Indtryk og nedslag fra ferie 2024

Ferien i 2024 blev en rundtur i Vesteuropa med vores skønne venner Rita og MIchael.
Turen satte både ind- og aftryk i mit indre.  Indtryk af idyl, venlighed og regn. Aftryk af historiens rædsler, bevidnet af ruiner, film og fotos.

Planlægning havde vi planer om, men tiden gik, og selv om der var tiltag til at gøre noget aktivt, blev det aldrig rigtig til noget. Dog, én ting lå fast. Vi skulle til Colmar i Frankrig, senest lørdag i uge 36. Forinden var der håb om at nå til Normandiet, for at få et glimt at fejringen af 80 året for de allieredes invasionen på Omaha Beach i 2WW. Desuden ønskede vi at se Oradour sur Glane, en landsby ca 22 km nordvest for Limoges. Tyskerne myrdede alle, der befandt sig i landsbyen på det tidspunkt. Dødstallet var stort. 643 personer mistede livet. Nogle var gæster hos indbyggere eller besøgte markedet, som blev afholdt samme dag.
   Henrettelserne blev gennemført af et SS korps. Mænd blev gennet ind i lader og skure, hvor de blev skudt i benene og overhældt med benzin, og sat i brand. Kvinder og børn blev stuvet sammen i kirken, der også blev sat i brand. Det lykkedes nogle få kvinder at at flygte. Allerede få måneder senere besluttede den franske regering, at byen ikke skulle genopføres, men skulle bestå som et monument over krigens grusomheder.

Som altid påtog jeg mig - uden afstemning - rollen som den der fotodokumenter og laver en reportage fra dagene på motorcykelferie. Ikke at jeg "ofrer" mig, Næ, jeg holder meget af at lave sådanne historier. Og at skrive dem efterfølgende, giver mig mulighed for at 'opleve' turen igen. Når min reportage er oploadet på mit websted, kigger jeg ofte forbi, når jeg trænger til at mindes ture på min Gamle Slæde, som jeg kalder min - aldrende - BMW R1200GS. Motorcyklen er årgang 2005, som hjemme i DK efter ferien, havde nået næsten frem til magiske 365.000 km. Tælleren stod på 364.351, hvilket passede med at cyklen blev afleveret hos Toftlund MC. Det var tid for service, og der var ingen grund til at køre til Kvong, for dagen efter at køre til Toftlund og aflevere cyklen. I stedet aftalte jeg med Jan, at jeg kunne stille motorcyklen i Toftlund, og låne en anden til de sidste kilometer hjem.

Når jeg skal motorcykeltur, indledes turen altid med jeg trækker min motorcykel ud af garagen. På ferieturen har jeg selskab af min skønne Hustru. Når vi har hentet vores cykler i garagen, , monteret sidetasker og fyldt disse med de ting, vi mener skal med, breder store smil sig i vores ansigter. Normalt glemmer jeg et eller andet, men det ødelægger ikke humøret. Om jeg glemte noget i år, husker jeg ikke. De vigtigste ting, pas, penge, visa og rene underbukser husker jeg altid. Så kan jeg købe det jeg evt. glemmer eller mangler. Eller undvære.

Fra hjemmet i Kvong, kører vi til Esbjerg, hvor Rita og Michael var klar til afgang. Et par dejlige mennesker vi har været på tur med flere gang. Vi blev mødt med store smil og knus i deres indkørsel. Knap efter tager vi igen vores Schuberth hjelme på hovedet. Snart efter svinger vi højre benet over sædet, trykker på startknappen med tommelfingeren, trykkede første gear i med venstre fod, som kontakten med gearpedalen, svirper sidestøtten op. En efter en slipper vi koblingsgrebet og "lægger fra land". Michael med Rita på bagsædet af deres R1250GS forrest. Dernæst på sin Gladius og sidst jeg, på min aldrende 1200GS'er

Snart gik det sydover. Mod Holland. Ad 11'eren til grænsen ved Tønder, hvorfra vi fortsatte ad 5'eren. Vejret var nogenlunde. Finregn blandede sig med stærk vind fra vest. Udenfor Esbjergs bygrænse fik vi mere sidevind. Blæsten havde fri adgang fra havet, når den var kommet over diget. Den skrappe vestenvind drev nærmest regnens små dråber ind overalt. Først omkring Nibøl var regnskyerne væk. Blæsten fortsatte til den anden siden Glückstadt.

Turen frem til Glückstadt bød ikke på de store oplevelser. Hver gang jeg kommer til færgen over Elben ved Glückstadt, må jeg fotografere medens vi triller forbi den kilometer lange kø ved af biler, der skal med færgen. Jeg smiler bag visiret. Jeg har til gode at opleve turen fra bil, men for alle motorcyklister, er det såvel accepteret som tilladt, at overhale og køre helt frem til færgelejet. For på den måde at komme med første færge.
   Denne fredag sidst i august, syntes det som om alle havde planer om at hjælpe på færgens økonomi. Køen af person- og lastbiler var extrem lang. Et par hollandske motorcyklister havde åbenlyst ikke kendskab til at køen må overhales når man ankommer på mc. Da vi trillede forbi, gled de også ud fra køen, og mødte os ved færgelejet, hvor Michael og Rita snart fik ild i rygetøjet.

Vejret havde vist sig fra sin behagelige side siden Nibøl. Fint køre vejr, om end Kvinderne mente kulden bed en smule. Blæsten irriterede, men forsvandt efter vi krydsede Elben.

   På vores ferieture på motorcykel, er det yderst sjældent vi reserverer plads på hoteller på forhånd. Vi ønsker at være frit stillede til at køre hvorhen vi vil. Således også på denne tur. Dog vi havde en termin i Colmar. Men den lå en uge fremme.
   Sidst på eftermiddagen, eller sådan ca når vi (læs: Kvinderne) ikke gider kører længere, finder vi et sted at overnatte. Denne første dag på vores tur, endte vi op med at booke os ind på Seehotel-Dock, Geestland. Valget var fint. Hotellet hører ikke til de bedste i Tyskland, men kunne fint bruges.
   Ved første blik på hotellet, kunne jeg se jeg havde været der tidligere. Michael og jeg overnattede nemlig på hotellet på en tur til Holland i '22. Derfor vidste vi, morgenmaden foregik på øverste etage, med udsigt til søen. Langt borte.

