Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Norge i sol og regn

Landet mod nord er altid et besøg værd, uanset hvordan vejret arter sig


I stedet for den tur til The Stans Flemming og jeg havde talt om, ændrede vi kurs og lod motorcyklerne køre mod nord


Disse to herrer, Flemming J. fra Haderslev og undertegnede, havde længe drømt om en fællestur til Nagorno-Karabakh, en fastlåst mindre region i det sydlige Kaukasus, som ligger indenfor det bjergrige område Karabakh. P.t. (okt. 2020) er der udbredte krigshandlinger i området, men da Flemming og jeg besluttede at ændre målet for årets udflugt, var det på grund af usikkerheden omkring Covid 19, den verdensomspændende pandemi.
Derfor ankom Flemming på sin Olive The Beast, en militærgrøn BMWR1200GSA, som tidligere havde gjort turen fra Nordcap til Cape Town med Flemming ved styret, og hentede mig en søndag midt i juli, hvor solen havde lidt svært ved at overbevise skyerne om, hvem der var stærkest. Pyt, bare regnen ikke ville fosse ud gennem himlens dæmmende skyer, så var det ok med os.


Med Jyllands vestkyst som venstre gærde, smuttede vi op gennem Jylland. Vi skulle til Løkken, hvor vores tredje deltager på turen, Lars J. ventede. Lars bor på Sjælland, men havde familie på campingpladsen i Løkken. Lars var kørt til Løkkken et par dage i forvejen for at bruge lidt ferietid med dem. Det havde resulteret i, at Lars' familie havde inviteret Flemming og mig på aftensmad. Oksebøffer. Herligt, så kunne vi spare at købe mad på færgen, når vi senere på aftenen skulle sejle til Kristiansand. Ren win-win.

Flemming havde mødt Lars i forbindelse med et foredrag om sin tur gennem Europa og Afrika til Cape Town. Faktisk var Lars blevet så betaget at an besluttede at køre den samme tur, bare et par år efter Flemming. Såvel Flemming som Lars kørte på hver sin militærgrønne BMW R1200GS ADV uden selskab af nogen. Begge gennemførte turen, med mange strabadser, som jeg hørte rigtig meget om på vores fælles tur i Norge. Flemming skrev om sine oplevelser i bogen, "Tornen i Afrikas øje", efter han kom hjem.

   Jeg kendte ikke Lars, men Flemming havde sagt god for ham, så jeg var helt rolig ved situationen, og smilede venligt og imødekommende til ham, da jeg rakte ham hånden udenfor bommen, der for hindrede Flemming og mig i at køre helt frem til teltet.

   De lovede oksebøffer kom på bordet sammen med flere slags kartofler og bearnaisesauce. Tak skal du ha, det var go mad for sultne maver. Ganske kort hyggede vi et par timer inden vi kørte til Hirtshals, hvor færgen ventede på at bringe os til Norge.

Ja, det lignede kaos. Som altid på færgen, men der er system i galskaben, og snart var cyklerne spændt fast til dækket, og vi kunne gå op og finde en plads, hvor vi kunne sidde under overfarten. 


Alt sejlede........ efter planen. Vi ankom til Kristiansand godt midnat. Kørte ud i natten. Kørte fra borde, gennem et par rundkørsler og fandt ud på rute 9, som vi fulgte frem til en rasteplads ved en fin lille sø, Lona. Selv om vi faktisk lå klods op ad rute 9, en temmelig befærdet vej, sov vi alle rigtig godt. Frisk efter en skøn nat under tarp, for mit vedkommende, var jeg snart klar til at sætte mig ved bordet, og nyde dagens første kop kaffe, som Flemming havde kogt vand til.
Lars havde sovet uden "tag" medens Flemming havde ligget i ly og læ af det fine bord med tag. Vores første nat i Norge virkede lovende og var en skøn indledning til resten af turen.

Humøret var højt, som et fuglefløjt (tak til B. Andersen :-) ). Snart var vi på hjul. Fulgte rute 9 et stykke mod nord, inden vi foretog en venstredrejning, og satte kursen nogenlunde nordvest ad de mindre veje, i retning af Lysebotn, i bunden af Lysefjorden.

   Vejret artede sig fint. Ikke for koldt, ikke vådt, men skyer dækkede for solen, så det var ikke fordi Flemming blev  blændet af solens stråler, han endte i moradset ved siden af vejen.

