Norge Klanen på Revival tur

Nu skulle det være, blev det bestemt sidst på aftenen til en 60 års fødselsdag hos HC.

Vi var sammen igen. Der var en go stemning og som aftenen skred frem, blev vi mere og mere opstemte på turen

Med lyset fra  en af de andre i bakspejlet og udsig til tre af de andre, susede vi forbi afkørsel V ved Horsens. Mod nord det gik. Hu hej og flot som det kører for Norge Klanen.

   Et år tilbage, var vi samlede for at fejre HC. Han er, som flere af os andre, kommet i den alder hvor efterlønnen lokker som en mulighed for at nyde tilværelsens ulidelige lethed og mange herlige tilbud. Som fødselsdagsaftenen skred frem, blev stemningen mere og mere intens - og måske vildfaren? På trods af manglende realitetssans, under indflydelse af de spirituelle eller spirituøse flasker med varmende indhold, blev en beslutning enenstemmigt vedtaget.

  Vi, en flok halvgamle mænd i vores bedste alder, ville på revival tur til vort elskede broderland mod nord. Norge Klanen skulle samles for at køre endnu en tur på motorcykel. Uagtet der faktisk var et par stykker af klanens medlemmer, som havde solgt motorcyklerne, skulle turen gennemføres. De manglende motorcykler skulle ikke stå i vejen for en go tur. Det måtte være muligt at låne sig frem!

Enden på historien, eller begyndelsen på samme blev, at en flok på 6 Klanmedlemmer satte hinanden stævne for at køre en tur.........

Ved færgen i Hirtshals delte Jønne boarding kort ud. Der var lige præcist én til hver motorcykel. Nøj det var heldigt ;-)

Det kan være svært at holde kaffekop, termokande og boarding kort samtidigt med vinden blæser og regnen regner!

Snart var vi dog i tørvejr, under dæk på færgen. Motorcyklerne blev surret, som var havet et cirkus af skarpe hårnålesving og veje af Ukrainsk standard:

Vejret og havet, artede sig fornemt. Ingen problemer overhovedet. Efter et par lange timer om bordet (helt bogstaveligt) kørte vi af færgen. Nu var Norge Klanen på hjemmebane! Herligt at gense det norske asfalt.

Knap så sjovt var det at opdage asfalten på E18, kort før vejen mod Trysnes, var forurenet med olie. Sikkert noget diesel en af de mange lastvogne der kører på E18 havde tabt. Ingen af os undgik at mærke det spildte "glidelag". Jeg opdagede den manglende friktion da jeg ville give gas ud af rundkørslen, for at følge Jønne. Vi lå bag et par lastbiler og de første flere hundrede meter efter rundkørslen, var der dobbeltspor. Jønne kørte forrest. Jeg har kørt så mange kilometer sammen med ham, at jeg ikke var det mindste i tvivl om, at han ville give gas, så han kunne smutte udenom lastbilerne. Og ganske rigtigt.

Lige så hurtigt han kunne se de to spor fra midten af rundkørslen, gav han gas. Det gjorde jeg også, men der skete intet. Eller, det gjorde der faktisk, for mit baghjul snurrede rundt, dog uden at øge hastigheden, som var min plan! Jeg nåede at tage gassen af, inden baghjulet skred noget videre under mig, og ganske forunddret, fortsatte jeg ud af sporet, men nåede ikke forbi lastbilerne. Jønne nåede forbi!

Efter er par kilometer, kom vi frem til det kryds, hvor vejen mod Trysnes skilte sig ud. Som det er sædvane og kutyme, venter vi når vi forlader den vej vi kører på. Altså ventede vi pænt på de sidste. Finn og HC, Jønne og jeg væbnede os med tålmod, fordi de to sidste nok ikke var nået forbi lastbilerne. Men, da disse havde passeret os, og der var flere biler som vi ikke "kendte" også var passeret på E18, kom en kvindelig billist. Hun standsede ved  Jønne, rullede sideruden ned, og straks efter startede Jønne sin motorcykel og kørte tilbage. Vi andre fulgte efter, uden at vide hvad der var sket.

