Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Inden jeg 'forlader' Montenegro for denne gang, vil jeg sende en hilsen til de montenegrinske chauffører, uanset om de kører på 2, 4 eller flere hjul. Jeg føler med jer, når I til daglig skal finde rundt i de mange hastighedstavler, 'nogen' har "smidt" langs jeres veje. Ingen kører langt i Montenegro uden at lægge mærke til hvor hurtigt de tilladte hastighedsgrænser skifter.
Snart er det 40, så er det 50, 60, 70 eller 80. Strækningerne varierer fra få hundrede meter til mange kilometer, hvorefter cirkusset starter igen. Jeg mener ikke skiltene er "spredt efter forgodtbefindende", men nogen steder er det svært at se hvorfor de angiver den hastighed de nu engang gør?
Uagtet, jeg ikke vil - og kan - blande mig i dette indenlandske forhold, vil jeg, som allerede noteret, gerne dele min medfølelse med montenegrinerne. Det være hermed gjort!
Når dette er noteret, er der lige endnu et forhold jeg vil berøre. I min teoribog stod at læse (og nej, den var ikke skrevet med runer!) at man ikke må overhale andre køretøjer, når der er lukkede streger på vejen. Og dobbelt optrukne streger, ja så er den helt gal hvis man alligevel overhaler! Men i Montenegro - og i rigtig mange andre lande på Balkan, der er der mange der overtræder denne lov!
Hvorom alting var, vi havde forladt Montenegro og havde passeret grænsen til Albanien, da grusvejen åbenbarede sig for os. Vi passerede grænsen et sted, hvor der umiddelbart efter landeskiftet, lå 27 km grusvej og ventede på os! Herligt. Selv om vejen ikke alle steder var lige godt vedligeholdt, lykkedes det os endnu en gang, at sprede noget af den løse, såvel som at lave striber i noget af den mere fastkørte belægning, som hovedsagelig bestod af meget varierende størrelser grus og sten. Som var af meget blandet kvalitet, hvilket min tidligere nabo, en vognmand med speciale i sand og sten, ville have kunne forklare rigtig meget om. Men han var ikke med på turen, så vi lader den ende der!
Undervejs mellem de skiftende landskaber, hvor klipper blev afløst af grønne skove og mere eller mindre velfriserede marker, blev mit smil bredere og brede inde i den varme beholder, jeg bar på hovedet.
Som om det ikke var varmt nok som det var, lunede jeg mig ved tanken om, at jeg - endelig - havde fundet offrøddernes paradis. Set hen over styret, kunne jeg kun få øje på grusveje, hvorfor jeg forundret men betaget forudså, alle veje i Albanien var af en sådan beskaffenhed! Men nej. De har faktisk mange rigtig fine veje, opdagede jeg efter de første 27 km uden asfalt var slut.
Efter gruset kom vi ind på en krøllet vej, hvor man havde lagt asfalt (ikke alle steder i lige tykke lag) ovenpå gruset, men brokonstruktionerne fra tidligere ikke-asfalterede-vejes fortid, havde man bibeholdt. Broerne kunne holde nogle år endnu, og det får de så lov til.
Hjælpsomhed og opfindsomheden er stor, når man har behov for den. I en meget lille landsby grusvejen første os igennem, gjorde vi holdt ved et hus, hvor der varstod nogle borde ude foran. Ved et af bordene sad 3 mænd med hver deres øl. Stedet lignede noget hvor man kunne købe mad og drikke. Et gæt vi hurtigt fik bekræftet men, de lokale kunne kun albansk (gætter jeg på de talte?) og vi kunne ikke gøre os forståelige.
Smil og fagter hjalp ikke meget, men én af mændene fra bordet ved siden af hvor vi sad, rejste sig og kom over og gjorde ved håndtegn og smil Jesper klart, at han skulle rejse sig. Dernæst vinkede han Jesper med sig ind i huset, om bag skranken og hen til et komfur, hvor der stod en gryde hvorfra hvid em snirklede sig vej mod loftet.
Kvinden (billedet nedenunder) løftede låget på gryden, og noget suppe-et-eller-andet åbenbarede sig. Hun pegede og vi nikkede ”ja tak”. Ved siden af komfuret lå et brød. Den rødhårede pegede på brødet, og endnu en gang nikkede vi. Således fik vi bestilt suppe med brød. Cola'erne stod på køl i et skab med glaslåge, så de var nemme at sætte på ordren. Jesper åbnede lågen, kiggede på den rødhårede dame, som nikkede sit "Ja, det er ok at tage selv".
