Tak for dansen Afrika II

Link til: Afsnit I     Afsnit III     Afsnit IV     Afsnit V     Afsnit VI

I første afsnit af reportagen fra udflugten rundt i Sydafrika, nåede vi Clarens, hvor vi brugte en dag på at køre rundt i nærområdet, bl.a.den imponerende "Golden Gate Nationalpark".

  Under aftensmaden på anden dagen i Clarens, efter en helt igennem fortryllende dag i sædet på motorcyklerne, kunne vi følge et uvejr der bostaveligt byggede sig selv op lige udenfor vinduerne. Himlen blev mørk, over bjergene i øst, næsten sort. Lyn knitrede, torden buldrede, vinduerne bøjede sig for trykket, men ingenting gik i stykker. Vi nød et par glas vin ved bordet, så vi ikke behøvede gå ud i regnen, som snart styrtede ned. Vores værelser lå lidt op ad en bakke, bag restauranten. For at komme op til værelserne, skulle vi udenfor, men det var der ingen af os der havde større lyst til.

Tordenvejret brugte en god times tid til at drive væk fra Clarens. Trætheden meldte sig. Maden havde været både god og rigelig. Tiden nærmede sig hastigt hvor det var tid at ønske hinanden godnat. Selv om vi kun havde kørt sammen en uge, var der et møtnster for morgenen. Der var noget "A-menneske" i os alle tre. Ingen af os havde behov for at sidde den halve nat og ingen af os havde behov for at sove til langt op ad formiddagen. Selv er jeg næsten altid frisk når kl. er 06. Jeg har ikke lyst til at ligge i min seng, hvis jeg ikke sover! Og slet ikke hvis min dejlige kæreste ikke er indenfor en armslængde fra mig.

   Altså var vi så langt i vores rutiner, at det var unødvendigt at aftale hvornår vi stod op. Alle tre var klar til morgenmad omkring kl. 07.30. Ofte sad Henrik ved morgenbordet når jeg ankom. Og knap efter kom Thomas.
   Uden det var aftalt, var vi alle tre næsten klar til afgang, lige så snart morgenmaden var på plads i maven. Selv om det kan synes som en detalje, betyder det for mig rigtig meget, at der er fælles fodslag om at dagene udnyttes. Selvfølgelig ved jeg, at den der kommer sidst, ikke skal vente på de andre. Men hvis to, tre, eller flere rejser sammen, er det fint og meget befordrende for alle på holdet, at man har nogenlunde det samme forhold til det at være klar til at starte motorcyklerne på samme tid. For os virkede det meget fint, grænsende til det perfekte. Vi havde i store træk alle tre pakket det meste i tasker, endda måske også hægtet tasker på cyklerne, inden vi gik til morgenmad. Tilbage var det sidste, som - varmen taget i betragtning - næsten hver dag var at pakke de korte bukser væk, og tage motorcykeltøjet på.

Afgangen fra Clarens blev udsat en smule. Vi drak en ekstra kop kaffe, medens en mindre byge drev videre. Bygen drev mod nord, vi kørte mod syd. God aftale. GPS'erne var blev fodret med en adresse i byen Garipdam, en strækning på ca. 450 km. Som tidligere, når vi havde længere strækninger for an osl, kørte vi også denne dag en del kilometer på asfalt, men desværre syntes det som om vejen var tegnet med en lineal. Lang, lige og kedelig, men gennem meget smukt landskab, med bjerge, grønne marker, lidt skov, kæmpe landbrug og spektakulære klippeformationer. Jo, vi kunne læne os tilbage, sætte autopiloten til at holde hastigheden og nyde turen, som gled forbi os til højre og venstre.

Vindmøller, som den på billedet herunder, er meget udbredte i Sydafrika. De pumper vand op til kreaturer, får og - tror jeg - til vanding af afgrøder på markerne.

