Mc-eventyristen.dk
BikeAdvenTurist.com
Straks jeg så opslaget i et forum på Facebook, var jeg klar. Endnu en tur til Balkan- området. Ingen tvivl nagede i mit indre, jeg var rede til straks at tage afsted. Første punkt var at give mig til kende. Jeg skyndte mig klart og tydeligt skrive, at jeg meget gerne ville med. Jesper svarede OK. Der var kontakt. I et stykke tid døde "tråden" ud, og der skete ikke mere. Ingen meldte sig på. Ingen skrev noget. Foråret nærmede sig. Der kom lidt gang i skriveriet igen. Men selv om der var flere som meldte sig i tråden, var ingen så fristet af turen, at de meldte sig på. Nuvel, vi kunne sagtens køre alene to, og forarbejdet fortsatte. Jesper fik etableret nogle kontakter i området. Eventyrlysten steg.
Hjemme i Malmø, hvor Jesper bor, fandt han ruter til og rundt omkring på Balkan, samt søgte spændende steder der ville være et besøg værd. Jeg fik indsneget et par steder i Jespers planer, hvor jeg gerne ville vi skulle forbi. Uha hvor planerne så spændende ud.
På et tidspunkt skrev Sten fra Kbh. at han også gerne ville med, Dermed var vi tre. Ingen af os kendte hinanden. Men det afskrækkede ikke.
Jesper kom til Vestjylland i forbindelse med et familiebesøg. Og besøgte mig i samme omgang. I løbet af et par kopper kaffe, fortalte vi hinanden om karakteristika hos os selv. Berettede om kørselserfaring. Oplyste hinanden om eventyrlyst og - tørst. Diskuterede småting, som for eksempel hvorvidt vi var gode, eller ikke gode til at stå op om morgenen og komme i gang med dagen. Mange emner blev hevet frem i lyset for at blive vurderet og sammenholdt med hinandens ønsker, evner og muligheder. Under det ca. en time lange møde herude i vest, blev vi begge overbeviste.
Eftersom der ikke kom nogen former for ukontrollerede kemiske reaktioner, og fordi vi ikke på nogen måde følte os afstødte af hinanden, mente vi samstemmende, at vi ville kunne enes om at køre en tur i sammen.
Jesper skulle mødes med Sten senere på måneden i Malmø, men da kunne jeg desværre ikke være med. Dog ville jeg få lejlighed til at møde Sten på et off road kursus, hvor jeg var med i instruktørgruppen. Efter mødet mellem Jesper og Sten, sagde Jesper "God" for Sten. Det var nok for mig.
Datoen blev fastsat. Forberedelserne gik i gang. Bladt de ting jeg ønskede at få bragt i orden inden turen, var indkøb af en anden GPS. Min Garmin 660 Zumo var udtjent, mente jeg. Den nye Garmin 590LM, var sendt på markedet. Jeg læste anmeldelser. Forhørte i forums på nettet, om nogen havde erfaringer med den nye 590'er de ville dele. Jeg gjorde op hvad jeg forlangte/ønskede af min næste GPS og sammenlignede detaljer og muligheder. Kiggede også på andre mærker, men endte op med at tro på, jeg skulle blive ved Garmin produkter, og anskaffede mig en 590LM.
Min BMWR1200GS (fra 2005) blev forud for turen serviceret og kontrolleret hos Toftlund Mc. Michael, mekaniker hos TMC, gjorde som altid, et godt stykke arbejde. Udover at lave service, monterede han såvel min nye Garmin samt et sæt nye dæk, Heidenau K60 Scout (i stedet for det gamle sæt K60, som havde siddet på de sidste godt 20.000 km). Cyklen blev "trimmet" og da Michael meldte den "klar til strabadserne", havde jeg ingen betænkeligheder ved at sætte mig i sadlen, for at køre ud og møde Jesper og Sten.
