En smilende tydeligvis lette og meget glad Mike, kunne et par timer senere, ”aflevere sit arbejde" til en storsmilende og henrykt Jesper. Styret var næsten rykket helt tilbage i samme vinkel, som da det endnu var nyt og ubrugt. Jesper ’prøvesad’ motorcyklen. Rokkede lidt frem og tilbage i sædet. Løftede armene, tog et fast greb i håndtagene til kobling og forbremse, og smilede derefter meget tilfreds mod Mike. Jesper forklarede sit brede smil med, han var overbevist om, problemerne med styret nu var løst, således han kunne køre retur til Sverige, uden at få problemer med at køre motorcyklen.  For at understrege dette, pointerede Jesper, han var sikker på han ganske hurtigt ville vænne sig til den lille ændring af vinklen på styret. Alle var glade. Ikke mindst Jesper.

   Tilbage manglede kun at betale Mike for indgrebet. Paying time. Jesper hev fat i muldvarpen og var så klar til at tælle Euros op, da Mike og Georgia afværgende slog ud med hænderne, nikkede ”nej” med hovedet, og på det bestemteste afslog at modtage betaling. Motorcyklister hjælper hinanden, sagde Mike. Den holdning kunne der ikke ændres ved. Og sådan blev den operation ”buk-styr-tilbage-i-rette-fold” afsluttet.

På med tøjet. Sige pænt farvel og mange tak for hjælpen. Op på motorcyklerne. Luft i æ dæk, og pist er vi væk. Tristheden greb mig medens vi fandt tilbage på ruten. Uden jeg havde været opmærksom på de skygger solen malede af motorcyklen, talte disse pludselig til mig. Et kig på 590LM’en bekræftede. Ruten vi kørte, gik nordpå! Æv, når ruten vedvarende førte os nordpå, var det fordi vi havde rundet det sydligste punkt vi ville nå på denne tur! Ærgerligt, for det gik jo rigtig godt, og der var så skønt i Grækenland.

Klokken havde endnu ikke nået 0800 inden vi havde pakket motorcyklerne, spist morgenmad og overstået de andre ting, der skal gøres om morgenen, inden en rigtig mand er klar til at foretage nye landvindinger. Forude lå Bulgarien og ventede på os. Uanset hvor vi kiggede hen, så vi ingen gode grunde til bulgarerne skulle vente på os!

Grænsen til endnu et nyt land i vores eventyr, blev krydset uden forsinkelser. Farvel og tak til Grækenland. Vi var i Bulgarien. Også denne gang krydsede vi en grænse for hurtigt at blive præsenteret for et grus- eller markspor. Dog, var det i Bulgarien på grund af noget vejarbejde. Vi var ikke indstillet på at køre tilbage, eller køre en længere omvej, hvor lastbil efter lastbil spærrede udsynet op ad bakkerne. Nix.

   I et øjebliks rådvildhed stoppede vi cyklerne. Skulle vi køre gennem afspærringen og håbe på de blot var i gang med noget asfaltarbejde, eller måske i gang med at lægge en bund til senere asfaltering? Inden vi var færdige med at overveje, så vi en lokal knallertkører komme humblende gennem noget højt græs. Vi kiggede en ekstra gang! Måske vi kunne køre samme vej som han var kommet fra? Det skulle prøves…….. Og jo, vi kom til en mindre landsby, hvorfra vi kunne komme finde tilbage til den lidt større vej, Jespers Montana havde forudbestemt vi skule følge

Uagtet det knap ser sådan ud, var vi tilbage på den store vej, hvor hestekøretøjer blandede sig i den almindelige trafik af person- og lastbiler. Tankerne blev hurtigt ledt tilbage til min barndom, hvor jeg "hjalp" den lokale mælkemand med at styre 2 NorskeJerseyHeste på deres vej rundt til gårdene for at hente mælk i junger. Dengang blev heste brugt som arbejdsdyr i Danmark. Akkurat som de stadig bliver, overalt på Balkan

   Indrømmet, jeg blev (og er) lidt fascineret af sådanne køretøjer - hvilket mine billeder i denne Ride Report i dette afsnit og flere andre, vil bevidne.

Vejret og forholdene er til der overalt langs vejene er et meget aktivt handelsliv. Boder hvorfra der sælges alskens gode - og sikkert også knap så gode - varer. Et andet meget ofte set syn er, at folk, næsten alle mænd, sidder på café. Kvinderne har jeg set stå ved hegnet eller snakker ud gennem vinduerne. Eller arbejder med rive og hakker i haverne!

