Korsika og meget andet II

- vi er på vej nordpå.
Fra Østrig krydser vi over Tjekkiet til Tyskland på vejen hjem

Fortsat fra første afsnit

I
nden vi når grænsen til Tjekkiet var der et par motiver, som fangede mit øje, - og knap efter blev fanget af mit kamera. Stadig uden at køre på motorveje, snoede vi os gennem frodigt landbrugs landskab med marker og mindre skove, op og ned ad klipper ved at følge vejene mod nord. I bakspejlet blev jeg opmærksom på en - stadig - sjælden scooter, som adskiller sig fra de fleste andre scootere og motorcykler, ved at have to forhjul! Den er go nok. Sådanne modeller producerer af flere, bl.a. Yamaha. Hvad der står på motorblokken af denne, ved jeg ikke, men den fulgte med, og hang på flere kilometer. Det ser lidt sjovt ud i sving, eller sjovt, anderledes er den rigtige betegnelse.
I modsætning til den moderne tohjulede, så jeg knap efter denne ældre sag parkeret i en mindre by. Sød model beholdt i hvad jeg tror, er dens originale farve. Heller ikke her kender jeg producenten. Men nød synet i forbifarten, og nåede at tænke, det er fantastisk så mange der elsker at vedligeholde og restaurere de gamle modeller.

De gange jeg har passeret grænsen til Tjekkiet fra vest mod øst, har jeg undret mig over de mange butikker der ligger i umiddelbar nærhed af grænsen. Hvis man standser og kigger på udvalget, er det ikke købmandsvarer og delikatesser, som vi kender det fra Poetzsch, Flegård, Duborg og hvad de supermarkeder ellers hedder, danskere valfarter til hver eneste dag for at købe billigt ind.
   Nix, det er elektronik, legetøj og havenisser. I kæmpe stabler og rækker, og stort set det samme - og til samme pris - i hver eneste butik. Ekspedienterne er fra Vietnam eller deromkring, tror jeg. Den lille pige med sin bib-båt-mangefarvet-her-går-det-godt-lys-delfin måtte jeg have med på mit SD-kort! 

Fra motoren lød den samme brummen op gennem Schuberth'en som jeg kender fra de andre 265.000 km jeg har kørt på min gule BMW. Uden tanker for andet end at nyde turen, fulgte vi rute 105 mod nord, op mod Tabor. Vi kørte uden noget egentligt mål. På dette tidspunkt havde jeg Jeanne i bakspejlet, og foran mig lå - et atomkraftværk. Fire køletårne, som blev større og større. Fra afstand var det svært at bedømme, men det lignede at vejen lå meget tæt på tårnene. Og det opdagede vi de gjorde. Der er måske 100 meter ind til tårnene fra vejen! Jeg blev overrasket! På kortet kan man se hvor tæt Temelín Atomkraftværkets tårne ligger fra vejen. Kortet er fra Google!

Skyerne blev mørkere og vi opfattede begge at himlen havde mere af det våde, som den ville aflevere i det område vi havde tænkt os at campere i. Jeg har ikke noteret hvorfor vi søgte på hotel, men tænker det havde direkte relation til vejret. Hvorom alting var, søgte og fandt vi et ledigt hotelværelse på hotel Nautilus i Tabor. Den regn der kom, kunne vi sagtens have overlevet i teltet, men om ikke andet, havde hotellets navn lidt med vand at gøre!

Er man i området vil jeg gerne opfordre til man besøger chokolade museet. Dels får man smagsprøver fra det tilhørende chokolademageri! Eller hedder det chokoladebager? Nå, hvorom alting er, kommer du til området, besøg museet og se et kæmpe lokomotiv lavet af chokolade og marcipan. Der er ubegribeligt mange detaljer. Helt ned til små skruer der fastholder hængsler til låger, små håndtag og fløjter.
Lysshowet, hvor en kriger kaster et kakaobælg mod beskueren, forekom mig lidt utidigt, som man ville sige på Fynsk. Men det var da lidt sjovt, og skal måske fortælle historien om, at sydamerikanerne, hvor kakaotræerne kommer fra, ikke ønskede europæerne i deres land, og derfor bruge de store bælge som kasteskyts? Så var idéen med en 2CV i et fransk miljø, også bygget kakao og marcipan, noget sjovere.

