Nu kunne vi tre tilbageværende forlade gerningsstedet i vished om at såvel TB som Berta var i gode hænder. Altså pakkede vi lejren sammen. Slukkede bålet, fik mc-tøjet på, vendte forhjulet mod nye mål og kørte i meget roligt tempo videre på rejsen Rundt om Bornholm.

  Alt åndede fred og idyl. Storkene, som der også er rigtig mange af i Letland, hentede deres føde på markerne, som de har gjort i tusinde år. Hverdagen var tilbage, for de lokale, men ikke for os. Vi var en amputeret gruppe. TB var nu kun med i tankerne.

Til toppen / menu       Fortsættes i "Rundt om Bornholm VIII"

Ambulancen ankom ca 13.45 lokal tid. Personalet på ambulancen viste sig at være en sygeplejerske, som kunne lidt norsk, en læge samt en ældre chauffør, som begge kun talte lettisk. De havde ikke kunnet finde os! Den position vi havde opgivet koordinater til, stemte ikke med deres format. Vi hvade oplyst de koordinater GPS'en fortalte, men havde ikke været opmærksomme på, det ikke var i samme format som Google bruger på deres Maps- eller Earth-kort. Der var omkring 80 km fejlvisning, hvilket forsinkede ambulancen væsentlig.

   Format problematikken var ikke den eneste hurdle vi skulle overvinde. Der var meget dårlig forbindelse til mobilnettet. Den person vi talte med ude fra marken, var lette, vi var danske og vi forsøgte at kommunikere på engelsk, i hvad der for os var en tilspidset atmosvære af angst og uvished om TB's tilstand. Desuden blev forbindelsen gang på gang afbrudt.

   Stående ude i en eng, hvor vi knap vidste hvor vi var, i et fremmed land, hvor vi ikke kunne sproget, med en såret kammerat, var en ny opgave, ingen af os havde prøvet tidligere. Skærmbilledet på GPS viste der var langt til nærmeste lokalitet med et navn vi kunne udtale og som vi kunne forklare i mobilen. Men langt om længe lykkedes det at komme til enighed om hvor vi var og ambulancen blev sendt afsted.

   Heldigvis kunne TB selv gå ud til den nærmeste lidt større grusvej, og godt motorcyklen ikke havde taget skade. Bonden satte sig op på den, og kørte den uden vanskeligheder ud fra sporet. Turen fra engen hvor ulykken skete og frem til vejen var knap 1 km. Hvis vi havde skullet bære TB på en båre....... nå, men det skulle vi ikke, men tanken føltes som et marreridt vi havde undgået. I hvad der vel var omkring 30 C ville det have været en meget varm omgang at skulle fragte en båre gennem den knoldede eng med det høje græs, med en 90 kg tung mandsperson liggende......

   Det slap vi for, takket være en brav TB som - trods stærke smerter - bed turen over i nogle etaper og kom ud i "civiliseret land". Og nej, vi havde ikke noget whisky med til at bedøve ham med. Han måtte nøjes med det mere moderne og tidssvarende: Smertestillende piller.

   Iøvrigt havde TB rigtig go tid til at gå turen. Som noteret ankom ambulancen kl 13.45. Ulykken skete kl. 11.11.47. Tiderne er de tidspunkter mit kamera har noteret billederne er optaget!

Lige så snart ambulancen standsede sprang sygeplejersken og lægen ud af bilen. For mig at se var proceduren den samme som i DK, hvor patienten bliver udspurgt om smerter samt stillet nogle "lette" spørgsmål, for at lægen kan konstatere om patienten er "ved sine fulde fem". Alt foregik rutinemæssigt og flydende, dog med norsk tolk i form af sygeplejersken.

   Snart efter blev TB bedt om at gå ind i ambulancen, hvor behandlingen blev indledt. Sygeplejersken lagde drop og fik gjort TB klar til lægen. Lægedamen mente TB skulle have "meget væske" (af en eller anden slags, som ingen af os blev klar over hvad var) men som blev givet med en sprøjte, som enhver dyrlæge ville kigge misundeligt efter. Den var stor..........

.....og det tog nogen tid at tømme den ind i armen på TB, som iøvrigt tog imod indholdet uden at give en lyd fra sig. En rigtig mand er da ikke bange for en bette nål *s*.

   Det tog ca 20 min. at klargøre TB til transport. Vi andre gik rundt og fik pakket det mest nødvendig han skulle have med. Og nåede at få tingene smidt ind i ambulancen (næsten helt bogtstaveligt), for pludselig havde de meget travlt med at komme afsted.

