Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Tak for dansen Afrika VI

Link til: Afsnit I     Afsnit II    Afsnit III     Afsnit IV     Afsnit V


Tidligt om morgenen den 27. januar vinkede Henrik og jeg farvel til Queenstown. I løbet af kort tid passerede vi byskiltet, og fandt asfalt til dækkenes gummi på vej 393, i retning mod nord. Lesotho ventede forude. Langsomt ændrede landskabet sig, medens vi hastede forbi. Ruten var tegnet ind på Garmin skærmen. Spændingen steg i takt med at bjergtoppe fra "landet på Afrikas kontinents første sal", blev mere og mere synlige.

   Dagen vi skulle køre ind og erobre Lesotho var kommet. Vejen dertil var valgt med omhu. Målet for dagens tur var en lodge ved navn Semonkong, som ligger ved den lille flod Maletsynyane. Lodgen er kendt for at være "omgivet" af landsbyen Semonkong, hvis indbyggere roligt trasker tværs over parkeringspladsen, for at komme fra deres hjem til centrum, eller ud på markerne nord og øst for byen.
   For at komme frem til lodgen skal man køre gennem den lille landsby, ad veje og spor som "næsten ikke findes". Jeg fik hurtigt indtryk af, at der ikke var et egentlig "vejnet", men mere et spor eller sti, som var blevet banet fordi det var den korteste rute mellem punkterne. Fra lodgen kan man følge strømmen af byens indbyggere, når de rider eller går, samtidig med de driver deres kvæg, får eller æsler tværs gennem lodgen. Malerisk, rustikt og autentisk, ville en ejendomsmægler sikkert udbryde, hvis han skulle sætte ord på stedet i en salgsannonce.

   Inden vi nåede så langt som til grænsen ind i Lesotho, skulle vi for alvor gennem et bjergrigt område, som bød på kilometer efter kilometer af spor og veje, mage til mange af dem vi efterhånden havde kørt så meget på. Nogle steder - både før og efter grænsen - var der udfordringer i form af klippe- og sten fyldte spor, hvor det var klogest at tage sig rimelig i agt. Sporene var endvidere udhulede og dermed gjort mindre velegnede til tohjulede såvel som firehjulede køretøjer, af fossende vand. Vandet så vi dog ikke noget til. Men dybe render, hvor jord og andet lettere materiale var skyllet væk, var overalt, og kunne give ubehagelige køreoplevelser, hvis chaufføren ikke i tide havde afpasset hastigheden.

   "Jeg havde ikke tal på hvor mange pas vi er kørt over i dag", noterede jeg om aftenen i min lille dagbog. "Men det var mange, rigtig mange. Både med og uden asfalt." Dagens tal for den 27. januar blev 468 kørte kilometer, hvoraf rigtig mange kilometer blev kørt på veje uden en sort størknet masse, bestående af ca. 95% stenmateriale og 5% bitumen. Oftest omtalet som asfalt. Bitumen er et olieprodukt som klistrer stenene sammen og giver asfalten sin karakteristiske sorte farve. Henrik og jeg nød hver eneste kilometer, ikke mindst fordi landskaberne var så pitoreske og imponerende. Vejene krævede koncentration og ofte hurtige reaktioner. Til gengæld var det en fornøjelse at manøvrere de tunge motorcykler frem mod nye eventyr.

Langs de stenede jordveje så jeg endelig, efter 20 dages kørsel i Sydafrika, huse i den form, jeg forbinder med 'typiske afrikanske huse'. Runde bygninger med stråtag. Dog var de fleste af de huse jeg så, desværre ikke bygget af træ eller lerklinede, som jeg ellers huskede fra min barnelærdom, men af beton men taget var som i min fantasi, stråtag, som i "de gode gamle dage". 

Andre steder havde "fremskridtet" eller det tyvende århundrede nået at øve indflydelse på husenes udseende. I stedet for et rundt hus, er beboelser nu firkantede. I stedet for tag af tagrør, er overdækningen nu blikplader, sikret af sten eller klipper, således det ikke flyver væk, når blæsten huserer mellem bjergene.


Trafik mødte vi ikke meget af. Enkelte biler. Men flest fodgængere, som tilsyneladende ud af ingenting, pludselig kom gående. Milevidt fra sidste beboelse vi havde set. Alle gående var sorte eller ihvertfald mørke i huden. De må være meget stærke og seje, når de kal klare sig på sådanne øde steder.