I Tabor findes også et museum med uhygge som omdrejningspunkt. På vores tur rundt om Østersøen (se mere her) besøgte vi et sådant Djævle Museum i Kaunas. Da Jeanne opdagede der fandtes en lignende udstilling i Tabor, skulle vi selvfølgelig se det også. Men men men. Uden koruna, som de lokale penge hedder, ingen adgang. Vi kunne vifte nok så meget med vores VISA kort, det hjalp ikke noget. Og Euro, blev der også sagt nej tak til. Eftersom vi ikke havde planer om at blive længere tid i Tjekkiet, var der ingen større grund til at veksle, så nu har vi et besøg i Djævle museet i Tabor til gode. Men vi er en erfaring rigere, og vi ved "Strašidelné podzemí", som museet hedder, ligger lige bag kirken, i den gamle bydel.
   Tabor har også et Lego museum, samt flere andre spændende udstillinger og museer. Tabor er absolut et besøg værd. Altså er vi nødt til at vende tilbage.

Altså må det blive næste gang vi kommer til området, vi afsætter tid og veksler nogle kroner til koruna. Ihvertfald nok til et besøg i kælderen, hvor Djævlemuseet huserer.

Altså videre. Tjekkiet er et meget blandet land, med bjerge, dale, flade områder, store skove, landbrug, venlig befolkning, som tager rigtig godt imod gæster. Jeg kører gerne på de herlige veje i landet, og har allerede haft rigtig mange gode oplevelser fra besøg i Tjekkiet.

Varmen var ikke nær så trykkende som længere sydpå, men vejret var stadig godt, og meget passende til motorcykelkørsel, læs: Tørt, som i, ingen regn.
   Men man skal altid huske at drikke vand, rigeligt med vand, men 3 liter var der dog ikke plads til i maven hos Jeanne, så jeg fik også min del til at slukke tørsten.

   Nu lever mennesket ikke af vand alene, eller af kærlighed for den sags skyld, så vi skulle finde et sted at spise. Som nævnt har jeg været i Tjekkiet en del gange, og har blandt andet besøgt "Středověká krčma", en restaurant indrettet i middelalder-klæder hvor man serverer "gammeldags mad" og egnsretter på middelalderlige manérer. Restauranten ligger i Dětenice , en mindre by nordøst for Prag.
   Idéen til indretningen af restauranten, er at alt ligner noget fra middelalderen. Inventaqret omfatter endog bure med fanger, gabestokke, fangekældre, torturinstrumenter, værktøj og våben. Selv det tøj serveringspersonalet bærer, er skåret over moden fra dengang. Ja, personalet er iklædt tøj, nogle mere lasede end andre, som var mode eller i hvert fald blev brugt (så vidt man ved?), men der mangler lige det med skoene. Ligesom personalet i den gamle borg, Haderburg i Italien, som vi besøgte tidligere på turen. Endnu en gang må jeg konstatere at moderne fodtøj sikkert er mere behageligt, og så ser man stort på at fodtøjet "skæmmer totalbilledet". Det kan jeg sagtens leve med, men det gør at der ligesom mangler lidt i helhedsindtrykket.

Godt mætte, af en portion langtidskogte skanker (tror jeg det var) serveret i en lidt dyb tallerken, med en smagfuld krydret sovs, hældt ud over kødet, og dertil et krus mørkt øl, som man skulle være påpasselig med at sætte på bordet, idet plankerne langt fra var plane, fortsatte vi turen. Heldigt vi havde motorcyklerne, for jeg tror ikke vi ville komme langt, hvis vi skulle vandre, for den gode mad, som der var rigeligt af, lå og skvulpede tungt inde bag jakkerne. Sådan føltes det i hvert fald.