Turen fortsatte.Michaels rolle som Stifinder led et knæk på dag tre. Fra den lille by nær Bremerhaven vi stoppede for overnatning, og frem mod den lange dæmning, Afsluitdijk, over Vadehavet i Nordholland et af vore delmål, undrede jeg mig gentagne gange over ruten vi kørte. Jeg har på min GPS slået muligheden for at se hvor jeg har kørt, til, og jeg opdagede at Michael kørte i ring. Hvad der var sket, er jeg ikke sikker på, men jeg fik ham standset og fortalt, at vi kørte i ring. Michael havde opdaget der var noget galt, men havde ikke fundet 'fejlen'. Men selv mente noget af svaret var, at han havde købt en lille tablet og downloadet et program til at finde vej, som han muligvis ikke helt havde forstået at anvende. Men  noget gik galt, og jeg overtog føringen efter Michael forgæves havde forsøgt at få sin nye GPS til at makke ret.

Selvfølgelig er det en helt klar fordel at vi alle synes det er herligt at køre motorcykel. Men når vejret driller ved at sende små og større byger vores vej, og iøvrigt truer med meget mørke skyer, og når man har et mål og ønske om at komme et bestemt stykke nærmere målet hver dag, er det ikke godt at køre i ring.

Ruten frem mod dæmningen bød ikke på oplevelser jeg husker, eller har lavet noter om. Dæmningen er en firesporet vej tværs over Vadehavet. Den ligger i ly og læ for havet, bag et dige, og en række øer. Himlen var mørkeblå. Truende mørk. Flere gange overvejede jeg at stoppe op og tage regntøjet på. Dog, det gjorde jeg ikke. Og regnen undgik vi på turen hen over havet. Godt arkitekten bag dæmningen, byggede vejen på østsiden af diget.

Aftalen var, at vi når vi havde passeret dæmningen, skulle stoppe og finde et natlogi. Straks vi nåede fastlandet, standsede vi. Michael slog op på booking.com og søgte blandt tilbuddene. Der var ikke meget ledigt. Og de hoteller der havde plads, ønskede vi ikke at besøge, de var for dyre.

Efter nogen søgen, fandt Michael et sted der hed "Duinberk, brasserie og B&B-hotel". Prisen passede nogenlunde til vores ønsker. Vi bookede online. Derefter var opgaven var at finde derhen. Med gps var det en smal sag, men der kom endnu en faktor ind i ruten. Et meget kraftigt regnvejr var bygget op over vores hoveder. Derfor fik vi fornøjelsen af en kæmpe byge der bogstaveligt talt fossede ud af himlen, alle de ca 40 km til "Duinberk". Nøj hvor blev vi våde! Eller jeg gjorde, og de andre kun i mindre grad. Jeg havde forud for turen indkøbt et nyt sæt regntøj. Producenten lovede at tøjet ville modstå hele 20.000 mm vandsøjle tryk. Et imponerende tal. Men regnen i Holland havde ever og kræfter, så jg blev meget våd. Helt ind til skindet. Heldigvis har jeg altid formået at blive tør, efter jeg har været våd. Også denne gang, og et par øl og et par rugbrødsmadder senere, gjorde at livet igen var en dans værd.

   Regntøjet var indkøbt efter jeg havde investeret i en "brynje". Inden turen havde jeg bestemt jeg ville køre med brynje, en slags net-jakke med beskyttelse indbygget på ryg, skuldre, arme og bryst. Derover ville jeg have en løs jakke. Jeg havde en fornemmelse af vi ville møde høje temperaturer, og i så fald, kunne jeg smide jakken, og stadig bære beskyttelse. Regntøjet kom med i bagagen i tilfælde, som i Holland, af regnvejr. På benene havde jeg mine KLIM bukser. Tidligere har jeg fortalt, jeg ikke er imponeret af KLIM-tøjet. Hverken min jakke eller bukser er vandtætte. BUM.

Fremme ved "Duinberk" B&B blev det tydeligt hvorfor deres værelsespriser ikke var helt så høje som andre hotellers. Hotellet så meget brugt og nedslidt ud! Rengøringen var ikke et punkt der blev gjort mest ud af. På værelserne, der var små, havde skrå vægge og knirkende gulvbrædder, tydede meget på at interiøret var placeret for at udfylde en tom plads. Uden hensyntagen til smag og anvendelighed. Alt mindede om 'billig smag', dårlig indretning og ingen forståelse for at sætte ting sammen. Og sengene havde alt for bløde madrasser!
   Parkering af motorcykler skulle ske i gården. Pladsen var trang, men vi fandt et par huller, hvor vi kunne efterlade motorcyklerne. Men inden vi havde nået at hive tasker af cyklerne, kom en vred kok farende. Han talte kun hollandsk, men det var tydeligt vi ikke måtte parkere, hvor vi var. Kokken gjorde opmærksom på et skilt, hvor der var opslag om, at "Duinberk"-gæster skulle parkere i venstre side af gården. Desværre var der ikke flere pladser der. Men som ordsproget siger: Der er altid plads til en motorcykel, og vi fik møvet os ind mellem biler og træer.

Restauranten lignede værelserne. Der var prop fyldt op af junk. Der var alt muligt blandet sammen. Kunst plakater og dårlige efterligninger. Keramik og porcelæns figurer af særdeles tvivlsom karakter. Alskens små og større flasker og krukker med og uden propper og låg, halvfyldte og støvede. Flere af krukker og flasker indgik i morgenmads buffeten. Total smags forvirring og smagsløshed bankede på alle sanser med stor kraft.

Vores aftensmad denne lørdag var rester fra frokosten. Vi havde pålæg der skulle spises, eller smides ud! Maden blev skyllet ned med øl og vin ad libitum, indtaget på en meget lille terrasse, hvor vi kunne undgå det meste af regnen, som stadig styrede dagens vejr. Humøret var højt.

