Selv nemme skovstier

køer ikke sig selv!

Altså, op på motorcyklen og afsted. 

Faktisk vidste jeg det godt. Og jeg kunne jo bare ha sagt Nej tak. Men det gjorde jeg ikke, så her kommer mine oplevelser af et weekend ophold i Sverige, hvor jeg samme med et gode venner, og ca. 70 andre, eksperimenterede med kørsel på grus på svenske skovveje, arrangeret - kæmpe godt - af RallySuppoert.dk

I vejr som mest af alt lignede en skøn dansk forårsdag (som det jo også var) listede Jørgen M, Michael S og jeg afsted på vores motorcykler. En Honda Transalp, en BMW R1250GSA og min Gamle Gule R1200GS. Cyklerne spandt. De tre ekvipager var meget klar til tur, omend de ikke alle var nysvaskede. Personligt mente jeg ikke der var den store grund til at vaske cyklen, for den skulle ud og køre på diverse veje og spor, hvor den med aller største sandsynlighed ville blive beskidtet godt til. 

   Jørgen og Michael havde taget fri fra job torsdagen før Pinsen. Vi skulle derfor mødes tidligt, det vil sige kl. 09.52 hos mig. Inden afgang ville vi drikke en kop kaffe, hvorefter Michael havde lovet at tage førertrøjen på, og lede os mod færgen i Frederikshavn. Dog, vi havde hele dagen. Færgen vi havde booket plads på, skulle planmæssigt sejle kl. 08.15 fredag17. maj.

    Afgangen fra Kvong var fastsat således vi havde hele dagen til at finde frem til Sæby, hvor Michael havde booket en hytte til os på en campingplads. Hvis der var noget der var overladt til tilfældighederne, var det for det første ikke meget, og for det andet, fandt vi aldrig noget!

Ganske som jeg havde forestillet mig, kørte vi ikke mange kilometer nordpå, inden Michael præsenterede os for det første grus. Efter omkring 10 dage med tørvejr, endda de fleste med høj sol, kom det ikke som en overraskelse at det støvede. Meget. Som næsten altid, havde jeg anmodet gruppen om at køre bagerst. Underligt jeg ikke bliver klogere. Men det er fra bagstopper pladsen jeg får mange fotos, som jeg mener giver et godt indtryk af de steder vi kører. Fotos jeg så senere kan præsentere for dig, kære Læser, i reportager som denne. Så jeg udholder meget for at du kan få nogle gode oplevelser, om end jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange af mine billeder, som er optaget over nogenlunde samme skabelon: Skøn natur, snoede veje, motorcykler og samspillet mellem disse tre elementer.

Denne skønne forårsdag kørte vi ud på eventyr, som indebar en længere køretur før vi ville være fremme ved målet. Undervejs kom vi forbi et skilt, der viste vi kunne stoppe netop der, og opleve et eventyr i en park. Det lovede skiltet, men det var ikke vores mål. Nix, de oplevelser vi ønskede, kan man kun få i den virkelige verden, hvor vi kører på vores eventyr-motorcykler og opleve eventyrlige hændelser i skov og på land. Vi ville ud hvor det ikke er opstillede forhindringer, scenerier eller andre 'kunstige' virkemidler, der giver oplevelsen.
   

Hvad vi søgte var uplanlagte udfordringer. Hvor vi skulle køre, vil der altid være nogen eller noget der "står i vejen". Spor der er smalle og vanskelige at passere, stier der snor sig lige rigeligt, bakker der er stejle, mudret undergrund der suger og klamrer sig til motorcyklen, sand der forsvinder under hjulene, græs der er glat som vådt is eller sten der ruller og skærver der lader hjulene synke og danse.
   Udfordringer, hvor gruppen vil finder en ud-, om- eller genvej. 

Kvong, den lille landsby jeg bor meget tæt på, ligger mellem hovedvej 11 og Nr. Nebel, ca. 20 km nord for Varde, i det sydvestlige Jylland. Området er fyldt med oplagte muligheder for eminent gode oplevelser på grus og andre veje, stier og spor uden asfalt. Men denne tur var ikke en tur rundt i min baghave. Vi skulle til Sverige, nærmere bestemt Fegen i det sydvestlige Sverige, ca. 115 km fra Gøteborg.

