Efterårstur til Tjekkiet og Polen

Temaet i denne reportage er fotos af vej-, land- og byskaber med motorcykler. En billedkavalkade af 7 dage sidst i september, hvor formålet med turen var, at køre rundt i Nordeuropa, medens efteråret langsomt malede naturen omkring os. Flest mulig sving. Korteste mulige transportsektioner. 

I løbet af et par dage, blev der sat dato på en tur, hvor jeg sammen med tre andre, skulle nyde at køre gennem det østlige Tyskland, for at komme til det kupperede terræn i grænselandet mellem Polen, Tjekkiet og Tyskland. Jeg håbede ugen ville byde på lidt drengerøvs agtigt kørsel i de nævnte lande, hvor hastighedsbegrænsninger ligger lidt højere end dem vi kender fra Danmark.
   I et tiltagende dagslys, trak jeg min Gamle Slæde ud af garagen. Den var klar. Cyklen var pakket dagen forinden. I modsætning til mange andre ture, havde jeg kun pakket side- og toptasken. Vi skulle bo på hotel, og de syv par underbukser, samme antal sokker og t-shirts, kunne fint være i de originale tasker, som fulgte med cyklen da jeg købte den i 2008. Taskerne er stadig vandtætte. Taskernes alder til trods, og selv om de har været monteret på langt de fleste af de mere end 330.000 kilometer jeg har kørt på cyklen, hænger de fast som var de svejsede på stellet. Det er de ikke. Faktisk er de så nemme at tage af, at jeg slæber dem med ind på hoteller, som om de var mine kufferter.

   Min dejlige hustru Jeanne var klar med sin mobil, og lavede dette foto af mig, lige inden jeg slap koblingen og startede min tur sydpå. Det billede jeg lavede af hende, må jeg ikke bruge. Jeg vil ikke afsløre hvorfor!!!

Efter aftale skulle jeg mødes med Erik, Arne og Toni ved grænsen.

      Med tanke på at der foran mig lå en uges motorcykeltur, hyggede jeg mig i sædet med at kigge ud over markerne, hvor kæmpe maskiner havde sat deres spor mellem de høje stubbe fra de tykke stængler, hvor majsen havde groet sig høj hen over sommeren. Efteråret og dermed høsttiden for majs, var igang.

   Medens tankerne for rundt og bekymrede sig om altmuligt (unødigt!) nød jeg at mærke min Gamle Slæde mellem benene. Villigt og problemfrit pumpede stemplerne ud og ind inde i cylinderne. Når jeg vred på højre håndtag, ændrede motoren omdrejningerne og hastighed i takt med hvor hårdt jeg skruede på den noget slidte gummibelægning på rullen. Ingen slinger i den vals. 

Min køretid var beregnet efter at jeg ville køre med hovedvej 11 til Ribe. Derfra ville jeg køre tværs over Sønderjylland på 179 og slutte af med en strækning på Hærvejen frem til den lille Cafe Britt der ligger på Vognmarken, Padborg. Jeg skulle være fremme kl. 09. Google havde beregnet turen til at tage 2 timer og nogle få minutter. Det kom til at passe meget fint. De tre andre rejsemakkere var ankommet. De sad med hver sin kop kaffe, da jeg svingede ind på holdepladsen.

   Snart skulle spændingen udløses. Jeg kun Erik, som var ophavsmand til turen og skulle være stifinder. Jeg havde aldrig kørt sammen med Erik, oh kendte ikke de to andre, hvorfor  det var meget spændende hvordan turen ville forløbe.

Ballancerende med en kop sort kaffe i den ene hånd og et rundstykke med ost i den anden, gik jeg gennem det lille lokale, og fandt en plads ved bordet, efter jeg havde hilst pænt Goddag til alle. Snakken kom hurtigt igang, og alle var så klar til at køre en tur. Himlen lyste op med hvide skyer og lyseblå himmel mod syd, hvilket jo passede rigtig fint med vores planer.

