Bike Adven Turist Træf 2018

- det 4. bredt favnende weekendsamvær for motorcyklister, på en tidligere eng ved Kvong, blev et gevaldigt hyggeligt træf

- Nøj, jeg er imponeret, skrev en kvindelig træfdeltager til mig, et par dage efter Bike Adven Turist Træffet 2018. - Det var mit første motorcykeltræf, og i løbet af kun 2 dage, blev jeg præsenteret for et utal af sjove, fine, bemærkelsesværdige, skønne og spændende indslag og vildt spændende mennesker.

   - Overraskelsen var stor, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig en aldersspredning på hele 66 år, til et motorcykeltræf! Men da yngste deltager var Tobias på 5, og ældste var Leif på 71, giver det sig selv, og siger meget om rummeligheden på dette træf, slår Jette fast. Hun bemærkede også én blød blond pladshund, der lød navnet Charlie, når den altså lystrede! Vi sang og råbte hurra for Leif. I år fyldte han 71, og sidste år fejrede han sin 70 års fødselsdag på netop dette træf. Til lørdagens fællesture, var der ikke mindre end 3 forskellige ruter at vælge mellem. Overvældet og imponeret, står der i mailen fra 52 årige Jette.

Som arrangør af træffet, er jeg rigtig glad for sådan en tilbagemelding. Og det endda fra en deltager, som selv måtte ned og "botanisere" lidt i den sydvestjyske muld! For at nå dertil hvor vi, min dejlige kæreste og hustru Jeanne, kunne byde deltagerne velkommen, var der forud gået en del forberedelser. Et er at hente en ordentlig pakke med pølser og pålæg hos CS Pølsemageri i Vejen. Noget helt andet er at skrælle de mange kilo kartofler, der skal nydes sammen med pølserne. Med en boremaskine monteret med en (ny, spritny!) toiletbørste gik det dog lidt lettere end hvis hver enkelt af de nyopgravede kartofler skulle have skindet flået af med håndkraft. Efterfølgende blev kartoflerne kogt, skåret i pæne stykker og blandet med æg fra nabogården og diverse kryderier og grøntsager. Altså hjemmelavet kartoffelsalat a la Jeanne.

En go ven af huset, Lars, havde tilbudt sin hjælp, og det betød at træffet fik en flot bar, lavet af Lars af slidte paller. For at træffets mange gæster ikke skulle vælte baren, havde Lars endda skruet baren fast til fliserne med store skruer. Jo jo, der var tænkt på alt.

Medens Lars knoklede i solen, forsøgte Jette, som også var en frivillig hjælper, at finde de for længst bortkomne rene toner i en gammel 12 strenge beklædt spillemaskine med kort hals. Medens fuglene flygtede fra haven, forsøgte vi andre at holde gode miner til Jettes ihærdige forsøg på at skabe stemning.

   I en mail Jette sendte til mig efter træffet, fortalte hun, hvordan hun allerede fredag morgen var kørt hjemmefra meget tidligt, fordi hun havde lovet Jeanne at bage en kage til kaffen.

   - På vej tværs over Jylland, rumlede det lidt i min mave, men jeg kendte både Jeanne og Peter, som holdt deres Bike Adven Turist Træf for 4. gang, fordi jeg et par gange har overnattet i shelter på deres Mini Primi Camp. Derfor havde jeg tillid til det nok skulle gå, og følte mig hurtigt velkommen.

Ved frokostbordet fredag kunne Lars, Jette, Jeanne og jeg konstatere at vi var klar til at modtage gæster. Tilbage på to-do-listen var stadig nogle punkter, men det var småting, som sagtens kunne laves medens gæsterne fandt deres midlertidige boplads, og slog pløkker i jorden til deres kludehjem.

Kaya og hendes far Ken havde invaderet shelterne allerede torsdag, hvor de ifølge egne udsagn, havde hygget sig dejligt. De var ankommet et døgn inden den officielle åbning af træffet, fordi de var på Danmarks turné

   Snart efter frokosten ankom den ene gæst efter den næste, og hele pladsen sydede og boblede af liv og glade smil. Gensynsglade smil og knus blev rigelig delt ud til høje og lave

- Der ovre, der er en plads hvor I kan slå jeres telt op, pegede Jeanne, og dermed slap de to kvinder for en tur rundt på græsset for at finde et sted at bo.

