Off road på asfalt i Ukraine IV

Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet - og hjem.

Til:     Afsnit I     Afsnit II     Afsnit III

Ikke et ord om hestetrukne køretøjer. Du må nøjes med billederne. Nå ja, og så måske lige dette: Jeg har en stor passion for at forevige disse køretøjer på mine ture. De er et herligt - og på vores gader og stræder - sjældent syn, hvorfor jeg, når mulighed gives, laver og viser de "snapshots" det lykkes mig at fange, når jeg sidder på motorcyklen og møder disse, i vores øjne og samfunds indretning, forældede køretøjer. I Rumænien og andre østlande er de ikke et særsyn, og tillægges stor betydning for landbefolkningen, som med heste og de kræfter de har, får dyrket deres marker, hentet deres varer, bragt deres afgrøder hjem og meget mere.

   Hestetrukne køretøjer ses også i mange byer. Men de som ikke har heste, må klare sig på anden vis. For eksempel ved at trække det tunge læs selv!

Blandt rejsende er det en kendt sandhed, at hvis man rejser alene, er chancerne og mulighederne for at få kontakt med lokalbefolkningen i de lande man rejser igenne, større. Noget jeg også har oplevet. Men hvis man rejser flere sammen, er der selvfølgelig også muligheder, omend de fleste vist er tilbøjelige til at "klare sig selv i gruppen" og ikke vende sig særlig meget mod den befolkning, der bor i de områder man kommer frem.

   En gang imellem sker det dog alligevel når man rejser flere sammen. Og i de tilfælde jeg har været med til, har et bredt smil næsten altid været en del af indledningen. Et smil åbner døre, kan man sige. De glade vink og smilende ansigter på disse passagerer i den lille lastbil, gav dog ikke nogen efterfølgende kontakt. Men jeg er sikker på, at hvis bilen var stoppet samme sted som Jesper og jeg, ville der være åbnet for kontakt.

   Jeg tænker også der ville være et smil på den ældre dames mund, hvis en af os havde stoppet og taget hendes tunge sæk og fragtet den hen hvor hun skulle.

Jeg holder meget af at køre rundt i Rumænien. Der er så mange smukke og storslåede steder. Landet har mange bjerge. Store sletter. Spændende bygninger. Spektakulære landskaber. Maleriske byer. Fine veje med asfalt. Skønne veje uden asfalt. Smilende befolkning. Især i byerne en særpræget trafikkultur. Et virvar af køretøjer, spændende fra fantasifulde vogne med mennesker som trækkraft til de nyeste nye person og lastbiler. Der er så meget at se på i Rumænien, at man kan besøge landet mange gange, inden man har været "hele vejen rundt".

Og de har selvfølgelig også mange turister, og sjovt nok, alle de steder turister flokkes, findes alskens tilbud af varer.

   Jeg foretrækker de mere øde steder. Steder og veje uden fortravlede turister og kun lidt lokal trafik.

I løbet af dag 8 på vores tur, nåede vi frem til Brasov. Endnu en gang fandt vi ind på et hotel, med gode senge. Jesper tog en lille nap, inden vi skulle ned og spise.

   Der er efterhånden ved at være tradition for at vi, når vi når frem til det sted vi vælger/finder et ledigt værelse at sove, knapper en øl op, tager et bad og finder et sted at spise. Den rækkefølge er fornuftig, og en fin måde at slippe dagens oplevelser løs på nethinden, hvor vi hver især gemmer de indtryk der skal lagres.

Dag 9 kom godt igang. Cyklerne blev pakket. Vi fandt ud på ruten, og fik motorcyklerne op i høj gear, for at nyde de snoede veje gennem denne del af Karpaterne. Målet var dels Bran Castle, bedre kendt som Draculas slot. Dels var vi tæt på Transfaragasan. Jesper havde slidt gevaldigt på Google Earth , tror jeg, for han ledte mig ad fænomonalt krøllede veje hele denne dag.

   Og da ingen af os har indflydelse på vejret, måtte vi bare tage det som det kom og var!

   Byger med rigeligt vand til at fylde en flod, havde jeg stærkt på fornemmelsen, plagede os meget af dagen. Og skulle der ikke være nok vand i bygerne til at fylde floderne helt, kunne jeg efterfylde med det vand der trængtes med tæerne, om pladsen i mine støvler. Eller, som jeg skrev i min lille sorte bog: "Heldagsregn, er 'byger' spredt med gavmildhed ud over hele dagen"!

   'Byger' er skyer med for stort indhold af vand, så de er nødt til en gang imellem at smide noget ud. For os der var på mc tur i Rumænien, betød 'byger' at

der var ophold mellem udladningerne, men at disse ophold var af kortere varighed. Men indimellem bygerne var vejret ok. Vejene var våde, men ikke glatte. Vi nød de kurvede og snoede veje fuldt ud.

