Svenske Udfordringer

I maj var jeg inviteret til anderledes udfordringer under fællesnavnet "Grenseløst Grusmisbruk".
Et event arrangeret af Bjørn-Magne Broen, "Adventure MC Tours Norway".

Tekst: Peter Kr. Riber

I det smukkest tænkelige vejr, trak jeg min Gamle Slæde ud, pakkede HabenGut til 14 dages tur i tasker og hægtede disse fast, hvor der var plads. Planen var at køre til Hirtshals, finde og køre ombord i færgen til Larvik, hvorfra jeg ville køre op til den svenske grænse øst for Kongsvinger og finde Mattala. I løbet af tre timer kørte jeg de 254 km til Hirtshals, med kun 2 stop, hvor jeg skulle have benene til jorden. Alt i trafikken klappede. Lyskryds viste grønt. T-kryds fri for færdsel. Rundkørsler med huller mellem de andre trafikanter, så jeg let og uden at genere, kunne smutte med og køre af, ved rette frakørsel.

   Turen over vandet tilbragte jeg i selskab med en venlig hollænder, som jeg hjalp med at surre sin Yamaha FJR. Vi var begge sultne, og stilede begge mod cafeteriaet, uden at det var aftalt. Der var et ledigt bord ved et vindue, hvor jeg satte mig, og da the DutchMan kiggede sig rundt efter en plads fra buffeten, vinkede jeg der var plads hos mig. Med maven fyldt blev jeg lækkersøvning, og fandt efter kort tids søgen, et sted jeg kunne brede min krop ud over et par sæder. Lukkede øjnene og forsvandt ind i en drømmeløs søvn.

   Larvik viste sig fra sin pæne side. Flot himmel med få hvide skyer. Jeg var blandt de første der kørte af færgen, og snart var jeg udenfor havneområdet, og på vej mod A18, som jeg fulgte hele vejen til Oslo. Kedeligt, tja, ikke så slemt, for landskabet er så meget anderledes og svingene mange flere, at der er rigeligt at se til, når man skal fra A til B. 
   Forud havde jeg frygtet kaos ved Oslo. I mine beregninger ville jeg være så heldig at ankomme til byen i myldretid. Endnu en gang måtte jeg sande, at det med at proppe hovedet med dårlige forventninger, kan være meget spildt ulejlighed. Trafikken gled - og dermed også jeg - nemt og ubesværet gennem hovedstadens vejnet.
   Videre mod nordøst, retning Kongsvinger. Krydse grænsen i regnvejr, for at finde et tre stjernet hotel langt ude i skoven.
   Hotellet var ikke på min Garmin. Jeg havde en adresse, men den virkede ikke på enheden. Opgaven var klart noget vanskeligere end forventet. Et par venlige damer havde smilet (overbærende?) til mig da jeg stoppede motorcyklen for at spørge om vej. De fortalte venligt at jeg skulle finde Rodåforsvägen i Östmark, og følge den nordpå. De sagde ikke noget om hvor langt jeg skulle ud. Med trængsel blandt bange anelser, kunne jeg efter ca 16 lange kilometer, ånde lettet op. I vejsiden stod et skilt med navnet "Mattila".
   Da vidste jeg, jeg var på rette vej. Og helt i stil med eventet, var grusvejen frem til hotellet våd. Men, jeg var tættere på målet end nogensinde før.

   Glemt var det fine solskinsvej som undervejs (ved Kongsvinger) var blevet skiftet ud med et drys sne, efterfulgt af en kraftig tordenbyge, som så blev afløst af silende regn i mængder, jeg ikke brød mig om. I Kongsvinger havde jeg overvejet at finde regntøjet frem, men opgav fordi jeg troede jeg snart var fremme, og dels håbede på jeg kunne køre under de mindre områder af himlen, hvor der stadig var en smule blåt og hvide skyer at se. 
   Godt for mig at min DANE tøj virkede efter hensigten. Jeg forblev tør. Men tøjet var vådt. Meget vådt.

