Prinsens Jule Kur 2022

Med et stort smil om munden og glæde i øjnene, bød Prinsen hjertelig velkommen til Jule Kur 2022, den sidste søndag inden jul

 Skyerne lå tæt på træernes toppe, lyset havde meget svært ved at få magten denne tidlige søndag morgen. Som altid den sidste søndag inden jul, havde Prinsen inviteret til Jule Kur. Prinsen havde glædet sig meget, idet han jo to år i træk havde måttet aflyse på grund af regeringens  coronapolitik. Glæden og forventningerne var derfor skruet ekstra meget op.

   Klokken var knap blevet 09 da første ekvipage ankom. Motorcyklen stod på trailer. Cyklen var våd og kold, for den regnmættede tågede luft kunne ikke få  temeraturen meget over frysepunktet. På gårdspladsen lå, ligesom ude på vejen, fladmast sne, dækket af flere milimeter vand. Fint føre til et tohjulet motoriseret køretøj? NEJ. Men Kuren skulle selvfølgelig gennemføres. Og blev det.

   I programmet hedder det at man ankommer mellem 09 og 10. Så det gjorde folket. Overalt rundt om huset lød glade gensyns hilsner. Knus blev uddelt. Motorcykler blev kørt ud af varerum, ned fra trailere eller ankom med nisseklædte chauffører. Et herligt syn at se så mange glade NisseMænner og -Damer i det grå decembervejr.

En enkelt chauffør måtte arbejde for at få den gamle XT'er igang. Maren havde dog styr på elektronikken. Der var 'en løs forbindelse' ved startnøglen, men efter nogen skruen, søgen og isætning af en 'lus' lykkedes det at få enstamperens stempel til at køre op og ned i cyklinderen. Snart var alle klar til start. Alle iført en klædedragt der hører til årstiden. Ole AILM, Jule Kurens dygtige ruteplanlægger og stifinder, fik ordet for en kort bemærkning, efter Prinsen havde budt officielt velkommen.
   Ole fortalte lidt om ruten. Gjorde opmærksom på - ligesom Prinsen havde gjort - at deltagerne skulle tage det roligt. Føret var ikke til at stole på. Og sluttede af med at huske alle om at passe godt på sig selv, og ikke mindst, hinanden.

Man kan ikke tale om at nogen snød, men der var et par motorcykler, som til ljeligheden var udstyret med "pigdæk". Det vil sige skruer, der var skruet ind i dækkets knopper, så de fungerede som en ekstra sikkerhed for at chaufføren kunne holde motorcyklen lodret.

Med en mindre forsinkelse på måske et kvarter, 20 minutter, kom alle til start. Mod sædvane var det Prinsen HamSelv der startede kortegen. På grund af en mindre ændring af ruten, havde Ole og Prinsen byttet pladser. Og det gik fint, selv om der ret hurtigt var flere som - på den første majsstubmark - fik problemer med at holde hjulene kørende. Inden kortegen kom ind på majsmarken, var der en lille grøft der skulle foreres. Sådanne forhindringer kræver ofte lidt teknik, som for eks. at køre på skå, gerne ca 45 grader, af grøften. Alle kom over.
   Efter den lille grøf, gik det i høj hastighed frem mod en lille flok tilskuere, nemlig ejeren af majsmarken og dennes naboer. De stod med store smil i ansigterne, hilste på Nisserne og tog billeder til familiealbummet.

Efter majsstubmarken kom en længere grusvej. Grusvejen er pænt anvendt af såvel lokale i almindelige personbiler, som tung trafik af mælketankvogne og foderstof træk. Sagt med andre ord, var den smule sne som Sydvestjyderne havde fået forud for Jule Kuren, kørt godt og grundigt sammen. Det tågede regntunge tøvejr gjorde vejen spejlglat. 
   I sådanne tilfælde har man flere valg.Tag chancen og hold balancen med hjælp af benene, holdt godt ude fra køretøjet Eller kør ude i rabatten. 