Medens hjulene fulgte asfalten udenom Ribe, og videre tværs gennem Sønderjylland, fløj gule raps- og sennepsmarker forbi, afvekslende med grønne enge med store tætte tæpper af gule mælkebøtter og smørblomster. Danmark var klædt i grønt og gult, og det passede rigtig fint sammen med min Gamle Gule motorcykel.
I mine tankerne rumsterede navne som Prag, Transfaragassan, Transalpina, Makedonien, Montenegro og mange andre eksotiske navne på steder, jeg nu var på vej ud for at opleve live. De to cylindre slog takt og spandt under mig, som var de et underholdningsorkester, der ledsagede de skønne syner, jeg dannede på nethinden.
Aftalen med Sten og Jesper var, at vi alle tre skulle mødes en fredag sidst i maj. Mødestedet var Prignitz-West rastepladsen på Hamborg-Berlin motorvejen. De to ville køre fra Sjælland og benytte færgen til Puttgarden. Desværre måtte Sten melde fra i sidste øjeblik. Han havde fået en meget kraftig forstuvning af sit venstre ben (på et off road kurset!) og den læge der undersøgte Sten lige inden afgang, mente det var klogest at Sten blev hjemme for at passe på sin fod.
Derfor sad Jesper alene ved et bord på rastepladsen, og ventede. Tiden var - nselvgølgelig - afpasset så fint, at han var nået frem ganske få minutter, inden jeg dukkede op. Hurtigt fik jeg ild på JetBoileren, som hurtigt fik kogt det vand, vi brugte til at lave en kop kaffe af. Kaffen smagte (som altid) godt - ikke mindst sammen med den kage Jesper hentede i butikken. Nu var turen for alvor skudt i gang.
Medens kaffen blev "drikkekold" gik snakken. Berlin, der var planlagt som første overnatningssted, lå lige forude! Men, dagen var ung, vejret var fint, vi var hungrende efter at komme videre, ned mod det "ukendte" som ventede os længere mod syd! Altså tog vi den første fælles beslutning: Hvorfor køre en halv time og "spilde" gode køretimer i dagslys i Berlin, når vi nu var så ivrige efter at..............!
Altså kørte vi udenom Berlin, og fortsatte til Pirna, syd for Dresden, hvor vores første overnatning på turen skete i de senge, vi lejede for en nat på hotel "Zur Post" på Liebstädter Straße, på vejen syd ud af byen.
Inden vi nåede dertil, skulle vi køre et par km eller ......... faktisk blev det til nøjagtig 800 km for mit vedkommende. At køre så langt tager nogen tid. Det er ingen hemmelighed.
Derfor ankom vi sent til Pirna, som ligger nogle kilometer syd for Dresden. Når man kommer nord fra som vi gjorde, går vejen dertil durk gennem storbye.. Et faktum der ikke gør turen hurtigere at køre. Til gengæld er der så noget at kigge på og efter! For eks. bemærkede jeg en ung kvinde, som koncentrerede sig mere om sin telefon, end om trafikken! En situation som bestemt ikke er enestående. (Se videre: Senere kommer andre eksempler, som måske er lidt mere usædvanlige?)
Syd for Dresden, netop inden Pirna, ligger fabrikken, hvor de dæk jeg har på fælgene, bliver produceret. Byen hedder, som dækfabrikken, Heidenau, men desværre var lågen trukket for, låsen sat i, og alle gået hjem da vi ankom til adressen.
Her må jeg hellere fortælle, at vi ankom en lørdag, efter normal spisetid, og da jeg tilhørte det arbejdstagende folk, ville jeg jo også gerne have fri om lørdagen! Men oprigtig talt, ville jeg gerne - endelig - have besøgt fabrikken.
Jesper havde overnattet i Pirna tidligere, og fandt frem til samme hotel i den gamle bydel, tæt på Elben. Men, de havde ikke flere ledige senge den nat. Altså måtte vi se os om efter noget andet. Lidt rådvilde var vi. Og byen er ikke helt nem at finde rundt i. Små gader, flere med toppede brosten,og mange gader var ensrettede eller spærrede af vejarbejde, hvilket alt sammen ikke gjorde det mindre besværligt at navigere rundt i byen. Og da stedet er et yndet sted for turister, var der optaget på flere af de hoteller, vi stoppede ved.