   I Fegen har team RallySupport, et firma som laver guidede motorcykeleventyr på egen motorcykel. RallySupport har arrangerede ture i mange lande i Europa og desuden et par lande i Afrika. I Sverige er udgangspunktet en tidligere landbrugsejendom, Oline Gården, nær Fegen i det sydvestlige Sverige, hvor gruppen vi skulle være en del af, talte omkring 75 personer. De mange deltagere overnattede i egne medbragte telte, på sovesale, i varevogne, autocampere eller shelter. Mere om "Oline Gården" senere i reportagen.

Inden vi nåede Sæby, havde vi kørt langs den jyske vestkyst, hvor en kæmpe stor havørn nød termikken fra østenvinden, når den steg op over klittens kant. Som altid om lørdagen, hvor der er 'skiftedag' i sommerhusene, måtte vi dele de asfalterede veje med mange andre; turister i bil, enkelte last- og varebiler eller cyklister på jernheste med eldrev.

Danmark er skøn sådan en forårs dag. Ganske vist havde vi haft flere dage uden regn, men foråret 2024 havde være så vådt, især april måned, at alle planer nu havde blade og eller blomster. Stauder og roser stod enten med store knopper eller fuldt udfoldede blomster. Jeg nyder især når turen foregår i et tempo, hvor der er 'tid' til at se og nyde de mange farver foråret afslører. Grønt er ikke bare grønt. Der er en skala, lang som Himmelstigen, af nuancer, som gør den danske natur til en sand perle af farver.

Når vi kører på de mindre veje, såvel de som har fast underlag som dem uden, er hastigheden som oftest noget lavere end ude på de større landeveje. Et kig på GPS'en afslørede at vi havde brugt mere end 20 timer på at køre 95 km. Det giver en lav gennemsnitshastighed, som jeg nyder. Ikke kun fordi jeg på den vis har tid til at de mange indtryk fæstner sig, men også fordi den lave hastighed betyder at vi sikkert har kørt afsnit, hvor der har været brug for alle evnerne til håndtering af motorcykel ved lav hastighed. Sagt med andre ord, havde Michale fundet flere steder, hvor vi blev udfordret på teknikken.

Gennem mine mangeårige erfaringer med den Gamle Slæde, den gule R1200GS købt maj 2008, har jeg kun kørt tør for benzin 2 gange. Anden gang blev på denne tur.

   De fleste vil nok mene det er en "Fejl 40". Personligt ville jeg også få den tanke som den første. Men jeg har en undskyldning! Eller rettere, jeg har en rigtig go forklaring.

Lige fra dag et, d.v.s. tilbage ved 1. maj 2008, har jeg brugt triptæller 1, som kontrol af benzinstanden i tanken. Hver gang jeg tanker, nulstiller jeg trip 1. Sidste år oplevede jeg at tankmåleren viste forkert. Når tankmåleren fortæller der er benzin til ca 70 km tilbage i tanken, er det tid at tanke op. Ifølge mine erfaringer, og iøvrigt hvad der står i 'Ejer Manualen' kan tanken rumme 21 liter benzin. Med 21 liter i tanken, har jeg altid kunnet køre omkring 400 km. Nogen gange lidt mere. Lidt færre km hvis jeg kører motorvej.

    Men siden 2023 har jeg aldrig kunnet tanke 21. liter selv om tankmåleren viste at tanken var tom, eller næsten tom. Højest 15-17 liter. Og jeg har hele tiden tænkt, at det måtte være tankmåleren der viste forkert. 

   På denne skønne lørdag kørte min Gamle Slæde tør - første gang - ved ca 310 km, ifølge trip 1. Nå ok, tænkte jeg. Det går nok. Jeg lægger bare motorcyklen ned på venstre side. Så strømmer der nok en liter eller to over i den side af tanken, hvorfra motoren får sin benzin. Som tænkt, så gjort. Jeg fik hjælp af Michael og Jørgen til at 'vælte' cyklen. Og øjeblikket senere til at rejse den igen. 
    Et tryk på starteren og vupti, var jeg kørende igen. En gps søgning oplyste der var en tank ca 15-20 km fra hvor vi var. Kursen blev sat mod tanken, og alt var godt. Troede jeg.