Med bange anelser og dumme tanker, jog jeg tilbage mod Kristianssand. I rundkørslen, hvor mit baghjul havde "nægtet at øge hastigheden", så jeg Bjarne og Maler stå i vejsiden, sammen med en tredje person. De kiggede på en blå BMW K1300 som lå nok så nydelig på siden ude i rabatten!

   Bjarne så ikke ud til at være kommet til skade. Heldigvis.

   Snart var vi samlede ved motorcyklen, og den blev rejst og skubbet ud på asfalten. Bl.a. med hjælp af en norsk motorcyklist med rygmærke. Flink nordmand, der var stoppet med det samme han så ulykken.

Cyklen havde fået nogle skrammer, men kunne starte og køre, hvorfor Bjarne snart efter igen sad i sædet og sammen kørte vi mod Trysnes, hvor vi alle tog et godt kig på skaderne, hvorefter Bjarne vaskede cyklen.

Sådan en oplevelse skal skylles ned, mener vi i Norge Klanen. Til det formål har klanen altid en lille pakke med passende små flasker med et formidabelt indhold, som mest af alt smager af sodavand, ihvertfald noget sødt, og som indtages efter en lille seremoni, hvor flasken dunkes nogle gange i bordet, proppen skrues af og sættes på næsen, hvorefter flasken tømmes i munden.

   Faktisk hører der noget mere med til den skål, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her!

Som det på tydeligste vis ses af billedet nedenfor, er det noget man bliver i rigtig godt humør af, og for nogens vedkommende, måske også lidt kærlige!

Nu lever rigtige Klanmedlemmer jo ikke af små snapse alene. Noget ko må der til ind imellem. Altså blev en gril varmet op, og nogle bøffer lagt på, for sidenhen at blive eksekveret videre til maveregionerne, hvor de svømmede i lidt koldt øl.

   Billedet ved grillen lyver! Det var kanon godt. Og så var der kage til dessert. Maler havde, næsten som tidligere, kage med i sidetasken. Denne gang dog uden fløde. Tak for en skøn og velsmagende kage, Henny.

Som noget helt nyt, er vores stifinder gået digitalt. Vores allesammens Jønne med de mest fantastiske evner som stifinder, har til for ganske nylig, været en svoren tilhænger af kort, bare de var trykt på papir. Men nu, nu har han både GPS og Ipad. Jeg forventede derfor noget skulle/ville gå galt, men nej. Også den digitale verden har Jønne helt styr på.

Ups, nu har min Gamle Slæde, også kaldet den Gamle Gule, kørt så mange kilometer uden at skabe sig, og så skete det. Da Klanen efter et godt morgenmåltid i Trysnes var klar til start. Uden at være nøjeregnende, var der et par stykker eller tre, som havde fået liv i motorerne, da min Gamle Slæde fandt det var tid at strejke! Altså, den ville ikke starte.

Vor mand Jønne, som kan alt med maskimekaniske dingenoter, kiggede på Slæden. Forsøgte et par ting, og endte så op med at tage de voldsommere midler i brug. En stolpe blev hamret mod startmotoren! Uden at det hjalp. Efter lidt søgen fandt han ud af hvor fejlen lå, og fik etableret en nød-starts-ledning, som jeg kunne starte motoren med. Det virkede et par dage....... Yes.

Desværre kom så næsten "uheld". Regnen begyndte at regne, som Bamse ville have sagt det!

   Det kunne selvfølgelig ikke holde os tilbage, for jeg havde fået gang i motoren og regntøjet havde alle med, så afsted mod nye oplevelser.

Om de mange kolometer der blev kørt på de skønne veje denne formiddag, er der ikke så meget at berette. Dækkene plaskede løs på den våde asfalt. Mænnerne - ihvertfald mig - blev våde, men tog det med nødvendig anstand. Jeg kunne ikke andet.

