Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Prinsens Jule Kur 2019
Ingen Jule Kur uden forberedelser, som er en omfattende, men meget spændende opgave.
Forberedelserne blev ekstra krydret, da VejrGuderne var alt andet end gavmilde med sol.
Fotos venligst udlånt af: Michael S, Maria J, Ole A1,
Vejrudsigten fra dagens lokale avis, JydskeVestkysten, fortalte bl.a., citat fra JV.dk: "Der er varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke søndag morgen i områderne Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder
Mellem klokken 10 og 15 vil vinden være kraftigst. DMI forventer stormende kuling 20-22 m/s fra sydvest med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s, lyder det i varslet
- Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger, skriver DMI i varslet", citat slut.
Med sådan en forudsigelse, suppleret med et kig ud på regn, dis og mørke på den anden side af vinduerne, fik jeg ærlig talt en dårlig fornemmelse. Mon der var nogen, mange, der ville melde afbud? Var der blandt de tilmeldte, nogen som mente det var for dårligt vejr?
Allerede inden klokken blev ni, ankom første gæst. I løbe af den næste times tid, ankom resten. Der var ingen afbud. Alle mødte op. Fantastisk, dejligt og smilede kunne jeg gå rundt og byde velkommen. Jeg mærkede glæden brede sig som en varmende bølge inde bag min røde regnjakke.
Inden Jule Kuren kan afvikles, er der en længere liste over forhold, som skal gøres klar til gæsterne. Denne reportage viser indledningsvis lidt om disse. Gennem lang tid ar jeg fulgt godt med i diverse forudsigelser om vejret. Vejret spiller en stor rolle for udendørs arrangementer i december. I år havde DMI og andre Spåmænd og -kvinder én for arrangementet uønsket tendens til at komme med varslinger om vand. Og blæst. Som om Danmark ikke hele året har været belemret med rigelig med regn og blæst i time- og dagevis!
Spændingen om hvordan vejret ville arte sig, blev krydret med en lille gemme-leg, hvor en ukendt gæst blev introduceret. Nu bliver spændingen udløst, idet gæstens identitet afsløres. Ingen ringere end selveste Yrsa Hin Fagre NissePige, er troppet op, og hun har lovet at blive og underholde Jule Kurens gæster med et lille show.
Fordelen ved at bo i Sydvestjylland, er bl.a. de mange stier og veje uden fast belægning. Disse holder jeg meget af at køre ture på, gerne siddende på min Lille Blå Pony, som min Yamaha 600XT er blevet navngivet.
I min store venne-flok er jeg så heldig og glad for at kunne tælle Ole A1 (som Ole AI Larsen er blevet omdøbt). Ole har totalt meget styr på hvor der findes grusede veje og udfordrende terræn i denne del af Danmark. Den viden giver Ole A1 gerne videre til mig, både i de sommerhede såvel som i vinterku.....vintervåde måneder. Ole er et geni til at hjælpe mig med at udfordre de gæster, som deltager i de arrangementer jeg, sammen med min dejlige hustru Jeanne, udbyder fra vores adresse, som også huser MiniPrimiCamp'en. At jeg så også må afsætte tid til at besøge et større antal landmænd og andre lodsejere, gør ikke arbejdet mindre, men at køre rundt og besøge disse, er ikke en byrde, og det er ej heller kedeligt. Igen i år har jeg været rundt og er blevet mødt af smil, forståelse og positiv tilgang til min forespørgsel på, om jeg må lede flokken gennem deres "matrikler".
Oles rute for 2019 fortjener betegnelsen "genial" for sådan et arrangement som "Prinsens Jule Kur", hvor alle kan melde sig til, hvis de er til udfordringer og har lyst til at møde op, sidste/næstsidste søndag inden jul, iført NisseDragt samt motorcykel med knopdæk.
Ruten i år viste sig at blive mere udfordrende end oprindelig planlagt. På forhånd vidste vi, d.v.s. Ole A1og undertegnede, der var sektioner, hvor alle (efter min bedste vurdering) ville få rigeligt med mudder til knopperne og derfor blive udfordret på teknikken! Vi var også pænt sikre på der nok ville være nogen, som ville få sved på panden. For nogens vedkommende, måske angstens kolde sved. For andre blot alm. sved, som kommer i forbindelse med at der skal knokles for at holde knallerten kørende!