Noget af det sjove ved at køre om vinteren er vandpytterne. I Danmark har vi - som bekendt - ikke så meget sne (som oftest) men til gengæld ofte regnvejr, og med regnvejret opstår vandpytter. Ikke mindst på mange markveje. NiseMænner og -Damer elsker tilsyneladende vandpytter.  En græsklædt markvej afløste en grusvej. Markvejen havde rigtig mange gode vandfyldte huller. Forud for turen havde Prinsen gjort opmærksom på, at græsmarker var "no go". Altså man måtte ikke køre ud i græsmarker, uanset hvad! Derfor var alle ekvipager nødt til at køre direkte gennem vandhullerne på dette stykke. Til stor morskab og fornøjelse for de fleste 

Den ca. en kilometer lange græsbegroede markvej, førte os frem til en bondegård, hvor vi kørte - stille og roligt gennem gården, for derefter at følge endnu en markvej, som ledte os frem til majsstubmark nr. 2 på dette års Jule Kur. For langt de fleste gik det fint, godt, rimeligt, og for en enkelt gik det dog helt galt.
   De få MotorcykelGuder, der holder hånden over off rødder, ved, at man ikke særligt ofte ser en Honda CX'er blandt de maskiner der søger ud hvor asfalten ender. Men en enkelt ekvipage havde ikke en bedre egnet KnoldHopper (med plader) og valgte så CX'eren med knopper på dækkene. Grunden til man meget sjældent ser CX'ere på kolde, våde majsstubmarker lige inden jul er flere. Men et par af grundene er, at CX'eren ikke er bygget til off road. Den er meget tung og fælgstørrelserne er nærmest upassende til sådanne udfordringer.

Men, som de fleste nu sikkert har gættet, havde én ekvipage valgt netop en Honda CX 500, ganske vist med knoppede dæk, til turen. Og midt ude i majsstubbene, er jeg ret sikker på han fortrød. Op til flere gange endda. Flere havde problemer, eller ihvertfald større opgaver med at få deres maskiner gennem en sektion, hvor jorden blandt stubbne, var meget pløret.

Lige så hurtigt CX'eren kom frem til stykket hvor frosten havde forladt joden, sank den i. Meget hurtigt var der hjælp fremme, men den tunge CX'er var ikke sådan lige at få op. Jorden sugede og holdt fast på den tunge maskine. 

For ikke motorcykel kyndige, kan jeg fortælle at Honda CX-modellen også kaldes "GyllePumpen". Et smart hoved mente at de kunne begrave maskine på marken, det ville dels være nemmere og dels ville den vel kunne tilføre marken noget gylle!!! Ejeren, Per, var ikke enig. Så efter lidt rådslagning, startede man på endnu et regningsforsøg.

Selvfølgelig lykkedes det. Mænd og maskine blev meget snavsede. Og svenden drev, på trods af den lave enciifrede varmegrad.
   Snart var alle videre, men først skulle der lige leges lidt, inden gruppen igen kom ud på en meget sne-og-is-glat våd markvej.

Derefter fulgte flere 'sjove' sektioner med meget blandet kørsel. Det varierende underlag gav indimellem chaufførerne et tiltrængt 'hvil', hvor de kunne slappe lidt af, og ikke behøvede være helt så koncentrerede.

Efter lidt vansplaskeri kom ekvipagerne igen frem til et stykke der krævede lidt teknisk kunnen. Også her var planerne blevet ændret lidt, så selv Prinsen havde ikke kørt stykket tidligere. Men med tilladelse fra en landmand, havde vi fået lov at køre langs en skrænt ned mod noget meget blødt eng. På et tidspunkt førte markvejen ned i et 'hul', d.v.s. ned på niveau med engen ved siden af, og for at komme op dernde fra, skulle gruppen køre op ad en ca. 30 grader stejl skrænt. Uden tilløb. Eller, man kunne få lidt tilløb, hvis man formåede at køre gennem et brombærkrat, samtidig med man drejede ca. 90 grader mod højre lige inden skrænten. Selve skrænte var delvist bevokset med lidt græs og tuer - og derfor for de første der kørte op, nogenlunde fast. Men det faste blev hurtigt til noget mudret jord, fordi de forreste havde lavet lidt hjulspin for at komme helt op.

Alle kom op. Eller kørte lidt tilbage for at komme udenom skrænten. 
   Formiddagsetapen sluttede med endnu et stykke majsstubmark (meget populært), som alle dog forcerede uden at komme i vanskeligheder.Tilbage af formiddagens rute var der et kortere stykke med grus, lidt markvej og ca. en kilometer asfalt.