Frokosten blev indtaget under et halvtag, på en aflæsserampe, hos en venligt sindet købmand. Stedet var nyt for os, men vi har, på vore mange ture, spist frokost det meget særprægede og underlige steder. Kan bl.a. huske vi engang fik lov at spise vores frokost i personalerummet i et turistbureau. Bare lige for at nævne et sted.

   Turen fortsatte efter vi havde ryddet pænt op efter os.

Norge er ikke kun veje med asfalt og grus. Der er også vandveje, hvor transporten bliver overladt til en færge. Dem har de mange af. Rigtig mange. Vi prøvede et par stykker i løbef af dagen.

Målet for dagens mange kilometer, var Mo Laksegård. Et skønt sted med rigtig gode faciliteter. Et sted jeg gerne anbefaler *s* Undervejs sad jeg og tænkte på, at det er meget meget heldigt Norge også er pæn, når der er vådt! For vi blev altså meget våde.

Straks HC havde fundet et værelse, havde fået tørt tøj og sko på, gik han igang med at lave en salat til aftenens overdådige middag. Ja, det blev et sandt orgie i skøn og veltillavet mad, indtaget i den lækre første sals lejlighed på Mo Laksegård.

Efter mængden af salta at dømme, må HC ha fornemmet vi alle var i kæmpe underskud af grøntfoder. Der var så rigeligt, at der var nok til flere dage!

Natten kom, og natten gik. Det var ikk særligt mørkt, for vi var jo rimelig tæt på Midnatssolens domæne. Hvad der hændte - eller ikke hændte, det ved jeg ikke for vi fik et glas rødvin eller to - og måske lidt andet oss?

Dag to i Mo Laksegård blev en helt ny oplevelse for Klanen. Aldrig i Klanens historie har vi tilbragt to dage samme sted. Og da slet ikke med ingenting. Ok, ingentiung er nok oss så meget sagt.

   Som den altmuligmand Jønne er, fandt han tidsfordriv i at fikse hjelme. Jeg havde for eks. et sæt Interphone jeg gerne ville have monteret. Og Bjarne havde nogle problemer med sine højtalere.

   Finn har på alle vore ture vist os sine egenskaber som "fisk i koldt norsk vand"! Den til Mo Laksegård tilknyttede pøl blev brugt til endnu en gang at vise han har finner, eller ihvertfald tror han har!

Alle vi andre iførte os regnfrakker da vi skulle ud. Ok, Finn gjorde også, men det var nok mest for ikke at vække for meget opsigt nede i byen. Fakta er, at vi - iført regnkomdomer - marcherede de 137 km ned til byens nærmeste pizzahus, for at indtage noget mad vi ikke selv havde lavet.

Man skal aldrig lade en anledning til en lille festlig drik gå forbi, uden at gøre brug af den. Om det var regnens fortsatte trommen på havebordet på lejlighedens terasse, om det var fluens død under kæmpehånden eller måske en afdød mosters 106 års fødselsdag vi fejrede, husker jeg ikke. Men, vi skulle ha' en Feigling da vi var tilbage i lejligheden.

Og så var det spisetid igen. Måltiderne på sådan en Norges Udflugt, de skal komme med passende tætte frekvenser. Ellers går vi sukkerkolde, og det du'er bare ikke!

Lysten til at køre en tur kom til os igen, dagen efter regnens hærgen. Solen tittede lidt frem. Skyerne hang stadig lavt, men regnen var holdt op at regne, og alle metrologiske forudsigelser lovede tørvejr, hvorfor vi voede os ud igen.

Ihvorvel hvor er Norge køn når vejret er til udeliv. Selv om datoen fortalte vi var sidst i maj måned, var der masser af sne oppe i højderne. Medens solens stråler havde smeltet alt det hvide i lavlandet, hvor foråret i den grad skinnede igennem med al farve fra dens grønne palet .

