Norge for 117'ende gang

Eller ca. deromkring. Et korrekt tal for hvor mange gange jeg har besøgt Norge på motorcykel, findes ikke. Som glad motorcyklist har jeg nydt Norges mange veje, deres fantastiske - for en dansker - meget anderledes landskaber og ikke mindst deres gæstfrihed. 

Første søndag eftermiddag i juli, ændrede Jeanne og jeg "stillingsbetegnelse". Fra at have optrådt som 'barnepassere', trådte vi i løbet af en god times tid, frem som 'aktive motorcyklister'. Motorcyklerne var pakket, og efter Ida, Jeannes 6. barnebarn var afleveret, tog vi motorcykeldresset på, startede cyklerne, og forlod hjemmet i Åsted i retning af Tversted, meget tæt på Hirtshals. Vi så frem mod endnu et besøg i Norge, landet som vi holder rigtig meget af at besøge. Især når turen foregår på motorcykel.

   Forventningerne om gensyn med fjelde, blå hav, masser af skovbevoksede skrænter og rislende vand, der finder vej gennem mos, græs, klipper og andre forhindringer, dannede billeder inde i hjelmen, medens hjulene sang mod asfalten. Der var masser af tid til drømme på de ca 270 km fra Kvong til Tannisby Camping, hvor Helle, Poul, et par skønne Nordjyder samt Monica og Lars ventede os med smil, åbne arme og dejlig aftensmad.

   Lars og Monica, som bor i Colombia, var i Europa, havde købt en ældre BMW R1200GS, til afløsning af den 1200GSA han havde fået stjålet i Italien. Alt var klar til at vi skulle dele norske oplevelser i en go uges tid. En tur vi havde glædet os til, siden det i starten af 2025 blev bestemt at vi skulle derop sammen.

Lige godt middag dagen efter afgang fra hjemmet, var vi klar til afgang med færgen fra Hirtshals. Sammen med omkring 50 andre motorcyklister, var vi kørt ombord på Color Line's hurtig færge Super Speed 1, havde spændt motorcyklerne, som anvist af personalet. De tre timer og et kvarter overfarten tog, brugte vi til at efterrationalisere, opdatere og dramatisere den næste uges tid. Alle fire så vi frem til nogle dage i Sydnorge, hvor vi ikke havde mange planer om hvor vi skulle hen, men ville lade vind, vejr og pludselige indskydelser præge turen.
   Lars og Monica havde været et smut i Sydeuropa. De havde genoptaget den tur de for et par år siden fik ødelagt ved, at nogle uhæderlige personer stjal deres R1200GSA, som Lars havde store minder sammen med. Netop den motorcykel havde Lars gjort en tur på, der gik fra Danmark, via Nordkap til Cape Town i Sydafrika. Sådanne relationer har tyve det med at være totalt ligeglade med. Eneste lyspunkt i den historie var, at Lars fik udbetalt sin forsikringssum og rejsen hjem fra Sicilien betalt.

Når jeg påstår vi ikke havde planer, er det ikke helt korrekt. Som altid - næsten - når jeg er på motorcykel tur, har jeg ikke booket overnatninger, entre til seværdigheder eller andre mere eller mindre faste indslag. Vi kører efter for-godt-befindende. Denne gang havde jeg dog en aftale om at vi skulle forbi en veninde i Kongsberg. Hen over et årstid havde jeg opkøbt diverse nostalgiske 70'er ting til hende, og disse klenodier havde jeg pakket i en papkasse, som fyldte godt ovenpå vores gamle telt. De skulle afleveres. For ikke at have dem med hele vejen rundt på turen, valgte vi som det første at køre op og overlevere de "´historiske effekter". Vores veninde blev kæmpe glad, og bød på kaffe og vafler. Herligt.

Turen var begyndt. Starten var kæmpe fin, humøret højt og motorcyklerne kørte - som forventet - fantastisk. Nedenfor ses Jeanne køre forrest på hendes Suzuki Gladius, som hun er mægtig glad for. Bagved kommer Monica og Lars på deres nyindkøbte BMW R1200GS, årgang 2004. Selv kørte jeg på min Gamle Slæde, min R1200GS fra 2005, som på turen rundede 370.000 km - og den kører stadig som en sød drøm.