Hvor mange gange jeg var afsted på reccon, er ikke talt op, men det var mange. Flere af turene foregik i regn og tæt dis, fordi VejrGuderne i år har været meget smålige med tørt vejr i perioden op til Kuren. Uanset hvor meget jeg jamrede og beklagede min nød, hjalp det intet. Ihverfald fandt jeg ingen genveje og jeg fik ikke kontakt med nogen, som tilbød at gøre noget alvorligt ved vejret, så på med tøjet og afsted, uanset regn, tåge, dis og kulde.
Iført de varmeste handsker, produceret af ingen ringere end DANE (en tidligere dansk mærkevareproducent af kvalitetstøj og -udstyr til motorcyklister), som ifølge diverse reklamer og lovprisninger i webshops, holder hænderne varme via et smart system, med indsyede varmetråde tilført energi af enten batterier eller en stump ledning, tilsluttet motorcyklens elnet. De omtalte DANE hansker gjorde et rigtig godt stykke arbejde, suppleret med den Lille Pony's håndtag med indbygget varmeledninger, tændt på laveste niveau.
Således godt rustet til det danske decembervejr, entrerede jeg "Vådområdet" som landskabet omkring Kvong godt kan kaldes på nuværende tidspunkt, hvor DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, har konstateret år 2019 er ved at nå højder for nedfaldende regn fra himlen, som Danmark aldrig tidligere har oplevet. På billedet måtte handskerne af hænderne, for at kameraet kunne blive betjent.
Allerede kort efter start kommer det første stykke med udfordringer. Kuren skal køre over ikke færre end tre broer, der med ganske kort afstand gør det muligt at forcere noget eng. Da Ole A1 foreslog ruten skulle gå henover netop det område, blev jeg lidt bleg. Ikke kun fordi jeg har et knap så godt minde fra netop den sektion, men også fordi der p.t. er meget vådt og meget blødt. Med spag stemme forsøgt jeg at gøre indsigelser, men Ole A1 lod sig ikke rokke. Ole mente at sektionen ganske enkelt er meget spændende og desuden en passende udfordring, som bestemt ikke skal opgives. Så altså, Kuren kørte igennem...........
Med i mine overvejelser var, at stykke ville kræve massiv koncentration, stykket ville yde pæn "modstand" og kræve omtanke og gode teknikker. Jeg tvivlede på at alle kommer igennem ved engen kraft. Nogen ville få behov for hjælpende hænder til skub, hiv eller på anden måde hjælpes igennem? Og jeg fik ret. Ikke mindre end 2 ekvipager blev våde, meget våde....................
Efter de to første broer er passeret, kommer et stykke eng. Der var blødt men hvis gasrullen holdes stram med passende meget gas - og lidt held, skulle det være muligt at passere. Jeg vil ikke påstå der er et spor gennem sivene, men det ser ud som om der nogen steder har været nogen, som har trampet stråene ned.
Lige inden den lille skrænt bagerst i billedet, ved træerne, var en lille ca. 30 cm bred bro over en grøft, som var den tredje og sidste bro i denne sektion. Straks efter den smalle bro, skulle kørerne op ad en lille skrænt, inden turen fortsatte tværs over en stubmark til en fin markvej, hvor chaufførerne kunne slappe lidt af, inden Kuren føres ind i en større skov, hvor man skulle zig-zagge rundt mellem træerne.
Senere på ruten ventede dette stykke, hvor der anes et spor, fyldt med vand. Sporet går mellem de to træer forrest i billedet. Til højre for sporet findes en grøft, som var totalt gemt under vand. Mellem træerne og det sted jeg stod, da han lavede billedet, er en asfalteret vej, den hvide midtermarkering kan lige anes.
Ups, det der, det så ikke godt ud, tænkte jeg da jeg første gang var ude og kigge.
Heldigvis viste endnu en tur til stedet - nogle dage senere - at kommunens folk havde gjort en fin indsats ved at grave grøften op og sørge for at vandet kunne løbe væk gennem de dertil nedfældede rør, således der igen var et farbart stykke markspor.
På det andet billede nedenfor ses samme stykke vej, bare fotograferet fra den anden side, og efter kommunens entreprenørhold havde ydet en ekstraordinær indsats for at skabe bedre forold for Jule Kuren. Jeg bukker, takker og smiler - kommunen havde gjort et godt job.
