Hvem vil gøre mig Lykkelig

En sorthåret italiensk brunøjet senrorita spurte.

Enkelte svarede - de fleste tænkte........ ”Det vil jeg”

En flot lysende blå farve dækkede det meste af himlen. En grå dis dækkede markerne. Forude ventede mange kilometers sort asfalt. Inde i hjelmen smilede øjnene, medens læberne formede sig om en lang række toner, som ikke rigtig ville andet end fortælle, hvor glad jeg var inde i hovedet.

Uagtet jeg faktisk lige var kommet hjem fra en længere tur, 4 uger på min Gamle Slæde, så jeg frydefuldt frem til endnu en gang at skulle placere min bagdel i sædet, fødderne på fodhvilerne og lade hænderne fumle med kobling, gas og håndbremsen, medens jeg viste en gruppe motorcyklister fra Toftlund Mc kundeliste, de mange kilometer ned til BMW-elskeres hovedsæde, nemlig bygningerne på adressen Am Juliusturm 14 i Berlin.

Som altid starter flerdages turene hos Toftlund MC med et fint og komplet morgenbord, dækket op i salgslokalet, hvorfra de skinnede motorcykler var blevet flyttet udenfor i efterårssolen, for at give plads til bordene, med de gode sager.

De kunder og venner af forretningen som har været heldige at få en plads på turen, møder frem omkring kl. 09 lørdag morgen, hvor skoldhed kaffe venter på bordene. Hyggesnak og gensynsglæde præger stemningen. Flere har mødt hinanden i forretningen, på værkstedet eller på tidligere ture. Nogen har tilmeldt sig sammen. Andre har aldrig været på sådanne ture tidligere. Alle kører motorcykel. Det er ikke alle cykler der har BMW logoet på tanken. Men alle glæder sig. Forventningerne er høje. Vejret lover godt, hvilket betyder meget for de fleste.

Inden afgang er der småjusteringer der skal ordnes, spejle der skal pudses, og desuden er der briefing, hvor Poul byder velkommen, og Jørgen Toft, turleder, fortæller om weekenden i Berlin, om ruten, de to grupper og om hvordan hver enkelt deltager skal agere i gruppen.

Samtidig med klokken nærmer sig 10 denne lørdag i sep. er der opbrud i luften. Alle søger mod hver sin motorcykel, starter og finder frem til sin gruppe. Gruppe 1 kører først, anført af Jørgen Toft, med Jørgen Glargaard som bagtrop.  Gruppe 1 får et mindre forspring, således vi ikke fylder hele vejen, når vi benytter samme rute mod den tyske hovedstad.

Efter ca 180 kilometers kolonnekørsel gennem Syddanmark og Nordtyskland gjorde vi holdt på rasteplads Schackendorf ved Bad Segeberg. Her skulle alle tanke og fortære indholdet af de ved morgentaflet i salgslokalet smurte madpakker.

Langt de fleste ture er blevet afviklet uden maskinelle problemer, men for anden gang på ”Besøg BMW Berlin”-ture, måtte der ydes førstehjælp til en alarm, som ikke tillod chaufføren at starte sin K1200LT. Eksperterne, Jørgen Toft og Jan A blev tilkaldt, og i løbet af – forbavsende –kort tid, lykkedes det at få fikset problemet, hvad det så end bestod i! Gruppe 2 vinkede til gruppe 1, som efter den korte udsættelse, kunne fortsætte i samlet flok.

Asfalten var ikke tør hele vejen til dagens mål. Enkelte byger havde gjort vejbanen våd hist og her. Desuden fik vi en smule dryp undervejs mod byen Wittenberge ved Elben. Men regnfrakker og -bukser blev i bagagenettet. De fleste ekvipager kører nu om dage i mc-dress, som ifølge de forskellige fabrikanters brochurer og salgstaler, er vind- og vandtætte. En smule dis fyldt af tunge vandmolekyler som hovedingrediens, var derfor ikke nok til at iføre sig andre ydre tøjgenstande.

Efter ca 375 km var alle fremme ved Hotel Prignitz i Wittenberge.