Bran Castle, et større slot, i hvis eftermæle Dracula har fået en meget central placering og omtale. Rendyrket turistobjekt. Gøgl og boder, alt for mange mennesker samlet på et alt for lille og snævert sted. Men vi var der. Og var med på at gå såsegang sammen med tusinde andre turister, som heller ikke kunne se noget. Heller ikke kunne standse op og studere de forskellige udstillede ting, som efter sigende skulle have tilhørt Grev Dracula, medens han huserede på slottet Bran. Og så har jeg ikke skrevet et ord om den tunge luft, der uvilkårligt dannes, når mange mennesker stuves sammen i snævre gange og rum i deres våde tøj, fra regnbygerne!

Den blå og gule tankstation spillede i 2015 en vigtig rolle for mig. Dengang havde Jesper og jeg boet på et hotel ca en kilometer fra tanken. Dengang var den under bygning, og havde ikke de stærke farver, men der var benzin i standeren. Netop det fakturm redde mig for jeg havde totalt glemt at kigge på tankmålerenl, da jeg første gang var på vej til Transfaragasan. Min gps fortalte mig dengang der var 50-60 km til nærmeste tank, hvilket jeg ikke havde benzin nok til at nå.

   Men såvel Jesper som jeg mente dengang at kunne huske vi havde set der var en station under opbygning. Med alt det der krydses kunne, kørte vi tilbage og jo, jeg kunne tanke selvom byggerodet gjorde adgangen lidt vanskelig. Så altså, tanken reddede mig i 2015. I 2016 tankede jeg igen, for på denmåde at støtte dem *s* - nå ja, og så lidt fordi jeg manglede benzin!

Med tanken fuld af benzin startede vi opkørslen kort efter til Transfaragasan.

Samme sted, bare i 2015, hvor vi var mere heldige med vejret *s* Se min RR fra året før her.

   Vi fik stoppet nogle motorcyklister allerede inden vi var kommet rigtig igang med opkørslen til Transfarfasan, og de fortalte motorcyklister kunne komme igennem, men med besvær. Selv om vi skrev juni måned, var der stadig sne deroppe ved tunellen, men vi, der kører to hjulede køretøjer, kunne komme igennem. Fint, så var vi helt rolige.

Nøjagtig som i 2015, var der sne ved tunellen øverst oppe, hvor man kører "gennem bjerget" i stedet for at køre ovenover! Vi befandt os pludselig i en kø, hvor bilerne måtte vende om, fordi de ikke kunne komme igennem, da sneploven ikke havde renset vejen på de sidste meter inden tunellen.Men fra året før, vidste vi at der muligvis var en vej udenom snedriverne, helt ude ved kanten, på den "forkerte" side af fortovet! Altså møvede vi os frem, og .........

Sjap, is, snedriver og højt fortov var ingredienserne der drillede og gjorde det umuligt for biler, men muligt for fodgængere, cyklister og motorcykler at komme frem til tunellen, som fører gennem bjerget.

   Inden tunellen, men efter vi hvade passeret snedriverne, gjorde vi et stop og at få et kig ud over dalen, hvor vi kom fra. Tågen var lettet lidt, så det nu var muligt at se lidt af vejen, dybere nede.

Ude af tunellen, var vejret lidt bedre. Skyerne hang stadig lavt. Skyernes indhold lå på vejen, men solen var ved at bryde igennem, og vi glædede os til nedturen, som atter førte os forbi udsigtspunktet, hvor vi kunne se, hvad jeg kalder "Europas mest fotograferede højspændingsmast"!

Samme kringlede asfalt, blot set fra et andet punnkt. I sommer var anden gang jeg kørte Transfaragasan. Forunderligt nok, er det ikke lige tanken om, at det er kedeligt at køre samme strækning flere gange, der rammer hjernevindingerne. Området er så flot og inspirerende, at hvis man har tid i overskud til at kigge sig omkring, hvis man kan slippe koncentrationen på vejforløb, kan man nyde et spektakulært landskab, hvis mage vi ihvertfald ikke har i Danmark. En tur ad vej 7C, Transfaragasan kan anbefales.

På den nordlige side af toppen, på vejen mod Sibiu, var vejret bedre. Skyerne lå højere. Temperaturen mere behagelig. Og nu var vi var i området, var det meget nærliggende - og et stort ønske fra min side, at vi også lod dækkene smage lidt på asfalten på vej 67C, som er Transalpina.  De to rute konkurrerer i min fantasi om hvilken er den bedste. Jeg kan ikke sige det endnu, har jo kun kørt dem to gange, og det er min. 10 gange for lidt til at kunne dømme!