Inden kaffen var drukket, havde vi hver især fortalt lidt om os selv, og det viste sig hurtigt, at vi alle var rutinerede chauffører, men selvfølgelig med forskellige antal kilometer på bagen. Erik som var den der havde inviteret til turen, forklarede detaljer om sine planer or turen. Bl.a. at han ikke ville køre meget på motorveje, hvilket vi alle syntes var godt, for der er meget sjovere ude på de mindre veje. Og husk lige, at i Tyskland må man køre 100 km/t på de fleste veje. Netop det gør, at man kan nyde sving med mere nedlægning end i Danmark. 
   Erik krydrede også turen med et par veje med grus, hvilket ingen af os havde problemer med.

Fire herrer i deres bedste alder, skal holde lidt pause med passende mellemrum. Og ved en pause, må der gerne drikkes kaffe, og kan man nyde en kage til kaffe, er det bestemt ikke at foragte. Både Arne og Erik kendte et sted hvor de solgte varm kaffe og kage med fløde, som vi tilfældigt kom forbi. Ikke dårligt. Selvfølgelig ryddede vi pænt op efter os. 

Med til forberedelserne havde Erik hjemmefra booket hoteller til os. En detalje som jeg ikke er vant til. Næsten altid når jeg er på tur, finder jeg overnatning, når jeg ikke ønsker (læs: gider!) køre længere. Sådan skulle det ikke være denne gang.
   Målet for første dag var Regio Hotel i Werningerode i det nordøstlige Harzen område. Fra Padborg til Werningerode er der lige godt 400 km. For at komme frem i nogenlunde tid, spolede vi nogle kilometer på motorvej. Det er rigtig fint og jeg ynder meget, at 'drive afsted' på de mindre veje, men det tager noget længere tid at tilbagelægge mange kilometer på sådanne.

En del af Harzen området var tidligere en del af Østtyskland. Mit indtryk er, at tyskerne ikke er specielt stolte af at mindes 2. Verdens Krig, men der står stadig vagttårne, fra da Tyskland var delt i to stykker, rundt omkring hvor grænsen indtil 1989 gik.

   Når turen går gennem de små landsbyer ude på landet i det tidligere DDR, er det ofte tydeligt at skelne hvilke huse og bygninger der er blevet renoveret, og hvilke der ikke er.

Den serie billeder du netop har scrollet igennem, er alle fra første dagen på vores tur. Erik førte os godt og sikkert mod Harzen´s bløde højdedrag hvor vi morede os med masser af skønne snoede veje gennem det landbrugs industrieller Nordtyskland, inden vi kørte ind i Werningerode i Harzen området, for at finde Regio Hotel. 
   Hotellet var ikke noget at skrive hjem om. Så det undlod jeg. Og jeg ønsker heller ikke at give stjerner til hotellet her på mit websted. Værelset, som faktisk var en lille lejlighed med to soverum, havde heldigvis også en sovesofa i opholdsstuen. Lejligheden fin og ren. Ikke noget der. Men hotellet er ubemandet, og det har jeg det lidt underligt med. Prisen er så også derefter, og vi havde ikke noget at klage over.
   Når jeg er lidt forbeholden er det fordi jeg har overnattet på rigtig mange skønne 'landsby kroer' i Tyskland, hvor traditioner og atmosfære hænger tykt på væggene, optager masser af plads på bordene og ellers ses på værternes beklædning og holdninger. Steder hvor de lokale, oftest mænd, samles over en kop øl, en længere snak (måske om de som ikke er tilstede?) og hvor man kan købe sig en flaske mørkt øl eller et krus fadøl, tappet af en tønde med hane, der tydeligt viser at her er der skænket mange øl. Til disse landsby kroer og gæstehuse, findes som oftest et køkken, hvorfra man kan købe god lokal mad,lavet efter opskrifter fra de gamle køgebøger. Der føler jeg mig hjemme. Sådanne steder synes jeg rigtig godt om.  