Min opgave er ikke at dømme og give stjerner til hoteller. I stedet vil jeg fortælle, at jeg var lidt overrasket over ingen af os led overlast på "Duinberk, brasserie en B&B-hotel". Adgangen til værelserne på første etage, skete enten ad en meget slidt trappe fra restauranten, som endte på et lille repos hvor gulvet skrånede. Eller fra parkerings baggården, ad en meget stejl og glat trappe af træ. Når vi brugte trappen fra gården, skulle vi, i første sals højde, over en gangbro, videre over en terrasse, alt af træ, som på grund af misligholdelse, regn og manglende reparationer, udgjorde en stor fare for alle der færdedes der. At der manglede brædder hist og her, samt at gelænderet var mangelfuldt, fortæller jeg kun for at fuldende beskrivelsen. Jeg kommer der ikke igen.

Alle overlevede. Morgenmaden var ikke overraskende go, men der var nok. Vi blev mætte, og vi spise alle de hårdkogte æg. Også de æg der var tiltænkt andre gæster! Vi mente vi havde betalt rigeligt, og fik på den måde en smule kompensation. Faktisk mener jeg også at kunne huske, der røg lidt marmelade og smør fra buffeten i en lomme eller to.

Videre. Ud på asfalten. Videre mod syd for at køre de sidste kilometer gennem Holland. Mit indtryk - både fra denne tur og tidligere ophold i Holland - er at landet stort set kun består af kanaler, opdyrkede marker der ligger under havets overflade, asfalterede veje og landsbyer med mange huse, der ligger klods op ad hinanden. Kuperet terræn med skovklædte bakker findes ganske enkelt ikke.

På vores ture nyder vi altid frokosten et sted i naturen. Gerne skov. Gerne ved en flodbred. Eller et sted hvor der er udsigt til alt andet end bebyggelser. Nå ja, ok en bondegård med stråtag og sortbrogede køer i forgrunden, fornægter vi bestemt ikke. Men sådanne findes ikke. Hverken i Holland eller Belgien, hvis grænse til krydsede denne dag.

   På grund af der ikke findes meget fri natur, og ingen stråtækte bondegårde, måtte vi finde os til rette bag en kæmpe parkeringsplads med lastbiler. Nummerpladerne fortalte historier om chauffører med langt hjem. De små knolde omgivet af træer, bidrog til historien om chaufførernes manglende relation og respekt for naturen, og opsynsmændenes følelser.

   Vi søgte og fandt et bord med bænke, et sted i det åbne, hvor der ikke stank. Og hvor der ikke var smidt affald. Der spiste vi vores indkøbte ost og skinke, medens vi bl.a. drøftede hvor langt vi var nået i forhold til at vi skulle være i Colmar senest lørdag. 
   Kig på kort og overvejelser omkring dagsetaper, afgjorde at vi måtte droppe at køre til Normandiet. Vi ville ikke kunne nå Colmar, med mindre vi tog nogle drøje dage med rigtig mange kilometer. Hvilket ingen af os var indstillet på. Ikke mindst også, fordi varmen havde lagt sig over det franske land. Temperaturerne nåede op på 30, og nogle timer omkring middag, endda højere. Vi svedte rigtig meget. Alle vores forskellige vejr apps fortalte samme historie: Varmen ville fortsætte. Altså ændrede vi kurs. Nu med retning direkte mod den i WW2 sønderskudte landsby, Oradeur-sur-Glane. Et besøg der havde været på Jeannes ønskeliste siden hun læste om byen i en bog.

Et nedslag fra ferien er denne situation. Vi havde gjort stop ved et indkøbscenter. Nogen gange gik vi alle fire ind og handlede. Andre gange var det Rita og Jeanne der stod for opgaven.  Eller Michael og jeg. Tilfældet ville jeg et sted blev udenfor, og så dette par med klapvognen. Parret bekræftede hvad jeg har læst om på nettet. Nogle behandler hunde som børn.

Med beslutningen om at køre direkte mod Oradour-sur-Glane, blev det også bestemt at vi skulle se at få nogle kilometer lagt bag os. Det skete bl.a. ved at vi søgte ind på en motorvej. Satte hastigheden op. Dermed fik vi flow i kørslen, og spolede 400 km på kilometertælleren.

   Landskabet ændrede sig. Markerne lå ikke plane hen, men bugtede sig i bølger. Der blev længere mellem byerne. Landskabet bød på skove. Og bakker med vinstokke. Landsbyer med smalle gader og rustikke bygninger, afløste de lidt kedelige og forudsigelige huse vi havde set i Holland og Belgien. Varmen fortsatte, men når vi kørte var det behageligt. Straks vi stoppede sprang sveden frem overalt på kroppen.

Flere steder i denne region, Grand Est, øst for Paris, så jeg sådanne silhuetter af soldater i vejsiderne. Jeg har ikke kunne finde forklaring på Google, men måske en af Jer, mine kære Læsere, kan oplyse mig? Måske noget med Napoleon? Måske noget med WW1?

Med billedet af "B&B Hotels", i Romilly-sur-Seinen vil jeg skildre, at vi "oplever" mange forskellige overnatningssteder. Hoteller som dette er der ikke meget at sige om. De er et overnatnings rum med en dobbeltseng og morgenmad. Morgenmad i Frankrig er ikke blandt mine favoritter. Jeg går altid sulten fra morgenbordet. De der croissanter, franskmænd og -kvinder åbenbart elsker, er ikke mad for en skandinav som mig. Croissanter består af vand, sukker, gær, salt, æg, hvedemel og smør. Smagen er god, men de virker som luft, og giver ikke maven noget at arbejde med. Jeg synes godt man kan sammenligne disse B&B og lign. koncepter, med croissanter! Intetsigende og uinteressante!

Tilbage på vejen. Vi var nu nået lidt syd for Paris. Nærmere ca 120 km øst for byernes by. Afstand til Oradceur-sur-Glane var reduceret til ca. 440 km. Altså én go dags kørsel.  Datoen var 27. august. Mit notat for denne dag: Vi havde stor fornøjelse af naboens hane! Jeg er sikker på det er ironisk ment!

