Stuga Træf i Sverige

Lille Stuga Træf er næsten et-tilbage-til-naturen-træf.

Rindende vand findes kun i søer og floder.

Elektricitet er statisk, og opstår kun ved berøring!

Efter en dagstid med navigering og kørsel i skovene omkring det lille røde træhus, med temperaturer oppe over normal dansk sommervejrstemperatur, er det herligt at tage en svalende dukkert - eller blot et nødvendigt bad, således de andre kan holde ud at sidde tæt omkring bålet, når mørket sænker sig over den lille plet, der langt ude i en svensk skov.

I midt maj var det igen tid at mødes med en flok seje gutter i de grønne skove, oppe i Järnforsen, Sverige. Et lille træf hvor vi, en flok store drenge i vores bedste alder, leger og har det sjovt med vores motorcykler om dagen, og fortæller historier fra det virkelige liv medens flammerne fortærer de tørre grene og stammer, vi smider ind i bålet, om aftenen.

Undervejs mod øst, tænkte jeg over hvordan jeg ville lave min reportage i år? Siddende overskrævs på min efterhånden lidt bedagede BMW, overvejede jeg meget intenst, at lave billeder af de tre store broer, jeg skulle køre over, for at komme op til de andre træfdeltagere. Min idé var go', syntes jeg selv, men nu hvor jeg sidder ved computeren, synes jeg ikke billedet fra Lillebæltsbroen virker, så du, kære læser, må nøjes med billeder af de to andre.

Officielt åbner træffet om fredagen. Men jeg vidste Arne var kørt hjemmefra tidligere på ugen, og jeg sendte derfor en sms til ham, for at forberede ham på, at jeg ville komme allerede om torsdagen! Jeg troede jeg dermed ville være første gæst, men nej. Pladsen foran den lille hytte, summede af liv da jeg landede, sidst på dagen.

   Røg fra bålet spredte en hyggestemning, samtidig med den lagde sig og dæmpede kontrasterne. Arne og Mikael underholdt hinanden medens Örjan snuppede en slurk af flasken. Selv om det var et par år siden jeg havde set flere af de andre, var stemningen straks slået an, snakken gik på tysk, engelsk, svensk og dansk. Træffet er nemlig ikke stort, men det er meget internationalt. Deltagerne kommer fra Tyskland, Sverige, Norge og Danmark. Grunden til der også tales engelsk, er, at flere ikke forstår og taler tysk! Engelsk er derfor et fælles sprog, som er lige "fremmed" for alle!

Ude i skovens dybe og stille ro, er der faktisk slet ikke stille! Fuglene har travlt med at synge og kalde på hinanden, allerede når det første lys fjerner nattens dæmoner og det igen er muligt at se, hvor hver enkelt træ står. Insekter summer advarende,men man hører dem ikke førend de er tæt nok på til at kunne lande og suge blod. Ud fra skoven kom denne Trold, som med store armbevægelser bedyrede (på tysk) at han havde fundet brænde til at varme vand til morgenkaffen.

   Dagen var altså i gang, og det var tid til de bedste slurke af kaffe. Nemlig de varme dråber, som indtages når  man er kommet ud af soveposen, har fået søvnen vasket væk fra øjenkrogene og blandet pulveret og vandet, som giver den herligste GudeDrik som tænkes kan: Morgenkaffen.

Som altid ude i skoven, er bålet samlingsplads. Når alle er vågnet og hjernerne er kommet lidt op i omdrejninger, er det tid at planlægge hvem der ønsker at gøre hvad. Nogen ville køre ud til Østersøen og kigge sig om der. Andre ville køre ind i skovene, og følge de mange spor og veje som man på lovlig vis må og kan køre i dagevis, uden at benytte samme spor/vej mere end én gang, hvis det er det man er til.

Tro mod sædvanen, opfyldt af forventninger, med angsten for ikke at kunne følge med, valgte jeg at køre med gruppen som ville ind i skoven!