   Som det var aftalt, skiftedes vi til at køre forrest. Forreste mand bestemte ruten. De andre fulgte efter. Tilfældet ville at jeg var stifinder sidst på formiddagen. Flemming lå bagerst. Vejen vi fulgte var meget kringlet. Området var meget kuperet. Ruten snoede sig gennem klipperne. Jeg kontrollerede med jævne mellemrum i spejlene, om de andre fulgte med. Efter jeg over flere kilometer, herunder også sektioner hvor jeg kunne se bagud over længere stræk, blev jeg opmærksom på, at de herrer Jørgensen ikke var med. 
   En voldsom reaktion satte straks ind og gav mig bange anelser. Jeg fik nogle meget stærke impulser, et chock, jeg måtte kæmpe imod, idet scenariet fra min tur i Sydafrika, hvor den ene af mine rejsefæller, stødte sammen med en bil, poppede op i mit hoved. Thomas døde i sammenstødet. Et skrækscenarie poppede op, og jeg fik det hurtigt meget dårligt, fordi min hjerne og krop reagerede på at Flemming og Lars ikke var fulgt med. Jeg lavede en uvending, og gav gas for at finde mine venner.

   Flere kilometer tilbage, efter et venstre sving, så jeg en gruppe mænd stå i grøften. På vejen holdt flere biler. Mit hjerte hoppede og glemte at slå et eller flere slag. Jeg kunne se Lars' motorcykel på vejen, og skimte et baghjul gennem flokken der stod og dækkede for udsynet. I en fart fik jeg min Gamle Slæde sat på sidestøtten, og ilede ind i gruppen, hvor Flemming til min store glæde, stod bøjet over cyklen, medens han gestikulerede med begge hænder.
   Situationen var, at Flemming, I et venstre sving havde mødt en bobil, i Danmark kendt som en autocamper. Chaufføren i bobilen kendte ikke bredden på sit køretøj, og brugte derfor hele vejen til at komme rundt i svinget. Den handling medførte at Flemming blev tvunget ud i rabatten, hvor grus og en meget smal kant ud mod grøften, tog magten over GSA'eren, så den endte med forhjulet i grøften og bagenden i kørselsretningen. Flemming var heldigvis uskadt, næsten. Et par rifter og et ødelagt visir på Schuberth hjelmen. Cyklen var sluppet meget billigt, og efter Flemming havde sundet sig, kunne vi fortsætte.

   Inden vi kunne køre videre, var der et lille problem med Olive the Beast. Flemming kunne ikke give gas med gashåndtaget. Æv, var turen mons slut? En opringning til Jan, Toftlund MC, og så var problemet løst. En BMW R1200GSA af nyere årgang, kører med "drive by wire". Altså elektrisk overføring af gasrullens drejning. Jan mente vi skulle kontrollere stikket ved gasrullen. Tak for hjælpen Jan, det løste vores problem, og så var vi alle tre på hjul, på asfalten igen.

Med forskrækkelsen siddende i baghovedet fortsatte vi mod Lysebotn. Heldigvis blev Flemmings stunt ingen hindring for vores videre færd. Jeg blev hurtigt befriet for de dystre tanker, og fremme ved Kjerag Restaurant, Øygardstøl (af nogen kaldet "Ørnereden") gjorde vi holdt, som jeg oprindelig havde planlagt. Vi skulle blot nyde udsigten ned over de mange hårnålesving og bunden af fjorden, inden vi skulle nyde nedturen.


Planen var at vi ville sejle med færgen forbi Kjerag stenen frem til Songesand, hvor vi ville køre i land og tage turen op over fjeldet. En tur jeg har gjort flere gange. Der er så pænt! 

Turen nordpå ad 13'eren fører lige forbi Låtefoss, og jeg ville da være et Skarn, hvis jeg ikke stoppede op der. Ganske vist har jeg set de to vandfald, også kendt som "Tvillingevandfaldene", men jeg vidste at Lars ikke havde været i området tidligere, og han skulle have den oplevelse med.

   Ovenover os trak himlen sig sammen og blev noget mørkegrå. Uagtet vi ikke er meteorologer, gættede vi på snarlig regn. Nu var dagen egentlig gået godt, lige med undtagelse af Flemmings uheld, og vi så ingen grund til at finde regntøjet frem for at køre en halv eller hel time mere. I stedet slog vi da en venlig dame på Ildal Camping tilbød os en hytte til 400 NOK. Fra hytten var der udsigt til Vidfossen vandfaldet, og det var egentlig ikke så ringe endda.


