Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

2020.03. Baviaanskloof udfordrer mine evner
Et af de steder alle endouro motorcyklister gerne vil køre sin motorcykel, er Baviaanskloof i det sydlige Sydafrika. Et spor gennem et meget unikt bjerglandskab, hvor Baviaansriver strider sig gennem kløfter og dale, og krydser vejen så mange gange at fingrene på to hænder ikke rækker. Sporet følger dalene og snor sig op over flere pas undervejs. Selv om man skal krydse floden adskillige steder, er der ikke en enste bro. Nogle af de steder man krydser floden, har man lagt beton ud, som floden løber hen over. Andre steder råder vandet, og man må som chauffør, tage forholdene som de nu engang er. For at gøre turen over nogle af bjergkammene lettere - for biler men bestemt ikke for motorcyklister - har man lagt beton ud i to spor. For nogle vil det lyde som en go idé, men når vind og vejr har fjernet alt småt flytbart mellem betonsporene og ved siderne, bliver det pludselig en større udfordring at føre den tohjulede sikkert over bjergene.
   Følg beretningen om mit første forsøg på at krydse Baviaanskloof i femte afsnit - go fornøjelse.

2020.03. Afrikas sydligste punkt, Kap Agulhas

Ligesom alle andre, skulle Henrik og jeg foreviges ved Afrikas sydligste punkt, hvortil man kan køre. Ude i vandet, der hvor det Indiske Ocean møder Atlanteravet, ligger nogle klipper som bølgerne kan slikke og mågerne skide på, men hvis man ikke kan køre dertil, tæller de ikke for motorcyklister. I fjerde kapitel af "Tak for dansen Afrika" nåede vi Kap Agulhas, hvor vi mødte "WorldBiker" Carlos Nunes fra Luxemborg. Carlos har kørt på motorcykel i hele verden, og var nu nået til samme punkt som os. Vi fik en længere snak, og Carlos' pegefinger trykkede på knappen på min Nikon, da billedet af Henrik og mig blev lavet.
   Har du lyst til at læse fjerde kapitel i min lille serie fra Sydafrika, tryk her. Go fornøjelse

2020.03. Afrika er også trommer, sang og dans

En af de ting jeg havde håbet at opleve på min tur til Sydafrika, var indfødt musik. Som meget andet oprindelig musik, sniger afrikansk tromme og sang sig ind under min hud, næsten i samme øjeblik jeg hører det. Myrepatter spreder sig på armene og varme strømmer gennem nervetråde i hele kroppen. I tredje afsnit af min "Tak for dansen Afrika" reportage, optræder en lille gruppe unge sorte, på et lille torv i Cape Town. En skøn blanding af unge kvinder og mænd, udfoldede sig i sang og dans, medens Ling, Henrik og jeg drak en kold øl på en fortovsrestaurant.

   Der er flere gode, hyggelige minder fra større eller mindre oplevelser i tredje afsnit, men min reportage om rejsen i SA, er også kommet frem til den dag hvor Henrik og jeg mistede vores ven, kollega og køremakker Thomas.
   Skæbnen slog til en tidlig morgen, medens Thomas og jeg var på vej mod Cape Town. Vi havde hygget og spøgt ved morgenbordet. Ingen af os havde lyst til pommes, sammen med vores æg og bacon. Derfor lavede vi lidt grin med de grillede kartofler. Senere glædede vi os fordi vi kunne købe nogle liter benzin, så vi var sikre på at kunne nå frem til næste tank. Glade, mætte og godt tilpas i hinandens selskab, hilste vi farvel til de skønne værter på Cecerberg Backpacker Oasis. Thomas førte an, jeg måtte æde støvet fra hans dæk, for morgendug er der ikke noget der hedder, når klokken har passeret 8 om morgenen. Du kan læse reportagens tredje afsnit her.

2020.02. Tak for dansen Afrika

Kære Afrika, tak for en helt igennem fantastisk tur rundt i et lille hjørne af dit store kontinent. Kørende på min Gamle Slæde, min BMW R1200GS skabte jeg bølger i nogle af dine floder, rejste jeg støvet fra mange af dine skønne backroads, ligesom jeg vendte sten af varierende form og forskellige størrelser når jeg kørte gennem dit smukke bjergrige landskab. Fra tid til anden var du en meget "tung og svær dame" at danse med. Til andre tider var du en let ydefuld ung pige, som det var en stor fornøjelse at svinge rundt.
   Jeg har rigtig meget at takke dig for, Afrika, men én ting tilgiver jeg dig aldrig: Du tog en ven og køremakker fra mig. Du beholdt Thomas, en herlig mand, en pragtfuld følgesvend, som jeg hurtigt kom til at holde rigtig meget af, og som jeg i løbet af nul-komma-fem, i et hæsblæsende cresendo af humor, hjælpsomhed, kammeratskab og sammenhold, fandt fodslag sammen med.
   Henrik - min tredje ven og køremakker i Sydafrika - og jeg, var i kæmpe godt selskab sammen med dig, Thomas, og vi satte stor pris på den lune, omsorgsfulde og hyggelige måde, du gik ind til alle de udfordringer med. Thomas, du smilede altid. Du var positiv og altid klar til at tage fat på en hvilken som helst opgave vi stod overfor, undervejs gennem det smukke og udfordrende Sydafrikanske land.

   En tragisk og ganske uforståelig hændelse, tog dit liv og jeg mistede en ven, som jeg i løbet af meget kort tid havde fået stor respekt for. Æret være dit mind Thomas - du vil for altid være en del af min historie, og den korte tid vi rejste sammen, gjorde mine oplevelser på det afrikanske kontinent til noget helt særligt.


Året 2020 var kun nogle få dage gammel, da jeg den 4. januar befandt mig i en situation - og på et sted - jeg meget sjældent oplever på nærmeste hold. Stedet var banegården i Esbjerg, hvorfra jeg skulle jeg med tog til København, for der at mødes med Henrik. Sammen skulle vi borde flere fly, startende med et ældre fly der lettede fra Cph. med retning mod Frankfurt i Tyskland. Derfra gik det videre, således vi dagen derpå, efter flere "mellemlandinger" endelig kunne indånde duften af den røde jord, mærke den varme luft og se hvordan land- og bybilledet havde forandret sig, medens vi fløj gennem natten.
   I lufthavnen King Shaka lidt udenfor Durban, stødte Thomas til, og sammen kørte vi det sidste stykke ind til et hotel, hvor vi indlogerede os, med kun en vej og en bred strand, der skilte os fra det kæmpe Stillehav. 


I løbet af den næste tid, vil jeg fortsætte min reportage om turen gennem Sydafrika, Eswati (tidligere Swaziland) og Lesotho. Du kan følge med i reportagen her.