Eventet "Finnskogen - Grænseløst Grusmisbrug" var en udflugt jeg havde glædet mig til, lige siden invitationen indløb. Jeg havde booket soveplads i en hytte. I receptionen fik jeg en kuvert med navn, nummer m.m. Teksten lød: "96 Riber, Hytte M1, Mat Gr. 2, Kjøre gr. 2". Forklaringen var, at jeg havde kører-nummer 96, skulle bo i hygge M1, som lå op ad fjeldsiden. Jeg skulle spise sammen med gruppe 2 og køre sammen med gruppe 2. Altsammen fint og - viste det sig, velorganiseret. Hvor velorganiseret opholdet var, fandt jeg ud af efterhånden.

Hytten fandt jeg efter jeg havde kørt lidt rundt. Jeg kunne se der var tændt et fjernsyn! Efter jeg havde banket pænt på døren, og hørt et engelsk klingende "Come in" fra et par herrer i en sofa, forsøgte jeg at åbne døren. Uden held. Mine forgæves forsøg med døren førte til, at den ene herre rejste sig fra sofaen og åbnede døren, ved at først at låse den op! 

   Jeg blev inviteret ind. Vi introducerede os for hinanden. De to i sofaen var fra Finland. Som de først ankomne til hytten, havde de okkuperet et værelse i stueetagen. En italiener var også kommet før mig, og han måtte, ligesom jeg, kravle op ad en stejl trappe til hemsen, hvor der lå ialt fire madrasser! At få min bagage af motorcyklen og anbragt i hytten tog ikke lang tid. Jeg var lidt træt. Havde rejst i godt 12 timer, og glædede mig til at få lidt mad i maven, og så ellers under dynen. Det med mad i maven, det skete ikke. Restauranten var lukket. Æv,jeg ikke havde taget noget med selv. Men jeg havde et par øller, og de mætter også, så jeg fik - trods alt - en go nats søvn. Kun afbrudt af det roderi der opstod, da en nordmand kom i mørket og fortalte han også skulle bo i hytten. Han blev

installeret og så blev der atter ro i det lille træhus på fjeldsiden.

Næsten morgen var der morgenmad i hold. Jeg var på hold 2, så jeg kunne gå til buffeten kl. 08.15. Med 5 mand i hytten havde jeg forestillet mig der ville blive noget ventetid og måske en smule masen, for at komme til på toilettet om morgenen. Men det gik over al forventning. Tror ikke der var nogen der havde noget at klage på i den forbindelse. 

   Morgenmaden var der bestemt heller ikke noget at klage over. Der var noget for enhver smag, og sulten som jeg var, kastede jeg min appetit ud i at øse rigeligt op på tallerkenen. Efter jeg havde spist op, tog jeg en "frokost-pakke", en plastkasse pastasalat gemt under et låg, og dertil en flaske vand samt det frugt man kunne ønske sig. Fint, 

Solen skinnede gennem en del lavtliggende skyer. Det var friskt og en smule koldt, som det altid er om morgenen i fjeldene. Rundt omkring var folk vågnet. Nogle havde startet deres motorcykler, andre havde åbnet deres butik. Efter blot få minutters snusen til luften, var det klart at denne, første dagen for eventet, var der store forventninger og højt humør. Overalt kunne man mærke spændingen ved at skulle ud og køre blandt de store klipper i de mægtige skovområder. Cyklerne blev justeret. Luft lukket ud af dækkene. Fjedre efterspændt. Tasker med madpakker og vandflasker fastgjort. Camelbags fyldt op og benzin påfyldt fra dunke. Ørepropper puttet i ørerne. Jo jo, det var næsten juleaften!

På en parkeringsplads var der opmarch i de grupper man var blevet tildelt. Jeg kørte i gruppe 2. I gruppe 2 var der et par fra Holland, et par nordmænd og et par svenskere. En fin blandet gruppe, som - skulle det vise sig - fungerede rigtig fint sammen. På denne første dagen skulle Ole Johny Kløfta være stifinder og Elin Larsson skulle være sweeper. At være stifinder betyder at være den der kører forrest og viser vej. Sweeperen er den der kører bagerst, og som sørger for at alle er med. Sweeper giver også en hjælpende hånd, hvis man har problemer, oftest når man smider sin cykel for at botanisere! 

Som det tydeligt fremgår af billederne, var jeg kørende på min Gamle Slæde, den gule BMW R 1200 GS jeg købte tilbage i 2008. Den har rundet de 300.000 km på speedometeret, og egentlig har jeg besluttet at den skal "skånes". Min gode hensigter til trods, valgte jeg den som transportmiddel og legetøj i Finnskogen, da jeg skulle vælge cykel til turen.

