Til Alperne ad små og mindre veje

Ok - det passer så ikke helt. De første km fra grænsen til Harzen blev kørt på motorvej. Men derfra.........

Som et resultat af et ønske om igen at komme på tur sammen, fandt Flemming J og jeg at det igen måtte være tiden at køre sydpå. Vi har tidligere gjort mange ture sammen. Du kan læse om dem her på siden. 
   I 2022 var målet - for mig - at nå Malta. Jeg vil gerne derned på øen, idet Malta er en republik, og jeg har et mål om at besøge flest mulige, gerne alle, kongeriger, republikker og stater i Europa på min GamleSlæde. Nu skulle det være, så med målet i tankerne, benzin i tanken, visakortet i lommen og mod, lyst og energi til at køre en længere tur, mødtes jeg med Flemming i Haderslev sidst i august måned.

Snak var der ikke meget af. En hilsen på tværs af motorcyklerne foran politigården, og så var det ellers afsted. Ud af byen, solens skygger tegnede på asfalten til højre for os, da vi kørte ud på motorvejen. Og ja, denne første dag på turen, ville vi sydpå. *Halsen' mellem grænsen og Hamborg skulle overståes. Det stykke kender vi, næsten som vores lommer.
   I diskussioner og tråde på de sociale netbårne medier, skal man ikke lede længe for at finde indslag, hvor Tyskland "bare skal overståes". Kun ganske få orker at køre på betonstien, motorvejene, og mange ender op med at bruge tog for at komme til Alperne hurtigst muligt.

   Mange har en mening om dette, og min er, at jeg meget gerne kører på min motorcykel, og altid har gjort det. At køre på et tog i Hamborg, sove underveje sydpå, og stå ud i Sydtyskland, er ikke mig. Jeg elsker at køre på motorcykel.
   Autobahn, i dette tilfælde A7, er ikke det mest spændende sted at køre på tohjulet køretøj, men hvis man kigger sig omkring. Hvis man er opmærksom på de andre trafikanter, kan man næsten altid finde noget at hæfte øjnene på, som sætter tankerne i gang. 

   For år tilbage fandt jeg på jeg skulle have min kamera hængende på maven, når jeg kører motorcykel. Idéen er go, men lad være! Det er farligt. Mindst lige så farligt som at tale i telefon, medens man kører. 

    At det giver muligheder for 'anderledes' billeder gør at jeg ikke altid følger mit eget råd. Netop derfor fik jeg lavet billedet af bagenden af en trailer, med Flemming i forgrunden Traileren havde et kæmpe flot og inspirerede billede af et par indianer, ulv  og rovfugl. Billedet fik mig til at tænke på friluftsliv. Folk der udsmykker deres trailer med sådan et motiv, tænker jeg må være på 'eventyr'. Uden at kende deres "medie", om de går, kører motorcykel, sejler i kano eller andet, fandt jeg aldrig ud af. Det er også ligegyldigt. Jeg fik et foto, som satte tanker igang hos mig. Har du det ligeså?

Den mandag var første dag efter der på Rømø var afholdt "Rømø Motor Festival" et historisk race fra 1919, hvor man kørte race på Fanø strand i gamle vintage biler og på motorcykler. At der havde været noget igang et eller andet sted, var vi ikke et øjeblik i tvivl om. Flere gange overhalede vi biler, der trak trailere med specielle, gamle, ombyggede eller på anden måde rariteter. Inde bag visiret på min Schubert hjelm, smilede jeg. Jeg har ikke været på Rømø og oplevet de historiske løb. Jeg er ikke til køkørsel i timevis og ej heller til store folkemængder. Der var engang hvor jeg sagtens kunne begå mig på festivaller, markeder og lignende arrangementer der trækker 1000 vis af folk. Men den tid er forbi.

   Fremme før tunellen i Hamborg, klumpede trafikken. Som sædvanligt. I de mange år jeg har kørt ad A7 gennem Hamborg, har der været vejarbejde. Tror jeg. Det føles thivertifald sådan. Også denne august mandag kort før middag. På trods af der var fire spor, kørte bilerne næsten kofanger mod kofanger.
   I mit indre kan jeg nu høre hvordan mc-transporteres-på-tog-gennem-Tyskland-entusiasterne skriger af grin, medens de med triumferende stemme råber: Hvad sagde jeg!!! 
   Jamen, kære venner, I glelmmer at vi er i Tyskland. Tyskere har en ganske anden trafikmoral end danskere. Se lige nr. 2 billede herunder!