Første stop efter Kongsberg blev Treungen, hvor vi slog lejr på Saga Camping. Stedet var ok. Vi fandt lidt græs, fyldt med grankogler, sten og kviste. Fik renset tilpas stort område, og vores gamle telt, et gammelt "Explorer" paraplytelt, som med en del mangler og skader, stadig kan bruges som ly mod mørke, regn og insekter!
   På første foto ses pladsen, som jeg ville skildre den i en brochure. På billede to og tre, ses pladsen vi fandt til lejr, som den 'virkelig' ser ud! Mellem lejrpladsen og det mørkegrå træhus i baggrunden, findes en vej, som går langs søen, forbi flere hyttegrends, inden den når frem til et lille færgeleje, hvorfra man sejler over søen og kan kører videre ad rute 41, bl.a. op til Vrådal. Det gjorde vi ikke. Ærgerligt, for nu hvor jeg har kigget på vejen på Google Maps, ser den bare så 'lækker' ud, at den mest af alt minder om en lækkerbisken for gruselskere! (Måske det var derfor vi ikke kørte den. Jeanne elsker BESTEMT ikke grus"). 

   Det tredje foto viser hvor tæt der var til en nabo med bil og campingvogn.

Når du ser det........., som der ville have stået i billedteksten, hvis nedenstående billede havde været offentliggjort på Facebook. Inden vi kom, havde andre gæster leget med stenene på stranden. Hyggeligt.
Hyggeligt var det også da dagens vigtigste måltid skulle forberedes dagen efter første nat i Norge i denne omgang! Monica kreerede, som det næsten blev sædvane, et kæmpe fint morgenmåltid bestående af "alt godt fra vores samlede forrådskammer", tilsat lidt stærkt efter behov og smag. Lars kom med råd og vejledning, som dog ikke altid blev lige vel modtaget. Maden og kaffen smagte vidunderfuldt.

Morgenmad i friske vindpust, der kom direkte fra fjeldene, over søen og ind over land, hvor vi måtte tage lidt overtøj på, for at holde på den smule varme, der var tilbage efter vi kravlede ud af soveposerne. Fra min campingstol nød jeg først duften af de frisk stegte løg og rød peber, medens dagens første par kopper kaffe åbnede for mine antenner, således jeg kunne modtage signaler fra den nye dag. Hvor var det herligt. Nu var ferien helt tæt på.

   Over morgenkaffen blev det afgjort, at næste stop skulle være Rjukan. Lars og jeg havde tidligere besøgt Rjukan og ikke mindst Rjukan Hytte- og Caravan Park. Pladsen blev valgt fordi vi ville eksperimentere med mad over bål. Vi vidste der var mulighed for at lave bål, og det blev ligesom målet for denne dag. Men først skulle vi finde Rjukan.

   At finde rundt i Norge, er en nogen anden oplevelse end i for eksempel Danmark. Her i landet findes et utal af veje, store og små, som går på kryds og tværs af hinanden. I Norge er det u væsentlig grad naturen der bestemmer. Den lige linje / vej findes, men kun i meget begrænset omfang. Møder vejtekniker og -ingeniører en 'naturlig' forhindring, såsom et fjeld, sø eller fjord, er det som oftest vejen som må vige. 
   I Norge bygger man ikke bare lige en bro eller tunnel. Nej, vejen føres ad den nærmeste omvej. Det vil ofte sige at man bygger vejen langs søens eller fjordens bredder. Hvis det er en klippe der kommer i vejen, snor vejen sig udenom bjerget, langs foden. Er der 'højt ned' til den ene side og 'højt op' til den anden, sparer man på krudtet, og laver vejen så smal, så en bil kan passere, medens modkørende må vente lidt. Vejens bredde øges hvor det er muligt, og snævres ind, hvis 'det ellers vil koste for meget'! Derfor ser man ofte selv større veje, ændre bredde. Personligt synes jeg det er kæmpe fint, og helt iorden. At arbejde på den vis, gør at man ofte på de almindelige veje må holde tilbage, medens andre får forkørselsret. Hvem der må køre og hvem der skal holde tilbage, det finder man ud af i situationen. Der er ikke skilte der viser hvem der har vigepligt! Et godt eksempel på vej der har varierende bredde, er rute 13, som rigtig mange danskere kender, idet ruten passerer Låtefossen undervejs mod Odda.

Medens vi betalte for pladsen, spurgte jeg om der var brænde til gæster på den afdeling af pladsen, hvor der ingen strøm var tilgængelig, men hvor der var flere bålpladser. Jeg fik besked om, at der var brænde. Og ja, vi fandt brænde, men måtte kæmpe først for at hente det i hegn og krat tæt på, og dernæst med at finde nok tørre grene til at starte bålet med. Men, det lykkedes, og vi fik lavet et lystigt lille bål, med gløder, hvor vi stegte kartofler i sølvpapir og senere også fik varmet en lyserød, velduftende lakseside, som mættede os alle.