   Og skånet blev den ikke. På et tidspunkt på det "Grænseløse Grusmisbrugs" første dag, kørte vi på et singel track. D.v.s. en et sporet sti i skoven. Sporet var - selvfølgelig ujævnt og rimelig kroget, og på en knold var jeg så uheldig at ramme en træstub. Resultatet var at jeg bagefter det bump jeg både hørte og mærkede, ikke kunne finde min gearpedal! Et kig ned på venstre side af cyklen, viste mig at pedalen hang med hovedet. D.v.s. i stedet for at pege vandret ud fra fodhvileren, pegede den lodret ned! En af de andre på holdet, smed sig straks ned og tog et kig ind under motoren. Tore, som den hjælpsomme mand hedder, kunne straks konstatere at et  kuglehoved der finder gearpedalen med gearkassen, var rykket fra hinanden! Æv æv og æv. Jeg så i ånden at min tur nu var forbi. At jeg skulle hjem med SOS og nu kun kunne drømme om hvad resten af oplevelserne i Finnskogens dybe skove ville udvikle sig til.

Men sådan skulle det ikke være. Tore er en Troldmand. Han fiksede gear-skifte-systemet med strips, og derefter kunne jeg køre motorcyklen ud af skoven og de 35-40 km til Torsby, hvor Tore var sikker på han kunne finde reservedele og lave min gearpedal. Altså vinkede vi farvel til gruppen og sammen fandt Tore og jeg ud af skoven og kørte mod Torsby. 

   Nu var der så lige det lille problem, at Tore ikke havde meget benzin tilbage i tanken på sin KTM. Og ganske rigtigt, løb han tør et eller andet sted inden vi nåede en tank. Lige foran os lå et hus med nogle staldbygninger. Foran huset stod en bil, og vi regnede med der var nogen hjemme, som vi kunne låne en slange af, som Tore kunne bruge til at hæve benzin fra tanken på min Gamle Slæde. 
   Der var ingen reaktion på vores banken på døren. Vi kiggede os derfor lidt rundt og Tore var så heldig at finde et stykke grønt haveslange, som vi lånte og fik fyldt benzin på KTM'en. På samtlige ture resten af tiden i Finnskogen, var den grønne haveslange en del af udstyret på Tore's KTM.

I Torsby fandt Tore de reservedele han skulle bruge for at fikse problemet med kuglehovedet. Vi var hos to forskellige Mekonomen-butikker og hos en lokal "Cykel, knallert og motorcykel værksted" for at søge, men så fik Tore også de nødvendige dele. For mig var det ren magi. For Tore var det "en almindelig dag på kontoret med lidt udfordringer som bare skulle fikses". Kæmpe tak, Tore, du er bare en fantastisk ven.

Missionen lykkedes, patienten overlevede og var tilbage i fineste form. Ligeså med chaufføren, som var en meget glad Mand.

   Gruppen var kørt. Hverken Tore eller jeg havde ruten, men det skulle ikke afholde os fra at køre tilbage til skoven. Med Tore som Stifinder, kom vi gennem flere sektioner, herunder et sted, hvor et vandløb spærrede vejen. D.v.s. Det gjorden vandet ikke. Ikke for Tore. Han kunne ikke sidde udfordringen overhøring. Fristelsen var så stor, så han fik første gear lagt til rette, gav gas, og jog gennem store og mindre sten med tilgroede grønne glatte sten, knækkede grene og fossende vand for at komme frem til tørt men gruset skovvej, på den anden side af vandløbet.

   Jeg tog broen. Selv om der nu var gået et par timer siden min Gamle Slæde havde fået det kæmpe dunk på stubben, var jeg endnu lidt rystet. Man kan sige, at jeg valgte mine kampe med lidt større forsigtighed, resten af dagen.

   Tore og jeg havde en herlig eftermiddag i vores lille gruppe (kun vi to) og jeg fik selvtilliden tilbage og nød de svenske udfordringer til mindste detalje.

En god skik er, at man møder op til ture med bezsintanken helt fuld. Ihukommende det hedder: "Skik følge, eller land fly", valgte Tore og jeg at finde en tankstation, inden vi returnerede til lejren. 
   Ved tanken, hvor der også var et mindre ICA marked, var der rigtig mange deltagere fra træffet. Medens nogen tankede, købte andre ind til aftenhygge samtidig med at nogen fortalte historier fra tidligere ture. Alle smilte og havde haft en herlig dag i skoven.

