Sviptur til Norge

Sammen med mine dejlige kæreste var jeg i august 2013 endnu en gang i Norge.

Vi ville "erobre" fejldene. Motorcyklerne var pakkede med telt og Turmat.

af Peter Kr. Riber (tekst og foto, copyright)

I en mindre rus af glad vanvid overvandt lysten til at køre en tur med min dejlige kæreste, alle økonomiske og andre påtrængende "forhindringer", samt min almindeligvis flittigt brugte sunde fornuft, som eller normalt i den grad træder i karakter, når sådanne vilde ideer forsøger at overtage magten), og sammen med fru Nielsen startede jeg motorcyklen, vendte forhjulet mod nord og satte igang for at nå en færge i Hirtshals. Færgen sejler tidligt på dagen og da vi brugte ferie på turen, ville vi ikke stå tidligt op for at jage afsted. I stedet kørte vi aftenen inden de reserverede færgepladser skulle udnyttes.

   For at spare lidt på budgettet, var det vores hensigt at overnatte i et shelter vi havde fundet (på nettet) nær Hirtshals. Fremme ved skoven hvor shelteret skulle være, så vi et skilt som fortalte, det ikke er tilladt at køre ind til shelteret! Æv, der var langt at gå fra p-pladsen (ca. 1 km), så vi opgav.

   Vi satte alle vore sparepenge på Tannisby Camping, hvor jeg har boet adskillige gange. Kl ca 21.30. Pladsen var lukket men Campingfatter tog telefonen da jeg ringede ude fra skoven, og yes, de havde plads.

   - I kommer bare. Jeg er der om ca 10 min., sagde campingfatter. Se det kalder jeg service. Altså fandt vi en plads hvor vi slog teltet op. Vi nåede at hygge lidt i aftenens tiltagende mørke inden vi kravlede i de dertil medbragte poser!

    Morgenen kom, som altid, alt for tidligt.! Inde fra  teltet så dagen fin ud. Som en magnet trak mit kamera i mig. Som båret af en legesyg morgenånd, måtte jeg tage et foto af fru Nielsen iført morgenhår og Py. Men nej, uanset jeg påstod hun så rigtig dejlig ud, nåede hun ind i posens mørke, inden jeg fik tændt for elektronikken.

   Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve' det...... Men det er fru Nielsen iført morgenhår og py der ligger og chiller, medens de mørke skyer trækker op fra sydvest udenfor teltet.Telttur i regnvejr er noget opreklameret gøgl. Blot en konstatering, for VejrGuderne havde endnu ikke lukket op for sluserne.

Udenfor teltet trak mørke skyer op fra sydvest. Øv, i hast fik vi telt og de andre pakkenelliker pakket på cyklerne, kastede os selv ind mellem telt og tanktaske og med bagdelen placeret i sædet, hastede vi mod Hirtshals, hvorfra færgen skulle bringe os videre, alt medens Guderne vred karkluden over os.

   Både havn og færge lå hvor de skulle, d.v.s. hvor jeg mente de skulle befinde sig, men inden vi kunne nå til at konstatere dette, var alt der kunne blive vådt, blevet gennemblødt......

   Medens regnen gjorde hvad den kunne for at udligne forskellen mellem havets overflade og molens mørke asfalt, andt vi ly i et venterum. Godt vi kan tage regntøjet udenover Goretex'en (som jeg aldrig har stolet på).Regntøjet er en fast reservedel i min topboks. Med regntøj og godt humør kommer man langt på motorcykel.

   Regnen over Hirtshals havn denne morgen gjorde, alle forsøgte at forblive tørre ved at finde ly. Enten ved at blive i bilen. Eller i venterummet. Vi fandt et venterum, som lå akavet i forhold til parkeringspladsen. Mad, slik eller drikkevarer var der intet af, men vi hyggede med regnens takfaste plasken på vinduerne. Medens vi sad og snakkede om hvornår vi mon skulle ombord, kom en færge-ombord-kørsel-mand. Han stak hovedet ind og spurgte efter ejere af to motorcykler! Det var vores tur til at køre ombord. Vi var de sidste motorcykler, de ventede på os.

Holy shit (undskyld sarte læsere) - sikke en trængsel der var på dækket.

Alle andre var kørt ombord. Motorcykler, personbiler og de fleste lastbiler havde fundet hver sin plads på færgen. Vi kørte ombord og blev vist hen til "et skrå dæk",sammen med de andre motorcyklister. Sikke et cirkus. Biler og motorcykler, passagerer, chauffører, personale. Alle var igang med hver deres. Alle havde travlt med hver sit. Alle tænkte kun på sig selv og eget udstyr.Våde, lidt irriterede og ivrige for at komme op, væk fra larm og trængsel.