Den gode mad lagde en solid bund for en skøn nats søvn. Såvel Jeanne som jeg, holder meget af at sove koldt, og natten i dalen, hvor Rjukan ligger, var kold. Endda så kold at der dannes rigtig meget dug. Dejligt, og teltet skulle ikke pakkes ned denne dag. Vi havde bestemt os for at blive endnu en nat.

   Med til fortællingen hører, at vi fik 'skæld ud' af en sur dansker, som var meget utilfreds med at vi lavede bål. Lidt underligt, for de kunne ikke være uvidende om at bål var tilladt. Lige omkring dem var to bålpladser! De havde stillet deres store telt op, midt mellem to bålpladser! Lidt dumt, hvis de ikke kan lide røgen fra åben ild.

   Næste dags oplevelse var en tur til Gaustattoppen. 

   Nede i dalen skinnede solen ikke ret meget. For nu at sige det mildt. Oppe på toppen, som vi nåede efter en tur med 'sporvognen' var der koldt. 
   Banen blev bygget af NATO mellem 1954-1959. Som et militæranlæg. På toppen byggede man et radaranlæg. Banen, som er to-delt, starter i ca. 1100 meters højde. Første del førers passageren ca. 850 meter ind i bjerget i en sporvogn. Derinde skifter man til en kabelbane, som i en vinkel på ca. 40 gr. fører passageren de sidste ca. 1000 meter op til toppen. Man sidder tæt i de små kupper og banen rasler og skramler sig vej op. Temperaturen i tunellen er 8-10 gr. C, og luften er meget fugtig.

   Når kabelbanen stopper går man det sidste stykke op og ud på bjerget. På dagen vi besøgte toppen hang skyerne lavt og der var lidt vind til håret. Jakken blev knappet og øjnene justeret til at se langt. Udsigten fra Gaustatoppen siges at være det sted i Norge, hvorfra man kan se længst! Hvordan man har regnet ud at udsigten - i godt vejr - svarer til ca. 60.000 kvadratkilometer, ved jeg ikke. Men hvis det passer, er det et område der er ca. 1/3 større end hele Danmark!

Forud for turen op, med sporvognen, havde vi besluttet vi ville gå ned. Der er en panoramasti, som det ifølge velinformerede kilder tager ca 2½-3 timer at gå. Hvor svært kunne lige det være, var vores vurdering. Inden vi tog turen.
   Efter vi kom ned var vurderingen lidt anderledes. 

   Flot, anderledes og imponerende for en lavlands-europæer. Ja, men også hårdt for folk med svage nerver, dårlige knæ og manglende kondition. Personer med sådanne skavanker var der heldigvis ikke i vores lille flok. Eller det vil sige, det var der faktisk. Men, blot jeg kunne få lov at tage turen i mit tempo, skulle viljen til at sætte flueben ved udfordringen, nok sørge for at det kom til at ske.

   Det betød imidlertid jeg ofte kom et stykke bagefter, men så kunne jeg jo lave et billede eller to, hvormed jeg kunne illustrere jeg havde været med og gjort turen. Desuden havde jeg det mere tid til at nyde scenerierne.

   Kort sagt om stiens karakter og opbygning, vil jeg sige: Middelsvær. Gangbesværede, barnevogne og lign. bør holde sig væk, er min vurdering. Umiddelbart ser det ud som om bjerget, Gaustatoppen, består af en uendelig (?) stor bunke sten og klipper i uendelig mange størrelser og former. Skærver og ral er forsøgt ordnet i noget som ligner en gangbar sti. Hvilket den sådan set også er, men - man skal passe på. Rigtig mange af stenene er 'rokkesten'. Når man træder på stenen, vipper den, og det giver dels uro i balancenerverne, dels store chancer for forvridninger. Skal man nyde udsigten, bør man stå stille. For at være på den sikre side, kiggede jeg konstant på hvor jeg trådte, fordi jeg var bange for at komme galt afsted.

Motorcyklerne var parkeret, på en gratis parkeringsplads, hvor Gaustabanen starter. Vi havde ikke undersøgt, eller overhovedet tænkt over, hvor vi ville ende, når vi valgte at gå ned. I vores bevidsthed ville vi ende på samme p-plads. Men nej. Meget af vejen ned, kunne vi se parkeringspladsen, men jo mere vi gik, jo længere kom vi bort fra stedet! 
   Ingen af os havde set hvor vi skulle have fulgt en anden sti. Vi blev en smule urolige, idet vi troede vi måske var 'faret vild'? Trøsten var, at vi alle stadig havde gode ben. Hvis det blev således vi måtte gå langs vejen for at komme tilbage til motorcyklerne, ja så ville det være så det blev.

