 50-60 km. Den køres ad andre små-, grus- og markveje og spor. Igen mest muligt uden fast underlag. I år var der et helt nyt indslag på eftermiddagsruten. Og det gav kørsel på brosten.

   Prinsen havde fået myndighedernes tilladelse til at truppen måtte køre ind på Torvet i Varde, og køre lidt rundt om det store JuleTræ, der står som vartegn om højtiden.

Op på Geden / Hesten / Gyngen / Slæden / Kværnen eller motorcyklen. Kært barn har mange navne. Motoren startes og igen gik det over stok og sten, asfalt og stubmarker, om- og bagveje ind mod Varde. Nogen stder havde enkelte ekvipager svært ved at komme igennem, og måtte have hjælp.

Med Ole som forreste mand, og HamSelv, Prinsen i egen høje  person, kørte kortegen gennem smadder og stred gennem mudder, forcerede smalle broer og kørte på glatte spor og henvoer jernbaneskinner for at komme ind til Torvet, hvor det store høje JuleTræ ventede.

   Børn og svagelige sjæle skulle nødig få JuleFreden eller brunkagen i den gale hals, så Prinsen havde derfor advaret i de lokale medier, at kortegen ville komme. Adviseringen havde heldigvis afstedkommet, at kun et par håndfulde håbefulde, modige Vardensere, havde begivet sig ind for at overvære optrinnet. Lydene fra de mange motorcykler gjorde dog, at der nysgerrige trådte frem fra gågader og andre skjul. Langt de fleste som dukkede op, smilede, vinkede og gav udtryk for, at de syntes det var et herligt indslag.

Blandt de fremmødte på Torvet var Steen Kristensen, et aktivt Varde Fotoklub medlem, som med sit kamera forevigede hvordan Jule Kur deltagerne indtog købstadens centrum. Tak til Steen Kristensen for at stille billeder til rådighed for www.BikeAdvenTurist.com

Prinsens sender en stor tak til såvel Varde kommune, som til brandmyndigheder og politi, fordi de så velvilligt gav os lov at hygge os på Torvet i Varde.

   Det var første gang kuren fik en sådan "myndigheders tilladelse" men rygter på slottet påstår, man kraftigt overvejer at gøre køreturen rundt om juletræet på Torvet, til et fast punkt i de fremtidige Jule Kur Ture, idet såvel Prinsen HamSelv som de mange deltagere, fandt at netop dette var et fint tiltag.

   Der følger mere information, når planlægningen af næste års JuLe Kur foreligger.

Fra Torvet fortsatte truppen ud i samfundet, med forhjulet pegende mod nord.

Sidste punkt i "Prinsens Jule Kur" er uddeling af Prinsen overdådige præmie til den ekvipage, som havde gjort mest ud af - og derfor havde den bedste/flotteste/mest iøjnefaldende/mest spraglede/unikke/anderledes og meget andet godt, UniForm på til Kuren.

I år var der to ekvipager som havde gjort indtryk på juryen. Ole Ø, som vandt i 2017, havde igen gjort indtryk, men da han dukkede op i genbrugstøj (fra sidste års Jule Kur) og ikke havde pyntet hovedtøjet, og måtte han se sig slået af Thomas B R, som blev enstemmigt valgt. Thomas B R modtog en gave i form af bogen "Et andet Afrika" skrevet af Karsten Bidstrup. Alle klappede og var begejstrede.

Prinsen takkede for go ro og orden, fornem kørsel og forbilledlig opførsel af alle ekvipager. Han sluttede med at udtrykke stor glæde over de mange flotte UniFormer, samt over at så mange dukker op, så kort før jul, for at gøre ham glad og bringe julestemningen ind på MiniPrimiCampen.

   Inden gæsterne ved Prinsens Jule Kur forlod den julepyntede Jule Kur sal, fik de Prinsens mest velmenende og godeste ønsker om en dejlig Jul samt et fantastisk godt Nytå, med i ørerne.

Prinsen glæder sig til næste år, og ønsker alle,

deltagere på Jule Kuren såvel som alle følgere,

venner, bekendte, familie og dyrene i Grønland, en

glædelig Jul samt et fantastisk godt og lykke bringende nytår

Til toppen / menu