Skud i mørket !

Endelig fik vi oss prøvet det. Og så endda i Danmark! Men lad mig lige starte med begyndelsen.

Efter lidt tids forhandling om en presenning, lykkedes det mig endelig at få "lov at købe en ordentlig basse". Efter jeg på facebook havde vist et foto af det "stativ" jeg med en del sved på panden og ømme muskler havde fået rejst foran vores sheltere, fik jeg en henvendelse om "jeg manglede en presenning, som var stor nok til at dække forpladsen?".

   Jo, det mente jeg helt sikkert jeg gjorde, hvorefter forhandlingerne om prisen gik igang. Det tog nogen tid at forhandle prisen på plads, men da det lykkedes, skulle den hentes. Presenningen befandt sig lidt syd for Hirtshals. Altså måtte jeg regne med at bruge det meste af en dag på turen. Jeg fortalte Carsten, som den nu tidligere ejer af presenningen hedder, at jeg ville komme på motorcykel. Med bekymring i stemmen, forklarede Carsten mig at presenningen var stor! Ja, det vidste jeg jo godt. Faktisk var det grunden til jeg ønskede at købe den.

   - Ja, men den er også tung, indvendte Carsten i den bedste mening.

   - Okay, hvor tung?, spurgte jeg videre.

   - Tænker den vejer omkring 35-40 kg,lød svaret.

   - Nå ja, ok, det går nok, mente jeg, og fortsatte med at sige, at jeg tidligere har kørt med meget forskelligt, og desuden flere gange har kørt med passager på bagsædet. Og mine passagerer har ikke alle været små spirivipper. Indimellem har der også været "rigtige mænd" med ølmave, forklarede jeg Carsten.

En lang historie forkortet, kom flere af mine venner med samme indvendinger som Carsten. Den kan du ikke fragte på motorcyklen. Den er stor, uhåndterbar, tung (som ind i 'en vis ting') og besværlig. Ok, sagde jeg til alle. Noget af en udfordring at køre omkr. 250, for så at måtte give op, men men men, det må komme an på en prøve! Altså kørte min dejlige hustru, Jeanne, og jeg mod nord på Store Bededag.

I en frisk brise fra øst, lavde vi ud fra Åsted med GPS'en indstillet på Hirtshals, dog med et viapunkt der hed Rind Kirke.Èn af vore venner havde "inviteret" til et arrangement vi ønskede at deltage i. En arving skulle konfirmeres, og kKonfirmanden ville gerne køre på motorcykel fra  kirken, og der måtte meget gerne være eskorte. Altså mødte vi op ved Rind kirke sammen med mange andre på motorcykel. Luca, konfirmanden, smilede og var glad for det store fremmøde af motorcyklister, og hu hej hvor det gik gennem det smukke midtjyske landskab.

Herligt at være med til at gøre en ung knøs glad. Efter nogle forfriskninger og hyggesnak, fandt vi tilbage til vores motorcykler igen. Satte hjelmene på hovederne og fortsatte turen mod nord. Vi fulgte en herlig række af mindre veje, dog med go fast belægning. Vi havde et udtalt ønske om at få hentet den presenning, for så at vende motorcyklerne mod syd og køre den "pæne" tur langs Vestkysten hjem.

   Inden vi nåede vores hjem, ville vi finde et sted at overnatte. Ikke fordi vi ikke kunne køre turen Åsted - Hirtshal, tur -retur på én dag, men fordi vi ville udnytte fridagen, Store Bededag, til en udflugt med overnatning. Gerne i et shelter.

   Der var ingen problemer i at finde den rette adresse hvor presenningen skulle hentes, men, jeg var en smule skeptisk. Den tidligere ejer af den grønne dug, Carsten, havde sendt en sms, som jeg læste da vi var i Løgstør! I sms fortalte han, at han ikke var hjemme, som ellers aftalt! Ej for noget l..., tænkte jeg. Nu er vi så langt, og vi havde en aftale! Og så forlader manden med presenningen hjemmet! Hvad var nu det for noget.

   Jeanne og jeg brugte 30 sek. på at overveje hvad vi skulle gøre. Jeg forsøgte at ringe, men Carsten tog ikke sin telefon. Jeg sendte en sms, men fik ikke noget svar! Derefter startede vi motorcyklerne igen, og fortsatte.  Nu var vi kommet så langt, så kunne vi lige så godt tage chancen! Måske presenningen lå, så vi kunne tage den. Og jeg håbede på at kunne betale med mobilpay. Om ikke andet fik vi en køretur i godt vejr. Og så havde vi jo aftalt vi ville finde et sted at overnatte, hvilket vi jo så kunne bruge tiden på at lede efter.

