Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Tak for dansen Afrika IV

Link til: Afsnit I     Afsnit II     Afsnit III     Afsnit V     Afsnit VI


Hvis der er et symbol, et kendt monument eller på anden vis "et noget" som 'alle andre' vil nikke genkendende til, så må der laves et foto, hvor monumentet, symbolet er en del af billedfladen. Har man været på det sydligste punkt i Afrika, er det helt sikkert man stiller sig op ved den cementerede stenklods med kobberpladen, og beder fotografen endelig sørge for, at de hvide bogstaver på den blå baggrund på grunden lige foran stenmuren, kommer med på billedet. Selvfølgelig skal man også kunne se vandet bagved, fordi havet bag klipperne er skillelinjen mellem landet Sydafrika og kontinentet Afrika og Sydpolen. Og der hvor bølgerne fra det Indiske Ocean, møder Atlanterhavets vande.

   Målet blev nået. Henrik og jeg har været der. Vores lille tremandsgruppe var reduceret til par på tur. Thomas var draget afsted på sin helt egen vej. Vi sendte mange tanker til ham, både denne dag og alle de andre dage. Flere af Thomas' private ting, lå i min sidetaske, så han var stadig lidt med på turen. Henrik og jeg havde snakket situationen igennem, og vi delte det synspunkt, at det ville være i vores egen ånd, hvis "de to andre" fortsatte turen rundt i det store Sydafrika, en tur vi alle tre havde glædet os meget til. Et andet faktum var, at uanset hvad vi besluttede, ville det ikke bringe Thomas tilbage. Han var taget afsted på sin egen tur, ad de endeløse veje. Henrik og jeg ville "danse" videre med Afrika.


I Hout Bay havde vi sagt farvel til Ling, som fløj tilbage til Danmark, efter vi havde fejret hendes fødselsdag i Cape Town. Alle de officielle opgaver der havde været for Henrik og mig, i forbindelse med Thomas' død, var der taget hånd om. Vi havde spist middag med resten af rejseselskabet, som også havde fået refereret hvad der var sket med Thomas. Nu trængte Henrik og jeg til ro omkring os. 'Ro' som i tid alene, siddende på hver vores motorcykel. 
   Med motorerne snurrende på ca 4000 omdr./min. fulgte vi "Whale Coast Route" mod øst. Med Atlanterhavet på højre side, kun adskilt af vejen med vekslende klitter og klipper, og med sanddyner, hvor spredte bevoksninger af små buske og græsser lignede et groft grønt tæppe, lænede vi os godt mod højre, når vinden fik lov at blæse med sin fulde styrke. En stærk blæst, tyk af saltede vanddampe og sandkorn, legede med alt der ikke var nagelfast. Visiret på min Schubert hjelm blev godt smadret til at den tykke blanding. Med jævne mellemrum måtte jeg tørre ydersiden med en klud, jeg altid medbringer i tanktasken. Kluden er ikke helt ren, den bliver brugt til meget forskelligt, og visiret blev ikke særlig meget nemmer at se igennem, men en komplet rengøring ville alligevel ikke holde mange kilometer. Jeg fulgte Henrik, med dækkene snurrede mod asfalten, og tænkte at bare jeg kan se baglygten på hans KTM, så skulle det nok gå alt sammen.

Mange tanker for gennem mit hoved, undervejs mod vores næste mål, Kap Agulhas, det sydligste punkt på Afrikas kontinent. Flere steder, så jeg store områder med townships. Bebyggelser af bølgeblik, træ og andet lettere og tilfældige byggematerialer. Tæt på vandet, spredt i klitter eller bredt ud over store flade områder, lå det ene skur ved siden af det andet. I Europa ville sådanne steder blive betragtet som eksklusive grunde, med havudsigt. Og derfor meget dyre! 
   Her i de havnære områder, og faktisk langt fra storbyer, undrede jeg mig over at se sådanne blikskure. Jeg gjorde mig også tanker om hvad de mon levede af, de - med stor sandsynlighed - sorte mennesker, som levede deres liv her? Jeg fandt ikke nogen svar.
   I almindelighed betragtes townships som bebyggede områder, i nær tilknytning til industriområder, hvor indbyggerne arbejder. Den meste kendte er Soweto, en fattig bydel i udkanten af Johannesburg.

