Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Men, det var ikke hverken heste eller æsler der "trak" færgen til Rumænien. Det var to store dieselmotorer i den sammenbyggede færge vi kørte ombord på, da vi forlod Bulgarien. Klokken var hen ad 19.30. Turen over Elben tog ikke lang tid. Men dagen var nu så fremskreden, det var på høje tid at finde et sted hvor vi kunne tilbringe nogle timer på langs.
Garmin'en var blevet spurgt hvad den kunne foreslå? Hotel eller camping. Hoteller var indenfor 'rækkevidde'. Camping, det kunne vi godt glemme, hvis der kun var de pladser GPS'enforeslog. Der var meget langt til nærmeste teltslagnings plads. VWild camp, næ, vi havde ingen mad og kun lidt vandt tilbage. Altså kørte vi efter hotel.
Jesper havde ikke tid til at nyde turen over Elben. Advarselslampen på hans ADV havde tændt det røde advarselslys og gjort opmærksom på, der var noget galt med lyssætningen på motorcyklen. Ikke noget større, men for at synligheden, og dermed sikkerheden, er bedst, skal der være blus på alt lys. Jespers ADV havde mistet nærlyset, og det skulle ordnes.
Medens skyggerne langsomt blev længere, udnyttede Jesper overfarten til at skifte pære i forlygten. På de eder og forbandelser, de mange armbevægelser og den måde han skiftevis forsøgte sig fra højre - så fra venstre side, kunne jeg udlede det ikke var den nemmeste operation han var i gang med! Jeg smilede, for jeg kunne udmærket huske de ca. 3 uger tilbage,, hvor jeg selv havde udført samme nummer på min den Gamle Gule. Selv om man kan skifte pære uden at skulle fjerne skjolde eller lygtekranse og hive parabol ud, så er der ikke meget plads til et par almindelig størrelse mandehænder. Men, operationen lykkedes for Jesper. Derfor kunne vi køre fra borde med fuldt blus på begge motorcykler. Rumænien, here we come.
Færgen landede et lidt øde sted, hvor der ikke var mange huse, udover et par større bebyggelser der udgjorde toldstationen. Solen ramte horisonten i vest, da vi, som de første kørte over den bulede landgangsjernpladebro. Toldere eller grænsebetjente så vi ikke meget til. Pas eller grønne beviser skulle ikke hives frem fra gemmerne for at blive kontrolleret. Vi kunne køre ind i endnu et land uden forsinkelse af nogen art. Vi nåede end ikke at standse motorcyklerne. Vi var åbenbart ikke interessante. Men det havde tolderne jo så ganske ret i!
Landskabet ændrede sig ikke, selv om vores dæk nu rullede på en asfalt, en anden regering betalte for vedligeholdelsen af. Kun lyset var anderledes. Men det skyldtes nattens snarlige komme mere end det faktum, at vi nu var i det 13. land på turen. Til trods for vi begge havde rigeligt lys til vi kunne køre i mørke, ville vi, som landmanden og hans hustru, der hjalp hinanden med at læsse det sidste af vognen, snart holde fyraften. Inden dagens arbejde var slut, skulle bonden have hesten spændt fra vognen og pakket den ud af seletøjet, medens vores opgave var, at vi skulle finde et sted at sove.
Heldet smilede til os. Kun få kilometer fra færgen mødte vi byskiltet med navnet "Bechet", stavet med sorte bogstaver, skrevet (som det er ganske almindeligt i Europa) på hvid bund. På hovedgaden fandt vi et hotel. Jesper gik ind for at forhandle overnatning. Jeg blev på gaden. Kun 4-5 meter fra mig stod en lille gruppe yngre mænd. De kommenterede højlydt et eller andet, medens de interesserede kiggede på motorcyklerne. ”Bare Jesper husker at spørge efter et sted vi kan parkere cyklerne”, tænkte jeg og fulgte drengene med øjnene.