Hverken Jeanne eller jeg er særligt pjevsede eller nærtagende i forhold til hvad vi byder os selv. Godt det samme Når man, som vi på denne tur, besøger lande som ikke stiller samme krav til hygiejne som vi gør i Danmark, må man af og gå på kompromis. Tjekkiet er et land, hvor myndigheder ikke kører rundt og sætter smilyer op i forretninger, og befolkning forlanger - tilsyneladende - ikke de samme forhold på toiletter og baderum, som de fleste danskere foretrækker.      
   Da denne dags kørsel var overstået, tjekkede vi ind på "Autocamp Kokorin" i en kæmpe stor skov lidt nord for byen Kokorin. Endnu en gang tyer jeg til mine notater i min lille sorte bog. I den skrev jeg:
   "Vi fandt en campingplads, bookede en plads til 12 Euro. Billigt, men i betragtning af, vi efterfølgende ikke engang kunne tildele campingpladsen en "halv stjerne", var prisen meget passende, eller måske endda det halve for meget!

   Med til beskrivelsen af denne "Autocamp" hører, at toiletdøre ikke kunne låses. Hanerne til det varme vand var væk. Der manglede brusehoveder til ca. halvdelen af bruserne. Rengøring var ikke foregået de sidste mange dag., ug.., måske måneder eller måske nærmere år! Et af toiletterne i herreafdelingen var fyldt til kummens rand! Håndtag til flere af kabinerne var væk. Både Jeanne og jeg sprang morgenbadet over!"
  Ovenstående til trods, var der rigtig mange gæster! Også et andet dansk par havde fundet vej til pladsen. De var i bil, men vi hilste pænt på dem, da de kom ud af deres telt, samtidig med vi forlod pladsen efter én nat.
   Pladsens beliggenhed var fin. Midt i skoven, i en dal mellem høje klipper , bevokset med skov og krat til begge sider.

Lad mig slå fast, at overnatningen på "Autocamp Kokorin" ikke var en dårlig oplevelse. Den var anderledes, og har ikke på nogen måde skadet os. Vi kommer nok ikke til at overnatte der igen, for nu har vi været der, men da vi samler på oplevelser, og i bund og grund hellere vil opleve sådanne pladser, end vi vil samle indtryk på hoteller med 4 eller 5 stjerner, fortsætter vi vores ture med teltet spændt på motorcyklerne. Også det med ikke at komme i bad en dag eller to, er en del af dette at leve og opleve andet end derhjemme, hvilket i bund og grund er det "ferie" for os betyder. Hvis alt er som derhjemme, er der ingen grund til at tage ud og opleve verden. Det samme gælder maden. Også der gav ”Autocamp Kokorin” os en oplevelse, idet vi fik anderledes morgenmad end vi er vant til. Men det kunne spises, og vi blev mætte, om end maden ikke fyldte helt så meget som vi kunne ønske. Lyst brød, pølse og ost, skyllet ned med deres kaffe.

At opleve verden er også at se og for mig, fastholde oplevelser i trafikken. På nedenstående foto er et spand heste iført "festtøj". Min fornemmelse var, at ekvipagen var på vej til fest. Kusken har høj hat og vest på. Kvinden ved hans side nåede jeg desværre kun et ganske kort glimt af. Men jeg er sikker på hun også havde flot tøj på. Jeg snakkede ikke med dem. Jeg kan gisne om at de er på vej til noget festligt. Måske en landsbyfest, hvor folk kommer i egnstøj, folkedragt. Måske de skal deltage i et optog. Hyggeligt så det ud.
   I vores del af verden sker noget sådan for sjældent. Danskere har ikke, som for eks. nordmænd, tradition for at ”vise flaget” ved at lufte egnsdragter. Hos os er langt de fleste "landsbyfester" blevet til sportsfester (ikke at der er noget galt i det) og kun få steder, som for eks. på Fanø, fastholdes traditioner med at feste iklædt egnsdragt. Men sådan er der jo så meget.
   Sådanne tankeforløb, har jeg ofte, når vejen er kedelig. Og det skrev jeg i min bog at vejen var, kedelig altså.