Husene ude på landet er - i modsætning til inde i byerne - ikke omgivet af særlig meget hegn. Hvor der i byerne stort set overalt, selv i mindre byer, er bygget mure op omkring beboelseshuse, ganske ofte "forstærket" med elektrisk hegn ovenover murene, er husene ude på landet næsten frit tilgængelige. Ofte er der hegnet således dyreholdene ikke kan vandre ind til husene, men der ikke er spærret af i samme grad for uinviterede gæster.

   Også ude på landet er der stor forskel på hvordan de hvide og de sorte bor. Ingen er i tvivl om, hvem der har pengene. 

Man skal huske at drikke rigeligt, også om dagen *lol". En lille pause til noget vand og kontrol af GPS. Ganske vist havde vi lagt en rute inden vi startede ud om morgenen, men der er  igen grund til at misse en "god vej, eller godt spor", hvis der er dukker noget op, som ser interessant ud. Sådan som det sydafrikanske vejnet er skruet sammen, er der næsten altid mulighed for at finde noget sjovt og spændende, hvis man er til veje og spor uden tjæret overflade.

   All right, grusvejen på foto 2 herunder, var ikke hverken udfordrende eller teknisk. Faktisk havde den det til fælles med asfalterede veje, at vi kunne køre raskt til, d.v.s vi kunne køre så hurtigt, at vi ville kunne få en bøde for at kører stærkere end politiet tillod. Dog så vi aldrig noget politi på grusede veje, eller ihvertfald ikke nogen der kontrollerede hastiheder.

Ganske vist er det noget begrænset hvad man kan nå at se på GPS'en når man drøner afsted på en vej, hvor afrikanerne ikke har lagt asfalt på. Men af til skete det at én af os opdagede et spor, som så særdeles spændende ud. Så gjalt det om at få stoppet de andre, og vist dem "det spændende" man havde opdaget. Således også på foto nedenfor. Jeg husker ikke hvem det var der "så" sporet, men det blev enstemmigt besluttet at det måtte vi altså køre. Smiler ved tanken, for det var således at jeg på intet tidspunkt fik fornemmelse af de to andre var svære at overtale, hvis der var noget der så spændende ud!

Kun en lille kilometer inde ad sporet, kom vil til et led, men det sådanne må man gerne åbne og køre igennem, bare man lukker leddet efter sig. Det blev vi ihvertfald meget hurtigt enige om. Så det gjorde vi. Sporet fortsatte. Og blev bedre og bedre, læs: mere og mere teknisk udfordrende, og dermed sjovere.

Herligt spor. Dels snoede sporet sig gennem det efterhånden noget tørre landskab. Dels var der ud fordringer i form at store sten, tuer af stikkende græsser, buske og klipper. Jeg tør udtale mig på alles vegne: Vi nød sporet, som var en skøn modsætning til den brede grusede vej. 

   Efter en stigning op ad en bakke, hvor der var spredt vegetation og lave træer, stoppede sporet pludseligt! Nej, det passer egentlig ikke, for sporet fortsatte, men der var gravet et dybt hul tværs over vejen. Store sten og klippestykker var lagt som en barriere foran hullet og bag hullet var opsat et højt hegn. Ganske vist var der et led i hegnet, men dels var leddet lige ud for hullet, dels var leddet lukket med kæde og lås, samt en del ståltråd der var snoet om stolpe og led. Altså, vi kunne ikke komme videre, og måtte køre de 14 kilometer tilbage til vejen.

Nu hvor jeg sidder og skriver om mine oplevelser, kommer jeg til at tænke på, at jeg husker vi de fleste dage startede ud med at køre på asfalt! Ikke at det har nogen betydning, det er bare en betragtning. Og jeg mindes ikke det var noget vi havde med i vores overvejelser, når vi planlagde ruten for næste dag. Eftersom vi ikke havde lavet en rute for turen hjemmefra, diskuterede vi om aftenen hvordan næste dags forløb skulle være, medens vi sad og spiste eller over en øl eller to. Vi havde, hver især ønsker om bestemte destinationer og seværdigheder vi ønskede at besøge, men hvordan vi kom fra A til til B, blev planlagt hen ad vejen, og faktisk helt bogstaveligt, undervejs. Der var intet der var sikkert. Masser af gange blev planerne ændret, lige før eller undervejs.