   Træk vejret dybt, mindede jeg mig selv om. Ingen panik. Du kender rumlen. Gør som du plejer på færger. Som tænkt, så gjort. Kaos forvandlede sig til en form for orden jeg kunne leve med.

   Fru Nilsen og jeg fik stroppet vore cykler fast til færgen. Tog håndbagagen, tumlede gennem larm, mennesker, kofangere og anhængerkroge for at komme frem til trappen, hvorfra vi fulgte den gule markerede streg på dækket op til de reserverede gode stole med bord, jeg havde været forudseende nok til at booke til overfarten.

   Vejret udenfor de tykke ruder i salonen var vådt, gråt og koldt. Indenfor var det ok, men det tunge vejr lagde en dæmper på vores begejstring. Vi håbede inderligt Norge havde noget godt i vente til os. Også hvad vejret angik.

   Rutiner fra tidligere ture blev fundet frem da vi skulle køre fra borde. Cyklerne stod som skiver i et brød sammen med de øvrige motorcykler. Båndene blev løsnet. Bagagen kontrolleret. Alt var ok. Vi forlod færgen, kørte gennem tolden, over havnen, frem til rundkørslen. Sidste forhindring inden vi kom ud på vejnettet i Kristiansand, var den meget lidt overskuelige og dermed "farlige" rundkørsel ved tilkørslen til E18..

   På det tidspunkt havde vi kun et ønske,  at komme hurtigt ud af byen. Til venstre ad E18, som hurtigt bliver til E39. Trods begyndende myldretrafik, gik det fint og vi var hurtigt ude af byen, hvor trafikken ligende en lynlås, der lukkede op for godterne, som i vores fantasi, var de skønne snoede veje, vi havde glæder os til siden vi forlod Vestjylland dagen før.

   Dagligdagens fortrædeligheder, var sammen med mange andre ligegyldighder og trivialiteter, glemt. Nu var okupationen af Norge for alvor i gang. Turens første nedslag skulle være Lindesnes fyr.

  Timer senere, da vi var trætte efter at hahoppet, klatret, vandret rundt på klipperne, havde tunge ben efter turen op i tårnet, var mætte af den is vi udmærket vidste ville sætte sig på sidebene og skabe problemer med kondien,havde kigget på souvenir vi ikke ønskede at slæbe hjem og fået lettet tissetrangen, var det endelig tid at søge natlogi.

   Jeg havde set et skilt der viste ned til Lindesnes Camping. Det ville vi prøve. De havde plads til endnu et telt. Vi var velkomne. Betalingen blev hurtig overstået, hvorefter vi selv måtte søge den bedste plads ud.

   Op på cyklerne, ind på pladsen, køre en runde, søge, vurdere, snakke for og imod, frem og tilbage, endelig fandt vi den fineste af de pladser der var tilbage! Godt hulpet af en behjertet nordmand, som opdagede vi var ved at placere pløkkerne ved siden af hans fine campingvogn.

   Nordmanden kom over og foreslog os at slå teltet op på en lille høj, han udpegede for os et stykke borte på pladsen. Et stykke borte fra hans nyvaskede vogn! Fint, stedet så godt ud, vi kørte videre, op på "højen".

   Yes, det var afgjort den bedste af de sidste pladser, så den tog vi! Vi havde udsigt til vandet, omend det ikk var meget vand vi kunne se fordi alle de andre "bedste pladser" - tættere på vandet - var taget.

Pladsen var lidt ujævn. Min vurdering var, at solen ikke ville skinne på os straks fra morgenstunden på grund af nogle høje klipper, der tårnede sig op mod øst. Men alt i alt var vi sikre på vi havde fundet et dejligt sted, hvor vi ikke ville trille ned ad bakken, og ikke ville blive oversvømmet af højvande, hvis det indtraf, når søvnens slaphed indhendtede os.

   Roen kom til os. Nærmest overfaldt os. Nu var ferien helt sikkert igang. Uden at have travlt, lavede vi lidt mad, fandt papvinen frem og hyggede os med at kikke til de mange af vore med-campister som havde slået midlertidig lejr på samme plads som os.

   Endnu en gang kunne vi konstatere at motorcykler bragte nysgerrigheden frem i andre. En flot quinde og en mand samt to motorcykler? Mange tog initiativ til en lille snak. Hvor var det morsomt at parkere, hvor hvor alle andre skulle forbi for at komme frem til sanitetshuset (læs: toielethuset).

   Beliggenheden afstedkom mange venlige hilsner og nik. Enkelte stoppede op for at snakke, bl.a. ville mange høre hvor vi var fra og hvor vi var på vej hen. Som alle andre steder, hvor man parkerer med sin motorcykel, var vi genstand for spontan nysgerrighed. Vi svarede gerne på spørgsmål og fik flere gode dialoger igang med pladsens øvrige gæster. Hyggeligt at være dansker i Norge.