   På flere klipper så vi "reklamer" for reparation af dæk. Vejene her - og rigtig mange andre af de veje og spor vi har fulgt, på vores tur - er kendt for at spise dæk til morgen-, middag- og aftensmad. Forestiller mig derfor at ”reklamerne” har en vis betydning, hvis man for eksempel er udgået for lapper eller dæk der kan holde luft

Frokosten blev spist på et lille pizzasted. Underholdningen var helt formidabel. Kort efter vi var ankommet, kom en far med sin datter, og satte sig ved bordet bag Henrik. Den lille pige kunne ikke sidde stille ved bordet. Hun sad og nikkede samtidig med hun bevægede armene i takt til musikken, der meget højt strømmede ud af nogle store højtalere. Pladsen ved bordet blev for trang for pigen, og snart stod hun ud på gulvet, hvor der var bedre plads til såvel store sigende armbevægelser som hoftevrid og snurrende piruetter på de små bare fødder.

Den lille pige, klædt i rød strutskørt, var simpelthen en charmetrold, med lang fletning i nakken.


Klokken havde passeret 13, da vi nåede frem til "Telle Bridge Port of Entry" til Lesotho. Endelig var vi nået frem til landet, som klemt i Sydafrikas store favn, ventede med sin egen eventyrlige historie. Henrik havde berettet meget om det lille land. Mit spændingsniveau var spændt til det yderste. Kort inden vi kørte ind i Lesotho fik vi meddelelse over en Facebook gruppe, at det store hold havde haft en mindre kontrovers med politiet. Min Gamle Slæde manglede glas på venstre blinklys og stoplyset reagerede ikke som det skulle. Pæren lyste ikke op når jeg aktiverede bremsepedal eller -håndtag. Med andre rod, hvis vi blev stoppet af politiet, kunne de sagtens finde "fejl og mangler" på BMW'en, hvilket kunne betyde bøde til undertegnede.

   Jeg slap med skrækken. Vi blev ikke kontrolleret af politiet. Kontrollen ved Telle Bridge-tolden var også hurtig klaret. Et par stempler ud af Sydafrika og ligeså ind i Lesotho, og vi var så klar til at fortsætte. Grænseovergangen hedder Telle Bridge fordi man kører ud af Sydafrika på den ene bred af floden Telle, som vi havde fulgt over en længere strækning, og ind i Lesotho efter man har passeret floden på en beton bro med rustent rækværk, på den anden bred. Midt på broen stod en grænsebetjent og kedede sig.

At køre ind i Lesotho er - helt bogstaveligt - op ad bakke. Landet, som også kaldes "The Kingdom in the Sky", ligger på første sal. Hele landet er et stort bjerglandskab. Grønt og frodigt. Mellem sten og klipper vokser græs, mosser, buske og små træer. Vejene snor sig gennem dale og over pas. Forbi grønne marker og mindre krat. Mit slidte bagdæk sang på sidste vers, men så længe asfalten var fin og jeg undgik pothols (som der ikke var nær så mange af som i SA) skulle det nok gå, håbede jeg inderligt


Vores entre i Lesotho skete på samme tid som skolerne lukkede og ungerne blev sendt hjem.Omkring landsbyerne var der masser af vinkende børn i deres fine uniformer, som smilede og råbte efter os.

Pothols var der ikke mange af. Men der var rigtig mange steder hvor man skulle tage sig i agt for nedfaldende sten og jord. Mange steder så det ud som om vejen havde været mere eller mindre blokeret, i lang tid. Det med at "rydde vejen" var, ligesom i SA, åbenbart ikke noget man gjorde hver dag i Lesotho. Blandt de "forhindringer" på vejbanen vi så på vejen op mod Semonkong, var også en udbrændt bil. Heller ikke den så ud til at være et havari fra samme dag.

Fra Telle Bridge grænsen til Semonkong havde vi glæde af asfalterede veje. De knap 200 km med fast belægning, fik mig til at tænke på, hvor vidunderlig et køretøj sådan en BMW produceret Gammel Slæde er. I Lesotho havde vi kørt mellem ca. 1.000 m.o.h. til godt 3.200 m.o.h. Luften er tynd i de højere luftlag. Men det var motoren forholdsvis ligeglad med. Den havde lidt problemer med benzin-luft-blandingen oppe omkring 3.200 m.o.h. Ikke noget særligt, men jeg kunne af og til - i forbindelse med hurtige accelerationer - mærke at den lige skulle have lidt tid til at finde det rette blandingsforhold. Men ellers opførte den sig eksemplarisk og kørte fantastisk, ligesom den havde gjort under hele turen.
   Hjemme i DK igen, fik motorcyklen et service hos Toftlund MC, og der viste det sig at fejlen ikke skyldtes bensin-luft-blanding, men en udslidt tændspole. Tændspolen havde ellers kun kørt godt 300.000 km!

