Aftalen med de to andre var, at vi - efterdi TB og jeg sikkert ville nå længst hurtigst - skulle finde et sted at overnatte, hvorefter vi skulle give besked til de andre via sms, og så ellers sørge for der stod en kold øl klar, de kunne hælde indenbords når de ankom.

   Som tænkt, så gjort. Ved fælles indsats lykkedes det os at finde et dejligt sted til meget billige penge. I begyndelsen var der lidt sprogvanskeligheder, som bl.a. afstedkom at jeg mente at kunne forstå vi skulle give 200 af de lokale penge for overnatning pr. person! I anden omgang fik jeg indtryk af det var pr. værelse, altså 100 polske penge pr. person, men da jeg skulle betale var det altså 200 for 2 værelser m/4 senge. Se det er da en pris man kan forstå.

   Udsigten fra det lille hotel var ok "(udtrykt med passende jysk underdrivelse). Med hver sin mørke øl indenfor rækkevidde, sendte TB besked til de andre om at de kunne finde op på restaurant "Pod Omega" i Ilawa.. Kl. var omkr. 20 og vi havde bestilt vores aftensmad. Men hørte ikke noget fra de andre!

TB og jeg undrede os. Natten var nært forestående, og havde for længst gjort det nødvendigt at tænde lys for at kunne orientere sig. En sms om at de var ok, og på vej, var bippet ind. Men intet skete. Vi var igang med vores tredie øl, udenom var mørket tæt, inden et par meget trætte, meget tørstige og meget opløftede glade ekvipager, som efter et par slurke af den kølige mørke øl, komplimenterede os for valget af natlogi.

   Efter en lang dag med mange oplevelser, glædede Bonden og MiniDuen sig over det  smukke sted. Selv mente de deres anstrengelser i løbet af dagen burde resultere i alt andet end overnatning i telt. De havde begge håbet på overnatning i en seng, hvor de inden de kravlede i soveposen, skulle drikke lidt koldt øl og spise noget godt mad.

   På trods af køkkenet på "Pod Omega" var lukket på dette sene tidspunkt, var værtinden straks klar til at trylle og diskede op med samme gode ret mad til de senest ankomne, som vi andre havde nydt tidligere på aftenen.

Stedet, servicen og personalet var absolut i topklasse, selv om de aldrig vil få så meget som en eneste stjerne i Michelin-oversigten. Vi kan varmt anbefale at finde restaurant "Pod Omegą" i Ilawa, Polen, på: N53.599959 E019.548116 (Google Earth format)

De kolde øl løste op for tungebåndet hos MiniDue og Bonden. I løbet af en times tid eller så, fik TB og jeg et godt indtryk af såvel den enorme regnbyge de havde stiftet nærmere bekendtskab med, som af de anstrengelser topografien havde budt dem, og af timers servicering af en orange knallert, som udover at blive eneste mc som tabte luft i dækket, også havde drillet med maskimekaniske fejlmeldinger af alvorlig og her-og-nu-reparations-nødvendigt indhold.

Indgrebet havde krævet en del tid, men gjorde så, at tordenbygen var drevet forbi, så drengene kunne fortsætte i tørvejr men dog på våde veje. Endnu en morgen måtte vi forlade vores natlogi uden morgenmad. Selv om jeg fik hjælp af en lokal som kunne lidt engelsk, havde jeg ikke forståe at prisen for værelser ikke inkluderede morgenmad. Restauranten var lukket, men pyt, kaffe kunne vi lave og byen Ilawa var pænt stor, så vi var fortrøstningsfulde. Uden den mindste tvivl ville vi hurtigt finde et sted hvor vi kunne fornøje vore indre organer med noget fast føde. Vores indelige ønske om hurtigt morgenmad blev opfyldt, og snart var vi atter på vej.

Ulveskansen

Dagens rute skulle føre os frem til Ulveskansen. Et mål jeg havde set frem til at besøge. Ulveskansen er rester fra anden verdenskrig. Et anlæg Hitler lod opføre i det østlige Polen, og som nu er pænt nedbrudt, dels af ihærdige forsøg på med bomber at usynliggøre denne kolossale betonfæstning, dels ved hjælp af naturens egne kræfter.

   Vi hyrede en guide, en polsk quinde som på engelsk, iblandet såvel tyske som polske gloser, levende og særdeles inspirerende gav os et fantastisk godt indblik i stedets historie. Selv med sine kun vel omkr. 160 cm høje skikkelse, lykkedes det hende at give os et imponerende show, hvor hun med humor og stor indsigt, store armbevægelser og sigende mimik "tegnede og fortalte" så ikke et øje var tørt. Guiden havde tasken fuld af egne minder i form af fotos, hvor hun var afbilledet sammen med forskellige notabiliteter, kendt fra historiebøgerne.

Som de sidste gæster denne dag, forlod vi parkeringspladsen ved Ulveskansen. Eftermiddagen var ved at være småt kørende for tid, turen kører ikke sig selv, vi måtte videre. Vi havde en opgave foran os.