I skovens dybe stille ro, er der altid en vej ud igen. Eller, det burde der være, men på en reccon tur, kunne jeg ikke finde udgangen. Efter flere forgæves forsøg måtte jeg give op. Mellem graner der stod meget tæt, sneg jeg min Lille Pony igennem. Fik nogle smukke og anderledes oplevelser, men fandt ikke et sted, hvor det var muligt at køre ud af skoven. Et par mindre lysninger mellem de tætte stammer, blev grundigt undersøgt. Desværre, hvor træerne slap op, havde nogle skovfolk sat et godt to meter højt vildthegn op. Altså måtte jeg fortsætte gennem skoven for at finde et sted at få motorcyklen ud.
Nu er jeg ikke den der giver op lige med det samme. Og jeg er heller ikke den der "bare kører tilbage" samme vej jeg kom fra. Min overbevisning og erfaring, siger, der må være et sted hvor det kunne lade sig gøre at slippe ud. Og ja, selvfølgelig lykkedes mig at finde et sted, hvor jeg kunne mase mig gennem det tætte krat, ved at køre over nogle gamle udgåede træer, som nu er bolig for bænkebider, myg og andre insekter.
Udenfor skoven var der igen udsigt til vandhuller der dækkede hele sporet, grønne bløde marker og vådt sand på sporet mellem lyngbakker.
Når regnen pisker ned, er der andre gøremål som presser sig på, fordi de også skal have opmærksomhed.
Mine aldrende motorcykelstøvler trængte endnu en gang til en omgang med en sort sværte af blandet fedt og andet godt. Sværten blev smurt på støvlerne med en slidt og kasseret tandbørste. Næsen blev kildret med den gode duft af sværten, medens støvlelæderet blev gnedet grundigt med den lille stive børste. En brugt tandbørste til at fordele sværten på støvlerne er rigtig fint. Fedtet er nemt at smøre ud, selv hvor der er snævert og svært tilgængeligt. Når fedtet efter et par timer er tørret ind i støvlernes læder, sprayer jeg med noget silikone, og håber inderligt den samlede indsats gør støvlerne vandtætte.
Resultatet har været godt og plejer at virke, men når vandet i pytter og passager når op og oversvømmer motorcyklens karburator, virker den gode behandling af støvlerne ikke. Vandet kan nemlig i sådanne tilfælde, skyde genvej oven over støvlernes skæfte! At så indsatsen med tandbørste og spray gør at vandet bliver inde i støvlerne, se det er en helt anden historie.
Og netop sådan en "historie" oplevede jeg da jeg på reccon skulle følge et skovspor. Sporet var oversvømmet. Til højre for sporet var der tæt krat. Til venstre, i en større lysning, var alt dækket af vand. Uheldigvis var hullerne i vejen så dybe, at vandet nåede over støvleskafterne, da jeg med lav hastighed, i første gear, kørte igennem. Resultatet var jeg fik våde fødder Men - skrevet med et stort smil: "Det er hvad der kan ske, og det tager jeg gerne med, selv om resten af turen så skal køres med tæer der skvulper i vand!".
Et andet, men ikke mindre vigtig forberedelse er indkøb til og kogning af en gullaschsuppe. Der skal meget til når en flok sulte NisseMænd sætter sig til bords, efter de har været ude og lege på deres herlige maskiner. Intet mad er fuldendt uden bacon, og på dosmersedlen står jeg skal købe 2,5 kg af dette herlige grisekød. Fra udvalget af disken med okse, henter jeg omkr. 8 kg. bov, som efter jeg har haft kniven fremme, bliver til omkr. 6,5 kg rent kød. Desuden er der masser af grøntsager i gryden, når den serveres for gæsterne.
Tronsalen, som pergolaen hvor vi om sommeren tørrer vores vasketøj, bliver omdøbt til, er endnu en opgave. Ved hjælp af nogle meter klart presenning, som jeg hænger op på to af de tre frie sider, lukker jeg af for blæsevejret. Hos en lokal bonde henter jeg en trillebøre grangrene. Grenene fastgøres på bjælker med kramper og snore. Borde og stole hentes fra deres vinteropbevaringsskjul. Petroleumslamper og brændere bliver fyldet op med olie, og hængt i kæder ned over bordene. Sprælle- og kravlenisser, hentes frem i lyset fra de kasser, hvor de har puttet sig siden sidste år. Med et smil om munden, hygger jeg mig med forberedelserne. Inderst - men det indrømmer jeg ikke - synes jeg det er smadder fint at gå og nusse med disse forberedende manøvrer. Indimellem fløjter jeg en munter julemelodi eller nynner på en julesang, alt medens Tronsalen skifter udseende.
