TET - en pakke med 1001 muligheder for oplevelser

Afrika har noget helt særligt over sig. Men Danmark og Europa kan også noget, ikke mindst hvis man er vågen, opmærksom, tålmodig og har lysten til at opleve Europa på små veje. Mit forslag til gode oplevelser på små veje, er TET, Trans Euro Trail®

En køretur til arbejde, til bageren eller bare for at komme ud og få luft i lungerne, kan hurtigt give tanker, fornuft og vejrlig baghjul. Hvor ofte har du drømt om at  fortsætte forbi din arbejdsplads, bare fortsætte med at køre, uden at stoppe ved arbejdspladsen eller bageren og bare køre videre? Fortsætte uden mål og uden at skulle nå noget! Bare køre uden bagkant. Uden at vide hvornår du igen er tilbage på matriklen, hvor dagligdagen lurer og venter med alt det den kan.

   Sådan har jeg drømt mange gange. Jeg har dog aldrig gjort den drøm til virkelighed. To gange har jeg arrangeret foredrag med én som har gjort det. Henriette, kendt som "For the love of Wheels" . Efter jeg havde fået hjælp af et par venner, fik jeg kontakt til Henriette, og hun var helt med på idéen om at komme til Kvong for at fortælle om den eventyrlige rejse hun havde gjort på sin Honda the Honey, en Honda CRF 250.
   Henriette gjorde det, og mange andre, også danskere har gjort noget lignende. Det er altså ingen undskyldning at være dansker. Eller at have holdt sin 60 års fødselsdag. Jeg fristes til at sige: Har du drømmen, har du også 'pligten' til at leve den ud. Lige netop der, tror jeg, ligger forskellen. 

   Jeg har drømmen, men jeg har ikke evenen til at leve den ud. Det er en tilståelse. Og sådan må det være for mig. Men det er også sådan for mig, at mindre kan gøre det. Når jeg tænker den store drøm, kommer automatisk også begrænsninger op i mine tanker. Tanker om hvorfor jeg ikke kommer afsted. Og de scenarier der dukker op, gør at jeg ved jeg ikke kan gennemføre en sådan tur.

Alle ture starter hvor motorcyklen er parkeret

I stedet for den tur, hvor jeg smider alt - dagligdagen med alt hvad den har - overbord og kører ud på må og få, bliver aldrig til noget. I stedet tager jeg bid for bid, små og større udflugter, og finder såvel stor fornøjelse, som mange oplevelser og kæmpe tilfredshed i, at kappe "den store drømmetur" i bidder, som gør det muligt for mig at komme afsted og opleve verden. På min måde, javel!

En dag i maj måned, svang min ven Michael sin GS'er ind i gruset hos os. Vi havde en aftale om at køre en tur. Og at jeg skulle stå klar, når han ankom. Hvilket jeg også var. Meget klar.
Foran os havde vi udsigt til en udflugt, hvor vi ville køre på den TET rute, der findes i det nordlige Tyskland. TET er især kendt af off rødder, med hang til veje uden fast belægning. TET er en forkortelse af Trans Euro Trail®, som består af over 100.000 km grusvej overalt i Europa. De tusindvis TET kilometer udgør hver for sig en episk motorcykelrejse gennem nogle af Europas mest fjerntliggende, glemte og meget lidt besøgte og kørte, men yderst inspirerende veje og landskaber.
    Formålet med at køre på Trans Euro Trail® er, at lede interesserede rundt i Europa, gøre opmærksom på steder og egne, som ikke er almindelig kendte, og har det mål, at hylde letvægts motorcykeleventyr og den rige oplevelse af at udforske landskaber, kulturer og grænser. Der findes gpx-TET-ruter i 37 lande i Europa. Læs mere om TET.

Michael, som trykkede på hornkontakten, fordi han ikke havde set mig komme ud, havde forberedt en rute fra Kvong til grænsen. Fra grænsen og sydover, havde vi begge downloadet TET-ruten. Rygtet vil vide at der ikke er meget grus eller skov- og markveje i det nordlige Tyskland, og vi havde besluttet at køre på 'de store cykler'. D.v.s. valget for begges vedkommende var faldet ud til fordel for vores BMW GS'er.e
   Der er noget rigtig i påstanden om manglende grus- og markveje lige syd for græsen. Ihvertfald dem man må køre på som uvedkommende. Men - vi fandt ved hjælp af TET-sporet en del, og kunne konstatere at Nortyskland er pæn. Der er hyggeligt, mange små og mindre byer, som man finder når man følger de helt små veje. Der er også en del flere landbrug end i Danmark. Måske de er mindre arealmæssigt. Ihvertfald er det indtryk jeg fik , at der var "gårde overalt".

   Inden vi kom til grænsen, skulle vi ned gennem Sønderjylland. Fin og flot tur, hvor vi improviserede og skiftevis fandt mange veje, som absolut er en køretur værd.