Efter kun ca10 km kørsel, var der ikke mere benzin. Der var stadig langt til tanken, men heldigvis var heldet med mig. I tanken var der benzin til at nå frem til Lomborgvej, kort før byen, og der bor Rune Hansen. Rune blev dagens helt. Han gik i haven, og da han fik forklaret mit problem, sagde han uden tøven: Du kan få noget af mig. Rune gik ind i redskabsskuret og fandt en grøn reservetan, med omkring en liter benzin. Jeg fik benzinen, og Rune ville ikke have betaling. I stedet fik Rune en kæmpe tak, et stort smil, og en invitation til at komme og bo med sin familie på vores MiniPrimiCamp.dk i Kvong. Jeg håber Rune og familie dukker op til en overnatning, så jeg kan vise min taknemmelighed. Kæmpe tak Rune.
   Med frisk benzin i tanken, kunne jeg nu nå frem til en tankstation, hvor jeg troede jeg skulle tanke "helt op", altså fylde 20-21 liter på, men nej. Der kunne ikke være mere end 17 liter, så var alt plads i tanken brugt!!!
   Jeg undrer mig. Jeg har IKKE puttet sten eller andet i tanken, der  tager plads, og dermed forhindre at tanken kan tage 21 liter!!!

Fik jeg fortalt det stormede? Solen bagte ned fra en skyfri himmel. Hvilket ses tydeligt på billederne. Men stormen, den kan ikke ses på mine fotos, så der må I tro mig på mit ord. Lige inden Michael ville føre os over Oddesund broen, smuttede han ind til højre ad en lille vej, Gl. Færgevej, frem til fyrtårnet på spidsen af Grisetå odde. Inden bag visiret bredte sig et stort smil da jeg læste navnet: Grisetå odde. Jow - der findes mange skønne navne på lokaliteter i Danmark.

   Stranden er en stenet oplevelse, og altid når jeg er et sted med strand, hav og sten, må jeg lige finde et par sten og lave 'smuttere'. Men inden jeg nåede frem til denne OCD-lignende handling, skulle vi have frokost. Frokosten var sandwich købt til lejligheden. De smagte pragtfuldt.

Fra brede asfalterede hovedveje med midterstriber og rabatafmærkninger, til veje med løst grus, videre til en asfalteret sidevej hvor asfalten næsten overalt var dækket af sand fra klitterne der lå klods op ad vejen, og frem til tørre markveje med huller, sten og et par tabte jerndimser fra en maskine. Overalt var der friskt græs, der søgte op mellem de tørre stive stængler fra sidste års frodighed. Enkelte steder var der stadig mindelser fra den meget våde aprils regnvejr, i form af søer der lå spredt i skøn uorden over de ventende marker. Marker hvor landmanden endnu ikke kunne køre med sine store maskiner, fordi jorden er så mættet af vand, at de tunge traktorer og vogne, synker uden varsel. Andre steder blev landskabet lyst op af knald gule rapsmarker. Danmark dejligst.

Tiden gik. Der var rigtig meget at se på. Uret - sammenholdt med gps's rute og ankomst tidspunkt, viste at vi skulle have nogle kilometer spolet, for ikke at komme meget sent frem til Svalereden Strand Camping. Michael havde lavet al forarbejde. Herunder en skøn vej fra Kvong til Sæby. Sørget for booking af hytte og færgebilletter, herunder også betalt for alle tre. Selvfølgelig havde vi efterfølgende overført penge til Michael, men alligevel. Michael skal ros og tak for en eminent fin rute, overblik og - næsten - fejlfrit stifinderkørsel.