   Ligegyldigt om jeg havde manøvreret den på klipper, sten, brokker, huller, over riller, spalter eller andre ujævnheder og drilsk underlag på diverse jord- og grusveje, havde den lystret og gjort som jeg ønskede. Min Gamle Slæde har imponeret mig med sin helt igennem fabelhaftige moment i de lave omdrejninger. At den så i bjergene fra tid til anden "hev lidt efter vejret", det kunne jeg sagtens tilgive cyklen.
   Affjedringen, som er den originale, der har siddet på siden 2005, har arbejdet og klaret alle udfordringer, til min fulde tilfredshed. (Der kom yderligere udfordringer senere på turen, .......) Cyklen har ædt vejstøv samt kørt gennem vand og mudder. Omkring dette tidspunkt havde vi kørt ca.6.000 km og den havde stadig ikke set en vaskespand og -børste.

De sidste kilometer til Semonkong Lodge ændrede vejen sig markant. Fra fin asfalt, med kæmpe høje fartbump, kom vi igen ud på en rigtig jordvej. Solen var på vej til at gemme sig bag nogle høje toppe, da vi kørte ned gennem landsbyen for at køre over floden Maletsunyane, hvor lodgen ligger som en smuk perle et sted, hvor floden snor sig gennem en smal dal.

   Tro mod det held vi hele turen igennem havde stolet på, havde vi ikke booket værelser forud for besøget på Semonkong Lodge. Heldigt for os, var der ledige hytter. Vi blev installeret i hver vores hytte, og instrueret om, at der helt automatisk - og normalt - blev lukket for strømmen kl. 22. Hvis vi var oppe på det tidspunkt, var der stearinlys og tændstikker på værelser og i restauranten. Morgenmad kunne vi få serveret, når strømmen igen var etableret, hvilket ville ske omkring kl. 08.

   Jeg kunne aldrig finde på at skrive, at det bedste ved Semonkong Lodge var deres kolde "Castle Milk Stout".Men øllerne, pu ha de smagte godt. Og de blev skyllet ned i det bedste selskab. 

Solen forsvandt hurtigt fra dalen. Lodgen er omgivet af bjerge, som skygger for solens varmende stråler, hvorefter det hurtigt bliver koldt. Vi trak indenfor og nød - udover aftensmaden i restauranten, også en GT i baren.

   Undervejs på turen gennem det ufatteligt store og meget smukke land, Sydafrika, lærte Henrik mig at blive en stor fan af en speciel dessert. Dom Pedro, hedder dessereten, som serveres i store glas og "spises" med sugerør. Dom Pedro består af vaniljeis og én eller anden alkoholisk drik, som man holder meget af. Jeg fik en skvæt (eller to) whisky i min, og nød desserten med alle sanser. Uhm, det var altså godt.

Hen på aftenen fortalte Cici og Michael, hendes forlovede, at livet i Semonkong Lodge leves langsomt. Der er tid til alt. Videre hed det at befolkningen i Lesotho er flinke, rare, venlige, imødekommende og meget fredelige. I Lesotho skal man ikke være helt så opmærksom og bange for at lade sine ting være uden opsyn, som man behøver i det omgivende Sydafrika. Man behøver ikke være skrækslagen for at gå ud efter mørkets frembrud. Vold og røverier er ikke nær så udbredte, som i det resten af Afrika.
   Umiddelbart var det en rar tanke, men det ændrede ikke så meget for mig. Jeg havde ingen grund til at tvivle på deres udsagn, så jeg slappede lidt mere af, end jeg havde turdet gøre medens vi var i SA. Det skal dog fremhæves, at jeg heller ikke i SA havde jeg haft ubehagelige oplevelser, eller på noget tidspunkt følt mig truet.
   Jeg havde bedt til Guderne at min motorcykel ikke ville få motorstop eller punktere, medens jeg kørte gennem nogle Townships, men derudover havde jeg ikke været angst eller følt ubehag. Selvfølgleig havde jeg været opmærksom på hvor mine ting var, og hele tiden forsøgt at låse mine værdier inde, eller bære dem på mig.For eksempel låste jeg min Schuberth E1 hjelm med en wire, fordi jeg ikke stolede på en eventuel tyv ville lugte til indmaden, inden han stjal min gode solide hjelm!

Byens indbyggere kommer tæt på Semonkong Lodge når de skal fra den ene ende af byen til den anden. Folk kommer gående eller ridende. Husdyr drives hen over parkeringspladsen, med alt hvad det indebærer! Æsler passer græsset. Meget praktisk.


P.s. Så du Dannebrog?

Man har en plan til man laver den om, frit efter én dansk politikker. Planer er til for at blive ændret. Sådan er det med mange af mine planer. Måske fordi mine planer slet ikke er planer, men ofte kun er idéer eller tågede ønsker om et eller andet jeg gerne vil?

