De første mange kilometer blev kørt på veje og spor uden belægning. Gennem mindre såvel som større samfund, hvor kirken, som også herhjemme, åbenbart har haft stor betydning for menneskene i landsbyerne, hvorfor den ofte er det først man får øje på når man nærmer sig.

   MiniDue lykkedes med at vise os nogle skønne mindre veje uden belægning. Dejligt at sidde i sædet og lade tankerne flyve og finde de indtryk frem fra "Habalabaland III" (som Kaido og hans B&B blev døbt) .Lade disse fæstne sig i det indre. Et skønt indtryk fra før verden gik af lave.

   Endnu en gang måtte jeg lade "mig føre" af Bonden og MiniDue, fordi min (højt elskede) Gerda P Svendsen stadig ikke havde fået kontakt med Garmins "kort-opload" (sikkert en fejl 40, men det vil jeg aldrig indrømme!)

   "Eat my dust" er et udtryk mange off road fans ynder at drille andre med, når de er stifindere og derfor kører forrest! Denne gang var det mig der åd det støv de andre hvirvlede op! Jeg var bagerste mand. Måske fordi jeg stadig ikke havde kort på min GPS? Men pyt, himlen var blå, græsset var grønt og jeg nød turens mange indslag. Lige med undtagelse af TB's styrt.

Spor og veje var lige som vi kunne ønske os. Vejret viste sig fra sin smukke, medgørlige og vidunderlige side, som en quinde der bliver kløet på ryggen eller strøget med hårene. Chokket over TB uheld og deroute fra gruppen var kommet lidt på afstand. Han havde det ok, vidste vi fra korrespondance via mange sms'er, og han var på vej hjem.

   Nu så vi fremad. Senere på dagen skulle vi entrere eller måske besætte Tallin, byen hvor Danmark i 1219, efter legenden, fik Dannebrog forærende, idet flaget faldt fra himlen og gav fornyet styrke til danskerhæren.

   Inden vi kom så langt, var der dog lige en enkelt teori om opbygning af samfundet der skulle justeres. Godt jeg ikke er for fin til at indrømme når jeg (en sjælden, meget sjælden gang) tager fejl. Her er beviset. Det er ikke altid kirkespiret man ser først, når man nærmer sig en by!. Så er det noteret, og vi snakker ikke mere om det, vel?

Tallin here we come..... men pu ha, en storby i myldretid. Ingen tvivl om vi var i en storby. Trafikken var intens. Chaufførerne i bilerne virkede en smule utålmodige, ulvetime med sultne tarme, skrigende trætte børn på bagsædet og en indkøbsseddel lang som tiden mellem nytår og jul. Plus temperaturen var høj som et fuglefløjt og luften trykkende som et stempel i top. Ydermere lurede et tordenvejr i det fjerne.

   Regnen udeblev. Bonden havde sat GPS'en til at finde ind hvor flaget faldt, men det kneb med at komme frem til pladsen. Ensrettede snævre gader, hvor det ene y-kryds afløste det næste indenfor 100m Ikke nemt at aflæse GPS i myldretrafikken i den gamle bydel og samtidig finde rundt i de utallige muligheder uden at køre forkert, en enkelt gang eller tre, når vejen delte sig!

En kop kaffe kan man altid drikke. Og en smøg kan man altid ryge, mener Bonden. Pausen var tiltrængt. Dels på grund af varmen, dels fordi nu skulle GPS'en studeres nærmere, sammenholdes med kort og info fra nettet. Da vi anden gang kom forbi den danske ambassadebygning, standsede vi under nogle træer i parken overfor ambasaden, startede JetBoileren, justeret mængden af kaffepulver i de forskellige kopper og Bonden fik tændt for cigaren, medens Gerda PS blev studeret grundigt, og kaffen blev drikkevarm, Vi var det rigtige sted, men åbenbart havde de flyttet monumentet! Sådan så det thivertifald ud, men noget var alligevel galt!

Søg - og du skal finde, hedder det sig. Og selvfølgelig var vi ikke kørt hele vejen, endda ad omvejen syd om Bornholm, for at lade os snyde for synet af pladsen, som vi rent faktisk havde snakket meget om vi ønskede at besøge på turen, fordi netop den plads er en vigtig del af Danmarks historie.

   Nix, vi var stædige, og fandt selfølgelig også porten ind til den lille plads, hvor markeringen findes.Motorcyklerne måtte ikke komme med derind, så af med det meste af tøjet og videre på varme fødder i motorcykelstøvler. Det skulle vise sig, at fra vor vi parkerede motorcyklerne, var der et pænt stykke at gå.

At være hvor Dannebrog faldt fra himlen var som at være på et helligt sted...... næsten, eller lidt...... måske nok meget lidt, men det var fint. Desuden var det jo et flueben. Pladsen var på "to do"-listen, og vi hvade været der.