Fredagen dukkede ud af morgendisen fra Læsø Rende. Uden at forhaste os fik vi pakket sovegrej på motorcyklerne igen, og snart var vi klar til at køre de sidste få kilometer frem til færgen i Frederikshavn, hvorfra vi skulle sejle til Göteborg. Ved færgen mødte vi flere der, ligesom os, skulle til Sverige og køre grus. Der var også en større flok på Gold Wings. De skulle til et træf for mærket. Humøret var kæmpe fint, ligesom vejret stadig var skønt. Blæsten havde lagt sig, og solen kiggede fornøjet ned til os på kajen.

Inden vi gik op for at spise den morgenmad Michael havde sørget for ventede på os, skulle motorcyklerne behørigt fastspændes til færgens dæk. En opgave jeg har udført mange gange. Den Gamle Slæde er vant til turen, og stellets opbygning giver rige muligheder for at fastgøre remmene. Derfor tog denne detalje ikke ret lang tid.

   Fordi Michael havde været forudseende ventede et bord, hvorfra der var adgang til færgens morgenbuffet, på os i restauranten. Alt klappede. Vi drak kaffe og spiste et solidt måltid, bl.a. bestående af æg og bacon. Da færgen nåede Göteborg, var vi klar til at køre, med fyldte maver og baskende sommerfugle i kroppen. Vi havde aftalt med en lille gruppe, at vi skulle følges ned til Fegen. 

Helt som aftalt kom det ikke til at gå. Vi havde misforstået hinanden. I stedet for at finde en hurtig vej ud af storbyen, blev vi ført ind til centrum. I en smal gade, omkring centrum, parkerede stifinderen. Vi undrede os noget, Beskeden fra stifinderen var, at han ønskede at spise frokost. Det havde vi ikke behov for, så vi sagde pænt farvel og på gensyn til gruppen, og fortsatte alene. Vi var godt fyldt op fra morgenbuffeten, og ønskede bare at komme ud af byen, og finde vejen til Fegen.

Igen havde Michael forberedt sig godt. Han havde lavet en fin rute til weekendens opholdssted. Ruten førte os hurtigt ud af Göteborg. Væk fra gadernes varme asfalt, byernes larm af trafik og folk, og ud på nogle større hovedveje, hvor vi - lovlydig - kunne sætte hastigheden op til max tilladte km/t for at komme væk.

Varmen var fulgt med til Sverige. Skønt. Michael brillierede stadig med at finde udfordrende veje gennem skove, marker og små landsbyer. Jeg nød at være i et land med træhuse, malet i røde og gule farver. Der er meget trygt og roligt ude på landet, selv om også de svenske bønder havde travlt. Både på marker og i skovene. Med deraf følgende aktivitet på mange af de mindre veje vi benyttede.

Efter flere kilometer gennem skov, kom vi ud i en lysning, hvor vi med et blev sat tilbage i tiden. En landmand var ved at fylde korn i en såmaskine med jernhjul og tre heste spændt for maskinen. Sådan et syn hører til i en Morten Korch film. Jeg blev glad da jeg så synet. Og glæder mig igen, nu hvor jeg kan vise det i en reportage fra et RallySupport arrangement.

Oline Gården i Fegen

Med kun få kilometer tilbage til destinationen, blev farten sat lid op. Støvet rejste sig hver gang vi landede på en grusvej. Og det er så her, jeg tænkte på, at jeg burde have sagt nej tak til at deltage. Jeg vidste jo fra tidligere ture i Sverige, hvor meget det kan støve når man kører på ikke asfalterede veje. En viden jeg har fået fra mine besøg i Sverige. Norge og ikke mindst Afrika.
Og jeg hader støv. Det kommer ind overalt. Det gør lynlåse i tøj og tasker næsten umulige at arbejde med. Støvet slører lynhurtigt synet fordi det klæber til visiret. Og alligevel elsker jeg de skønne veje i såvel Sverige og Afrika, som alle andre steder hvor jeg kan køre på små veje uden de er asfalteret. Men støvet, det ønsker jeg må blive badet i regn!!! Dog ikke medens jeg kører!