Snart var det tid at krydse endnu en landegrænse. Nu var vi for alvor på vej mod nord. Sådan føler jeg det når jeg kører ind i Tyskland. For at komme til nabolandet mod syd, kørte vi ind ved Rundteil, hvor rute S173 overtog fra den tjekkiske rute 248. Grænseoverkørslen er ikke den mindste vi kunne finde, men tæt på! 

Skæbnen ville at vi pludselig fik andre, rigtig gode planer. Min søster sendte en sms, som ramte os medens vi stadig var i Tjekkiet. Søster Hanne og svoger Peter havde været forbi hvor vi bor i Kvong. De havde ryddet deres bil for noget overflødigt gods. Nogle ting de ikke skulle bruge når de fortsatte deres tur på ferie i deres bobil. Hanne skrev de var på vej til Harzen, hvor ingen af dem tidligere havde været. Jamen, hov, skrev jeg tilbage, det var da en go idé. Hvad med at mødes i Harzen og holde lidt familieferie? 
   Alle fire, det vil sige min søster og hendes mand, og min hustru og jeg, fandt at det var en rigtig go idé, så Jeanne og jeg satte kursen mod Harzen. En rute blev valgt på gps’en. Stadig uden at følge  motorveje. Området fra den tjekkiske grænse op mod Harzen, er ikke fyldt med bjerge eller andre særlige landskabsformer, som ville gøre kørslen lidt mere spændende. Derfor var der ikke så meget andet at gøre end blot køre og nyde de få gange, hvor der var noget der fangede opmærksomheden, udover trafikken på de lange snorlige veje.
   En af de ting der kunne fange øjnene var, når vi kom til nogle af de mindre byer. Der er stadig mindelser fra dengang man skrev DDR, i adressefeltet. Mange steder kan man endnu 30 år efter murens fald, se bygninger som fortæller om tidligere tiders stordriftslandbrug, og huse som tydeligt trænger til maling og andre midler, der ville gøre husene dels tidssvarende, dels mere moderne og vestligt udseende, og måske (rent gætværk) mere beboelige.

Da vi lavede aftalen med min søster, havde ingen af os gjort os tanker om, hvor langt - eller mere rigtigt - hvor kort der var fra hvor vi var og til Harzen. Fakta var at turen kunne gøres på under 4 timer. Fint, men der var ingen gode grunde til at skynde sig.
   Set i det perspektiv, er det meget heldigt at netop dét, at høre motoren, føle motorcyklens rytmer, nyde hjulenes rotation over fremmed asfalt, der gør jeg elsker at køre motorcykel. Om turen er kort eller lang, er ikke vigtigt. Når jeg kan nå at følge med i landskaberne der ændrer sig, fornemme de bølgende majs- og kornmarker, der afløses af grønne enge med unge kreaturer, se stubmarker der venter på ploven eller køre ind under høje træer, der stjæler lyset fra oven, fordi skovens grene rækker mod - og når hinanden - tværs over vejens faste underlag.
   Eller, når forhjulet ruller forbi byskilte, bemærke hvordan nogle huse når helt ud til vejen. Opleve duften fra gårde, der er omfavnet af byen, med deres møddinger der burde være afskærmet. Tænke hvor underligt det - trods alt - må være at bo bag træ- og murværk, der råber højt på en bøtte maling eller nyt puds og kalk. Smile til damer der står og sludrer tværs over en hæk. Undre sig over hvorfor en gruppe mænd, i deres bedste alder, der står og snakker på gaden, i stedet for at være på arbejde, når klokken kun lige har passeret 11 om formiddagen?
   Iagttagelser og tanker som ovenstående er noget af det der gør, jeg elsker at køre på motorcykel. Derfor har jeg intet imod at køre mange kilometer. Og jeg har - på trods af jeg har kørt motorcykel i mange år, aldrig søgt - eller fået - erfaringer med at motorcyklen og chauffør blive fragtet af "autotog" gennem for eks. Tyskland. Nej tak, det har ingen interesse.