Friske og klar  til en ny dag, stod vi op og gjorde os mentalt parate til endnu mere motorcykel kørsel. Målet for dagens kørsel var Pension Bublava, Tjekkiet. Over aftensmaden i går, havde Erik funderet over hvilke veje han ville følge for at komme derned. Meget kort fortalt: Erik gjorde det enormt godt.
    Denne anden dag på turen, startede ud med en herlig omgang karruseltur på små og større veje. Erik lavede en rundvisning ad Harzens kendte og ukendte veje. Flere gange opdagede jeg Erik kørte både direkte mod syd, som var den retning Bublava lå i. Men andre gange førte hans lilla GS'er os både mod øst, vest og nord. Jeg tror Erik syntes vi skulle nyde så mange kilometer gennem de bløde skovklædte bakker, som det var ham muligt at finde, uden at vi decideret kom væk fra kursen. Ruten førte os gennem mange sektioner med den fineste asfalt i et varieret og kuperet terræn, hvor mine Heidenau K60 dæk kunne øve sig på at slide det yderste af dækkenes skuldre, selv med lave hastigheder, afledt af omstændighederne. 

Endnu en pause. Dækkene skulle køles ned, mænnerne skulle have lidt vand og højrehånden skulle have hvile. VejrGuderne smilede og gav os smukt vejr til vores tur.
   En anden pause tog vi da vi kom forbi en motorcykelforhandler, Motorrad Apel i Weimar, Ducati og Kawasaki forhandler. Folkene havde ikke mange kunder den tirsdag, så de ville gerne snakke og høre hvor vi kom fra. Vi fortalte løs, medens vi drak deres gratis kaffe og nød deres gæstfrihed. Udenfor butikken stod en lang række Ducati- modeller oprangerede. Alle med nummerplade, og klar til prøvetur. Det er sådan noget tyskerne kan. Ingen af os havde planer i retning af at købe en Ducati, så vi afstod fra at bede om prøvetur.

Landsbyen Bublava ligger et fuglefløjt fra grænsen mod Tyskland. I området Erzgebirgene finder man Pension Bublava i udkanten af byen mod øst. Vi kom fra nord, og jeg fik indtryk af pensionen lå "ude på landet". Ved første øjekast så stedet noget slidt og endda en smule ensomt ud. Bedømmelsen holdt stik også indefra. Gulvbrædderne knirkede gevaldigt under os da vi satte kursen mod baren, som også var reception. Lokalet gav tydeligt indtryk af at stedet var fyldt med liv og glade skisports udøvere om vinteren. I loftet hang således flere små installationer med "lifte" og andre tableauer fra skisportens glade vinter verden.

   Alle borde var dækkede af røde køkkenternede voksduge. Praktiske og dekorative i det lille selskabslokale. Restauranten havde kolde øller, men desværre ikke mørkt øl. Jeg husker ikke navnet på øllet vi drak, men efter et par krus, smagte det udmærket, selv om det virkede en smule tyndt.
   Vi var sultne efter ca 300 km på vejen. Erik havde meget passende, da han reserverede værelser, spurgt ind til om de kunne servere noget mad for os når vi ankom. Den forespørgsel tog de meget bogstaveligt. Vi fik udleveret nøgler til værelserne, fik slæbt vores habengut op på første sal, og var knap vendt tilbage til restauranten, for at drikke en nu-er-vi-landet-øl, inden servitricen kom med forretten!
   Alt taget i betragtning var det sådan set rigtig fint. Måske lige med undtagelse af, at vi ikke bestilte noget mad, men pænt måtte spise hvad der blev serveret. Jeg kender ikke noget til om Erik havde bestilt dagens ret, da han bookede. Men det virkede ihvertfald sådan.
   Kommunikationen på stedet var svær. Ingen af os kan tjekkisk, men jeg kan en smule tysk, og troede personalet kunne tale og forstå tysk, når de boede så tæt på grænsen. Det var ikke tilfældet. Men de tyske ord "Beer" samt "essen" forstod de.

Forretten var en suppe. En slags grøntsagssuppe med nudler, og et par stykker kød, til de heldige. Suppen smagte ikke af meget. Men den fyldte jo noget af pladsen i maven.