Jesper havde fundet nogle aldes fine mindre veje mellem de to ruter. I stedet for at følge den store meget trafikerede hovedvej, havde Jesper fundet de mindre lokale veje, som dels førte os gennem mange landsbyer, men også havde en perlerække af fine 2. og 3. gears sving, som vi i det store og hele kun skulle dele med lokale. Dog var asfalten ikke lige så vel vedligeholdt som på hovedvejen, men det betød jo blot en udfordring mere! Huller eller  sporriller med  krakelret asfalt i sving, kan være lumske, drilske og farlige. Men det tænke vi ikke så meget over. Vi skød en god fart og jeg nød den koncentration, der var bydende nødvendig, for at "suset" ikke skulle ende med en fatal ulykke. Flere steder var der kun ganske smal eller måske slet ingen rabat, hvor kørefejl måske kunne rettes op. Oftest var der udsigt til "kontant afregning", hvilket jeg bestemt ikke var interesseret i at stifte tæt bekendtskab med.

Hvad damen i vinduet sælger, ved jeg ikke. Men det er ganske tydeligt hun har åbent fra 8 til 12, mandag til fredag. Manden, der står med en transistorradio, synes at nyde musikken!

Efter rigtig mange fine landsbyer, af større eller mindre omfang, var vi endelig fremme ved Transalpina. Hvis sandheden skal frem, vil jeg indskyde jeg ikke havde savnet selve Transalpina undervejs frem til den, alene fordi jeg havde haft så travlt med at følge Jespers motorcykel, lave billeder undervejs, og nyde de suveræne veje, han havde lagt i gps'en til os for at nå frem til 67C.

Men ok, Transalpina er absolut en køretur værd. Lad min Swing King aka den gamle Gule Slæde for alvor få lov at æde nogle sving. Heraf mange eminente højfarts, altså 3., 4. og 5. gears sving på det fineste meget nye asfalt, og ikke nær så meget trafik som på Transfaragasan.

Rumænien havde lige en overrakelse til os.  En sidevej til 67C, som Jesper havde lagt ind i sin Montana, var under renovering. Så vi kom ud på en længere strækning med mudret stenmel, større og mindre sten, huller og - fordi det igen regnede - forskellige størrelser huller fyldt med vand, samt regnvands kanaler af forskellige karakterer, på både kryds og tværs af vejen. Endnu en gang måtte vi sande, at intet varer evigt.

Endnu en gang vil jeg ty til min lille sorte bog, og citere direkte fra mine notater: "I dag (13. juni 2016, red.) kørte vi meget lange stræk med dårlige veje, vejarbejde og masser af trafikreguleringer, med trefarvede lys eller manueller, hvor personer (af begge køn) med skilte, henholdsvis standsede eller tillod trafik at køre forbi.

   Heldigvis var bygerne så passen små, og kom på så forholdsvis tilpasse tidspunkter, at vi kunne nyde de fleste af de mange skønne sving på ruterne i tørvejr.", citat slut.

   Dagen sluttede i Baile Felix, hvor folkene på hotel "Noblesse" havde et ledigt værelse og noget godt mad til os.

Dag 11 på vores tur startede fra hotel "Noblesse". I øvrigt i samme vejr som dagen forinden var sluttet. Nemlig regn. Øv. Men, turen kører  ikke sig selv, blev vi enige om, samt "Ingen er nogensinde blevet så våde, de ikke  blev tørre igen". Altså op på motorcyklerne, og afsted. Vi er ikke lavet af sukker, og selv om såvel mine støvler som handsker var gennemblødte, så var der stadig liv i tæer og fingre.

Vejret var ikke særligt opmuntrende. Jeg var træt af vejret. Jeg har ikke noget imod at køre i regnvejr. Det har jeg gjort så tit. Desuden, jeg har udstyr således jeg kan køre i al slags vejr, men heldagsregn - oveni købet i flere på hinanden følgende dage - sammen med mine meget slidte (og godt brugte) støvler og handsker, samt regntøj som havde været udsat for meget af alt, gjorde at jeg blev våd ind til skindet - og så daler humøret helt af sig selv.

Vi fulgte de større veje, hvor der var masser af tid til at "slippe koncentrationen om vejen lidt", og jeg sad og tænkte på, at jeg faktisk ikke havde den størstee lyst til at køre mere i denne omgang. Heldigvis blev vejret bedre, jo længere vestpå vi kom. Inde i mig fornemmede mere og mere en følelse af, at jeg var mæt. Jeg havde fået nok indtryk på nethinden, og på mit sd kort i kameraet. Hvis jeg skulle kapere mere, ville det kræve et par dage, hvor jeg kunne fordøje og frigøre noget lagerplads til mere.Faktisk havde jeg en lidt flad fornemmelse af, at jeg ikke havde fået rigtig fat i Ukraine og Moldavien, hvilket ærgrede mig meget. Heldigvis er det muligt at gøre noget ved sådan en følelse. Nemlig at køre derover igen.