Peter Holst Jacobsen, én af stifterne af RallySupport stod klar til at byde os velkommen. Og velkomne, det følte vi os straks vi havde smidt hjelmene. Oline Gården, som stedet hedder, ejes af John, som også er en del af RallySupport (John står til højre i billedet.) Tredje hjul i RallySupport er Klaus. 

   Når man var nået frem, blev man skrevet ind og kunne bl.a. finde sit navn på en tavle, hvor man var tildelt en gruppe. Gruppeinddelingen var 'foreløbig'. De fleste havde skrevet til Peter RallySupport i forvejen og fortalt hvilken kategori man selv mente man tilhørte, og ud fra de oplysninger, samt ønsker om at køre sammen med én eller flere navngivne personer, havde Peter dannet grupper.

   Henriette var kommet i gruppe sammen med Jørgen, Michael og mig, og hun omdøbte hurtigt gruppen til at hedde: "Gamle Mænd På Store Maskiner + Henriette"

På Oline Gården er der mange muligheder for at overnatte. Flere ankom i varevogn hvor folkene så kunne skifte motorcyklen ud med soveunderlag og overnatte under bliktag. Andre ankom i autocamper med motorcykel på trailer. Mange havde bestilt soveplads på sovesale, som der var en del af. Vi tre fra Varde/Esbjerg havde bestilt plads i shelter. 
   Til gården hører et ca. 7½ HA stort skov og eng område. Shelterne var stillet op et stykke væk fra gåden, på et fint areal hvor enkelte klipper stak op af jorden. Pladsen var indhegnet med 'naturhegn'. Græsset var netop blevet klippet og alt var klar til vi kunne rykke ind.

   Michael havde taget en hængekøje med, og han fandt - efter meget besvær og med stor hjælp af John, et par træer han kunne hænge køjen op i.

   Henriette T, kendt globetrotter under navnet For the Love of Wheels, skulle også tilbringe weekenden på Oline Gården. Hun havde sit telt med, og valgte at slå det op ved shelterne. Hun måtte have hjælp til at slå teltet op (???) men de klarede det fint ved fælles hjælp. En stor smilende Henriette kunne efterfølgende holde indflytterfest.

Enkelte var ankommet dagen forinden. De fleste kom fredag, og lørdag var alle klar til at køre ud.
   Når lejren var slået op, sneglede folk sig langsomt op til hoved huset.  At nå frem til huset og ryttergården kunne tage lang tid. Undervejs var der mange kendte ansigter. Gensyns knus og gode ønsker for weekenden blev delt ud i rå mængder. Nyheder og hændelser siden sidst blev fortalt, ligesom mange fælles oplevelser blev vendt endnu en gang.

   Stedet, den fine røde Oline gården fik mange roser for beliggenhed, men endnu flere for indretning. Gården skal opleves. Indretningen er næsten umuligt at gengive. Overalt var der kroge og hjørner der rummede alt hvad man kunne ønske sig af detaljer, der kunne få selv den mest tomhjernede Gut eller Gutinde til at miste pulsen og sige WhaU.

   Mangler du inspiration til et orangeri, en hytte i skoven eller til din ynglingsbålplads, så pak cyklen og drag til Fegen og besøg Oline Gården. Eller endnu bedre, meld dig til et arrangement hos RallySupport i Fegen, så får du oplevelsen på Oline Gården med i købet.

Med RallySupport på grus

Som aftenen nærmede sig, ankom flere og flere. Som noget nyt havde RallySupport til dette arrangement også udbudt et par dage med kørsel på asfalt. Selv om jeg ikke personligt havde opdaget dette, var der mange der havde set og takket ja til at køre til Sverige for at deltage på asfaltruten, lavet af RallySupport Af gode grunde har jeg ikke fotos eller beskrivelser af disse, men ifølge flere af deltagerne, havde turen været betagende flot, og asfaltholdet havde fået afløb for trangen til snoede småveje gennem utallige skove og mindre landsbyer.