Inden vi stopper dagens kørsel, er der et par ting som er på hver dags dagsorden. Der skal spises frokost i det fri og købes ind til aftensmad.
   Netop omkring maden vil jeg gerne her, helt offentligt, sige en kæmpe tak for mad til hr. Jørgensen og hr. Jørgensen. De havde, i modsætning til mig, medbragt en del, faktisk rigtig meget mad hjemmefra. Jeg havde intet med! Men de to herrer var meget meget gavmilde og delte deres medbragte mad, til stor glæde og fornøjelse for mig.

   Allerede denne første aften i Norge, viste de to rejsemakkere sig at være et par helt igennem fantastiske kokke. Ud af intet (løgn) skabte de gang på gang nogle meget velsmagende, store og særdeles spiselige retter, som for de flestes vedkommende ikke havde noget reelt navn og ej heller fulgte en opskrift, men alligevel var såvel rigelige som mættende, og endda flere gange blev tilberedt over indtil flere jetboilere. Sådan, TAK hr. Jørgensen og hr. Jørgensen.

Alle ved, at ingen ture kører sig selv (ellers ved du det nu!) så vi var så at sige klar til at fortsætte mod nord, da det igen blev lyst. Den regn der startede knap efter vi havde fundet hytten på Hildal Camping, fortsatte over natten og op ad formiddagen. Altså på med regntøjet, og afsted. Selv midt i juli var der rigelig med sne på fjeldene.

Norge, især på Vestlandet, har mange færger. Rigtig mange. Og de er ikke gratis, selv om vi troede det. Vores første færgefart var fra Lysebotn til Songesand. På første stop efter færgen, var vi ved at komme lidt i ekstase over vi ikke var blevet opkrævet for billet. Senere blev vi så meget mere skuffede da det viste sig at billettering foregår elektronisk. Færgepersonalet fotograferer nummerpladen, på såvel norske som udenlandske køretøjer, og sender efterfølgende regningen via mail til din e-boks!!!! Fagre nye verden. Ikke nok med at vi deler en virus-pandemi med Norge (og resten af verden), vi deler også personlige oplysninger og udveksler regninger. Har tidligere modtaget en parkeringsbøde, udskrevet i Fishguard, Sydvestengland! Man kan bare ikke gemme sig noget sted, efterhånden! ÆV og øv.

Vejret skifter hurtigt. Kører man over et fjeld, kan man være næsten 100% sikker på vejret skifter fra den ene side til den næste. Nede ved vandet, på vej over Sognefjorden, var vejret sådan forholdsvis tørt og med huller i skylaget. Oppe på fjeldet, på vejen mod Gaularfjeldet, lukkede himlen til, kulden lagde sig klamt omkring sommerhandskerne, som jeg dog var for stædig til at ville skifte til vinterhandskerne, som lå øverst i topboksen, så de var nemme at få fat på, hvis kulden eller regnen blev for meget for mine følsomme fingre.


For nogle år tilbage var jeg kørt samme vej op til udsigtspunktet. Ved p-pladsen efter de mange hårnålesving op ad Gaularfjeldet, har norske arkitekter skabt et meget spændende udsigtspunkt, som i manges øjne falder meget flot ind i klipperne. Platformen på Gaularfjeldet er blot én af mange tiltag for at gøre Norge til et spændende turistemne. Et andet sted hvor der er gjort meget for at tilgodese turister i Norge, er byggeriet på toppen af Troldestigen.
   Fra platformen er der en fantastisk flot panoramaudsigt over vejen op over fjeldet. Er man i området kan jeg også anbefale et kig på byen Balestrand, som ligger for foden af Gaularfjeldet. Hvis man har lyst, kan man tage turen rundt om Gaularfjeldet. Det meste af vejen er flot natur, og kører man, med Balestrand som udgangspunkt, nord ud af byen, kommer man 175 km senere ind i byen fra syd. Der er ingen veje på tværs. Spektakulært, set med danske øjne.