Lidt af min passion med at køre motorcykel, er at samle på skilte, der advarer motorcyklister om særlige forhold i trafikken. I det knoldede og bjergdækkede Harzen-området fandt jeg igen et par nye.

Nogle dage efter vi var kommet hjem, så jeg i tv-avisen, hvor Harzen-området er plaget af skovdød! Et faktum jeg havde bemærket da vi besøgte området. Enormt mange grantræer var døde! Uden at jeg skal gøre mig klog på hvad der er sket, og hvad der fortsat sker, er det et meget trist og sørgeligt syn. Tusindvis af store stolte graner, står nu som knækkede tændstikker. Deres grene strækker sig mod himlen - eller ligger som mikado pinde i et kæmpe virvar - uden deres grønne nåle. Kilometer efter kilometer vidner de mange døde træer om "en krig træerne har tabt".

Kan jeg ikke lige komme på andet at skrive o, kan jeg berette om vejret. Det allestedsnærværende og for motorcyklister et meget yndet samtaleemne, som for langt de fleste, har stor betydning for nydelsen, når man lader sig transportere på tohjulet transportmiddel. Vejret omkring Harzen de dage var ok, omend det ikke ser helt sådant ud på nedenstående foto.

Jeanne og jeg ankom en dag inden min søster og svoger. Aftalen var at vi skulle finde et godt sted at mødes. De kører i mobilhome. Altså skulle vi finde en campingplads, hvor vi kunne slå vores telt op, og hvor min svoger kunne parkere deres bobil. Netop Harz-Camp Bremer Teich tilbød denne kombination, og vi bookede en plads, omend det tog temmelig lang tid, inden vi fik en receptionist i tale. Der var "vagtskifte" da vi ankom, og en unge dame nåede kun lige at låse døren foran os, og fortælle der hurtigt ville komme en anden, inden vi blev overladt til os selv ved den låste receptionsdør!
Nej, jeg tog ikke tid, men der gik længe inden vi blev ekspederet. Og i mellemtiden var der ankommet to andre hold, som også gerne ville booke sig ind på pladsen. Det ene hold gav hurtigt op, og kørte igen. Vi besluttede at køre ind på pladsen, stille teltet op og gå tilbage og melde os til. Men så langt nåede vi trods alt ikke.

Forholdene var ok, omend ikke noget særligt. Skulle jeg ”sælge pladsen” ville der være mange gode grunde til at overdrive stort set alle forhold. Da vi ankom sidst i august, må det siges at være sidst på sæsonen! Mit indtryk var, at folkene var ved at være noget trætte. Dog, der blev gjort rent på toiletterne, og vi havde set det der var meget værre, så vi kontaktede min søster og oplyste adressen, uden at vi på nogen måde opreklamerede stedet. De var af samme mening som os: Det skulle nok kunne gå i et par dage.
Tilfældet ville at Jeanne og jeg havde været på indkøb og sight seeing på dagen søster Hanne og svoger Peter skulle ankomme. På vej tilbage til campingpladsen, efter en indkøbs- og sight seeing tur til Torfhause pladsen, hvorfra man kan se over til Brocken, mødte vi familien. Eller rettere, vi kørte "dem op", idet jeg pludselig lagde mærke til en danske nummerplade på bobilen foran mig på vejen. Et kig på bilens udstyr gjorde mig usikker! Sidste de to havde besøgt os, havde jeg hjulpet svoger med at sætte en sikringsring på en cykelholder bag på bilen, men den bil der kørte foran mig, havde ingen cykelholder. Men, der var en dims - som så rimelig hjemmeplaceret ud og sad lige netop hvor jeg vidste der skulle være en sådan. Dermed var al tvivl væk. Det var søster og svoger der kørte foran os. Og det var rigtig fint for så kunne vi vise dem vej gennem skoven, ind til pladsen.

