Trodsige Tøser på Tur

Den anden weekend i 2016 med frost og lidt efterladt sne på de nordlige skrænter og i skovens dyb, ankom en flok på 7 Tøser, som de kalder sig. De ville gerne køre en tur på grus og markveje, samt overnatte i shelter på Mini Primi Campen.

Efterhånden som weekendne nærmede sig, blev jeg mere og mere forundret over, jeg ikke hørte noget fra Tøserne. Vejrudsigten havde i næsten to uger været på eller under 0 grader Celsius, og jeg var overbevist om, at de ville aflyse deres samling i sydvestjylland. Tøserne boede, så vidt jeg kunne forstå på tilmeldingerne (som jeg dog ikke have noget at gøre med) i forskellige dele af landet. Således kendte jeg én af de tilmeldte, og ved hun bor i Nordsjælland. En anden bor i Århus-området. Et par stykker i Kolding, og resten af de ialt 7 tilmeldte, vidste jeg ikke hvem var!

Eftersom jeg ikke hørte en lyd, fortsatte jeg med at forberede deres ankomst. D.v.s. satte en presenning op ved shelteret, så de kunne få et lidt større område med ly, samt fik lavet andre småting, som skulle gøres alligevel.

Lørdag morgen var kold. Frosten bed i kinderne, da jeg var ude og se om hønsene havde overlevet endnu en nat. Det havde de. I løbet af de næste par timer trak jeg motorcyklen ud, fyldte benzin på, og fæstnede styrlufferne, jeg lavede sidste år. Jeg vil ikke fryse fingrene, hvis jeg kan undgå det. Klokken nærmede sig tidspunktet, hvor de havde sagt de ville ankomme. Og det gjorde de så. En bil med trailer og knallert på ladet kørte ind i gårdspladsen. Snart efter kom endnu en varevogn. Der var tre sødt smilende kvinder foran i bilen, og tre muddercykler i baggagerummet.

Efter lidt ventetid kom et par motorcykler tøffende og øjeblikket efter endnu en bil. Pludselig vrimlede det med kvinder i gården. Snakken gik og alt imedesn de snakkede, udvekslede nyt siden de sidst var sammen, trak de motorcyklerne ud. Fandt motorcykelgearet frem, og var snart klar til tur.

Ole AI var også mødt frem. Han skulle, som vanligt, føre an på fællesturen, som skulle vise pigerne et smukt Sydvestjylland, hvor vi stadig har fornøjelse af at vinterens storme, lader vente på sig. Bladene hænger derfor stadig på en del af træerne, og viser deres farvestrålende tidstyppiske rigdom af rødt og brunt i alskens nuancer.

Når min gode ven Ole AI står for fællesture, er der styr på sagerne. Proceduren er altid, at Ole, inden turen starter, fortæller om ruten. Dels hvor den går hen, dels om sværhedsgrad. Og andet væsentligt. Således også denne frostklare lørdag formiddag. Det eneste der var lidt usædvanligt var, at alle deltagerne, undtagen Ole selv og jeg, var Quinder.

En af pigerne har været med et par gange på ture herovre, og denne gang havde hun - igen - taget SkrigeSkinken med. Spændende. Skrigeskinken er en dejlig lille encylindret Yamaha to-takter, som første gang den var med på tur fra Åsted, gjorde nykker. Den skulle efter sigende, være blevet kureret for sine skavanker, og det så det jo bestemt også ud til............ *s*

   Sådan skal en SkrigeSkinke ryge indtil den bliver varm!  .......... har jeg ladet mig fortælle *s*

Snart var pigerne linet op bag Ole, og vi var klar til afgang. Meget hurtigt på ruten, kom vi fri af asfalten, og ind på en fin markvej, hvor der var lidt is på vandpytterne, men motorcyklerne kunne nok klare at smadre sådan en smule frosset vand.

I pæn fart gik det ad de frosne men dog lidt mudrede markspor, hen over en lidet befærdet græsbevokset sidevej til markvejen, videre ad en fin og fast grusvej, til vi atter var ude på et transportstykke, hvor asfalten sine steder så ud til at være glat.

Og det var ikke bare noget Ole havde sagt i sin info´tale. Hvor træer og buske skyggede for solens, kunne der være rim og frostglat. En af ekvipagerne måtte ned og kigge lidt på det hårde underlag. Heldigvis uden større skade på hende selv, og motorcyklen fik kun en smule patina. Efter den uheldige havde sundet sig lidt, og vi alle havde lovet hinanden at passe godt på, kunne vi fortsætte.

Fra da af måtte jeg sande, hvad jeg allerede havde fornemmet og troet: Gruppen var en flok rigtig seje tøser! At køre på en motorcykel hvis forhjul mister kontakt med asfalten med ca. 60 km/t og så blot ryste på hovedet, samle sig selv og motorcyklen op, for øjeblikket efter at fortsætte turen (som om intet var hændt) det er én handling, som kræver respekt i mit univers. Flot gået.

   Godt det ikke var et fodboldhold der var på tur................. så var vi da mindst blevet en halv time forsinket, og vedkommende skulle i så fald nok være båret fra banen!

Pludselig - uden forudgående varslinger - skulle SkrigeSkinken markere sig. Den gik simpelthen i stå!

