Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Balkan - halvø'en der har alt

 

Skønne strande, høje bjerge, grønne dale, snoede veje, hullede bjergspor, venlige og imødekommende mennesker, rig på kultur, miljø og stolthed over at vise det altsammen.

Turen over Transfaragassan var endnu et unikt indslag på vores odysé.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Peter Kr. Riber

 

Afsnit - 1- - 2- - 3- - 4- - 5- - 6- - 7- - 8- - 9- -10-

Efter en lang uafbrudt søvn, vågnede vi, som sædvanligt, tidligt. Stop op og nød naboens hane, der galede omkamp med solens stråler, der forsøgte at trænge genem træernes grønne løv, for at varme vores dæk op til Transfaragassans ventende asfaltbelægning. Medens JetBoileren kogte vand til vores morgenkaffe, fik vi smidt vores rod i poser og tasker, hængt dem på motorcyklerne og var klar til at køre, allerede inden klokken var 0700. Ikke fordi vi havde tralt, ihvertfald ikke mere travlt end de andre dage, men fordi vi begge mener: "En god dag begynder om morgenen".

 

Der var ikke mange hundrede meter til vi så skiltet med det navn vi, eller måske specielt jeg, havde glæde mig meget til at se: Transfaragassan. Kort efter skiltet lyste Jespers gule blinklys til højre for baglyset! Få sekunder efter sendte hans stoplys et stærkt lysende signal om at han standsede, samtidig med han kørte ind til siden, således der blev plads til jeg kunne standse ved siden af ham.

Jeg hev i min forbremse, men fortsatte forsigtigt frem og standsede motorcyklen på højde med Jesper. Kom i tanker om en bemærkning han kom med ved et tidligere stop, ”Kan du ikke holde lidt bedre afstand, når du parkerer først?” Grinende skubbede jeg til glidemekanismen på min Schuberth, og fik mit solvisir til at glide op i hjelmen. En smart detalje Schuberth hjelme har. Nå ja, der er også andre hjelme der har fundet ud af denne smarte detalje, bl.a. Shoei, som Jesper bruger.

Hvorom alting var, hørte jeg ikke de første ord Jesper sagde. Jeg skulle have motoren standset, inden jeg kunne høre noget, men da han kom til: "........... benzin nok til 102 km?", vidste jeg straks hvad han mente.

Jesper havde set det samme skilt som jeg, men forskellen var, at Jesper havde læst hele teksten, medens jeg kun havde læst "Transfaraga........" hvorefter jeg koncentrerede mig om at finde kamera og få det gjort klar til skud og fik lavet mit foto inden jeg var forbi, og derfor ikke havde bemærket underteksten "102 km", og jeg havde end ikke overvejet at sammenholde beskeden om længde, med indholdet i min benzintank. Men det havde Jesper. Tak, du er en rigtig ven!

 

Et hurtigt kig på min benzinmåler afgjorde, at jeg ikke havde benzin til meget mere end 60, højst 70 km. Altså ville det være ualmindeligt klogt at tanke noget benzin, inden vi begav os ud på den 102 km lange bjergetape, skiltet fortalte Transfaragassan var lang.

Min 590 LM blev rådført om hvor der lå en tank? Nærmeste station på Garmin'en var 15 km mod syd. Altså i forkert retning. Scrollede ned for at se om der måske var en tank mod nord. Nope. Der var flere længere mod syd, men ingen mod nord, altså ingen på ruten. 15 km var overkommelige, men ærgerligt det i den forkert retning. Ingen andre muligheder, så luk hjelmen og kom af sted, hed det hurtigt .......

Heldet ville dog, at vi kun skulle et par kilometer tilbage. En nyopført tankstation var etableret i Pitesti på 7’eren, uden at Garmin havde nået at få den med i en opdatering.

Takket være en lille teknisk ændring jeg fik lavet på den Gamle Gule knap efter jeg købte den i 2008, tager det ikke lang tid at fylde tanken op med de maksimale 21 liter tanken kan rumme. I specifikationerne oplyses tankindholdet til 20 liter, men fakta er, jeg flere gange har fyldt 21 liter på. Om det ændrede indholds max skyldes min konstruktive ændring, ved jeg ikke. Men nu, nok om det, vi skulle tilbage på sporet. Turen kører jo ikke sig selv, heldigvis *lol*

Motorcyklerne var med tyske nummerplader. De jokede og lavede billeder. Men de havde fundet sporet uden om sneen, som førte frem til tunnelindgangen. Tyskerne forsvandt ind i tunnellen, og vi fulgte hurtigt efter.