Inde bagerst i stalden, står den Lille Blå Pony. En herlig maskine som har tjent mig trofast i flere år nu..Den Lille Pony bliver også pyntet. Batteridrevne lys og nogle grankviste hægtes fast med strips og ståltråd. Og vupti, bliver motorcyklen til et kørende juletræ. Den "vrinsker" glad når jeg drejer nøglen og trykker på den sorte startknap
Prinsens Jule Kur var - igen - et tilløbsstykke
Med smil og store forventninger til ruten, blev den lille gård foran det engang så smukke hvide hus, der bærer nummeret "51" på Åstedvej, fyldt med motorcykler og kassevogne. Ude på vejen holdt flere biler med trailer samt endnu et par kassevogne. Snart myldrede friske gutter, de fleste iført Nissedragter rundt mellem pyntede motorcykler og parkerede biler. Motorcykler dekorerede med juletræer, lys og kugler, stod og ventede på afgang ud i baghaven. Chaufførerne var trukket ind i Tronsalen, hvor min søde Kone, havde stillet termokander frem, således ekvipagerne kunne drikke varm kaffe, medens de fik snakket om vind, vejr og opblødte veje og marker, og ventede på at komme af sted.
Lidt før klokken 10 løftede jeg stemmelejet et par oktaver, spurgte om alle kunne høre mig, og smed nogle bevingede ord, jeg havde forberedt grundigt, ud over forsamlingen.
Efter min velkomsttale, gav jeg ordet til Ole A1, som kort gjorde rede for ruterne, ved bl.a. at fortælle om steder hvor hastigheden og omdrejningerne skulle sætte ned, fordi der var dyr på markerne, om sektioner hvor man skulle være opmærksom på vi kørte meget tæt på huse og om, at vi enkelte steder havde fået lov at at køre gennem haver. Ole opfordrede derfor til at tage videst mulig hensyn, og ihvertfald undlade at gasse op og lave hjulspind alle steder, hvor det var indlysende at det kunne skabe interessekonflikt. Når jeg er rundt og snakke med lodsejere, får jeg altid flettet ind i min snak, at jeg håber alle vil opføre sig således jeg kan komme og spørge om at måtte køre igen.
- Der bliver rigelig med mulighed for hjulspind og høje omdrejninger, når vi skal over nogle majs- og kornstubmarker", forklarede Ole videre. "På disse marker er gas og hastighed en afgørende faktor for at man kommer igennem, uden at sidde fast!".
Når man køber en ældre motorcykel, måske endda på tilbud, kan man ikke stole 100% på at alle skruer følger med, og selv hvis de gør, kan det meget vel være, nogle skruer sidder så løse, at de skal efterspændes, inden man kører ud i skoven for at lege. At spænde efter og være opmærksom, giver selvfølgelig kun mening, hvis man vil være sikker på at få alle dele med hjem fra køreturen.
Ekvipage nedenfor, Jonathan var én af flere, som måtte skruede lidt, inden turen. Senere på dagen kunne vi konstatere, at samme Jonathan enten havde skruet det forkerte sted, eller glemt at efterspænde alle skruer. Hvorom alting var, da Kuren var slut, kunne Jonathan konstatere han manglede et styk nummerplade på den gamle Yamaha!
Et par af de andre Kur-gæster måtte også finde de maskimekaniske evner frem, og rode lidt ved motoren, alt medens der blev uddelt gode råd - og måske - smågrinet af indsatsen fra tilskuerne.
Samlet under pergolaen, også kaldet "Tronsalen", kunne forsamlingen høre en sagte tappen af små regndråber, der i en fælles indsats mod tørke (ganske og aldeles unødvendigt), bød jeg officielt velkommen til gæsterne, bl.a. med at understrege, at jeg, som arrangør af dette motorcykelarrangement, ikke just var benovet over det våde vejr.
Med vejret in mente, bad jeg alle om at passe godt på både sig selv og de andre, og opfordrede til at give en hjælpende hånd, hvis nogen måtte få behov for det. Derefter gav jeg ordet til Ole A1, som forklarede detaljer om ruterne, supplerede med gode råd til de, som ikke var så erfarne, og sluttelig ønskede alle en fantastisk god tur.