   Mætte og veltilpasse efter en gang "Turmad" tog vi vandreskoene på og foretog en inspektion af de smukke omgivelser. Vand trækker i mange.

Ihvertfald i os. Vi gik ned til klipperne og sprang lidt rundt. Lavede nogle billeder, snakkede lidt med hinanden og andre gæster som også var ude på opdagelse. De mange indtryk af en anderledes kyst skabte et univers af minder i vores indre. Herligt at være på tur og have god tid.

   Morgenen kom, som altid tidligere end vi havde lys til og forestillet os, men når den nu var ankommet med al dens lys og lyd, kunne vi jo lige så godt krybe ud af poserne, for at få begyndt på dagen ,bl.a. ved at nyde synet og følelsen af solens stråler, der varmede luften op til endnu en skøn dag.

Som altid byder en køretur i Norge på smukke udsigter, skønne snirklede veje, flotte- landskaber, spændende natur, skov, klipper, søer, elve, fosser, moser, enge, uforudsigeligt verj, nye oplevelser samt ukendte oplvelser.

  Min dejlige veninde, rejsepartner og kæreste er interesseret i fotografering. En hobby vi deler, hvorfor vi gjorde mange stop, alene for at lave billeder. De hyppige stop gjorde fik vi mange skønne indtryk med hjem.

   Frokosten på denne anden dag af ferien, blev indtaget på toppen af en lille klippe klods op ad en skrænt ned til en brusende elv, som gennem årene har skåret sig dybt dybt ned i den stenede grund. Endnu en gang måtte jeg undre mig over den styrke der er i vand. En flydende væske som tilsyneladende er blød og behagelig, men som har en iboende kraft, hvormed den kan skære og bane sig vej gennem  hårdt materiale som klipper, på trods af sit udseende. Vand  har en kollosal indbygget kraft, som over tid kan nedbryde selv de stærkeste klipper.

Andre, som havde overnattet samme sted vi just havde valgt som vores næste lejrplads, havde bygget en mindre bålplads af sten og klippestykker. Tilbage var nogle sorte kul, halvtbrændte knuder og lidt affald ilden ikke havde fortærret. En smule renovering af ildstedet gjorde, det bruges igen.

   Fra tid til anden kom en flok får gående tæt forbi pladsen. Der var rigtig mange får i området, og inden vi slog telt op og etablerede lejr, fjernede vi mange (rigtig mange) fåre-hømhømmer! Egentlig ikke værd at bemærke, for efterladenskaberne var godt tørret ind, lige med undtagelse af en portion som et af lammene, der nysgerrgt kom og snusede til vores habengut, efterlod som et varmt visitkort lige foran vores telt!

Aftensmaden bestod denne aften af lam..... nej, lammet overlevede. Vi spiste "Peberbøf med ris og grøntsager".

Jowjow selv når vi er langt ude i fjeldet, skal vi da ha lækker mad! Turmad er ok, der kunne måske godt være lidt mere i posen (uden at prisen behøver være højere) men vi blev mætte og fik fin energi og næring af indholdet. Og så er det pærelet. (Ved ikke hvorfor det hedder "Pære-let", men det gør det, uanset om der er pærer i maden eller ej!) Kog lidt vand, hæld det kogende vand i posen med ingredienserne, rør rundt, luk posen igen, lad den trække 5-10 minutter og værsgo', varm dinner er serveret. Opvasken klarer skraldespanden.

   Med mørket kom aftenen. Hygge omkring båleter er en selvfølge. Dog. Ingen fællessang. Vort fædrelands vemodige sange fik lov at forblive usungne.

Bemærk - får har god smag når det gælder motorcykler *s*.

Som det kunne ses på en af de tidligere fotos, var motorcyklerne parkeret et stykke fra lejrpladsen. Grunden var, at det ikke var muligt (eller hvis det var muligt, ville det være alt for besværligt for én nat) at køre cyklerne helt hen til den plads vi havde udset os til overnatning.

   Derfor skulle vi - næste morgenen - slæbe alle vores sager tilbage til cyklerne, hvilket bl.a. betød vi skulle ned og hen over den rislende, med store glatte sten fyldte, bæk, der skilte motorcyklerne fra lejren. Fru Nielsen sled og slæbte det bedste hun havde lært, medens jeg hev telt ned og fik pakket ting i poser, tasker og kasser!

   Men snart var vi på vejen igen. Vi kørte mod nordøst og solen skinnede på os. Hvilken herlig dag. Farten skulle afpasses efter forholdene, hvilket både indebar at vi skulle være opmærksomme på sving og asfaltens huller, men også på får og køer, som med jævne mellemrum dukkede op ved vejen.

Amdals Verk i regnvejr

Dagens første mål var et besøg i en kobbermine, Åmdals Verk.