Turen gennem tunnellen var ikke lang, men forude var endnu en forhindring. Da vi kom frem til åbningen i den modsatte ende, mødte vi tyskerne igen! De var standset ved en tung jernport, som ikke lod sig rokke! Porten havde en dør, som kunne åbnes, men den var så smal, at tyskerne, såvel som Jesper, måtte hive sidetaskerne af deres motorcykler, førend det lod sig gøre at køre motorcyklen igennem den forholdsvis smalle dør. Mine originale vario GS sidetasker kunne jeg med lidt snilde sno igennem uden de skulle afmonteres.

Efter døren var der endnu en drive sne, som var for høj til at køre igennem. Om nogen havde skovlet – eller det var solen der havde smeltet sneen, ved jeg ikke, men der var lavet en fin lille snirklet rende igennem driven. Dermed var vi igennem og kunne nu bekræfte, at man kunne køre over Transfaragassan på motorcykel inden den officielt blev åbnet. Undervejs ned så vi en gummiged, som sandsynligvis var på vej op for at fjerne den sidste sne. Vi havde hørt der skulle køres et rally på denne rute 7c weekenden efter, så vejfolket måtte i gang. Ude på det tørre jævne solopvarmede asfalt på den anden side, det højeste punkt på Transfaragassan, gav vi gas, fandt de høje gear og snoede os nedefter.

Selvfølgelig måtte jeg standse da jeg kom til de nok mest fotograferede elmaster i Europa?

Uendelig – næsten - mange hårnåle- og knap så skrappe, sving senere, var vi igen nede i lavlandet. Den gode asfalt var sluppet op, eller også var kassen med penge til renovering af veje i lavlandet tømt. Hvorom alting var, kunne vejene i lavlandet efter Transfaragassan ikke sammenlignes med belægningen på bjerget. Men det var ok, den hastighed vi kørte med, skabte ikke problemer med at undvige, hvis det var nødvendigt. Landsby efter landsby lå tæt som blade på en bøgehæk, med marker og enkelte klippestykker imellem, som var de afstandsstykker eller den mørtel, som holdt det hele sammen.

 

Tillægsord som malerisk, idyllerisk og rustikt, ville en ejendomsmægler anvende, hvis han skulle beskrive landsbyerne. Men, et sted i samme annonce for landsbyen, ville samme ejendomssælger uden tvivl også anvende vendingen "........ området eller stedet kunne trænge til en dygtig håndværker og nogle hundrede tusinde kroner fra baglommen"!

Næsten overalt bar husene præg af at det ikke var de økonomiske midler, der var mest overflod af.

Tilbage på asfalten mødte vi denne "bevingede kriger" som dog lod os passere uden at volde os besvær. Flyets placering gav mening, da vi så et skilt der viste vej til en militær lufthavn i nærheden. Flyet var et vartegn. Ligesom de har ved flyvestation Karup, Midtjylland.

Det postale væsen i Danmark, og sikkert også i mange andre lande, lider økonomisk under it-teknologiens stadige fremmarch.

 

Danskere skriver ikke mange breve, og nok slet ingen postkort. Stort set alle er linked op på sociale medier på internettet, hvor man med selfies og hyppige opdateringer med billeder fortæller alt der er værd at vide.

Hvor man er, hvad man spiser, hvad man ser, hvem man er sammen med og hvad man netop har oplevet for et øjeblik siden. Sådanne uploads er måden man sender "postkort" nu om dage.

Der er absolut ingen gode grunde til at sende et kort, som med stor sandsynlighed tidligst kommer frem til modtageren en uge eller længere efter, man selv er kommet tilbage fra ferien!

Aftenen forløb som de fleste andre aftner på turen. Vi fandt et hotel hvor vi kunne leje et værelse. Smed vores tasker og poser på et værelse. Tog et varmt bad og gik til restauranten for at spise og drikke en øl.

Ventetid til maden kom, bruge jeg til at notere nogle kommentarer til dagen i min lille sorte bog. Jesper fik opdateret familie om position og oplyst om vores almene – under hele turen gode - tilstand. Efter et par øl, noget snak, evt. diskussion om næste dags etape, krøb vi under hver vores dyne.