Efter alle havde spist sig mætte i fint krydrede frankfurter, blev der kaldt til fællessamling i en sal over sovesalene. Selve lokalet var et tidligere høloft. Nu istandsat og fyldt med dekorative redskaber og andet interiør fra dengang mor var dreng. 
   Med god hjælp af en lille video, indledte Peter fra RallySupport sin gennemgang af weekendens program. Selv om det nogen gange lød som om Peter overdrev, viste turene lørdag og søndag, at Peter IKKE havde brugt for mange tillægsord i sin tale. De forskellige tures sværhedsgrader, detaljer om hvad man kunne forvente af såvel forhindringer som seværdige landskaber og meget andet blev beskrevet. Sikkerheden på turene blev også diskuteret. Peter lagde meget vægt på at team RallySupport ønskede alle en god oplevelse, og det blev pointeret at hvis alle skulle få en go weekend, var det påkrævet at alle skulle hjælpe hinanden, passe på sig selv og de andre i gruppen, og skulle man - hvilket bestemt ikke var med i planerne - få brug for hjælp undervejs, var RallySupport klar med nødhjælpskasse og kassevogn, og de ville hente eventuelt havarerede motorcykler, hvis der skulle blive behov for det.
   Peter gjorde tydeligt opmærksom på, at turene var tilrettelagt således at langt de fleste kilometer var på 'offentlige' veje og stier, men at man flere steder krydsede over privatejede grunde. Skulle kørerne blive mødt af skilte, bomme og lignende, skulle disse respekteres. Ingen skulle diskutere med private om at måtte køre igennem. I stedet skulle Peter have besked, således  han kunne lave ruterne om.
   - Hils på de lokale. Stands gerne, tag hjelmen af eller slå visiret op, således personen du taler med, kan se dine øjne. Hvis vi viser venlighed og vilje til at snakke og 'mødes' på tværs af interesser, skaber kontakt gode bånd, som alle vil få glæde og gavn af, hed det også i Peters tale. I øvrigt et budskab som gælder overalt i hele verden.

Lørdag morgen var ryttergården og alle områder ved Oline Gården et summende virvar af friske forventningsfulde knopdæk entusiaster. I ladens spiseafdeling satte John og kompagni fade og skåle frem. Snart kunne de første i køen øse varm havregrød på tallerkenen. Var man mere til ost, skinke og friskbagte lune boller skulle man blot gå forbi varmekassen med havregrøden. Frugter og marmelade stod opmarcheret på store fade og i skåle.

   Selv madpakkerne var smurte. Der var en go frisk lavet sandwich, et stykke rugbrød med pålægschokolade, lidt frugt og bom til hver eneste chauffør. For at kunne nyde frokostpakken, skulle man kun huske at tage den med. Sådan en lille detalje kan man nemt glemme, ikk Michael? Godt der var flere i gruppen der forbarmede sig over dig!!!

Røde negle og en opfriskning af øjenvipperne er en del af morgentoilette.

Tandbørstning i det fri.

Skilningen skal være lige!

Ekvipagerne skulle samles i ryttergården, ved skilte med gruppenumre. 

Maskiner, mænd og kvinder bliver gjort klar til dagens ture.

Forventningens glæde strømmede gennem luften. Tyk og håndgribelig. Ligesom det støv vi senere skulle sprede i skovens dybe stille ro. Snakken gik. Alle var meget spændte på ruterne. Om ganske snart var der afgang, og forløsningen ville finde sted.

Endelig på hjul. Forude ventede mange kilometer spor, som indtil da kun havde været en streg på gps'en.

Grus- og skovveje i Sverige er mange ting. Vejene er næsten alle rimeligt farbare, men der er stor variation i hvordan de ser ud, hvilke materiale de er lavet af, hvordan de er vedligeholdt, og andre lignende forhold.
   Én ting har de alle tilfælles: De er spændende også når de er mere udfordrende end beregnet. Kavalkaden af billeder nedenfor giver et indtryk af forskelligheden på nogle af de veje, stier og spor vores gruppe mødte på turene.

   Man kan også komme ud for at skulle lave en U-vending. U-vendinger kan forekomme af mange grunde. At man ikke må køre længere ad den vej man kører på. At man er kørt forkert. Eller måske fordi der er en uovervindelig forhindring.