   Medens vi drak de mørke kolde øl med kæmpe go smag, den aften oppe under skyerne over Semonkong, bestemte Henrik og jeg os for at ville gå en tur næste dag. Ikke en hvilken som helst tur. Nej vi lagde planer for at gå langs floden Maletsunyane. Vi ville følge en sti frem til vandfaldet, som efter sigende - i diverse turistbrochurer - skulle være meget betagende. En lidt længere gå tur ville vi helt sikkert have godt af. Vi skålede på beslutningen.


Som du måske har regnet ud, blev gåturen ikke gået. I stedet sadlede vi op, startede motorerne og kørte op i byen for at tanke bensin til en ny dag i sædet. For at komme frem til bensintanken, skulle vi køre frem til et kryds, holde til højre og så ville vi se tanken på venstre side, ved et større varehus. Ok, det lød jo nemt. Men det "kryds" vi skulle finde, fandt vi ikke. Der var rigtig mange steder hvor 'vejene' krydsede hinanden. Eller veje, spor direkte på jorden, afgrænsede af hytter og blikskure. Med tanke på at vi var i Lesotho, og med beskeden om at folk i dette bjergland var meget rare, venlige og hjælpsomme, kørte vi rundt mellem skure og folk. Tanken kunne vi ikke finde. Vi måtte spørge en lokal. Vi fik en forklaring, som vi fulgte, og endelig, fandt vi en "tankstation".


For enden af en butiksgade, lå ganske rigtigt et større "varehus". Bensintanken lå ved siden af, men der var ingen folk. Jeg gik indenfor og spurgte efter betjening. Gik ud i solen igen, og ventede en tid, inden der skete noget. Begge tanke blev fyldt med bensin. Vi kunne fortsætte vores tur. Først skulle vi tilbage gennem butiksgaden, som bestod af små skure med blikvæge. Man kan klare sig med meget lidt i Afrika. 

Med bensin til 350-400 km i tanken, fortsatte turen mod nordøst. Næste stop skulle være Maletsunyane vandfaldet. I stedet for at gå, besluttede vi at køre dertil. Hvilket jo er meget nemmere. Eller noget! Eller, rettere, ikke i dette tilfælde.
   Vi var ikke nået særlig langt, da vi fandt ud af det faktisk ikke var spor nemt at køre til vandfaldet. Vejen til vandfaldet var i meget dårlig stand. Og lang. Især det sidste stykke var svært passabel. Men landskabet omkring vejen var smukt og inspirerende fra et fotografisk synspunkt og - som allerede noteret - udfordrende for ekvipager på store motorcykler.
   Ned kan man normalt altid komme. Men med tanke på at vi også skulle op, altså tilbage igen, ad samme vej, blev vi mere og mere betænkelige.

Hertil kom vi. Medens cyklerne hvilede på sidestøtten, holdt vi rådslagning. Dagens tema lød: Skal - skal ikke? Altså, skal vi fortsætte eller skal vi standse? Vi enedes om at nok var nok. For anden gang gjorde vi op, at målet ikke stod i passende forhold til risikoen. Chancen for at vi udsatte os selv for skader, og maskinerne for havari, var for store. For store når det kun gjalt at vi kunne nyde synet af noget vand, der faldt et par hundrede meter. Altså forenede vi vore kræfter, udnyttede vores tillærte tekniske snilde, og fik vi vendt motorcyklerne. (Jeg har ikke fotos af "den form for teknisk snilde vi benyttede, men sagen er, at en tung R-model fra BMW er forholdsvis nem at dreje, hvis man lægger cyklen ned, og "drejer" den på den nederste cylinder *s* )


Vi fik begge, billeder af vandet der falder, men ikke fra så tæt hold som oprindelig tænkt. Til gengæld havde vi fået kørt noget mere teknisk krævende terræn, og høstet flere erfaringer hvilket gav endnu mere selvtillid og større tro på egne evner i retning af at kunne håndtere 250 kg motorcykel med bagage! Turen tilbage til landevejen, var den samme, bare med forhjulet pegende den modsatte vej.

Slalom kørsel mellem nedfaldne sten, udbrændte biler og potholes er helt dagligdags i Sydafrika, inklusiv Lesotho, og voldte os ikke de store problemer. Udfordringen består mest af at holde øjnene på vejen. Overalt snor vejene sig gennem imponerende landskaber. Man skal holde øjnene fæstnet på vejen, men det er ofte rigtig svært, at tvinge koncentrationen til at være rettet mod vejen, i stedet for at lade fantasien arbejde lidt med de "former" bjergtoppene nogen gange danner! 