   I hast stillede vi op i en pæn lille kø for enkeltvis at tage afsked med TB medens vi forsikrede ham om, at vi nok skulle passe godt på Berta og blive på stedet til hun var fjernet,(af de folk SOS ville sende. Ambulancen vendte rundt på vejen. Vi vinkede det bedste vi kunne, da den drog af med TB på båren!.

Vi tog afsted 4 mand på motorcykler, men måtte nu fortsætte turen med 3 på motorcykler og én i tankerne.

   Bonden og MiniDue lagde sig og lod tankerne fare. Jeg var rastløs. Kunne ikke få mine tanker og følelser på plads. I stedet for at lægge mig, som de andre, gik jeg rundt i området. Lavede nogle billeder. Samlede lidt brænde og lavede et bål, som jeg håbede på ville hjælpe med at holde fluer og myg væk fra os. Så en stor bille kravle rundt i sandet. Bemærkede en hjort der spankulerede over vejen et stykke borte. Beundrede en flot blå blomst, som lyste op i alt det grønne. Hilste på en ung mand som kom forbi på sin MTB på vej ind i skoven.

   Klokken sneglede sig afsted. Jeg var flere gange i kontakt med SOS' mand i Letland. Han talte et fint engelsk, men fordi forbindelsen til mobilnettet var så dårlig, havde jeg problemer med at forstå hvad han sagde.

    Dog var jeg rimelig overbevist om, at han havde fået rigtig fat på hvor vi var. Jeg oplyste de samme koordinater til ham som jeg havde gjort til alarmcentralen. Men det var åbenbart ikke godt nok. Ihvertfald ringede han tilbage et par timer senere og fortalte vognmanden ikke havde kunne finde os og derfor var returneret til Riga. Øv, øv og øv. Altså måtte vi til det igen

SOS-manden fortalte han havde oplyst mit telefonnummer til vognmanden, som kunne tale og forstå tysk. Dog var det ikke chaufføren på den bil der kom, der ringede til mig, men nærmere den speditør som giver chauffører og vognmænd bedsked om, hvad de skal lave, der kontaktede mig. Denne kunne dog ikke hverken engelsk eller tysk, så den kommunikation foregik mellem speditøren, hvis beskeder blev oversat til engelsk af en maskine, som så "talte" til mig på engelsk. Mit svar på engelsk blev så af samme maskine oversat til lettisk og videregivet til speditøren. Hold op hvor besværligt, ikke mindst p.g.a. den dårlige forbindelse til mobilnettet.

   Heldigt for os kom den unge mand på MTB'en samtidig tilbage fra sin tur ude i skoven. Med telefonen strakt frem mod ham, fik jeg ham standset. Med fagter og pegefingeren på telefonen, fik jeg ham gjort forståelig at jeg gerne ville have ham til at snakke med den person jeg havde i røret. Han talte derefter på sit for ostotalt  uforståelige sprog i næsten 10 min. inden han rakte telefonen tilbage til mig. Jeg overvejdede et øjeblik om den unge mand og speditøren var i familie!

   Jeg tog røret og fik - på maskin-engelsk - at vide at speditøren nu vidste hvor vi var og han ville sende chaufføren ud til os igen. Men nu var klokken efterhånden også blevet næsten 16. Ventetiden føltes lang, nok længere end den var, for varmen var ulidelig. Solen bagte ned. Der var ingen vind. Søgte vi ind i skyggen blev vi overfaldet af myg. Ude i solen var der lidt længere mellem de flyvende uhyrer. Røgen fra bålet hjalp lidt.

Og endelig, kl 16.50 rejste støvet sig i det fjerne. Redningsvognen, som skulle hente Berta var ankommet. Vi hilste pænt på den længe vendtede vognmand. I ro og mag gjorde han bilen klar til transporten og ved fælles hjælp fik vi Berta op på ladet.

   Som kollega til vognmanden fik jeg en svag fornemmelse af han ikke var helt med på hvordan man fastgør en motorcykel på et lad. Men den følelse måtte jeg - heldigvis - hurtig ændre. Da han først kom igang med remme og strammere, blev cyklen fastgjort efter alle de regler der findes, samt måske et par hjemmelavede af slagsen. Umiddelbart havde jeg ikke noget at udsætte på surringer og TB's løsdele blev lagt ind i førerkabinen.

Inden Berta forlod pladsen, var den sikret yderligere med en rem gennem baghjulet til bagsmækken. Senere blev vi klar over det eller andet sted i forbindelse med transporten var sket noget, som gjorde at stellet på motorcyklen blev skævt. Berta kom derfor ikke hjem i samme stand som den var blevet afleveret i, men dog med alt grej, såvel det løse som det fastsurrede, i behold.