Jesper huskede selvfølgelig at forhøre om et sted vi kunne parkere vores trofaste pakheste for natten. De kunne stå i gården bag hotellet. Mad kunne vi købe i restauranten. Vi kunne leje et dobbeltværelse med morgenmad til absolut overkommelig pris. Værelset kostede 30 €. Alt var således i fineste orden. Vi var glade. Og trætte. Temperaturen havde i løbet af dagen – igen – været oppe omkring de 30o , hvilket kan gøre motorcykelkørsel til "en hård dag kontoret". For mig gør de høje varmegrader desuden, at jeg kan blive en smule pirlig sidst på dagen. Men et bad, en øl og noget mad gør underværker. Så smiler jeg igen, og tænker på tilværelsens ulidelige lethed, som en selvfølge, uanset dagens lyse timer er afløst af mørke og nattens komme.
I mørke er alle katte grå, og alle hunde gør! Et faktum vi gentagne gange oplevede undervejs rundt på Balkan. Vi fik sovet, men gled ind i søvnen til hundeglam. Jeg vågnede et par gange i løbet af natten, og hørte på hunde hyl. Om morgenen…… næ, da var de trætte, og havde tilsyneladende ikke flere kræfter til at holde mig med selskab!
Morgenritualet var hver morgen en gentagelse af dagen i forvejen. Vi vågnede om ikke på samme tid, så meget tæt på. Ingen snak, passede mig fint. Hver især gjorde hvad hver især havde der skulle gøres. Som ved en fælles overenskomst, pakkede vi vores ting. Forlod værelset. Fordelte vores ting på deres pladser på motorcyklerne. Og gik til morgenmad.
Således også denne skønne morgen i Bechet. Morgenmaden blev serveret i samme lokale, hvor vi om aftenen havde spist aftensmad. Det eneste forandrede var gæsterne. Om aftenen var der en lille gruppe mænd ved et af bordene. Om morgenen var der en lille gruppe kvinder. Servitricen var den samme.
Tilsyneladende havde hun haft lidt travlt denne morgen. For mig så hun ud som hun gjorde aftenen i forvejen. Endda uniformen var den samme! Eller lignede til forveksling. Grunden til jeg tror hun var kommet lige sent nok op denne morgen var, at hun ikke var blevet færdig med makeup’en! Flere gange medens hun serverede morgenmad for os, og den lille gruppe kvinder, samt en mand der hentede en madpakke, var hun ude på herretoilettet for at lægge de sidste lag på kinder og øjnebryn!
Hvor jeg ved det fra? Jo, jeg fik syn for sagen, fordi hun lod døren til toilettet stå åben! Jeg trak på smilebåndet og lavede mit billede. Næste gang hun kom med kaffe, var sminken perfekt.
I mørke er alle katte grå, og alle hunde gør! Et faktum vi gentagne gange oplevede undervejs rundt på Balkan. Vi fik sovet, men gled ind i søvnen til hundeglam. Jeg vågnede et par gange i løbet af natten, og hørte på hunde hyl. Om morgenen…… næ, da var de trætte, og havde tilsyneladende ikke flere kræfter til at holde mig med selskab!
Morgenritualet var hver morgen en gentagelse af dagen i forvejen. Vi vågnede om ikke på samme tid, så meget tæt på. Ingen snak, passede mig fint. Hver især gjorde hvad hver især havde der skulle gøres. Som ved en fælles overenskomst, pakkede vi vores ting. Forlod værelset. Fordelte vores ting på deres pladser på motorcyklerne. Og gik til morgenmad.
Således også denne skønne morgen i Bechet. Morgenmaden blev serveret i samme lokale, hvor vi om aftenen havde spist aftensmad. Det eneste forandrede var gæsterne. Om aftenen var der en lille gruppe mænd ved et af bordene. Om morgenen var der en lille gruppe kvinder. Servitricen var den samme.