   Andre steder skal man holde øje med vejen fordi der er kreaturer, æsler, mennesker. Det kan også være helt på sin plads at være opmærksom på "vejbump".
I Lesotho har man, ligesom i Frankrig, fået en idé om, at jo højere og 'skarpere' vejbumpene er, jo mere effektive er de!

For enden af A3 hovedvej, kort efter asfalten er sluppet op, ligger en lille landsby, Thaba-Teseka, hvor dagens kørsel sluttede. Vi fandt logi på "Motherland Guesthouse". Inden vi standsede og slukkede motoren, fik jeg lavet et foto af et skilt, vi ikke har i Danmark. Skiltet advarer om at der er asfalteret vej forude!

   Næste morgen skinnede solen, smukt og varmt, som alle de andre dage. Lige vejr til at fortsætte. Inden vi nåede ud af Thaba-Teseka, havde jeg fornøjelsen af at se en "vittighedes tegning" live! En kvinde stod udenfor et hus og bankede løs på en mand!
   Hvis muligt, var jeg nok en smule mere anspændt, tenderende til lidt nervøs, denne morgen. Grunden var, at et par timer efter vi havde forladt Thaba-Teseka ville vi være fremme ved Sani Pass. Passet jeg havde haft våde drømme om, men eftersom det "våde" i drømmene var angstens kolde sved, og fordi vi snart ville være fremme, var jeg en smule berørt af situationen. Men det lod jeg mig selvfølgelig ikke mærke med.
   Vejen frem til Sani passet var endnu en udflugt gennem rå bjerge, stejle kløfter, grønne vidder, som jeg kiggede på, medens jeg fulgte efter Henrik, på smalle veje uden asfalt, hen over en række høje pas. Højeste pas inden Sani Pass var over 2900 m.o.h.

Sani Pass - et spektakulært højdepunkt

Fremme ved Sani Pass i ca. 2875 m.o.h. standsede Henrik ved et berømt hotel "Sani Mountain Lodge". Med udsigt fra første parket mod et zig-zaggende hårnåle bestrøet spor ned mod Sydafrika, spiste vi en let frokost. Sulten havde meldt sin ankomst, vi måtte have noget i maven, noget at stå imod med, inden vi begav os ud på den berømte strækning.
   Kun få meter fra balkonen, hvor et skilt tilkendegiver man befinder sig på "Highest pub in Africa", havde en flok hyrder slået sig ned, uden deres dyr. Hver gang der kom nye gæster på balkonen, myldrede hyrderne frem til balkonen. Med bedende blikke og fremstrakte hænder stod de tavse og tiggede. De ønskede del i turisternes overflod.


Sani Pass er et meget kendt - og berygtet - pas. Kendt fordi det er et imponerende flot syn. Berygtet fordi rigtig mange har mistet livet i forsøget på at køre enten op eller ned ad den smalle, stenede og hullede vej. Det siges man kan se efterladte havarerede køretøjer i flere af sprækkerne. Men jeg så ingen. Jeg nød heller ikke udsigten. Jeg havde mere end rigeligt at gøre med at holde min Gamle Slæde - i bogstaveligste forstand - på sporet. 

   Henrik og jeg kørte ned af passet. Heldigvis. Senere - da vi var kommet ned - snakkede vi med flere som bekræftede Henriks teori. Vel neden og tilbage i SA, havde Henrik bedømte passet til at være blevet meget vanskeligere at passere end han tidligere havde oplevet.
   Heftig regn har skyllet meget af vejmaterialet væk. Vejen bliver ikke vedligeholdt, fordi der ingen større interesse er, fra hverken politikere i Lesotho eller Sydafrika, til at gøre noget ved sporet.
   Vejen er underlagt vejrgudernes forgodtbefindende og trafikkens indflydelse. At vejen derved bliver mere og mere nedslidt og farlig, passer især de mange selskaber som udnytter passet som udflugtsmål, meget godt. Hvis vejen bliver dækket af beton eller asfalt, forsvinder det rå udtryk, og passet vil miste sin tiltrækningskraft.
   Andre mener hverken Lesotho eller Sydafrika vil bruge de enorme beløb der kræves for at gøre vejen mere farbar, fordi den ligger i et 'Ingenmandsland'. Endelig mener nogle, at de høje temperaturforskelle, vil gøre det meget vanskeligt at finde egnet materiale der kan holde til de særlige verjforhold der hersker.
   Passet strækker sig over ca. 9 km, mellem Lesotho og Sydafrika's Kwazulu-Natal provins. Den Sydafrikanske grænsepost ligger for foden af Drakensberg bjergene. Når man har stemplet ud af SA, kører man i Ingenmandsland (?) til man, ca. 9 km senere, kommer til Lesothos grænspost. Uanset om man kører passet fra højderne eller fra lavlandet, er det en udfordring. Ikke mindst på motorcykel.