   Turen var fin. Smuk og ihvertfald meget anderledes end en lignende tur på 5-6 km ville være i Danmark. Kun enkelte steder var der lidt vådt. Dog ikke mere end at vi sagtens kunne udgå at få våde sko og strømper. Hvis man brugte de store sten, eller grundfjeldet (?) som trædesten, kunne vi fint kommer over den smule vand der hist og pist rislede ned mod dalen.

   Et par steder kom vi tæt på lidt sne, som solens varme stråler endnu ikke havde fået bugt med. Muligheden for at lave en snebold og forsøget på at ramme Lars eller jeg, blev for stor for de to kvinder! Men, som Lars og jeg blev enige om: Lad dog tøserne more sig!

Uvidende om hvor uvidende vi var, kom vi efter ca 7 kilometers kravlen rundt og ned af Gaustatoppens stenede bjergside, frem til parkerings pladsen Stavsro. Vi var alle tissetrængende, så det var heldigt der var et tissehus. Besøget i tissehuset frigav energi og kræfter til at finde løsningen på vores næste opgave: At komme fra Stavsro til vores motorcykler ved banens start.
   En bus, selvfølgelig. På pladsen var en bus med navnet "Gaustatoppen". Jeg spurgte chaufføren, en meget venlig og imødekommende herre, om vi kunne køre med, og om han stoppede ved parkeringspladsen hvor sporvognen starter. Han smilede bredt og sagde: Ja, det kan I, for dette er en shuttlebus. Hvor heldig har man lov at være? Og den var ganske gratis, så jeg tilbød at betale for de andre tre!
   Hjemme hvor jeg fik lidt bedre styr på situationen, viser det sig at shuttlebusser kører i fast rutefart mellem parkeringspladsen, byen og afgangsstedet. Vi kunne have sparet alle vore bekymringer.

Sidende stille og roligt i bussen, kunne vi nyde udsigten og spare på kræfterne. Motorcyklerne var hvor vi havde efterladt dem. Vores habengut, det vil sige, vores motorcykel dress lå uberørt på motorcyklerne. Og medens solen fik mere og mere kraft og fik spredt skyerne, kunne vi nyde turen tilbage til campingpladsen, hvor vi igen lavede bål og hyggede os med mad over bål, medens gløderne stegte vores mad.

Sådan en størrelse gå tur giver ro i kroppen. Eller måske jeg hellere må sige det som det var, trætheden bredte sig på forunderlig vis i kroppen. Det var hårdt for mine gamle ben. Men jeg klarede turen, og havde / har ingen varige mén. At sige at resten af dagen foregik i slow-motion-hastighed er nok ikke helt forkert. Mine ben er ikke vant til sådanne strabadser. 

   Min hukommelse er ikke helt god, så mine rejsefæller må korrekte mig, hvis jeg skriver noget usandt. Jeg tænker vi nød vejret, hinandens selskab, noget go mad og måske et par glas rødvin, inden vi satte os omkring bålet endnu en gang, og bare lod tid, sted og tankerne flyve og fare som de havde lyst!

En og omgang morgenmad under åben himmel. Det er så skønt. Bordets herligheder blev indtaget medens vandets klukken fra elven tæt på, fuglenes pippen og mobiltelefonernes systemlyde var baggrundsstøj. 

   Der er mange ting der skal klares, herunder også fastholdelse af forbindelsen til familie og venner, oprettelse af historier på sociale medier, med meget mere, inden lejren skulle pakkes ned og pakkes på cyklerne. Teltene skulle tørre, soveposer luftes, service vaskes, kroppene skylles under rindende vand, og retning for dagens tur skulle besluttes. Vi nåede det hele, inden vi satte kursen mod nordvest. Målet var Odda.

Tro mig når jeg fortæller jeg elsker at køre motorcykel i Norge. Kig på billederne fra turen mod Odda. Fjelde, Vand, Snedækkede toppe. Grønt græs. Sten og grundfjeld stikker op over det grønne tæppe. De store vidder når vejen går hen over fjeldet. Mørket og kulden når cyklen buldrer gennem tunnellerne. Bemærker vejmarkeringspælene. De ser høje ud. Nogen endda alt for høje. Så meget sne kan være svært for en dansker at tro på. Men den er go nok.

Der var ingen køer på isen, eller problemer med at finde vej, da vores tur mod Odda skulle planlægges. GPS foreslog en rute på knap 190 km, med indlagte 'seværdigheder' i form af føromtalte elve med og uden skum på bølgerne, klipper med og uden sne, tunneller med og uden lys samt veje med og uden kurver og sving. Hvad mere kunne vi ønske os?

