Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Glæden og forventningerne steg i jævnt men vedvarende tempo, siden Jesper indvilligede i at ville overnatte i Mostar. Det betød en mindre ændring af ruten, men det var jo netop det vi havde snakket om, skulle være muligt. Hvis der undervejs viste sig noget, vi mente var mere spændende end det Jespers forud lagte plan fortalte om, ville vi ændre planen! Netop som jeg godt kan lide at rejse. Det var ikke målet, men rejsen der betød noget.
Altså gav vi motorerne lidt flere omdrejninger, for at nå frem så vi kunne nå at se lidt af byen, læs: broen over Neretva.
Broen er i dag genopbygget, hovedsagelig af de sten, den oprindelig blev opført af, men som man inden genopbygningen måtte fiske op af flodens nogle steder dybe vand. Broen blev skudtfuldstændig i sænk og smadder under krigen i 1990'erne. Ødelæggelserne og omfanget kan man se på billeder, udstillet i det ene af brotårnene. Den New Zealandske fotograf, Wade Goddard, udstiller mange af sine billeder fra opholdet i Mostar. Han besøgte byen som 22 årig i 1992, og blev betaget af hvordan indbyggerne overlevede i en krigszone, hvor de manglede mad, vand og elektricitet. Wade Goddard dokumenterede ødelæggelserne med fare for sit eget liv. Mostar ligger i en dal, omsluttet af høje bjerge, hvorfra byen blev beskudt med morterer, og hvorfra snigskytter udpegede deres ofre. Mange medens de var på vej over den gamle bro.
I dag er broen fin og ny. Turister i hobetal besøger byen - og broen er et must. Også for os. Denne gang, som det var første gang jeg besøgte landet og byen, tilbage i 2011. Ved det tidligere besøg havde mine daværende rejsebuddies booket hotel hjemmefra. De havde fundet "Villa Anri" som havde fået gode anmeldelser. Bl.a. på grund af en helt fantastisk udsigt. Fra hotellets tagterrasse kan man se broen. Øverste foto er broen om natten, set fra hotellet.
Jesper og jeg havde ikke booket værelse, men håbede på der var plads. Og jo, fortalte en smilende Sabina, receptionist på "Villa Anri", vi kunne få værelse 301, hvor jeg også boede i 2011. Fornemt.
I løbet af snakken, viste det sig at Sabina også havde arbejdet på hotellet i '11, men dengang som stuepige og i køkkenet. Ligeså kunne hun fortælle hotellet havde skiftet ejere. Og jeg kunne senere se der var ændret på flere ting i bygningen. Men det er absolut ikke blevet dårligere. Skal du til Mostar, så kan du roligt booke værelse på "Villa Anri" - de har mine varmeste anbefalinger.
Frem med taskerne. Op på tredje. Finde værelse 301. Ind på værelset og op med terrassedøren og ....... der lå Mostar med sine 9 minareter (= dem jeg kunne tælle fra døren) og broen. Jeg håber ikke at nogen finder på at bygge et højhus mellem ”Anri” og broen. Jeg tror de får mange gæster på grund af den fornemme beliggenhed i forhold til broen.
Et hurtigt bad. Noget lettere tøj på, og så af sted ned i byen. Nej nej – stop! Holdt! Et hurtigt kig ud af øjenkrogen fortalte mig, der var noget i færde på broen. Frem med kamera’et. Et kig gennem min korte tele bekræftede min formodning! Der var noget i gang!
Jeg vidste fra tidligere, at unge mænd tjener penge på at springe fra broen og ned i flodens brusende vand. Fra terrassen kunne jeg se en ung mand iført badebukser stå udenfor gelænderet! Noget jeg havde set flere gange sidste gang vi var i Mostar. Men, måske jeg denne gang vitterligt ville se én der sprang.
Og ja, det lykkedes. Kig på billedet nedenfor. Du kan se en person, en mørk silhuet mod det hvide tag lige under broen. De springer, når de har samlet nok €uro’s sammen fra turister, der gerne vi se dem springe. Jeg mener de springer for 20-30 €uro!
Derefter blev det tid at gå ned i byen og se broen på nærmeste hold. Også det tilhørende turistmarked fik besøg af os. Og selvfølgelig, tårnet med fotoudstillingen.
Sonja Jelovac, hed den søde studine, der solgte billetter til udstillingen. Hun fortalte hun studerer på universitet i Sarajevo. Som mange andre unge, tjener Sonja til studier ved at tage arbejde ved siden af studierne. Derfor sad Sonja ved skranken i fotoudstillingen, da vi kom på besøg.
Allerede medens vi gik rundt og så på byen, kom natten listende, og åbenbarede byens charmerende ynde i mørkningen. Inden vi var færdige med at spise shopska salaten, var det helt mørkt. Nu var vi tættere på ækvator, end på midnatssolen i NordNorge. Tilbage på terrassen kunne vi nyde udsigten til den gamle bro, inden vi krøb under dynen. Rigtig fint.
Hvad der var knap så fint, var, at imamerne havde skruet meget højt op for deres højtalere, da de kaldte til første morgenbøn!