   Øh fik jeg fortalt det regnede? Kort op ad formiddagen, kom mørke skyer sejlende bagfra i hastigt tempo. Spejlet fortalte vi ville blive hentet hurtigt. Endnu en gang trak vi regntøjet ud over GoreTexen. Vi har efterhånden et princip: Hellere ligne en selvlysende Michelin Man, end kæmpe med vådt GoreTex i timer efter en byge. Denne byge varede flere timer!

   En flink yngre norsk quinde i receptionen fik medlidenhed med os to våde og kolde danskere, og gav  lov at hænge vort våde regntøj i en lille entre, inden vi gik betalte for entre og rundvisning i minegangene

   Snævre lave mørke våde gange ind i et bjerg af klipper, har aldrig været min bedste oplevelse nogen kan byde mig. Ikke at jeg.decideret frygter de mangetons klipper skal falde i hovedet på mig, eller frygter jeg bliver spærret inde dybt nede, men hele situationen - og det indre billedet af jeg ikke kan gøre noget selv for at komme ud, gør mig utilpas.

   Turen ind i Åmdals Verk, en gammel kobbermine, ændrede ikke dette forhold. Heller ikke det faktum at jeg, hvis.....  ville blive lukket inde/begravet sammen med fru Nielsen og en flok andre turister, gjorde sagen bedre. Men, som du, kære læser, kan forstå og allerede har gættet, overlevede jeg. Jeg fik ovenikøbet også lavet et par billeder inde fra dybet.

   Efter hvad der føltes som flere km i mørke og våde gange, var vi endelig tilbage. Min mave havde længe gjort opmærksom på jeg skulle ha noget mad proppet i hovedet. De andre dage havde vi spist frokost i det fri, men lysten til at skulle finde et sted i ly for regnen,hvor vi kunne spise uden at maden blev klæg og kaffen tynd, var ikke stor. En ide slog ned i mig og jeg spurgte pænt om vi måtte sidde inde i deres velkomstrum og spise vores mad ved deres borde? Oprigtigt talt, den flinke unge quinde i receptionen vidste ikke hvad hun sagde ja til. Men hun sagde "Ja", det måtte vi gerne. Som plaster på såret for at vi hentede vore våde sidetasker med maden, købte vi et par cola'er i souvenir kiosken. Som ekstra bonus stoppede regnen medens vi nød vores medbragte madpakke.

Rjukan og Gaustafjeldet

Mætte og godt tilpasse kunne vi tage vores endnu våde regntøj på igen for at fortsætte turen. Forhjulet blev vendt mod nordøst. GPS'en indstillet på Rjukan. Første gear lagt i. Gashåndtaget drejes lidt bagud, kobling slippes, snart var vi på hjul igen. Herligt. De tykke og intense stråler fra lavt hængende skyer var i stærk aftagende. Vores våde regntøj kunne "hænge til tørre på os" undervejs mod øst.

Vejen til Rjukan er lige så smuk og skøn som alle de andre veje i Norge. Udsynet til højre og venstre for styret, forandrer sig hele tiden. Vind, sol, skyer, årstider gør, at intet er ens fra gang til gang. Vi ankom til byen i skyggedalen sidst på eftermiddagen. Fandt en campingplads hvor vi lejede en lille hytte. Uden at forhaste os fik vi løsnet bagagen fra cyklerne og rodet vores ting ud i hytten.

   En lille norsk træhytte med græs på taget er ikke det værste man kan byde sig selv efter en tur rundt på fjeldet.

   - Mon ikke vi trænger til lidt motion? Hvem der fik den gode ide, husker jeg ikke, men vi var enige. Så på med jakke og støvler og afsted. Rjukan ligger i en dal, klemt inde mellem 800-1000 meter høje fjelde. Campingpladsen ligger øst for byen, på en skøn eng hvor en elv klukkende som en glad flaske snaps. Elven snor sig gennem nedfaldne klipper medbringende gamle vindfællede træstammer og løsrevne grene fra sidste vinter. Vi søgte ned mod elven ad en smal sti.

   Inden vi nåede vandet, måtte vi skride over nogle jernbanespor, som ikke just så særlig brugte ud. Længere ude ad sporet hang elkabler ned over skinnerne Her havde ikke kørt tog meget længe.

   Målet for turen var den foss vi kunne se og høre fra campingpladsen. Vi kunne se vandet, og håbede vi kunne komme tæt nok, til at lave nogle flotte nærbilleder af vandets vej mod elven. Desværre spærrede elven vores fremfærd til det lille vandfald. Det var ikke muligt at passere elven, idet den både var for dyb, for bred og fyldt med glatte sten med stor indbyrdes afstand, som ville være farlige at sætte fødderne på.