   Fra tanken gik det snart i mindre flokke, tilbage mod lejren ved Matilla. Efter svenske forhold gik det vist lidt stærkt. Men sjovt var det, og svingene i de ca 16 km fra Østmark til Matilla, lagde asfalt til en smule hastighedsleg for knoppede dæk.

Hytten til venstre var mit hjem de 5 dage i Finnskogen. Hytten lå omgivet af grønt på et forholdsvis fladt fjeld. De forholdsvis få kvadratmetrt var udnyttet efter bedste hensigter, er jeg sikker på.
   Med erfaringer fra mange overnatninger i hytter i såvel Sverige som Norge, vil jeg dog knytte den kommentar til eventuelle hytteejere (der måtte læse med). Jeg synes der ofte "pakkes" for store og tunge møbler sammen på den forholdsvis trange plads. Det gjaldt også for hytte M1.

   Når 6 motorcyklister med oppakning og udstyr, skal bo på en lille plads, så er der fyldt op. Heldigvis var der veranda på to sider af huset. Der blev vores sidetasker og topbokse linet op. Mit telt og sovepose/liggeunderlag fandt jeg plads til under trappen op til hemsen.

   Andre, bl.a. nogle danskere, havde medbragt kludehytter, som blev til små lejre rundt omkring i området.

Et par unge mænd havde stillet en bod op, hvorfra de tilbød tøj. Mærket på tøjet bar de fire bogstaver i gult: "KLIM". Jeg priser mig lykkelig over jeg har fundet tøj af det tidligere danske mærke "DANE". Min DANE jakke hedder "Limfjord" og bukserne hedder "Brøndby". På vejen op til Mattila, viste DANE-tøjet sit værd. Jeg undlod at kravle i regntøjet. Jeg nøjedes med DANE-kombinationen, og forblev tør, selv om regnen gjorde hvad det kunne for at gøre min krop våd. 
   For lige at gøre det med regn og dårligt vejr færdigt, vil jeg tilføje at mine nye SIDI Adventur støvler også var tætte. Jeg vadede ud i flere af de små vandløb, samt havde dem på under kørslen andendagen, hvor regnen pøsede ned. Mine tæer var tørre, hvilket er så enormt dejligt.

   Konklusion: Jeg er knaldhamrende glad for mit udstyr.

Dag to oprandt med regnvejr, som meteorologerne havde forudsagt. Sådanne meldinger er det de færreste motorcyklister der hilser med glæde, men når man er kørt 560 km og sejlet i 4 timer ombord på en stor jernkasse, tager man sig sammen og kører med, uanset udsigten til at blive våd og kold. Jeg stolede ikke nok på DANE-tøjet, så jeg tog mit regntøj på fra morgenstunden. Ikke at jeg troede jeg ville blive gennemblødt, men DANE Limfjord er med løs GoreTex membran, hvilket betyder at overdelen bliver våd, medens den "foring af jakken" som består af en GoreTex membran, holder kroppen tør. Men det gør at der skal ekstra isolering til under GoreTex'en.

   Med tanken om, at jeg skulle iføre mig t-shirt inderst, trøje, GoreTex membran og yderjakke, ville jeg hurtigt komme til at sved meget. I stedet undlod jeg trøjen, og tog mit regntøj på i stedet. På den måde var jeg sikker på jeg ville mindske mulighederne for at blive kold på kroppen.

Ved breifingen inden turen, blev det klart der var mandefald. D.v.s. det var et par kvinder der valgte at blive hjemme i tørvejr, og der var kommet en ny mand til gruppen. Guiden på denne våde dags tur, var Jan Dybedahl.

   Dagens intro blev kort. Lysten til at stå og dryppe medens der blev gentaget meget af hvad vi havde hørt dagen i forvejen om "Cornerman"-princippet og lign., var ikke så stor. Så afsted ud på ruten. Det var da meget sjovere.