Når jeg fortæller at jeg stort set altid rejser på den måde, er der mange der opponerer! Jeg får ofte at vide jeg - hvad det angår - er en sjælden race. Ikke desto mindre er det hvad jeg gør. Og hvad vi gjorde på denne tur. Enkelte overnatninger havde vi booket forud. Med god hjælp af Anja Ingemann. Men det "normale" for os undervejs var, at vi fandt et hotel, lodge eller B&B når vi syntes vi havde kørt det vil ville, eller var nået frem til den by, vi havde sat os som mål for dagens tur. Et system, nej, det kan jeg vist ikke kalde det, men jeg kan sige, at vi ikke havde vanskeligheder med at finde logi. Indrømmet, det ikke var hver gang vi havde fundet et sted at slå os ned for natten, der var plads, men i de tilfælde fortsatte vi til vi fandt et sted.

Landskabet vi kørte igennem, blev mere og mere tørt. I det fjerne - hele vejen rundt om os, var der bjerge. Markerne var stadig lidt grønne, men der blev flere og flere pletter, hvor tørre strå lod ane, at himlen ikke oplod sine porte for at lade regn give grokraft til afgrøderne. Der var ikke mange træer, men lave buske gav skygge, hvor aber og andre smådyr kunne søge hen, når solen blev for skrap.

Hu hej og vilde dyr hvor det kørte. Spændende snoede veje i et lille bjergområde, med opture ad bjerge og nedture til dalene. Kombinationer vi altid finder spændende og brugbare til lidt kurvekørsel. Men men men, pas på. Pludselig kunne et stenskred dække vejen, og som på billedet nedenfor, er det langt fra sikkert der kommer en amtslig eller kommunalarbejder og rydder vejen samme dag. Jeg tror denne lille stak har ligget nogen tid. Tænker de lokale har vænnet sig til at køre udenom, så det går nok!

Typisk situation ved en tankstation. Alle stationer var betjente. Nogen gange tog det nogen tid, inden der kom nogen. Andre steder var dere flere folk til at betjene, end der var standere, og så var der næsten kamp om at komme først hen til kunderne. Flere steder kunne man kun bruge en stander ad gangen. En gang fik jeg fyldt tanken op for 140 RAND, svarende til ca. 70 kr. Tælleren var gået i stå. Pumpen kørte lystigt. En lille detalje som man sjældent kontrollerer.

Også denne dag, vores 8 dag, havde vi lagt en fed plan for at komme til næste destination. Om aftenen hjalp vi hinanden med at lægge nogle tal sammen som vi fandt på vores kort, og huskede fra dagens sektioner. Vi havde kørt ihvertfald 250 km på veje unden fast belægning, ud af de ialt ca. 400 km vi havde tilbagelagt. Hjemme i Danmark er det sjældent, hvis det overhovedet sker, at der er 20 km lange strækninger uden asfalt. Hernede var der flere steder hvor GPS fortalte vi skulle følge vejen 100 km, inden vi skulle ændre kurs. 

Alle med respekt for sig, og penge nok, har en bil. Langt de fleste biler der futter rundt, ikke mindst uden for byerne, er varevogne, små trucks, hvor man transporterer alt på ladet. Om det er hunde, mennesker, landbrugsdyr (også køer, så binder man benene, så dyret ikke kan rejse sig) eller varer. Alt kan lade sig gøre, og det er ikke ulovligt at transportere personer - men selvfølgelig meget farligt - at stå eller sidde på ladet. Jeg så flere biler på motorveje, der kørte de tilladte 100 km/t med personer på ladet; selv lastbiler hvor nogen sad ovenpå læsset! Det er også udbredt at "tomle" sig frem til næste destination. Ofte bliver personer der ønsker et lift, tilbudt plads på ladet.