Selv om det for så vidt ikke var aftalt, lå det ligesom i turens idé, at vi overnattede én nat hvert sted, for så at drage videre næste morgen. Således også i Mostar. Èn nat på Hotel Andri, hvorefter Sabina smilende kunne vinke farvel til os igen! Vi skulle tilbage på vejene. Og sikke veje der ventede os. Endnu en gang kunne jeg glæde mig over Jespers forarbejde.
Fra hotellet kørte vi over på modsatte side af Neretva. Fortsatte lidt nordpå for at komme frem til den lille spiralsnoede vej der førte op på bjerget øst for byen. Hvad der ventede os der, var en helt fabelagtig udsigt over Mostar, og herligt mange kilometer krøllede grusspor og –veje frem til Montenegro.
På turen op over bjerget, mødte vi vores Waterloo. D.v.s. vi fulgte en vej, Jespers havde fundet på Google Earth, men men men - den opgav vi. Vejen så således ud......
Forklaring følger. Man skal altid vælge sine kampe med omtanke.
Efter vi havde kæmpet - mere eller mindre intenst, med udskridninger, spindende baghjul, forhjul der borede sig ned i underlaget og sveden der sprang som et vandfald, over en strækning på 4-500 meter, blev vi enige om, at dette ikke var en kamp vi ville deltage i.
Her kommer det ind med at vælge: En ting var, vi hele tiden måtte være meget opmærksomme. Det var til at leve med. Men at manøvrere de tungt lastede cykler gennem disse spor med sten i meget varierende størrelser, var næsten umulig, og ville tage meget lang tid.
At køre udenfor sporet var helle ikke muligt.
Desuden vidste vi ikke hvor lang vejen var? Vi vidste ikke hvor meget af vejen der var dækket – eller nærmere afdækket (jorden er skyllet væk af regn) - med denne belægning!
Dels var vi opmærksomme på og en smule bekymrede om, hvorvidt det at følge ruten, var risikoen værd?
Vi var kun nået til Bosnien, ganske vist næsten nede ved den montenegrinske grænse, men alligevel. Turen var kun få dage gammel, og vi ville jo hele vejen rundt som planlagt. Vi var ikke indstillede på - eller havde ønsker om, at få bøvl eller skader på motorcyklerne allerede så tidligt på denne, årets oplevelse/eventyr!
Og ej heller på mænnerne, selvfølgelig.
Betænk også lige, hvis noget gik galt undervejs op eller ned ad bjerget, og én af os skulle blive mere eller mindre såret, ville ingen af os være i stand til at køre ned med to mand på motorcyklen. Især ikke hvis én var skadet. Nej, det ville vi ikke risikere.
Altså vendte vi om. Under andre omstændigheder, ville vi begge gerne forsøge at køre hele vejen, og troede også begge på det kunne lade sig gøre (også på vore Elefanter), men som vi fik afdækket de optioner vi var oppe imod, så nej. Der var rigelig andre veje. Og de havde alle sammen deres indtryk at byde ind med. Vi mente det var den rigtige beslutning. Og sådan blev det.
Fornemmelsen af, de grusede veje var startet på deres uendelige færd mod de "Evige Off Road Bakker" var nærværende. Støvede og snoede, langstrakte og herligt brede fortsatte de med at skære sig ud og ind mellem bakker, klipper og plateau’er. Turen var en herlig dans på løst underlag med stor motorcykel. Og vi elskede det. Begge!
Man bliver tørstig af at sluge støv, og når temperaturen snor sig på Celsius skalen omkring de 30 til 34 grader, skal der drikkes.
Gerne rigeligt .......... men kun almindeligt vand, som kroppen kan holdes sig kølet ned med.
Og så afsted igen.................
Til alle tider har det været sådan, at uden mad og drikke, bliver fødderne alt for varme! Altså var det atter tid for Jesper at få kølet gå-modulerne. Vi kom forbi et lille sted ved en flod. Det så fint ud. I skyggen under træerne, stod nogle caféborde, på en lille terrasse, som var bygget næsten helt ud til kanten af en flod.
En hurtig U-vending på broen, og vi kunne slå støttebenene ned ved den lille cafe.
P.s.: At bede om en kælderkold på dette sted, betød en kold fra "kassen i floden".
Grinende over hele fjæset, kom jeg til at tænke over, at noget af det værste der næsten kunne ske, da vi endnu en gang kørte forbi et sted hvor vejen så ud som på nedenstående foto, var af miste grib i en kolort! Nogle steder var der så mange ko-lorte på vejen, at muligheden var allestedesnærværende. Ihvertfald i min fantasi!
Næste tanke var, at det ikke kunne undre nogen, at der - igen næsten overalt - lugtede af ko, eller i hver fald af husdyr! Med så mange køer (og får og heste og æsler og mange andre dyr) gående frit overalt, kan det jo ikke undgås der bliver "tabt" en lugtende klat hist og pist!
Nogle af dem på dette stykke vej var endog meget friske!