At noget af det sjove gik pludselig af køreturen. I et venstresving kom jeg for langt ud i noget smat i højre side af vejen. Reagerede meget uheldigt, og måtte lige en tur ud i grøften, hvor jeg fik farten kørt motorcyklen, og lagde den pænt ned på venstre cylinder. Et par af de herlige fyre fra gruppen kom ilende til hjælp, og sammen fik vi hurtigt den Gamle Slæde op på vejen igen. Jeg fortsatte som intet var hændt, hvilket jo faktisk oss nærmest var sandt!!!

Cornerman princippet er et rotationsprincip vi næsten altid bruger på fællesture. Situationen er, at gruppen kører på en rute, hvor Stifinder på et tidspunkt drejer fra den vej der køres på. Nr. 2 mand i gruppen, d.v.s. den der kører lige efter Stifinder, "bliver sat af" i svinget, eller Y-krydset eller......... Han eller hun er nu cornerman, og skal bllive stående der med sin motorcykel, til Sweeper kommer. Forhjulet på cornermans motorcykel skal pege i den retning gruppen skal følge. 

   Sweeper er bagerste mand under hele turen. Når "cornerman" får tegn fra Sweeper, må han køre ind foran Sweeper, og fortsætte turen. Så ved Sweeper at alle er kørt forbi cornerman, og at alle er på rette vej. Det er således meget vigtigt at cornerman bliver stående, for han er den eneste af de bagved kørende der ved, hvilken vej gruppen foran ham er kørt.

Billedet nedenfor er min gode ven Tore, som jeg fotograferede da han røg forbi mig, på et tidspunkt hvor jeg var cornerman. Noget var gået galt i gruppen bag mig, for der var pænt langt mellem gruppens folk. Fint at stå i en svensk skov i regnvejr, og bare vente! Men, i stedet for at kede mig, så jeg havde god tid til også at lave et par billeder af min Gamle Slæde. Med den svenske muld hængende overalt hvor det var muligt at klæbe sig fast.

Som dagen skred frem, fik jeg mere og mere forståelse for, hvad der havde forårsaget at mange havde meldt fra til dagens ruter. Det var en våd og kold omgang. Uanset jeg havde regntøj på, blev jeg våd helt ind til skindet. I sådan et vejr er der meget "arbejde" forbundet med at køre rundt på smattede skovveje og holde retning i mudderet, for ikke at snakke om de sektioner hvor der var græs og mos på sten og sti. Kørsel i sådan et vejr kræver 100% koncentration hele tiden. Mister man fokus, så ender det højst sandsynligt galt. 
   Måske var der en enkelt tanke om "kylling" da jeg godt middag meldte ud, at jeg ikke ønskede at fortsætte. Jeg var træt og våd. Heldigt for mig valgte Tore at følge med, så vi var to der fandt den - mere eller mindre - lige vej hjem.
   Hjemme i lejren, fortalte Tore senere at han var så kold og frøs så meget, at han ikke kunne få hjelmen lukket op uden hjælp. Fingrene nægtede ganske enkelt at udføre de ordrer han gav om at de skulle klemme sammen om hageremmen! 
   Et bad og tørt tøj gjorde godt. Senere en lille lur på sofaen, og så eller et godt og solidt måltid mad, så var alt som det plejer at være. 

Næste dag skinnede solen som om den havde været der altid. Og jo, ovenover alting, skinner Moder Sol altid. Hold 2 var atter fuldtallig, og havde endda fået endnu et medlem. Dagens guide var Oscar Egeberg. Af mange kendt som "Mr. GS Meeting Norway". Holy crap en guide. Han var helt fantstisk. Inspirerende. Meget dygtig, både menneskeligt og teknisk på sin gamle lånte BMW GS'er

Norske Albert S. måtte "stramme sig lidt an" inden turen. Et bind omkring albuen, efter en nedlægning i det mudderet dagen i forvejen, gjorde lidt ondt, men det blev klaret med at pakke albuen ind. Og så ellers afsted. Forlods havde Oscar fortalt der var en længere transportstrækning, hvilket normalt betyder asfalt under dækkene, men ikke i dette tilfælde. (Eller jo, men det var de sidste  kilometer af ruten til benzintanken og tilbage til lejren). De første mange kilometer kørte vi på de skønneste - og i nogle tilfælde - meget lige grusveje. Men pyt, solens bagte, fuglene sang (kunne vi dog ikke høre), dækkene kastede med sten, humøret var højt som Mount Everest, tankene fyldt med benzin, madkassen var surret, camelbacken fyldt. Hvad var der lige vi ikke kunne li'?