Sani Pass - here we come. Schuberth hjelmen blev klemt sammen om det efterhånden noget lange vilde hår, der var groet frem på toppen af mit hoved. DANE handskererne trukket over de hvide hænder, som handskerne havde beskyttet så fint mod den brændende sol. Det for BMW motorcykler velkendte 'Klonk' skurrede for jeg ved ikke hvilken gang i ørerne, da jeg lagde første gear ind, og fulgte efter Henrik ud på sporet.
   Holy Madonna - den fine vej vi havde set fra terrassen ved restauranten, var totalt forsvundet. Pist borte havde taget den. Sandheden var at sporet på nært hold, var et sandt gruseventyr, hvor alt rallet, d.v.s. alle små og mindre sten lå skubbet sammen omkring de større klippeblokke, eller havde samlet sig i fordybninger i vejen. På kryds og tværs af vejen havde overfladevand lavet render. Vandet havde kilet sig vej, og hvor det ikke havde fået jord og sten skyllet væk, var sporet overgroet af større sten og skarpe klippekanter, der stak op fra undergrunden. Jøsses for en omgang vi var gået i gang med at forcere.
   Hurtigt gik det op for mig, at der ingen som helst grund var til at dreje på gassen. Vejen var så stejl, at selv ikke  motorbremsen på min 1200-kubikker var nok til at holde farten nede. ABS var selvfølgelig slået fra. Den kan ikke bruges eller gøre gavn på sådan en vej. 

Endnu en gang bad jeg til alle MotorcykelGuder på én gang. Lad mig komme godt, helt og hel ned uden skader på hverken maskinen eller mig, bad jeg alt medens jeg repeterede alt hvad jeg havde set, hørt og lært om at køre ned ad et stejlt bjerg. Tro mig, der var al mulig grund til at søge hjælp hos Guderne. Jeg havde - indtil da - aldrig udfordret mig selv i den grad, som jeg gjorde på Sani Pass. Og jeg tvivler meget på jeg nogensinde kommer til at køre noget der kræver så meget af mig, igen.
   Min Gamle Slæde kæmpede under mig. Jeg vil ikke påstå den gjorde modstand, eller forsøgte at "slå mig af", men den hoppede og dansede på sporet. Gas, bremser, gear, affjedring - alle cyklens installationer og dele blev brugt og udnyttet - og ikke mindst, taget i ed for at få mig sikkert tilbage til Sydafrika.

Undervejs ned var det svært at finde egnede steder at gøre holdt. Så da Henrik pludselig standsede sin motorcykel i sporet foran mig, var jeg ved at komme i vanskeligheder. Henrik var kommet i et "forkert" spor. Han døjede med at komme fri, nåede jeg at se, og bedømte han kunne bruge hjælp til at komme videre. Men jeg kunne ikke standse hvor jeg var, og måtte finde en vej forbi ham. Det lykkedes at ændre spor, og komme forbi, men jeg måtte køre et stykke ned af bjerget, inden jeg kunne finde underlag til min sidestøttefod. Meget upraktisk var det eneste sted jeg kunne standse, midt på vejen et stykke nede. Medens jeg bad til der ikke kom nogen der skulle forbi, lavede jeg nedenstående foto, inden jeg gik op til Henrik. I mellemtiden havde Henrik fået sig kæmpet fri af "problemet", og smuttede forbi mig med et smil på læben.

   Sporet ned gennem Sani Pass zig-zagger rigtig meget. Mine fotos giver et indtryk af vejens tilstand, men betænk lige, at der hvor jeg lavede billeder, kke var de værste/sværeste steder at køre. Sidste foto fra bjerget, er vi ca. halvvejs nede. Inden da havde vi krydset længere sektioner med dybe kratere og rullesten. Vi var krøbet over vandpassager, hvor - ligesom i Baviaanskloof - kun de største klippestykker var ladt tilbage på vejen. Ingen steder var der værn mod afgrunden. Vejen var smal, og der kom flere modkørende jeeps, fyldt med turister. Og et enkelt sted var der nogle vejarbejdere igang med at udbedre skader.
   Vil du se mere om Sani Pass, findes der mange videoer fra kørsel på sporet. Søg efter disse på google. Bare skriv "Sani Pass" - så dukker de op.

Min glæde var stor da jeg efter noget der lignede de længste 9 kilometer på motorcykel jeg nogensinde har kørt, så dette skilt. Jeg var om ikke reddet, så ihvertfald kommet ned og kunne regne ud det værste var overstået. Hverken Henrik eller jeg havde fået skrammer. Og det havde vores motorcykler heller ikke.