   Hovedretten var noget gullasch serveret med hvidt brød, uden skorpe. 'Brødet' - hvis det altså var brød - var svampet og mindede mig en del om en misforstået blanding af melboller, pandekager og noget katten havde slæbt ind efter lukketid. (Det er ikke pænt at skrive sådan om mad, men ærlig talt, så brød jeg mig ikke så meget om det!) Konsistensen var svampet. Stykkerne smagte ikke af noget. Og jeg havde det svært med at få stykkerne i munden. Kød var der ikke meget af i gullaschen. Som det fremgår af billedet var der 4-5 stykker kød til meget sovs og de fire stykker 'brød'. 

Aftenen skred frem. Vi bestilte og fik et par øl hver. Præcist hvor mange øl husker jeg ikke, men jeg husker at Toni og jeg fik én mere end de to andre. Damen, som både var receptionist og servitrice, ville gerne afregne da klokken nærmede sig 20. Restauranten skulle lukke (?)  og vi skulle forlade lokalet.
   Fint nok. Det underlige - og der hvor kommunikationen virkelig kom på prøve - var da hun kom frem til 4 forskellige beløb vi skulle betale! Vi havde alle fået nøjagtig det sammen, lige bortset fra at Toni og jeg skulle betale for én øl ekstra hver. Regnestykket så således ud: Hver af os skulle betale  ½ værelse, maden samt de øl vi havde drukket.

   Damen kom frem til at én skulle betale 777 koruna /CZK. En anden skulle betale 877 koruna, medens den tredje skulle betale et beløb jeg ikke husker, men jeg skulle betale 1.177 CZK. Da ingen af os kunne få de beløb til at stemme, mest fordi vi skulle betale for næsten det samme, og ihvertfald to og to skulle beløbene være ens. 
   Damen gik fuldstændig i baglås. Hun insisterede på at beløbene var rigtige. Efter nogen parlamenteren frem og tilbage, fik Arne 100 CZK retur sammen med rigtig mange ord på tjekkisk (som vi ikke forstod). De andre som havde betalt ca. 300 CZK mindre end jeg, forlod lokalet, men jeg blev stædig. Jeg forlangte at hun skrev en kvittering til såvel de andre som til mig, så vi kunne sammenligne. Det ville Damen ikke.

   Næsten samtidig med de andre forlod lokalet, kom 4-5 mænd, som havde siddet ved et bord klods op ad baren, hen til servitricen og mig. De stod rundt om mig og kom med deres bidrag til diskussionen. På tjekkisk. Jeg følte mig truet, men heldigvis kom Arne tilbage til restauranten, hvor jeg så bad ham blive, medens jeg "forhandlede" videre.

   Servitricen lod mig forstå at hun skulle lukke. Hun ville ikke servere mere for os. Hun skulle hjem til hendes mand og børn. Restauranten skulle lukke. Og der var meget i vejen. Efter mere diskussion i hidsigt tempo og tonefald, skænkede hun mig en sidste øl, som hun så fik 100 CZK for, selv om jeg mente jeg havde betalt for den øl. 
   Arne og jeg forlod restauranten og gik op på værelset, hvor vi fortsatte diskussionen. Enden på historien blev at jeg ikke fik rettet min betaling, og derfor forlod pension Bublava dagen efter, med en afregning der lød på 300 CZK mere end de andre. For samme "vare". Det er jeg kommet over, men jeg føler mig stadig uretfærdig behandlet.

Iøvrigt var værelserne ikke som de værelser Erik havde set på nettet, da han bestilte. I stedet for fine dobbeltsenge, var der køjesenge. To styk på hvert værelse. Det betød ingen af os behøvede at kravle op i den øverste køje, hvilket alle var godt tilpasse med. Jeg er ikke i tvivl om, at de værelser vi fire fik tildelt, om vinteren var udlejet til unge. Køjerne var pindede, madrassen tynd, og toiletterne var ude på gangen.

Næste morgen var jeg spændt på om der ville være en respons på "situationen" aftenen før. Det var der ikke. Kaffen var ok, hvilket er meget vigtigt. For mig. Solen skinnede. Jeg var kommet mig over den forskel der var på hvad jeg havde betalt i forhold til de andre. Jeg kommer ikke til at bo på Pension Bublava igen. Det er helt sikkert, og jeg vil ikke anbefale stedet til andre. Men snart var Pension Bublava forsvundet bag os. Foran os lå de skønne Erzgebirge og ventede med deres bløde bakker, kringlede og krogede veje, maleriske landsbyer og Erik viste vej. Alt var godt igen. Ingen havde lidt overlast. Ingen havde fået varige mén, men min feriepengekonto havde lidt lidt overlast under besøget.