   Tiden var kommet hvor vi skulle beslutte om natten skulle tilbringes i et telt eller om vi skulle finde et natlogi. Rundturen i Ulveskansen havde opslugt os i en grad, så alle havde "overhørt" maveuret. Vi var ved at gå sukkerkolde.

   En af grundene til vi fire passer så godt sammen er den fælles lyst vi har til at drikke en øl til maden. Øl og motorcykelkørsel må kun kombineres, hvis man kan køre frem til et sted, hvor man kan stille motorcyklen for en længere periode, hvor stilstanden kan benyttes til at indtage en flaske (henholdsvis dåse) øl eller tlere.

   Efter nogen kørsel fandt vi første omgang bestilte vi en kop kaffe, som vi fornøjede os med under menukort læsningen. Undervejs fandt vi så ud af vi jo bare kunne blive på stedet og en venlig forespørgsel om der var ledige værelser, blev bekræftet. Altså var det så pludselig også muligt at krydre middagen med en mørk øl, hvorefter aftenen pludslig så meget "spiselig" ud. Glæden over en go køredag med et interessant besøg på et af historiens mørke punkter blev diskuteret over endnu et rigeligt måltid godt mad. Inden det blev helt mørkt og førend alkoholen havde overtaget alle sanser, fik vi trillet vore cykler ind under et halvtag lige ved hotellets indgang. Alt åndede fred og idyl, vi var mætte og godt tilpasse, natten kunne komme, vi var forberedte, og glædede os til en go seng, som ville give nye kræfter og energi til

endnu flere oplevelser på turen rundt om Danmarks østligste ø, Bornholm

Hertil - og ikke længere. Uagtet vi havde de mest reelle hensigter, uagtet vi intet havde at skjule, uagtet vi var villige til at gøre næsten alt for at slippe igennem, var der ikke noget at gøre. Den venlige men meget bestemte polske grænsevagt, ville ikke lade os slippe igennem. På et tidspunkt troede jeg han havde overtaget Bondens slogan fra forleden aften, for han blev ved med sit: "Nein, das geht nicht".

   Vi havde nået grænsen til Kaliningrad og ville så frygtelig gerne ind i den lille russiske imperium mellem Litauen og Polen, men Nein, das geht ohne Visum nicht, forklarede den tålmodige grænsevagt gang på gang Bonden, som åbenbart led at lidt schwer von begrif-mentalitet.

I stedet måtte vi nøjes med et fællesfoto foran grænsestationen. Et foto som ikke siger så meget (der mangler skilte) men det var det bedste og eneste vi kunne få ud af situationen. Ærgerligt, for det ville da ha været et scoop at køre igennem (sikkert som de første) til Kaliningrad uden visum!

En smøg, lidt vand, megen snak og personlige fotos til minde om dengang vi var tæt på Kaliningrad, var hvad det blev til i denne omgang. Måske vi næste gang søger om visum så vi kan komme ind og se hvordan der ser ud i det russiske Verdensrige? Grænsevagten fortalte os vi kunne køre til Gdansk, kontakte den danske ambasade og der søge om visum. Han mente det ville tage et par dage, og så var vi velkomne igen! Men Nein, das geht nicht. Wir haben wiel anders zu tun!

Sådan en tur Rundt om Bornholm, den kører nemlig ikke sig selv, så op på cyklerne, i med første gear og afsted, videre mod øst, hvor Polen grænser direkte op til Lithauen. Der kunne vi køre igennem, det var nemlig EU-område.

   Vejstykket på billedet er ikke fællesnævner for tilstanden af de Polske veje. Nogen var værre! Men det fleste af dem vi kørte på, undtagen dem uden belægning selvklart, var faktisk bedre. Og ihvertfald i bedre stand end jeg havde ladet mig fortælle inden afgang. Men det er også på sin plads at fortælle, der var nogen som var værre. Bl.a. så vi jeg i en større hovedvejsudfletning et hul i asfalten, som var enhver motorcyklists marreridt. Dybt, med skarpe kanter og præcist i den bane motorcyklister vil vælge i et sving

Fra tid til anden skal cyklere have påfyldt ny energi, så vi fortsat kunne fornøje os med lyden af cylindre der arbejder.

   Kort før grænsen til Litauen var det tid, og bag et højt rustent hegn, fandt vi denne ensomme stander. Ganske vist kunne man kun tanke én ad gangen, men når tid er det eneste man har nok af, passer det jo fint.