Sejren over Sani Pass - jeg oplevede turen ned ad bjerget som en kæmpe udfordring, som jeg (over-) vandt - blev fejret på Sani Pass Hotel med dejligt kolde øl. Efter jeg havde skyllet dåden ned med et par øl, ankom det andet hold til hotellet. De skulle have to overnatninger på Sani Pass Hotel, medens vi ville køre videre allerede dagen efter.
Aftenen gik med at fortælle og høre historier. Der var meget at berette, og endnu mere at høre om. Tænker nogen af mine tilhørere blev lidt trætte af at høre mig prale af min Gamle Slæde. Men jeg var ganske enkelt enormt imponeret over den havde klaret alle de udfordringer, jeg havde budt den på turen. Efter Sani Pass havde vi - så vidt jeg kunne regne ud - ikke meget ”rigtig spændende terræn tilbage. Alt efter Sani Pass ville være landevejs transport, uden udfordringer, bedømte jeg.


Efter morgenmaden, dagen efter Sani Pass sejren, skiltes Henrik og jeg. Henrik ville køre nordpå og besøge en sydafrikansk ven. Og jeg skulle besøge Michael i Durban, min Facebook-ven, hvilket jeg glædede mig meget til.
   Forhistorien var, at jeg var blevet kontaktet på Facebook af Michael Sand fra Durban. Michael er pensioneret smykkedesigner, kører BMW GS og nyder at køre rundt i den skønne Kwazulu-Natal provins. (En lidenskab jeg nu deler med Michael.) Efter Michael havde kontaktet mig på FB har vi skrevet en del sammen, og han ville mægtig gerne vise mig sit Durban, som jeg til gengæld mægtig gerne ville se. Aftalen var, at vi skulle mødes foran det hotel jeg skulle bo på, nemlig "Gooderson Tropicana Hotel" tæt på promenaden i Durban. Men turen fra Sani Pass til Durban skulle lige overstås inden mødet.
Vejen mod Durban var asfalteret. Landskabet var dyrkede marker, plantede skove, kuperede sletter, og vejret var smukt. Jeg var alene. Jeg var træt, fysisk og psykisk. Rundturen i SA var snart slut, og jeg var mentalt fyldt rigtig godt op. Kroppen var begyndt at indstille sig på jeg skulle hjem til Danmark og min dejlige kæreste.

   Alligevel glædede jeg mig meget til at møde Michael. I vores korrespondance, og de par gange vi havde talt i telefon, havde jeg fået et rigtig godt indtryk af ham.

Billederne ovenfor er min opfattelse af "street fotos". De er billeder jeg lavede undervejs til Durban. Serien fortsætter nedenfor, med street fotos fra promenaden.
Inden Henrik og jeg skiltes ved Sani Pass, havde Henrik booket et værelse til mig på "Goodermann Tropicana Hotel". Alt var klar da jeg ankom. Jeg kunne gå til værelset med min bagage, og derefter parkere min motorcykel i et parkeringsanlæg ved siden af, hvor en ældre sort herre, fortalte mig han nok skulle holde et vågent øje med den.
Min motorcykel var parkeret. Mit DANE motorcykeltøj hængt til tørre på værelset. Airconditionen på værelset sat i gang med at gøre temperaturen udholdelig. Sveden drev ned over panden. Klokken var kun eftermiddag, og jeg tog mit kamera i hånden og gik ned på stranden. Solen bagte knap så intenst, men heden lå som en dyne over strandpromenaden.

Min sidste hele dag i Sydafrika blev en herlig udflugt og sightseeing med Michael Sand. Som aftalt hentede Michael mig ved hotellet. Nu skulle vi rundt til en  række steder som Michael gerne ville vise mig. Første stop var Supertech Pinetown, BMW motorcykel forhandler, hvor manager Steve Bailey viste rundt i hele bygningen, samtidig med han fortalte om alle de mange gode tilbud forretningen havde til kunderne. Over en dejlig velsmagende kop kaffe beundrede Michael og jeg de mange motorcykler og det store udvalg i udstyr. Tak for rundvisning, gaver og kaffe, Steve!

Et af de mere spøjse indslag i dagens rundtur var et besøg i en dyreforretning. Michael fortalte han ofte tager børnebørnene med i forretningen. Butikken, Creatures and Critters Captive breed er ikke et zoo, men en butik med opdræt og salg af slanger og krybdyr. En butik jeg aldrig har set magen til. Imponerende udvalg af krybdyr, slanger og lign. Butikken har flere papegøjer, som ikke er i bur, men kan flyve rundt i butikken. Ved deres åbne bure er advarselsskilte med besked om, at man bør være forsigtig, ikke mindst hvis man bærer smykker, briller eller lignende løse genstande. Papegøjerne har stor forkærlighed for spraglede og skinnende genstande.