Om suppen vil jeg sige, at der var en del tilbage i begge vore tallerkner da vi rejste os fra bordet. Men det meste af brødet var spist. Vi fik betalt, smilede over hele hovedet til servitricen og mændene ved nabobordet, inden vi forlod stedet. Maven havde fået noget at arbejde med, omend vi knap var blevet mætte.
Jesper fik lavet en video af SH20, fra knap efter grænseovergangen fra Montenegro til Albanien. Giv dig selv lov at bruge de godt 3 min. videoen varer, til at se klippet.. I de sekvenser Jesper har valgt at vise, får man et rigtig fint indtryk af vejens beskaffenhed, samt af hvad man kan møde på vejene oppe i de albanske bjerge *s*
Efter støv, kommer regn! Vi havde slukket motorerne. Den grusede vej og det meget omfattende vejarbejde der var i gang for enden af landevej SH20, var vi også kommet igennem, uden problemer, omend vi flere steder måtte sno os som slanger mellem arbejdende folk, vejmaskiner og lastbiler. Vi var varme. Som det kan anes i Jespers video, var det ikke alle steder vejen havde været lige nem, hvorfor vi hist og her måtte arbejde en del for at få maskinerne kørt gennem belægningen.
At håndtere en 1200 GS'er kan være et tungt og krævende chaufførjob. Hvis du ikke ved det, kan jeg afsløre, at når vejen eller underlaget bliver teknisk svært, giver det en go varme at ”kommunikere” med den ca. 225 kg tunge motorcykel. Og når solen ydermere skinner, samtidig med blæsten holder ferie (måske fordi den ikke synes om at komme ned i de dybe dale mellem klipperne?) og motorcykel dresset er noget all-weather-dress (hvilket betyder beklædningen også benyttes i yder sæsonerne, fordi tøjet er vind- og vandtæt og samtidig godt isoleret) er det ensbetydende med, at varmen bliver inden for jakken og bukserne. Vi skulle luftes, inden vi fortsatte på turen.
Medens vi fik lynet jakkerne op, bemærkede jeg nogle tunge skyer, der trak op fra venstre. De kom glidende i pæn fart hen over bjerget. Ok, vi skulle altså ha en byge, var min første tanke, som forsvandt i samme nu, fordi der lød et ordentligt brag fra de mørke skyer. Kort efter blev bjergtoppen lyst op af et skarpt lys, som blev efterfulgt af endnu et brag. Tordenvejr.
Klog på vejr og meteorologi, mente jeg ar vide, det måtte være en byge. Men nej, det var det så ikke. Og nej, regnvejret standsede ikke, bare fordi vi kom om på den anden side bjerget, som jeg ellers så ofte har oplevet i Norge! Og jo, det tager under 3 min. at blive gennemblødt, når man har taget sin goretex-membran ud af Rukka'en!
Få et rigtig godt indtryk af regnen ved at kigge Jespers 54 sekunders regndans på motorcykel i videoen.
Når al tøjet er gennemblødt, kan man ikke blive mere våd! Ingen har nogensinde været så våde, de ikke er blevet tørre igen! Når man er våd/gennemblødt, fryser man når man tørrer! Og lignende fraser, for gennem hovedet på mig, alt medens regnen slog meget hurtige takter mod visiret. Faktisk tænkte jeg også, det var fint nok jeg ikke havde fået goretex membranen i jakken igen. Det er nemlig meget sværere at blive tør med goretex blandet i tøj og støvler, fordi det er meget langsom til at lade fugt slippe ud.
Nøjagtig hvor længe det regnede, ved jeg ikke. Det interesserer mig ikke at måle tid på den måde. Vi kunne konstatere regnen holdt op på et tidspunkt. Derefter var det bare med at hæve farten, som havde været sat væsentlig ned på de våde veje, hvor vandet nogen steder stod 5-10 cm højt. På grund af høje kantsten, kunne vandet ikke forlade vejbanen, men måtte lave kanaler frem til afløb, som ikke just fandtes for hver 5 meter fortov.
Solen kom frem. Vejret var en smule lummert, men også en del friskere. Fartvind og sol tørrede tøjet. Ved en tankstation, hvor der var en café ved siden af standerne, parkerede vi motorcyklerne, for at få styr på tøj, bagage og tømt støvler for vand. Gutten fra caféen kom ud og gjorde os forståelige, at han ville give os en cola. I første omgang sagde vi nej tak. Vi havde ikke brug for mere 'vådt' lige nu. Men han blev ved, og det endte med Jesper gik med ham ind. Vi troede begge, han ville foræres os to 'fremmede' en tår at drikke, men næ nej, vi fik skam lov at betale, selv om det var ham der havde "presset" os! Hehe, dumme turister!