Således kom Jespers "værste" fordomme til at passe på virkeligheden allerede den første gang vi skulle finde overnatning. Jesper fortalte senere på turen, at noget af det han har oplevet som$ meget irriterende og drilagtigt på sådanne udflugter (som den vi netop var startet på) var og er, at finde natlogi!
Jeg måtte give ham ret. Jeg har også oplevet roderi, når man sidst på dagen skal til at finde et sted at overnatte. Men det lykkedes, endnu en gang.
Søg og du skal finde! Vi søgte og fandt hotel "Zur Post". Fint sted, hvor køkkenet lukker kl. 21.30. Vi ankom ca 20.50, hvilket betød, vi måtte gå direkte i restauranten for at bestille mad, inden kokken overlod oprydningen til køkkenpersonalet, og gik hjem. Det med bad og skifte tøj, måtte vente.
Enhver der har kørt mange kilometer i bagende sol på motorcykel, ved at en rigtig mand lugter, når han har drejet på gasrullen hele dagen. For ikke at forstyrre de mange gæster (hvis store Mercedes, BMW og lignende fine biler med mange tal og bogstavkombinationer på bagsmækken holdt på række med vores motorcykler) med vores mandehørmende påklædning og udseende, gik vi udenfor og satte os ved et af de parasol overdækkede caféborde, som hovedsagelig var tiltænkt eftermiddagsgæster, tror jeg. Men vi fik bestilt en øl og stukket et menukort i hånden. Snart sad vi med go mad og koldt øl, og lod resten af aftenen komme glidende sammen med mørket, let og elegant - næsten uden vi opdagede det. Og jo, vi blev dejligt mætte.
Efter et par øl gik vi til hver vores værelse. For mit vedkommende gjaldt det om at komme under dynen i en fart. Dagens tur havde tæret på kroppens energilager. Det var tid at få ladet depoterne op til næste afsnit af eventyret. Nu var vi nået så langt fra hjemmet, at det mere eller indre "ukendte", spændende og nye ventede, så at sige udenfor hotellets indkørsel.
Derfor var det med tvedelt glæde, jeg så en hulens masse klare dråber, der havde lagt sig som pytter og små søer overalt udenfor hotellet næste morgen. Jeg skulle bare lige se og hilse på motorcyklerne, som stod nede på hotellets p-plads. Heldigvis var det kun små dryp, hvorfor gummitøjet blev i topboksen.
Jesper var hurtigst denne morgen - og mange andre morgener! Han havde brugt tiden han ventede på mig, til at trække sin cykel i ly, tørre sæde og sidespejle af, samt sætte dagens rute ind på Montana’en. Han var så klar. Det var jeg for så vidt også……… jeg skulle bare lige........
…….. men jeg vedgår, den Gamle Gule var nok ikke den hurtigste knallert i Pirna denne morgen, men af sted kom vi. Som altid fik naturen en smule mere kontrast, når regnen har frisket farverne op, og giver plads til spejlinger og refleksioner fra stilke og blade. Ikke at jeg syns det er aldeles fantastisk at køre på motorcykel i regn, men den smule der dryppede fra himlen det meste af formiddagen, var til at holde ud.
Og når regnen samtidig gjorde omgivelserne des mere skønne, var det helt ok. Jeg kan sagtens nyde naturen, selv om det regner, også når jeg sidder overskrævs på motorcyklen.
Jesper fandt som lovet, de fineste småveje gennem landsbyer og betagende landskaber. Flere af disse strækninger, førte os langs Elbens strømmende vand, hvor de våde dråber fra skyernes grå miskmask, ivrigt blandede sig med vandet i floden. I passende lav marchhastighed gled vi gennem det kuperede terræn med sin farverige blanding af skov, marker og småsøer,, som dækker området inden grænsen til Tjekkiet.