 

Inden vi krøb i sengene, snørede vi opbevaringsposerne til telte, liggeunderlag og soveposer ekstra godt til, så vi ikke kunne høre de billige kommentarer fra udstyret, der lå tilfældigt henslængt på gulvet, om "stueplanter", "civilister", "super egoister", "tøffelhelte" og "madras narkomaner".!

 

Tilbage på vejen efter en god nattesøvn, kunne vi se andre også havde været tidligt oppe. En bonde med et kæmpe læs hø på sin spinkle gummivogn, bumlede sindigt af sted.

 

Ren, tør, jævn og uden huller lå vejen mod nordvest for vore dæk. Lidt op ad dagen fik solen igen godt fat, og den varmede lidt mere end behagelig. Den eneste metode vi kendte til at få varmen slået lidt ned, var at udnytte chill effekten. Altså dreje en smule mere på gasrullen, således dækkene sang lidt højere, og vinden havde lidt mere fart, når den med en kølende effekt, ramte kroppen gennem jakkens åbninger, for igen at forsvinde bag ud gennem andre huller i jakken.

Den lidt højere hastighed gjorde det samtidig noget sjovere at køre de mange sving, vejen præsenterede for os. Dækkene havde ingen problemer i at holde en go køretemperatur, og motorcyklerne kunne lægges pænt langt ned i svingene.

Mange foto-shoot-stop senere, i tid ca halvanden time, mødte vi dette syn!

 

Indgangen til tunnellen øverst oppe, hvor man i stedet for at køre over, kører igennem den højeste bjergkam, lå sneen ud over vejen. På afstand kunne jeg se en lille gruppe motorcykler var standset foran hullet ind i bjerget! Hvad mon det betød? Forhåbentlig ikke at tunnellen var spærret for gennemkørsel?

Jesper havde tilsyneladende fået nok af fint blankslidt asfalt, og søgte ud på nogle af de mindre veje, uden belægning. Altså, let røven, op og stå på fodhvileren, medens kilometer efter kilometer forsvandt i støvet bag motorcyklerne. Ingen beklagelser fra min side. Lige netop dette var hvad vi søgte. Netop derfor var vi kørt til Balkan. Backroads an mass. Ingen skilte med ”Færdsel med motorkøretøjer forbudt”.

Samtidig blev jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, mindet om at jeg skal have nye fodhvilere. De originale, som jeg har benyttet siden motorcyklen var 40.000 km ny, har fået så mange "bank" at de er blev slået skæve. Derfor er de faktisk ikke spor behagelige eller nemme at stå på! Når jeg sidder i sædet, er der ingen problemer, men når jeg står op, glider højre fod af fodhvileren, fordi især den højre har fået tildelt alt for mange slag. Jernet er blevet deformeret, er blevet "smallere" og den drejer en smule forud. Takkerne, som skulle hjælpe med at holde foden fast på stigbøjlen, er så slidte, at de er blevet runde. Jeg må altså se at få taget mig sammen og købt nogle nye!

 

Da grusvejen igen blev afløst af vej med belægning, fik jeg atter travlt med at dyrke min passion for fotografering af disse ældre versioner af køretøjer, alt medens vi fortsatte vores tur mod nord, med nogle stregers korrektion til vest. Hestetrukne kærrer og gummivogne dukkede op i stort antal, anvendt til transport af varer og mennesker. Fascinerende.

Kultur og kultur er to ting. Kultur er også museer. Steder hvor man gemmer alt fra tidligere tider og gamle dage. Fra tiden inden verden gik af lave! Kultur er et begreb som dækker rigtig meget.

Dagens kulturelle indslag gav os et mindre chok. Jesper havde fundet et POI, eller VIP, som sådanne adresser gemt på en GPS også kan hedde. Uden større besvær fandt vi frem til adressen på en nedlagt svært-befæstet-tidligere-kirke-borg-bygning!

 

En tysk kvinde havde sammen med sin mand, samlet alskens forskellige ting fra et langt liv, som i én stor skøn forvirring, var stablet sammen, og udstillet i én stor sammenkogt ”gullasch-gryde”. Endda over flere etager, hvor der ganske enkelt overalt, hvor der var bare den mindste plads, var hensat en eller anden genstand.