Et sted vi gjorde et stop for at spise frokost, gik en ældre herre rundt langs stranden og fodrede disse rottelignende store ? Ja, jeg ved ikke hvad dyrene hedder, men man skulle ikke stikke fingrende ned for at klappe dem. De bed ud efter alt og var tilsyneladende ikke kræsne. Manden kendte de, og ham sværmede de om som fluer omkring en l...
   Henrik var mere omsværmet, end han lige havde lyst til. De små vimsede interesserede rundt, men Henrik var ikke meget for den megen opmærksomhed fra dyrene. Det var jeg heller ikke. Nogen gange kravlede de op på FoderManden, for at få snuden ned i posen. Han tog det helt roligt. Mågerne ville også gerne være med, men de var mere sky.

En brugbar detalje. Hvis man vil undgå at bilister benytter en nyanlagt vej, som endnu mangler at blive dækket af asfalt, lægger vejarbejdere sten ud på stykket. De store sten gør, at bilister overholder kørselsforbudet. Smart.

   Men, vi foretrak rigtige grusveje, som vi hurtigt fandt ind til. Grusveje er måske nok lidt overdrevent, for der var mere sand og jord, end grus og sten. Blæsten tog af medens vi bevægede os sydøst over. Himlen, som ikke var helt klar over om den ville lade regnen falde eller dryppe, havde igen skiftet farve til en mørk og truende blå-sort udgave af et akvarel lignende maleri.

Fremme ved Kap Agullas havde himlen bestemt sig. En smuk sommerfarvet blå himmel lod solen få fri adgang til at varme klipperne omkring dette kendte monument. Med kameraet hængende på skulderen, gik vi de sidste meter ned til den tunge stensætning, som blev holdt sammen af vejrbestandigt cement. En patineret plade af bronze eller kobber, bekendtgjorde, at vi nu ikke kunne komme længere sydpå. Fra dette punkt skulle man sejle, hvis man ville fortsætte sin tur, for eksempel for at nå frem til Sydpolen, som ville være næste stop. På soklen, som monumentet stod på, blev det gjort klart, at lige bag klipperne, blandede vandet fra Indiske Ocean sig med Atlanterhavets bølger. Med den information sluttede dagens lektier i geografi.


Allerede på aftand kunne vi se en motorcykel der var parkeret ved monumentet. Motorcyklisten stod og snakkede med et par nysgerrige. Øv, der var én der havde kørt helt derud. Jeg ærgrede mig over jeg ikke også havde fået den ide. Henrik, som gik forrest, udbrød kort efter et "wow". Først troede jeg det var fordi han også ville have sin KTM med på et foto ved det sydligste punkt, men nej. Henrik havde genkendt personen ved motorcyklen. 
   En aften vi sad med vores gå-nu-nat-øl, havde Henrik fortalt om en eventyrer han følger på Facebook. "WorldBiker" kalder Carlos Nunes sin blok. Henrik vidste at Carlos kørte rundt i Afrika, og vidste desuden, at han var fra Luxemborg.  Oprindelig er Carlos portugiser. Carlos kører verden rundt på en Yamaha Tenere 700.
   Henrik sagde pænt goddag til Carlos, og fortalte han var en ivrig læser af blokken "Worldbikder". Jeg præsenterede mig, og snakken ville nærmest ingen ende tage. Selvfølgelig skulle der laves billeder. Og vi fik Carlos til at trykke på knappen på mit kamera, da billedet af Henrik og jeg blev lavet ved klipperne.

Carlos skulle på familiebesøg et sted ikke så langt fra Kap Agulhas. Henrik og jeg skulle finde et sted at overnatte. Efter en længere snak, ønskede vi hinanden fortsat god tur hvorefter Carlos, som den første, svang sidestøtten op og kørte bort. Senere mødte vi ham igen. Helt tilfældigt. Men det blev et herligt gensyn.