I den stille, men kølige morgenluft hang lugten af kul eller tørv tungt, umiskendeligt og overdøvende. End ikke en lille lystig luftning forsøgte at byde de efterårsfarvede blade på træerne, op til dans. Fra pensionens parkeringsplads  nød jeg at se solen skabe dybe skygger op mod en lyseblå morgenhimmel. Perfekt vejr til en køretur på tohjulet køretøj. 

På denne tur til Tjekkiet, faldt mit blik endnu en gang på garager. Når jeg kører i fremmede kulturer, sidder på min motorcykel og finder og funderer over hvad jeg ser. På denne tur fangede mit blik, og mit kamera, flere gange de lange rækker af garager, vi gang på gang kørte forbi. Garagerne fandtes i overflod i sær i bymiljøer, men også i mange landsbyer, så jeg gader hvor der var "rækkegarager". Altså ligesom rækkehuse, findes der i Tjekkiet "rækkegarager". Nedenfor kommer en lille serie fotos set på denne tur.
   I forbindelse med disse garager, bemærkede jeg at der mange steder var tydelige spor af at garagen blev brugt jævnligt. Andre steder var det meget tydeligt at porten ikke blev åbnet jævnligt. Mit nysgerrighed var stor! Hvad mon der alt gemmer sig i disse garager?

I Tjekkiet såvel som i Norge, som i rigtig mange andre lande, er der stor sandsynlighed for at møde en ko, et får eller andre husdyr på vejen. I flere lande i Europa er det helt naturligt og en del af landbrugets måde at drive deres dyrehold. Dyrene lukkes ud i flokke, og kan frit græsse på endog kæmpe arealer. I lande med bjerge, er det ikke hegn, men naturlige forhold der gør, at dyrene bliver indenfor et vist område. Når man kører ind i et sådan område, kører man ofte over en vejrist. De kendes også fra Danmark. Vejristen er en bred "rist" ofte lavet af rør der ruller, således dyrene ikke kan står fast, men heller ikke kan komme i klemme. 

   Der var ikke tale om et sådant forhold da vi mødte Koen Rosa, som jeg straks døbte den røde kvie. Kvien var ganske enkelt sluppet ud af sin mark, og græssede i vejkanten, indtil den blev forstyrret af os. De tre andre listede langsomt forbi, og der skete ingen skade på hverken ko, materialer eller folk. Men efter Toni som den tredje var kørt forbi Rosa, mente hun det var tid at krydse vejen, så jeg blev lidt bagefter, men det var helt ok. 

Lidt senere på turen, havde vi fornøjelsen at kunne hilse på denne "figur". Jeg så flere af den samme 'nisse', men kender ikke historien bag dem.
   Er der mon nogen blandt mine læsere der kan oplyse mig om meningen med denne Nisse? 
   P.s. Det er Nissen i forgrunden jeg ønsker oplysninger om. Nissen i baggrunden kender jeg. Han hedder Erik!

Efter strække-ben-pause fortsatte turen i de smukt slyngede bakker på de herlige asfalterede veje med sving gennem varieret natur 

På vej tilbage mod Zittau, hvor vi skulle bo flere nætter på mødte vi denne "Nisse" kort efter et byskilt. Figuren så faktisk ret naturtro ud. Måske lige bortset fra, at de betjente jeg nåede at se på turen, var i lidt bedre stand end denne betjent!!!

Skorstenen i baggrunden ser ud til den lukker damp ud. Det minder om den damp der bliver sluppet ud af et atomkraftværk. Men Tyskland lukkede de sidste af deres atomkraftværker i 2023. Så hvad det? Skorstenen ligger tæt på Zittau. Mon nogen kan oplyse mig?