Udstillingens røde tråd fandt jeg ikke. Uanset hvilket historisk emne man var interesseret i, eller ønskede at undersøge, tror jeg man kunne finde noget der passede. For os var hele menageriet ”lidt for meget”. Uden at forklejne stedet, tror jeg det ville give mening, hvis parret ville koncentrere sig og undlade at blande helt så mange ting sammen. Vi kiggede lidt søgende efter noget der interesserede os, og fandt at det vi ville kigge nærmere på, kirkens klokkeværk. Altså begav vi os op at mange trapper i det gamle tårn, for at tælle hvor mange klokker der mon var?

 

Nogle trin oppe, påstod Jesper han ikke bryder sig om højder, men da jeg fortalte der kun var "et skridt ned", skulle han ud og se om det nu også kunne passe?

I tårnet var flere klokker. En af de første vi så, var denne "mindre" klokke. Men der var også kæmpe store klokker, som uden tvivl vejede mange kilo. Må hellere straks fortælle, vi fik ikke talt hvor mange klokker der var. Men der var i hvert fald en del.

Jeg forsøgte at overtale Jesper til at slå med gongongen, men han mente ikke det ville blive venligt opfattet.

I stedet overlod vi klokkespillet til det automatiske klokkeværk, som på et tidspunkt, medens vi kravlede rundt i etagerne mellem et par kæmpe store klokker, faldt i slag! Heldigvis for vore ører, var det kun de mindre der slog. Nok mest fordi klokken ikke skulle slå hel, men hun halv, og der var derfor ikke brug for at benytte de største klokker i klokkeværker, som vi ellers var noget begejstrede over.

Træværket var spændende. De mange tons klokkemalm var hængt op på bjælker, som sikkert var på alder med Metusalem. Trapperne vidnede om flittig brug gennem mange mange år. Blankslidte og bulede, med rundede kanter og enkelte steder reparationer. Hvis disse trapper kunne fortælle historier, ville de kunne berette om mangt og meget, er jeg sikker på.

 

Hvordan det tyske ægtepar havde fået fat på og ikke mindst fået lov til, at indrette kirke-borgen til deres eget private museum og hvordan de havde skaffet alle sagerne, fik vi aldrig at vide. Kustoden, kvinden som havde fortalt hun ejede stedet sammen med sin mand, var væk efter et par indledende bemærkninger om, at museet var åbent, og at vi gerne måtte gå ind. Hun gjorde os opmærksomme på, at der var adgang til alle steder, hvor dørene ikke var låst, eller der var skiltet med "Kein Zutrit", hvorefter hun overlod os til selv at finde rundt i det store bygningsværk.

Under frokosten i en mindre by, diskuterede vi næste sektion. Transalpina i går. Transfaragassan denne dag. I øvrigt ikke at forglemme med herlige små veje efterfølgende. Nu trængte vi til at slappe lidt af, samtidig med vi fik tilbagelagt nogle kilometer. Hvad er så mere nærliggende end at søge ud på de større veje? En motorvej for eksempel? Give noget gas, følge trafikken og bare nyde "vinden i håret", landskaberne der suser forbi og lade tankerne dvæle ved de mange indtryk der havde passeret øjne, ører og øvrige sanser?

Apropos sanser! I denne RR er det endnu ikke lykkedes mig at give et indtryk af lugte og dufte! Nu må pladsen bruges til at vende et par detaljer, omkring de indtryk der kommer gennem næsen! Tro mig, det er ikke småting næsen har kunnet fortælle undervejs.

 

Lad mig starte med at minde om de mange billeder jeg har vist af heste, køer og æsler. Klovbærende dyr på og ved vejene giver helt naturligt (?) efterladenskaber der lugter af hest-, ko og æsellort! Tror mig, den duft fik vi ofte besøg af i hjelmene. Ikke kun når vi kørte forbi eller igennem "pærer og klatter, kugler og andre slibrige mængder" dyrene efterlader på vejene. Vi fik også fornøjelsen på anden vis.