Desuden var der jo også såvel Låtefossen, med sine to vandfald der forenes i skøn springvand lige før og under vej nr. 13. Og lidt længere nordpå, Tjørnadalsfossen, som vi undlod at gøre stop ved! Et sted på vejen skulle vi, for jeg ved ikke hvilken gang, køre igennem et bjerg i en tunnel. Denne tunnel var en 360 graders med en mindre stigning. Tunnelen møder man lige efter Horda på rute 134, når man kører nordvest. 

Se på de næste to fotos. Gæt hvilken plads, på den samme Toldtunga Camping vi foretrak?
    Inden du gætter, kan jeg hjælpe med at sige, at foto 1 var den sidste ledige plads den dag. Selv om vi ankom omkring kl. 16, var alle pladser bookede, undtagen én lige til venstre for indkørslen til campingpladsen. Lidt skrånende og med mange dræbersnegle (som vi ellers har rigeligt af hjemme!) 
   Den anden plads var første parket til søen. 

Selvfølgelig - ingen tvivl. Den plads vi overtog, efter de fleste gæster havde forladt Troltunga Camping dagen efter, var simpelthen noget af det bedste Norge kan tilbyde. Alt var perfekt. Vores lille lejrs placering i forhold til verdenshjørnerne. Træer i vandkanten som gav skygge når det var varmest. Vandet, søens skiftende udseende, de skovklædte fjeldsider og et vandfald tæt på. 

   Bag teltet lå Norges største sten. Hvordan kan nogen finde ud af at det er en sten. Som i én sammenhængende sten? Kan det ikke lige så vel være en del af fjeldet? Jeg tvivler på stenen har været blotlagt! Altså som i gravet frem. Det er toppen af stenen man kan se til højre i billedet, hvor Jeanne er ved at pakke ud.
   Nå, men ligemeget. Troldtunga Camping er i høj grad godkendt. Ikke mindst hvis man besøger pladsen i godt vejr, og kan finde plads så tæt på vandet, under skyggende træer, som vi var så heldige at være.

Pladsen ved søen blev indtaget efter vi havde spurgt i receptionen, om vi kunne blive én nat mere, og måtte flytte frem til vandkanten. Jo, det måtte vi gerne, og ingen af os havde noget imod at blive endnu en dag på Troldtunga Camping, med den lejrplads.
   Turen ned fra Gaustatoppen sad stadig i benene. Men det skulle ikke forhindre os i at gå en tur ned i byen, for at tage et nærmere kig på Hardangerfjorden og havnen. Fra Toldtunga Campingpladsen til havnen var der nok ca 2,5 kilometer at gå. Ruten førte os 'nedad', hvilket var lidt hårdt for bentøjet. Hjem var det næsten værrer, fordi da måtte vi kæmpe os opad og med de i forvejen noget trætte muskler, var det hårdt. Men godt. Om eftermiddagen måtte jeg konstatere, at mine ben havde det meget bedre, og selv om turen ned i byen, ikke havde budt på noget særligt, var det fint at se havnefronten. Og aftensmaden smagte rigtig godt, og rødvinen smagte vidunderfuld med den udsigt og i gode venners selskab.

Dagene i Odda, på Troldtunga Camping var skønne, men vi ville videre. Teltene blev pakket på motorcyklerne sammen med alt det andet. Et sidste kik for at overbevise os selv om vi ikke havde glemt noget, og så gik det ellers videre. Nu mod syd.

   Målet var at komme et godt stykke tættere på Kristiansand. Ude i horisonten kunne vi ane ferieturen, ligesom spegepølsen, har en ende, og selv om der var mange steder vi gerne ville besøge, var det tid at søge sydpå. Op på cyklerne og afsted, langs blomstrende vejkanter, tætte skove, spredte sten og klippestykker på marker, omgivet af fjelde med høje graner, søgte vi mod Lysefjorden. Vi havde ikke travlt. Vi havde en tanke om at vi måske ville køre over fjeldet til Songesand, tage med færgen til Lysebotn, men opgav. Usikkerheden omkring hvornår færgen ville ankomme til Songesand, var for stor i forhold til vores tidsplan. Lidt øv, for jeg havde set frem til at køre den lille vej Fv661, som jeg synes er et smukt eksempel på en lille vej over fjeldet. Det må blive en anden gang.