Pladsen blev bevogtet af en hund. En fin mindre én af racen Gadekryds (undskyld mig hvis jeg tager fejl, hunderacer er heller ikke min stærke side). Trods ihærdige og mange forsøg fra TB's side, lykkedes det ikke at komme i nærkontakt med hunden. I bedste Her-vogter-jeg-stil og med attityden Kom-mig-ikke-nær-jeg-er-en-farlig-hund, holdt den en passende og meget årvågen afstand til alle, alt medens den med hængende ører gav hals når nogen kom for nær

Selv om stationen var lille, havde butikken et pænt udvalg af mangt og meget. Småsnakkende og venlige grynt krydret med smil om læben over udvalget, blandede sig med tossede indfald. TB og jeg var - på denne tur - indehavere af de største motorcykler. Blandt de mange mere eller mindre uundværlige ting til motorfolket, fandt vi også nogle Wunderbaums. Sådanne (ilde-)lugtende tingester har alle rigtige truckere og indehavere af større køretøjer, så selvklart, måtte TB og jeg oss ha én!

   Inden vi startede tankning havde vi kontrolleret at vi kunne betale med kort. Selve transaktionen gik - som næsten overalt på turen - hurtigt og uden problemer. Hvorfor skal vi ha Euroer, når man kan klare sig med betalingskort?

   Jeg forstår det ikke, er stor tilhænger af kroner til danskere! Kan sagtens se det smarte i at man kan bruge samme valuta overalt, men jeg hylder forskelligehden! Herunder dansk flag og kroner til danskere. Anvend dit kreditkort som i den lokale brugs og ingen valutaproblemer!

Med masser af eksplotions farligt - og villigt -brændvæske i tanken, kørte vi ud og fandt flere af de skønneste veje og spor uden belægning.

Hu hej og vilde dyr, det var sjovt og herligt og lidt farligt og meget underholdende og vi kørte i den rigtige retning, nemlig mod mange flere eventyrlige oplevelser gennem skønne landskaber.

Bemærk vejret! Det var det skønneste kørevejr, omend lidt varmt. Mest for mig, for de tre andre kører med brynje/rustnings beskyttelse og jeg kører med textiljakke med indbygget beskyttelse. GoreTex (og lign.) er rigtig godt til småregnbyger og temperaturer under 14-16 grader, men når solen bager (eller det styrtregner) så er GoreTex noget opreklameret l...! Just my 5 cent.

Dog, der var ingen somhelst grund til at ærgre sig eller blive irriteret. Jeg har endnu ikke fået indkøbt en brynje, så jeg må døje med varmen og skifte t-shirts flere gange om dagen, hvis jeg vil ha noget tørt tøj inderst

Lithauen

Hu hej hvor det gik over stepperne, og pludselig kunne vi ikke køre længere ad grusvejene. De bøjede af og førte os ud på asfalten. Det skal jo gå ordentlig for sig og se pænt ud, når man passerer en grænse!

   Litauen var tredie grænsekrydsning på vores tur. Selv om jeg ikke tidligere har været i Polen, stod de tre baltiske lande i min bevidsthed som noget af det mere eksotiske, jeg havde glædet mig meget til at opleve.

   Som det er i Europa i dag, ihvertfald for de fleste landes vedkommende, opdager man næsten ikke man kører fra et land til det næste. Således også her. Grænselinien var næsten ikke synlig...........

Ved denne grænseovergang var det Bonden fandt en måde at registrere hvor langt vi var kommet. Før turen havde TB lavet flotte mærkater som alle havde modtage, men kun to havde monteret. Jeg var den ene. Mente det var mest rigtig at køre turen førend jeg satte mærket på cyklen, men Bonden havde fundet en rigtig go vinkel. Mærket var blevet godt beskidtet undervejs gennem Tyskland og Polen, og nu "vaskede" han flag for hvert land vi entrede. Se det var jo nærmest genialt.

   De første kilometer i Litauen blev kørt på en hovedvej med masser af tung trafik. Uanset vi var kommet for at udforske de forskellige landes vejnet uden belægning, var det indimellem befriende at lave nogle transportstrækninger, hvor vi hver især kunne nyde vores motorcyklers brummen uden at skulle bekymre os om store sten, dybe huller, løst sand eller plørede vandhuller. Nyd TB som i bedste Easy Rider stil lægger den ene kilometer efter den næste bag sig, medens han tænker på Peter Fonda, som tilbage i 60'erne krydsede USA i frihedens navn. Op på cylindrene med benene.........  tankerne får frit løb, nydelsen og livets mening var indenfor rækkevidde *GGG*

Selv de mest seje, må ind imellem stoppe op for at holde en lille pause. Måske ryge noget tobak, tisse, ha lidt koldt vand etc. På denne tankstation blev den såkaldte TB-menu opfundet. En TB-menu er en stor is med vand eller cola til.

   Bemærk den fine Wunderbaum i "forruden" på TB's Berta. Dette er, tror jeg, eneste foto og dermed bevis på dens eksistens. På uforklarlig vis forsvandt den prydefulde ting undervejs. Vi er flere som har TB under mistanke for at han - i et øjebliks raseri og ufornuft - "kom til at rive den af"! Måske fordi han ikke kunne udholde den søde duft sådan en Wunderbaum udsender. Jeg skal ikke kunne sige det. Ovenstående er gisninger, men der går jo sjældent røg af et bål hvis der ikk oss er noget ild!

Til toppen / menu           Fortsættes i "Rundt om Bornholm IV"