Tilsyneladende havde hun haft lidt travlt denne morgen. For mig så hun ud som hun gjorde aftenen i forvejen. Endda uniformen var den samme! Eller lignede til forveksling. Grunden til jeg tror hun var kommet lige sent nok op denne morgen var, at hun ikke var blevet færdig med makeup’en! Flere gange medens hun serverede morgenmad for os, og den lille gruppe kvinder, samt en mand der hentede en madpakke, var hun ude på herretoilettet for at lægge de sidste lag på kinder og øjnebryn!
Hvor jeg ved det fra? Jo, jeg fik syn for sagen, fordi hun lod døren til toilettet stå åben! Jeg trak på smilebåndet og lavede mit billede. Næste gang hun kom med kaffe, var sminken perfekt.
Gården bag hotellet var også hjemsted for en meget alsidig forretning. Medens vi baksede med remme og stropper til at fastgøre tasker og poser på motorcyklerne, byggede en yngre forretningsmand sin fortovsudstilling op i baggården. Der blev stillet betonblandere, flere trillebører, paller med sække stablet i meterhøje bunker, cykler til børn og voksne, haveslanger i metermål, håndværktøjer og meget andet godt, kom frem i lyset. Alt blev rettet til i fine rækker udenfor en rundbuehal, som jeg ikke havde lagt særlig mærke til om aftenen. Et øjebliks ubetænksomhed fik mine tanker til at synes, det måske var lidt overdrevent, når butikken lå væk fra vejen, gemt bag en port i en hotelbaggård! Men jeg blev klogere.
I løbet af meget kort tid, var der en leben omkring butikken. En bil standsede på vejen. Spærrede næsten porten, medens maden gik ind i rundbuehallens udstilling. Selv om det var lidt vanskeligt på grund af bilen, fandt flere hestetrukne køretøjer vej ind i gården. De aldrende køretøjer var forunderlige at kigge på. Mand og hest var ikke altid lige enige, når de slidte vogne skulle manøvreres rundt i den snævre baggård. En næsten middelalderlig 'kamp' udspandt sig. Manden vandt hver gang!
Rumænien er for mig, kendt som landet med "hunde og heste". Hestene ses overalt. Som trækdyr på marker og veje. I rabatter og enge, hvor de søger deres føde, græs. Eller de står og 'sover' med hængende hoveder og tomme blikke. Eller ligger og dovner i solen. Jeg har ikke set dem som "kæledyr" eller som sports rideheste i Rumænien, men jeg er alligevel ret sikker på, de nok findes som sådanne. Hvis ikke ude på landet, så i de større byer! Men det er en anden historie, jeg måske vil undersøge ved anden lejlighed
Undervejs mod Transalpina,, fangede jeg en del heste som var på arbejde. Nogen på hårdt arbejde! Andre kunne tage en rast. Som æslet ........ De bruges også til at trække læsset!
Forkromede forlygter. Skinnende kofangere. Kæmpe orgelpibe-lignende "flyt-dig-her-kommer-jeg"-båthorn. Lysbomme, ethvert diskotek ville elske at efterligne. Kænguru-grill i bøjet stål. Lysende Michellin mænd, kors bøjet i neon eller "Juletræ-lignende" overdekorerede førerhuse. Glem det.
Alle hestekøretøjer var brugte, godt brugte. Seletøjet blankslidt efter mange års anvendelse. Hestene magre og benede, men tilsyneladende stærke. Ingen overflødig kilo der. Intet sted så jeg pralende staffage. Tilsyneladende skulle alt på vogn og hest, have en arbejdsrelateret anvendelse. Intet var monteret på for pynt!
Eller jo, der var pynt på nogle vogne. Bilers tabte nummerplader, blev samlet op og taget med for senere at blive fæstnet med rustne søm, sammen med reflekser, der i et tidligere liv havde siddet på trailere, på bagsmækken af den to akslede gummivogn. Dermed gjorde sådanne fund deres til at hestekærren blev mere synlig, og fik smilet frem hos mig!