Monica og Lars havde en 'mørk sky' hængende over deres tur. Lars´ familie blev ramt af flere uheld og sygdom medens vi var på tur. Sidst på dag 8, medens vi slog lejr på Preikestolen Camping, ikke langt fra Jørpeland, besluttede de at de ville køre mod København, for at være sammen med familien.
   En beslutning vi var kede af, men havde fuld forståelse for.

   Lars og Monica stod derfor tidligt op på den 9.  dag, pakkede deres lejr sammen. Kravlede på motorcyklen og forlod os. Nu var Jeanne og jeg på egen hånd i det skønne Sydnorge. Vi vinkede farvel og ønskede de to venner en fortsat go tur. Bad dem om at passe på derude i trafikken, og sendte dem afsted med knus og højt hævet venstre hilsen. De valgte at køre via Drøbak-tunellen og over Svinesund broen, fordi den rute, selv om den var lidt længere end ned over Kristiansand, Jylland og Fyn, var en smule længere, ville de være i København hurtigere.

   Senere fik vi en sms om at de havde det godt, var kommet et pænt stykke og var ved godt mod. Samtidig var der ingen ændringer i deres families sygdomsbillede, hvilket vi var meget glade for. 

Inden vi pakkede vores skrammel sammen, drak vi en kop kaffe /te mere, medens vi tog beslutning om, at dette var dagen, hvor vi ville kigge nærmere på Månafossen. Afstanden fra vores natlogi til Månafossen var overskuelig, men som altid i Norge, måtte vi køre mod både vest og øst og nord, for at komme mod sydøst. Hvor skønt, for det giver mange muligheder for at nyde det skønne land.

Hvis man vil se vandfaldet Månafossen, må man tage klatreskoene på. Fra parkeringspladsen og frem til, nej, op til Månafossen, møder man en stigning på ca. 400 meter. Og det er ikke en skovsti, som i Danmark. 
   Turen foregår ad en stentrappe, de første ca 100 meter. Trappen er lavet af mennesker, og man har gjort sig umage. Tror jeg. Men for en lidt gangbesværet herre der har passeret de 70 år, føltes trinene noget besværlige. Men sammenlignet med hvad der kom af udfordringer efter trappen, så var trappen ingenting.

Stien var stejl. De 400 meters forskel på niveau fra p-pladsen til udsigtspunktet, føltes flere steder som værende lodret. Enkelte steder var der lodrette, eller ihvertfald næsten lodrette afsnit hvor de flinke nordske sti-arbejdere havde sat jernkæder op, som gæsterne kunne bruge til at trække sig selv op ved. Et andet sted havde man bygget en trætrappe. Hvor der hverken var trapper, kæder eller andre hjælpemidler, viste træerne tydeligt hvordan de blev brugt som støtter for turisterne. På mange træer langs stien, var barken blankslidt af de mange hænder, der måtte finde hjælp til at forcere det svære terræn. På tavler ved parkeringspladsen blev folk med gangbesvær, mindre børn og svagelig ældre, advaret mod at begive sig op til Månafossen.

Vi ville op. Og vi kom op. Og vi kom ned igen. Ingen uheld, og selv om strabadserne med at komme op og ned, tærede på kræfterne og fik lungerne til at ligne blæsebælge, var synet af Månafossens mange millioner af liter vand, der strømmer ud over klippekanten for at falde ca. 90 meter ned i bunden af en dal, alle besværligheder værd.

   Mine dårlige kn til trods, fortsatte jeg op ad stien for at komme til et punkt, hvorfra jeg kunne se hvordan vandet kom frem til kanten. Imponerende at se hvordan vandet over tid har skåret sig ned gennem klippen.

   Ned kommer man altid, som det siges. Men det er bestemt også hårdt for mine knæ at gå ned ad. Jeg vil endda mene, det kan være meget værre at gå ned, end at gå op ad!

   Jeanne og jeg glæder os rigtig meget over udviklingen af samtaleanlæg til motorcyklister. Vi kører begge med Schuberth hjelme, og med deres til hjelmene tilpassede og udviklede SC2 anlæg. Grunden til jeg skriver om dette er, at jeg er så heldig at have en skøn hustru, der, ligesom mig, holder meget af at køre motorcykel. Og hun har kørt i så mange år, at hun ikke behøver at koncentrere sig 110% om kørslen. Hun kan også nyde landskaber, se og kommentere på ting vi kører forbi og alligevel køre sikkert, selv når vejen snor sig som de gør i Norge. Vi hyggesnakker en del undervejs, og når der opstår pauser i snakken, er det lige så fint. 