 

Nemlig når vi kørte gennem landsbyerne og de små samfund ude i bjergene. Den umiskendelige lugt (nogle vil mene stank) af møg fra dyrehold, var et vidnesbyrd om, hvordan beboerne kunne opretholde livet i de barske egne, med meget langt til nærmeste købmand. Hvis ikke alle, så i hvert fald mange af de små samfund er nødt til at være selvforsynende med kød, mælk, æg og hvad husdyr ellers kan aflevere, mod at dyrene til gengæld får noget mad, i form af korn, græs og hø, med det deraf følgende resultat, at de med jævne mellemrum har trang til – og bestemt ikke holder sig tilbage med - at "skide. Og de gør det lige der hvor de nu engang er", uden smålige hensyn til hvad mennesker måtte mene om dette!

Duften af nyslået græs, som steger i solen, for at blive til hø, var en anden hyppig duft vore næser var udsatte for. Netop den duft sætter jeg meget pris på. Jeg kender og husker duften, som et indslag i de ting, der fortalte at året var i overgangsfasen mellem foråret og sommer. Herligt. Eftersom vi bevægede os meget ad de mindre veje, fik vi ofte duften af nyslået græs i næsen.

 

Andre steder fik vi lov at nyde lugten af våd skovbund. Og nyligt fældede graner. Duften af skov lige efter en regnbyge, er en af de goder jeg er heldig at opleve tit, fordi jeg bor klods op ad et større område, som er dækket af skove.

 

Vi oplevede duften af lakrids (ved ikke hvor den kom fra, en plante måske) jordbær, kirsebær, og i den anden ende af skalaen, kemi (især når vi kørte gennem erhvervsområder), kattepis og nylagt asfalt.

Inde i byerne bemærkede vi ofte hvor pizza- og andre bagere boede. Duften af fremmed krydret mad, dukkede tit op når vi passerede restauranter og fortovscaféer.

 

Ikke alt der kildede i næseborene, var lige behageligt. Men netop dufte er et emne som mange motorcyklister nævner, når man diskuterer hvorfor man elsker at køre motorcykel. Man får uendelig mange forskellige indtryk, bl.a. lugte/dufte, som man ikke får i en bil, og slet ikke hvis bilen har aircondition indbygget.

Fin asfalt, jævn fart, ingen trafik. Livet og tilværelsens ulidelige lethed indbyder til en sjæler med motorcyklen.

 

Jesper nyder sin 1200 kubikker, når den – som her – fører ham videre, med vinden i ansigtet, udsigten over uendelige marker og tid til at opleve. Jesper vågner af sin dvale da jeg når op på siden af ham, og giver sit bud på fremtiden, sejrs tegnet..........

 

Grænsen til Ungarn krydsede vi ved Urziceni. En lille og i disse EU tider, ubevogtet overgang, hvor der var lukket totalt ned for bemanding. Altså passerede vi endnu en grænse uden at skulle vise pas og grønne beviser! Samtidig var vi definitivt ude af det område der hedder Balkan. Vores tur var ikke forbi, for vi var jo ikke hjemme endnu. Men i og med vi forlod det "sidste rigtige Balkan land" på denne tur, var det jo lidt vemodigt.

Selvfølgelig sænkede vi hastigheden når vi kom til et byskilt. Vi havde ikke travlt. Vi skulle jo bare hjem *s* - og med den lavere hastighed, kunne vi nyde synet af de tilsyneladende lidt bedre huse, de havde i Ungarn. Eller også passede de deres haver bedre og renoverede deres huse mere, og i hvert fald inden forfaldtet blev helt tydeligt?

 

Så vidt jeg umiddelbart kunne dømme, alene ud fra den gennemkørsel vi foretog, så det ud som om Ungarn er lidt længere fremme m.h.t. velstand end Rumænien - og andre lande på Balkan. Som jeg har set så ofte længere syd på, var husene i Ungarn også malede, gerne i stærke farver.

En lille gruppe høstarbejdere, standsede deres arbejde og kiggede nysgerrigt, da vi kom forbi. De samlede hø. Hø dufter fantastisk for én som er født og opvokset på landet. D.v.s. mig. Jeg holder rigtig meget af duften, og forbinder selve duften med skønne billeder fra min barndom, hvor jeg tilbragte mange timer med at bygge i huler i hø og halm, på lofter, hvor køer og grise gumlede på foderet neden under i stalden.

 

Med dette "forårs billede" stopper jeg dette kapitel. Men fortvivl ikke, der kommer et mere. Gå ikke glip af sidste afsnit, som fortæller hvordan vores helt igennem eventyrlige tur, får en uventetvmeget anerleds afslutning, end vi havde forestillet os.