En anden ting jeg har bemærket når jeg kører i Østeuropa er, at der findes kæmpe mange farver til huse. Èn ting er at mange huse i det østlige Europa er kedelige, ofte gråt i gråt, men der findes pænt mange husejere, som eksperimenterer med farver, som jeg ikke kan forestille mig en dansker, end ikke i sin vildeste fantasi, ville vælge. Som det her nedenfor. Et parcelhus i mørk pink eller lys lilla (vælg selv!) Det vil aldrig kunne ske i Danmark, tror jeg!

Eller hvad med to forskellige gule nuancer, der smyger sig tæt op ad hinanden. Den ene har så ovenikøbet fået et grønt parti som en kontrast!
   P.s. så du begge motorcykler på billedet?

Tilbage til landevejen. Ud hvor skoven er grøn. Stammerne er mørkt brune og grå. Her er alt som naturen har bestemt.
    Eller nej, ikke helt. Træerne står tæt på vejens asfalt, så tanken om at bruge stammerne som vejafmærkninger kommer vel nærmest af sig selv? Eller hvad mener du?

Farver skal der til. På en bro over en flod, havde man valgt at male gelænderet blåt. 

Sidst på eftermiddagen ankom vi til næste overnatningssted, Richnow's Bett & Bike, Zittau. Igen var det et sted Erik havde fundet, og booket. Erik havde også meddelt ankomst tidspunkt, som vi ramte lige i Bulls Eye, men døren var lukket og låst. Medens vi andre undrede os, fik Erik kontakt med hotellet via mobiltelefonen. Hotellet oplyste at vi skulle have meldt vores ankomst en time inden vi var der, men at manageren ville sørge for en medarbejder ville kukke op og lukke os ind. Men der ville nok gå et kvarter, måske længere! 

Medarbejderen kom. Vi fik tildelt værelser. Enkeltværelser. Fornemt. Hotellet havde ingen restaurant, så vi måtte "over åen efter vand", så at sige. Receptionisten foreslog os at køre til Tjekkiet og finde "Restaurant K". Zittau ligger i Tyskland, og for at komme til Restaurant K i byen Loučná, skulle vi lige køre et par kilometer gennem Polen. En lidt spøjs ting. Kigger man på et landkort giver det go mening. Netop der hvor Zittau ligger, er et mindre stykke polsk område, der ligesom en blindtarm med en udposning, presser sig ind mellem Tjekkiet og Tyskland.

   Receptionisten havde ret. Maden var fin, god og rigeligt at den. Ovenikøbet til en rimelig pris.

Richnow's Bett & Bike skulle være vores base i tre dage. Derfra ville vi køre på sight seeing i Polen og Tjekkiet.

Efterårsturen var mest ment som en køretur. Der var ikke planlagt kulturelle besøg. Men jeg vidste vi var tæt på et motorcykelmødested der hedder Hells Mine, og jeg spurgte i gruppen, om der var andre end mig, der havde besøgt Hells Mine, også kaldet Bikers Cave. Det var der ikke, men de andre syntes det lød spændende, så der skulle vi ud.
    Minen ligger næsten stik syd for Zittau. Google kunne fortælle vi fra hotellet, kun havde 34 km til stedet, hvor den lokale motorcykelklub driver et lille cafeteria i nogle gamle minegange. Man må gerne køre sin motorcykel ind i minen, og evt. parkere derinde i mørket, hvor klubbens medlemmer har bygget forskellige uhyggelige installationer med lyd, lys og animation.
   Jeg har nu besøget stedet tre gange, og hver gang har jeg placeret en sticker fra MiniPrimiCamp.dk, og desuden ved sidste besøg, også en sticker for MC Camps Europe. Jeg mener stedet er et besøg værd, og foreslog at vi lagde vejen forbi.

Andendagen i Zittau oprandt med regnvejr. Ingen hindring. Vi var på tur, og skulle ud og spole kilometer på motorcyklernes kilometertæller. På med regntøjet og afsted. Eller, stole på ens motorcykeldress kan holde regnen ude. Jeg håbede på det sidste. Og fik til dels ret. Mit KLIM tøj er ikke tæt, men næsten. Jeg blev lidt våd i skridtet. Ved ikke hvorfor, og jeg måtte for jeg ved ikke hvilken gang, undre mig over reklamerne for tøjet, samt de mange udmeldinger jeg får når jeg fortæller KLIM tøjet ikke er tæt.