Færdselslove findes, det er jeg sikker på, men det er ikke alle steder lovens bogstav respekteres. Herren i denne sportsvogn havde mægtig travlt. Farten kan ikke aflæses på billedet, men tag mit skrevne ord for, at han kørte over 100 km/t, og overhalede uden smålig hensyntagen til den fuldt optrukne midterstribe.

Bulgarien har mange kirkeruiner, gjorde Jesper mig opmærksom på. Om det så var fordi han ville gøre mig opmærksom på, vi ikke kunne undgå at besøge sådanne, eller det blot var for at opgradere min viden om landet, skal jeg ikke kunne sige.  I tur planlægningen var indlagt et besøg i et tidligere fæstningsanlæg, hvor der var afdækket ikke mindre end ruiner af 5 forskellige kirke! Det er alligevel noget! Jeg kunne se og læse mig til hvordan nogle af resterne havde fungeret, men syntes alligevel det var lidt svært at danne mig et overblik. Jeg lader billedet stå, så kan du forsøge om du kan finde hoved og hale i bygningerne!

   Om de troende i ældre tid var mindre krigeriske end nu om dag? Næ, det tror jeg bestemt ikke. Tilsyneladende havde de brug for kæmpe kastskytsmaskiner! En kopi af disse kanoner fra tiden inden man lavede kanoner i jern, stod opstillet, klar med kasteskytset i skålen!

Efter besøget i kirkeruinerne, fortsatte vi mod nord.

Et andet sted vi gjorde et holdt, var ved et monument for én eller anden krigerisk hændelse i forrige årtusinde. Årstallet var ikke til at tage fejl af, det stor ”på latinsk”, bøjet i tykke tal, 1885. Jeg forstod ikke inskriptionen, men bygningsværket var specielt. Rustikt - næsten over grænsen. Imponerende i sin enkelthed. Og dog interessant med de mange skæve vinkler monumentet var bygget op i. En form jeg ikke mener vi er vant til at se i vores del af Europa.

Tre unge bulgarer på deres køretøjer, vinkede "farvel" til os, da vi passerede dem, kort inden vi forlod Bulgarien. I løbet af én dag, havde vi passeret gennem dette skønne land, som har oplevet så meget forskelligt, og som stadig døjer med et lidt tvivlsom ry blandt turister. Vores tur var overstået alt for hurtigt, men dermed har vi endnu en grund til at vende tilbage. Som for de andre lande vi oplevede på Balkan, har vi kun godt at sige om vores møde med Bulgarien og dets befolkning.

Floden Donau udgør en naturlig grænse mellem Bulgarien og Rumænien over en meget lang strækning. For at komme til Rumænien, skulle vi med en færge. Den mødte vi i byen Oryahovo.

   Færgen lignede et skib med et kæmpe mindreværdsproblem, syntes jeg, da jeg så den! Hvis den følte sig mindreværdig tidligere, kunne den nu knejse med skorstenene, for den var nu kæmpestor. Jeg er overbevist om færgen var bygget af 2 skibe, som var svejset sammen, og således havde fået et kæmpe dæk, hvor lastbiler kunne køre ind, dreje rundt og vende rigtigt til at køre i land igen!

For at komme frem til færgen, skulle vi tjekke ud af Bulgarien. Udtjekning foregik ved at tolderen viste os vej ind på et lille lusket udseende kontor, hvor vi købte hver sin billet til færgen. Dermed var vi (i ingenmandsland) og samtidig godt på vej til Rumænien.

Inden vi kunne fortsætte rejsen, måtte vi vente godt et par timer. Troede vi. Ventetiden på rejser, er altid trælse, men den tid vi troede vi skulle vente, blev forkortet med én time, da vi fandt ud af vi var landet i en ny tidszone. Fint. Alligevel blev det lidt sent på dagen, inden vi kunne køre om bord. Skyggerne var blevet lange. Temperaturen var faldet til et behageligt niveau. Vi var spændte på at komme til Rumænien, hvor TransAlpina og TransFaragassan ventede på os! Whau, et par af de steder jeg gennem flere år har set frem til at køre, lå nu kun en dagsrejse foran mig.

Til toppen / menu                      Til afsnit 8