Pausen blev kortvarig. Vi fortsatte ad asfalterede veje, gennem hovedstanden Tirana, som var et rent trafikhelvede. Vi slap levende igennem, selv om vi flere gange var meget tæt på at blive involveret i "sammenkørsel" med bilende tiranitter. Jeg har ikke tidligere budt min Gamle Gule at køre gennem et sådant et trafiksystem, eller rettere, mangel på netop system! I hvert fald kunne jeg ikke se systemet, men jeg var der også kun den tid det tog at køre gennem byen! Hvilket jeg syntes, var rigeligt.
Jesper havde planlagt dagen til at stoppe i Elbasan. Igen en større by, med dens kogende-trafik-uden-system (for mig!). Vi fik os bevæget ind til centrum, inden vi fandt det hotel GerdaPSvendsen foreslog. Garmin havde ikke så mange hoteller at vælge mellem i Elbosan, men Hotel Skampa var med på listen og så rimelig ud.
Hotellet lå centralt placeret og de havde et værelse til os. Værelset kostede 30 €, hvilket ikke var særlig dyrt, men så var hotellet heller ikke bedre. Cyklerne kunne ikke komme i garage eller bag låste porte. De skulle stå på gaden! Ups, det var vi ikke meget for.
Receptionisten forklarede på albansk til en tilkaldt tjener, som oversatte til engelsk, at forpladsen, klods op ad byens "se-mig-promenade-gågade” og den gamle bydel, hele natten ville være overvåget af en bevæbnet portner! Ok, så kunne det vel ikke gå helt galt, tænkte vi. Og sådan blev det så!
Mørket havde pakket byen ind i neon og sort medens vi havde nydt aftensmaden på en restaurant bag de høje stenmure, der var intakte, til trods for de mange hundrede år de havde skilt byen i to dele. Tilbage ved hotellet fik vi lov at stille motorcyklerne klods op ad hovedtrappen, så tæt på indgangen portneren. Nu kunne vi ikke gøre mere for deres sikkerhed, og listede i seng.
Heldigvis stod motorcyklerne hvor vi havde efterladt dem. De var ikke rørt, eller flyttet, og der manglede ingen sidespejle eller andre småting.
Vi var glade og forlod hotellet pænt tidligt. Morgenmad var ikke inkluderet i værelsesprisen, så jeg lavede en kop kaffe eller to på fortovet. Kaffen blev drukket medens vi pakkede gearet på cyklerne. I ro og mag kunne vi forlade hotellet inden klokken havde passeret syv. Derfor slap vi for opslidende morgen-kø-kørsel og kom hurtigt ud, hvor vi kunne lukke lidt op for gassen. Kursen var "sydøst", målet var Grækenland.
Billedtekst: Ingen kommentar
I løbet af en halvanden times tid, sådan cirka, lykkedes det os at køre fra Elbasan til Makedonien. Ruten var velvalgt. Fine større veje hvor der som det vist tydeligt fremgår af billederne ovenfor, var en del aktivitet lige fra morgenstunden. Køer der skulle trækkes på græs. Æsler der stod og drømte om skønne hun-æsler (?). Fiskere der solgte deres friskfangede (formoder jeg) fisk til morgenduelige bilister, som det tidlige tidspunkt til trods, formåede at tænke længere end til porten ind til arbejdet.
Fremme ved grænsen til Makedonien, som vi nåede ved at køre syd om Ohrid søen, måtte vi igen slalome (?) os gennem nogle asfalterede hårnåle sving, for at komme frem til dagens første turistede besøgssted, Bay of Bones Museum, museum om tidligere tiders bosættelser på pæle i Ohrid søen.
Jesper står til højre på billedet. Tanken med bjørnehovedet er, tror jeg, at illustrere der er, og altid har været, bjørne i området, og at museet udstiller disse, for at vise bjørne blev nedlagt for at befolkningen kunne bruge skindet at varme sig under om vinteren.
Desværre havde caféen ved museet ikke andet spiseligt end is, og det var ikke hvad vi trængte til, så vi satte os i de nu sol-opvarmede kunststofbeklædte sæder på motorcyklerne, lagde første gear i, slap koblingen og lod motorcyklerne trække os op ad bakken fra parkeringspladsen og ud på vejen igen.