   Jørgen Toft havde i forvejen bedt hotellet om at sætte nogle dunkelbier på køl. Jørgen havde påstuleret at dansker elsker dunkelbier, hvilket kom til at holde stik. Meget kort tid efter de sidste motorcyklerne var parkeret, ankom de første gæster i baren. Humøret var højt, øllerne kolde og vejret varmt, så ”baren” blev hurtigt flyttet udenfor.

Senere da sulten havde meldt sig, flyttede hele gruppen indenfor til et større lokale, hvor udskænkningen af øl fortsatte, men nu ledsaget af go mad. Nogen, en enkelt fik sin mad, noget hurtigere end andre, men Hella, som var den heldige, ventede pænt med at spise, til resten af forsamlingen havde fået deres mad serveret.

Lørdagen forsvandt ud i natten. Alle blev mætte. Alle gav udtryk af at have haft en dejlig dag og en god aften. Værelserne var fine, madrasserne gode. Nogen sov godt uden, andre sov godt med. Nogen sov knap så godt, uanset om de havde, eller ikke havde, ørepropper i øregangene!

Søndagen dukkede op med et skarpt lys, fra en skinnende sol. Herligt - når dagen starter sådan, og man er på motorcykeltur i godt selskab, kan dagen ikke gå helt galt.

Endnu inden solen havde fået temperaturen helt op på to cifrede tal, var alle samlede og klar til afgang, foran hotellet. Stress og jag var der intet af. Alle havde fået dækket behovet for mad og varmt vand med koffein, ved det store tag-selv-morgenbord-complet. Der var lidt for enhver smag, og nok af alt.

Gruppen med Jørgen Toft forrest, forlod Wittenberge som fortrop for gruppe 2, anført af undertegnede. Fra torvet i Wittenberge kørte vi mod Berlin ad skønne mindre veje, som på godt og knap så godt, viste en smule af det tidligere Østtyskland frem.

   Flere af vejene er - stadig -  i dårlig stand. Mange af de tidligere brostensbelagte veje, har man valgt at dække med asfalt, uden at man forud har gjort sig ulejlighed med at jævne underlaget, med det resultat at vejene er meget bulede og irriterende ujævne at køre på.

   Personligt holder jeg meget af at glide gennem landsbyerne og kigge på bygningerne. Mange, de fleste, er efterhånden renoverede, men enkelte står endnu som om de frister tilværelsen i historiens triste kapitel, om resultatet af anden verdenskrig.

Landskabet omkring de lidt større veje er primært dækket af landbruget. Og skov. Mellem marker og asfalt står meget ofte store træer. Vejtræer, som i Danmark er fældet for mange år siden, pryder og klæder veje og landskabet dernede året rundt. Som tavse advarselsskilte opfordrer de til langsom og besindig gennemkørsel.

Træerne er farlige. Omvendt er disse brun-grønne vækster med deres tykke stammer, sammen med snoede veje, med til at sænke hastigheden hos langt de fleste bilister. Et sammenstød med en træstamme, kan være katastrofal, hvilket man ikke behøver være akademikeruddannet for at kunne forudse.

   Om man fra magthavernes side lader træerne stå på grund af sådanne overvejelser, kan jeg ikke bevise. Og faktisk har jeg hørt man, medens området tilhørte de kommunistiske partier, lod vejtræerne stå for at deres grene og blade kunne ”skjule” troppetransporter. Døm selv. Men nyd sceneriet, når du er på de kanter.

Ruten fra Wittenberge til ”Gästehaus der Polizei” på Ruppiner Chaussee, i Schulzendorf, Berlin, var estimeret til at være på godt 130 km, men blev lidt længere på grund af vejarbejde forskellige steder, med deraf følgende omkørsler.

Lidt før middag denne søndag havde alle fundet frem til porten, hvor ”nye tider” viste, at tidligere tiders uproblematiske adgang til området, var afløst af papirnusseri, i sikkerhedens tegn.  Alle der vil ind på området, hvor ”Gästehaus der Polizei” ligger, skal legitimere sig med pas, og have en passerseddel.  Området er et indhegnet areal, hvor en større politistation har tilholdssted, sammen med et uddannelsescenter for brandredningstjenesten.  Og efter terroraktioner i Berlin og øvrige Europa, er området nu under skærpet bevogtning.

