Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Prinsens Jule Kur 2017
Prinsens Jule Kur 2017 blev vanen tro, kørt i det smukkeste vejr Guderne kunne enes om. Som mange andre børn havde vi gerne set sne falde i passende mængder, men måtte nøjes med høj blå himmel, prikket af små hvide skyer. Perfekt
Tværs hen over de parkerede motorcykler lød der pludselig et højt: "Er der nogen der har startkabler?". Gamle motorcykler, af hvilken årgang der var parkeret rigtig mange i gårdens grus, og tekniske problemer hænger sammen, som bogstaverne i alfabetet, sand, strand og vand, himmel, måne og stjerner og mange andre emner, man allerede som barn bliver belært om, hører sammen.
Allerede omkring klokken halv ti den sidste søndage inden jul, summede gårdspladsen af liv, derude på landet, hvor hanen ikke plejer at have så mange tilhører til sin morgengalen. Så langt væk fra som Nordsjælland og Sønderborg, Holstebro og Herning, kom ialt 19 ekvipager for at deltage i årets sidste fælles tur, ud i den danske vinter.
De mange motorcykler fyldte godt op på den lille gårdsplads. Ejerne gik smilende rundt. Gav knus, slog hinanden venskabeligt på skulderne, hilste på hinanden. Beundrede "juleudstyret" motorcyklerne i dagens højtidelige anledning var pyntet med.
Fantasien havde fået frit løb. Lyskæder, guilander, juletræer, gavesokker, røde julehjerter og Rudolf gevirer i plastik. Hæftet fast med gaffatape, kæmpede pynten om pladsen på dyngerne. Men ikke alt der glimrer og lyser, kan undvære strøm. Et sted midt i vrimlen kunne jeg høre én der bandede indædt. Batterierne svigtede til det løbende lysshow, men til gengæld sad NissePigen stille og roligt på bagsædet. Hun havde et bræt i ryggen, og var fæstnet til motorcyklens bagagebærer med brede strips og gaffa. En anden ekvipage havde fastgjort et par kæmpe kugler til styrenderne. Imponerende.
Prinsen havde til årets ”Jule Kur” lovet en gave (af de bedre) til "Bedst udklædte ekvipage". Der var mange aspiranter, men inden der blev stemt om noget som helst, var der én der var udpeget af samtlige andre, så afstemning blev ikke aktuel.
Sidste ekvipage ankom lidt sent. Stifinder Ole AI havde inden afgang fra hjemmet, funderet lidt over et sted på ruten, hvor han ikke var helt sikker på gruppen kunne køre igennem. Såvel sommeren, som efteråret og endda den første vintermåned, havde budt danskerne på meget regn.
Desuden havde sydvestjyderne nydt nogle dage med frost og endda sne. Dog ikke i mængder der gjorde at al underlag var stivnet. De store mængder regn, havde oversvømmet mange marker og spor. Og de skiftende temperaturer havde ikke ændret væsentligt på vandets evne til at bære en tung mogorcykel med chauffør, og ej heller en tung chauffør på en let motorcykel.
Ole Stifinder ville være på den sikre side, og var derfor kørt ud for at se nærmere på sporet, inden han mødte op for at lede gruppen.
I min velkomsttale, kunne jeg ikke lade være at "prale" af dagens smukke vejr - som om det var mig der havde afgørende indflydelse på det! Jeg lod en bemærkning falde om "Prinsens Jule Kur"'s store popularitet, herunder en speciel tak til de 4 seje quinder fra Sjælland, der med selskab af én mand, havde taget turen over til os for at køre med på Jule Kuren.
Jeg glemte ej heller at rose min dejlige hustru for hendes indsats, fortrinsvis i køkkenet. De mange flotte ekvipager fik nogle positive tillægsord med på vejen. I min optik er det helt eminent flot, at så mange havde fulgt min opfordring til at iføre sig noget "nisse"- eller julekostume.
Af hensyn til de nye der var mødt op for at køre med på Jule Kuren, gjorde jeg et større nummer ud af at forklare, hvordan vi kører efter "corner-mand" -rotations princippet. Det altafgørende for et godt flow rundt på ruten, at alle ved hvordan man ser, hvilken vej man skal køre, når der kommer "huller" i gruppen, og vejen deler sig, eller Stifinder har skiftet retning.