Beboerne i området vi nåde frem til, har stor fornøjelse af at lave halm figurer. Jeg nåede at fange 2 forskellige på denne strækning. En idé jeg synes er sjov, og som giver indtryk af go humor og lyst til at sprede smil til rejsende. Der er sikkert andre grunde til udsmykningen, men dem kender jeg desværre ikke.

Oradeur-sur-Glane, spøgelsesbyen

Efter en go nats søvn, stod vi op og gjorde klar til at køre de sidste kilometer til Oradeur-sur-Glane. Landsbyen der blev udslettet af nazisterne 10. juni 1944. Byen blev smadret og indbyggerne dræbt, som hævn for modstandsbevægelsens operationer. 245 kvinder, 207 børn og 190 mænd blev skudt. Langt de fleste blev brændt ihjel. Byen blev omringet om morgenen. Ingen kunne forlade landsbyen. Kun seks personer, formåede at undslippe. Nazisterne drev hele landsbyens befolkning sammen. Uden undtagelse, fra nyfødte spædbørn til 90-årige blev de kommanderet ud til byens torv. Fra torvet, hvor der var torvedag, blev mænd og store drenge gennet ind i stalde og større garager, hvor de snart efter blev mejet ned af maskingeværer. Nogle påstår mændene blev skudt i benene, overhældt med benzin som blev antændt.
   Kvinder og børn blev truet til at gå ind i kirken, hvor der forud var placeret giftgasbomber. Bomberne blev aktiveret. De der forsøgte at flygte ud af kirken, blev skudt. Kun et par kvinder lykkedes at komme ud i live. Alle andre i kirken blev dræbt af giftgas, skud eller ilden, som nazisterne sluttede af med at antænde.

   Hele landsbyen blev brændt ned.
   Se en video om massakren her.

Lukket port.. Der må være noget inde bag? Mon hun kunne se noget?

Vi var meget stille da vi gik rundt blandt de mange ruiner. Stilheden og tankerne satte deres præg på eftermiddagen. Skrigene fra angste børn og voksne. Jamren og klynk fra sårede og døende. Usikkerheden blandt de få der undslap. De mange tunge, dystre tanker sled på lysten til at snakke. Den 10. juni '44 en forfærdelig dag for indbyggerne i Oradour zur Glane.

Driverliv i Colmar

Næste punkt var Colmar. For at komme til byen, nogle kalder fransk Venedig, skulle vi lige køre godt 650 km.  To overnatninger. tre dages kørsel. Perfekt. Vi ville ramme Colmar lørdag. Endelig en plan der holdt.
   Vejret holdt også. Varmen fulgte med os. Fra ca 30 gr. C. var temperaturen nu oppe på 33-34 gr. C. Ved sådanne varmegrader må man gerne beklage sig. Lidt.

Michael har altid en plan. En rute. En idé om hvad næste træk er. Således også for denne dag, hvor vi søgte et sted at finde ro til lidt fordybelse efter de mange mørke tanker og indtryk fra den udslettede landsby. Michael havde fundet et B&B der hed Sycamore House i en landsby der hedder Volandat. Umiddelbart lød det fint. Så det var bare med at få de ca 60 km overstået. Finde skygge og flå kapslen af en kold øl op.

   Opholdet på Sycamore House B&B blev en kæmpe fin oplevelse. Ikke blot blev vi mødt ved havelågen af en smilende værtinde. Husets frue, mrs. Claire bød os på en kold øl lige så hurtigt motorerne blev standset og sidestøtten fik kontakt med gårdspladsen. Hun var smilede, godheden og venligheden i egen høje person. Lidt senere mødte vi husets mandlige ejer, mr. Wayne, som fuldt ud levede op til de forventninger der med expres fart var bygget op om et dejligt ophold i landlige idyl, med kaglende høns i haven og hunde der gav deres besyv med fra nabolaget..

Værelserne blev fordelt. Motorcykel dresset flået af og shorts fundet frem fra taskernes dyb. Tiden mellem velkomstøllen og den næste i rækken, gik forbavsende hurtigt. Vi sad ude i en krog, nød det kolde øl og snakkede om dagens indtryk fra Oradour. Mrs. Claire holdt et voksent øje med hvor hurtigt øllet forsvandt fra flaskerne. Inden bunden var nået, spurgte hun henkastet, om det var tid til endnu en øl. Jo tak, det kunne vi lige klare. Retur fra køkkenet med et par kolde flasker øl, spurgte hun om vi ønskede at spise. Hun forklarede dagens ret, og det blev et hurtigt ja-tak.
    Vel anbragt ved køkkenbordet, iagttog vi mr. Wayne lave maden. Mrs. Claire serverede, og snakkede. Bl.a. fik vi en længere historie om hvordan Sycamore House var opstået. Alt snak foregik på engelsk, hvilket var helt naturligt, for mrs. Claire og mr. Wayne er englændere. De havde købt huset, og renoveret samt bygget om lige siden købet. Der var ingen tvivl i vores hjerter. De to ekslede deres hus og levevej. Hjertelig og imødekommende, hjælpsomme og gæstfrie. Vi kommer meget gerne igen.

Efter et dejligt ophold hos mrs. Claire og mr. Wayne i Sycamore House, betalte vi vores regning, sagde pænt farvel og lovede at, dels anbefale deres sted, dels at komme igen, når deres adresse passer med vores planer.

Ud i morgenens friske luft. I de lavere liggende områder var der lidt dis, som vi nød meget. Solen havde vist sit smilende ansigt, og havde tændt for varmekanalerne. Ikke mindst derfor var det fint når disen kølede i dalstrøgene, medens vi nærmede os næste punkt på rejsen. Colmar. Dog, der var stadig ca 600 km til målet, og vi havde ingen planer om, eller gode grunde til, at køre hele vejen på én dag. 

Tiden var vores. To dage til Colmar, var fint. Michael, som endnu en gang var Stifinder, havde fundet mange fine små veje. Ruten han valgte, førte os gennem mange små byer. Jeg nyder de smalle gader mellem simple huse, opført i sten og murværk, hvor der ikke er taget smålige hensyn til, om fugerne er snorlige. Taget har vredet sig gennem utallige påvirkninger af regn, sne og sol. Ofte med midlertidige reparationer, hvor mos og snavs fortæller, at de gode intentioner om at få lavet en rigtig istandsættelse, har trukket ud i årevis.