Medens Ole snakkede, kom jeg i tanker om jeg hellere måtte følge Oles forklaring op med at betone, at forholdene i min baghave i disse decemberdage, ikke just var de bedst tænkelige, men omvendt betød de våde marker og dybe huller, at der ville være udfordringer til alle, uanset hvilket niveau som off road kører de måtte have.
Undervejs i talen bemærkede jeg mange smil og herlige bemærkninger, såvel som et par dårlige jokes (?) om vejret. Alle var meget klar til udfordringerne, og snart sad gæsterne overskrævs på hver sin maskine. Gruppen blev linet op til afgang ude på asfalten, inden et brøl fra de mange toptunede motorer overdøvede de få fuglestemmer, der trodsede regn og kulde denne formiddag i Åsted.
Mit kamera blev i den vandtætte pose (Survivalstore.dk) jeg have pakket den i forud for turen. Et faktum jeg ikke er spor stolt over, men dels på grund af regnen men også fordi jeg havde rigeligt at gøre med at holde gasrullen stram, øjnene på sporet og motorcyklen lodret, valgte jeg det sikre, at koncentrere mig om kørslen. Jeg beklager, men sådan var det i år! Heldigvis var der andre som havde mobilen ved hånden, og fik lavet lidt fotos, som jeg har fået lov at låne.
Billedet nedenfor er således lavet af Michael S et sted ude på ruten, hhvor vi hjælper landmanden "Preben" med at pløje en stubmark.
"Prinsens Jule Kur" er opdelt i 4 akter. Første akt er en køretur. Tur 1 starter ca. kl. 10 og varer et par timer, frem til klokken nærmer sig 12.
I år var formiddagsturen en rute over knoldede markveje, gennem mørk skov, hvor sporet på en ca 400 meter lang strækning, gik mellem høje grantræer, plantet på en skrånende grund. Sporet, et singel track, var dækket af mos. Sådan en sektion med grønt vådt mos, på en skrånende grund, er en teknisk øvelse, hvor samspillet mellem ballance, lavt moment og gaskontrol skal forenes, for at chaufføren kan køre igennem. Der skulle ikke rokkes meget på gassen førend baghjulet mistede sit fæste, og trak baghjulet nedad mod den tætte skov.
På samme første tur, fik deltagerne også prøvet kræfter og evner på såvel mark- som skovveje dækket af vand og vådt sand, stubmarker der hist og pist var rene mudderhuller, og grusveje overstrøet med huller af varierende størrelse og ikke mindst dybde, som selvfølgelig alle var fyldt til randen med mudder og vand.
Som altid havde deltagerne fået besked om at følge i sporene efter Stifinder, og i mindst mulig grad køre på marker med afgrøder. Jeg skal ikke fortænke nogen i, undervejs at have tænkt tanken, at det måtte være nemmere at køre ind på marken end gennem vandhullerne! Men retfærdigvis skal jeg nævne, at jeg ikke så spor der afslørede en sådan kørsel, selv om der flere steder kunne være en rigtig god grund til dette.
Billedet nedenfor er fra én af de ture Ole og jeg kørte forud for Kuren, for at kontrollere om ruten var mulig at køre.
Anden akt foregår i "Tronsalen". Langbordet i midten fylder godt op, hvorfor bålstedet, lavet af et par gamle fælge, måtte stå udenfor. De gamle fælge er svejset på en måde så der er et større hulrum, og et hul er savet i siden, så man kan vedligeholde bålet, som sørger for at den store blå gryde, indeholdende fru JuleKogeKoneNisse Jeanne's hvidløg og spidskommen krydrede gullaschsuppe, holdes brændende varm.
Gæsterne udstyres med en dyb tallerken og en ske, bliver anmodet om selv at øse op, og så går det elles løs med indtagelsen af den varme suppe. Undervejs i middagen bliver formiddagens rute og strabadser diskuteret. Spørgsmå som: Hvem havde besvær med at komme gennem ....... Så nogen da...........Var det dig som........ Hvor blev Per af............. Og så videre........., bliver diskuteret. Ingen stunts eller bedrifter forbigås. Alt kommer frem i lyset. Intet holdes hemmelige! Alle skal vide alt, hvad der er værd at vide fra turen.