Lige meget. Regnen holdt hurtigt op, og kursen var adressen Lindava 315, 471 58 Cvikov-Lindava, hvor minen ligger.

   Selv den lille tur på godt 30 km bød på en mulighed for at køre en omvej. Erik som på første strækning førte an, mødte et "blind vej skilt". Altså måtte han beslutte sig for at finde en anden rute, eller - og det var det han gjorde - tage chancen og køre frem for at se hvori 'vejlukningen' bestod. Et stykke fremme mødte vi et vejarbejde, hvor man var i gang med at lægge (ny?) asfalt. Jamen fint, det med at køre på ikke-asfalterede veje, er jo bare et fint indslag på vores tur. Der var ingen problemer med at komme igennem.

Når man ankommer til Hells Mine fra vestsiden, kører man forbi nogle huler, gamle minegange, der hedder Pusté kostely, lige inden man ankommer til Hells Mine. De er ligesom Hells Mine et besøg værd. Nedenfor findes et link der fortæller mere om såvel Hells Mine som de andre forekomster af miner i området, og ikke mindst detaljer om hvordan minerne opstod og hvad de blev anvendt til.
   Hells Mine har været anvendt til meget forskelligt. Oprindeligt udvandt man særligt sand til spejlproduktion fra minen. Senere har den bl.a. været anvendt til grøntsagslager. Omkring 2003 indrettede motorcykel klubben Pekelné doly stedet til klub- og motorcykel mødested.
   Vil du læse historiske optegnelser om klippehulerne, deres oprindelse og anvendelse, klik her. P.s. teksten er på tjekkisk, men husk, Google er din ven. Vil du læse om mit andet besøg på stedet, kan du finde det i denne reportage: "Ferie - rundt i Europa"

Noget af det første man opdager når man ankommer, er den imponerende samling af stickers, der er samlet på vinduer og døre. Der er sikkert mange der giver samlingerne et intenst kig, men jeg søgte, men fandt ikke, de mærker jeg selv har sat op. Det fik jeg rådet bod på, så der nu er igen er stickers fra MiniPrimiCamp.dk. 
    Vores lille gruppe var blandt de første besøgende denne dag, så der var ikke så mange motorcykler samlet. Dog kom der en del medens vi var der, og jeg kom bl.a. i snak med en nordmand. Han var på vej hjem fra et længere besøg på Balkan.

   Besøget i Hells Mine var dagens højdepunkt. I hvert fald hvad pauser angår. Fint, for vi var jo på tur for at rulle kilometer efter kilometer på veje vi ikke kendte ud og ind. Næste sektion bød på halvdårlige veje gennem forvitrede sandstensbjerge. Enkelte hårnålesving havde vi også fornøjelsen af at styre igennem. Tjekkiet byder også på mange små landsbyer med farverige huse, der ligger helt ud til vejens kant. Sjovt at tænke på hvordan vejen gennem århundreder (?) har indrettet sig efter beboelserne, og derfor snor sig gennem landsbyerne. Eller snævrer ind fordi to huse ligger meget tæt. Eller bøjer sig i 90 graders sving, for at komme udenom et tredje hus.

På alle ture, finder jeg stor fornøjelse ved at lave billeder af usædvanlige køretøjer. Denne gule "Skole bus" tiltrak sig opmærksomhed. Underholdende indslag på en transport strækning. Et stop for tog. Det tog usædvanlig lang tid for bommene at tillade passage, efter togstammen var forbi. Forklaring: Det kom et tog fra modsatte side.

    Alle der har kørt i Tyskland ved, at der altid er vejarbejde. Det fandt vi også ud af på denne tur. I mange lande føler man at skilte og færdselslove kun er 'vejledende'. Når man kører   motorcykel findes der altid (næsten! På en anden tur i Tyskland, måtte jeg erfare at jeg også kan tage fejl. Se mere her!)  I løbet af den uge vi var afsted, afprøvede vi teorien om at der altid er en udvej for motorcyklister. Og på denne tur var det også sådan. Men rødt lys. Det standser vi selvfølgelig altid for.