Carsten nåede ikke at svare eller ringetilbage, inden vi fandt frem til hans adresse. Pu ha, presenningen lå i gården. Bredt ud og med store pytter fra en regnvejrs dag. Dermed kunne jeg konstatere at den ihvertfald var tæt. Nogen steder! At den var ikke pakket sammen, var ikke noget jeg hæftede mig synderligt ved. Fra tidligere tider har jeg erfaring med presenninger fra lastvogne. Vi var to, så presenningen blev hurtigt pakket og rullet sammen til transport på motorcykel.

=g snart efter lå den grønne dug bag på min Gamle Slæde, og vi forlod atter adressen. Carsten havde stadig ikke givet lyd fra sig, men vi havde jo en aftale, så jeg tænkte det var ok at vi tog den med, og så måtte jeg betale når jeg igen fik kontakt med Carsten.

Med de yderligere kilo fra den grønne dug på baghjulet, kravlede jeg op på sædet og satte igang. Den øgede vægt var ikke noget at bemærke, udover at cyklen trykkede lidt mere mod underlaget. Sammenlignet med at have en passager siddende, tyngede presenningen vel omkring det sammen som et barn! Ikke noget at snakke om, eller gøre noget halløj ud af. Jeg kan måske tilføje at i modsætningn til en passager, lå presenningen stille, og fulgte "bare med". En passager kan være en udfordring, hvis denne ikke sidder nogenlunde stille og følger med motorcyklens bevægelser.

Skønt beliggende shelter

På shelter appen "Shelter" havde vi fundet Eshøj shelterne. De var markeret på kortet til at ligge i en skov, lidt øst for Thisted. Ankommet til skoven, kunne vi dog ikke finde shelterne, og der var tilsyneladende ikke nogen skilte. Heldigvis var der et par med en hund (i snor) som vi kunne spørge. De fortalte os vi blot skulle fortsætte ad skovvejen helt ned til stranden, hvor vi skulle fortsætte mod venstre, til vi kom frem til dem. Smilende sagde vi "Pænt tak" og gjorde som de havde foreslået.

Grønt løv i uendelige variationer. Et fint spor ned mod kysten. Hvide sten og ral, der smuttede væk under dækkene. Rullende bølger med hvide skumtoppe. Blå-hvid himmel, med et usynligt lavtryks indvirken på såvel havet som skoven. Livet var skønt at danse med. Vi håbede vi rullede hen mod de sheltere, parret havde fortalt os om, og som skulle være vores pitstop for natten.

Vi kiggede os omkring. Overvejede for og imod. Skulle vi vælge det shelter der lå med åbning mod havet, og absolut havde den bedste udsigt? Eller skulle vi vælget det andet, som lå med siden til vandet, men til gengæld lå med åbningen i læ? Vi valgte shelteret med læ. Satte os. Snakkede lidt, og mærkede efter kort tid, at sulten var ved at melde sin ankomst. Det var nogen tid siden vi havde spist.

Altså pakkede vi os selv og vores grej på motorcyklerne igen og forlod shelterne, men forinden havde jeg noteret placering på GPS'ën.

Gerda P Svendsen, som min GPS fra tid til anden bliver kaldt, havde mange forslag med spisesteder i Thisted. Vi valgte et sted nede på havnen, men kunne ikke finde stedet! Det var lidt som også tidligere erfaret. Garmin, som har produceret min GPS er ikke opdateret hvad restauranter og spisesteder angår, og endnu et par gange, måtte vi sande at de adresser Garmin'en foreslog, ikke havde noget med gode kokke og køkkener at gøre.

Selvfølgelig fandt vi alligevel et sted. Vi kørte lidt rundt på haven, til vi bestemte os for "La Porto". Et godt valg, hvis man kan lidt italiensk mad. For nogen tid siden havde vi spist en ret med gorgonzola, og da vi fandt denne specielle ost som en pastaret med oksekød, var valget nemt. Og sådan blev det.

Maden var go. Og rigelig. Øllet, en Thisted Classiker var go. Men desværre hældt i en for lille flaske! Heldigt jeg skulle køre, ellers havde jeg nok bestilt en flaske mere.

Godt mætte og veltilpasse fandt vi tilbage til vores nattely, og måtte sande, at vi ikke var alene. En lille gruppe drenge var ankommet på deres knallerter. De havde okuperet det første shelter. Heldigvis netop det vi havde valgt fra. Med en løftet venstre hilste vi på drengene og fortsatte de 10-15 meter til shlteret, som lå med siden mod vandet.