Jeanne og jeg havde været en tur rundt om den sø, Bremer Teich, der har givet navn til campingpladsen. Derfor kunne vi fortælle Hanne og Peter at det var en fin tur, men at vi mente der var andet som kunne være mindst lige så spændende i området, som burde være et besøg værd. De havde selv et forslag. Vi blev hurtigt enige.
   Altså pakkede vi os sammen, eller bredte os ud i deres camper, og kørte i den kæmpe store (?) vogn ind til Quedlinburg for at tage et nærmere kig på byen og dens tilbud. Bl.a. er der - ifølge min svoger - mindst 2.500 bindingsværkshuse! Den påstand står stadig og blafrer uimodsagt, for det var ligegodt for varmt og for langt og for meget at gå rundt og tælle efter. På trods af jeg var tilbøjelig til at mene, vi gik en meget lang tur i byen, kom vi ikke forbi alle huse. Skulle du, kære læser, vide mere om dette spændende (?) emne, tøv ikke. Skriv til mig. Jeg er lutter øren.

   Den gamle bydel med dens borg og kirke er spændende. Der var meget at se på, men vi nåede kun at se bygningerne udefra. Ganske vist var der skilte der fortalte kirken skulle være åben i det tidsrum vi var der, men dørene var låst. Derfor, stol ikke på alt hvad du læser!

Dagens udflugt bød også på en fin frokost. Og mange hyggelige snakke om alt mellem himmel og jord. Vi fire er gode til at lufte stemmebåndene når vi er sammen. Og der bliver grinet og drillet og vi nyder hinandens selskab. Herligt med sådan et familiebånd. Undervejs retur til campingpladsen købte vi ind til et bedre måltid, som udover at fylde maverne, var et "tak for denne gang".

Dagen efter pakkede Jeanne og jeg vores lejr ned for sidste gang på denne tur. Det var i hvert fald planen. I modsætning til turen ned gennem Europa mod Korsika, hvor vi vendte forhjulet mod nord igen, havde vi stort set ikke slidt asfalt på motorveje. Men fra Harzen og hjem er der kun omkring 600 km, svarende til - på motorveje - godt 6 timers kørsel, og det var hvad vi gjorde. Eller, vi fulgte motorvejen nordpå til grænsen. Så havde vi fået nok. På motorvejen mellem Hamborg og grænsen, "hilste" jeg på en af bilerne fra det firma jeg tidligere har været chauffør for.
Kort efter vi var kommet ind i Danmark igen, kørte vi fra motorvejen for at runde turen af med at køre tværs over Sydjylland. Vi gled let og ubesværet forbi Bolderslev, Hellevad, Agerskov og Ribe. Ligesom vi plejer!

Husk det!!!
   Forskellen mellem liv og død, kan være et par tryk på din mobiltelefon!

Fra inderst til yders, dybt i min sjæl, er jeg dansker og jeg holder rigtig meget af at se det danske flag vejre. Når jeg kommer til en dansk grænse efter jeg har været udenlands, er jeg altid glad og fornøjet, når jeg kan se Dannebrog vejre mod himlens blå. Så ved jeg, at nu er jeg hjemme igen. Hjemme ved det kendte. Sproget, kulturen, dem jeg kender og holder af.
   At leve er at rejse, ja. Og ude er godt, men hjemme er bedst. Jeg holder rigtig meget af at køre en tur og se andre lande og kulturer. Snakke med mennesker som lever under andre forhold end jeg gør.

   Også efter denne tur, som blandt mange andre oplevelser, også havde givet mig en svingerdatter! Jeg er nu svigerfar til en flot amerikansk kvinde, som har snoet min ældste søns hjerte om sit eget. Sammen med min dejlige hustru, har jeg afsluttet en 4 ugers lang rundtur, deltaget i et kæmpe flot bryllup og mødt mange fine, dejlige, sjove, inspirerende mennesker. Ferien i 2019 var anderledes og meget meget spændende.

   Tak for du læste med. Håber du har haft en fornøjelig tid medens du opholdt dig her på BikeAdvenTurist.com. Jeg håber at møde dig her en anden gang.

Til  afsnit 1       Til Toppen / menu