Når alle - efter de er blevet spurgt igen - påstår de er mætte, eller der ikke er mere i gryden (det er endnu aldrig lykkedes gæsterne at tømme gryden) startes motorerne igen. De fleste hjelme og visirer fik en omgang med en tør - og ren klud! Ligesom det værste mudder blev fjernet fra cykler og tøj, inden chaufførerne kørte ud for at afvikle tredje akt.
Tredje akt er anden og sidste fællestur denne dag. Ole har til dagen lavet to ruter. Anden tur førte - som også sidste år - gruppen ad Tobjergevej ned mod engene mellem Lunde og Lydum. Hvor Tobjergevej officielt slutter, fortsatte ruten videre ad en markvej med græs og store vandpytter. Målet var at komme ned på engen, hvor Lydum å snor sig gennem det sydvestjyske landskab. Stedet er kendetegnet ved at det netop er der, hvor Lydum å smelter sammen med sig selv! Ja, opfindsomme Sydvestjyder har døbt to "vandløb" med samme navn, selv om de starter som to forskellige bække!
Netop på den eng hvor de to vandløb finder sammen i et større forløb, kan man komme over åen, hvis man rammer betonbroerne! Men det kan være svært. Ihvertfald hvis betonbroerne er dækket af 20 centimeter vand. For kendere er det ingen sag. Er man kørt over en gang, ved man at broen ikke er særlig bred, men det vidste Jens tilsyneladende ikke. Kort inden Jens kørte ud i engens høje bevoksning, havde han hørt noget om at "holde til venstre". Om det var derfor Jens kørte sin blå Yamaha den "forkerte" vej udenom en forhindring, og derfor ikke ramte den gamle betonbro over åen, det skal jeg ikke kloge mig på. Men resultatet blev, at såvel Jens som den Blå Yamaha fik et uventet bad i det mudrede åvand.
Heldigt for Jens var et par stærke arme, hægtet på en person med nogenlunde fast grund under fødderne, parat til at hjælpe ham og motorcyklen op af åen. Både Jens og motorcyklen blev meget våde. Men vådt tøj forhindrede ikke Jens i straks at gå igang med at tømme motoren for vand, i håb om at kunne køre .videre. Men det gik ikke. Jens manglede noget værktøj og måtte lade sig trække ud af engens pløre.
Foto: Ole A1
Foto: Ole A1
Foto: Ole A1
Den anden ekvipage som dyppede nissedragten i åen, var Jonathan, som dog undlod at drage sin Yamaha ind i vandgangen. Som jeg forstod forløbet, var Johathan på vej over broen, efter han havde plantet sin motorcykel i de høje siv, da han valgte at gå venstre om en ekvipage, som spærrede vejen fremad for ham.
- Pludselig forsvand grunden under mig!, fortalte Jonathan senere, med en kop varmende kaffe i hånden. - Jeg fik et chock og kæmpede for at komme op af åen. Jeg var tæt på at panikke, da jeg opdagede jeg ikke kunne nå bunden.
Ole A1 har efterfølgende været en tur forbi "uhelds broen" og lavede et foto, hvor vandet i åen endnu ikke havde trukket sig tilbage i sit normale leje. Billedet viser den smalle bro, hvor vandet står måske 4-5 cm over dækket, men forestil dig vandet stå ca. 15-20 cm højer! Og tænk desuden på, at hverken Jens eller Jonathan er kendte i området! Dertil kommer at hverken Ole A1 eller jeg havde så meget som overvejet at broerne kunne være oversvømmet, og derfor ikke havde lavet afmærkninger! Dette kommer ikke til at ske igen, det vil jeg gerne love fremtidige deltagere på Prinsens Jule Kur.
Foto: Ole A1
Efter vandgangen i Lydum Å blev der holdt rådslagning. Jens kunne ikke få sin motorcykel igang, og forsvandt over marken, med en lang snor mellem sig og en frivillig ekvipage, som trak ham tilbage til Åsted.
Jonathan var sej og påstod han ikke frøs nævneværdigt, hvilket ingen troede på, men Jonathan insisterede og fulgte derfor resten af gruppen, som nu var skrumpet ind til 7 deltagere. Efter kort tids udveksling af ønsker, bestemte gruppen sig for, at dagen havde budt på tilstrækkeligt med udfordringer og at det ville være ok at resten af turen køres en anden god gang.