   Sara, som er den lykkelige ejer af SkrigeSkinken, måtte op og jokke adskillige gange på kickstarteren! Uden held. Under diskussionen om årsag til det utidige, gjorde Sara højlydt opmærksom på, at det ihvertfald ikke kunne være på grund af manglende brændstof i tanken. Der burde være rigeligt, mente hun. Men, ok, vi kan prøve at hælde noget på.

   Altså frem med udstyret, idet en to-takter jo kræver specialblandet benzin. Men Sara kender proceduren, så det gik hurtigt. Og snart efter, på trods af det ikke var brændstofmangel, kunne hun stampe Skinken igang og vi kunne fortsætte turen gennem en smuk skov, med bl.a. orange-gule lærketræer som dekorativt blikfang.

Ovenstående foto har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage med overhovedet? Tvivlen har også drejet sig om, hvorvidt jeg skal kommentere billedet, hvor et par af pigerne stikker hovederne sammen, og for eksempel skrive hvad jeg kan forestille mig, en billedtekst kunne være, hvis den skulle skrives af alle andre (mænd!) end mig!

Jeg vover pelsen og håber de seje og dejlgie quinder kan tilgive mig.

Billedtekst: "Alle stop, uanset om det er et kort stop et ved et lyskryds, eller det er en ventepause ude på ruten, er anledning til at snakke!" Selv med hjelmen spændt godt fast om ørerne og musikken fra de mange lydpotter (hvoraf flere med "go" lyd), skal der "kagles". Husk nu piger, det er ikke mig der skrev sådan! Jeg tolkede bare hvad andre mænd ville notere som billedtekst!!!

Anledningen til stoppet i lyskrydset var, at vi var nået frem til et af dagens højdepunkter: Frokosten. Ole AI havde planeret ruten således, at vi ville ramme Sdr. Omme ca på halvvejen, og han vidste der er en go bager, som har nogle borde stående foran butikken. Gruppen provianterede hos bageren og nød den gode mad på bænkene. D.v.s. Maren havde forberedt sin frokost lidt alternativt. Hun havde pakket et par pølser ind i staniol, og snurret dem fast på forrørerne, så de kunne stege i deres eget fedt, ved varmen fra motoren. Dog var hendes timing ikke helt korrekt, for pølsen var ikke helt stegt, men dog tøet op, og kunne sagtens spises.

Efter pausen fortsatte turen, nu med kurs stik vest!

Maren var ikke blevet mæt. Hun havde monteret endnu en pølse og noget "snack", som skulle vendes undervejs.

   "Jeg skal lige vende pølsen" råbte hun inde fra hjelmen. "Den var begyndt at lugte lidt brændt".

Her er de seje Tøser. Makeup og kinderødt er tilført i passende mængder af vind og vejr fra den SydvestJyske natur: Pia, Maren, Louise, Sara, Jonna, Helle og Birdy.

Dagens lyse timer var ved at være brugt op.  Om det var derfor Ole AI (meget mod sædvane) tog en forkert sidevej, og derfor ledte gruppen ud i at skulle lave en U-turn, skal jeg ikke kunne sige. Men sagen var, at pigerne fik lov at prøve dette fænomen som nogen af de få, når det er Ole som er stifinder og gruppefører.

Ikke at der var noget problem i den manøvre. Hverken for Ole eller pigerne. Men der var begyndende tegn på at nogle af pigerne var ved at være lidt trætte. og det, kombineret med, at noget af rutens lidt mere teknisk krævende sektioner ikke var kørt, gav sig udtryk i, at en enkelt af pigerne måtte ned og hente motorcyklen i stubmarkens istæppe dækkede pløre.

   For at komme frem til stubmarken, skulle vi ad en herlig bumpet overgroet markvej, ganske tæt ved fjordens små krabbe bølger, som slog ind mod sandkysten, ganske tæt på markvejens ujævne føre. Ly og læ er der ikke meget af derude ved fjordens bred, og da slet ikke på nuværende tidspunkt på året, hvor de få buske har mistet alle deres blade.

Nu var eftermiddagen ved at være forbi. Mørket var ved at vikle nattens dunkle klæde om dagens oplevelser. Snart var så mørkt at aktion fotos udført fra kørende motorcykel, ikke længere gav mening, dels ville resten af billederne vise transportrute på asfalt, så det........ som man siger.

Tilbage er at fortælle, at pigerne, da vi var tilbage på Mini Primi Campen, trak sig tilbage og under dække af "privatlivets fred" og fordi gruppens regler ikke tillader mænd i selskabet, kunne jeg ikke være med mere.

Men søndag morgen, fik jeg lov at lave et par billeder, så jeg - som jeg påstod var nødvendigt - kunne berette med ord og billeder, at alle piger overlevede gårsdagens tur, samt aftenen og nattens begivenheder (hvilket jeg kunne høre var enormt sjovt og hyggeligt, idet jeg jo bor på matriklen og derfor ikke helt kunne undgå at få "lidt af selskabets aftenhygge omkring bålet med "live").

   De syv "Trodsige Tøser på Tur" blev til otte i løbet af aftenen. Alle trodsede de naturens indfald og tog på "overlevelsestur" her på vores camp. Sammen med min kæreste vil jeg sige jer en stor tak for besøget, og understrege, at I er meget velkomne en anden gang. Det var en skøn, herlig og livsbekræftende oplevelse at have jer som gæster.

Nogle af jer kom som fremmede, men vi håber at I føler som vi gør, at i forlod os som venner, vi meget gerne vil byde velkommen tilbage *s*

Til toppen / menu