Snart viste min 590 LM Garmin vi ret forude ville møde en mængde krappe sving på den i øvrigt fine vej, hvor Ohrid søen lå som en skinnende perle neden for bjerget.
Undskyld til Makedonien og det makedonske folk. Mit besøg varede ikke engang så længe, at jeg kunne nå at spilde på min t-shirt! Selvfølgelig er det for dårligt, idet I har mindst lige så meget at byde på (forholdsvis tænker jeg) som alle de andre lande på Balkan. Men den tid jeg var i landet, nød jeg i fulde drag. Og jeg kommer meget gerne igen.
Grænseposten til Grækenland, var en af de flotteste, hvis ikke den flotteste grænsebygning jeg nåede at se på hele turen. Kæmpe bygning bygget hen over vejen, hvor mange spor kunne lede trafikken ind i Hellas. Fremme ved bommen, blev vi vinket gennem toldområdet uden dikkedarer. Intet pjat der. Og i øvrigt ingen køer med lastbiler. Men det kan jo skyldes grækerne p.t. ikke har nogen penge at importere varer for? Et gæt, måske ukvalificeret, idet jeg ikke er inden i sådanne forhold, og i øvrigt ikke har evner i retning af at bearbejde tal. Hvis jeg nogensinde har haft sådanne evner, er de givet videre til min ældste søn, som er rigtig go til tal *s*
Grækenland lå og ventede forude, lidt til højre for forhjulet. Nu var det bare at flytte gearpedalen opad og give gas samtidig med, så kunne vi hurtigt komme ind i det smukke land. Jeg var meget spændt.
Grækenland bød på et meget anderledes lys. Som tidligere fotograf, er jeg stadig præget af at lægge mærke til hvordan lyset former landskaber og giver såvel dybde som liv til stilbilleder. Skyggerne er ikke dybe og mørke partier, som kan være svære at få med på billederne. Lyset er blødt og lækkert, favner og lægger sig silkelet om motiverne.
Efterhånden kom vi længere og længere væk fra grænsen. Vejene var fine. Kørselen var jævn og vejene ikke spor dårligere end mange andre steder vi havde krydset rundt i løbet af denne tur. Kun ganske få skyer lyste hvidt på himlen. De skyer der var, er dem jeg betegner som "feriekatalogskyer"!
Jo, for ingen har nogensinde set et billede med mørke skyer i et feriekatalog! På alle de fotos der er med i katalogerne, skinner solen altid, og helst fra en himmel, hvor der højst er nogle fine vatterede hvide pletter, i form af lette hvide skyer.
Medens jeg sad i egne tanker og filosoferede, med motorcyklen bremsende i andet gear, gennem en række 180o hårnålesving, vågnede jeg ved en meget høj skrabende lyd fra metal og plastik mod asfalt! Et meget hurtigt kig i sidespejlet afslørede en motorcykel (med svenske nummerplader) der kurede ned ad vejen, over mod afgrunden og en mand iklædt KLIM-motorcykeldres der spjættede med arme og ben, for et øjeblik senere at rejse sig og se den motorcykel, han øjeblikket tidligere havde siddet over skrævs på, nu var standset inde i rabatten. Det så helt forkert ud. Og var da heller ikke et dagligt syn. Tværtimod.
Jeg fik stoppet min egen Gamle Gule og fik slået sidestøtten ud inden jeg løb tilbage til Jesper. Han stod som forstenet, og lignede én der ikke kunne forstå hvad der lige var sket! Endnu inden jeg var nået helt hen til ham og motorcyklen, så jeg han begyndt at "skøjte" rundt i svinget. Stadig iført de til motorcykel kørsel ideelle og fornuftige støvler med forstærkninger hist og her.
Der var ganske enkelt sket det, at Jespers motorcykel havde mistet grip på den meget slidte asfalt. På grund af asfalten var gammel, havde den oplevet mange bil- og andre køretøjers dæk slide godt i overfalden, med det resultat, at asfalten nu var næsten uden friktion. Jesper havde fulgt mit tempo rundt i hårnålen. Jeg tænker vi måske havde ligget med en hastighed mellem 30 og 40 km/t. Dels fordi vi ikke havde travlt, dels fordi vi nød naturen rundt om os, dels fordi hårnåle sving ofte kan være vanskelige at køre igennem, hvis man kører ret meget stærkere.