Området på sydspidsen af Afrika havde fået vand. Meget vand. Heldigvis var regnen ophørt med at fosse ud af himlen. Ruten på vores GPS var sat til at finde en mindre by, Bredasdorp. Selv om vi kunne fornøje os med at køre gennem et par vandpassager på asfaltruten undervejs mod næste stop, valgte vi udfordre vores off road evner og køre et par skønne bagveje i stedet for at mistrives på asfalten. Overalt i Sydafrika er der veje uden belægning. Et rent slaraffenland for såvel Henrik som jeg. 
   Vi valgte et B&B der hedder "Firlane House". De har nogle fine billeder på nettet, som - ligesom på deres visitkort - på det nærmeste lover "guld og glimmer" til meget overkommelig pris. Sandheden var dog så en lidt anden. Det luxeriøse så vi ikke så meget til. På visitkortet ser deres hall ud til at have en smuk lille ophøjet dam, men når man går ind af døren, som knirker og bandt til karmen, kommer man ind i en opoldsstue, et forrum til morgenmadsrestauranten. Kigger man efter den lille dam fra billedet, må man ud i baghaven, hvor en forsømt og misligholdt minipool til forveksling ligner hallens indbydende dam!
   Vi drak en øl ude i baghaven, og gik ned i byen for at spise. Så vidt jeg husker, sov vi godt og roligt, medens motorcyklerne var låst inde i et lille deoptrum, hvor der lige netop var plads til dem begge. 

Medens de næsten uendelige skønne jordveje, syntes af forsvinde i horisonten, fulgte jeg efter Henrik, uden at tænke nærmere på hvor vi var på vej hen. Men jeg vågnede pludselig op, da han lige inden en blød hørekurve, drejede fra til venstre

. Ganske kort fulgte vi vejen, inden vi kom til et lidt rodet sted, hvor en flod drev forbi bag en række høje træer. I første gear snoede vi os udenom noget byggerod og pludselig gik det op for mig, hvor vi var.  
   Henrik havde tidligere omtalt en kabel trukket færge, som måske, måske ikke, var blevet afsløst af en motoriseret båd. Næsten fremme ved flodbreden, var det helt tydeligt at kabelfærgen eksisterede i bedste velgående. På vej til modsatte bred, var et fartøj, der mest af alt mindede om en tømmerflåde, så lavt lå den i vandet. Motorcyklernes motorerne fik et hvil medens vi ventede på færgen nåede tilbage.


Turen over Breeriver gik hurtigt. Et par unge mænd, som var med en farmer, sprang ihærdigt ned fra ladet, og tog hver en tørn med ved kablet. Færgen blev trukket ved at personalet slængte en bred godt brugt læderrem over skulderen. Remmen havde en jernkæde monteret, som færgemændene med en hurtig bevægelse og et lille vrid i håndledet, blev hægtet fast omkring den tykke wire. Når de nåede den anden ende af båden, blev kæden slap og den snurrede næsten sig selv af kablet. Trækkeren ilede dernæst om bag i rækken, og gentog proceduren. Og således fremdeles, lige indtil færgen nåede brinken. Der var tre biler og vore to motorcykler med, da vi blev færget over floden. Selv om arbejdet med at trække båden over floden så hårdt ud, smilede færgemændene, da jeg pegede kameraet mod dem. 

Turen med færgen kostede 20 RAND pr. motorcykel inkl. chauffør. Det var ikke dyrt, og jeg fik et par gode motiver.
   Vel ovre på modsatte bred, fortsatte vi hen over en stor slette, dækket af marker, lige så langt vi kunne se. Vejen var god, hårdt tilkørt og tør, så jeg fik drejet ekstra på højre rulle, hvilket bevirkede jeg kom temmelig langt foran. Og nej, det var ikke fordi Henrik ikke kunne følge med. Han vendte langt tilbage, ved det kryds vi skulle fortsætte ad.

   Pu ha, det at jeg ikke kunne se Henrik, og det at han - da jeg tog det meste af farten af den Gamle Slæde, for siden at standse helt og vente - stadig ikke dukkede op, gav mig mindelser om Thomas' uheld. Tænk hvis Henrik var røget af vejen et eller andet sted der bagude! Shit happens, det vidste hver eneste fiber i min krop. Min hjerne blev til et sandt virvar af tanker. Pludselig fik jeg meget travlt. Vendte cyklen, og kørte med høj fart at køre tilbage, samtidig med jeg kiggede ud over markerne til begge sider. Heldigvis var der ikke sket noget. Henrik ventede der hvor vi skulle skifte retning!
   Roen i mit indre blev genoprettet. Henrik tog føringen. Jeg fulgte efter. Skældte mig selv ud for at være ........ Jeg satte ikke ord på. Min reaktion var ikke en rationel handling. De bange anelser og frygten for der var sket noget med Henrik, kom fra det ubevidste indre, som ingen kan styre.