På næste foto afslører jeg hvordan mange af billederne fra denne (og mange mange andre) ture, er optaget. Jeg vil absolut ikke anbefale at gøre som jeg gør. Det er farligt, og kan vel i mindre omfang sammenlignes med at "tale i mobiltelefon" med håndholdt telefon under kørslen. Så lad være med det, og hvis du alligevel forsøger dig, så undlad venligst at fortælle, du har fået idéen fra mig.
Den tidligere grænsebygning mellem Tjekkiet og Tyskland ved Schmilka. I dag, med de åbne grænser, drøner alle bare igennem. Dejlig nemt.
Let the party begin. Eller noget, ihvertfald var det snart helt klart, at småbyerne omkring Elben, i såvel Tyskland som Tjekkiet er populære som turistmål. Kun få 1000 meter inde i Tjekkiet kørte vi til venstre, bort fra den snoede hovedvej, og fulgte en biflod ind i byen Hrensko, hvor gaderne på begge siden af den smalle strøm, var besat af souvenir boder. Mange af de handlende havde asiatiske træk, og de falbød alle mulige, så vel som næsten umulige, uhyrligheder, hvor jeg gætter på det meste var lavet ude i østen, af den derværende billige arbejdskraft.
Den knap en meter høje havegnom med let krydsede ben, knald gule sko og bar overkrop, faldt pladask i min smag! Desværre var hun for stor til at jeg kunne (og ville) slæbe hende med rundt på turen! Så hun må vente på en anden køber! Men dejlig, det var hun. Hun ville med garanti pynte hjemme på Marken.
Jeg lader billedet stå et par øjeblikke *ggg*
Efter en tur langs SouvenirStreet vendte vil tilbage til den lidt større vej ved Elben. Kursen var sat mod Prag, som vi forventede at nå midt på eftermiddagen. Med på turen ind i Tjekkiet fulgte regnen,næsten som den hang i et slæbetov. På et tidspunkt tog regnen til i styrke. Vi valgte at standse på et torv i en mindre by, hvor vi slog os ned på den fortovscafé, der havde den største parasol. Vi ville i ly for det våde element, men ville ikke sidde indenfor.
Jesper, som har boet i Tjekkiet, og derfor kunne sproget, i hvert fald nok til at han kunne bestille kage og kaffe. Kagen var sød og kaffen sort. Og stærk. Men det kunne en portion sukker gøre meget ved.
Nu vi var stået af motorcyklerne, fik Jesper også tid til at holde sig informeret via det frie WiFi, somjeg tror er meget vigtigt for en café at tilbyde sine kunder, nu om dage.
Theresienstadt
Garnisonsbyen der blev omdannet til koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Når man følger Elben mod syd i retning af Prag, møder den bifloden Eger, ved byen Terezin, hvor jøder i titusindvis blev stuvet sammen i de tidligere garnisonsbygninger. Byen er mest kendt som Theresienstadt.
Jesper havde sat byen på som et POI (point of interest). Der gik lidt tid inden det gik op for mig, at vi kørte rundt i de samme gader, hvor europæiske jøder tilbage iårene 1940-45 havde oplevet krigens gru på egen krop. Deriblandt var mange med danske pas.
På trods af jeg har besøgt mange museer og mindesmærker, med rester fra, eller genopbyggede rædsler i form af bl.a. barakker, bliver jeg hver gang tung i mit indre. Jeg får ubehagelige påmindelser om, hvor grusomme mennesker har været - og desværre - stadig er, mod hinanden. De mange museer og mindesmærker fra Anden Verdenskrig jeg har besøgt, viser hvordan religion og politik kan føre til masseudryddelser af mennesker, som ikke deler "den stærkestes" tro, eller anerkender den "stærkestes" politik. Magteliten bruger drastiske midler til at få ”ret”. Sådan var det tidligere. Sådan ses et også mange steder i verden i dag.