Turen rundt om Gaularfjeldet var ikke med i planerne. Ergo fortsatte vi nordpå.
   Alle tre nåede at få telt stillet op, pumpet liggeunderlag og bredt soveposen ud ovenpå nattelejet, inden regnen satte ind. Ok, vi var også lige netop be..... åh nej, jeg skrev "vi var.......:" Det var Lars som var begyndt på aftensmaden, da vi andre fik en anden opgave. Flemming og jeg måtte finde vores tarp frem. Få dem foldet ud over bordet, således Lars kunne kokkerere - og vi alle kunne spise, i tørvejr. Humøret var helt i top. Øllene var kolde. Maden smagte formidabelt. VejrGuderne havde ændret holdning, og gav os tørvejr. Senere på aftenen i Bjyrkjelo kunne vi glæde os over en flot solnedgang, der farvede toppen af fjeldet mod øst og skyerne mod vest. 

Når det sidste snork har lydt. Når soveposen, liggeunderlaget og alt andet gear er pakket ned og fastgjort på cyklen, er det atter tid at høre klikkene (to stk.) fra Schuberth hjelmens hagestykke når det låses, inden højre benet smides (nogen gange kræver det lidt tilløb) over sædet, for at sætte igang. 

Tiden var inde til at få udbedret Flemmings skade på Schuberth hjelmen. Flemming havde googlet sig frem til at AMS Motorcykelcentret i Ålesund solgte Schuberth hjelme. En opringning til Kjertil K. Lervåg afgjorde at vi satte kurset mod Ålesund, efter vi havde gjort stop på Trollstigen. Det var en mindre omvej i forhold til vores plan om at køre til Lofoten, men noget skulle gøres, for Flemming kunne ikke forliges med hjelmen, når det regnede!

   AMS viste sig at være såvel Harley Davidson som Yamaha og BMW forhandler. De tre mærker i samme hus, havde jeg ikke set tidligere. Men Norge er mulighedernes land, og Kertil viste sig at være en herlig gut, som hurtigt fik afhjulpet Flemmings problem med visiret.

At finde et sted at overnatte i Norge, er nemt. Lej en hytte, slå telt op eller find et hotel. Eller tag chancen og sov under åben himmel, med alt hvad dertil hører. I Norge kan det bl.a. være knotter og myg! 

"Nord Norge dækker ca. 175.246 km², eller næsten halvdelen (45,5 %) af Norge. Kun én ud af ti nordmænd (10,1 %) bor i området. Landsdelen præges af store afstande og meget spredt bosætning. Mens befolkningstætheden i landet som helhed er 14/km², er den kun 2,66/km² i Nord-Norge", hedder det i Wikipedia. Jeg har været deroppe i flere omgange, og synes hver gang det er spændende og flot, omend noget af turen (på E6) mest er transport over en lidt uinspireret naturligt højslette. E6 er den ene af to muligheder for at komme til Nordnorge. Den anden fører ud til havet, og er en temmelig lang og snirklet vej, som jeg er ganske overbevist om, er en sand symfoni af spektakulære landskaber. Turen ud til og langs kysten, tror jeg tager mindst én dag at køre. Det må blive en anden gang.

   Næste stop blev Globe Monumentet, hvor polarcirklen krydser E6 (eller omvendt). Vi frøs. Vejret var absolut ikke med os. Det var koldt og vådt. Desuden var vi sultne. 

Man må arbejde for føden, siger et gammelt ordsprog. Vores arbejde denne dag bestod i diverse "på-med-regntøjet" og "af-med-regntøjet". Hvis du ikke har prøvet, ved du ikke hvad det vil sige at tage en hel-regndragt på ud over motorcykeldresset. Og jo, de fleste sæt motorcykel tøj er med GoreTex eller lign. men jeg har til dato ikke haft noget tøj der var totalt regntæt, og slet ikke efter flere timer eller hele dage hvor regnen falder fra himlen, medens jeg bevæger mig rundt på kloden på min elskede Gamle Slæde. Så altså, vi skulle have mad, og vi skulle "arbejde" for føden. Regntøjet skulle af, og på igen, da vi var færdige med at fylde energi på kroppen.

Lars er dyreven. Eller, de er ikke bange for ham, altså ræven på billedet var ikke rigtig bange for Lars. Den så noget forpjusket ud, og luskede rundt på pladsen. Sammen med en anden unge, havde den fundet en pose med Guf (affald fra en bo-bil). Optrinnet fandt sted på Bodøsjøns Camping.
   