Sidst på eftermiddagen, hvor pladsen efterhånden lignede det vi gerne vil have, nemlig en camp med mange glade gæster, blev det tid at starte grillen op. Kul blev forvarmet i den dertil indkøbte grillstarter, hældt ned i grillens nederste halvkugle, for derfra at afgive varme stråler til pølsern og brød, som blev placeret på de tråde, der sørgede for, at pølserne ikke fik direkte kontakt med kullene. Lars og Jette viste deres evner og styrede processerne ved grillkullene til UG.

   Til de andre gæsters store fornøjelse, blev pølse efter pølse tilpas brændt til at de smagte himmelsk. Tilbehøret var Jeannes kartoffelsalat og flute, samt naturligvis sennep, ketchup og remulade. Sikke en fest det blev............

Den gyldne uldklump Charlie fik også lov at smage de sprøde kødruller fra CS Pølsemageri. Og hunden kunne li hvad han fik i munden.

Hvis Ken ser lidt betænkelig ud, er det ikke fordi pølserne ikke er færdigstegte, eller fordi de, pølserne, har fået for meget. Nej betænkelighederne skyldes usikkerhed omkring den "forbrydelse" han begik tidligere på dagen.

   Foristorien er, at Ken havde fortalt mig, han sammen med datteren Kaya havde "besøgt" det militære område ved Kalles Mærsk hede, på et sted hvor han godt vidste han "nok ikke måtte køre"! Da Ole, min gode ven og rutemager, ankom i sin uniform fra det danske forsvar (hvor han arbejder), fortalte jeg om episoden, og Ole greb chancen til at lave lidt rav i tankerne hos Kenn.

   Ole gik hen til grillen, præsenterede sig med sin titel og fortsatte med at oplyse Ken om, at han var blevet videofilmet, medens han var "trængt" ind på det militære område. At køre ind på de militære enemærker uden gyldig adgangstilladelse er en alvorlig forseelse, og Ole var derfor kommet til træffet for at overbringe Kenn en advarsel m.m. Ken studsede lidt, men blødte ret hurtigt op, da han fandt ud af det var en joke! Og sjovt - det var det *s*

Når Sct. Hans aften er overstået, begynder dagene at blive kortere igen. Heldigvis går det ganske langsomt, og det er svært at mærke i den første tid efter solhverv. Alligevel lykkedes det for nogen at ankomme så sent på aftenen, at mørket kunne anes. For som man siger, nogen skal jo arbejde, for at andre kan holde tidligt fri!

Dag følger nat, som B kommer efter A. Med lyset kom også solen og varmen. Og netop varme var et samtaleemne efter morgenrutinerne var overstået. Mange fortalte de havde frosset om natten. Ærgerligt, og jeg tænker nogen skal have indkøbt en ny sovepose?

   I forsøget på at finde lidt morgenstemning, luskede jeg lidt rundt blandt teltene, inden alle var kommet ud af soveposerne.

Hvert år er der et fast indslag ved morgenbordet; alle skal smøre en madpakke. Indholdet af madpakken skal senere på dagen spises i en pause under fællesturen. Uanset hvilken af de tre ture man melder sig til at køre med på, bliver der undervejs holdt pause, hvor energidepoter skal fyldes op, med indholdet af madposen.

Til det formål fylder "køkkenholdet" morgen-complet-bordet med lutter gode sager. Noget på tallerkenen i en fart, og så ud i solen og nyde morgenstundens friskhed. Og lade solen varme de dele af kroppen, som endnu ikke havde fundet den rette temperatur omkring de 37, hvor mennesket føler sig bedst tilpas.

Jo tættere formiddagen kom på kl. 10.00, jo mere uro var at spore på pladsen.Den aktivitett mange havde glædet sig til siden de meldte sig til træffet, skulle snart sættes i gang. Fællesturen, som køres ad hele tre forskellige ruter, er et højdepunkt på træffet.