Ja ja, jeg ved det. Vi spiser igen! Hvorom alting er, og uanset hvilke sidespring, baggrunde eller undskyldninger der måtte springe i hu, ændrer det intet. Ved Voss begyndte vi at lede efter nattesæde. Ifølge diverse elektroniske hjælpemidler, skulle der omkring 8 km udenfor byen, ligge en campingplads,Tvinde Camping, som vi valgte at lægge vores norske kroner hos, til gengæld for en hytte! Dagens ret var spagetti med kødsovs. Herlig ret, som altid gør glad. De som kender stedet ved, at pladsen ligger klods op ad et vandfald! "Var" blev et meget anvendt ord i vores snak omkring bordet den aften.

Det var så også her jeg - nødet af megen mopperi - blev opfordret til at "få gjort noget alvorligt" ved mine støvler. Læs: få smurt noget læderfedt ud over dem. Senere, efter flere omgange med tykke lag fedt, kunne jeg konstatere, de stadig ikke er vandtætte. Men pæne, det blev de *s*

Endnu en gang må jeg konstatere, den digitale verden har overtaget, oss over Norge Klanen!

Efter en go nats søvn........ øh, efter en lang nat med larm fra en kæmpe vandhane, nogen havde glemt at lukke for, kom morgenen med en overraskende udmeldingl Bjarne havde i løbet af natten besluttet at køre hjem. Han følte sig ikke godt tilpas efter sit styrt. I ly af mørket, havde han taget en beslutning om at nu ville han køre hjem og "slikke sine sår". Den beslutning stod ikke til at ændre, selv om vi gjorde hvad vi kunne for at overtale ham til at blive.

Gruppen blev reduceret med én mand. Amputeret men fattet, fortsatte resten af Klanen turen op over fjeldet. Vi stilede mod udsigtspunktet på vejen mellem Balestrand og Vik. Jeg havde set der var et spændende byggeri igang, og mente man havde afsluttet dette. På den video jeg så fra opbygningen, så projektet meget spændende ud, og jeg glædede mig til at "vise drengene" det nye tiltag. Men nej. Byggeriet var ikke færdigt, og vi måtte ikke entrere udsigtspunktet.Dog kunne vi kigge lige så meget vi ville.............. gennem hegnet!

Ingen grund til panik. Oppe på fjeldet ligger sneen meterhøj og pynter. Hvis man altså bryder sig om sne. Det gør jeg. Men ikke i store mængder, og ej heller i maj måned! Ihvertfald ikke i Danmark. Hvad nordmænnerne gør, må de selvfølgelig selv om. Men det er ganske tydeligt der er arbejde i sneen, når vejene skal ryddes.

Nede i dalene, lavlandet har foråret farvet landskaberne med de skønneste nyancer i grønt. Vi snusede kuldes dufte i højderne, og døjede med pollen og andet utøj i lavlandet, men det tog ikke modet fra os. Efter endnu en dag med de skønneste veje og spektakulære udsigter, nåede vi frem til Stryn

Endnu en gang blev det tid at finde hytte for natten. Vi ville gerne udenfor byen og fandt frem til Kleivenes Camping. Et godt bud, syntes vi alle. Jønne tog føringen og gik i dialog med campingfatter, for at forhandle en go pris for overnatning.

   Er det størrelsen på.........maverne eller........ ja, hvad ved jeg? Uanset hvad Jønne diskuterer med Overbossen på pladsen, skiltes de som venner. Penge skiftede ejer, og vi havde en første sals lejlighed med udsigt, en grill, bøffer og alt andet vi skulle bruge for at få en go aften og nat ved Strynelven.

I løbet af måltiden fik Jønne en indskydelse. Han var kommet til at tænke på noget i forbindelse med startproblemet på min Gamle Slæde. Og som altid, når Jønne får en ide, skal den prøves af! Af med sædet på den Gamle Slæde, væk med den minimale værktøjsbeholder og ........ startproblemet var opklaret. Hele misseren lå i, at jeg - gennem lang tid - har kørt med et ordentlig læs go jysk muld, iblandt det bedste af skyernes H2O. Kort sagt: Hele det rum startrelæet sidder i, var fyldt med det fineste mudder, som selv Klods Hans ville have nydt at tilbyde prinsessen som sovs til kragen.