Såkaldte "road kils", dyr der er kørt ned og ligger på vejene, så vi forbavsende få af. Men det er sandsynligvis fordi døde dyr hurtigt bliver fortæret af ådselædere og lign. Et sted så jeg en ko ligge på marken, tæt på hegnet. Andre steder lå afgnavede knogler og hele skeletter.

I stedet for at anvende vejtransport, kan man benytte tog. Bemærk hvor smalt sporet er! Et sted vi snakkede korruption med en lokal, fik vi fortalt en historie om en minister, som havde bestilt togvogne i hobetal. Ministeren havde afgivet en kæmpeordre, og modtaget en meget stor sum i modkommision, altså bestikkelse. Da vognene kom, kunne de ikke bruges fordi de ikke havde den rette sporvidde!!! Ok, svarede vi, men så annulerede man vel handlen? Nix, de skulle efter sigende stå på et lager et eller andet sted i Sydafrika!

MIn smukke, fantastiske og uopslidelige BMW, ligner en kæmpe på de smalle skinner!

Ganske langsomt blev højsletten, et kæmpe område midt i Sydafrika, Karoo ørkenen, mere og mere tør. Mange af de vejafsnit vi fulgte fra Garip Dam til Middelburg og videre til Graaff Reinert, var dækket af det vi kalder "vaskebræt-mønster". Hvis man kører hurtigt nok, mærkes den bølgede overflade ikke så kraftigt, men man er aldrig i tvivl. Veje med vaskebræt-overflade er rigtig godt til at ryste skruer løs!

De næste seks billeder er alle lavet mellem Garip Dam og Middelburg. Ingen kan være i tvivl om der er tørt. Selv kaktusserne er ved at tørre ud!

Og så, kort før vi ankom til Middelburg kom vi frem til et sted, hvor det må have regnet. Pludselig var der igen grønne marker, og der var flere steder der var store pytter på vejen. Vi kom også gennem en lille skov, hvor der var en flod med vand i. Der var meget lidt vand, og det var meget grumset og stort set stod stille.

I Middelburg fandt vi en restautrant hvor vi kunne sidde på fortovet og få vores frokost serveret. Kort efter vi havde bestilt vores øl og mad, stillede denne unge quinde sig  op ved kantstenen, fandt sin mobiltelefon frem, og blev totalt væk for omverdenen! Hun skrev og læste, lavede sjove ansigter. Grinede for sig selv og fortsatte al den tid det tog os at spise vores mad.

   På hegnet var et stor skilt "No beggars or hawkers", men det afholdt ikke flere fra at prøve. Medens vi sad og spiste kom flere forbi, og med bedende øjne og strakte hænder frem mod os, tydeligt gjorde opmærksom på, at de gerne hjælpe os med at opbevare vores penge! Der gik nogle dage inden jeg "vænnede" mig til at spise min mad selv om der stod nogen tæt på, som gjorde hvad de kunne for at suge næring fra den tallerken jeg spiste af.
   Og ligeså, jeg måtte bruge et par dage på at "gøre mig hård" overfor tiggere. De var overalt. Som en (hvid) afrikaner fortalte mig, så er tiggeri meget udbredt blandt den sorte befolkning. 

   Jeg har ondt af folkene. Jeg føler med dem, og jeg skulle hver eneste gang tænke en ekstra gang over "at jeg skulle sige nej!". Dels kan jeg ikke redde alle de sorte afrikanere, dels er fænomenet så udbredt, at det er helt klart en regerings opgave. Kæmpe opgave. At så mange bor i usle hytter, bygget af pap og blikplader, er ikke tilfældigt. De har ikke andre muligheder. Socialhjælp eller kontanthjælp findes ikke i SA. Du må klare dig selv. Find et job, ofte til en meget ussel løn, hvis du er sort og bor i SA. Alt alt for mange har ikke andre muligheder end at kigge i affaldsspande, stjæle og tigge.