Når jeg ser sådan et skilt på en skovvej, må jeg smile. Svenskerne ved måske at sådanne smukke snoede skovveje tiltaler "LegeBarnet" i motorcyklister? Jeg husker ikke hastigheden da vi passerede skiltet, men det var nok lidt mere end de tilladte! 

Lidt senere måtte jeg smile igen. "Jammerdal" - nej nej og atter NEJ. At følge efter Oscar i Finnskogens dybe stille (?) ro, det er bestemt ikke noget at "jamre" over. Det var simpelthen bare så herligt. Så væk med det skilt....... hehe

Madpakkens indhold smager altså godt, når man skal nyde den med udsigt til en dejlig BMW R1200GS. Men nej, det var ikke på denne rasteplads vi skulle spise. Der var stadig 20-30 min.'s kørsel gennem et stykke skov, hvor noget af sporet var et singel track, som vist mest blev benyttet af vandrer! 

Med de nye forsyninger af energi og tilførsel af vand til kroppen, var vi snart klar til nye udfordringer. 
   Og jeg skal lige sige at vi fik udfordringer. Men, Oscar spurgte os pænt, om vi ville være med på noget teknisk sværere. Han kendte skoven og området særdeles godt, bl. a. fordi han boede der, men også fordi han siden 2002 har arrangeret og stået i spidsen for off road træffet "GS Meeting Norway". 
   Vi kunne jo have sagt nej tak til Oscars plan, men det gjorde vi ikke. Så altså, afsted det gik.

Første udfordring var en passage af et vandløb. Der skulle, efter hvad Oscar fortalte, være en beton bro under vandet. Men desværre havde tidens tand bidt i betonen, så der var et hul i broen, som det ville være særdeles klogt at undgå. Hullet var markeret af en mindre pind, der stak op og mest lignede noget der ihvertfald ikke skulle være en advarsel! Den lille pind ses stikke op lige til højre for Oscar. Ussel og knap værd at bemærke. Men vi var advaret. Ingen forsøgte at ramme hullet. Alle kom over uden problemer.

Så kom det teknisk svære. Et singel track spor, næsten uden spor. D.v.s. da de første var kørt igennem, var der spor. For deres dæk satte tydelig tegn på, hvor vi andre - ikke - skulle køre. Men da det var et singel track, var vi de fleste steder, nødt til at følge i de andres spor. At forsøge at finde en rute ved siden af, var nærmest umuligt. Der lå sten og klipper hulter til bulter. Birke- og grantræer udgjorde sammen med de mange sten og anden vegetation til en kæmpe opgave med de store maskiner. jeg skriver "kæmpe opgave" fordi der sandsynligvis ville være nogen som er så teknisk dygtige til at håndtere deres maskiner, at de ville kunne finde et farbart spor. Så den opgave overlod jeg til de som havde de evner. (Der var ingen i vores gruppe som forsøgte sig derudi :-) 

   Vores hollandske Laura lærte meget i løbet af ugen. Bl.a. fandt hun ud af men IKKE skal stå bag ved en enduromotorcykel, når føreren kæmpet for at komme op af en grøft!!! 

Sektionen blev klaret. Alle kom igennem. Ingen væsentlige uheld. D.v.s. jeg fik et "skud" i ryggen. Læs: "skud" = træstub.
   Da jeg skulle passere en grøft (se foto hvor en ekvipage får hjælpe af tre fra gruppen) fik jeg også forhjulet ned i grøften, med det resultat jeg ikke selv kunne få motorcyklen videre. Jeg fik hjælp. Med to hjælpere der løftede forhjulet, og én der hjalp med at løfte baghjulet, var min opgave at give gas nok til at baghjulet som stadig havde "fast grund" under dækket, skulle "følge med over grøften" ved hjælp af inerti og snurrende baghjul. Men det skete bare ikke. Baghjulet kom ikke med over i første omgang, og jeg kunne ikke nå ned til fast underlag med mine fødder, så jeg lagde mig ned med motorcyklen over mig. 
   Desværre landede jeg så uheldigt at ryggen ramte en træstub / et skud, gemt under noget mos og græs. Holy shit det gjorde ond, og jeg måtteblive liggende et par øjeblikke, inden jeg atter havde mod til at se virkeligheden i øjnene.
   Heldigvis var der ikke sket brud, selv om stubben havde ramt lige netop ved siden af mit rygskjold. Jeg tog mig sammen, og med fornyet hjælp fra mine gruppe-kammerater, fik jeg motorcyklen over grøften, og ud på noget mere jævnt terræn.