   Billedet er fra samme 'kø', bare lidt længere fremme. På billedet ses det tydeligt at bilisterne har dannet en 'transportvej' for udrykningskøretøjer. Den kan motorcyklister også bruge. Men de må vist ikke. Jeg kom til at køre mellem rækkerne, og således sneglede vi, Flemming og jeg, os fremad med lidt højere hastighed end folk i firehjulede køretøjer havde mulighed for.

Nok om trafik på motorvej. Der sker rigeligt ved siden af motor- og andre veje, som gør at man ikke behøver kede sig medens man kører sydpå. På næste foto fangede jeg en lille "tornado" som legede med noget støv på mark tæt på vejen. Tornadoen fik straks mine tanker på langfart. I 2008 var jeg på tur rundt i det sydøstlige Australien, og dernede så vi rigtig mange små og enkelte lidt større tornadoer. 

Efter Hamborg fandt vi forholdsvis hurtigt væk fra A7, og fulgte derfra hoved- og landeveje videre sydpå. Sidst på eftermiddagen dukkede Harzen op som en stor høj bule på horisonten. Udover at vi snart skulle more os på de snoede veje gennem Harzen, skulle vi også standse motorerne, for dels at slå lejr, dels drikke en kop øl, eller to.

Aftalen var at vi ville overnatte i vores telte, hvis ellers vind og især vejr var til den form for overnatning. Når man er pensionist, må man gerne være lidt magelig.

Både Flemming og jeg holder meget af lejrlivet. I Tyskland er det nemt at finde overnatning. GPS eller Airbnb virker godt. Erfaringer har lært mig at er der flere km til destinationer, så brug telefonen for at være sikker på der dels er en destination, dels at de har plads. Personligt foretrækker jeg at finde motorcykelcampingpladser, men det kan ikke altid lade sig gøre. Og i så tilfælde, må man nøjes.

   Denne første nat på turen mod Alperne lykkedes det ikke at finde en plads med andre motorcyklister. Men vi boede ved siden af en lille familie, hvor yngste medlem havde fået en kikkert, som han holdt øje med os gennem!

Alle samler på noget. Jeg samler på skilte der fortæller om livet som motorcyklist på landevejene. I Tyskland er der specielt mange i bjergrige områder. Også i Harzen gør man brug af skilte til at advare om hvor farligt det er at "køre over evne" - eller at snakke i mobiltelefon m.m.m.

Et lille hverdags glimt fra nonnernes verden. Uden at kende noget som helst til hvor disse nonner/søstre kom fra, hvor de skulle hen eller deres ærinde i det hele taget, måtte jeg lave billedet af deres trippen over lysreguleringen, medens jeg holdt stille for rødt, så de kunne passere vejen.

Tørke har været meget hård ved Harzen. Mange, rigtig mange træer er gået ud (uden at fortælle hvor de er gået hen). Overalt er det samme triste syn. Området er meget hårdt ramt, og jeg tror der er gået rigtig meget godt træ til spilde, fordi man ikke har kunne finde anvendelse for alle de træer der er ramt af tørken, og derfor står og rådner på roden. Det er måske godt for biodiversitetetn, men alt med måde. 

Når jeg i rubrikken skriver "Til Alperne ad små og mindre veje" er det ingen overdrivelse. Et sted i Harzen så jeg et spor på GPS'en som førte ind gennem noget skov. Sporet var helt tydeligt tegnet, og jeg var sikker på det ikke endte blindt. Jeg standsede, slukkede motoren og spurgte Flemming om vi skulle forsøge?
   - Ja, ingen tøven der.
   Så altså, ind på en grusvej, gennem et gårdanlæg med store lader, og følge et spor på GPS'en, som lige der bag laderne, ikke syntes at fortsætte. Jeg kom i tvivl. Kiggede på Flemming igen, og da han nikkede, fortsatte vi gennem noget halvhøjt græs og ukrudt. Kort efter var vi ude af det udyrkede, tidligere spor, og kom frem til et par hjulspor, som at dømme efter udseende, blev brugt til traktorkørsel. Fint, vi fortsatte. 

   Sporet vi fulgte, delte sig i et stykke fremme i tre. To "temmelig ens markspor", og et næsten ikke synligt græsspor memme et par marker, langs et hegn. Området var herlig kuperet. Netop sådan et område mangler jeg hjemme i Sydvestjylland.

   For tredje gang måtte jeg have Flemming med på idéen, og  da han endnu en gang havde nikket "ja", fortsatte vi.