Duften af vores mad, blev pludselig blandet med duften af uld og eskrementer, medens gadens lydniveau steg adskillige decibel, fordi en truck, læsset med får, drønede forbi restauranten. Wow, får i fire etager! Ja, du læste rigtigt, 4 etager. Kig på billedet og blive overbevist. mellem hjulkasserne på såvel forvogn som trailer var der brægende får.

Sidste etape denne dag foregik for en del kilometers vedkommende på asfalt. 

Graaff Reinert, en by i Eastern Cape, er den fjerdeældste by i Sydafrika. Byen ligger 750 m.o.h og har mange flotte ældre huse. Varmen havde bidt godt fra sig denne dag. Lige så hurtigt vi havde fundet et sted at bo, var det med at komme ud af det varme motorcykeldress og finde shortsene frem. Thomas fik værelset "Rosette" og jeg boede i "Dotty", lige ved siden af. Henrik havde trukket nitten, hans værelse lå i skygge af nogen træer! Heldigvis lå indgangene til vores værelser i skygge på denne tid af dagen. Inden vi begav os ud i byen for at finde noget spiseligt, drak vi et par øl i gården. Uhm de øl smagte godt.

Inde i byen fandt vi en tysk restaurant. Nøj Thomas blev glad. Köstritzer øl, bockwurst og sauerkraut. Til at afslutte måltiden, valgte vi kiksekage med is. Herligt, vi spiste "tysk" denne aften. Julelys i alle øjne.

Graaff Reinert ligger i et område, hvor de ikke har fået nævneværdigt vand i flere år. Kaktusser, der rakte mere end almindelig mandshøjde op i luften, groede og havde det tilsyneladende fortrinligt.

   En del af byen ligger omkranset af floden Sundays. Floden, som gennem flere år har været totalt fri for vand, ligesom dæmningen udenfor byen, ikke har noget vand af dæmme op af.
   Søen, Nqweba Dam, er udtørret, og bunden er en stor mosaik af sprækker. Området, inklusive byen, hedder Camdeboo National Park, og er en del af Karoo ørkenen. Camdeboo National park er et imponerende bjerglandskab med unik vegetation.
   Når man fortsætter forbi dæmningen og den tørlagte sø på R63, og husker at dreje til venstre ved skiltet "Winterhoek", bliver man standset af en bom 100 m oppe ad den lille stadig asfaltbelagte vej. Ved bommen kommer en vagt i flot uniform ud til dig. Vagten opkræver høftligt, men bestemt, et gebyr du skal betale inden bommen løftes. Når du har betalt, kan du fortsætte op ad vejen til højdepunktet Valley Of Desolation, en spektakulæert udseende bjergformation. Turen derop er bestemt pengene værd.

   Hvis du er heldig, kan du møde en skildpadde på din vej. Vi så også vilde strudse og nogle "rådyr" af en eller anden slags, jeg ikke kender navnet på. Selv hvis du kører derud alene for udsigtens skyld, får du meget værdi for indgangsbillettens pris.

Med "billederne af de imponerende udsigter i tankerne, var det atter tid at søge ud på vej 61, en af de lidt større veje og få nogle kilometer lagt mellem gårsdagens destination, Graaff Reiner, og denne dags mål, Sutherland. Hovedvejen var igen lavet med lineal. Trafikken var ikke overvældende. Indimellem fik vi lejlighed til at overhale et lastvognstog, men ellers var det mest os der blev overhalet. Langt de fleste personbiler tog chancen og kørte hurtigere end de tilladte 100 km/t, som vi næsten altid overholdt.