   I år havde vi været så heldige at Jette og Kenn havde tilbudt at de gerne ville afvikle en grus tur for rookies, d.v.s. begyndere på off road. Gennem hele træffets levetid har der været to ruter, man kunne vælge mellem. Én rute for de som vil køre på asfalt. Og én for de som gerne vil køre udenfor asfalten. Det har flere gange skabt lidt rod i butikken, at ruten for off road elskere har været lige svær nok, for de som ikke var /er øvede i at køre på motorcykel på løst underlag.

   Stor var vores, d.v.s. Jeanne og min glæde, da de to, Jette og Ken - helt af sig selv, og helt i træffets ånd, tilbød at netop den detalje ville de gerne gøre noget ved.

   Derfor kunne BAT Træffet i år tilbyde rookies og knap så øvede at de kunne følges med Jette og Kenn rundt i området, på en tur med hovedvægt på grus og andet løst underlag, men dog i et tempo og sværhedsgrad som tilgodeser de, som ikke er rigtig skrappe. Tilbuddet blev taget godt imod. Den rute der skulle følges, havde Jette kørt igennem på forhånd, så hun på bedste vis kunne føre gruppen afsted. Kenn var sweeper, d.v.s. han kørte som sidste mand, og sørgede for at alle kom med, og gav en hånd med, hvis nogen havde brug for det.

Fælles for de tre hold var, at der forud for turen, blev "tegnet og fortalt" om ruten. Dels i grove træk, lidt om længde, hvor man skulle hen, hvordan stifinder ville have truppen skulle opføre sig undervejs o.l. Uden at være helt sikker, tror jeg alle grupper kørte efter "Corner-mand"-princippet. D.v.s. når stifinder ændrer retning, kører fra den vej, sti eller spor manaktuelt  kører på, ville den ekvipage som kører lige efter stifinder, altså nr. 2 i gruppen, blive "sat af" og sksl så blive holdende på hjørnet, med forhjulet pegende i den retning gruppen skulle køre. Cornermanden skal så vente til alle i kolonnen er kørt forbi. Først når sweeper kommer frem til den der ventede, må vedkommende køre ind i kolonnen igen. Når man kender det system, og alle følger det - går det som en leg at finde rundt og få alle i gruppen med gennem hele turen.

Første hold til at køre ud på fællestur var asfaltholdet. Med Jeanne i spidsen på sin Suzuki Gladius, fulgte hele holdet efter. Stille og roligt fandt hver ekivpage sin plads i kolonnen og snart var de ude af syne.

   Asfaltholdet gjorde først holdt ved Karlsgårde Sø og  senere ved Endrup Møllekro, hvor deltagerne spiste deres madpakker. Da holdet kom forbi Kvie Sø, stoppede Jeanne endnu en gang sin Gladius. Nu var det tid at dyppe tæerne i det pænt varme vand, eller måske bare spise en is?

Jette og Kenn tog sig kærligt at det ene hold, der gerne ville køre grus. Med smil om munden, blink i øjnene og illustreret med store armbevægelser, indledte Jette sin gennemgang af ruten, ved bl.a. at fortælle, der var noget sand i en af sektionerne. Jeg havde, som den der lavede ruten, ikke hæftet mig synderlligt ved sandet, fordi jeg, som jeg også forklarede Jette og andre der gad høre om det, at sandlaget var tyndt, og dækkede over nogle brokker, som en landmand havde puttet i de største huller i det fede spor, jeg havde valgt rookierne skulle køre.

Hele ruten til Jettes hold var valgt således at der var rigeligt med grusede veje. Ind imellem havde jeg så lavet nogle sektioner, hvor jeg forventede deltagerne ville få lidt sved på panden, fordi der var brug for lidt teknisk kunnen, for at komme gennem stykket. Dog havde jeg gjort meget ud af at der ikke skulle være decideret vanskelige steder eller større udfordringer. Dels skullealle gerne have en god tur, dels skulle de også føle der var lidt udfordringer, så de efter turen kunne gå rundt med en fornemmelse af, at de havde udført noget der bragte dem lidt ud over kanten af egne evner, men som de havde klaret! Det er en herlig fornemmelse, som vi alle, uanset hvilket niveau vi er på, spejler os i og synes godt om!