Når man kører rundt på de mindre veje i udlandet, må man ikke have angst for køer. Såvel i Norge, som i Alperne og på Balkan - og denne gang i Sydafrika - kan man pludselig være omgivet af køer. Denne flok var meget stor, men der er ingen grund til panik. Hav respekt for dyr, alle dyr. Kør efter forholdene, og hold evt. stille, hvis du mener det vil være det bedste at gøre. Langt de fleste dyr er mere bange for dig, end du er for dem! Også køer, selv om de mange gange er rigtig godt vænnet til mennesker og trafik.

Et sted omkring Barrydale fandt vi tilbage til civilisationen i form af rute 62. Forude ventede en frokost på et meget specielt sted. Engang for mange (?) år siden, bestemte en gut ved navn Ronni sig for at åbne en cafe 20 minutters kørsel nord for Barrydale. Han byggede et hus, malede det hvidt og skrev med røde bogstaver "Ronnies Shop". Gemt af nattens mørke ankom nogle venner og tilføjede bogstaverne "SEX" til teksten, og siden har stedet heddet "Ronnies Sex Shop". En joke som skulle vise sig at blive en fantastisk succes. 

Øjeblikket efter jeg lavede ovenstående billede, kørte en motorcykel ud fra parkeringspladsen. Henrik hilste begejstret. Jeg kiggede lidt undrende til, for hvem hulen kunne det være Henrik kendte her? Det forekom mig lidt underligt hvis Henrik kendte nogen herude i vildnisset! Men øjelikket efter, fik jeg selv genkendelsens lys i øjnene, idet jeg så det var mr. "Worldbiker" Carlos. 
   Carlos genkendte også os, og vendte sin knallert, og parkerede ved siden af os. Der blev hilst med kram og smil. Carlos fortalte han havde spist sin frokost, og faktisk var på vej til at fortsætte sin tur, men han ville gerne drikke en cola med os, medens vi fik lidt frokost. Selvklart skulle vi også lave billeder.

   Ronnie, ejer af stedet, var i fuld gang med at betjene sine kunder, men han havde også tid til os. Carlos lavede billedet af Henrik og mig sammen med Ronni. Ronnie tog sig også tid til at hjælpe os med gode råd om hvilken rute han syntes vi skulle fortsætte ad. Han har rigtig mange gæster, også på motorcykler, og har lavet et rutekort, som han gladelig giver til alle interesserede. 

I baren hos Ronnies Sex Shop, kan kvinder, hvis de smider bh'en og lader den hænge over disken, få en gratis øl. Tilsyneladende er der rigtig mange der har fået en øl eller to af Ronni. Jeg ved ikke hvad det giver - udover en kold bagdel - hvis man også smider trusserne! Klik på linket og se flere billeder fra den fine shop.


Carlos, Henrik og jeg fik en lang og go snak medens vi nød vores frokost. Undervejs i samtalen kom det frem at Carlos skulle samme vej videre som os. Derfor var det nærliggende at følges, hvilket vi gjorde frem til Ladismith, hvor vi sagde farvel, og skiltes med højt hævede venstre hilsner. 

Et eller andet gik galt i planlægningen af næste sektion. Eller 'galt' er nok overdrevent, idet vi jo ikke havde faste planer, så det at vi ikke lige kom over det pas eller fik prøvekørt en bestemt strækning, gjorde ikke den store forskel. Hovedsagen for os, det vi havde i tankerne da vi snakkede om at køre rundt i Sydafrika, var, at vi ville køre mest muligt på "backroads" - og den drøm holdt hele turen igennem. 