   "High accident zone"-skilte var der en del af og jeg undrede mig ofte, fordi de stod hvor vejen bare gik ligeud. At der kunne være noget om advarslen, vidnede efterladte biler om. Min tanke var, at chaufføren var faldet i søvn bag rattet, og at det var den fare skiltet advarede mod! Men jeg er ikke sikker. Det kunne også være fordi der var en sidevej? Iøvrigt var alle (?) sideveje ikke-asfalterede sand- og grusveje! Nogle ført ud til farme, som kunne ligge mange kilometerfra hovedvejen, medens andre var til større byer. De veje vi herhjemme kender som "kommuneveje", og som herhjemme er fine (ofte!) med rimelig vedligeholdt belægning, de var dernede stort set alle uden asfalt. 

Bag os, ca 80 km, lå Aberdeen, en mindre by som ikke engang Wickipedia har noteret eksistensen af, og fremad, ca 70 km lå Beaufort West, som med sine ca. 37.000 indb. er omtalt som hovedstad i Great Karoo, lige der på vej 61, ventede skygge og koldt vand, øl og mad, hvis man var til det. Stdet hedder Rooidam Farm Stall. En ægte landevejs café. Motorcyklerne måtte efterlades i solen. Der var ikke et eneste træ der var højt, eller havde krone nok, til at motorcyklerne kunne komme udenfor solens varme strålers rækkevidde.
   Endnu medens jeg smed jakken på styret og hang hjelmen (på hovedet så svenden kunne fordampe) op i remmen på venstre håndbeskytter, forsvandt Thomas og Henrik skyndsomt ind i caféen. Jeg ilede bagefter, og nød straks at komme ind i rummet, hvor airconditionmaskinen arbejdede på højtryk for at skabe en dejligt køligt atmosfære. Henrik og jeg satte os ved et tremands bord, tæt på udgangen, med udsigt til motorcyklerne, helt som vi plejer. Thomas søgte over til et bord i hjørnet, stambordet, fandt vi hurtigt ud af. Ved bordet sad en dame, som Thomas gentleman agtigt hjalp med ild til hendes cigaret. Snart kom café Mutter og satte sig ved samme bord, og så blev der ellers kværnet løs. Thomas fik damerne til at smile og grine højlydt.Jo jo, der var kommet fremmede med gode historier til den ensomme café ude i Great Karoo.

Tilbage til varmen udenfor, op på motorcyklerne og ud under den høje himmel, hvor solen totalt dominerede. Foran lå førnævnte Beaufort West og endnu længere ude, Sutherland, hvor vi havde planer om at overnatte.
   I min lille sorte bog har jeg noteret, at vi "efter en hel dags kørsel, i trist tørt ørkenlandskab, stoppede op i Sutherland. Vi havde tilbagelagt ca 450 km, hvoraf mindst 225 km var gravel. Heldigvis var der undervejs et par pas, klipper, løse sten og sand, der gav kolorit til turen og udfordringer til koncentrationen, idet vi fra tid til anden måtte være meget opmærksomme og bruge vores tillærte off road teknikker".

   Fra turen over Great Karoo husker jeg også varmen. Jeg mindes det var usædvanlig varmt. Og så husker jeg der var hedt, næsten som i en bageovn. Gentagelse fremmer ligesom overdrivelse, forståelsen. Det var meget varmt *ggg*
I modsætning til mine erfaringer fra en tur rundt i det sydvestlige Australien, var det her i SA dejligt at have visiret slåt op. I Australien var varmen så intens at det var som at stå med en føntørrer rettet direkte mod ansigtet. I Sydafrika var det en smule forfriskende, selv om jeg tror temperaturen var oppe på nogenlunde de samme høje grader som i Australien! Måske der var noget med luftfugtigheden der spillede ind? 