Marksporet fortsatte hen over et par skønne græsklædte bakker. Jeg nød turen, og fandt det ganske morsomt at fra at have været et spor lavet af traktorhjul, fortsatte det efter en bakketop, som en flisebelagt vejstykke. Spændende at se og opleve hvordan man i andre kulturer løser opgaver forskelligt. Jeg har kørt mange steder i Danmark, man aldrig oplevet markveje 'vedligeholdt' og forbedret med fliser. Men jeg har set det flere gang i Tyskland og Polen.

Tilbage på asfalten

Stykker med mark- og grusveje er lidt af et særsyn i Tyskland. Selv om jeg har kørt meget i landet, har jeg ikke fundet særllig mange steder, hvor det har været lovligt og muligt, at køre på ikke asfalterede veje. Uagtet hastigheden er meget lavere når vi endelig finder sådanne strækninger, er det så meget sjovere at køre på disse, at det giver go mening, til trods for at tiden inden man når frem til målet, bliver noget længere. Men sådan foretrækker jeg at køre. Også fordi jeg på den måde gør "turen til en del af rejsen" som jeg gerne vil opleve. Og, hvis du lader tankerne gå tilbage til starten på denne reportage, vil du formentlig give mig ret,  de første mange kilometer har ikke været kedelige. 

Et sted pænt langt nede i Tyskland, mødte vi disse ekvipager. Der var to traktorer, pyntet med flag. Den bagerste trak en campingvogn. Den forreste en lukket trailer. Disse to ekvipager var på ferietur, og de fik en højt løftet hilsen, som de besvarede med et par dyt fra traktorernes horn. Hyggeligt.

   På mine ture rundt i Europa har jeg ofte set trafikspejle. Spejle sat op hvor der er vanskeligt overskuelige forhold, hvor spejlene kan hjælpe med at se hvad der sker i trafikken. Ofte har jeg 'udfordret' mig selv ved at skulle lave et foto, som viser mig - i spejlet - køre forbi på gaden. Den leg lykkes engang imellem. Også på denne tur, omend dette foto ikke er det bedste jeg nogensinde har lavet af "situationen".

Det er helt klart min opfattelse at alle der har kørt i Tyskland, på et eller andet tidspunkt er endt i et vejarbejde. Tyskerne er rigtig gode til at lave omkørsler på sådanne hændelser. Men meget tit når jeg har fulgt omkørsel-skiltene, har jeg på GPS'en kunne se at der har været ande - og oftest - væsentlig kortere muligheder for at omgå vejarbejdet.

   Ligeledes har jeg indimellem forsøgt mig med at køre igennem. Når der er et skilt ved vejarbejdet, hvoraf det fremgår at beboerkørsel er tilladt, ja så har jeg tænkt, jeg lige skulle forbi og hilse på en beboer. Og er fortsat. Til min store glæde har det i næsten samtlige tilfælde været mulig at køre igennem på motorcykel. Indrømmet, det er sket jeg har måttet bruge fortov for lige at komme fordi nogle store maskiner, eller særligt store huller i vejen. Men jeg er næsten altid kommet godt fra mine forsøg. På billedet har Flemming og jeg kørt igennem en strækning, hvor det var muligt at køre, og lovligt for 'beboere'. Herligt at have venner og bekendte i store dele af Tyskland :-)

Hvad er en go tur på motorcykel

Udover at det selvfølgeligt er meget individuelt, har rigtig mange motorcylister en fælles opfattelse af, at der i beskrivelsen af en go tur, indgår rigelig med 3., 4. og 5. gears sving. Med andre. Veje der snor sig gennem landskabet. Når vi snakker afalterede veje skal asfalten være uden huller, have et godr grip og gerne "falde indad" mod 'kuvens centrum, hvis den er skrap. Selvfølgelig skal den også være overskuelig. Altså uden klipper, krat og skov der forhindrer udsynet, Vejen må meget gerne være tør, ligesom vejret ikke skal være alt for varmt.
   At afstemme hastigheden til vejen, således at gear, gas og nedlægning indgår i en skøn forening, er målet. Samtidig må landskabet gerne være kuperet, altså med bakker der søger mod himlen, og dale der går i dybden. Sådanne veje har det øst- og sydtyske land kilometervis af. Og jeg har fundet mange af sådanne skønne sektioner. Også på denne tur, hvor Flemming og jeg nød at drive de go GS'er mod syd.

