Inde i bugen på den store færge, blev cyklerne spændt godt fast. MiniDue mente Bonden havde gjort så godt et stykke arbejde, at han fortjente at blive aet på kinden! Vi bekymrer os om hinanden. Sørger for at uddele ris (når det er tiltrængt) men også ros når der (en sjælden gang) er lejlighed til det.

   Regntøjet blev hængt hen over motorcyklerne, så det kunne tørre medens vi sejlede.. Vi håbede ikke vi skulle trække i det igen når vi nåede Finland. Vejrudsigten lovede overskyet men tørt på den anden side af det Baltiske vand som skilte Finland fra Estland. Dejligt, og dertil kom også udsigt til pæne varmegrader.

   Bonden var usædvanligt stille. Hverken MiniDue eller jeg tænkte videre over det. Men der var en grund, som vi senere skammede os lidt over, vi havde glemt. Bonden havde fødselsdag. Ikke at han blev mere rund end normalt, men han skulle til at skrive et nyt tal, når han skulle skrive hvor gammel han er.

En anden grund til vi ikke opdagede noget var, at for mange er det vigtigt, ikke mindst når man er afsted i mange dage,at holde kontakt til omverdeneng Bonden er et familiemenneske, så vi syntes ikke der var noget anderledes ved at han nu, hvor vi i den grad var på vej hjemad, skrev og skrev på sin telefon. Medens nogen finder det meget vigtigt at følge med i verdens gang, mener andre det er nok at opdatere familie og venner om at man lever og har det godt. Alle mente vi, at det var vigtigt alle derhjemme ikke skulle gå og bekymre sig. Når sandheden skal frem, kunne turen vi var ude at køre, "gøre et og andet ved helbredet" som ikke er af det gode. Hvilket vi til fulde havde fået bevist, med TB's uheldige styrt i græsmarken.

   Men, at Bonden fik særligt mange sms-hilsner denne formiddag, tillagde vi andre ikke noget særligt. Omend, der var en ualmindelig god grund til al den aktivitet på det mobile net.

Tiden blev fordrevet med forskelligt. Bonden skrev mange sms (som ovenfor forklaret). MiniDue rettede på sine kontaktlinser, omend der ikke var noget særligt at se på i det afsnit af skibet vi havde lejret os. Jeg, tja, jeg strakte ryggen og sparede lidt på benene!

Indsejlingen til Helsinki var fin. En tur gennem skærgården i roligt vejr, giver mulighed for at stå ude på dækket (soldækket??? dog uden sol!) og kigge på livet langs fjorden.

Det regnede ikke. Ihvertfald ikke sådan rigtig. Men en smule dug i store dråber bød os velkommen, og i den andledning blev regndragterne igen trukket omkring kroppen.

Kort efter vi var kørt iland, standsede Bonden. Endnu en gang var det tid at skrabe skidt......øh, nå, vandet i Tallin havde gjort "Finland" synlig på mærkatet, så skraberiet var ikke nogen større udfordring.

Bonden første an. Han "missede" flere gange de veje der ville føre os ud af Helsinki. MiniDue og jeg kiggede flere gange opgivende på hinanden når vi holdt for rødt. Men Bonden fortsatte uanfægtet. Han vidste - tilsyneladende - hvor vi skulle hen, selv om det så helt forkert ud i forhold til de planer vi andre mente gruppen havde.

   Efter nogen køren rundt, bl.a. flere gange ad ensrettede veje i villa kvarterer, endte vi ved en sø. Bonden kørte en tur rundt på p-pladsen ved et cafeteria inden han stoppede motoren, satte sidestøtten ned og svang højre ben over til det venstre, som allerede stod på jorden!

Han sagde ikke noget. Men tog jakken af og smilede til os. "Nu skal vi have noget morgenmad, drenge" grinte han til os! Morgenmad, tænkte jeg, jamen vi har jo spist på færgen! Endelig faldt ti-øren! Bonden havde fødselsdag, og havde reserveret bord til os. Det var nu ikke nødvendigt. Der var kun os!

Godt mætte og veltilpasse, kunne vi efter Bonden havde betalt, tøffe videre. Ud af Helsinki. I retning vest. Ad små og lidt mindre veje. Sine steder uden beglægning.

BMC (rockerklubben Bullshit - hvis nogen er i tvivl) havde træf i en af mindre byer vi kom igenne. Vi var ikke inviteret. Og havde heller ikke lyst til at deltage, så vi fortsatte stille og roligt ud i skoven, hvor noget af vejen så sådan her ud........... Vi mente nok vi kunne komme igennem, så vi lagde første gear ind, slap koblingen og fortsatte........

Der blev kæmpet. Vejen var på GPS'en, også på min. Nu var vi jo i "civiliserede" egene igen, og selv min GPS havde kort over området.

Men, vi opgav. Vendte cyklerne og fandt en anden og mere farbar vej, hvor hastigheden blev sat betydeligt op.......

Tiden går godt når man sidder i sadlen og kører derud af. Ikke mindst når det er ad nye ukendte veje. Alligevel indhender sulten selv vikinger og Baltic Sea Lions. Det var tid at finde en bænk hvor vi kunne spise fødselsdagsfrokost.

Dagens anden færge. Turen langs kysten mod vest, nåede sit slutpunkt i Turko, hvor Baltic Princess ventede på os. Sådan følte vi det ihvertfald. Sandheden var at vi var kommet lidt for tidligt i forhold til afgang. Men tiden blev udnyttet maximalt. Bonden skrev og skrev på sin telefon. MiniDue lagde sig på langs af motorcyklen og ballancerede sig til en lille lur.