Ruten Jesper havde valgt vi skulle følge mod Prag, førte os gennem landsbyer, over grønne bakkede landskaber med floder og vandløb, skove og marker, hvor broer af mange forskellige kvaliteter og udseender gjorde det muligt at passere de mange vandveje, uden vi skulle køre gennem vandet.
Vi holdt en pæn fart, omend vi selvfølgelig satte hastigheden ned, når vi kørte i byerne. Ikke kun fordi loven siger det, men også for at få et hurtigt indtryk af det liv, der udspiller sig langs landevejene.
Når jeg kører rundt i såvel ind- som udland, sidder jeg ofte og gætter på hvilket liv indbyggerne lever, i de byer og samfund jeg kører igennem eller forbi. Forestiller mig hvordan det er at bo og leve netop her? Hvilke værdier sættes i højsæde? Hvad lever de af? Hvordan ser der ud inde i husene? Hvad håber de for fremtiden?
Rene gætterier. Men ved at jeg giver "liv til det jeg ser", håber jeg at give menneskene de steder, en fornemmlse af "jeg har interesse" for dem. Og jeg ville meget gerne i snak med beboerne, og høre dem fortælle om deres liv? Men det må blive en anden gang. På denne tur med Jesper, havde vi ikke sat tid af til at etablere kontakt. Måske næste gang?
Som beregnet, nåede vi Prag midt på eftermiddagen. Efter nogen farten rundt i storbyen, fandt vi frem til det hotel, Jesper havde booket i forvejen. Sjovt nok, lå hotellet i nøjagtig den gade, og havde selvsamme husnummer, de havde påstået i mailen! Men det var lidt besværligt at komme frem til gaden!
Dernæst var der lidt bøvl med reservationen, men receptionisten på hotel "PurPur" var sød og venlig, og hun havde ingen andel i, at én af hotellets andre ansatte, havde skrevet Jespers reservation ind "i en anden bog", end den hun rodede rundt i.
Jesper havde dog, som altid, orden i sine sager, og kunne, i løbet af den tid hun kunne nå at blinke én gang, finde reservation og bekræftelse frem på sin mobiltelefon, hvorefter vi fik udleveret nøglen til værelserne!
Hotellet var ikke noget særligt, men en go seng, fin placering "næsten i centrum" af Prag og garageplads til motorcyklerne, gjorde opholdet blev fint.
I min verden er purpur noget med skinnende guld. På hotel ”PurPur” er det noget med værelser i rødt! Ok, jeg tog ikke skade af de mange nuancer i "pigefarven pink",......... tror jeg ikke, men pænt, det syns jeg nu ikke det var!
I stedet for at kigge beundrende rundt i værelset, lukkede jeg øjnene og lagde mig til at sove! Rigtig godt, selv om det var i hjertet af Prag, var der ikke nogen støj der kunne holde mig vågen, eller vække mig!
Motorcyklerne var kørt ind i en garage, hvor der efter sigende kunne være hele 8 biler. Ja, ok, hvis de bliver stablet pænt, og man sørger for at bilerne ikke er for store, tror jeg gerne på historien. Men, da vore motorcykler var parkerede sammen med 3 biler der stod der i forvejen, var det svært at forestille sig der skulle kunne være i hvert fald 4 biler mere i det trange rum. Men næste morgen havde cyklerne fået selskab af 3 biler mere. Og jeg mener garagen dermed var fyldt op! For mig var det meget svært at se der skulle kunne skabes plads til endnu en bil! Men ok, en Smart der der vel altid plads til?
Jesper havde flere gange fortalt om sin fascination af Prag. Og jo, jeg forstår det godt, men jeg er ikke i samme grad betaget af storbyer. Faktisk undgår jeg dem helst. Men efter en rundvisning i Prag, med Jesper og én af hans venner, Anesh, som vi mødte dernede, som guider, må jeg sige at Prag er spændende. Men også stor og "overbefolket" af mennesker.