   Beroliget af de andre om at nok "skulle vente" og give en hjælpende hånd, når det var / blev nødvendigt, lettede jeg min Gamle Gule for mest muligt, trykkede på startknappen, stampede ned på gearpedalen, og trillede ind midt i rækken af cykler der var linet op bag Arne, som på sin Husquarna skulle lede os rundt i skoven de første mange kilometer. Senere tog René jobbet som stifinder.

Ganske kort fortalt: Alle ture var fantastiske. Der var ingen uheld med større skader. Myggene bed, når de kunne slippe afsted med det. Vejret var os i den grad stemt. Støv, støv og støv forfulgte os overalt. Vi drak.............. masser af vand. Temperaturen lå - tror jeg - oppe omkring 25 - 30 grader. Vind var der ikke noget af.

Efterdi jeg havde mere end rigeligt at gøre med at holde mig selv fast på motorcyklen, i forsøget på at følge med gruppen og så MEST fordi det støvet gjorde det næsten umuligt at se mere end et par meter frem, findes der ingen kørebilleder fra turene i skovene i år. Jeg beklager, men sådan er det! Dog har jeg nogle fotos fra en tur op ad et bjerg, hvor såvel René som jeg opgav at følge de små Husquarna'er..........................

Sporet op ad bjerget var fint. Til at starte med. Højt græs og mindre selvsåede buske, som nu kæmpede med at blive store og høje som de andre træer, blev forceret uden større besvær. et stykke oppe, hvor skærnterne blev mere stejle og sporet var gravet eller sprængt af tidligere norske bønder og skovhuggere, havde årtiers regn og andet vejrlig,  skyllet jorden væk og kun efterladt de klipper og større sten, som vandet - endnu - havde formået at flytte med sine strømninger. Sådanne spor har jeg tidligere forsøgt at følge, med det resultat at motorcyklens styrtbøjler har fået nogle gevaldige "ar".

Medens de små Husquarna'er - nærmest med ild i røven og tydelige højtydende omdrejninger - forsvandt op ad bjerget, vendte René og jeg motorcyklerne og kørte tilbage til lejren ad nogle lidt mere "spiselige" veje. De tunge BMW'er ville sikkert kunne følge med de andre, hvis der var en anden chauffør på min. René skulle sikkert bare have lidt hjælp hist og pist.

Nogle af de andre var nået tilbage til lejren. ôrjan havde - i bedste stil - kreeret en meget passende 'hat', en SølverKrone til Arne, som er den ubestridte konge på Lille Stuga Træffet. (Ikke mindst fordi det er hans hus og grund vil bruger som Base Camp :-) )

   Arne falder totalt ind i rollen, og tager det som det mest elementære og naturlige, der overhovedet kan tænkes!

Selv en Konge har sine små svagheder. For Kong Arne er det "engleskind på fingre og hænder! Modvilligt måtte Kong Arne vedgå han havde fået vabler af at dreje på gashåndtaget! VarBeHar? Det burde ikke være muligt, og slet ikke for en konge!

Men okay, selv en konge må overgive sig til arbejdet, for at undersåtterne trives og har det godt. Således er jeg overbevist om, at vablen på højrehånden skyldes noget helt andet? Hvad, overlader jeg til dig, kære Følger, at sætte navn på.

   Selv har jeg en teori, som går på, at Arne flittigt bruger sin højre hånd til at holde om det hårde stål, som findes frem fra gemmerne, når det er tid at at få lavet ild til hygge, madlavning eller til at varme sig ved!

Selv om jeg har stor lyst, kan jeg vist ikke tillade mig at kalde "Lille Stuga Træffet" for verdens bedste træf? Jeg har trods alt ikke deltaget i særligt mange træf selv når alle skal tælles med, men Stuga Træffet er et must, og jeg har været så extremt heldig at være inviteret og har kunne deltage i alle de træf der er holdt.

Træffet i 2018 opfyldte alle forventninger og håb, og blev et herligt gensyn med såvel tidligere deltgere som med nye, der havde mod på at sige ja, når Arne har  inviteret til et par dage uden el og vand i rørledninger.

Gruppefoto skal der til. Og helst et anderledes foto hvert år.

   Og selvfølgelig skal der leges................... Der er alvorlige stunder, eller ihvertfald perioder, hvor alvoren og livets barske realiteter banker på og slippes ind under træffet, men det er mest leg og herligt humørfyldt samvær, der præger opholdet inde i den store skov.