I lighed med tidligere introduktioner, gjorde jeg tydeligt opmærksom på, at alle skal køre fornuftigt, d.v.s. afpasse hastigheden efter forholdene. Reglen gælder især ved forbi- og gennemkørsel af gårdspladser, stalde og selvsagt også folks haver! Ja, du læste rigtigt. Vi havde fået lov til et par steder at køre hen over folks græsplæner. Det er helt fantastisk så meget goodwill vi har mødt i forbindelse med planlægningen af ruten. De steder vi kommer tæt på ejendomme, eller gerne vil køre på marker eller på markveje. har vi spurgt lodsejerne, og næsten overalt fået "Ja, det må I gerne".
Desuden ”at køre fornuftigt” betyder også, at alle skal passe på sig selv, og ikke mindst hinanden.
Velkomsttalen var den længste jeg nogensinde har afleveret. Men jeg havde også skrevet den ned på papir i punkt 18, så jeg var sikker på at jeg fik alt med, Mine gæster lyttede pænt, nikkede på de rigtige steder, og gjorde sig umage for ikke at virke alt for rastløse!
Første stop var kort efter start. Ole havde fundet ejeren af et stykke skov, hvor der for 60-70 år siden var blevet gravet materialer op til at bygge huse med. Det ler og sand der blev fjernet dengang, har efterladt et hul i et område af skoven. Vi havde spurgt pænt, og fået lov at lave en rute, en sti, et spor. Oveni købet med ejers velsignelse til at ”rette” skrænterne lidt til.
Med skovl, sav og grensaks havde Ole og jeg været i gang ude i skoven. Opgaven var overskuelig, idet området var som skabt til at lege i. Et par steder flyttede vi nogle skovlfulde sand og jord. Enkelte træer blev nænsomt beskåret. En del afskårne grene og kviste fra især unge birketræer, var tidligere blevet savet ned, og de blev nu smidt ud til siderne, således vi fik skabt et spændende spor gennem den lille skov. Ærgerligt nok, var al sneen forsvundet da Kuren blev kørt.
Sporet gennem skoven bød på mange udfordringer. Dels var der ujævnt. Dels var der niveauforskelle, hvor vi, som arrangører, et enkelt sted havde lavet en "chicken sti" med tilhørende "hønsegård" således de der ikke ønskede at køre de stejleste skrænter, kunne finde en alternativ rute med en knap så stejl nedkørsel.
Legen i skoven kunne have varet flere timer, men vi skulle videre. Der var mange kilometer grus- og markveje, som ventede på vores dæk skulle efterlade nogle tydelige spor.
- Skal vi igennem der?, hørte jeg én råbe? Ja, blev der råbt tilbage, det er vist meningen. Jeg så Ole køre igennem, og når han kan, kan vi andre vel oss........
Flere forsøgte at finde en vej gennem de høje majsstængler på marken ved siden af marksporet. Der havde høstmaskinen ikke kunne reduceret de høje stængler til 20 cm lave stubbe, fordi der var for blødt til den kunne køre.
Overalt kneb det med at få baghjulet til at skubbe maskinerne. De der havde held til at få grip, kom langsomt igennem smadderet, medens andre blev fanget i sporene. Sveden sprang medens der blev kæmpet mod de dybe spor, fyldt op af is, koldt vand og sydvestjysk mudder.
Landmanden, som havde givet lov til vi måtte køre igennem, havde forud sagt, at han på det bestemteste anbefalede os at køre ud og kigge på markvejen, inden vi skulle føre gruppen igennem. Han fortalte gårdens karle lige for tiden kørte en omvej, fordi sporene var så dybe, det ikke gav mening for dem at blive ved at grave traktorernes dæk længere og længere ned.
Mellem dig og mig, kære læser, vil jeg gå til bekendelse: Ole og jeg var ikke derude inden Jule Kuren. Vi kendte stykket fra tidligere, og var overbeviste om, at der skulle vi nok kunne køre igennem! Og jo, alle kom igennem *s*
Med tindrende øjne og sved på panden, blev resten af første afdeling hurtigt overstået. Nu gjaldt det om at finde tilbage til udgangspunktet. Tilbage til der hvor 8-tallet krydser sig selv, og hvor fru Riber ventede ved den store blå gryde.
Noget af motorcyklernes pynt var undervejs erstattet af tykke lag mudder. Køreturen ad de isglatte grusveje, mudrede markspor og over skovbundens blade, mos og knækkede kviste, havde kostet. I stedet for de flot pyntede og nyvaskede motorcykler der startede turen, returnerede en flok beskidte og forrevne ekvipager. De ca. 2 timers ophold ude i samfundet, havde sat sit præg på udstyret.
Nu var det tid hvor chaufførerne skulle tilføres ny energi, inden anden sektion af "Prinsens Jule Kur" skulle køres.