   Med endnu et møde med Carlos snørret godt ind i mindesækken, lagde vi kompasretningen ind på en nordlig kurs. I tankerne, og senere skrevet i bjergene, ville vi finde Prins Albert. En overkommelig opgave, men uden jeg ved hvad der skete, missede vi en afkørsel, og kom i stedet til at køre en anden vej end oprindelig ønsket.

   Men Seweweekspoortn Pass fik vi med. En kæmpe oplevelse at køre i en slugt, mellem tætte forvitrede bjerge der knap gav plads til vejen, med bjergsider der rakte mod en blå himmel, så udsigten var meget begrænset. I dalens bund var vejen banet ved at lave zigzag spor mellem træer og lave buske, med behørig hensyntagen til hvordan klipperne tillod passage.

Medens jeg sidder og redigerer fotos for senere at lægge dem ind sammen med mere eller mindre velvalgte ord, således min indsats som helhed, bliver til en Ride Report, længes jeg meget tilbage til Sydafrika. Mine følelser for de mange kilometer veje uden belægning, var som at slippe en flok køer løs på en grøn græsmar en solbeskinnet forårsdag. Lykkelig for muligheden til at køre time efter time, omgivet af naturens umådelig storhed, var en meget følelsesladet oplevelse. Havde jeg lavet en selfie der ude i det store intet, hvor nærmeste beboelse var mange kilometer væk, ville et tilfreds smil blinke i mine øjne. Denne tur var - lige med undtagelse en enkelt hændelse - lige hvad jeg havde ønsket. Kæmpe ærgerligt at Thomas måtte se det hele fra oven. Det var helt forkert at have "ham med i en sidetaske"!

Kort tid inden vi svang ind på vejen op mod Seweweekspoortn Pass, fik vi øje på to andre, der på hver deres BMW GS'ere kørte foran os. Fedt, måske vi kunne få selskab og udvide vores sydafrikanske vennekreds. De to forsvandt dog hurtigt ud af syne, gemt i dalens mange sving. Vi gjorde ikke noget for at nå dem. Altså ikke noget med at hæve hastigheden eller skære svingene. Som vanligt kørte vi efter forholdene, uden at sætte sikkerheden på spil. 

   Et par kilometers kørsel senere, overhalede vi den bagerste. Han kørte meget forsigtigt på sin 1200GSA med ZA nummerplade, på en strækning hvor der var lidt tekniske udfordringer til chaufføren. Helt fint, man skal, som vi også gør, passe på sig selv, og ikke sætte sikkerheden på spil.
   Knap efter kørte vi forbi den forreste. Igen en 1200GSA med ZA nummerplade. Han var standset, sikkert for at vente på kammeraten. Vi hilste med en højt løftet venstre. Baseret på hvad jeg havde set, fik jeg en tanke om at de to vist ikke var helt jævnbyrdige, når det gjalt at kunne håndtere deres motorcykler. 

   Nu var vi forrest. Det gik rigtig fint. Der var ikke nogen problemer forbundet med at køre strækningen. Efter flere kilometers kørsel var det tid at drikke lidt vand. Solen bagte. Der var vindstille og sveden drillede, når den flød fra panden, sjkult i hjelmen, ned i øjnene. Vi gjorde et stop, og havde blokeret det ene spor, da de to ZA-chauffrører kom drønende forbi. Ingen af de to hilste på os. Inden de var forsvundet bag næste sving, var de blevet dømt efter Carlos "Worldbikers" karakterskala. De fik et stort NUL, fordi de bestemt ikke passede ind i det billede vi har af motorcyklister.


Turen gennem passet var kanon, men der skete et eller andet som gjorde, at vi "overså" en vej uden belægning mod Prince Albert, som Henrik havde omtalt og som vi havde en fælles idé om at skulle teste. I stedet fik vi temmelig mange kilometer på asfalt. Endda på meget fin asfalt. I horisonten kunne vi se en bjergkæde, som skyerne på det nærmeste "snublede" hen over. Det syn kunne vi nyde over mange mange kilometer.

Når vi bevægede os rundt på bagvejene, tænkte jeg ikke meget på det manglende glas på venstre blinklys. Lyset virkede. Pæren lyste bare hvidt i stedet for gult, men det var småting. Værre var det at mit stoplys atter var holdt op med at virke. De som har fulgt mig på ture gennem flere år, ved at netop stoplyset på min Gamle Slæde har en tendens til at have periodiske fejl. Jeg har ikke tal på hvor mange gange det har været galt, men jeg overbevist om, at jeg er på den forkerte side af 20 gange.

