Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

2020

2020.05. Hyggeweekend i Åsted
Der er garanti for primitiv lejr, kæmpe go mad fra grill, overnatning i telt, i hængekøje under tarp eller åben himmel på/over grønt græs, omkranset af høje træer og buske. Rimeligt gode toilet forhold. Koldt vand, myg, stålorme, fasaner og andet kryb. Højt til loftet. Høflig selvbetjening og/eller yd venlig hjælp til andre. Mulighed for mobning over valg af køretøj. Blandede køn, d.v.s. nogen er kønnere end andre, men alle har stor mulighed for at blive lige kønne, når alle drikker rigeligt, for så bliver de knap så kønne pludselig meget kønnere *s*


Ankomst fredag 26. juini fra kl. 12 til afgang søndag, 27. juni til 28 juni senest kl. 23.55
Som ved tidligere afviklinger, mulighed for deltagelse på fællestur lørdag. Indtil videre er der tre guidede ture: én ad grusede veje og stier for øvede, én ad flest mulige veje uden belægning for nye eller uøvede tilhængere af kørsel på sådanne samt én rute hvor der udelukkende køres på asfalterede veje.


Begivenheden hedder BikeAdvenTurist Træf 2020. Alle som har reserveret plads, og som ikke har betalt, bedes betale nu. Beløbet kr. 425 overføres til bank via konto 6237 - 0000699160 eller betal med mobilpay til 2023 3090. Alle pladser er reserverede, men venteliste er oprettet. Læs om træffet her

2020.05. Når Claus har haft fingrene i din gamle hjelm, bliver den som ny.
Forleden kontaktede jeg Claus, Schuberth Danmark, om et par ting jeg gerne ville have lavet på min E1 hjelm.
Hjelmen var blevet lidt ”stor” og Claus forklarede mig, han kunne montere nye kindpuder (altså ’indmad’). Det lød besnærende. Nu jeg havde fat på ham, fik jeg desuden aftalt han ville montere et SENA kommunikationsanlæg og nyt ”vindue”, altså visir.


Jeg mødte op, som aftalt, og Claus havde reservedele og Sena anlæg med, og i løbet af ganske kort tid, var anlæg og nyt visir installeret, ligesom Claus havde sørget for at solvisiret igen kunne ”køres op og ned”. Solvisiret var, efter hjelmen har været en tur rundt i Sydafrika, hvor den fik samlet rigtig meget støv sammen, næsten umuligt at aktivere. Men Claus har magiske fingre, og nu fungerer solvisiret igen perfekt.


Kæmpe tak til Schuberth og Claus for jeg igen har en ”ny” hjelm, der passer 100% på hovedet. Og nu kan jeg snakke med konen når vi er på tur, for hun fik naturligvis også et SENA anlæg bygget ind i hendes Women C3 hjelm

2020.04 Sidste større udfordring i Sydafrika var Sani Pass

Men, også Sani Pass blev besejret. Sjette og sidste kapitel af reportagen "Tak for dansen Afrika" er nu skrevet. Jeg har kæmpet mellem at skrive og være ude og klargøre vores MiniPrimiCamp.dk. Som alle ved har en virus, med farlige evner, haft en uoverskuelig stor indflydelse på hele verdens gang. Det har jeg ikke mærket særlig meget på egen krop, men vi har alle måttet tage forskellige hensyn til hinanden og os selv. For os herude i Kvong, nord for Varde, har det betydet af vi har haft dejligt mange henvendelser om campen. Vi har haft en del gæster allerede, og jeg tror vi får skønt mange besøg over sommeren. Alle vil være meget velkommen.
   TIlbage til "Tak for dansen Afrika" for at slutte den historie. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Sydafrika og mine forventninger blev indfriet. Afrika er en kæmpe oplevelse, og jeg vil rigtig gerne derned og køre en tur på motorcykel igen. Tak for selskab til især Thomas og Henrik, men også stor tak til Anja og Finn, FI Motorcykler Sorø, samt til alle de dejlige nye venner jeg mødte fik undervejs, danske rejsevenner såvel som de mange skønne mennesker jeg mødte undervejs på turen. Læs sidste kapitel her.

2020.03. Baviaanskloof udfordrer mine evner
Et af de steder alle endouro motorcyklister gerne vil køre sin motorcykel, er Baviaanskloof i det sydlige Sydafrika. Et spor gennem et meget unikt bjerglandskab, hvor Baviaansriver strider sig gennem kløfter og dale, og krydser vejen så mange gange at fingrene på to hænder ikke rækker. Sporet følger dalene og snor sig op over flere pas undervejs. Selv om man skal krydse floden adskillige steder, er der ikke en enste bro. Nogle af de steder man krydser floden, har man lagt beton ud, som floden løber hen over. Andre steder råder vandet, og man må som chauffør, tage forholdene som de nu engang er. For at gøre turen over nogle af bjergkammene lettere - for biler men bestemt ikke for motorcyklister - har man lagt beton ud i to spor. For nogle vil det lyde som en go idé, men når vind og vejr har fjernet alt småt flytbart mellem betonsporene og ved siderne, bliver det pludselig en større udfordring at føre den tohjulede sikkert over bjergene.
   Følg beretningen om mit første forsøg på at krydse Baviaanskloof i femte afsnit - go fornøjelse.