Når vejen går ligeud, som på billedet ovenfor, kilometer efter kilometer, er det fristende at "lukke op for hanen", som man siger. Ikke mindst hvis vejen er så fin som her. Dog skal man altid være opmærksom, fordi engang imellem - hvor usandsynligt det end lyder - findes fordybninger på tværs af vejen, hvor regnvand samles for at søge mod lavere liggende områder. Lavningerne er ikke altid adviseret, og heller ikke alle er forbedret med en bud af cement. Ofte er der ingen forsøg gjort på at lave en "sikker" overkørsel. De steder mennesket ikke har grebet ind med asfalt eller cement, er der kun naturens egen måde at gøre tingene på. Det betyder at alt løst, d.v.s. jord, sand og små sten, er skyllet væk så kun det tungere materiale, sten og klipper, bliver tilbage. Hvis det er sådan en "natur skabt" passage man kommer fræsende imod, kan et møde mellem bunden af passagen og et forhjul, meget nemt resultere i en uøsket situation, hvor forhjulet får et tryk, så fælgen bliver skæv eller måske brækker. Og selvfølglig kan man også risikere at vælte og skade sig selv.

Passagen på billedet nedenfor kunne vi ikke undgå at opdage i tide, og alle fik hastigheden sat ned. Men der var masser af andre gange hvor én - eller måske all  tre - ramlede i en passage uden at sænke hastigheden. I de tilfælde kom fjederen på forhjulet på arbejde. Ofte trykket helt i bund. Men så blev olien i forgaflen - om ikke andet - godt aktiveret den dag!

   De dage vi kørte i ørkenen, eller bare på veje hvor det var flere dage siden det havde regnet, kørte vi næsten altid med en god afstan mellem osd. Støv fra vejen blev hvirvlet op af dækkene og lufttrykket. For at undgå at indånde mere støv end højst nødvendigt, tilpassede vi afstanden mellem os. Bedst var det når der var noget blæst - på tværs af vejen - til at feje støvskyerne væk. Men vindens retning bestemmer vi ikke selv, så ofte måtte vi køre med 2-300 meters afstand.

Hvem kan sige sig fri for at have drømt om at blive stedt til de evige grusveje ude midt i ingenting, klods op ad et skønt skønt spor uden belægning? Jeg tror mange der kører off road har haft den tanke. I SA er det muligt. Ude i Karoo så jeg denne lille kirkegård. Hvem eller hvilket dyr det er der har forsøgt at forstyrre gravfreden, det ved jeg ikke!

Også KTM'ere kan få en skrue løs. Når det sker må chaufføren igang som "bush mecanic". Vindskærmen på Henriks KTM var raslet løs. Der manglede Locktite, tror jeg. Det fik den senere. Knap var vi standset førend der var en flok børn omkring os. Nysgerrige på hvad vi lavede, men mest at alt ønskede de at vi skulle dele ud af vores penge. Henrik fik tryllet en skrue frem fra gemmerne, som passede i gevindet, men bestemt ikke i længden! Men, ude i bushen betyder sådanne småting intet. Bare man kan komme videre, så er alt godt.
   Altså op på cyklerne igen, og så ellers i pæn fart ud over ørknens støvede overflade for at indente Thomas, som ikke havde opdaget Henrik stoppede, og derfor var kørt videre. Med rigelige omdrejninger i højt gear, troede vi det ville gå hurtigt med at indhenteThomas. Sådanne situationer var forudset, og vi havde helt fra begyndelsen lavet aftaler om, at kom vi fra hinanden, skulle man standse hvis man drejede fra vejen, altså ændrede rute således man ikke længere fulgte den vej, hvor man kom fra hinanden på. Derfor var vi meget stærke i troen på at Thomas måtte være derude foran os et sted. Det var han også. 

   Thomas havde på et tidspunkt indset han var kommet så langt foran, at det var tid at vente. Nøjagtig som aftalt. Men det tog tid, inden vi kom. Thomas havde stoppet cyklen og givet sig til at vente, uden at tænke over at han skulle have søgt skygge! Han svedte meget under tøjet da Henrik og jeg dukkede op. Vi forklarede hvad der var sket. Drak noget vand, og fortsatte i samlet flok mod Sutherland.