Ankommer man til de lidt større byer fra de små veje, må man ofte må sno sig for at komme frem til hovedgaden. Byplanlæggerne havde hårde vilkår tidligere. Eller også var der ingen planlægning. Min tanke er, at byggetilladelser var noget man ikke tog så højtidelig. Luftfotos var ikke opfundet, og hver bygherre havde måske frit spil? Tilfældigt eller ej. For en skandinav er det meget anderledes. Fremmed og spændende. Også at finde vej. Og kunne begå sig på to hjul, når husene fylder det meste af vejen, kan være lidt af en udfordring.

Endnu en nat på et "billigt" hotel, B&B Moulins. Ikke noget at skrive om. Læs mine bemærkninger ovenfor, eller gå hastigt videre.

Som vi er så vant til når vi rejser sammen med Rita og Michael, er afgangstiden fra overnatningsstedet, stort set aldrig noget vi aftaler forud. Alligevel er der sjældent tvivl om, at når kl. er omkkring 09, er alle klar. 

   Fra Moulins fortsatte vi mod Colmar, der nu lå ca 400 km væk. Vi havde stadig rigtig go tid til at nå frem, og havde ingen planer om at køre hele distancen denne dag. Værelserne på det hotel vi havde booket i Colmar, var lejet fra lørdag. Ingen grund til at komme for tidligt.

Når man er på tur med Michael, kan man forvente der også kommer sektioner uden belægning. Længe havde jeg haft tanken, at nu måtte det snart ske. Og, det skete så denne fredag. Forud havde vi aftalt, at fordi Jeanne ikke er vildt begejstret for grus- og lignende veje uden fast asfalt, skulle vi undgå sådanne. Dog er Jeanne ikke pivet, og tager hvad der kommer, hvilket hun så også måtte denne dag.

   Vi fulgte en mindre vej. Jeg havde mine bange anelser, og fik ret. Jeg kunne "se" Michael grine bag visiret, da han slog ind på et spor. Græsset groede vildt mellem de to markspor. En bonde stod i en gårdsplads og råbte efter os, men det var kun mig der hørte hans råb. Og da jeg ikke kunne forstå hvad han råbte, fortsatte jeg efter de andre, uden at sænke farten. Markvejen snoede sig forbi grønne græsmarker. Gennem et par hegn, og op over en mindre bakkekam.
   Oppe på bakkekammen var der blødt sand i sporene. Og store sten ved siden af. Jeg kunne høre Jeanne råbe men da jeg ikke kunne gøre noget, måtte jeg bare berolige hende og fortælle, at hun klarede det rigtig godt.

   Varmen var ikke til at holde ud. Stanken inde i min hjelm var betydelig. Jeg har meget nemt ved at svede. Og under hjelmen var håret vådt. En fordel når man tager hjelmen af, for så køler det dejligt, når solen tørrer håret. Men det er svært at overbevise hovedet om, at hjelmen skal på igen, når turen fortsætter. Som for eks. efter et holdt ved en gammel, viste det sig, lukket kirke. Indgangsdøren blev blokeret af en kæde med hængelås. Dørene kunne ikke lukkes sammen. Forfaldet var tydeligt. Kirken kunne fint bruges som kulisse til en film.

Ved at søge på Google havde pigerne fundet en hule, de gerne ville se. Fint, der var masser af tid, og hulen lå bekvemt ikke langt fra den rute vi havde valgt mod Colmar. For at komme frem, kørte vi gennem et varieret terræn  hvor mine tanker endnu en gang kredsede omkring de afgrøder franske landmænd dyrker på deres marker. Siden vi kørte ind i Frankrig havde jeg genkendt solsikker, sukkerrør, korn, majs - men jeg havde også set afgrøder jeg ikke genkendte. 

   Frem mod hulen, slog det mig også, at jeg på tidligere ture, havde bemærket meget stenet jord. Dengang sendte jeg beundrende tanker til de opfindsomme landmænd og ingeniører, der kan fremstille og bruge maskiner, der kan tåle at arbejde i jord, hvor halvdelen er sten. Og ikke mindst, også på hvor fantastiske planter er til at affinde sig med de forhold de bliver budt.

Samtidig med vi nærmede os punktet hvor GPS'en fortalte hulen skulle være, blev vejen meget smal, og ændrede sig til sidst til et spor gennem en skov. Sporet endte i en eng. Vi diskuterede om vi var det rette sted. Nogle biler holdt i en lysning lige inden engen. Stedet måtte undersøges, for der måtte være noget med 4 parkerede biler. Ingen skilte viste vej, men der var en sti gennem et tornet krat. Vi fulgte stien, og kom frem til en lysning, hvor der stod en flok unge mennesker. De var alle iført "seletøj" og fra et træ hang stropper og reb ned i et gabende hul i klipperne. Hulen var et hul i jorden. For at komme ind i hulen, skulle man hejses/klatre ned til bunden. Straks var det helt klart for os, at vi ikke skulle derned. Dels havde vi ingen erfaring i at klatre og bevæge os i huler og underjordisk gange. Dels havde vi ikke de timer til forsøget, som det ville kræve.

Flere, for nu ikke at sige mange byer, rundt i Frankrig, havde over sommeren 2024 fået vendt deres byskilte på hovedet. Da jeg undersøgte sagen, fortalte Google, at det var vrede landmænd der overalt i Frankrig, havde været ude og vende byskilte på hovedet, for at vise deres utilfredshed med bureaukrati, langsommelige EU-støtte og brændstofpriser. En stille demonstration, som sikkert har irriteret mange byråd og deres medarbejdere.