   Til trods for at ruten var kortet væsentlig af, 10-12 kilometer, havde farten være så lav, at vi var noget senere tilbage ved startstedet, end beregnet. 

Gullash suppen venter

Over stok og sten, våde vejbaner og grønt græs, gik det tilbage til startstedet, hvor Jeanne, gift med Prinsen, ventede med en stor blå gryde, fyldt med gullashsuppe, varmet over en sagte ild. Suppen var blevet godt varm, men med lidt krydret creme frais og et stykke brød til, blev tallerknerne hurtigt tømte.

Godt mætte og veltilpasse, nogle mere end andre, nogle med tørre strømper og støvler, andre måtte fortsætte med våde kolde tæer, kom gruppen afsted på eftermiddagsturen. 
   Prinsen er lidt stolt over at kunne fortælle, det endnu aldrig er lykkedes for gæsterne ved Jule Kuren at spise op. Heller ikke i år, selv om nogle var oppe ved gryden og øse op mere end to gange. Men sådan skal det være. Der skal være nok, og ingen skal gå sultne fra bordet.

Dagens anden etape bød igen på isglatte småveje, knoldede skovveje og stubmarker, som ikke lod formiddagens erfaringer gå i glemmebogenn.

Hvis enekvipage møder frem til en fællestur, uanset om det er på asfalt eller off road, må vedkommende give "kvaje bajer" hvis vedkommende møder op med for lidt benzin i tanken. Det var ikke tilfældet på denne Jule Kur, men der var en maskine med lille tank, og en anden, hvor 'svømmeren' havde sat sig fast, og derfor tillod meget benzin at gå til spilde. 

   Grunden til jeg nævner dettee er, at - (vi kan kalde ham) 'Preben' i forvirringen over han måtte tanke p.g.a. den mekaniske fejl, kom til at hælde diesel på tanken! Det er noget skidt, og den lille enstamper havde en del problemer efterfølgende. Jeg tænker Preben fremover tiltales: Hr. Diesel *s*

Jeg kunne fristes til at sige, at vi altid slutter med et par runder i en lille skov, tæt på Prinsens slot. Det passer ikke helt, men vi har mange gange haft en sløjfe gennem et tæt krat hvor der mellem stammerne, er et par huller, som - i følge forlydender - har været et sted lolale har gravet sand m.m. til at bygge de omkringliggende gårde og huse af. Også i år sluttede eftermiddagens rute med et singelspor gennem krattet, til stor juble for de fleste. 

Derfra gik ruten direkte tilbage til slottet, hvor fru Jeanne ventede med varmt. Denne gang var det kaffe og hjemmebagete kager. Medens den varme kaffe gled ned i maven, blev der stemt om hvem der i år skulle have Prinsens præmie for bedst udklædte. Alle stemmer gik til Maren.Der var iøvrigt heller ikke andre på valg. Per fik præmie for "årets bedste stunt". Om det var  hans første, andet eller tredje stunt (vælte-situation) han fik præmien for, det var der ingen der kom nærmere ind på. Ole fik en hilsen med hjem fordi han - endnu en gang - havde kreeret et par fantastiske ruter. Det stod ikke helt klart ved redaktionens slutning, om Ole lovede at gennemføre hele ruten senere. Han havde kortet en del kilometer af, p.g.a. vejret og de deraf følgende dårlige vejforhold. Men hvis Ole insisterer, ja så er Prinsen - og alle gæsterne - klar.

Ingen drog hjem, lige så pæne og rene som da man ankom til Prinsens Jule Kur 2023. Men det var dog de færreste der var lige så beskidte som denne ekvipage. Det skulle da lige være Per!

   Ingen kunne være i tvivl om at det havde været en skøn og herlig dag i det Sydvestjyske. Alle gæster havde smil i hele ansigtet. Prinsen var ganske fornøjet og glad for det endu en gang var lykkedes at afholde en Jule Kur, med deltagelse af en skøn forsamling knoldhopper tossede Mænner og Kvinder.
   Kæmpe tak og et meget håbefuldt på gensyn til alle jer skønne Venner.
   Også en kæmpe tak til alle de lodsejere og landmænd som velvilligt havde stillet deres marker og jorder til rådighed for os.

Til toppen / menu