Dog havde jeg en bøn til resten om, at vi ikke skulle køre direkte hjem. Inden "Jule Kuren" havde jeg aftalt med Kians mor, Maria, at jeg ville tilrettelægge ruten således, at vi ville komme forbi hvor Kian bor sammen med sin mor og far. Kian er en lille dreng med autisme. Jeg ville meget gerne holde min aftale, forklarede jeg, og håbede de andre ville hjælpe mig, med at give Kian den oplevelse at se os i Nissedragter, og på den måde gøre ham glad.
Hele gruppen bakkede op om mit ønske, og snart efter holdt vi 7 "julemænd på motorcykel" i Kians gård, så han kunne hilse på og grine lidt af os, en flok meget beskidte NisseMands-tosser. Kians mor, Maria, lavede de to billeder nedenfor, medens vi hyggede og snakkede.
Den samlede flok fra "Prinsens Jule Kur" ønsker Kian og hans familie en dejlig jul og et godt nytår.
Foto: Maria, Kians mor
Foto: Maria, Kians mor
Med Kians smil og "Hej" i tankerne, drønede vi tilbage mod Åsted - ad asfalterede veje. Uden tvivl var der nok et par stykker eller flere, som sagtens kunne og måske oven i købet også gerne ville, trodse den regn der igen dryppede med store dråber og fortsætte turen, men flertallet sagde "stop" og således blev det.
I Åsted, hvor fjerde og sidste akt af "Prinsens Jule Kur" finder sted, havde Jens fået læsset sin Ged op på en trailer hos Michael, og sammen kørte de umiddelbart efter vi andre var landet, mod Esbjerg. Jens var ok og der var ingen tvivl i hans sind om, at han nok skulle få motoren igang igen.
Jonathan havde kontaktet sine forældre. De kom med en trailer og hentede ham og den gamle Yamaha, nu uden nummerplade, som desværre nok ligger i mudderet et eller andet sted ude på ruten. Den bliver nok svær at finde, idet den sagtens kan befinde sig i en vandpyt, og dermed er den usynlig til vandet forsvinder, hvilket nok ikke sker lige med det første!
4. og sidste akt er kaffe, te eller en øl, sodavand med kage til. Alle nyder en kop varmt et-eller-andet efter sådan en våd omgang. Termokanderne måtte fyldes efter flere gange. Om det var fordi kagen var god eller det var kroppen som trængte til sukker, overlader jeg til fantasien at afgøre. Uanset grunden var det dejligt at se Kurens gæster gjorde et godt indhug i de søde sager. Herligt var det også at høre de mange positive kommentarer om Oles rute. Mit indtryk var at alle havde nydt Kule Kuren, og havde glemt det dårlige vejr og de strabadserende indslag.
Et højdepunkt under kaffedrikkeriet er, at Årets Bedst Udklædte ekvipage skal findes og have sin gave. I år pegede gæsterne på Hans Peter's flot udklædte motorcykel og ham selv iført NisseDragt. Hans Peter fik John Andersens seneste udgivelse, nemlig bogen "Ad støvede veje rundt i Sydamerika".
Ole A1 fik en stor tak og et foto på lærred af ham selv. Motivet er entet på én af vores recconiseringsture, hvor han kører gennem en dyb vandpyt.
Når de store smil er forsvundet sammen med den gæst der forlader matriklen sidst, bliver der tomt i Tronsalen. Når alle har hilst af med et "Tak for i dag, og glædelig jul og godt nytår", er festen forbi.
Medens jeg slukkede de mange petroleumsbrændere, pakkede krus, levninger og termokander sammen, og hjalp min dejlige JuleNissePige Jeanne med at sætte servicet i opvaskemaskinen og rydde op i køkkenet, lod jeg tankerne fare tilbage til de mange indtryk fra dagens Jule Kur. Selvfølgelig fik min dejlige kæreste Jeanne et par kys på munden, og "en stor tak for indsatsen" hvisket i ørerne.
Den syvende udgave af "Prinsens Jule Kur" var afviklet. Ingen var kommet til skade. Et par chauffører var blevet våde, og deres stunts vil gå over i historien. Et par motorcykler havde fået et lidt skader, der efterfølgende skal renoveres, men set i relation til den glæde, fornøjelse og underholdningsværdi sådan et lille arrangement giver, er jeg overbevist om at alle deltagere vil give mig ret: "Prinsens Jule Kur 2019" var en herlig oplevelse