Turen over vandet til Sverige gik fint. Vi fik go mad, et par øl. Snakkede om løst og fast. Nød turen og udsigten, medens solen tydeligvis var igang med at gøre sig klar til aftenbadet. Vi havde hver vores kahyt, som vi fandt efter det solide måltid. Jeg sov rigtig godt og havde ikke noget at klage på.

Vi landede i Stokholm. Kom af færgen og da storbyer ikke just er det der trækker mest, fandt en af de hurtige veje øst ud af byen. Så snart vi var udenfor området hvor hus afløser hus, asfalt er en dominerende faktor i bybilledet og masser af fortravlede mennesker jager rundt for at få deres dagligdag til at ligne den foregående. Endnu en gang nød vi at finde de mindre veje hvor øverste lag belægning ikke er af fast sort tjærelignendene sustans.

Ved en af de mange søer i midt Sverige gjorde vi holdt, fordi der var en lille plet, som i den grad så ud som et fantastisk godt sted at spise vor medbragte mad. Og, bagefter kunne vi tage en slapper med strakt ryg, samtidig med vi kunne høre små kluk fra krappe bølger, som søgte mod land, men ramte bådebroens solide bolværk.

Inden vi faldt helt hen i drømmeland, kom stedets ejer sammen med sin datter og dattersøn. De tre skulle ned og slikke sol ved vandet, og den mormors dreng havde selvfølgelig en fiskestang med. Lykken skulle udfordres fra den lille robåd som lå og ventede.

   Vi fik en snak med de tre. De havde ikke noget imod vi havde brugt deres skønne plet. Inden vi stak af igen, fik vi sagt pænt tak for lån. Alle hilste med højt hævede hænder til afsked. Hyggelig svensk gæstfrihed.

Svenskerne har mange gode veje med grus. Endda så gode de fra tid til anden finder det nødvendigt at skilte med, hvor hurtig man må køre!

Aftenen kom nærmere. Det var snart tid at finde et sted at overnatte. I forbindelse med en (ryge-)pause blev der regnet på hvor langt vi var,og hvor langt det var mest formålstjensteligt at køre, ikke mindst i forhold til hvor langt vi skulle køre dagen efter, hvor vi havde en aftale med endnu et rederi. Samtidig med vi gerne ville finde et godt sted til vores sidste fælles overnatning på denne tur, skulle stedet gerne afspejle hvor lang etape vi skulle køre for at nå færgen rettidigt dagen efter.

Valget faldt på Degernäs Camping, ikke langt fra Vänerens nordligste bredder. Et fint sted med skøn natur. Inden vi droppede ind på pladsen, var vi forbi et indkøbssted, for at proviantere. Tilbage ved cyklerne måtte MiniDue konstatere endnu et "uheld" med sin KTM. Olien tissede ud! Skaden var dog ikke større end turen kunne fortsættes uden nævneværdige ændringer eller pauser.

Degernäs camping havde rigelig plades til tre telte, men ved hjælp af fingrene, kunne vil tælle sammen det ville være noget billigere at leje en af de hytter der lå lige ned til søen, og sove der alle tre. Så det gjorde vi.

   Der var borde og stole. Vi havde masser af mad. Og et par pilsner. Hyggen bredte sig. Endda så meget at Bonden smed tøjet, iførte sig et par røde badebukser og hoppede i søen. Bagefter påstod han det var skønt, varmt og et godt eksempel, han mente vi andre roligt kunne følge. Det gjorde vi ikke.Campingpladsen havde et fortrinligt system med små lukkede rum, hvor der var monteret jernrør, hvorigennem dejligt varmt vand kom ud i de mængder man ønskede, man drejede på et håndtag. Der tog jeg mit aftenbad!

Nat følger dag. Og omvendt. Natten blev til dag. Vi rømmede hytte og plads i go ro og orden. Ryddede pænt op efter os, og satte kursen direkte mod Götteborg, hvor vores aftale med Stena Line blev overholdt. De pladser vi havde reserveret, havde de pænt holdt tilbage til os. Vi kunne derfor køre om bord og lade dem flytte os tværs over Kattegat.

På færgen stod der kun var 120 minutter til æventyret. Der tog de så fejl. Vi var i den grad på vej hjem til  dagligdagen, så det med eventyret, det var et overstået kapitel. Men, det havde været et eventyr. Et rigtig godt et af slagsen.

Bonden, MiniDue og jeg havde gennemført hele ruten. TB måtte desværre stå af og tage flyveren hjem. Hvis vi ser bort fra TB's retræte,  havde vi haft en fantastisk god tur. Der var masser af eventyr. Der var rigeligt af oplevelser.

Da vi igen kunne læse vejskilte, butiksreklamer og forstå hvad folkenen omkring sagde, var vi tilbage i Danmark. Knap 14 dages tur rundt om Bornholm nærmede sig sit absolutte sidste afsnit. Kun få kilometer syd for Fredrikshavn måtte vi gøre holdt på en motorvejsafkørsel for endnu en gang at iføre os vores regnbeskyttelses udstyr. Vi benyttede samtidig lejligheden til give hinanden et knus til farvel. Vi fulgtes endnu et stykke ned ad motorvejen, men det var ikke plangt vi ville gøre flere fælles stop, inden vore veje skulle skilles.

Sådan en tur rundt om vores solskinsø er absolut anbefalelsesværdig. Ikke mindst hvis man også ønsker at køre på veje uden belægning ...........

Til toppen / menu