Vi lejede en hytte, både fordi vi var ligesom lidt trætte af vand og desuden ønskede at komme hurtigt ud af starthullerne næste morgen, hvor planen var, at borde morgenfærgen fra Bodø til Moskenes på Lofoten. Med i vores overvejelser var, at vi ville købe et lækkert morgenmåltid på færgen.
   I løbet af aftenen måtte Flemming konstatere at intet holder evigt. Flemming fandt et hul i de motorcykel bukser han har kørt med i mange år, som bl.a. har været en tur i Sydafrika. Jeg ved ikke hvor gamle de er, men jeg mener ikke jeg har set Flemming i andet mc-dress end det Rukka sæt, så det er gammelt. Måske det er tid at købe nyt?p


Man kan ikke sige at det var at gøre ondt værre, men tæt på. Min mave knurrede da vi endelig kom op i Bodø-Moskenes færgens cafeteria. Sulten var ved at jage al fornuft væk fra hjernen, og gode råd var lidt dyre (? - som man siger) da der var lukket i cafeteriets kiosk!!! Ubegribeligt, men heldigvis havde mine herlige kørevenner stadig noget proviant i sidetaskerne. Både Flemming og Lars styrtede ned på bildækket og fik hevet "madkasserne" frem og tog dem med op til bordet, jeg havde vogtet med (lidt) påtaget ildhu! 
   Senere på togtet åbnede de lugen til kiosken, og jeg købte et par kopper kaffe til os. Så havde jeg lissom oss bidraget med lidt!

En af de lune aftner i juli kunne man på Hammerstadsgate Camping, møde disse tre danske herrer, drikke et par øller på altanen til et af campens fine hytter. Iført korte bukser og håndtag om livet, nød de tilværelsen med øl og klipfisk. Nå ja, klipfisken blev vi alle meget hurtigt færdige med at "nyde". Ingen af os fandt det var en nydelse!

Lofoten er kendt for at være smuk. Naturen er enestående, fortæller alle der har været på øen. Jeg giver alle ret. Der er smukt og meget spektakulære landskaber, som åbenbarer sig, for næsten hvert et skridt, eller kilometer, man bevæger sig rundt. Lofoten har alt lige fra stejle klipper med brusende vandfald, der fører smeltevandet ud i havet. Hvide sandstrande med lokkende bølger (altså de lokkede ikke mig, men det lyder da fint, ikk?) Lars lod sig lokke. Ikke ud i vandet, men ned til strandkanten. Jeg synes stranden var pænest fra parkeringspladsen. Ikke mindst da jeg lavede motivet med min dejlige Gamle Slæde i forgrunden.

Undervejs over Lofoten nåede min Gamle Slæde et "sjovt" tal på kilometertælleren 320023. Det skete medens det endnu var tørvejr, hvilket ganske småningom ændrede sig da vi nærmede os fastlandet igen. I det fjerne kunne vi følge med i at himlen udviklede sig og blev mere og mere ti blå-grå skydækket tæppe over fjeldene. For at komme retur mod syd, måtte vi atter ud på E6'eren. Inden vi for alvor gav gas for at komme nedover mod tørvejret, måtte vi hive regndragterne over kroppen. Når regndragten driller, er det godt at have en ven med på tur.


Efter - hvad der føltes som uendelig mange kilometer i regnvejr - nåede vi til Røssvoll Camping, hvor vi igen kunne se noget blå himmel. Herligt, og nu skulle Lars igen kokkerere. Siden vi om morgenen (ca. kl. 07) havde forladt Hammersted, havde vi tilbagelagt godt 600 km. Flot når man husker de fleste kilometer blev kørt i regnvejr, og at de blev kørt i Norge, landet med de højeste fartbøder! Melle dig og mig, kære læser, vil jeg gerne tilstå det ikke var vores skyld vi ikke blev stoppet af en norsk betjent med bødeblokken i hånden. Hvis de havde været ude i det kolde, rå, blæsende og våde vejr, kunne de have tjent en del kroner ved at måle os! Tak Norge, for at dine ordenshåndhævere holdt sig inden døre´.