   Undervejs kan vi ændre rute, aftale stop for at tisse eller finde egnet sted at gøre stop for frokost, ligesom vi kan minde hinanden på, at det er ved at være tid for at tanke benzin. Vi er enige om, at det er en kæmpe god idé at have den mulighed.

   Som det fremgår af mine billeder, laver jeg indtryk fra ruterne. Ofte har jeg aftalt med Jeanne at jeg 'sakker bagud' fordi jeg tror der kommer en billedmulighed. Jeg 'ser' mange af mine billeder inden jeg trykker på udløseren. Det vil sige, at jeg kan aftale med Jeanne at hun skal sænke hastigheden eller fortsætte uden at være bekymret, selv om hun ikke kan se mig i sine sidespejle.

   Et eksempel på at Jeanne fik en besked om at sænke hastigheden ses på nedenstående foto. Jeg havde opdaget den store flok måger på marken til højre for vejen, og håbede på at kunne lave et billede, der viste disse mange fugle, og samtidig have Jeanne og hendes motorcykel med på billedet. Det lykkedes.

Til andre tider skyder jeg 'fra hånden' fordi jeg synes der er et godt motiv. Jeg sørger så vidt muligt for at der er "noget motorcykel" med på billedet. Når jeg laver mine reportager er det mit motorcykelliv jeg skildrer. Ikke landskaber for landskabets skyld.
   Nej, der skal være noget i billedet der tydeligt refererer til at jeg er på tur på min motorcykel. Andre billeder jeg oploader, er billeder der fortæller om vore oplevelser på turene. Motivet kan våde være den snoede vej. Motivet kan også være imponerende bjerge der danner baggrund. Til andre tider er det idyllen jeg ønsker at skildre. Svære / anderledes passager finder også vej til dette websted, ligesom jeg viser essensen af de ting vi foretager os. Jeg vil vise hvad jeg ser og lægger mærke til fra mine motorcykelture. Såre enkelt.

Turen denne dag, vores første uden selskab af Monica og Lars, endte på Egenes Camping, lige udenfor Flekkefjord. Endnu en camp med skøn og anderledes udsigt. Nu var det Selura søen vi kiggede ud over. Fra en plads måske 40-50 meter over søens overflade.

   Medens Jeanne slog vores gamle telt op, kørte jeg ind til Flekkefjord for at finde noget aftensmad. Ingen af os havde tænkt på hvilken ugedag det var. At opdage vi ikke havde noget aftensmad, en søndag i Norge. Det er ikke godt. Alle butikker har lukket, så jeg fandt i stedet en pizzabar, hvor jeg købte 2 pizzaer og et par sodavand. Det var ok, men ikke noget jeg vil skrive et langt indlæg om. 

Ligesom i Danmark, efterfølges søndage af mandage i Norge. Medens vi spiste et beskedent morgenmad, snakkede vi om hvor tætte vi var på Kristiansand. Vi havde billetter til færgen onsdag eftermiddag, og havde derfor endnu et par dage i Norge. Egenes Camping var fin men vi ville gerne finde en anden, hvor vi ville blive til vi skulle med færgen. Derfor pakkede vi endnu en gang vores habengut sammen på motorcyklerne, og kørte lidt nordøst på. Ruten lignede lidt en bue, med Kristiansand som centrum.

   Stille og roligt trillede vi de knap 100 km til Hornnes, hvor vi fandt en rigtig fin plads til vores telt. Pladsen hedder Hornnes Camping. Vi søgte den på google, hvor vi straks fik en go fornemmelse, fordi flere af tidligere gæster havde pointeret, at der var græs til alle telte, gode sanitære forhold, træer til skygge (og ly, viste det sig!) og hvis man var heldig, kunne man slå telt op lige ved vandkanten. Stedet var lige noget for os.

Undervejs til Hornnes havde vi købt ind til aftensmad. Derfor var der ingen stress med at finde et godt sted til teltet. Dog fik vi ikke plads til vandkanten, men næsten. Udsigt til vandet havde vi. 

   Som nævnt ovenfor, havde vi på forhånd besluttet vi ville blive to nætter. Hvad vi ikke vidste var, at vores nabo havde kat. Det kom hun og fortalte medens vi indtog vores aftensmad. Nej, det er ikke manden på billedet. Men, manden er tysker, kom til, sammen med katten han holder, at spille en rolle for vores overliggerdag.