Krossobanen er ikke et must see, men det er en fin historie som knytter sig til tovbanen, idet den i beg. af 1900 blev bygget for at Rjukans befolkning kunne komme op på fjeldet og få lidt sol i ansigtet, hvilket gør turen op til toppen hele besværet værd. Sagen er, at solen i mange måneder af året ikke kommer så højt på himlen, at dens stråler ikke når at ramme byens huse ned i dalen, hvilket man får et fint indtryk af, når man kommer op til den turistede platform, hvor banen stopper.

   Turen op til toppen tager 7-8 min. Vel oppe har man en smuk udsigt over til Gaustatoppen på den anden side af byen. Turen ned tager lige så lang tid, hvis man fraregner den tid man kan komme til at stå ikø. Køen opstår når mange vil ned samtidig. Venteværelset er betontrapperummet ned til gondolen.

En sagte rumlen fra et sted bag jakkens lynlås, blev endnu overdøvet af motorens summen. Sulten måtte vente. Turen var for spændende. Men snart var det tid. Over samtale anlægget bestemte vi at køre fra ad første mindre vej. Uanset om det var til højre elller venstre. Endnu en gang erfarede vi, at én gang, er ingen gang. Vi måtte vende, vejen førte til et hus, og der var ingen hjemme vi kunne spørge om vi måtte slå vores lille telt op hos dem.

   Næste sidevej var fin, men kun frem til første sving. Derefter blev det jævne stabilgrus til en hullet grusvej, som krævede koncentration. Skråt henover gashåndtaget øjnede jeg et område,som lignede noget tilgroet mose. Et par spor førte ind til en lysning mellem blanke søer. Bunden måtte være fast. Tydelige traktorspor forsvandt i højt græs.

   På gåben undersøgte vi stedet grundigt. Markerede stedet med handsker, hjelme og jakker, inden vi gik tilbage og hentede motorcyklerne.

   Lidt forsigtigt, i slæbegear pløjede forhjulet sig gennem de tætte tuer. Fremme ved jakkerne, fandt vi de medbragte plaketter til støttefoden. Pakkede telt, liggeunderlag og soveposer ud. Etablerede en lejr i rydningen mellem nogle buske og halvhøje nåletræer, kun et par meter fra det stillestående blanke vand i et mosehul.

Lejrpladsen var omgivet af flere mindre søer og nogle steder var det moselignende underlag lidt blødt og sumpet. Tanken om masser af myg og andet kryb, sneg sig ind i fantasien. Heldigvis uden hold i virkeligheden.

   Stedet var ikke egnet til bål. Området var meget tørt under det grønne tæppe af græs. Åben ild på en mosebund er næsten ensbetydende med ukontro brænder godt og vi ønskede absolut ikke at risikere at starte en større ukontrollerbar brand.

   Den lille grønne Jetboiler, som passede fint ind i skovmiljøet, havde jeg igen betænkeligheder ved at anvende. Inden jeg varmede vand til te, kogte jeg vand til aftensmaden. Turmat skal stå i 5-10 min. og den tid kunne passe til at forberede maven på fast føde. Området kaldte på opmærksomhed. Vandresko havde vi ikke med, men vore motorcykelstøvler egner sig glimrende til længere gåture.

Tiden var inde til aftalen fra tidligere på dagen om, at vi skulle stoppe kørslen, finde en lejrplads og gå en tur skulle indfries. Altså kom vi op af stolene, fik anstændigt tøj på, og bevægede os længere ind i skoven.

   Medens aftenen sneg sig ind på os, fulgte vi sporet videre ind i skoven. Snart ændre det karakter. Fra at starte som fastkørt plant stabilgrus blev det tydeligt hvordan store skovmaskiner havde ødelagde overfladen, når de kørte rundt for at fælde og trække træer ud af skoven.

   Vand fra smeltet sne og regn i store mængder hjalp godt til. Langsomt men sikkert graver byge efter byge løst jord, sand og småsten væk. TIlbage i sporet er dybe render fyldt med større sten og faste klipper. Inde i fjeldet havde mængderne af vand lavet meget dybe riller, hvor jeg ikke ville bryde mig om at køre på min tunge maskine, som oven var pakket op med sidetasker, topboks, telt og andet grej. Heller ikke fru Nielsen var begejstret ved tanken om at skulle den vej ud af skoven. Men til fods kunne sagtens fortsætte, så det gjorde vi, men desværre så vi hverken elge eller andre af skovens dyr. Æv, det havde vi ellers stor lyst til at opleve! Og kameraerne var med, klar til optagelse!

Som var det en film spoler jeg hurtigt over rutinerne. Aftenen forsvandt i historien medens vi sad ved søen

md et glas rødvin indenfor rækkevidde. Natten blev overstået i soveposerne til lyden af insekters summen. Morgenmaden indtaget i svagt lidt koldt dis. Lejren nedtaget og pladsen ryddet for affald og vores habengut. Sidetasker fyldt og monteret på cyklerne. Alt foregik i en rolig og munter atmosfære med smådrillerier og kys. Vi havde sovet godt. Hverken dyr eller nattens lyde havde forstyrret søvnen.