   Heldigvis var det kun et skrub, som gav flotte farver på ryggen, men ømt det var det, uden at uheldet dog afholdt mig fra at fortsætte turen. Og lave flere billeder.

Lørdagen kom. Jeg var inviteret til morgenmad hos naboerne. Ikke i det hus der ses lige herunder, men i det hus Tore boede sammen med to skønne svenskere, Jens og Jari. De tre - tror det mest var Tore - havde kreeret en overdådigt morgenmads complet. Røræg, bacon og pølser i så store mængder, at man skulle tro alle eventets deltagere skulle spise med. Men godt de ikke skulle, for vi kunne faktisk godt spise - næsten - op uden hjælp fra andre.

Lørdagen lignede torsdagen. Atter havde et dagslangt regnvejr taget teten, og smurt landskab ind i våde mørke skyer og fugtmættet luft. Rygtet ville vide der var mange der gav vejret skylden for ikke at køre med på gruppe-turene denne sidste dag. Fremmødet til turene, som startede som alle andre dage midt på formiddagen, var ganske enkelt lavt. Nogle valgte at pakke sammen og køre hjem. Andre , som  undertegnede, blev i hytterne og slappede af.
   Jeg havde en anden undskyldning end vejret. Min ryg gjorde meget ondt. På et stort område nederst på ryggen, begyndte huden at tage farve af himlen udenfor. Mørk og øm. Jeg kunne vælge at forlade Mattila som mange andre, men i stedet pakkede jeg mig ind i et tæppe, og læste den bog færdig, jeg havde med som færgeoverfartsfordøjelse. 

   Bagefter er jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne have dulmet smerterne med piller. Og dermed kunne jeg have køre ud sammen med gruppe 2. Men det havde jeg ikke lyst til. Dels på grund af føret. Regnen havde gjort alt vådt og smattet, og eftersom jeg skulle afsted på den Gamle Slæde, ville jeg helt sikkert få rigeligt at gøre, hvis jeg tog med. BMW'en er tung i sådan et føre, og når nu ryggen gjorde så ondt som tilfældet var, så ....... nej. Jeg nød roen, bogen, en formiddagslur, noget godt mad og slappede af, som jeg følte ryggen havde det bedst med.

Lørdagen skred langsom frem. Desværre kan jeg ikke fortælle at ryggen blev bedre over dagen, men der er ingen tvivl om, at det var godt for mig og især ryggen, at jeg ikke kørte ud i mudderet for at få de sidste oplevelser med.

   Medens jeg lå og læste, kom en official ind i hytten og fortalte at der var fællespisning for alle denne sidste aften. Bjørn havde konstateret der var så mange der var kørt hjemad, at der var plads på hotellet til, at alle kunne spise samtidig. Mange af danskerne satte sig ved samme bord, og hyggen bredte sig, medens duften af den gode mad kravlede ind i næsen og øgede appetitten.

Bjørn-Magne Broen havde en overraskelse til deltagerne efter aftensmaden. Han havde været ude og spørge nogle af hans sponsorer, om de ønskede at give bidrag til et lotteri, som han afviklede medens vi slog maver, og drak det sidste øl. Der var masser af gaver. Næsten nok til han bare kunne have udleveret en gave til hver. Men så let skulle det ikke foregå. Sedler med navnene på alle som havde deltaget i eventet, blev puttet i en skål, og en sød nummerpige, trak en seddel fra skålen, når Bjørn havde fundet en gave. Blandt flere andre vandt Jon og jeg hver sin gave. Jeg blev den glade vinder af en "Grenseløst Grusmisbruk"-t-shirt. Fint, jeg samler jo næsten på sådanne. Jeg har ihvertfald mange *s*

Bjørn-Magne takkede deltagerne "for go ro og orden". Som alle vi andre, havde Bjørn en oplevelse af, at alt (næsten, der var desværre én der brækkede noget kraveben) var gået godt. Mit indtryk af eventet er, at der er basis for at gentage eventet. Godt gået Bjørn.