Hunde i Rumænien larmer. Og bider. Mange ser "sølle" ud, som vi siger på vestjysk. Hvis en hund i Danmark så sådan ud, ville den nok være død! Eller meget tæt på at blive aflivet! Ikke mindst hvis den ingen ejer havde! Her vil jeg så indskyde, at det er godt vi ikke har mange strejfende hunde i Danmark.
Anderledes i Rumænien. Og, ud fra en vurdering foretaget en mørk og varm nat, hvor jeg ikke kunne sove for hundeglam, bliver der flere og flere af strejfende herreløse hunde. Ikke én nat, ikke to nætter, men mange nætter, og desværre ikke kun i Rumænien, men flere andre steder på Balkan, er vilde hunde uden ejere, særdeles enige om at hyle i samlet flok.
Èn hund begynder (lyder det som) - og resten følger ihærdigt med. Hver og én, tror jeg, forsøger at overgå de andre hunde, såvel i styrke som i længde. Altså hvem der kan blive ved længst! Jeg kan godt forstå de fleste hunde vi så om dagen, enten sov eller lå trætte på gader og i baggårde!
Her vil jeg tilføje at jeg, efter at skulle lytte til deres nattesøvnsødelægendehylekor nat efter nat, ikke har nogen betænkeligheder ved at vække en sovende hund!
At hundene også bider dernede, fik jeg syn for første gang jeg var i Rumænien. Det var ganske vist en hyrdehund der bed. Ikke én men to af mine venner. Det er en længere historie, som jeg vil se at få oploadet ved lejlighed. (Historien er skrevet og har været bragt. Men det var inden jeg skiftede til one.com som webhotel)
Transalpina, eller rute DN67C går gennem Parang Bjergene, som er en del af Karpaterne. Vejstykket med navnet Transalpina er 146 km lang, og når hvor den er højest, en højde på 2,145 m.o.h. Intet sted i Rumænien kan man finde asfalteret vej, der er nærmere himlen. Sporet blev i sin tid anlagt som en militær strategisk mulighed for at komme over Parang og har helt frem til 2009 været uden fast belægning. Vejen forbinder Novac i syd med Sebes i nord.
Efter vi det meste af dagen havde kørt i lavland, var det skønt at "komme op i højderne" igen. Der blev kørt kurver så det på et tidspunkt føg fra min venstre støvlesnude! Den næsten nye asfalt indbød til flittig brug af gearpedal, gasrulle, kobling- og bremsegreb, med deraf følgende dybe knæbøjninger og øget slid på dækkenes skuldre. .
Efter et stop ved en strøm, hvor vi delte et par kopper kaffe og diskuterede de mange landskabelige detaljer vi var kørt igennem og over på Transalpina, kunne Jesper huske noget om et "forladt hotel projekt" han havde opdaget under sin planlægning af ruten gennem Rumænien. Hotellet skulle ligge på en sidevej til Transalpina. En gennemgang af POI på Montanaen, viste vi ikke var så langt fra "ruinen" eller hvad der måtte være tilbage af hotellet.
I et Y-kryds skulle vi følge vejen til venstre, til vi kom til endnu en Y-lignende deling af vejen, hvor vi så skulle holde til højre. Vi missede den rigtige retning i første omgang, og kom til bagsiden af hotellet. D.v.s. vi kom til udsigtssiden, men indgangen lå på modsatte side. Nå ja, hvad, tænkte jeg. Det lignede bare et almindeligt højhus, hvor flere af vinduerne var væk. Knust af vandaler eller vilde unge, eller noget. Jeg var ikke helt sikker på jeg havde lyst til at ofre mere tid på den bunke beton med glas-øjne.