   Rundturen sluttede med et besøg i Michaels lejlighed, hvor jeg fulgte Michael op på taget af bygningen, og fik et betagende og smukt vue over Durban. 

Dagen udflugt med Micael var meget afslappet og en herlig afslutning på det næsten én måned lange ophold i Sydafrika. Desværre gav rundturen med Michael også abstinenser i retning af, at jeg da sagtens kunne klare en uge..... eller tre mere, nu jeg var i Sydafrika. Jeg havde en skøn dag og følte mig i den grad i gode hænder og nød selskabet, så jeg fik fornyede kræfter og ærgrede mig over, at jeg dagen efter skulle borde et flyt, straks efter jeg havde pakket min dejlige Gamle Slæde sammen med mit grej og udstyr. Det skulle altsammen retur til Danmark med skib, medens jeg skulle sidde i et trangt fly, og diskutere og genopleve den eventyrlige rejse, med Henrik ved min side.
   Michael kørte mig tilbage til Tropicana hotel. Vi fik sagt pænt farvel, og jeg kunne efter et bad, mødes med det samlede hold, som med Anja og Finn på ærespladserne, delte bord ved afskedsmiddagen.


Næste morgen kørte vi ud til det pakhus, hvorfra motorcyklerne skulle udskibes. For mig at se, herskede et totalt kaos på lageret. For en førstegangs Sydafrika rejsende med FI Motorcykler, var det svært at få overblik, da vi alle, ca. 20 personer, skulle have hver vores motorcykel bundet stramt til den jernramme, som motorcyklen én måned tidligere var blevet løsnet fra.
   Jeg havde 4 "kufferter", 2 sidetasker, en topboks og en kuffert (den sorte med "Heidenau"-mærke på foto nedenfor) som sammen med de andre kufferter og tasker, skulle pakkes ned i de tre store trækasser. Som billedet antyder var der varmt i hallen. Meget varmt. De flinke folk hos PGS South Africa sørgede for vand, men alligevel var det meget hårdt at pakke. Humøret var højt. Overalt var der hjælpsomme hænder. Alle gav en hånd hvor der var behov, og snart kunne motorcyklerne skubbes sammen i et hjørne af hallen, klar til at blive kørt ind i en container, som så skulle læsses i et skib, for at sejle hele vejen op til Danmark.
   Min gamle slæde rundede ikke 314.000 km,  men det var meget tæt på.

På næsten alle mine længere ture, har jeg en lille bog med, som jeg skriver notater fra rejsen ind i. Det foregår tit i et miljø, som nedenstående foto viser. Kort, en mørk øl, mit kamera og min lille bog. Mange gange bruger jeg også track-back-sporet på Garmin gps'en hvis jeg har brug for at præcisere eller huske et bestemt sted.


Henrik og jeg tog sammen med et par andre, direkte i lufthavnen efter vi havde sagt pænt farvel til de andre. Uden nævneværdige problemer kom vi ombord i det rette fly og kunne et døgns tid senere give hinanden et kram og med trætte øjne, smile til hinanden og sige "Tak for selskab. Det har været helt fantastisk!" da vi landede i Københavns lufthavn ude på Amager. I Esbjerg ventede Jeanne på mig. For at komme fra Kbh. til Esbjerg, bordede jeg et tog, som fragtede mig hele vejen. Nemt og hurtigt. 

   I Vestjylland blev jeg modtaget af fru Riber og et regnvejr, som fulgte os hele vejen til Kvong.

For enden af regnbuen, ligger skatten, fortæller man eventyret. Regnbuen lyste op foran bilen, da jeg vendte hjem til Kvong, efter næsten en måned på motorcykel rundt i Sydafrika. Dette er sidste kapitel i "Tak for dansen Afrika", min reportage fra januar måneds eventyr i 2020.
   Sydafrika, Eswatini og Lesotho var tre helt igennem fantastiske lande, hvor eventyret boblede under hele opholdet. Sydafrika "beholdt" min ven Thomas, som Henrik og jeg mistede undervejs i rejsen. Vi var, og er fortsat, dybt berørte af ulykken. Vi valgte at fortsætte vores rejse, med troen på, at det også ville have været i Thomas' ånd.


Jeg håber du har haft glæde og fornøjelse af at læse min reportage, og vil gerne invitere dig med som læsende gæst, på mine næste mange reportager, som vil blive offentliggjort på denne webside. Tak for du læste med. Jeg ønsker dig alt godt

Knus og kram

Peter


Til menu / toppen