   Vi var nået frem til tirsdag, hvor vi skulle med færge om onsdagen. Dagen overraskede med få byger, men vi fik sat en tarp op, som gav ly for dråberne. Vi lavede overhovedet ikke noget. Snakkede. Små blundede og nød en blid vind, der legede med træernes grene. Mellem bygerne gik vi de 2 km til en Joker butik, hvor vi gjorde vores indkøb til sidste aften i Norge.
   Tilbage i lejren, fik fortalt, at nabens kat endnu ikke var dukket op. Katten var forsvundet tidligt om morgenen. Den kom ikke tilbage fra en 'luftetur'. En anden af vores naboer, tyskeren på billedet, havde sammen med sin kone, været på gåtur, og de havde fået følgeskab af en kat, som helt frivilligt fulgte dem tilbage til deres bobil. Vi troede det var naboens kat, og fik ved fælles hjælp fanget katten.

   Vi var alle lidt stolte fordi vi nu kunne glæde vores norske nabo med at få sin kat hjem igen. Men, inden naboen kom hjem, var katten blev hentet af "sin mor". Det viste sig at den kat vi havde fundet, boede inde i byen, og var efterlyst af dens rette ejer. Hun kom på cykel og tog katten med sig. Snart efter kom vores norske nabo's søn. Han havde tidligere på dagen hjulpet med eftersøgningen af den rigtige kat, og nu fandt han så den kæmpe store norske skovkat, som var den rigtige kat.

Katte historien endte lykkeligt. Natten forløb uden forstyrrelser eller begivenhed. Eller, hvis der var nogen, sov vi fra alt.

   Onsdagen, hjemrejsedagen kom. Regnen, som havde opblødt noget af campingpladsen, var stoppet da vi stod op. Hen over trætoppene kunne vi se mørke skyer trække sig sammen. I stor hast, og inden vi hvad fået morgenmad, pakkede vi lejren sammen på motorcyklerne. Vi forvissede os om vi ikke havde glemt noget, og kørte frem til lejrkøkkenet, hvor vi lavede morgenmad. Der var flere andre der som os, foretrak det lille køkken, nu hvor regnen igen havde gjort det til en våd affære at være udendørs. På trods af trængsel på de få kvadrat meter, forløb alt rigtig fint.

   Vi havde god tid. Færgefolkene forventede vi var i Kristiansand omkring en time inden afgang. Det kunne vi sagtens nå, og tog os derfor god tid til at nyde vores morgenmad, snakke med de andre gæster og ellers bruge tid på flere spil 500, fordi regnen mod forventning og håb, ligesom hang fast over Hornnes Camping. Øv.
   Hen over formiddagen, blev himlen langsomt mere lys og venlig. Håbet om at nå til Kristiansand i tørvejr, voksede. En rådslagning gjorde at vi valgte at spise frokost i det lille fælleskøkken, inden vi fandt vejen mod færgen.

   Himlen skiftede farve hele tiden. Snart var den lyseblå og smilede venligt til os. Snart blev den grå, med meget mørke flager. Den grå himmel indeholdt regn, som vi kunne nyde eller lade være. Lidt våde blev vi. Sjovt nok, var der kun godt 60 km til Kritiansand, og sjovt nok, fik vi lidt regn. Når regnen stoppede blev vi tørrede af vinden, inden vi endnu en gang kunne lukke visiret for en ny byge. Øv, men turen gennem byens trafik, hvor myldretiden var startet, forløb fint og i tørvejr. 

   Check-in var stadig lukket da vi kørte ind i køen af biler, især var der mange bobiler, og den ude over havet flotte blå farvede himmel, måtte vige for en byge, som jeg tror indeholdt sig en vandmængde, svarende til skybrud. Til vort held havde personalet der skulle hjælpe trafikanterne til rette i ventekøerne, forståelse for vores problem. Vi blev opfordret til at søge ly og læ under indtjeknings terminalerne. Fint, rigtig fint. For der var mægtig meget vand i de skyer, der gik hul på, lige over vores hoveder.

 Motorcyklister er næsten altid de første der bliver vist ombord på færger. Således også denne gang. Fordi det var så dårligt vejr, sørgede vi for at spænde vores motorcykler ekstra godt fast til dækket. Og skyndte os op på dæk 7, hvor der findes bord-bænke, der ikke kan reserveres. Man skal være hurtig for at kunne nå frem til disse, som er pænt eftertragtede, ikke mindst af folk der selv har madpakker med. Ligesom rejsende med børn, gerne vil have disse pladser, hvor børnene kan spille spil, læse eller lign. Vi var heldige at komme frem inden alle var besatte. Snart sad vi lunt og godt, parate til at vende ryggen til Norge.

   At det regnede på denne sidste dag, tog vi som et varsel for, at Norge var kede af vi skulle hjem. Norge græd, men bare rolig, vi kommer meget gerne igen. Vi elsker Norge!

 Til toppen / menu