Henriette, eller som mange kender hende "For the Love of Whels" benytter enhver lejlighed til at snakke med de lokale folk, hun støder på undervejs. Også på denne tur, hvor Henriette standsede for at få en lille snak et ældre ægtepar, som boede i huset vi netop var kørt forbi. 

Frokost i det fri, er noget af det skønneste man kan tænke sig, når man mærker sulten nage efter mange kilometer på udfordrende veje. Ved frokosttid faldt gruppens vej - næsten som var det planlagt - forbi en større sø, hvor vi efter kort tids søgning, fandt et lille næs, hvor madpakkerne blev pakket ud. Stedet blev senere brugt som baggrund for et par billeder, taget medens vi nød den tiltrængte maveopfyldning.

   Godt tilpasse efter fortæring af madpakkens indhold, var der igen energi og lyst til lidt sjov og spas foran kameraet.

Med friske kræfter og ny energi, som der virkelig blev behov for, fortsatte vi rundt i skovene. Forud for søndagens tur havde vi hørt andre fortælle om ret meget "bøvl i en mose", men Peter skulle have fjernet sektionen fra ruten - og havde sendt den til alle deltagere. Men men men, hvad hjælper det at Peter ændrer rute.  Og sender den nye rute til alle deltagerne, hvis disse ikke downloader ruten?e    Fakta var, at vores stifinder søndag Michael, ja faktisk også Henriette, ikke havde downloadet den nye rute hvor 'mose-stykket' var taget ud. De havde begge taget fejl af ruterne, og førte vores gruppe rundt efter den 'forældede' rute. Derfor mødte vi mose-stykket, og havde lidt besværligt sjovt ud af at få de "Gamle mænd på deres store motorcykler" gennem dyndet. Men, ved fælles hjælp lykkedes det alle at komme igennem. Uden knubs til ekvipagerne, men med meget beskidte motorcykler.

Et stykke spor gik gennem et lille krat som et singel spor. Endnu en gang måtte stifinder vedgå at det var det "slettede" spor vi fulgte. Lidt efter dette foto, stod tre pæle og omkransede et par store sten. Ejeren af skovstykket ønskede ikke vi skulle køre gennem hans skov. Derfor havde han lavet forhindringen, som meget tydeligt forklarede hvad ejeren mente om at motorcyklister kørte på hans spor. Æv, det så meget spændende ud, men selvfølgelig respekterede vi afspærringen, vendte cyklerne og fandt en anden vej.

Billederne fra skovene er fra ture lørdag og søndag. Ikke fordi turene lignede hinanden, men fordi mit kamera mistede evnen til at lystre mine instruktioner. Det holdt ganske enkelt op med at fungere. Min tanke er at alt det støv fra de svenske ruter, på en eller anden måde har haft en indvirkning på funktionerne. Såvel kamera som objektiv var også med i Afrika, og stiftede dernede betydelig omgang med afrikansk støv. Nu hvor det svenske støv blandede sig med det afrikanske, mente objektiv og kamera at nok var nok, og indstillede arbejdet for mig. Objektivet er nu sendt til reparation. Håber jeg snart får det hjem igen.

Et weekend ophold varer tre dage. I hvertfald når weekenden strækker sig hen over pinsen. 
Sådanne tre dage går enormt hurtigt, nå man er i godt selskab. Og godt selskab, det fandtes overalt i og omkring Oline Gården. Alle snakkede med alle. Ruter, motorcykler, fælles bekendte, ture i fremtiden og ture som for længst var kørt, gear, turmad og særlige forhold blev diskuteret. Fuglenes kvidren og folkenes stemmer gik op i en højere enhed, hvor fællesnævneren var: Hygge og venskab. Forholdene var formidable, og RallySupport har forstået at udnytte området og de muligheder der er omkring Fegen, til at lave et fint sæt op, hvor gruselskende danskere, såvel som udlændinge, kan få opfyldt hede drømme om kilometer efter kilometer på grus i så mange varianter, at det er umuligt at remse dem alle op.
    De underlag gruppen jeg kørte sammen med, blev udsat for rene jordveje, flere med græs mellem sporene. Små sten, kaldet ral, oplevede vi også, og det kan være lidt drilsk. Hvis laget af ral er dybt nok, kan dækkene have lidt besvær med at få bid. Veje med sand og skærver havde vi også fornøjelsen af. Udover at sand ikke lige er min favorit, er skærver heller ikke.