Røssvoll Camping blev valgt fordi vi ikke gad køre længere denne dag. Desuden var vi jo nået næsten til Mo i Rana. Vi havde gjort det godt. Lejren blev hurtigt etableret omkring et bord-bænkesæt, som bare ventede på vi kom. Snart var bordet dækket af køkken- og mad ingredienser, som Lars baksede sammen til en skøn gang biksemad, hvortil han serverede friskkogt nudelsuppe med tvist (?) af spagetti. Eller noget.
   Retten så immelsk godt ud, duftede af gourmet og Flemming og jeg dømte maden til at smage imponerende godt. Hvad der var i BikseMaden, tja, alt hvad vi havde, og så lidt til. (Græs, efterladenskaber på skærebræt og kødknive, gode tanker som altsammen gjorde at retten nærmede sig at være madkunst af højeste karat) Tak for endnu et fantastisk måltid, Lars.

Overordnet set er vejret altid godt. Reglen er, at have det rigtige tøj til vejrets lunefulde indslag. Nogen gange kniber det med at finde det rigtige tøj. Andre gange er det "bedste, mest rigtige tøj til vejret, ikke nået at blive tørt, inden det skal i brug igen. Således også på denne tur i Norge. 

   Regntøj har det med kun at være regnTÆT i nogen tid. Ligeså med de GoreTex forbedrede motorcykel beklædninger jeg har haft. Og hvis opholdet mellem regnbygerne, hvor tøjet skal i anvendelse for at holde kroppen tør, ikke er lange nok, må man jo tage det våde tøj på, og håbe det vil afvise det våde element i en sådan grad, at en køretur ikke ødelægges totalt af de vandede mængder, himlen lader falde ned og ramme os, der trodser VejrGuderne og vover sig ud uden at være helt rigtig påklædt til elementernes udgydelser.

   Min Gamle Slæde slæbte mig og udstyret 596 km længere sydpå uden beklagelser. Motoren blev slukket ved IMI Stølen, Oppdal. Vi var en smule betænkelige, men havde ikke ret meget mere energi, så vi håbede på en hytte. Og fik en meget fin lille rød hytte med græs på taget, og en smal veranda, stor nok til at én person kunne sidde og nyde synet af fjeldene, som hobede sig op lige bag de få træer, som udgjorde en skrøbelig barriere mod de stenhårde klipper.

   Regnen sørgede for væde til græsset på taget, medens vi hyggede med madlavning og en Ringnes øl. 

På vejen sydover gæstede vi Geiranger, og jeg havde håbet på jeg endnu en gang skulle sidde på havnen og nyde en frokost. Det er meget hyggeligt, og langt de fleste gange jeg har været i Geiranger, havde jeg udsigt til et eller flere store skibe, som lå for anker, ganske tæt på kajen, medens skibets gæster gæstede byen og købte ind i stor stil at de i østen producerede souvenirs.
   I år var der ingen skibe i havnen. Den verdensomspændende pandemi med øl-navnet, havde stoppet al turisttrafik på havet.Men vi spiste vores frokost på havnen. Helt som min traditions-protokol foreskriver. 

På med tøjet. Af med tøjet. På med tøjet. Af med tøjet. På med tøjet. Ialt, har jeg noteret i min lille logbog, at vi denne dag havde regntøjet på over tre omgange i løbet af dagens 425 km fra Oppdal, via Doverfjel, Jostedalsbreen og Geiranger, til vi standsede dagens køretur i Haugen, hvor vi indlogerede os i en endnu en rød hytte, dog uden græs på taget, lejet af Jølster Panorama.

   Uanset hvor meget vores Kok Lars spejdede, var det svært at finde huller i skyerne. Men så var der så meget desto mere hygge og (sjæle)varme indenfor i hytten.

   Sjældent har jeg oplevet så meget regn på tur i Norge. Jeg havde ønsket og håbet på fint vejr, fordi jeg syntes Lars havde fortjent at se Norge i sine smukkeste klæder. I stedet havde vi haft alt for mange dage med regn. Køreturen hen over Auerland fjeldet næste dag, var ingen undtagelse. Sidste gang vi tog regntøjet af denne dag, nærmede vi os dagens mål. Rujkan, en by jeg har gæstet mange gange, men jeg kommer gerne igen. 

Omvendt, farverne på mos, klipper, nålene på grantræer og blade på løvtræer, ja på alt, er mere intense. Farverne har dybde, med masser af spil og kontrast. Norge er også pæn og flot og imponerende og vidunderfuld når overfladen er våd. Man skal bare kunne se det. Kunne slippe glæden over at være på tur, løs og bemærke alle indtrykkene.