Medens vi andre havde leget os gennem den 50-60 km udfordrende rute, havde fru Jeanne varmet gullasch suppen, dækket op i "Gildesalen" og gjort alt klar til invasion.
Iført Nissehue og rød dragt, stillede hun op ved den blå gryde med den dampende varme suppe. Med en kæmpe grydeske, øste hun gavmildt op af grydens indhold, medens gæsterne smilende tog imod.
De første 25 liter gullasch suppe forsvandt hurtigt. Kur-gæsterne tog godt fra, hvilket også var meningen! Ingen skal gå sultne fra bordet, og ingen skal kunne påstå, der ikke var mad nok. Inde på komfuret i køkkenet, stod en anden kæmpe gryde og simrede med lige så mange liter suppe.
På trods af gentagne opfordringer fra både Jeanne og jeg, lykkedes det ikke kur-gæsterne at spise al suppe. Alt for tidligt meddelte chaufførerne de var mætte og påstod de ikke havde plads til så meget som et enkelt stykke bacon.
Derfor konstaterede jeg, som tur-ansvarlig Prins, at turen ikke kører sig selv. Jeg bad alle om at sadle….. næ, starte maskinerne og snart var gruppen i gang med anden etape.
Når en flok på 21 ekvipager trodser årstiden, for at køre ud på tur; oven i købet fortrinsvis på grus-, mark- og skovveje, natten efter det havde frosset ned til -7 grader C, så vil der være én eller flere, der mister fodfæste på de knoppede dæk. I langt de fleste tilfælde, sker der ikke noget særligt. Dette var også tilfældet på denne tur, selv om der var nogen stykker, der var nede og kigge på isblomster.
Til almindelig oplysning skete der ikke noget hverken med chaufføren eller motorcyklen på billedet.
At vi er mange herlige quinder og mænd der synes det er sjovt at køre gennem en majs- eller kornstupmark, kan måske være svært at forstå. Måske især hvis man er mest til slips og jakkesæt, og spiller squash eller golf hvis det skal livligt for sig.
Men vi har det altså sjovt, og vi synes det er herligt. Når man står derude blandt stubbe, med en 140 til 200 kg tung motorcykel, der sidder fast i mudder, får man naturligt afløb for ............. tja, jeg ved ikke hvad, men man har det godt bagefter. Sammenholdet på tværs af gruppen er så stort, at uanset om man kender hinanden eller måske er mødtes første gang, giver man helt automatisk en hånd til den der behøver hjælp.
De der er nærmest iler med at finde fast underlag til egen støttefod, inden man skynder sig frem for at hjælpe den der har et problem, således alle hurtigt igen kan komme videre.
Dagens tal, et stort 8-tal, var kørt. Tilbage på dagens program af ”Prinsens Jule Kur 2017” var et indslag med kaffe og kage. Nærmere bestemt chokoladekage med glasur, brunkager med lakridssmag og selvfølgelig pebernødder.
De store smil var fremme, og ikke alle var færdige med at lege, og klar til kaffen, efter motorcyklerne for sidste gang denne dag blev stillet på støttefod. Der blev grinet og pjattet. Situationer fra ruten blev gen-oplevet. Alle har sin oplevelse af ruterne. Der var rigeligt at diskutere og gennemgå. Alle var enige om, at Ole AI i år havde overgået sig selv med at lave et par ture, som var de bedste han nogensinde havde præsenteret for "Prinsens Jule Kur"-gæster.
Ude mod vest havde himlen ændre kulør. Den lysende blå farve havde fået stærke stænk af mørkt blandet med lysende striber af sart rødt. En front som havde truet det meste af dage, var kommet nærmere.
Ole Ø. manden i det blå Jule-Jakke-Sæt vandt bogen "Tornen i Afrikas øje" for bedst udklædte ekvipage. Stort TILLYKKE til Ole, som havde gjort rigtig meget ud af sin deltagelse, og derfor var en særdeles værdig modtager af Flemming Jørgensens bog, om en tur fra Nordkap i Norge til Cape Town i Sydafrika. Læs om "Tornen i Afrikas øje"
De sidste billeder blev taget. Folk spredtes for at pakke grej på trailere og i kassevogne. Opbruddet var i gang. Snart var det tid til knus og afskedshilsner vedlagt de bedste ønsker om en herlig jul samt et: ”Vi ses vel den første januar til ”Årets første tur” (som, til almindelig information, kan oplyses at køres omkring Vandel i Østjylland.)