   Problemet er den fatning pæren sidder i. Pæren skal sidde meget præcist for at virke. Vrider den sig det mindste - og det gør den ofte - resulterer vridet i at forbindelsen til strømmen afbrydes og pæren ikke får den strøm den behøver, for at vise når jeg aktiverer bremsen! Men fordi baglysglasset knækkede et sted undervejs, havde jeg gjort glasset fast med gaffatape. En detalje som gjorde det meget besværligt at komme ind og rette på pæren. Jeg valgte at tage chancen og køre uden stoplys


Næste udfordring blev Swartberg Pass. Endnu et højdepunkt på turen rundt i SA. Udfordringen var ikke teknisk svære spor. Nej, udfordringen var at holde blikket på sporet. Øjnene søgte hele tiden at "se de mørke klippers spændende formationer". Swartberg har sandsynligvis fået sit navn efter bjergenes mørke overflader. Dybe dale, høje bløde krumninger. Formationer dannet over mange tusinde år, spillede op mod - og til - hinanden. Sporet snoede sig op og ned, ud og ind. Hårdt pumpet overflade gjorde turen gennem passet til en fornøjelse. Herlige veje gennem imponerende bjergskaber, snoede sig i spiraler rundt i denne sydligste del af Karoo ørkenen.

Midt i alt det smukke, blev vi flere gange undervejs tvunget til at se den barske virkelighed for mange, når vi kom forbi samfund, hvor hytter af blik og beton lå side ved side.

   Siddende trygt og godt i sæderne på vores store, i Danmark tungt skattebelagte og indkøbte motorcykler, så vi på omgivelser hvor mange afrikanere lever på kanten af det mulige. Mine tanker kredsede om, at beboerne i disse townships, ikke tænker på hvor smukke deres omgivelser er. De har mere end rigeligt at gøre med at finde ud af hvor deres næste måltid mad kommer fra.

Turen gennem Kammanassie bjerge, med deres version af sten, klipper, sand og rødt jord, i en herlig blanding, blev overstået på mest overbevisende måde. De indre organer, læs maven, var begyndt at røre på sig. En melding tilgik hjernen med besked om, det igen var tid at standse, for at tilgodese et meget basalt behov. Meget heldigt faldt signalerne - på bedste vis - sammen med, at vi nåede frem til dagens absolutte højdepunkt. Angies G Spot.


Velkomst tavler ved vejsiden, bekendtgjorde vi var kommet til det verdensberømte "Angies G Spot". Reklameskiltene kunne ikke klandres for at "love for meget"! Med store letlæselige bogstaver, stod hvad besøgende kunne forvente: "Hot Beer - Lousy Food - Bad Service" - tag os som vi er, eller fortsæt din tur.. Vi tog chancen. Over årene er det  lille sted, hvor Keurboomsriver flyder klukkende gennem baghaven, blevet et kendt pitstop for eventyrer i på vandretur, i bil eller som os, på motorcykel. 
   Harold og  Angie, et par søde og venlige ældre mennesker, som ejer og driver stedet, tog hjerteligt pænt mod os.


Lidt underligt og meget ærgerligt, er der også ude i de øde bjerge, grobund for stridigheder. Det lille paradis er part i en årelang strid med en nabo. Henrik kendte til deres genvordigheder med en "stor" nabo, og fik opdateret sin viden. Et par retssager skulle have lagt låg på uenigheden, men jeg syntes jeg kunne forstå, at ikke alt var helt på plads.