   Vi histe også på lokalbefolkningen. For eks. et sted hvor der stod  tre piger i grundskolealderen. Meget livsbekræftende smurte de i hast, store smil på ansigterne, og løftede hænderne i en venlig hilsen. Min fornemmelse var, at de fulgte en pludselig impuls og vinkede lykkelige til et par motorcyklister. Selvfølgelig vinkede vi igen.

I marsk- og vadehavsengene er der mange grøfter og kanaler. Nogle steder er der broer, ofte beregnet til landmandens maskiner. Andre steder er der  ingen broer. Når kanalen skiller stater, kan der være langt mellem broerne. Ifølge Google fik jeg en klar fornemmelse af at vi kunne komme videre. Der måtte være en bro, men nej. Der var ingen vej udenom, eller rettere, vi måtte tage en vej udenom en afvandingskanal for at finde en bro, som vi kunne bruge til at finde tilbage til næsten der hvor vi havde stået for et kvarters tid siden. 
   Omvendt, så var vi, da vi kom tilbage til stedet, lige netop der hvor den tyske TET startede. Glæden var stor, for nu viste GPS'en hvor vi skulle køre. Sporet var klart og tydeligt. 

Dagens turen-er-slut-øl skulle drikkes på B&B Dannevirke, Owschlag. Stedet er danskejet. Værten hedder Carsten og er en rigtig hyggelig fyr. Han stod udenfor og ventede på os! Det så ihvertfald sådan ud. Der var et par værelser. Vi var heldige. Tandbørste og skiftetøj blev transporteret op på værelserne på første sal.  Motorcykeldresset blev hurtigt skiftet ud med en ren t-shirt og et par cowboybukser, hvorefter vi gik ned i haven. Hos Carsten i B&B Dannevirke, er der selvbetjening. Man henter det man ønsker at drikke i et køleskab i gangen, og husker at notere på en seddel hvad man har taget. Når man forladet stedet, betaler man for forbruget. Enkelt og nemt, og så kræver det ingen personale.

Vi gik ned i haven. Satte os i solen, og nød vores øl. Carsten havde fortalt der var en anden dansk motorcyklist på vej. Det viste sig at være den nye formand for MCTC Landsforeningen for motorcyklister, Gert L. som jeg kendte lidt i forvejen. Sammen med Gert fik vi en hyggelig aften, hvor snakken gik, bl.a. om Gerts nylige valg til formandsposten i Danmarks største motorcykelforening.

Gert var på vej til race på Isle of Man. Vi var på tur ad TET. Der var rigeligt at underholde hinanden med. Efter en go nats søvn, ønskede vi hianden go tur. Vi kravlede op på vores BMW'ere, og Gert fortsatte sin tur mod De Brittiske Øer.

   Da jeg satte mig ved morgenbordet, måtte jeg smile. På Dannevirke bruger de ægte Royal Copenhagen porcelæn. Kopperne er Julekopper og tallerknerne er platter af forskellige serier. Jeg har en fortid som antikhandler, med speciale i Royal Copenhagen og B&G porcelæn. Julekopper og platter var ikke de nemmeste ting at sælge dengang. Derfor synes jeg det er så fint, at mange, der i blandt Carsten, har fundet anvendelse for det fine porcelæn i dagligdagen.

Snart var vi igen på TET Nordtyskland. Som dagen før fandt vi endnu et spor med fliser. Endnu en gang måtte jeg undre mig over, hvordan de "ældgamle" fliser kan klare at blive kørt på af de nye moderne, meget store og tunge landbrugsmaskiner. Enkelte fliser var knækket. Men der var ikke meget slinger i valsen på fliserne. De lå snorlige. Var ikke rykket fra hinaden eller på anden måde "kommet ud af form". Tysk grundighed, kvalitetsarbejde og første klasses materialer.

På denne anden dag af vores lille TET-tur mødte vi også mudder og et par små vandpytter. Ikke meget, men det var der, og selvfølgelig måtte vi køre igennem, og selvfølgelig måtte Michael ryge en cigaret, medens vi diskuterede mudderets kvalitet, mængde og placering.

Frokosten blev lidt forblæst. Vinden havde taget til i styrke. Jetboileren måtte have læsejl op for at kunne holde flammen under dåsen. Den blev placeret på en stub, hvor stammen udgjorde en del af læhegnet. Snart boblede vandet. Vi var så klar til en kop kaffe, som blev nydt sammen med resterne af gårsdagens brød og pålæg, samt et par bananer, som Michael fornuftigt nok, havde taget med i indkøbsvognen, da vi handlede ind. De var lidt bløde, men var jo så, så meget nemmere at tygge!

Hos MudderElsker på KnoldHoppere er den tyske del af TET sporet ofte blevet karakteriseret som kedeligt. Der er ikke meget off road kørsel på sporet, d.v.s. der er ikke meget kørsel på veje uden belægning. Som jeg allerede har vist er der nogle kilometer mark- og skovveje, men ellers fører sporet gennem landskabet på de små og mindre asfalterede veje. Enkelte steder kommer man også ind på større landeveje, og på disse kan man bl.a. se skilte, der ivrigt og illiustrativt gør opmærksom på det farlige i at håndtere mobiltelefon, samtidig med man kører rundt i trafikken! 