For at komme frem til hotellet, skulle hver ekvipage af cyklen og ind i et kontorlokale, for at udfylde et dokument, som skulle opbevares, fremvises på forlangende og ellers afleveres når opholdet var slut. Alle navne, motorcykelregistrerings- og pasnummre blev møjsommeligt indført i en stor bog, med kuglepen, selv om computeren stod tændt, og lyste ned på den sorte bogs mange kolonner!

Indskrivning- og værelsestildelingen blev hurtigt overstået. Eftermiddagens udflugt var en rundtur i Berlin på en turbåd på floden Spree med tilhørende kanaler. En bus sørgede for at køre os frem til – eller næsten frem til – hvor vi skulle stige ombord. Chaufføren på bussen var ikke helt sikker på hvor han skulle sætte os af, så han fik hjælp af et par lokale berlinere, som på bedste vis forklarede os vejen.

Turen i bussen gennem Berlin gik hurtigere end forventet, hvorfor der var lidt tid mellem vi landede ved påstigningskajen og til både skulle sejle os rundt. Nogen fik den glimrende idé at vi jo kunne slå et smut indenom en café, og drikke en kop kaffe. Der var bred enighed om at en kop kaffe ville gøre godt.

   En kort spadseretur førte os frem til en fin lille italiensk café, hvor vi oplevede dagens humørbombe.  En sorthåret, brunøjet italiensk senorita tog mod os. Solen skinnede på os alle, medens hun, med et stort smil om munden og i øjnene, sørgede for fik en plads ved bordene. Hun tog mod bestillingen af 26 kopper kaffe, og bragte senere kaffen frem til hver enkelt. Alt sammen med charme, smil og hyggelige bemærkninger. Kopperne blev tømt for kaffe. Snart var det tid at gå ned til floden og få skibsdækket under fødderne.

Inden vi forlod de lave sæder, skulle regningen betales. Med et indsmigrende smil på læberne og et skælmsk blik i øjet, spurgte den brunøjede senorita ud i flokken: ”Who will make me happy?” og så rundt på os mænd.

   Det tog lidt tid inden nogen fik munden på gled. I mellemtiden tror jeg mange af os mænd, tænkte ”Det vil jeg”, men med tankerne et helt andet sted, end ved betaling af 26 kopper kaffe! Jan A. blev i øvrigt den ”heldige”!

Rundfart på Spree

Én af de floder der løber gennem Berlin, er Spree. Floderne og kanalerne er vandveje, som tillader pramme at sejle varer, turbåde at sejle turister og mange andre ”skibe og både” at færdes frit gennem byen.

Årets efterårstur med Toftlund MC inkluderede en rundtur med en turbåd, hvor en guide under hele sejlturen fortalte og forklarede hvad der var at se på bredderne. Turen gennem Berlin forløb planmæssigt og var imponerende. Mange gav udtryk for det var den absolut bedste måde at ”se Berlin” på. Turbåden fulgte Spree -  og et par mindre kanaler - gennem det indre Berlin. Regeringsbygningen, kanslerpalæ’et, hovedbanegården, et utal af slotte, museer, industri og andre bygninger ligger side om side med floden som nærmeste nabo. Også en del af den tidligere, meget forhadte mur, der skilte Øst- og Vesttyskland, lå klart synlig fra bådens promenadedæk.

Livet langs floden sådan en solbeskinnet solskinsdag havde sit helt eget tempo. Overalt hvor det er muligt, har initiativrige folk etableret hoteller og caféer, hvorfra gæster i tusindvis følger skibe, robåde, turbåde, motorsejlere og alle de andre flydende fartøjer, der mere eller mindre møjsommeligt pløjer sig gennem vandet.

    Hvor græsset når ned til brinken, eller i det hele taget, stort set overalt hvor det er muligt at komme frem til vandkanten,  står stole og bænke, eller tæpper ligger spredt, for at berlinerne kan slappe af i hinandens – eller en god bogs – selskab. Der var meget at se på, gennem hele turens godt 3 timer lange rejse.