   "Angies G Spot" drives uden elinstallation. De har en generator, men tilbereder al mad over åben ild. Også til deres gæster Noget tilsvarende tror jeg ikke kunne ikke finde sted i Danmark. At drive en beværtning og campingplads uden el, ville ingen turde binde an med.
   Men Harold og Angie har aldtig kendt til andet, og stedet er alligevel blevet et meget yndet sted at gøre et ptitsop. Det er fantastisk. Helt generelt er alt hos Harold og Angie lidt primitivt, men der er hjertevarme og smil. Jeg fristes til at sige, at hos dem er tiden gået i stå! Vi spiste en velsmagende frokost i selskab med et ægtepar fra Cape Town, som også var på motorcykeltur.
   Kommer du til Sydafrika og skulle du komme i nærheden af Die Vlug, kan jeg varmt anbefale du gør holdt og nyder flodens sagte mumlen, medens du spiser en go burger og nyder en kold øl. Måske du får lyst til at overnatte. Det er også en mulighed.

Henrik og jeg nøjedes med at spise og drikke en kold øl, inden vi bad om regningen. Men at betale, det var ikke helt nemt, når regningen skulle udlignes med med et betalingeskort. Desværre havde vi ingen RAND, så kortet skulle stryges gennem maskinens aflæser. Terminalen havde store problemer med at komme igennem til nettet, men efter flere forsøg, hvor vi bevægede os lidt rundt omkring huset for at finde net, lykkedes det. Vi fortsatte, efter råd fra Harold, ad en fin vej til Willowmore, hvor vi søgte efter værelser.


Mætte af dagens mangeartede gode oplevelser, men absolut sultne efter en lang dags kørsel, kom vi frem til Willowmore, hvor Henrik kendte et sted, Hotel Royal. De ville gerne have os boende, og deres værelsespriser var ok og deres øl kolde. Hvad kunne vi ønske mere sådan en smuk aften.
   Med et godt, rigeligt og solidt morgenmåltid i maven, kunne vi med lyst og masser af energi, starte næste dag. Vi havde en kæmpe stor udfordring foran os. Henrik havde benyttet mange, hvis ikke enhver mulighed, til at fortælle om et spor gennem et pas, der hedder "Baviaanskloof". Når han fortalte kunne jeg mærke usikkerheden prikke mig på skulderen. Mon jeg kunne styre min Gamle Slæde gennem de teknisk svære etaper, som ruten gennem Baviaanskloof tilsyneladende var overtrukket med?

   Henrik brugte ofte tid på at berette om sporet, som indeholer flere specielle vandpassager. Selv havde Henrik set frem til Baviaanskloof på hele turen. Han  kunne berette om flere svært passable strækninger, såvel undervejs op, som ned fra selve passet. Han (tror jeg helt sikkert) lod ikke sandheden stå i vejen for at pynte lidt på historein. Derfor opnåede han, at gøre mig meget nysgerrig, og lidt nervøs. Nervøsitetet satte sig i mig, spom en frygt for, at jeg måske ikke var teknisk dygtig nok til at rulle min tunge Ged gennem den naturpark! Selvklart så jeg frem til udfordringen. Men betænkelig.
   Omvendt var der ingen grænser for hvor enestående en oplevelse off road sporet var, set med Henriks øjne. Sani Pass i Lesotho, som vi også havde til gode, blev brugt til sammenligning. 

   Men, tænkte jeg videre, jeg havde jo klaret Swartberg Pass og senere Prince Alfreds Pass, ligesom jeg havde klaret alle de andre udfordringer der havde været på turen frem til dette sted, så mon ikke jeg kunne klare Baviaanskloof også, selv om den uden tvivl, var også en klasse for sig? Spændende med kriller i maven.

   Medens jeg var ved at gøre klar til dagens køretur, kom et forældrepar forbi, med deres skoleuniformsklædte datter på ladet af deres lille van. Endnu et eksempel på, hvor hvad der er tilladt i Afrika, men også på hvilken risiko forældrene udsætter deres børn for!

For at komme til Baviaanskloof fulgte vi vej 9 syd ud af Willowmore. Smuttede til venstre ad rute 332 og var dermed på vej ind i endnu et fantastisk eventyr i det sydlige Karoo område.


Min tur tundt på vejene i Sydafrika sammen med Henrik er ikke slut endnu Jeg har stadig mange billeder - gode og spændende indtryk udtrykt i fotos, mener jeg - som jeg gerne vil vise dig. For at se og læse om vores tur gennem Baviaanskloof, klik dig videre til femte afsnit, som følger snarest. Go fornøjelse :-) 


Til toppen / menu     Til tredje afsnit     Til femte afsnit