Men Jesper ville gerne, og fandt den rigtige vej til indgangen. Vi cirklede lidt rundt på forpladsen. Hotellet så dunkelt, lidt skummelt, meget lukket og opgivende ud. Mange vinduer var smadret. Skidt flød overalt. Ved nærmere undersøgelse viste det sig døren var spærret af en tyk klæde med kraftig hængelås. Altså, vi kunne ikke komme ind og gjorde klar til at køre igen, da en ældre mand og en yngre kvinde ud mod os, fra nogle huse der lå til højre for betonkolossen, lidt for sig selv. I en sandkasse foran et af husene legede 3 hundehvalpe. Søde små vatterede bamser med store øjne, plettet pels og legesyge som kun børn og dyreunger kan være.
Vi fik kontakt med den unge kvinde. Hun kunne ikke meget engelsk, men ville hente sin mand. Vi skulle bare vente. Et par øjeblikke blev til nogle minutter, hvorefter en yngre mand, iført cowboybukser, der var klippet af ved knæene, runde sygekassebriller og et herligt smil om munden, kom imod os med hånden strakt frem. Han hed Mihai, men vi kunne kalde ham Michael. Hans engelsk var fint og forståeligt. Og den historie han kunne fortælle, var næsten et eventyr.
Det forladte hotel-kompleks var en del af Nicolae Ceaușescu belastende, meget dyre prestigeprojekter, som landet slet ikke havde råd til, men som Ceaușescu alligevel satte i gang. Han ønskede og håbede at kunne få de Olympiske Vinterleje til Rumænien i 2008 og startede byggeriet af dette kompleks for at overbevise for omverdenen han havde faciliteterne.
Hotellet var planlagt til at indeholde 200 værelser. I nærheden af hotellet var etableret skipister med alt hvad dertil hører. Mihai anslog at hotellet maksimalt udgjorde omkr. 8-10% af det samlede budget i Ceaușescu's fantastiske plan for et vinterparadis.
Mihai gjorde os nysgerrige! Forsigtigt spurgte vi om det måske var muligt at komme ind og se hotellet indefra? Selvfølgelig, svarede Mihai, men inden han kunne lukke os ind, skulle han hente nøglen til den store hængelås. Undervejs ind - og op - i hotellet, fortsatte Mihai med at fortælle han var administrator af "ruinen", og ville gerne vise stedet frem.
Hotel projektet var efter Ceaușescu's henretelse i 1989, overtaget af et konsortium. Mihai vidste ikke af, at der var aktuelle planer om at fortsætte byggeriet, som Mihai var en slags pedel for. Jobbet bestod også i at leje værelser ud, sommer og vinter, til turister. Ikke på hotellet, men i de 5 nybyggede huse med lejligheder og værelser, der lå til højre for hotel-ruinen.
Inden vi nåede op på 8. sal, fortalte Mihai stedet bl.a. havde været udlejet til et amerikansk filmselskab, som havde optaget en horror-film, som senere havde fået stor succes verden over. Spændende. Turen var ikke kun interessant og anderledes. Det var oss lidt farligt. Dels var ingen gelænder på trapperne, som ikke alle var færdigstøbte. Der var ingen gelænder eller afspærringer ved elevatorskakten, hvor også elevatoren manglede. For at komme op til en suite øverst oppe på 8 etage, måtte vi ud på et glat skrånende tag. Fra taget kravlede vi gennem et vindue uden karme. Videre gennem lejligheden og ud på en terrasse, hvorfra der var en uendelig udsigt med sø, trætoppe, bjergesider med løjper og endnu flere Karpater tinder uden spor efter menneskelig aktivitet.
Selvfølgelig var det samme vej tilbage! Der var langt ned, og sikkerhedsforanstaltninger var der ingen af!