   Veltilpasse ved godt mod og spændte på mødet senere på dagen med vores fælles internetven, Steinar, satte vi os til rette i sædet på hver vores motorcykel for at vende tilbage til asfalten.

   Vores næste mål var Halden, hvor Steinar var adviseret om vort besøg. Via sms havde vi modtaget besked om, at han var hjemme, havde kaffen klar og glædede sig til det endelig, efter flere års forgæves forsøg, nu så ud til vi ville nå frem til Farmen i Halden. Han ville dog ikke vente os førend han så os holde i indkørslen. Fint med os. Vi var på vej og glædede os til et ophold på Farmen. Inden havde vi nogle kilometer at køre............

Tiden gik. Hjulene rullede. Naturen var smuk som altid. Maveuret nærmede sig tiden det igen var var passende atf odre den indre svinehund. Vi søgte og fandt et smukt sted ved en sø (læs: endnu et sted hvor fotografer, der leverer fotos til turistbrochurer, står på nakken af hinanden!)

   Jeanne mente stedet fortjente et foto af os, der indtager frokost. Under udførelse af forekellige gymnastiske øvelser, fik min dejlige kæreste indstillet lukker, blænde og selvudløser, inden hun for tilbage til bænken, satte sig og så meget afslappet ud. Jeg måtte forevige hendes ihærdige anstrengelser, kravlende på alle fire, for at få sit kamera til at stå nøjagtig som hun ville have det. Billedet illustrerer meget godt hvilke kraftanstrengelser og udfordringer fotografer må gå igennem for at få gode billeder. 

Foto Jeanne

Langt nemmere er det, når motivet sidder på bænken ved siden af fotografen, som på dette foto af min dejlige kæreste, med frokostbordet bredt ud på bænken, en smule af udsigten og et indtryk af vejret! Overskyet og lidt koldere end de andre dage, men dog til at holde ud, hvis man lige smed jakken over skulderne.

   Iinden vi pakkede resterne sammen, tillod vi os et kvarter på ryggen. Et par vel placerede sten gjorde de 15 minutter på ryggen til en dejlig lille lækkersøvninglur. Foto af mig: Jeanne

Videre i retning Horten, hvorfra vi skulle med færgen til Moss. Planerne var at køre gennem Frederikstad, hvor vi ville gøre et kortere ophold for at kigge lidt på byen.

Planen om et stop i Frederikstad blev opgivet. Vi havde brugt for meget tid på at køre ad de mindre veje, i stedet for at benytte de større færdselsårer. Men byer siger os ikke så meget som smukke landskaber, hvorfor vi ikke var spor kede at der manglede tid til byen.

   Samtidig var vi meget spændte på endelig at møde Steinar, som vi begge gennem flere år har "kendt" via skriverier og billeder på nettet. Nu var det tid at møde ham face to face. Med sommerfugle og mange tanker om mødet, satte vi os godt til rette på motorcyklerne og nød sceneriet, medens vi nærmede os Farmen i Halden, tæt på græsen til Sverige.

   Jeanne fangede mit første møde ved køkkendøren, hvor Steinar tog imod.

Selv om vi var "fremmede venner og gæster" blev vi budt velkomne, som om vi hvade kendt hinanden i mange år, hvilket ikke er helt forkert. Vi havde bare ikke trykket hænder eller set hinanden i øjnene. For nogle år siden var Steinar skyld i jeg fik besøg af en flok Svenskere, som ønskede at "blive fulgt til færgen", et ønske jeg naturligvis efterkom. Hentede Svenskerne i Kerteminde, viste dem en "omveg" over Sydfyn, tværs over Jylland til Vejers, hvor de fik lov at sprede lidt af sandet inden turen op langs Vestkysten for at nå til Frederikshavn, hvorfra de sejlede hjem. Men det er er en ganske anden historie. Den oploader jeg måske senere *s*

   Inden vi kom så vidt som til at skulle smage på Steinars kulinariske godter, hvilke han er særlig kendt for, fik vi en rundvisning på farmen.   

   Desværre for Steinar, har huset været angrebet af råd og svamp, hvorfor adgang til hele huset var umuligt. Stuen var gravet op,

bjælker blotlagt. Situationen om husets fremtid var ukendt. Måske skulle huset rives ned! Måske renoveres for en betragtelig sum.

Vi krydser for fingre, tæer og alt andet der kan krydses, for at huset ikke skal rives ned. Huset er skønt, har en herlig atmosfære og ligger flot og landligt, kun et stenkast uden for Halden.

   Om Steinars evner i et køkken er det nemmest at sige således: 5 kokkehuer ud af 5 mulige. Maden smagt himmelsk og blev skyllet ned med et glas rødvin. Stilen var uovertruffen og meget personlig. Aldrig set noget lignende. Igen til 5 stjerner.