Vi havde set frem mod en hyggelig aften ved vandkanten. Med de unge knægte meget tæt på, kun adskilt af nogle træer og og buske, hvis blade skærmede mod synet, men ikke mod lyden, frygtede vores håb om en dejlig aften blev krydret med larm fra de unge.

   Den nye situation med de ændrede forhold blev diskuteret. Skulle vi flytte? Der var andre sheltere i nærheden, viste shelter-appen. Men ingen der havde havudsigt. De unge spøgte, legede på taget af 'deres' shelter og drak direkte fra flasken. Indholdet kunne jeg ikke aflæse på etiketten, men tror det var noget halvstærkt. Endnu en knaller, med to på sædet, ankom. De havde hverken hjelm eller andre former for krops beskyttelse på.

   Lidt stive i betrækket og en anelse skuffede, - måske endda en smule frustrerede og ærgerlige over vi ikke havde valgt at flytte, pakkede de unge pludselig sammen og forlod området. Lettede forlod vi vores siddepladser og gik en tur langs stranden. Nu var omgivelserne som vi havde ønsket.

Aftenen havde stadig nogle tid tilbage, hvor det var lyst nok til at finde rundt. Vi var trætte, men havde det herligt. Undervejs til shelteret havde vi købt lidt aften-guf samt rødvin. Vinden legede stadig med blade og alt der kunne flyve. Kysten lagde land til de mange små bølger brød mod de utallige sten,   som de sidste mange tusinder af år havde ligget ydmygt og foranderligt, og passet på vandet ikke kunne få tag på jorden nedenunder.

Lydene forandrede sig i takt med vindens styrke. Blandet sammen med den konstante susen fra træerne, kunne vi høre en bil nærme sig. Lyset fra lygterne hoppede når bilens hjul fandt de mange små og større huller i sporet. Chaufføren standsede ved det første shelter. Parkerede bilen med front mod havet. Rullede venstre siderude ned. Skruede op for lyden fra bilens stereoanlæg. Ud kom noget sørgmodigt blues-jazz inspireret halvklassisk strygermusik. Hverken larmende eller irriterende. Fint afstemt musik til tankevirksomhed.

   - Tror du det er en selvmordskandidat vi har fået besøg af? spurgte vi hinanden! Musikken lød en smule deprimerende. Manden var alene i bilen. Han sad i meget lang tid - og bare sad. Ingen reaktioner eller bevægelser.

   - Måske han mediterer? Eller bare trænger til at være alene?

   Vi vidste det ikke. Overvejede at kontakte ham og spørge om han ville have selskab, men blev så enige om, at det ville han sikkert ikke, siden han var kørt ud til dette stille område.

Ved shelteret som lå lidt oppe ad skrænten, gemt blandt skovens små buske og gamle stammer, blev langsomt omsluttet af mørket. Manden i den røde bil forsvandt. Atter var vi alene i skoven. Trætheden efter en dag med mange gode oplevelser, en del kilometer på motorcyklen (lige godt 400 km denne dag) gjorde at vi søgte soveposerne. De lå parate på vores liggeunderlag. Nøj det var dejligt at ligge i posen, høre vinden og bølgernes brus, og lade tankerne fare, medens søvnen hentede os til drømmeland.

Skud i mørket

Alt var idyl. Lige til det ikke var det mere. Jeg blev vækket af søvnen ved et kæmpe brag, som jeg ikke vidste hvad var - eller hvor kom fra. Jeg satte mig  op i soveposen! Kiggede ud i det tætte mørke. Øjenene vænnede sig til hurtigt til mørket. Mod højre var der meget dunkelt. Der kunne jeg ikke se noget, men jeg vidste jeg kiggede nærmest lige ind i skrænten, som meget stejl rejste sig lige bag shelteret. Mod venstre kunne jeg se kysten. Træer og buske stod som silhuetter mod den lidt lyse himmel i horisonten, hjulpet lidt på vej af gade- og reklamelys fra storbyen lidt borte. Pludselig lød endnu et brag. Det var et skud. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Nogen skød. Jeg blev lysvågen. Tankerne kredse omkring hvad det dog kunne være? Hvem kunne finde på at skyde i mørket? Jeg blev forvirret. Jeanne havde ikke rørt på sig. Hun lå som om hun sov!

   Jeg spejdede det bedste jeg havde lært. Lyttede efter om jeg kunne høre nogen! Jo, der var faktisk nogen der snakkede. Dog var lyden så langt væk, jeg ikke kunne høre ordene. Men skuddet der fulgte, det kunne jeg høre. også det næste skud. Nu var der affýret 4 skud. Jeg var helt færdig med at sove. Kiggede på Jeanne. Hun "sov". Ihvertald rørte hun ikke på sig, men jeg kunne høre hun trak vejret. Fint, lad hende endelig sove, tænkte jeg. Det var rigeligt at jeg var nervøls og en smule bange!