Vi krydsede igennem såvel Ungarn som Slovakiet i løbet af dagen. Den Gamle Slæde fik godt 550 km, mere på tælleren. Set i bakspejlet, var det nogle fine landskaber vi styrede igennem, men der var ikke mange oplevelser, idet de fleste af dagens ruter, fulgte de større veje, hvor vi ikke stoppede undtagen for at tanke benzin eller drikke en kop kaffe. Hen på dagen var vejret blevet bedre, ja næsten særdeles fint, men ude i horisonten mod vest, i den retning vi kørte, byggede VejrGuderne på en mørk mur, som vi uden tvivl ville ramme før eller siden. Hvis det stod til mig, måtte det gerne blive "siden" eller slet ikke. Men det stod ikke til mig!

Efter de ca 550 km hvor vi havde krydset tværs over Ungarn, og snuppet en bid af Slovakiet, ankom vi til Uhersky Brod i Tjekkiet (ca 100 km øst for Brno). Jesper fandt et sted vi kunne leje et værelse for natten. Hotellet hed "Monde" og var, som så mange af de andre hoteller vi har overnattet på, "et værelse med to senge, to natborde, et skrivebord, en alm. stol samt en lænestol. Ingen minibar, så vi måtte gå ud i byen, for at finde den "after motorcycling" øl vi plejede at slutte dagens kørsel med.

Da jeg vågnede næste morgen, vidste jeg ikke, at jeg om aftenen skulle kysse min dejlige kæreste go nat, hjemme i vores fælles bolig. Men sådan blev det.

   Jesper og jeg startede dagen efter helt den samme melodi vi havde gjort de andre dage. Ud af sengens lune dyb pænt tidligt. Morgentoilette, og oprydnig, pakning af gear. Morgenmad i restauranten, pakke cyklerne, afregne med hotel og så afsted, med Jespers Montana gps som vejviser.

I løbet af natten var en del skyer trukket ind over det sydøstlige Tjekkiet. Ifølge vejrudsigten var det kun et spørgsmål om tid, så ville hele Tjekkiet og det meste af mellemeuropa, være dækket af mere eller mindre massive regnbyger. Det lagde en dæmper på den smule lyst jeg havde på at fortsætte ad den rute Jesper havde lagt hjemmefra. Desuden, der var så vidt jeg husker, kun et enkelt eller to steder endnu, som Jesper havde plottet ind som POI-punkter.

   Vi standsede for at tanke, og jeg luftede idéen om, at vi satte kursen mere direkte mod hjemmene, og det var Jesper helt med på. I stedet for at fortsætte mod vest, bad vi gps'en om at finde hjem, d.v.s. vi satte kursen mod Berlin, hvor vi ville tage afsked, således Jesper kunne køre mod Warnemünde, og tage færgen over Østersøen, medens jeg kunne fortsætte ad landevejene, eller motorvejen, mod Flemsborg.

   Det blev sådan vi gjorde, og begge nåede hjem inden klokken slog midnat. Derfor kan jeg nu fortælle at der er en rute fra Uhersky Brod, øst for Brno i Tjekkeit og til Åsted, lidt nord for Varde, som ifølge klokken på min Gamle Slæde, er på 1253 km.

   Jeg nåede hjem sidst på aftenen. Kold og våd, for jeg havde truffet mange byger - af meget varierende størrelse - på min vej gennem Tjekkiet og Tyskland. Men hvor var det herligt at møde min dejlige kæreste smil og mærke hendes læber mod mine, da jeg krøb ned under dynen til hendes varme krop.

Endnu en stor tak til Jersper for en kæmpe godt tilrettelagt tur, for fællesskabet undervejs og for at kunne holde ud at køre sammen med min Gamle Slæde og mig på en eventyrlig udflugt til Ukraine og Moldavien.

   Nu er jeg meget spændt på hvor næste længere tur går hen? Efter sommerens mange ture, er jeg nu oppe på at have besøgt 40 lande/stater i Europa. Der mangler stadig nogle! Medens jeg venter i Åsted, står min skønne motorcykel, den Gamle Slæde, pænt opstaldet hos Toftlund Mc, hvor den bliver passet og plejet hen over jul og nytår, således den kan få "udhvilet" og blive klargjort til 2017, hvor endnu flere eventyrlige udflugter venter på os.

Til forrige afsnit       Til toppen/menu