   Men, for der var et men! Jo længere sydpå vi kom, jo tættere på Alperne, jo mere krøb varmegraderne op ad målerens skala. Flemming fortalte vi havde været over 30 gr. C i solen, og 27 gr. i skyggen. Ikke så sært jeg fik det dårligt. Min krop og mit indre, har det dårligt når det bliver varmt, rigtig varmt efter europæiske forhold. Jeg havde vand med. I en 10 ltrs. pose, men jeg fik ikke drukket nok. Jeg blev dårlig.

Som nævnt havde jeg en drøm om at nå Malta. Inden ville  jeg køre igennem og se såvel Lichtenstein, Vatikanet og San Remo, som delmål. Det måtte jeg opgive i denne omgang. Varme og dårligdom indhentede mig i Lichtenstein. 
   Har du ikke været i Lichtenstein skal du vide at fyrstedømmet Lichtenstein er beliggende i Alperne mellem Schweiz og Østrig. Det er en tysktalende mikronation, og samtidig er Liechtenstein Europas eneste "dobbelt-indlandsstat" (en stat uden kystlinje. Dobbelt-indlandsstat betyder at staten ligger klemt mellem andre indlandsstater.) og det eneste tysktalende land, der ikke har grænser direkte med Tyskland. Der er ingen synlige græseovergange, men staten har sit eget landekendingsbogstaver, FL. 

   Teltene blev slået op i en skovcampingplads. Der var ikke mange telte, og kun en ganske lille plads forbeholdt teltfolket. De 99% af pladsen var besat (i bogstaveligste forstand) af fastliggende, kæmpe store campingvogne med kæmpe fortelte og autocampere. Vi fandt skygge, fik slukket lidt af tørsten med vand og resten med rødvin. Snakkede, og jeg 'fik overtalt' Flemming til at vi vendte om. Jeg foreslog simpelthen at vi søgte mod nord, hvor der var lidt køligere, og dermed mere udholdeligt for mig. Flemming kunne se jeg havde det hårdt med varmen, og var vel i bund og grund også selv plaget. Det med over 27 gr. i skyggen og motorcykeldress er en dårlig kombination.

Således gik det til at vi, i stedet for at køre mod syd og Malta, næste morgen satte kursen mod nordøst. Gennem Østrig og Tyskland, til Tjekkiet. I løbet af dagen havde jeg brudt mit hoved med at finde et egnet mål for besøget i Tjekkiet. Under et stop foreslog jeg at vi listede mod Kutna Hora, hvor jeg vidste der en kirke, udsmykket med knogler fra mennesker. Knoglekirken i Sedlec, er et romersk-katolsk kapel, der ligger under Allehelgens Kirkegårdskirke, en del af det tidligere kloster i Sedlec, en forstad til Kutná Hora. Flemming havde ikke tidligere besøgt sådan et sted, så det blev hurtigt bestemt.

Inden vi kom så langt, var der - heldigvis - masser af skønne sving og krøllede veje at køre. Der var floder som viste hvor galt det stod til med tørken. Vi kom forbi mange skilte, som kom med hver sin opfordring til at sænke hastigheden, eller gjorde opmærksom på, at larme-potter ikke var tilladt.

Skilteskoven var omfangsrig.Teksterne mange men alle havde det til fælles, at de ønskede motorcyklister til at tage mere hensyn. Til glæde for beboere langs vejene og øget sikkerhed for ekvipagerne selv. Vi så også et par steder hvor der var malet cirkler på vejen i svingene. Jeg mener at vide det er gjort for at vise motorcyklister hvor de skal placere sig i venstresving. Som det tydeligt ses er min ven "på den forkerte side af midterstriben", men da der ikke var modkørende, var situationen ikke farlig. Som det også tydeligt ses, 'læner' Flemming mod venstre, og hvis han kører på midterstriben, vil han stadig have noget af kroppen og motorcyklen på den forkerte side at striben, og dermed udsætte sig selv for fare, hvis der kommer modkørende!

Lastbilen på nedenstående foto, svinede meget med sit læs. Han køret med noget "stabilgrus-lignende" stenet jord, som var så vådt at pløre fra læsset, fandt vej ud under bagsmækken, og lavede et enormt svineri på bagvedkørende. Det gik også ud over mig! Godt min GamleSlæde ikke tager skade af lidt mudder! Men irriterende det var det!
   Længere fremme i byen, havde jeg overhalet lastbilen. I et stort udstillingsvindue, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at lave en 'selfi'!