2020.03. Afrikas sydligste punkt, Kap Agulhas

Ligesom alle andre, skulle Henrik og jeg foreviges ved Afrikas sydligste punkt, hvortil man kan køre. Ude i vandet, der hvor det Indiske Ocean møder Atlanteravet, ligger nogle klipper som bølgerne kan slikke og mågerne skide på, men hvis man ikke kan køre dertil, tæller de ikke for motorcyklister. I fjerde kapitel af "Tak for dansen Afrika" nåede vi Kap Agulhas, hvor vi mødte "WorldBiker" Carlos Nunes fra Luxemborg. Carlos har kørt på motorcykel i hele verden, og var nu nået til samme punkt som os. Vi fik en længere snak, og Carlos' pegefinger trykkede på knappen på min Nikon, da billedet af Henrik og mig blev lavet.
   Har du lyst til at læse fjerde kapitel i min lille serie fra Sydafrika, tryk her. Go fornøjelse

2020.03. Afrika er også trommer, sang og dans

En af de ting jeg havde håbet at opleve på min tur til Sydafrika, var indfødt musik. Som meget andet oprindelig musik, sniger afrikansk tromme og sang sig ind under min hud, næsten i samme øjeblik jeg hører det. Myrepatter spreder sig på armene og varme strømmer gennem nervetråde i hele kroppen. I tredje afsnit af min "Tak for dansen Afrika" reportage, optræder en lille gruppe unge sorte, på et lille torv i Cape Town. En skøn blanding af unge kvinder og mænd, udfoldede sig i sang og dans, medens Ling, Henrik og jeg drak en kold øl på en fortovsrestaurant.

   Der er flere gode, hyggelige minder fra større eller mindre oplevelser i tredje afsnit, men min reportage om rejsen i SA, er også kommet frem til den dag hvor Henrik og jeg mistede vores ven, kollega og køremakker Thomas.
   Skæbnen slog til en tidlig morgen, medens Thomas og jeg var på vej mod Cape Town. Vi havde hygget og spøgt ved morgenbordet. Ingen af os havde lyst til pommes, sammen med vores æg og bacon. Derfor lavede vi lidt grin med de grillede kartofler. Senere glædede vi os fordi vi kunne købe nogle liter benzin, så vi var sikre på at kunne nå frem til næste tank. Glade, mætte og godt tilpas i hinandens selskab, hilste vi farvel til de skønne værter på Cecerberg Backpacker Oasis. Thomas førte an, jeg måtte æde støvet fra hans dæk, for morgendug er der ikke noget der hedder, når klokken har passeret 8 om morgenen. Du kan læse reportagens tredje afsnit her.

2020.02. Tak for dansen Afrika

Kære Afrika, tak for en helt igennem fantastisk tur rundt i et lille hjørne af dit store kontinent. Kørende på min Gamle Slæde, min BMW R1200GS skabte jeg bølger i nogle af dine floder, rejste jeg støvet fra mange af dine skønne backroads, ligesom jeg vendte sten af varierende form og forskellige størrelser når jeg kørte gennem dit smukke bjergrige landskab. Fra tid til anden var du en meget "tung og svær dame" at danse med. Til andre tider var du en let ydefuld ung pige, som det var en stor fornøjelse at svinge rundt.
   Jeg har rigtig meget at takke dig for, Afrika, men én ting tilgiver jeg dig aldrig: Du tog en ven og køremakker fra mig. Du beholdt Thomas, en herlig mand, en pragtfuld følgesvend, som jeg hurtigt kom til at holde rigtig meget af, og som jeg i løbet af nul-komma-fem, i et hæsblæsende cresendo af humor, hjælpsomhed, kammeratskab og sammenhold, fandt fodslag sammen med.
   Henrik - min tredje ven og køremakker i Sydafrika - og jeg, var i kæmpe godt selskab sammen med dig, Thomas, og vi satte stor pris på den lune, omsorgsfulde og hyggelige måde, du gik ind til alle de udfordringer med. Thomas, du smilede altid. Du var positiv og altid klar til at tage fat på en hvilken som helst opgave vi stod overfor, undervejs gennem det smukke og udfordrende Sydafrikanske land.

   En tragisk og ganske uforståelig hændelse, tog dit liv og jeg mistede en ven, som jeg i løbet af meget kort tid havde fået stor respekt for. Æret være dit mind Thomas - du vil for altid være en del af min historie, og den korte tid vi rejste sammen, gjorde mine oplevelser på det afrikanske kontinent til noget helt særligt.


Året 2020 var kun nogle få dage gammel, da jeg den 4. januar befandt mig i en situation - og på et sted - jeg meget sjældent oplever på nærmeste hold. Stedet var banegården i Esbjerg, hvorfra jeg skulle jeg med tog til København, for der at mødes med Henrik. Sammen skulle vi borde flere fly, startende med et ældre fly der lettede fra Cph. med retning mod Frankfurt i Tyskland. Derfra gik det videre, således vi dagen derpå, efter flere "mellemlandinger" endelig kunne indånde duften af den røde jord, mærke den varme luft og se hvordan land- og bybilledet havde forandret sig, medens vi fløj gennem natten.
   I lufthavnen King Shaka lidt udenfor Durban, stødte Thomas til, og sammen kørte vi det sidste stykke ind til et hotel, hvor vi indlogerede os, med kun en vej og en bred strand, der skilte os fra det kæmpe Stillehav. 


I løbet af den næste tid, vil jeg fortsætte min reportage om turen gennem Sydafrika, Eswati (tidligere Swaziland) og Lesotho. Du kan følge med i reportagen her.