Tilbage på ”Gästehaus der Polizei” var der et par øl der skulle drikkes, inden udløbsdatoen om flere måneder,  gjorde det nødvendigt at hælde øllet ud i vasken. Bevægede man sig gennem hallen, med det syngende ”Jägermeister” trofæ hængende over ildstedet, kunne de svage dufte fra en tændte grillkul i haven, og forberedelserne til aftensmaden fra køkkenet, kilde næseborene og få maven til at længes efter nye emner at fylde energidepoterne op med.

Maden var, som altid, super fin og der var rigeligt af alt. Kokken kom på et tidspunkt selv rundt med fadet, og delte gavmildt ud af grillede bøffer og pølser.

Fabriksbesøg og rundgang på BMW Werke

Turens højdepunkt, besøget BMW fabrikken, foregår om mandagen. Alle skal tidligt op på turens sidste dag. Når klokken runder otte om morgenen, skal alle være klar til afgang. Det betyder at alle - inden kl. 08 - skal have klaret at spise morgenmad og smurt madpakke. Desuden skal værelsesnøgler være afleveret, drikkevarer afregnet og motorcykel pakket og klar til afgang. Kørsel til fabrikken foregår i flere mindre grupper. Bare at få 4-6 motorcykler samlet gennem den berlinske mandagsmorgentrafik, er noget af en opgave, hvor alle må være 100% koncentrerede.

   Vi fik en mindre forsmag på, hvilket kaos én bil, der er gået i stå i et ene spor på en motorvej ind mod Berlin en mandag (og sikkert også alle andre dage i ugen), kan forårsage af kø og ventetid. En strækning på ca 2. km kørte vi med gå-hastighed, og de kun ca. 2000 meter tog næsten 10 minutter!

Klokken var ca 08.40 da jeg, som leder af sidste gruppe, ankom til ”BMW Werk 3.1, Tor 1”. For ottende gang nåede jeg at lave et foto af min Gule Slæde foran porten, inden vi i samlet flot kørte ind på fabriksområdet.

   Gruppen blev budt velkommen af Peer Grosse-Siestrup, som skulle være vores vært og guide på turen rundt i de ”Hellige Haller”. Peer taler tydeligt og er forholdsvis nem at forstå for de fleste, med bare et minimalt kendskab og flair for det tyske sprog.  Han er, selvfølgelig, meget vidende om de historiske facts, ved meget om fabrikation og samling af BMW motorcykler, og forstår med humor og viden, at gøre rundgangen til en fornøjelig oplevelse. Introduktion og rundvisning varer ca. 3 timer, hvorefter alle fik en  blå/sort nøglering, som gave og tegn på, man har været på BMW Werke Berlin.

Dermed var den officielle del af Toftlund MC’s efterårs tur slut. Tilbage var at sige pænt farvel. Hvordan og især hvornår man kører mod Danmark kommer an på hver enkelt. Nogen bliver endnu en nat i Berlin. Andre fortsætter mod nye oplevelser, medens atter andre, haster hjem. Selv om håret var gråt hos de fleste på denne tur, var der flere der må hjem hurtigt, fordi arbejdet kalder allerede om tirsdagen.

En enkelt ekvipage havde lidt problemer med en ledning på sin ældre K1100, men Jan A fik det fikset, således alle kunne køre på deres egne motorcykler fra fabriksbesøget.

Jeg havde planer for at blive en enkstra nat i det østtyske, men de planer blev ændret. I stedet fulgtes jeg med en lille gruppe Sønderjyder, og vi havde undervejs den fornøjelse ;-) at overhale én af de andre grupper!

Turen fra Berlin til det Sydvestjyske tog ca 6 timer at køre. Det gik tjept, men når vind, øvrige vejr, gruppen og maskine med chauffør, altsammen spiller, så ........ Ja hvad skal jeg sige udover, at det er meget længe siden min Gamle Slæde har fået lov at brænde koksene så grundt af, som det skete på denne hjemtur!

Til slut skal lyde en stor tak til Toftlund MC for samarbejdet omkring turen. Som altid var det en kæmpe fornøjelse at være med.         

Til toppen / menu