Deres hverdag. Min oplevelse. I Østrig, såvel som i rigtig mange andre lande, er det hverdagskost at se landmænd drive køer, eller får, på landevejene. Et sted inden vi krydsede grænsen til Tyskland, måtte vi stoppe for grønt, i et lyssignal, fordi en bonde og hans kone kom drivende med en flok rødbrogede køer med store klokker hængende om halsen. Sådanne stop har jeg intet imod. Oprigtig talt synes jeg det er hyggeligt. De køer er måske ikke tamme i "vil-gerne-kløs-bag-ørerne"-forstand, men de er så tamme, at de stille og roligt går den vej bonden ønkser, uden at blive bange for, eller reagere på, den moderne trafik de for et par minutter lammer.

   Som billederne viser, kom køerne meget tæt på motorcyklen. Dog ikke tæt nok til jeg kunne klø dem bag ørerne, selv om jeg ville have nydt øjeblikket hvis det havde været muligt.

   Tjekkiet har små landsbyer spredt ud over hele landet. Husene ligger hvor de blev opført. Trafikken var anderledes dengang. Nu er det ikke muligt at ændre vejens forløb. Bilister må indrette deres kørsel efter forholdene. Man må smyge sig gennem mosaikken af huse, og afpasse hastigheden efter at døren åbner direkte fra hjemmet ud på gaden. Fortov var der ikke altid plads til.
   I andre landsbyer 'ruttede' man med pladsen mellem husene, således der var rigelig plads til fortov. Men hvorfor lægge sten og fliser, når man kan plante buske, græs og hortensia.

Man er noget på den når man ikke kan læse hvad der står på skiltene. Men vi tog chancen og kørte ind. Inde i hjelmene var vi klar med store smil og undskyldende blikke, hvis vi skulle blive standset. Det blev vi ikke, og vejen førte os nærmere på Kutna Hora. 

   I Kutna Hora måtte vi lede efter kapellet i Sedlec, hvor munke havde brugt de mange menneskeknogler til at udsmykke med. Men selvfølgelig fandt vi det rigtige kapel. Dog måtte vi 'betal' for vores uvidenhed. Først måtte vi søge efter et sted at parkere motorcyklerne. Dernæst gik vi ind og betalte entre i

Cathedral of Assumption of Our Lady and St. John the Baptist, fuldt forvissede om at vi havde fundet det rette sted. 
   Besøget i Cathedral of Assumption of Our Lady and St. John the Baptist var fint. Der var mange gamle fine malerier og skulpturer, men det var ikke det vi gerne ville studere i denne omgang. Ud igen. Spørge, søg og du skal finde. 

Knogle- eller Benkapellet i Sedlec anslås at indeholde skeletter af mellem 40.000 og 70.000 mennesker, hvis knogler i mange tilfælde er blevet kunstnerisk indrettet til at danne dekorationer og inventar til kapellet. Da jeg gik ned ad trapperne til selvekapellet, var det et imponerende syn der mødte mit blik. Ca 1.000 andre turister havde fået samme gode idé som os. Der var lidt trangt men det lykkedes mig at lave et par billeder, hvor der ikke var overvældende mange gæster i søgeren. Kapellet siges at være én af de mest besøgte seværdigheder i Tjekkiet. Læs mere om kapellet her.

Besøge Knoglekapellet i Sedlec om formiddagen. Hvad ville være mere naturligt end derfra at køre videre til Hells Mine! Det var hvad vi gjorde. Fra Kutna Hora gik det næsten ret nordpå (og en smule mod vest) til vi nåede et skovbeklædt bjergmassiv. I en tidliger mine har en lokal motorcykelklub indrettet en hule som kendes viden om som "Bikers Cave". Jeg havde senest hørt om stedet fra en veninde som tidligere denne sommer havde været forbi. Nu var det min tur til at studere stedet lidt nærmere. 

   Ad rigtig mange små veje, som snoede sig gennem landskabet, over små floder, gennem tætte skove og opdyrkede marker, sneglede vi os afsted. Vejene var hullede. Der havde været et større jordskred, hvor beredskab var i gang med at fjerne og udbedre skader efter store mængder jord, ler og klippestykker.