Inden vi forlod betonklossen, blev vi budt på kolde drikke. Detjligt. Medens vi nød de friske dråber, fortalte Jesper om vores næste punkt på turen gennem deres skønne land. Måske de havde gættet på det nok varTransfaragassan? Hvilket var ganske i overensstemmelse med vores plan. Mihai fik et lidt bekymret udtryk i øjnene bag brillerne. Han var ikke sikker på der var åbent for trafik. Han havde endnu ikke hørt det øverste, oppe ved tunellen skulle være åbent og dermedfarbar, men en opringning til nogen de kendte, fortalte at både tohjulede og gående kunne komme igennem. Og at der iøvrigt blev arbejdet på at få den sidste sne væk, idet er om en ugen skulle køres et ralley, hvor Transfaragassan skulle være en del af ruten.
VI takkede mange gange for rundvisning og den hjælp de havde ydet. Selv om vi ikke ligefrem længtes efter at tage de varme jakker på overkroppen, hjelmen på hovederne og handskerne på hænderne, var det lige nøjagtig hvad vi gjorde. Derefter blev nøglerne placeret i motorcyklernes dertil indrettede hul, motorerne blev startet, det første gear fundet og med et ”Hej – see you again” vinkede vi højt tilbage mod Mihai og dennes hustru, der storsmilende vinkede tilbage, medens de sprælske hundehvalpe hev i deres snørebånd.
Snart sang dækkene igen på Transalpinas asfalt. Tempoet blev skruet op til lidt over sightseeing touring hastighed. Rundvisningen havde taget nogen tid, men var absolut værd at tage med. Men det var tid at komme videre. Medens historien om ”det forladte hotel” summede i hovedet, viste Jesper vej mod Transfaragassan.
Min 590 LM fortalte om 59 km til næsten gang vi skulle ændre retning, og de første mange kilometer skulle der foretages mange vip med venstre fod, fordi vejen var fyldt med hårnåle- og andre sving, som krævede flittig brug de 6 gear BMW-gearkassen råder over. Jubiiiiii....... det var lige noget for en SwingKing som min Gamle Gule.
På et lille plateau ved vejen, stod et par heste og græssede. Der var ingen mennesker i nærheden. Der var langt til næste bebyggelse. Vejen var tør. Og varm. Og næsten ny. Og i rigtig god stand.
Tilbage i de lavere liggende områder, fandt vi igen liv og heste. Små og større byer afløste hinanden på ruten mellem de to berømte ruter. Noget af tiden fornøjede jeg mig atter med at registrere hestekøretøjer. Og en større flok køer, som forstyrrede den sene eftermiddags trafik, men jeg så ikke én eneste bilist der var irriteret af den grund.
Hvis Transalpina er kendt, er Transfaragassan berømt. Transfaragassan er en vej som af mange betragtes som et "must do" hvis man er til herlige sving, hårnåle og nærmest usandsynlig smukke udsigter over høje bjerge og dybe dale.
Dagen hvor vi legede på Transalpina. Dagen hvor vi beundrede en udposning på Karpater bjergene, fra syd mod nord. Dagen hvor vi fik et kig ind i Ceaușescu's fanatiske overeksponerede fantasi om at bygge et kæmpe vintersportsanlæg, uden hjemmel i virkelighedens Rumænien, hvor fattigdom og mangel på næsten alt, herskede for alle, undtagen Ceaușescu selv og en mindre elite.
Den 11. dag på vores tur gik på hæld. Byen Pitesti fik æren af at have os boende en nat. Hotellet hed Bella Vista, men har ikke sat sig andre spor i mig, end at det var der, vi dagen efter, omkr. 500 m fra hotellet, så dette skilt:
Der var intet at tage fejl af. Endnu et højdepunkt på vores tur lå nu for vores dæk. Skiltet gjorde opmærksom på der var 102 km "bjergvej". Og at vejen var lukket. Men men men, vi havde snakket med nogle fyre som havde kørt stykket, og Mihai havde jo ringet og.........
Inden vi tog hul på denne sektion, inden vi kørte op for at se om vi kunne komme igennem, skulle vi spise og sove. Det gjorde vi i Pitesti.
Se i afsnit IX om vi kommer igennem?
Til toppen/ menu Til afsnit IX