   Medens jeg spekulerede over hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle, så jeg pludselig mundingsild og hørte et højt brag. Jeg havde ikke lyst til at gøre opmærksom på mig selv ved at tænde for mobilen for at se hvad klokken var. Jeg havde måske nok lyst til at ringe til 112, men lod være! Folkene med geværet var ikke langt borte. Hvis de kunne høre mig, ville de måske komme over til os? Det ønskede jeg ikke. Altså lå jeg og kiggede i retning mod det sted jeg havde set mundingsild. Og så det endnu en gang. Og hørte selvfølgelig braget fra affyringen.

6 skud blev det til. Derefter blev der stille. Jeg fortsatte nogen tid med at stirre ud i mørket, men da der ikke skete mere, og der hverken var lyde efter mennesker eller biler, besluttede jeg at lægge mig ned igen. Om jeg kunne sove, vidste jeg ikke. Men jeg faldt i søvn, for næste gang jeg vågnede var det lyst. Og vi var begge i live!

   Med lyset var de bange og frygtsomme tanker jaget bort. Vi havde ingen skade lidt. Der var ingen spor efter nattens skyderi. Oplevelsen blev diskuteret over morgenkaffen. Jeanne havde været vågen. Hun havde ingen fornemmelse af hvad der var sket, og var så tilsyneladende faldet i søvn igen uden at spekulere mere over skuddene. Fint, der var jo heller ikke sket noget. Vi var ikke kommet til skade. Som det eneste var vi blevet vækket. På en ubehagelig måde ja, men pyt. Såvel os som vores motorcykler og andet pik-pak var intakte og hele, så................... vi gør det igen, altså sover i shelter uden frygt.

Denne morgen drak jeg tre kopper kaffe, medens jeg pakkede motorcyklen. Vi ville køre videre mod hjemmet. Ville standse når vi blev morgenmadssultne og ellers bare nyde turen.

Morgenmaden blev købt i en brugs, og spist på havnen i Lemvig.

   Tanken var at finde et sted udenfor byerne at spise morgenmaden, men vi fandt kke noget sted der faldt ud til vores tilfredshed. Der skulle være læ, der skulle være noget bord-bænke-noget og så måtte der selvfølgelig også gerne være "noget pænt at kigge på".

   Undervejs mod Lemvig kom jeg i tanker om, at havnen i Lemvig vist var blevet ændret til noget "rekreativt havnemiljø moderne noget". Der måtte vi kunne finde et sted at være, og jeg var ret sikker på, der ville være meget livligt og sikkert fyldt med gæster, sådan en fin lørdag, lige forud for Mors Dag (som det var om søndagen) Og sådan blev det.

I et hjørne var der læ, således vores Jet Boiler kunne varme vand til kaffe og te. De indkøbte rundstykker fik et lag os og skinke og derefter stoppet ind i munden, hvor tænderne bed et passende stykke af bollen, inden de samme tænder gumlende kunne kvase maden og lade tunge og synkebevægelser sende manen videre ned i maven.

   Der blev gloet lidt på os. Jeg er ikke helt sikker på det var ok at køre motorcyklerne helt frem til der hvor vi placerede os. Men jeg så ingen skilte, og der kom ikke hverken politi eller p-vagter for at smide os væk.

   Hvis vi ser bort fra skuddene i natten, havde vi haft en herlig udflugt til det nordjyske. Tilbage ved hjemmet kunne vi glæde os over der var endnu en dag i weekenden. Nemlig søndagen.

Søndagen blev brugt til at begynde de indledende øvelser, der i løbet af kort tid skal resultere i en indgangsportal til vores Mini Primi Camp. Det er noget med en port og ................ Væbn dig med tålmodighed, så kan du komme forbi og se hvad jeg har fundet på :-)

Jeg er meget spændt, for hvis min ide, min plan og min drøm kan blive udført, tror jeg det bliver rigtig godt. Men nu får vi se. Planer er til for at ændres, eller i mit tilfælde, for at tilpasses. Må vel indrømme jeg aldrig helt ved hva mine forskellige projekter ender ud i, men noget sker der, og noget kommer der ud af anstrengelserne. Også i dette tilfælde. Jeg håber så det bliver godt *s*

Stay tuned, så får du som én af de første nyhederne, inden de når at blive gamle.

Til toppen / menu