Devils Mine / Bikers Cave

Der var mange motorcykler ved hulen. Ikke så sært. Det var lørdag, og mange nød vist Bikers Cave som mål for en udflugt med kæresten på bagsædet. Inde i hulen var en udstilling af bizarre sammenstillinger af hekse, spøgelser, gravsten, dødningehoveder, bålsteder, kæmpe gryder hvor der blev kogt eleksirer af slanger, uglespøt, tudseslim og giftige planter, Fantasien fik et ordentlig skud inspiration, bakket kæmpe godt op af masser af spotlys bag farvede skærme. Uhyggen var sat i højsæde, men ingen af de tilstedeværende syntes at være skræmte. 
   Mange sad ved borde og nød et glas øl eller en skål gullashsuppe. 

Vi var i den grad kommet væk fra varmen. I Tjekkiet var temperaturen faldet til omkr. 22 gr. Det var fint og til at holde ud. Men i det fjerne lurede en mørk himmel. Der var rumlen som af torden. Og den var ikke forårsaget af de brummende motorcykler, inkl. min egen GamleSlæde, der skulle en tur ind i minen. Nej, det var torden. Og sikkert også regn.

For os var der ingen idé i at bruge flere timer på hulen. Vi gik en tur, spiste en gang gullash, som smage godt, men som på ingen måde berettigede til hverken 4 eller 5 kokkehuer. 
   På med Schuberth, nøglen i og et enkelt drej med uret, et tryk på den sorte knap ved siden af gassen. Motoren tørnede igang, første gear blev lagt i, og så var vi igen på hjul. Regnen mødte os alt for hurtigt. Inden vi havde nået Dresden, men på med regntøjet og fortsætte. Nu var der ikke flere planer for steder vi ville stoppe. Retningen var 'hjem'. Men vi hvad stadig ikke mere travlt med at komme hjejm, end at vi ville finde endnu et sted at slå os ned for en enkelt nat.

Stedet fandt vi i Elsterheide. Området var nærmest oversvømmet af søer. Og fritidshuse. Campingpladser fyldt med stationære campingvogne og store parker for mobilhomes. Teltpladser, jo de fandtes, men hytter var der ingen af. Og regnen fulgte os. Da vi endelig fandt en lille campingplads, stoppede regnen længe nok til vi fik sat teltene op. Vi blev ikke booket ind. Der var ingen i receptionen. Så ligesom tidligere i England, slog vi os ned, og nåede lige at få rejst teltstængerne med dugen over, så kom regnen tilbage.

   Nå, men det var jo egentlig ok, lige bortset fra ingen af vores telte har en apsis hvor man kan opholde sig. Ihvertfald ikke komfortabelt. Aftensmaden blev derfor indtaget ved receptionskiosken, hvor der var en mindre overdækket plads med et par bænke. Fint. Vi var i ly. Maden var go. Sulten stor. Øllerne lidt kolde og rødvinen ligeså. Men pyt. Vi skulle sove, så vi var udhvilede til næste dags etape til hjemmene i Danmark.

Hvis du ikke allerede har regnet (?) det ud, skulle vi dagen efter pakke sammen i regnvejr. Hvis jeg skal fortælle ærligt, så er det at pakke et vådt telt ned, medens det endnu regner, noget af det værste jeg ved når jeg camperer. Uff, det bryder jeg mig ikke om. Men det var sådan det var, og eftersom det var sidste gang - regnede vi 100% med - så gik det hurtigt.

På trods af himlen var dækket af tunge mørke skyer, fik vi kørt pænt mange kilometer i tørvejr. Og jeg fik lavet et billede af denne fine ekvipage, som jeg tænker er en "sommerudflugt" for en lille forening el. lign. De var i kæmpe godt humør, og vinkede smilende til os, da vi trak op bag deres fine vogn.

Fra der hvor vi havde sovet i Elsterheide, lidt nord for Dresden og til Kvong er der 740 km. Det stod at læse på min triptæller da jeg landede hjemme på matriklen den sidste søndag i august '22.

   Som så mange gange tidligere kunne jeg konstatere jeg ikke var synderlig træt efter turen. Jeg elsker at sidde på motorcyklen, og sidder så godt, at jeg kan holde ud at køre pænt mange kilometer hen over dagen.

Kort efter grænsen mellem Tyskland og Danmark, vinkede Flemming farvel og tak for denne gang. Jeg smuttede af motorvejen ved Padborg for at følge landevej 179, også kaldet Hærvejen, op til Ribe og videre ad 11'eren hjem til Kvong. Jeg hilste tilbage med kameraet i hånden. 
   Kæmpe tak for selskab og tur, Flemming. Det er altid en fornøjelse at køre på udflugt med dig. Håber vi kommer afsted igen i 2023.

Til toppen / menu