Halvstore skærver som i følge deres natur er meget skarpkantede, er et ujævnt underlag, som ikke just er den bedst egnede overfalde for store motorcykler. Som sand og vådt græs, har skærver også har en tendens til at smutte væk under forhjulet. Hvis der så ovenikøbet ligger en sten, på størrelse med en stor mursten i sporet, ja så kan cyklen - hvilket jeg fik personlig erfaring for - hvis forhjulet ikke formår at køre udenom den store sten, forsvinde til enten højre eller venstre. Mit forhjul forsvandt til højre, og jeg lagde motorcyklen ned med venstre cylinder i skærverne. Vi fik ingen skader, kun endnu et par små skrammer i lakken. Men de skjules fint af alle de andre, som motorcyklen tidligere har taget imod.

Terrænet omkring Fegen er ikke præget af særligt mange klipper eller fjelde, men hist og her stikker store sten, op af jorden. Til stor irritation for landmændene, og som overraskende element for motorcyklister, der gerne vil spraye lidt med småsten og jord  i svingene. Alligevel var der flere steder på de ruter vi havde valgt, op- og nedkørsler som krævede teknikker, vi ikke just er vant til at øve i Danmark.

   Mose, blød engjord og grønt vådt græs slap vi heller ikke for, men det var endnu en gang herligt at se at uanset hvem i gruppen der kom i problemer med at få cyklen over eller igennem, sådanne sektioner, var alle i gruppen klar til at hjælpe. Jeg har tidligere påstået at de folk der kører off road, er de mest hjælpsomme og opmærksomme motorcyklister man kan tænke sig. Alle, også de man ikke kender, standser og hjælper. Alle, professionelle eller dygtige amatører, er klar til at give en hånd, eller komme med et godt råd, til os amatører der ikke har samme erfaring. Også dette oplevede jeg i Fegen. Det var ganske enkelt en total oplevelse af kæmpe dimensioner at deltage i RallySupports weekend i Sverige.

Når RallySupport.dk påstår de arrangerer motorcykel eventyr på din egen motorcykel, så er det måske en underdrivelse? Der var styr på alt. Og de få ting der ikke var styr på, kom der styr på. Hverken Peter, John eller Klaus kan stå inde for at den som melder sig som stifinder, ikke downloader nyeste rettede ruter. De tre styrer alt det overordnede, herunder sørger for at alle kan få et sted at sove. Og dette fik Henriette brug for, da hun natten mellem fredag og lørdag, frøs meget i sin sovepose og nyindkøbte telt. Hun fik tildelt enkeltværelse indenfor. Hun havde sovet som en prinsesse, fortalte hun da hun fik forklaret at alle andre havde været oppe meget længe, da hun valgte at vågne op. Ja faktisk var vi flere der var klar til dagens tur! Ingen panik, Henriette nåede både morgentoilette og morgenmad, inden gruppen startede ud.

Når et weekend ophold af sådanne dimensioner slutter, er det med ved man tager afsked. Dog, Michael må have gjort noget ekstra, for damerne, Henriette og Birdy havde svært ved at lade ham køre!!! 
   Afsted kom vi. Michael, Jørgen og jeg fulgtes hjemover. Vi valgte en anden vej. Vi tog køreturen til Malmø og fik på den måde kørte ikke færre end tre broer. Ingen af os er særligt vilde med at køre motorvej, men alle ved jo, at motorvejen er den hurtigste vej mellem to punkter, og mine to rejsemakkere skulle hjem og forberede næste dags arbejde, og jeg fulgte med. Ude er godt, tur med RallySupport.dk er rigtig godt, men hjemme er nu engang bedst.

Stort TAK til Peter, John og Klaus for et fantastik godt weekendophold i det svenske. Jeg kommer gerne igen en anden gang.

1. Til toppen / menu