   Rummet blev tømt, et stort hul blev boret, således vand og mudder fra baghjulet selv kan finde vej ud igen. Og Jønne fik de ledninger der var irret over, fixet således relæet igen virkede efter hensigten. Kæmpe tak til Jønne.

Næste dag fortsatte turen. Op og nedture vekslede i én næsten uendelig strøm. Så herligt. Sving, enkelte første gears, mange anden gears og endnu flere tredje og fjerde gears, nogle i herlige S-kombinationer, afløste hinanden medens naturens mange ansigter viste et enormt smukt Norge, som ikke blev mindre smuk af vi var velsignede med en stor rund sol, der skinnede ned fra en middelhavsblå himmel.

Sidste stop på Norge Klanen Revival tur blev hos en Synnejyde, som for år tilbage "købte Norge", eller ihvertfald et stykke af landet. Randsverk Camping ejes af norske Nina og sønderjyden Peter. Et par herlige mennesker med smittende smil, overskud til snak og skæmt, samt et kæmpe gen der gør, at de 24/7/365 arbejder for at deres gæster skal have det bedste af det bedste. At gæsterne skal befinde sig godt, og nyde opholdet, medens de servicerer.

Vi ankom lidt sent, men ingen sure miner af den grund. Vi fik et par nøgler til hytter og besked om at vi bare skulle bruge den tid vi ønskede, og komme op til caféen og spise, når sulten plagede os. Der var ingen smalle steder i deres Bredgade!

Vi skulle videre. Hjemmefra havde HC og Jønne lavet en aftale med Colorline om et par kahytter og noget mad, som altsammen skulle befinde sig på én af deres færger. Altså sagde vi dagen efter rigtig pænt farvel til Nina og Peter, inden hjulene fik lov at snurre i sydlig retning.

Turen sidste frokost blev indtaget på græsstranden til en sø, hvor små krappe bølger skvulpende brød overfladen med små suk. For BadeDyret Finn var det for meget. Han måtte bare i vandet en sidste gang på denne tur.

Sidst på efter middagen skulle vi være i Oslo, hvor en færge fra Colorline ville sørge for vi kom sikkert tilbage til Danmark.

   På færgen spiste og drak vi fra buffeen, hvor alt var "ad libitum" Maverne blev fyldt. Øjnene løb lidt i vand. Stemmen blev lidt højrøstet, og humøret var kæmpe højt, uagtet vi var ved rejsens sidste kapitel. 

Klokken meget tidligt om morgenen piftede færgen "Hej Frederikshavn". Alle skulle fra borde, og de fleste skulle mod syd. Men som mange ved, er en motorcykel nem at manøvrere med, og snart var vi ude på E45 i sydgående retning.

Lidt udenfor byen, ligger en Statoil station, hvor Wilma har åbnet en cafeteria. Klanen har tradition for at spise morgenmad der, når vi har været over Oslo hjem. Således også denne gang. Jønne blev begejstret, for han fik sin drøm om at prøve en low-rider med drom og masser af lygter opfyldt. Og Wilma havde - godt hjuilpet af et Klan medlem, fundet ud af Maler var gruppens yngste, og eftersom der altid er en slikkepind til de mindste, fik Maler én, selv om han for længst er færdig med folkeskolens afgangsklasse!

Med lyset af et par forlygtyer i bakspejlet og udsigten til et par sæt bagdæk og sidetasker gennem visiret, drønede Norge Klanens Revival tur mod enden. Endnu en fantastisk herlig skøn uge i selskab med "voksne" mænd - der opfører sig som drenge - var overstået. 6 tog afsted, og 6 kom hjem igen............ dog ikke i samlet flok. Men sådan er der jo så meget, og man kan ikke hænge sin Schuberth E1'er på hvad som helst.

Tak for en herlig tur og mange oplevelser til HC, Bjarne D, Maler, BadeDyret Finn og Stifinder Jønne.