Om opgaven som turleder, skrev Jette i den mail jeg tidligere har omtalt, bl.a. følgende: "Et andet indslag var da en turleder, (Jette selv, red.) væltede med motorcyklen over et markvandings rør, som sprang læk ved uheldet. Der skete ikke noget! I hvert fald ikke ret meget med cyklen, som et par mekanik-kyndige i flokken, straks fik bragt flot og undersøgt for skader Og jeg selv slap også uden skader, bedyrer Jette - og nu har jeg så prøvet det. Altså at vælte over et markvandings rør og samtidig være stifinder på en off road tur for rookies. Hvor mange kan lige sige det?

  Selve det at være den der viser vej på en off road tur for begyndere, var en stor og enormt god oplevelse, så jeg har allerede har meldt mig til opgaven på BAT Træffet i 2019."

Jan optog en video på rookie ruten, og har givet sin tilladelse til jeg viser den her. Tak til Jan, og husk lige at se videoen i HD-kvalitet. det fortjener den *s*

Gruppen for de øvede havde Ole som stifinder og mig, sagde Hunden, som sweeper. Altså den samme besætning som altid. Ole er eminent go til at finde veje og spor. Uden ham ville såvel BAT Træffet som "Prinsens Jule Kur" blive noget slattent rod, som jeg ikke ville invitere andre med på!

   Ole introducerede årets tur til de utålmodigt ventende ekvipager, der som de sidste skulle forlade campens græs. Flere så ud som om de sagtens kunne undvære at høre detaljer og formaninger (blandt andet formaningen om, at vi ALTID tager farten af når vi kører tæt på gårde,indhegninger med kvæg, heste eller får, og, at vi vinker og hilser på folk vi møder undervejs o.l.)

   Snart efter var alle parate på deres motorcykler, og hu hej vi var på hjul. Og nej, det var ikke tåge der generede udsynet undervejs. Det var støv. Alle der kørte efter Ole fik deres del af vejene klistret fast på motorcykler, tøj og ansigt. Underligt man går frivilligt med til sådant, og endnu mere underligt, vi kan li det!!!

At vi vitterligt forsøger at efterleve anvisningen om, at vi kører langsomt, viser respekt for køer og heste (og andre løse dyr) viser nedenstående foto med al ønskelig tydelighed. Bemærk alle de mange motorcykler som har passeret koen, der bliver liggende og tygger sin mad for anden eller tredje gang. Det er nøjagtig sådan det skal være.

   Hverken dyr eller små børn (eller store børn og voksne) skal være bange for os! Hverken når vi kommer alene elller når vi kommer i flok. Vi er venlige og omgængelige, og gør et helhjertet forsøg på at tage - og vise al den hensyn vi selv elsker at modtage.

Syd for Varde gav en Honda op. Maskinnedbrud. Noget med en benzinpumpe, mener jeg at kunne huske. Med mindre der skal specielle reservedele til, er mange af de gutter der kører off road, i stand til at udrette, hvad der i mine øjne ligner mirakler!

   Også i dette tilfælde. I løbet af kort tid, lykkedes det at finde fejlen og udbedre skaden, således ekvipagen igen kan fortsætte, endda som om intet var hændt. Jeg duer ikke selv til mekanik, så hvad de maskimekanisk kyndige kan, undrer mig til stadighed og jeg er altid af den opfattelse, at de er noget der nærmer sig motorcyklernes Guder. Og jeg glæder mig enormt meget over, at jeg kender nogen, der altid er villige til at give min motorcykel en hjælpende hånd, når det trænges. I ved selv hvem I er, så jeg vil blot sige: TAK venner!

Når alt ovenstående er sagt, vil jeg lige sende en hilsen til de bilister som kørte forbi os medens Hondaen blev serviceret.

Tak fordi I ikke kørte os ned!

   I havde godt nok så travlt, at mange af jer ignorerede at jeg forsøgte at gøre opmærksom på, at I skulle sætte farten ned, og gerne holde tilbage når der kom modkørende. Desværre var der mange af jer der havde så travlt med at komme videre, at I ikke kunne vente og holde tilbage for modkørende trafik!!!