Nok om det som at der kommer ud af dyr og andre skabninger! Nu skal det dreje sig om hvad der kommer ind, eller rettere, hvordan man forklarer nogen man ikke kan tale med, at man er sulten?
Når man ikke kan tale samme sprog, må man benytte andre midler. Sådanne andre midler er bl.a. håndtegn og kropssprog. I løbet af de rejser jeg har foretaget, har jeg fundet ud af man kan forklare meget med fagter og smil.
På den sidste del af turen frem mod Montenegro, havde sulten igen meldt sin ankomst, ved at sende vibrationer til hjernen, med besked om snarest at gøre noget. En besked vi ikke ønskede at overse, hvorfor vi var meget opmærksomme på muligheden for mad, i den næste mindre by vi kom til. Omkring byens torv kunne vi se flere caféer. Fint. Så var det her vi skulle spise.
Motorcyklerne blev sat på sidestøtten. Vi smed hurtigt såvel hjelm som jakker. Satte os ved et ledigt bord, mellem nogle lokale. Hurtigt efter vi havde sat os, kom en lyshåret kvinde hen til os. Hun sagde noget, jeg ikke forstod noget som helst af. Jesper forstod vist nok lidt, og forsøgte sig med nogle få ord (han mente at kunne på bosnisk) samt fagter og smil. Hun forstod ikke meget. Men forstod vi ønskede kontakt. Og gættede sikkert på vi ønskede at spise?
Men da det kom til hvad vi ønskede at fodre mavedyret med, gav hun op, - og forsvandt hen ad gaden, idet hun sådan halvhøjt sagde et eller andet (jeg gættede på det var et navn) Få øjeblikke senere kom hun tilbage med en ung mørkhåret kvinde. Den unge kvinde, kunne tale en smule engelsk, og hjalp os med at bestille såvel mad som drikke. En herlig oplevelse af hjælpsomhed samt forståelse for og løsning af ”sproglige vanskeligheder”.
Bag mig sad en lille gruppe på 3 pænt klædte herrer! De snakkede ivrigt, medens de kiggede intenst på motorcyklerne, som holdt lige foran caféen. Mit gæt var, at de fulgte godt med i hvad vi bestilte, samtidig med de diskuterede hvor vi kom fra, og måske også hvor vi skulle hen? I hvert fald forsøgte de at komme i kontakt med os. Dejligt at møde interesse på denne positive måde
Bag ved Jesper sad endnu en gruppe herrer, hvoraf især én skilte sig ud, idet han vist var temmelig beruset, selv om klokken kun havde nået ca. middag. Han talte meget højt.
Vi fik vores mad, medens de tre pænt klædte herrer bag mig, gjorde nogle ihærdige forsøg på at komme i snak med os. En af herrerne var særlig intens i sine forsøg. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forstå hvad han ville sige, men det var svært. ”Denmark – øh Dinnemarka”, forsøgte jeg, og kom i tanker om jeg havde mine visitkort i lommen. Jeg hev dem op, og gav dem hver et! Nøj de strålede. Herligt. Inden vi forlod stedet, mætte og godt tilpasse, fik jeg lov at lave et foto af de tre.
Der var svalt og hyggeligt under parasollerne hos de glade lokale, men vi skulle videre. På vejen ud af byen, mødte vi endnu en venlig lokal bosnier, som vinkede tilbage fra det umagelige sæde på en ældre traktor.
Snart var vi tilbage på sporet, som viste sig at blive til et mudret skovspor. Igen kunne vi takke tunge skovmaskiner for at have rodet op i vejens ler og sten. Eller, det var nok snarere den lastvogn med anhænger vi mødte dybt inde i skoven. Lastbilen var fuldt læsset med træstammer, og sneglede sig af sted, i krybegear, hvilket var meget forståeligt. Både på grund af bilens last, dens vægt og ikke mindst den meget ujævne vej. Chaufføren havde opdaget os, og ved først givne lejlighed, gjorde han stop og gav os plads til at passere! Flot. Se mere om vores møde med lastbilen på Jespers video, længere oppe!
Efter de mange kilometer med grus- og skovveje, var det behageligt at komme ud af moradset og få asfalt under dækkene igen.
Men, intet varer evigt, så asfalten slap op, inden vi nåede Montenegro!
Turen gennem Bosnien nærmede sig sin afslutning. For denne gang - jeg kommer meget gerne igen *s*.
Grusvejen var fin, og har - for interesserede betegnelsen R433A. Den fører til en lille grænsepost, tæt på byen Hum. Vejen følger floden Piva, såvel i Bosnien som i Montenegro. Lidt af græsen mellem de to lande, udgøres af floden. Og nu, lige om nogle få hundrede meter: Montenegro, here we come!
I det samme vi krydsede grænsen til Montenegro, var vi i den grad på eventyr. Jeg kørte ind i et land jeg ikke har besøgt tidligere. Mine forventninger var store og hele mit indre havde radarerne rettet mod det fantastiske, at min Gamle Gule nu bragte mig til et område jeg ofte har ønsket mig hen.
Stay tuned, more to come, men lige nu er det tid at slutte dette afsnit.........
Til toppen / menu Til afsnit 5