Selvfølgelig sad vi på terrassen og nød maden. Snakken gik medens natten langsomt sænkede sit mørke over udsigten. Vi var lidt trætte. Vi var mætte. Inde bag døren vendete en dejlig seng med dyner og puder. Steinar havde redt op i gæsteværelset. Flot.

  Morgenen kom til tiden. Hanen galede ikke, for der er ingen hane på gården. Hvordan Steinar formår at stå tidligt op, må jeg huske at spørge ham om ved lejlighed. Ih hvor vi nød at stå op til duften af kaffe og stegt bacon og nej hvor vi nød at kunne sætte os og nyde herlighederne.

   Ude foran huset stod en buket langtidsholdbare påskeliljer i en lille potte på havebordet. Steinar havde plantet 3 hvide tallerkner anrettet med ristet brød, spejlæg, bøf og bacon, garneret med lidt grønt, én kande med kaffe og og én med varmt vand til te.  Medens lærkerne sang lystigt, satte vi os omring bordet medens solen knoklede for at bryde magine i en let tåge, der som en sommerdyne puttede sig om landskabet.

   Alt vi behøvede var at stå op, tage bad,hvis vi ønskede, iføre os vores tøj, hvis vi ønskede, og bevæge os udenfor og sætte os til bords. Ih vor vi nød morgenen.

   Steinar havde lavet en plan for formiddagen. Han havde kontaktet en ven, som ville møde os inde i byen. De to ville følge os på vej, hjælpe os ud af Norge så at sige, ind i Sverige, og sige farvel når vore dæk havde vænnet sig til det svenske asfalt. Fin plan, men nøj hvor var det svært at bryde op fra Farmen.

Omstændighederne var, at forude ventede en dato med et klokkeslæt for, hvornår Jeanne skulle træde indenfor på hendes arbejdsplads. Derfor var det, hvor nødigt vi end ville, snart tid til vi skulle afsked.

   Personligt har jeg aldrig syntes det er sjovt at skulle vende tilbage til dagligdagen, lige når jeg synes det går rigtig godt med at holde ferie. Uagtet jeg ved og husker, at også dagligdagen har sine gode sider, er tilværelsen som den byder sig til på en motorcykelferiekøretur absolut min foretrukne måde at leve. Bare så det ligesom er på plads.

   Vores venstre fod kom straks i arbejde. Steinar fandt nogle genveje til en OK tan, hvor en pæn herre i ca samme alder som undertegnede, var igang med at fylde tanken på en blå Tenere. Fyren var Olav som vi hilste på, inden de to nordmænd fyrede gevaldigt op under deres maskiner.

   Hurtigt var det slut med byens hus og borg, og i  friskt tempo, ad nogle herlige småveje, blev vi ledt ud og rundt i Steinars "backyard". Tempo og veje var lige "vores kop te". Hjulene snurrede, vejret var fint, humøret højt, maverne fyldte, selskabet uovertruffent. Alt spillede, som de yngre ville have udtrykt situationen. Undervejs gennem snævre sving, tætte skove, over mindre vandløb, forbi skønne småsøer og store herregårde, ændrede vejret sig fra det pæneste kørevejr over til at blive overskyet og truende, med skyer hvorfra enkelte meget tunge regndråber, indgav os følelse af det var heldigt vi var på vej væk. Gruppen kørte  mod vinden, modsat dejen afde mørkegrå skyer, som, ret beset noget hurtigere end ventet, var dukket op. Alt medens tankerne  var optaget af de snoede veje, dukkede et skilt med "Sverige, Rrigsgrænse" op over vindskærmen.

Sverige - yes, så er vi næsten hjemme. Olav og Steinar var, uagtet rigsgrænse eller ej, stadig i deres  "baghave". Olav drejede pænt meget på gasrullen, Steinar fulgte trop, medens Jeanne og jeg forsøgte både at nyde omgivelserne og holde øje med fortroppen, de muntre "GutterPåTur". Begge er ivirige representaner for GPT-MC, Halden.

   I en mindre by standsede vi ved et gatekjøkken. Drak lidt medbragt vand, snakkede og gav Olav tid til lidt morgenmad. Han havde ikke været med omkring det veldækkede morgenfråds på Farmen. Men var, som allerede omtalt, stødt til os inde i byen. Jeg havde en mistanke om Steinar havde halet ham ud af søndag-er-sove-længe-ugedagen, men denne formodning står helt for min egen regning. Efter en kort pause, fortsatte vi turen til det var tid at fylde Svensk benzin i tanken. Nu var det så også tid at skilles. Gutterne havde ført os frem til en større vej, som ville føres os direkte til Trollhättan, hvor vi havde set frem til at skulle overnatte i et shelter.