   Og nej, der skete ikke noget, men helt oprigtigt, det ville klæde jer at vente de så sekunder der ville gå med at holde og vente til der var fri passage, således at de der mekkede med motorcyklen, ikke behøvede at være bange for liv og lemmer!

   Vi gjorde ikke holdt på den snævre vej for at genere andre trafikanter. Det ville pynte hvis alle viste lidt sympati og ikke bare masede på for at komme de få sekunder hurtigere frem.

Tiden der gik med at fikse Hondaen, blev - af de som ikke fik plads ved værktøjet - brugt til spisepause.

"Off road" betyder "uden for asfalten". Og når det nu er en off road tur man har tilmeldt sig, så gælder det om at undgå asfalt mest muligt!

Omkring kaffetid - jysk for at klokken er omkring 15 - var alle tre hold tilbage og motorcyklerne sat på støttefod på Campens græs. Nu var det tid for at nyde resten af dagen med kaffe og kage, snak, hygge, en lur, et bad eller hvad man nu var til. En øl eller et glas vin, for eksempel!

Enkelte nye gæster dukkede op. Udover naboerne, kom bl.andre også Thorkild. Han gjorde stort indtryk på min frue, idet han havde ikke én, men hele tre buktker med til hende!

Om gæsterne ved træffet, skrev Jette i sin mail: "Midt på eftermiddagen (fredag, red.) kom Kenn, som havde taget sin far med. Kenn og hans far kender jeg fra en fælles tur til Sverige. Snart kom også to brødre, Lasse og Morten, de delte telt, som så ofte før, og de havde også mange historier at fortælle.

   Mona, som elsker citronfromage som morgenmad og Karin, som er hamrende go til børn, er et par herlige tøser, som hurtigt indtog alles hjerter, og fik folk til at grine, med deres skønne humor. Ester, en kvindelig motorcykel eventyrer fra Holstebro, fortalte gode historier fra sine mange rejser, til mere end 40 lande fordelt på 6 kontinenter.

   Skønne Kaya, på 11 år, skal nævnes. Hun var på motorcykel sommer ferie tur rundt i Danmark, med sin far, Kenn. Godt klaret af en ung pige at sidde så langt bag på en motorcykel. De kom fra Næstved og skulle fortsætte deres tur. Men Kaya havde lidt ondt i bagen, afslørede hun.

   Andre havde følgeskab af koner og kærester. Helle, fra Als, kom sammen med hendes Jørn og sang karaoke uden musikledsagelse, endda så højt alle vidste hvor hun befandt sig. Der er ingen bands eller DJ’s på træffet; den musik der er, leveres af campens fugle og dyr, ledsaget af vindens leg med havens træer, blade og buske. Nå ja, der er så heller ikke meget net-forbindelse, helt derude på landet i Sydvest!"

Mange nåede at blive godt sultne, inden Steffan fik skåret de første godbidder af den grillede gris. Der gik lidt kuk i systemet, hvorefter sværen måtte en tur i ovnen i køkkenet, for at få sværen til at blive sprød og luftig.

Helstegt pattegrissebasse er en fantastisk god middagsret at servere for en flok sultne motorcyklister. Dels ser grisen jo hamrende spieselig og ser indbydende ud, dels kan alle se der er nok, dels er grillet gris for de fleste på den absolutte top fem indenfor livretter. Også hos mig, kan jeg afsløre.

   Som tilbehør serverede Jeanne og køkkenholdet igen hjemmelavet kartoffelsalat samt grøn salat med bl.a. melon.

   Ingen BAT Træf uden dessert. Som vanlig citronfromage, hjemmelavet med fløde fra sprayflaske!

Skønne Kaya, en næsten 12 årig pige fra Næstved, som var på motorcykelsommerferietur med sin far Kenn, pyntede nogle af træfgæsterne. Hun flettede håret på kvinder, og skæget på mænnerne.