Søndag morgen pakkede jeg al mit grej på den Gamle Slæde for at vende næsten hjemad. Ryggen havde det stadig ikke godt, men en lille håndfuld piller hjalp mod smerterne. 
   I stedet for - som oprindeligt planlagt - at køre mod Oskarshamn, kørte jeg sydpå mod Göteborg, hvorfra jeg håbede at nå en færge. Om jeg nåede færgen eller ej, var ikke så vigtigt, for der var alt udsolgt på grund af Kristi Himmelfart. Mange danskere havde nydt en forlænget weekend i Sverige, og havde booket medens tid var. Altså fortsatte jeg til Varberg, hvor samme historie gentog sig. 
   Derfor blev hjemturen nogle kilometer længere end turen op til Mattila. Jeg kørte nemlig over de tre store broer: Østersøbroen, Store - og Lille Bæltsbroerne. Ialt blev turen på 980 km og tog 11 timer og fem minutter. Mit pakdyr, den Gamle Slæde, havde klaret alle strabadser rigtig godt og fint. Den kom hjem med skrammer, bøjet bremse- og gearpedal samt bundskjold fastgjort med ståltråd. Blinklyset foran i højre side er også bøjet lidt bagud, men alt virker og der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg var nervøs for, om cyklen kunne og ville bringe mig helt hjem. Min BMW R1200 GS er en fantastisk opfindelse, som både kan tåle at blive hevet rundt i sten, mudder og sand mellem høje graner, for så efterfølgende at køre 120-130 km/t over 10-11 timer. Nøj hvor er jeg glad for den, og som jeg fortalte en af deltagerne, så smiler jeg hver gang jeg sætter mig op på den. Til trods for den nu har fragtet mig 260.000 km rundt i Europa.

Uden at forklejne andre, vil jeg gerne sætte navn på nogle af deltagerne.
    Først og fremmest, en meget stor og dybtfyldt tak til Bjørn-Magne for at jeg måtte være med i "Finnskogen, Grenseløst Grusmisbruk". Jeg havde nogle helt vidunderlige dage (og en enkelt knap så god dag *s*) i dit selskab. Jeg kommer gladeligt til flere af dine "Adventure MC Tours of Norway" -arrangementer. Håber at se dig i Kvong til et par køreture i mit område, samt at nyde en øl eller to ved bålet med dig.
   Tore Ipsen, du skal nævnes særskilt fordi du er et helt utroligt dejligt menneske, som jeg meget hurtigt fandt sammen med. Din humor, dit humør og din viden, som du gladeligt deler ud af, er så omfattende og herlig, at jeg straks kom til at holde af dig, og fra nu af betragter dig som min ven. Tak for al den hjælp og rådgivning du overøste mig med.

   Jari og Jens, I et par helt eventyrligt dejlige svenske "vildbasser"! Tak til jer begge for at "lukke" mig ind i jeres "underbare" fællesskab. Jeg håber I vil komme og besøge mig i Danmark. Så vil jeg viser jer rundt i "min baghave", som ganske vist ikke tilnærmelsesvis har så gode off road muligheder som jeres skønne Sverige, men jeg skal gøre hvad jeg kan for at vise jer vores smukke sydvestjyske landskab.

   Laura og Willlie, skønne og herlige hollandske eventyrer. Jeg håber I er kommet godt hjem fra jeres udflugt til Nordkap. Tak for jeres gode humør, som smittede af på hele Gruppe 2.Hvis I kommer til Danmark, vil jeg forbeholde mig ret til at blive skuffet, hvis I ikke kommer og besøger mig og vores  www.MiniPrimiCamp.dk
   Og, Laura, Willie, Tore, Jari, Jens og Bjørn, tag i bare Albert og resten af "Gruppe 2" inklusiv  vores guider, med til Danmark. Tak til jer alle for et fremragende "grjuppearbejde". I var der altid, når jeg eller andre i gruppen havde behov for hjælp. Ingen sproglige-, etniske- eller religiøse forhindringer, stod nogensinde i vejen for et godt grin eller en hjælpende hånd. Nå ja, det var ikke alle der kørte BMW, men det viste sig jo, at andre maskinmærker faktisk også kan køre udenfor asfalten, bare de får benzin i "tide og utide", ikk Tore? *g*

Til toppen / menu

.