Når man kommer nordfra til Rujkan, ad rute 364, er det første man ser Gaustatoppen. Den lidt flade vidtstrakte top, kan minde om en vulkan! Knapt udenfor byen, ligger Rjukan hytte- og Caravanpark A/S. Der havde jeg beslutte vi skulle overnatte. Jeg havde håbet på en hytte, men der var ingen ledige. Altså slog vi vores telte op i det sydligste hjørne, tæt ved Måna elven.
   En lille samling sodsværtede sten afslørede andre havde brændt et bål af, og eftersom vi alle tre er af den mening, at et bål giver god stemning og iøvrigt supplerer et trangia sæt på fortrinligste vis, fik vi samlet tørre kviste og grene, og snart efter havde vi et lejrbål at sidde omkring.

Undskyld Lars, måske lidt bisset, men jeg synes faktisk det er et lidt sjovt billede, der hvor du kommer ud til en ny dag, efter en lang nat i soveposen. Både du og jeg stod op til et veldækket morgenbord, som Flemming, den altid MorgenFriske, havde forberedt til os. Personligt synes jeg det er fantastisk at være på tur med jer to, Flemming og Lars. Flemming er eminent til at komme ud af soveposen og forberede morgenmaden, og Lars er simpelthen den bedste kok jeg mindes at have været på eventyr med.


Til de som ikke kender jer, vil jeg fortælle at jeg har en mistanke om, at I sørgede så godt for mig, for at jeg skulle have noget at stå imod med, når vi kom på hjul. At følges med jer to, når I sidder på jeres store motorcykler, kræver sin mand. Man skal være fokuseret, inspireret og skarp, hele dagen. Der er fart over feltet uanset om det regner eller solen skinner. I skal bare vide, jeg nød jeres selskab både morgen, middag og aften, og indimellem!

Overnatningen i Rujkan var vores anden sidste. Vi havde bestilt færge om morgenen todage senere, og havde planlagt at bruge en hel dag på at køre de ca 300 km der var til Kristiansand. Vejret havde skiftet karakter. En varmefront med sol fra en blå himmel, forbarmedes ig over os på sidste del af turen, lovede yr.no (norsk vejrprofet). 


Med masser af tid, skønt vejr, foreslog jeg vi lagde vejen forbi Eidsborg Stavkirke. Den er smuk og gammel, og fra kirkegården får man et flot vue over lidt af Norges landbrugsareal.

Sidste nat med Klikken blev ikke i en hytte, som vi ellers havde planlagt. Morgenen efter skulle vi med første færgeafgang til Danmark. Planen var at have så lidt som muligt at skulle pakke ned, og en hytte ville være en go ting. Men vi kunne ikke få en hytte, alt var optaget. I stedet valgte vi - ligesom vores første nat ipå turen - at kravle under vores tarp. Vi fandt en campingplads tæt på Kristiansand, kørte helt frem til sidste klit inden havet. Slog lejr og hyggede med de sidste øl og en smule rødvin. 


Næste dag var vi fremme ved færgen i go tid. Blev vist ombord, fik spændt motorcyklerne fast, inden vi tog trapperne op til 8 etage, hvor vi fandt et ledigt bord, hvor vi spiste morgenmad. Turen over Kattegat forløb som altid, ingen problemer, kun en kedelig sejltur, som bare skulle overstås.


Kaptajnen på Colorlines færge havde advaret om byger i Danmark. Men det var fint vejr da vi kørte borde, og glædede os over, at vi måske kunne nå hjem hver især i tørvejr. Lars sagde vi farvel til ved færgen. Han skulle ud til sin familie på Løkken campingplads, og fulgte kun med et kort stykke på motorvejen.. Flemming skulle hjem til Haderslev, og jeg skulle til Åsted, nord for Varde.
   Flemming og jeg hilste farvel på Himmerland Vest rastepladsen. Fællesturen var forbi. Vi havde haft en forrygende uge sammen og der er altid lidt vemod, savn og tomhed i kroppen, når man siger farvel, efter en tur.

Tak for tur, selskab, godt humør, hjertelige kommentarer og godt kammeratskab Flemming og Lars. Jeg vil gerne på tur med jer to en anden gang.


Til toppen / menu