Colmar - ny ferieform

Længe inden ferien 2024 startede, var det besluttet at ferien med Rita og Michael dette år skulle være anderledes. Pigerne var trætte af at "køre fra sted til sted". De ville have en fast base, hvorfra vi kunne køre udflugter til omkring liggende steder, vi mente var værd at besøge. Helt sådan blev det ikke, men det stod fast at vi skulle bo en uge i Colmar. Hotel lejligheder på

Résidence La Petite Venise Pierre & Vacances, var booket og betalt vinteren 23. Og nu, en uges efter vi forlod Danmark, var vi endelig fremme ved adressen

Først var der de formelle procedurer. De blev hurtigt klaret. Papirerne til lejlighederne havde vi med på print. Vores pas forklarede at vi var dem vi gav os ud for. Nøglerne blev udleveret og passede - heldigt nok - til de lejlighedsnumre der var oplyst i vores reservationer. Alt passede, også værelserne. Der var hvad der skulle være. Et rigtig spændende punkt var, hvordan ville det gå med at være på samme sted en hel uge! ........og så i den varme?

Så hurtigt vi kunne, fik vi pakket vores habengut af motorcyklerne. Fik shorts og tørre t-shirts på, og gik en tur ned i byen. Jeanne og jeg har ikke tidligere været i Colmar. Men vi havde set mange billeder. Især bindingsværkshuse med pynt, mange dækket af blomster i røde og andre stærke farver, men også gamle redskaber og køkkensager blev brugt som dekoration og ivrigt gengivet i alt reklame for byen. Især midtbyen omkring kanalen var meget dekoreret. Jeg kan for egen regning tilføje: alt for dekoreret, men det er helt sikkert en vigtig del af byens image og salgsargument.

Når jeg en sjælden gang overtaler mig selv til at gøre stop i længere tid end lysreguleringen tager at skifte fra rødt til grønt, holder jeg meget af at sidde på en fortovsrestaurant og kigge på livet. Det vil sige, kigge på mennesker der går forbi. I tankerne forsøger jeg at forestille mig hvad de forbigående mon har gang i! Er det en lokal håndværker? Måske en husmor der skal ud og købe ind til aftensmad. Et par tøsebørn der har travlt med at fortælle hinanden historier om deres udkårne? Et par japanske turister der laver billeder, der beviser de har været hvor de har fortalt - vidt og bredt - de skulle hen! I min fantasi forestiller jeg mig meget, men det er sjældent tankerne lagrer sig, længere end til den næste slurk af det kolde øl, der står foran mig.

Billedet af de tango dansende par, holder jeg meget af. I mit hoved er det meget franskt. Tango på gaden. Impulsivt. Ingen Jante lov bestemmelser her. Parrene danser fordi de har lyst. Jeg så ikke begyndelsen. Men jeg er sikker på at musikeren stillede sig op med sit anlæg. Bredte kartonstykkerne ud. Startede sin musikalske underholdning, og snart efter var de første par igang på det improviserede dansegulv.

Et andet sted mellem de smukke bindingsværkshuse, lå denne 'hjemløse' og sov rusen ud. På pladsen foran det lille indelukke, var en lille flok af hans ligesindede. Mellem turister og forretningsfolk der hastede forbi, forsøgte flokken at hale lidt småpenge ud af byens gæster, så de kunne få til dagens næste øl. 

På et andet gadehjørne stod en lille mand og trak i en harmonika. Han holdt meget øje. Smilede og flirtede med kvinderne. Hans franske kasket lå på jorden, parat og indbydende. De som gik forbi, måtte gerne kvittere for hans musikalske formåen med en mønt eller to. Sikkert også gerne sedler, hvis man syntes han var virkelig god.

En unge kvinde lagde hele sin sjæl i sangen, hun selv akkompagnerede på en spansk guitar. Kvinden stod i en porthvælving. Lidt gemt i en mørk kolonnade. Stedet var velvalgt. Hendes orale udfoldelser fik en ekstra dimension af rummet, som gav fylde og klang.

Musikanter, hjemløse, turister, lokale. Alle har hver deres historie at fortælle. Når jeg bevæger mig rundt i byer og har mit kamera med, er jeg meget opmærksom på "skæbner". Det kan lige så gerne være sprudlende glade 'overgemte' hippier, som det kan være en Lillemor, der træt og uinspireret drikker en kop kaffe og får en lille kage til efter indkøb på markedet, som det kan være en flok håndværkere, der holder pause og kommenterede de smukke kvinder der går forbi.

   Mange af mine billeder viser personer, som ikke er klar over de bliver fotograferet. Men den flotte herre i egnsdragt havde deltaget i et optog med musik, og efter en snak på gebrokkent engelsk og fransk, stillede han op til fotografering.

Denne lille omgang gade-fotos, slutter jeg med et billede af en båd, som dagen lang havde stået pyntet med alskens gode grøntsager og frugter fra området. Jeg tror det var i anledning af markedsdag. Sidst på eftermiddagen blev de mange grøntsager og frugter fordelt i kasser, og udbudt til billige penge, som turister og fastboende købte. I de få minutter jeg stod der, blev der solgt rigtig mange kasser. 

Varmen lå som en pude over Colmar de dage vi var i byen. Om morgenen når vi stod op, var der en rigtig fin og kølig temperatur på den lille terrasse, som hørte til lejligheden. Derude sad vi og nød vores morgenmad. Og sidst på eftermiddagen, vores aftensmad. Vi spiste på restaurant flere gange, men det var rigtig fint at spise enkelt og nemt aftensmad på terrassen, og det nød vi meget. En af de sidste eftermiddage i Colmar, dukkede nogle tordenskyer op. De skabte et par fine regnbuer, som vi kunne nyde medens vi spiste salat og kyllingelår.

I Colmar har de kanalbåde der sejler med turister. Man har ikke været turist i Colmar, hvis man ikke har sejlet på de smalle kanaler i en 'overlæsset' lavbundet kanalbåd. 

   På vores gåture nede i den gamle bydel, havde vi set masser af turister der langsomt gled gennem byen på kanalen, sejlende i de små fladbundede både, drevet frem af en lille elektrisk motor. Det så hyggeligt ud. Sådan en tur skulle vi også nyde. Ikke langt fra vores hotel, var en bådebro hvorfra vi kunne stige ombord. Fin sejltur. Ingen panik situationer eller "mand over bord" historier at fortælle. Skipperen fortalte på engelsk i vores båd, om de historier der knyttede sig til husene og byen. Vi sad i forenden af båden, så jeg kunne ikke høre meget af hans tale. Men til gengæld kunne jeg nyde Colmar fra "søsiden".