Vi besøgte en meget fin café, med fliser og klinker på lofter og vægge, læder på stole og sofaer, og marmor borde. Der var stil og atmosfære. Jeg havde ikke svært ved at forestille mig sådan et miljø kunne give inspiration til komponister, kunstnere og andre lignende følsomme mennesker.
Mættet af indtryk for øjne og ører, samt lidt stoppede i maven, forlod vi caféen, for at vandre en tur rundt til steder, hvor Jesper og Anesh havde såvel fælles som alene oplevelser, fra tidligere besøg og ophold i storbyen.
Jeg lader billederne tale for sig selv. Mine kommentarer er er unødvendige, i værste fald måske endda overflødige, idet motiverne vist er kendt af de fleste.Skulle dette ikke være tilfældet, kan man hurtigt slå op på Google (som altid er din Ven), og finde lokaliteterne. Go fornøjelse *s*
Næste morgen var vi de første der skulle ud af hotellets garage. Straks vi åbnede døren derud, så vi et kaos af biler, hvor vore motorcykler stod bagerst. Et kig på "opstillingen" af biler blandt søjlerne, viste vi ikke kunne komme forbi. Ikke engang hvis vi tog taskerne af. Vi kiggede på receptionisten! Hun kiggede på os? Vi hvad parkeret på de pladser, hun dagen i forvejen havde henvist os til! Uden at sige noget, kiggede Jesper og jeg på hinanden! Parkeringsrodet var ikke vores opgave at udrede. Det måtte receptionisten klare. Hun fremkom med et sagte, "i will move the cares", inden hun forsvandt for lidt senre at tilbage med et bundt nøgler. Uden at skynde sig, fik hun porten op, satte sig ind i den bil der stod tættest på porten. Det var en lille bil, som hun snildt fik bakket ud, og parkeret på fortovet modsat hotellet. Næste bil var en minibus, som voldte receptionisten en del besvær. Som tidligere lastbilchauffør, kunne jeg se hun ikke var vant til at bakke efter spejle. Med stor forsigtighed fik hun også minibussen ud på gaden. Sidste bil var en mindre personbil, som var parkeret klinet op ad muren, med en søjle ud for højre sidevindue. Efter hun et par gange havde forsøgt at låse op med fjernbetjeningen, fik hun sig kantet ind til venstre dør. Stak nøglen..... eller nej, det kunne hun ikke. Den nøgle hun havde passede ikke til bilen. Altså måtte hun ind og se efter om hun havde den rigtige nøgle? Eller hun måtte vække gæsten, hvis bil hun ikke kunne flytte!
Da blev vi svedte! Hvor var ejeren? Var han i huset, eller? Heldigvis, ejeren var på værelset. Receptionisten fik vækket ham, og han kom selv ned og kørte kørte den lille sorte personbil ud. Vi drog et lettelsens suk. Hotelgæsten, som blev vækket for vi kunne få vore motorcykler ud, tog det rigtig pænt. Han smilte, bad os undskylde, han havde parkeret så vi var låst inde! Vi smilede tilbage. Medens han bakkede ud, knappede vi jakkerne, fandt hjelme og handsker, og forsvandt ud i Prags morgenstille gader.
Jesper ledte mig ud af Prag. De morgenstille gader havde samme "duft" af friskhed, som en ny dag altid bringer frem. Nattens mørke giver ny energi til alt, næsten som regnen. Jeg nød den ringe trafik. Jesper kørte selvsikkert foran, som var det hans baghave hjemme i Malmø, vi var på vej igennem. Forude ventede alt andet end milliard dyre motorveje på vores dæk. Jesper havde i sit oplæg ikke lagt skjul på han var til andet end fast belægning. Det mere eller mindre velkendte Tyskland var overstået. Tjekkiet var lidt et transitland for at komme til Balkan. Men fra tidligere besøg i Tjekkiet vidste jeg, landet har mange skønne snoede veje og jeg var sikker på, Jesper havde fundet nogen af disse, som han nu ville vise mig.
Om det blev sådan - det kan du se og læse mere om i næste afsnit. ............