Mad forberedt over bål. Motorcykler, telt og liggeunderlag. Køretur på asfalt, skovveje og -spor. Socialt samvær omkring den levende ild. Insektbid, fuglekvidder og røg i øjnene.VIn, øl og whisky til at skylle efter og fordøje med. Fornemmelse af friheden og en tiværelse, som iblandet moderne kultur og muligheder, fører tankerne tilbage på tidligere tiders forhold, hvor tilværelsen ikke var fyldt med internet, junk-food og hurtige beslutninger. Tid til fordybelse og gåture, hvor man bliver benovet over naturens kræfter, størrelser og uendelige skønhed.

Örjan, kendt skovmand, skuespiller, designer og forhandler af "The Stugan" eksklusive møbler til skovturen, og grundlægger af samt formand for "The International Shitstik Association", inviterer hvert år nye træfdeltagere til at blive medlemmer af foreningen. Således også i år. Hjulpet godt på vej, med en detaljeret introduktion og historisk forklaring på Shitsticken, fik de nye hver sin Shitstick med instruktionsfolder vedhæftet.

Hvad Verner og Arne drøfter - og måske bruger Shitsticken som måleenhed for - det skal jeg ikke kunne sige. Men det er åbenbart noget helt usædvanlig - måske grænsende til det usandsynlige - hvis man skal dømme efter det udtryk Örjans fandt det nødvendigt at leddsage Verner og Arnes samtale med!

Ved aftenbålet var der lidt optændingsproblemer. Ilden ville ligesom ikke rigtig tage fat. René forsøge at give en hjælpende hånd med en sprayflaske (indeholdende hårlak, men det lovede jeg ikke at fortælle!) Uden større held.

   Men, så trådte Arne´til med flammekasteren, og så lykkedes det at få gang i blusset igen..............

Søndag er afskeds dag. Nogen skal nå en færge. Andre skal krydse en græse. Jeg skulle over nogle broer, i det modsatte sporj jeg om torsdagen havde  kørt for a tkomme til Järnforsen.

   På en godt støvet BMW, som havde opført sig eksemplarisk, uanset luftfiltret sikkert blev mere end rigeligt fyldt med svensk skovstøv, hentede fingrende den lille sorte pung op af venstre sidelomme, puttede den røde i højre øre og den blå i venstre, og var snart på vej vestover, mod hjemmet.

Inden havde jeg selvfølgelig sagt pænt farvel, afleveret og modtaget mange knus og gode ønsker for hjemturen, samt udtrykt forventningsfulde ønsker for næste "Lille Stuga Træf", som et flertal af deltagerne, efter bedste evne, forsøgte at overtale Arne til, at skulle finde sted allerede om et år. Indtil nu har træffet været hvert andet år. Det vil vi gerne have ændret til "hvert år".

Efer et par timers kørsel, godt og vel, ramte jeg Øresundsbroen og dermed også motorvejen. Efter kontrol og aflevering af 260 SKR, løftede den flinke brovagt, bommen, og jeg kunne forlade Sverige.

   Resten af turen indtil Korskroen, syd for Varde, hvor jeg forlod motorvejsnettet, rullede Den Gamle Gule friskt frem over den varme asfalt med op til 130 km/t, hvor det var lovligt. Den gamle kværn gør det altså godt. Jeg er mætig glad for den, og smiler hver gang jeg sætter mig op i det sæde, hvor jeg har tilbragt næsten utallige timer, med at køre motorcyklen gennem mere end 40 lande i Europa, så den nu har rundet de 280.000 km. Det er da fantastisk godt klaret *s*

Til alle deltagere på træffet, skal lyde en hjertelig tak for kæmpe godt selskab. Endnu et træf er overstået hvor vi har grinet og haft det sjovt og godt sammen.

En særlig tak for lån af billeder til illustration af min artikel til Arne,Örjan, Morten, Peter og René.

   Jeg glæder mig til 2019, hvor Arne har bebudet han vil samle os igen oppe ved den lille røde Stuga.

Til toppen - menu