På billedet nedenunder ses den bådebro vi sejlede med fra. Båden vi var med, er ikke den på fotoet. Vores var længere og havde flere passagerer end den på billedet.

Turen varede vel en halv times tid, hvor vi drev, næsten lydløst, på det grumsede vand gennem byen. Mange af husene der lå tæt på kanalen, havde egne adgangsbroer. Beboerne havde gjort et stort arbejde ud af at pynte med blomster og lave et miljø i haverne, således vi havde noget at kigge på undervejs.

Michael og jeg trodsede én af dagene varmen. Vi ville ud og køre en tur, og smuttede over grænsen til Tyskland. Michael som igen førte an, fandt mange fine snoede veje, bl. a. gennem et stort vinområde. At sidde på motorcyklen efter et par dage hvor al færdsel foregik på gåben, var herligt. Men også meget varmt

Flere af vores gæster på MiniPrimiCamp.dk ankommer i en TukTuk. Derfor måtte jeg selvfølgelig lave et foto af denne samling TukTuk'er, da vi kom forbi på vejen tilbage til Colmar.

I jagten på at finde emner vi gerne ville se i Colmar, havde pigerne fundet ud af at "Frihedsgudinden", som står og tager mod gæster der kommer sejlende til New York, er lavet af den franske billedhugger Frederic Auguste Bartholde (1834 - 1904), som blev født i Colmar, hvor der er rejst en kopi i cirka kvart størrelse (12 meter) af Frihedsgudinden. Vi havde bestemt vi ville ud og se den store figur, som står i en rundkørsel i udkanten af byen. Iført meget lidt tøj og medbringende et par flasker vand, gik vi ud i byen for at finde statuen.  Google er en ven i en sådan situation. Men man skal kunne 'aflæse' ruten på google-kortet. Og det kneb. Turen gjorde, at vi fik erfaring i at "gå efter google"!

   Undervejs besøgte vi også stedet hvor der står en tysk tanks fra WW2. Køretøjet blev erobret af franskmændene, og står nu som et monument over krigen, lidt gemt bag træer og buske.

Den tro kopi af Frihedsgudinden står i en rundkørsel i den nordlige del af Colmar. Da vi var tilbage på hotellet, fortalte Rita's skridt tæller, vi havde gået mere end 13 km. Gået og gået, er dog overdrevet. For Michael havde til ferien købt nye sandaler, og de var ikke gået til. Kort inden vi nåede frem til Frihedsgudinden, fortalte han at der var noget galt med hans højre fod. Han havde gået sig til en stor vabel. Derfor tog vi en taxa retur til hotellet, og slap derfor for at gå nogle af de mange kilometer hjem fra statuen.

En af de sidste aftner i Colmar, inviterede Jeanne og jeg, Rita og Michael på middag. Vi gik ned i byen i det fineste vejr. I det fjerne var der nogle mørke skyer, men dem hæftede vi os ikke ved. Vi fandt efter nogen søgen en fortovsrestaurant hvor der var et ledigt bord. Vi bestilte mad og var godt igang med såvel øl som maden, da vi pludselig kunne høre små dråber ramme overseglet. Vi sad trygt og godt under de store parasoller, og forsatte med måltidet, alt medens regnen tog til i styrke. Regnen samlede sig i parasollernes dug, og et par servitricer gik rundt og sørgede for at vandet blev sluset ud over kanten. 
   Én sikkert velmenende gæst, rejste sig fra sin plads, og lavede samme nummer. Hævede armene under den sø der havde samlet sig over hovedet på ham, med det resultat, at vandet fossede ud over kanten, - og lige ned i skødet på mig! Jeg blev øjeblikkeligt gennemblødt af vandet. Chokeret for jeg op af stolen, og skældte manden hæder og ære fra. Jeg husker ikke hvilket sprog jeg skældte ud på, men manden så meget befippet ud, og forsvandt hurtigt fra restauranten.

Opholdet i Colmar var forbi

Opholdet i Colmar varede 8 dage, med 7 overnatninger. Forud for opholdet havde jeg mine betænkeligheder over at skulle bo i en større by i så mange dage. Når jeg selv skal bedømme opholdet, vil jeg påstå det gik ok og at jeg havde opført mig pænt alle dage. Ferie på den måde, er absolut ikke lige min første prioritet. At skulle vandre rundt i byen, var heller ikke hvad de andre havde drømt om, men på grund af de høje varmegrader, var lysten til at køre ud og se på omgivelserne ikke tilstede. Bare det at gå ned i byen, havde været en udfordring. Efter kun ganske kort tid, sprang sveden frem. Det var bestemt ikke behageligt. Men når vi fandt skygge og kolde øl på en fortovsrestaurant, steg humøret straks igen.

Afrejsedagen kom. Allerede fra morgenstunden var heden intens. Vi parkerede motorcykler meget tæt på lejlighederne (markeret med rødt kryds) og monterede tasker og andet habengut. Tilbage var at trække i motorcykeldresset. Såvel fødder som hoved, krop og ben var svære at overbevise om nødvendigheden af at blive dækket til. Men der var ingen vej udenom. Og vi kom afsted.

Planen var at køre til en større borgruin og kigge lidt rundt der. En idé som rigtig mange andre også havde netop denne dag. Vi ankom efter kun godt 40 km til Château du Haut-Kœnigsbourg (ja, det er rigtig stavet! Franskmænnerne vil hellere anvende det danske "æ" end det tyske "oe"). Rita, Jeanne og jeg gik op fra parkeringspladsen, sammen med titusinder (?) andre. Fremme ved billetlugen var køen lang, og vi opgav. Det var er mareridt at gå rundt i heden blandt så mange andre. Derfor gik vi efter meget kort tid tilbage til Michael, som på grund af den fine, store vabel, ikke havde dristet sig op til borgen. 

Opholdet ved borgen blev ganske kort. Snart var vi igen på vej. Michael forrest. Han fulgte vinruten i Alsace. Ruten er tydeligt skiltet og snor sig gennem de mest fremtrædende vinproducerende områder i Alsace og førte os gennem et landskab, hvor vinstokkene i rette linjer, overalt dækkede det kuperede terræn. Det var smukt og anderledes at se, og jeg bemærkede at der ved mange af rækkerne, var plantet rosenbuske.