Jesper meddelte straks han var ok. Han havde ikke fået hverken knubs, blå mærker eller særlige kendetegn på tøj og hjelm. Eller i hvert fald næsten ingen! Lidt kommer der jo altid, når man forsøger at glide på asfalt.
Cyklen havde, viste det sig, da vi fik den op at stå på gummiet igen, fået noget patina i form af skrammer og ridser på især sidetasker og styrtbøjler. Desuden var styret i venstre side komme ned i højde. Sådan cirka derned hvor man ofte finder clip-on styr. Det så ikke godt ud, men Jesper konstaterede han kunne køre med det, omend placeringen ikke gjorde kørslen særlig behagelig.
Jesper og jeg sundede os lidt. Snakkede om hvor glat asfalten var. Jeg huskede en lignende situation fra et tidligere besøg i Bosnien, hvor en anden af mine venner, mistede grip på sin motorcykels baghjul, med det resultat, det forsvandt under ham. Selv om min historie ikke var til meget trøst, var det dog med til at gøre situationen og uheldet forståeligt. Selv om ingen af havde bemærket nogen advarselsskilte mod glat vej, skal der nok have været et!
Skaderne på motorcyklen blev studeret. Jesper konstaterede cyklen ikke havde lidt større overlast. Styret kunne han fortsætte med, men det ville blive en lang tur, hvis han skulle køre med det helt hjem. Vi diskuterede hvad vores næste skridt skulle være. Jesper var ikke i tvivl, vi skulle fortsætte og se om vi på nogen måde kunne få hjælp til at få rettet styret op!
Altså fortsatte vi ned af bjerget. Nede i dalen, kørte vi gennem en lidt større landsby, hvor der på et hjørne lå en velbesøgt café. Knap var vi kørt forbi, førend Jesper dyttede. Jeg kørte forrest. Hornet var den hurtigste måde at opnå kontakt fra bagerste mand til stifinder! Og tegn på at vi skulle snakke. Jesper kørte op på siden af mig. Slog visir op. Tog solbrillen af og kom med et forslag, som skulle vise sig at være et helt igennem kanon godt forslag.
Han ville vende og køre tilbage til caféen for at høre de gæster der sad udenfor, om de kendte nogen der kunne hjælpe med at få styret rettet ud? Som tænkt, således også udført. Vi vendte cyklerne. Kørte tilbage til hjørnecaféen. Jesper stod af og gik over til bordene. Jeg blev ved cyklerne.
På engelsk spurgte han ud over flokken, om der var nogen der kunne forstå hvad han sagde? En mand, senere viste det sig han hed Jim Papadoupoulos (fornavnet var tilrette engelsk, fordi han havde boet 15 år i USA) meldte sig som én der kunne engelsk, og som også mente han kendte en fyr i landsbyen, som burde kunne hjælpe, hvis han var hjemme, vel at bemærke.
I stedet for at begynde og forklare hvor denne "smed" eller "mekaniker" boede, hentede han sin knallert, og bad os følge efter sig. Opgaven med at følge efter, var ikke svær, omend Jim kunne køre rimelig stærkt på sin knallert, men også fordi han kunne sno sig i gaderne, som blev smallere og smallere jo længere vi kørte. Jeg blev en smule bagefter. Jeg skulle jo have lidt billeder *s*, og så derfor Jim på knallert og Jesper på sin BMW forsvinde rundt om et hjørne. Mit udsyn var dækket af et træ og nogle buske.
Henne i svinget, kunne jeg ikke få øje på de to, men bag buskene stod en række biler, hvoraf flere var i en noget miserabel tilstand. Men foran en port til et værksted, indrettet i en ældre bygning, hvis fortid forsvandt i biler, og andet værk, som ikke havde været i brug i flere år (måske endda i rigtig mange år) stod både Jim's knallert og Jespers motorcykel. Bag en halvt lukket port, inde i garagens mørke, kunne jeg se Jim stod og snakkede med en mand, iført cowboybukser og T-shirt. På liften midt i rummet stod en bil. Jesper stod lidt indenfor porten, med ryggen til mig.
Stedet lignede noget der sagtens kunne minde om et bilværksted. På pladsen stod biler, campingvogn, landbrugsmaskiner og meget andet mere eller mindre genkendelige maskinelle sager.
Vi var begge meget spændte på hvad manden i T-shirten ville svare på vores bøn om hjælp? Og endnu mere, om han havde evner og værktøjer til at gøre det der skulle til, for at få styret bøjet tilbage?
Læs med i afsnit 7 om Jesper får hjælp til sin styr-opgave?