   De små og mindre veje fører gennem land- og byskaber som man bør nyde. Underligt nok lugter de tyske landbrug anderledes end de danske! Jo, det gør de altså. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvordan, men lugten fra landbrug er skarpere, mere syrlig og stærk end de danske. Hvis der er en landbrugskyndige der læser med her, og som ved noget om dette, må de meget gerne skrive til mig og oplyse mig. 

Men de små og mindre veje byder på skønne sving, hvor træer og grøfter har fået lov at bestemme ruten. Der er endnu en del steder hvor de gamle toppede brosten ligger i gaden, ganske som for 80-100 år siden. Kuperet terræn med bakker og dale er sjældne, men vejene snor sig, og det er som oftest med rigtig fin alsalt, hvor man lige skal huske at hastighedsgrænsen i Tyskland på sådanne veje er sat til 100 km/t. Mange steder er det langt fra tilrådeligt at køre så stærkt, men man må, og kan man køre så stærkt og stadig køre efter forholdene, er det altså tilladt at "more sig med den for danskere, svimlende hastighed".

Som sædvanligt havde vi ikke booket overnatning. Denne dag kørsel havde bragt os ned i området ved Plön, hvor der er rigtig mange søer. Uden at vi vidste det, kørte vi ad et smal, kringlet spor, som førte os forbi George Glamp - Campingplatz & Ferien-Resort ,Perdoeler Mühle. Vi kom ad bagvejen, og havde ingen anelse om, hvilken perle vi - helt tilfældigt - havde fundet. 
   Uden at tage hjelmene af, blot ved at kigge på hinanden, nikkede vi begge mod parkeringspladsen. Standsede motorene, slog støttefoden ud og svang højre benet over sædet og gik ind i receptionen. Vi fandt meget hurtigt ud af at denne plads ikke var camping, men Glamping. Det afholdt os ikke fra at spørge om vi kunne overnatte, og hvad det ville koste.

   Jeg husker ikke prisen, men det var meget overkommeligt. Senere på aftenen fandt vi ud af vi havde fået en specialpris, men det var vi selvklart ikke utilfredse med. De senge vi havde booket, stod i en tipi. Et rummeligt indianertelt, fast forankret på en trædækket terrasse. Fedt, sådan et telt havde ingen af os tidligere sovet i.
   Motorcyklerne blev parkeret udenfor. Et par almindelige cowboybukser blev trukket over de hvide stænger, i stedet for motorcykelbukserne, og så var vi ellers klar til en kold øl, som vi nød foran resturanten. Øllet blev serveret af en smilende ung dame, som lovede os at der var mere hvor øllet kom fra.

Måske det lyder overdrevet at kalde en tipi for glamping, men kig lige med indenfor i teltet. Højt til loftet som nærmest dannede en "himmel" over vores hoveder. Et skab med vask og kogeblus hvis vi selv ville lave maden. Der var køleskab til at holde øl kolde, eller smørret, hvis man har sådan noget med. Og en kæmpe seng, som var en dobbeltseng, så Michael og jeg kunne sove i ske, hvis vi ville. Det ville ingen af os, men vi fik sovet alle de timer vil ønskede, uden at komme i kamp om dynerne.

   Det hedder vist ikke roomservice når man ligger i telt, men damen i golfvognen, sørgede for et par kolde gå-nu-nat-øl til os. Tak, det var rigtig go service.

Solen skinnede gennem træernes løv. Lige bag træerne var søen. Søbredden med træer og fint klippet græs, var en del af campingpladsen. Vi nød morgenstunden, men vi måtte begge indrømme at vi var noget trætte af de kukkende og meget højtlydende gøge, der sørgede for vi blev vækket endda op til flere gange, inden vi opgav at sove. Michael var først af posen, og det passede fint med at han laver kaffe, så den var klar da jeg stod op.

Dagens program var at finde tilbage til henholdsvis Esbjerg og Kvong. Vi havde fulgt TET til syd for Kiel. Der var ca 300 km hjem, og der var ingen grund til at følge samme spor retur, så vi valgte de lidt større landeveje.Hastigheden blev tilpasset den øvrige søndagstrafik. Ingen grund til at forcere noget som helst. Ved grænsen havde tolderne hejst flaget, hvilket vi syntes var en rigtig flot hilsen, så vi nikkede pænt til de to personer i de små huse, der nikkede og smilede tilbage til os.

   Kort sagt havde vi haft en rigtig fin weekendtur, hvor vejret spillede efter vores melodi. Venskabet blev bestyrket. Motorcyklerne havde leveret. Dannevirke var, ligesom Glampingnatten en stor fornøjelse og vi kunne vinke pænt farvel, da vi skiltes på vejen mellem Ribe og Esbjerg. Jeg fortsatte mod Varde, hvor 11'eren bøjer af og går direkte nord på.

Til toppen / menu