Vi undgik at køre ind i Strasbourg ligesom vi undgik at køre på motorveje. Der havde vi intet at gøre, og fortsatte blot mod nord, ad flest mulige af de lidt større veje. Turen hjemover bød på et par overnatninger. Der er ikke så meget at berette, udover at vi - jo længere vi kom nordpå - jo koldere blev det, ligesom antal af regnbyger tog til. 

Et par gange undervejs mod nord, skulle vi krydse floder via små færger. Jeg har ikke tal på hvor mange træk- eller motorfærger jeg har sejlet med i Tyskland, men det er mange. Ofte er det hyggeligt, og et lille hvil med smukke udsigter kan man jo altid nyde. På billedet herunder krydser vi Rhinen ikke langt fra Koblenz.

Tilgiv mig Herre, jeg ved ikke bedre. Sagen er at jeg har en svaghed for sjove nummerplader, eller påskrifter på biler og plakater. På denne ferie fandt jeg bilen med "KA OS 2021" Den måtte jeg have med hjem, selv om jeg ikke husker 2021 som særligt kaotisk!

Min Gamle Slæde havde fået en lyd jeg ikke kendte. Efter knap 365.000 km syntes jeg ellers jeg kendte alle motorcyklens lyde og bevægelser. Men der var en ny lyd, som Michael beroligede mig med, ikke var alvorlig. En opringning til Jan hos Toftlund MC, bekræftede hvad Michael havde bedyret. Alligevel fik jeg lavet en aftale med Jan om at aflevere den gamle GS'er hos ham, og låne en anden motorcykel til resten af turen, det vil sige hjem fra Toftlund til Kvong.

Endnu en gang valgte vi at bruge færgen mellem Wischhafen og Glückstadt. Som altid kørte vi forbi køen af biler, som denne dag ikke var lang. Blæsten som havde fulgt os hele dagen, var taget til og bed i håret, på hænderne og hvor den ellers kunne få fat. 

Skyerne hang mørkeblå over Vadehavet. Blæsten var skrap. Den kom ind fra vest. Humøret var ikke rigtig højt. I løbet af en pause, hvor vi gjorde stop under taget på tankstationen ved rundkørslen på B5 i den nordlige ende af Bredsted, blev regntøjet endnu en gang fundet frem.

   Med det vejr vi havde, syntes jeg det gav go mening hvis jeg tog afsked med de andre i Bredsted. Der var ingen grund til vi alle kørte over Toftlund, hvor jeg skulle bytte motorcykel.  Altså fik Rita og Michael et klem og et knus. Jeanne fik et kys oveni knuset, og jeg fortsatte alene ad B5.

Knap efter jeg havde forladt de tre andre, tog regnen til i styrke. Med den kraftige vind ind fra vest, min venstre side, bombarderede vandet mit visir. Heldigvis gav det ikke problemer med at se vej og trafikanter. Jeg fulgte trafikken. Fremme ved rundkørslen i Langenhorn, ca 8 km efter jeg havde sagt farvel til de andre i Bredsted, sænkede jeg farten fra de tilladte 50 km/t i byen til ca 25-30 km/t og fortsatte ud i rundkørslen. Efter jeg var kørt ud i rundkørslen, opdagede jeg en 4 akslet lastvogn, der ikke stoppede ved hajtænderne. Fuck, nåede jeg at tænke samtidig med jeg trak forbremsen og trådte på bagbremsen. Motorcyklen stoppede. Lastbilen stoppede også, men jeg holdt cirka midtfor lastvognen inde i rundkørslen!! Det var ganske tydeligt chaufføren ikke havde set mig! Et hurtigt blik i højre sidespejl, forvissede mig om , at den bagvedkørende personbil havde nået at standse også.
   Heldigvis skete der ikke noget. Chaufføren fortsatte sin kørsel med at køre ind på B5 i nordgående retning, samme vej jeg skulle. Men knap var vi ude af rundkørslen, førend jeg blev overhalet af en civil politibil med blåt blink. Betjentene smuttede om ved mig, fortsatte forbi lastbilen, som de kørte ind foran. I bagruden på politibilen tændte et skilt, hvor der stod "Follow Me"! Jeg undrede mig over det stod på engelsk, men meningen var ikke til at tage fejl af.
   Jeg fulgte pænt efter lastvognen. Efter et kort stykke, blinkede politibilen ind til højre. Lastbilen fulgte, og jeg satte hastigheden ned tilsvarende, men listede mig forbi lastbilen. Foran lastbilen holdt politibilen, og de to betjente var nået ud af deres bil. Jeg kiggede på dem, men de værdigede mig ikke et blik. Derfor fortsatte jeg sammen med den øvrige trafik mod Danmark. Selv om jeg havde lidt ondt af lastbilchaufføren, måtte jeg indse at han fortjente en alvorlig samtale med ordensmagten.

I Toftlund afleverede jeg min Gamle Slæde, som de kender så godt. Den skulle have service nr. 32 eller 33, gætter jeg på. Jeg  har ikke talt op, men Jan kender antallet af gange de har lavet service. Det står i hans kartotek. Og da Toftlund MC har lavet alle service på cyklen, siden jeg købte den i 2008 med ca. 40.000 km på tælleren, så kan antallet bestemmes, hvis der er behov for det.

Jeg lånte en fin Honda 700-Et-Eller-Andet. Fin motorcykel. Cyklen er en kundecykel, som man kan prøvekøre ved forespørgsel. Jeg har ingen planer om at skifte cykel, så det bliver ikke til en Honda i denne omgang. 

Til Rita og Michael vil jeg sige tak for go ro og orden på ferien. Det er hyggeligt og opbyggeligt at være på tur med Jer, og jeg er ikke bange for at udtale mig på vegne af både min dejlige hustru og mig selv, og fortælle, at vi gerne vil med jer en anden gang.
   Til min Skønne Hustru vil jeg sige: Du er en skøn Quinde, og en sikker motorcyklist. Jeg glæder mig hver gang vi skal på motorcykel tur sammen. Jeg håber vi får rigtig mange ture i 2025.

Til toppen / menu