De sidste kilometer inden Sutherland, var asfalterede. Og gik lige ud. Kære Læser, prøv at google Sutherland SA og se byen i Google Earth. Spændende at få et vue fra luften. Google giver et rigtig godt indtryk af hvor ensomt og tørt, den by ligger  ude i Great Karoo!

Som næsten hver dag når vi havde nået vores dagsmål, tankede vi motorcyklerne, så de var klar til næste dag. En anden del af det at være klar til næste dag, kan være at smøre og evt. justere kæde på motorcyklen. Noget som såvel Thomas som Henrik skulle kontrollere jævnligt, medens jeg så kunne lave billeder, eller tage forskud på den kolde øl, for min Gamle Slæde trækker bagjulet rundt, over stok, sten, græs og alt det andet den bliver budt, via en kardan!

I Sutherland, ligesom mange andre byer, var det Henrik som, med hjælp af en app med overnatningsmuligheder, fandt vores logi for natten. I Sutherland blev det lidt sjovere end normalt. Eller sjovt, måske oss lidt pinligt. Sagen var, at Henrik fandt et logi med navnet "Perlman House". En "self catering"- lejlighed, som meget belejliget, lå i samme gade hvor tankstationen var.   
   Da alle havde tanket, lettede Henrik fra tanken og forsvandt ud på gade. Thomas og jeg fulgte efter. Henrik kørte søgende foran os. Den måde Henrik kørte på, viste meget tydeligt han søgte efter et skilt eller husnummer, og at han undede sig over han ikke kunne finde huset. Vi kørte et stykke tilbage ad gaden. Lavede en U-vending, og kørte, stadig søgende retur til tanken, uden at finde "Pearlman House". Henrik stoppede, og skulle lige til at sige et eller andet, da han pludselig pegede! Og grinede.
   "Perlman House" lå klods op ad tanken. Og næsten endnu bedre, lige på den anden side af tanken, lå "drikkevare-butikken". Drikkevarer, især alkoholiske drikke, tror det er noget med drikke der har mere end 4% alkohol, skal sælges i særskilte butikker, eller afsnit af butikker, som så kan låses af. Sådanne butikke har særlige åbningstider. Vi grinede lidt, (ikke af Henrik!!!) inden vi fik trykket på klokken ind til Perlman House":  Men så blev porten åbnet, og vi blev lukket ind.

I "Perlman House" lejede vi en lejlighed, med tre soveværelser. Fine værelser omend ikke nyindrettede. Møblerne var af ældre dato. Men der var rent, pænt og gammeldags indrettet. Helt ok med os. Lejligheden var indrettet i et anneks, og vi skulle, som "self catering"-betegnelsen tydeliggjorde, selv sørge for mad.

   Hidtil havde vi overnattet på hoteller med restaurant tilknyttet. Eller vi havde boet på B&B (hvor morgenmad er inkluderet i værelsesprisen). Når vi boede som her, gik vi ud i byen og fandt en restaurant.
   Men denne aften, medens vi sad med en kold øl, og kiggede efter restauranter på google, kom vi i snak med et ægtepar fra J'burg (Johannesburg), som også var på tur. I en 4WD truck. De boede i lejligheden ved siden af vores, de var meget flinke, og i løbet af ganske kort tid blev det bestemt, at vi skulle grille sammen. Det blev en rigtig fin og hyggelig aften, hvor vi kom omkring mange emner. Ikke mindst den flotte stjernehimmel, som dukkede op, da lyset i gården blev slukket, fik mange beundrende ord. Faktisk er Sutherland et af de steder i Sydafrika, hvor man har de bedste muligheder for at se og ikke mindst, studere stjerner, fik vi forklaret.

Nu er det så på tide med et foreløbigt farvel og tak for nu - håber du har fundet glæde og fornøjelse ved at følge med på den tur jeg kørte i Sydafrika januar 2020. Hvis du gerne vil læse videre, klik her.

Til toppen / menu     Afsnit I     Afsnit III