Selvfølgelig sker der meget sådan en weekend. Enkelte hændelser er måske lidt sladderbladsagtige begivenhder, som det kunne være sjovt, spændende, afslørende, vittige for ikke at sige vanvittige at bringe videre. Men, uagtet jeg har en fortid som pressefotograf hos ugebladet "Se og Hør", lader jeg sætningen: "Hvad der sker på Bike Adven Turist Træf, blir på Bike Adven Turist Træf" afgøre hvad der kommer med i min reportage. Det betyder, desværre for nogen, at jeg ikke beskriver slibrige detaljer, og jeg viser ej heller afslørende billeder fra weekenden!

Dog er det mig en stor fornøjelse at fortælle, om den særdeles fantastisk gode stemning, der prægede hele træffet. Så vidt jeg kunne dømme, var alle mætte, godt tilpasse og nød samværet og livet, som midlertidige campister på Mini Primi Camp.

   Heldigvis var der ikke forbud mod afbrænding. Danmark havde i en længere periode forud for træffet, oplevet en meget varm maj og juni, hvilket havde gjort at mange kommuner, inklusiv Varde, havde indført midlertidigt stop for brug af åben ild. Heldigvis var forbuddet ophævet (men blev atter indført nogle dage efter træffet). Derfor var der såvel opsat nogle "finske komfurer" som ild på bålfadet.

At det havde været en meget "gemytlig awten", som sønderjyden Helle vist ville kalde lørdag aften i teltet, er der vist ingen tvivl om. Hun, Mona og Karin var ikke blevet færdige med at synge og danse, så de tog en svingom og skrålede omkap, efter morgenmaden. Som for øvrigt for Monas vedkommende, endnu en gang bestod af citronfromage!

Søndag er opbrud og afskeds dag. Kludehjemmet pakkes ned. Der skal samles pløkker, pakkes soveposer og alt skal på plads på motorcyklen for at blive bragt tilbage til hjemmet.

Nu gik det ellers lige så godt. Med stor fornøjelse og glæde i maven, havde jeg fredag nydt at se hvordan campen blev erobret og indtaget af det ene telt efter det næsten. Set gæster pakke deres gear ud og forberede sig på et par dage i det fri.

   Nu var det vemodigt at se de samme folk pakke sammen. Se hvorledes der blev frit kig til mere og mere græs, fordi teltene blev hevet ned, alle som én.

Knus og kærlige afskeds hilsner blev afleveret til nye såvel som til gamle venner.

Lone, en fantastisk kvinde fra Sønderborg, havde sin fem årige Tobias med i sidevognen. Apropos  Lones sidevogn, fik den mig til at tænke på en ”dametaske”. Det er ganske utroligt hvor meget Lone kan pakke i sådan en trehjulet ekvipage! Så, kære kvinder, hvis I skal køre motorcykel og ha plads til ”alt”, så køb én motorcykel med sidevogn.

   Lone, for eksempel, kører tit på tur med sin søn og deres hund, som fint kan enes i sidevognen, medens mor Lone betjener gasrulle, kobling og alt det andet udstyr på styret. Med i sidevognen har Lone, foruden hund og barn, et kæmpe telt, legetøj og børnebøger nærmest ad libitum, kogegrej, kæmpe luftmadras og soveposer, diverse nips og personlige plejemidler, samt et utal af gadgets, som Lone mener, er uundværlige!

Evaluering for åben tæppe:

Bike Adven Turist Træf 2018 blev opfyldelsen af den drøm Jeanne og jeg har delt i flere år. BAT Træf 2018 blev det fjerde træf vi har lavet, og det blev - uden tvivl, det bedste af dem alle.

   Vejret var med os lige fra starten. Gæsterne, som jeg er ganske sikker pål er verdens bedste træf-gæster, fyldte de rammer, vi havde sat op. De kom, de festede, underholdt, spiste, drak, hyggede, morede, hjalp hinanden, kørte fællesture, sov i telt eller shelter, frøs, svedte og meget meget mere.

   I var fantastiske. Vi vil gerne en sidste gang sige en kæmpe tak til alle der deltog, til alle der hjalp, til alle der gav et nap med, således at alt (tror og mener vi) klappede og fungerede som det skulle og kunne forventes.

   Vi håber at se jer igen i 2019, hvor vi fejrer 5 års jubilæum. Bike Adven Turist Træf 2019 afvikles fra 28. til 30. juni.

Jeanne og Peter

Til menu / toppen