   Endnu inden vi var kommet afsted, havde vi via Google fundet et sted nær Trollhättan, med det underlige navn Hunnenberg. Ifølge oplysninger på hjemmesiden var det et naturreservat, hvor der, ifølge informationer på nettet, skulle være flere shelters.Et glimrende sted at overnatte den sidste nat i vores ferie, besluttede vi, i stuens varme hygge.

   Et længere liv med mange forskellige oplvevelser har lært mig, at cyber og IRL er to til tider meget forskellige ting. På trods af grundigt forarbejde og research havde vi store vanskeligheder med at finde bare ét shelter. Men, endelig lykkedes det! Dermed var opgaven dog ikke løst. Det var ganske umuligt (og iøvrigt også ulovlligt) at køre ind til shelteret, som man (sikkert helt bevist) havde lagt på den modsatte side af en sø. Søen lå lidt fra vejen, adskilt fra den fine grusvej af et stykke skov med spredte klipper. Stien frem til shelteret var mudret, stenet og pænt vanskeligt at følge på gåben. Altså opgav vi at forsøge på motorcykel og opgav samtidig ide'en om at overnatte i det shelter. Med alt det bagage vi skulle slæbe, hvis vi skulle bære det nødvendige frem til shelterpladsen, bl.a. fordi vi ikke var helt rolige ved at lade noget af udstyret være på motorcyklerne på p-pladsen ude ved vejen.

Udsigten inde fra shelteret, fejlede bestemt ikke noget. Ærgerligt, men det ville være for besværligt at komme til at overnatte der, men sådan er det en gang imellem. Noget øv, men desværre er der mange steder man som mc'ist ikke må overnatte, fordi mange shelters er forbeholdt gående, cyklende eller sejlende. Der gælder samme forhold i Danmark, har vi oplevet flere gange.

   I første omgang mente vi det var lidt øv, men oplevelsen fik os til at tænke fremad. Hvilket var en rigtig god ting. Over en kop varmt te/kaffe tilbage ved motorcyklerne snakkede vi om hvad vi nu skulle gøre. Første tanke var, at vi ikke havde undersøgt hvornår færgen til Danmark sejler fra Varberg. Via sms fik vi en go ven til at finde afgangstider. Da sms'en med afgangstider kom retur, var vi glade for vi ikke havde slået os ned i shelteren.

    Vores gode ven fortalte via sms, at færgen sejlede så tidligt at vi ikke ville få meget søvn, hvis vi skulle køre fra Hunneberg til Varberg om morgenen.

Men det ville passe meget fint, hvis vi fortsatte til færgebyen Varberg og fandt en hytte der. Vi var friske, havde en skøn dag bag os, og turen til Varberg ville ikke tage hele natten. Desuden havde vi hjemmefra fundet en campingplads i Varberg, vi vi mente så spændende ud. Altså fortsatte vi sydpå for at finde Getteröens Camping AB.

   Google Maps havde afsløret hvor Getteröens Camping gemmer sig. En smilende receptionist fortalte de havde hytter, men, hvis vi kun skulle sove én nat og nå morgenfærgen til Danmark, kunne vi også få en lejlighed med to senge samt et lille bord og to stole. Rigeligt, netop hvad vi skulle bruge. Og så var det billigere end en hytte.

Morgenen oprandt. Turen til færgen tog knap 10 min. Efter billeteringen kørte vi lige om bord. Fik tøjret vores motorcykler. Fortsatte op i cafeteriaet og spiste en cafeteria-morgenmad. Vi kunne læne os tilbage, nyde te og kaffe og bare vente på jernklumpen med hele sin last, ville ramme Jylland. Alt spillede for os. Og alt havde spillet klokkerent på hele turen.

Da færgen åbnede kæmpeporten for frit udsyn til landjord igen, og det blev klart det var den danske asfalt der kiggede ind til os, føltes det ikke så rart. En uge i et fælles drømmeland, var snart slut. En uge hvor vi havde nydt hinandens selskab ude hvor  "alle-mands-retten" herskede. Havde nydt at

"alle-mands-retten" herskede. Havde nydt at være hinandens mere eller mindre eneste selskab i flere dage. Havde set og oplevet meget forskelligt sammen. Nogle begivenheder mere "turistede" end andre. Vi havde tilbagelagt mange kilometer på netop den måde vi helst vil, nemlig på vores motorcykler. Kort sagt, havde vi sat flueben ved mange af de oplevelser vi begge havde højt på vore "to-do-lister". Da færgens front åbnede lukkede "porten til drømmeland".

Endnu en skøn oplevelsesrig mini-mc-ferie med dejlige fru Nielsen var snart slut. Vi kørte i land og smuttede de sidste kilometer med den nedgående sol skinnende i øjnene gennem visiret.

Til toppen / menu