   At male stammer på træer der står tæt på vejen, det så vi også et andet sted på turen. Tidligere var det kun en lille del af stammerne der var bemalede. Her var træerne malede helt op til kronen.

Nej, jeg snød ikke. Men jeg havde en go hånd, og vandt spillet!!!

Mange herlige kilometer og nogle overnatninger senere, var det tid at vende forhjulet mod nord, og indstille gps'en til "hjem". Arne smurte kæden, rodet på værelserne blev pakket sammen og hængt på cyklerne. Vi var knap 800 km fra grænsen. Jeg havde en drøm om at når vi kom højere op, skulle vi følge rute 195, langs Elben. Rute 195 starter (eller sluttrer) ved Wittenberge, ca. halvvejs mellem Hamborg og Berlin. Vejen snor sige gennem grønne enge, store skove, masser af landsbyer og har et herligt forløb med sving efter sving. Med mig som stifinder fulgte vi vejen til Teldau, hvor vi søgte hotel for natten. 
   Vi fandt frem til at Elbhotel am Hafen, i Bleckede, lige på den sydlige side af Elbenb, havde værelser som de gerne ville stille til vores rådighed for en nat. 

Rigtig mange steder hvor man skal krydse floder i Tyskland, finder man fine små færger, der forholdsvis billigt fragter cykler, biler, dyr og mennesker fra den ene bred til den anden. Således også her. Så vidt jeg husker kostede det 4 Euro for motorcykel og chauffør. Efter lidt ventetid kom vi over. Færgen har ikke faste overfartstider. Den sejler når der er behov.

   Vi havde fornøjelse af blive vippet lidt. Det kostede ikke ekstra. En traktor med vogn læsset op med wrapballer, skulle over samtidig med os. Den vejede kæmpe meget, og båden gyngede enormt da traktorchaufføren kørte ombord, og igen da han kørte i land. Hyggeligt.

Morgendagen dukkede op med det skønnest mulige motorcykel vejr. Solen skinnede, luften var frisk efter nattens råkulde havde kølet alt ned, og der var næsten ingen skyer på himlen. Alt åndede fred og ro. Hurtigt fandt vi ind i rytmen på vejen. Ærgerligt vi var på vej mod hjemmet, men efter vi forlod hotellet i Bleckede, var der for alvor dømt hjemtur.

   Vi forsøgte stadig at køre udenfor motorvejsnettet, men smuttede af og til ind på de hurtige betonstier. Der var trods alt stadig ca. 400 km til Kvong, og min dejlige hustru ventede med aftensmad. Dog havde vi ikke mere travlt end at Erik syntes vi skulle nyde et par af de helt små veje.

Et sted på en vendeplads, tæt på grænsen, men stadig på den tyske side, sagde vi farvel og tak for tur og selskab til hinanden. Jeg ville køre vestover, følge grænsevejen til Sønder Løgum og køre over Sæd grænsen for at følge 11'eren nordpå til Kvong. 

En uges intens motorcykel kørsel skulle sluttes af 80 km/t på de ca 100 kilometer fra grænsen ved Sæd til byskiltet i Kvong. Vel fremme ved det skildt, forlod et dybt suk mit indre. En fantastik god uge med tre skønne mænd, der ligesom jeg, elsker at køre motorcykel. Hvad kan man ønske sig mere? Men nu var jeg hjemme, og dagligdagen ventede forude.l
   Jo, godt køre vejr har man altid lov at ønske og håbe på. Selskabet af skønne folk der holder af at køre motorcykel havde jeg nydt. Turen havde været en fornøjelse, og nydelsen ved turen bliver altid større, når flest mulige af de parametre man håber på, ender ud i at blive opfyldte.

   Tak til Erik, Anders og Toni for kæmpe godt selskab. Glæder mig til at skulle på tur med jer igen.

 Til toppen / menu