   Også udsynet var iorden, idet der var en større gruppe af unge piger som var igang med at rense og gøre rent mellem brostenene. De var iført stramt siddende tøj som hist og her stumpede lidt........

   Jo, der kom lidt drengerøvs kommentarer fra os modne herrer. Sandheden om pigerne var (rent gæt) de var på ungdomsarbejde, måske som straf for en forseelse. Det ved jeg ikke noget om, men de blev passet op og fik ordre af en lidt ældre kvinde, som tydeligt var den der bestemte.

Om vi følte historiens vingesus? Ja, det gjorde vi vel. Vi dvælede en tid. Lod tankerne flyve. Kiggede på de unge piger. Nød det fine vejr. Et flueben blev sat på vores liste.

   Tiden var til næste oplevelse. Det højtidelige fortsatte da vi besøgte en kirke. Indenfor var der højt til loftet, masser af guld og glimmer, flotte udsmykninger og pænt mange besøgende. Indenfor i kirken osede der af rigdom og overflod......... Undskyld den dårlige billedkvalitet. Der var fotografering forbudt, der blev holdt øje, og mit "skjult-kamera"-billede blev ikke så godt, men det skal med, på grund af kontrasten til næste foto!)

Udenfor, faktisk lige nedenfor trappen til kirken, stod 3 tiggere, som forsøgte at slå de mange kirke-turister for penge. Måske det er et godt sted at tigge?

Efter besøget på Dannebrogs-nedfalds-plads var vi på sight seeing rundtur med en to etagers bus. Det var en afslappende tur, hvor vi ikke skulle bekymre os om noget som helst. Chaufføren passede kørslen, speakeren i øresneglen fortalte om de steder vi kørte forbi, himlen, eller Vor Herre, sørgede for varme på den åbne terrasse på bussens første sal, benene fik lov at slappe af, livet var nemt.

   Den afslappede atmosfære og vores dovne attituder til trods, fik vi et glimrende, måske lidt overfladisk, indtryk af storbyen Tallin, hvor en betragtelig del af oplysningerne fra turistguiden var, at mange af de nyere bygninger var opført af finske arkitekter! En fin detalje som viser at finske arkitekter er "fremme i bussen" når det gælder nytænkning, ihvertfald indenfor arkitektur, som åbenlyst falder i esternes smag.

   Dagen var ved at være forbi. Vi havde set hvad vi havde drømt om i Tallin. Maverne var fyldt med god mad og kolde øl. Natten kaldte, det var tid at krybe under dynen.

   Motorcyklerne havde vi efterladt på gaden lige udenfor hotellet. Kun ca 15 meter fra indgangen til nærmeste dansested. Neonskilte fortalte der var flere etablisamenter spredt i gaden. En del af bagagen lod vi blive, fastspændt, men ikke på nogen måde låst, på cyklerne da vi forlod dem for at indlogere os på hotellet. Selv om vi var lidt bekymrede over at efterlade motorcykler og bagage på åben gade i den gamle bydel i Tallin, sov vi godt.

   Ganske friske og udhvilede kiggede vi næste morgen (pænt tidligt for vi skulle nå en færge) ud på gaden og så at motorcykler og bagage stadig stod hvor vi havde efterladt dem.

Der skete ikke noget med hverken bagagen eller cyklerne. Eneste forskel på deres tilstand fra aftenen før var, at cykler og bagage var våde. Meget våde.   

   Regnen styrtede ned. Under en solparasol lidt borte fra motorcyklerne stod de sidste af nattens gæster og kyssede. Han med en øl i den ene hånd og den anden hånd på vej op under pigens..........  hvor hånden var på vej hen, hører under privatlivets fred! Gætter på den unge mand ikke havde noget mod at vente på tørvejret sammen med det flotte skår han havde scoret? Han så ikke ud til at have travlt med at komme videre!

Med regnen styrtende ned fra himlen måtte MiniDue ud og hente regntøjet i sidetasken. Vi vidste ikke præcist hvor langt der var til færgen. Gerda PS fortalte det ville tage ca 10 min. at køre, men vi kendte ikke trafikken sådan en morgen, hvor alle sikkert foretrak bil fremfor gåben, ligesom vi ikke kendte forholdene på opmarchpladsen og for at være sikre på vi var tørre, iførte vi os regntøjet. De lårtykke stråler fortalte også i deres eget tydelige sprog, at det ville være en klog beslutning.

   Ventetiden ved færgen var ikke lang. Kun meget våd. Vi fandt et sted vi kunne stå i ly til vi blev utålmodige. MiniDue gik over til en færge- havnearbejder som var igang med at vise biler om bord. MiniDue fik kontakt. Efter nogle sigende armbevægelser mellem Duen og havnearbejderen, blev vi vinket frem.

Til toppen / menu       Fortsættes i "Rundt om Bornholm X"